en

Jernalderbønder med bjørn på!

Odense Bys Museer har en lang tradition for at udforske jernalderens grave. I løbet af det sidste halvandet århundrede er der undersøgt ca. 5700 begravelser fra tidsrummet mellem ca. 500 f.Kr. og 500 e.Kr, og de er fordelt på ca. 400 lokaliteter, der ligger fordelt over store dele af Fyn med omliggende øer.

Omkring 4000 af disse grave er omhyggeligt beskrevet af nu afdøde museumsinspektør Erling Albrectsen i den internationalt berømte bogserie “Fynske Jernaldergrave”. 25 år efter, at seriens femte bind udkom, forskes der igen i materialet, der langt uden for landets grænser er kendt som en uvurderlig kilde til belysningen af jernalderens kulturhistorie. Når jernaldergravene endnu en gang er i arkæologernes fokus, skyldes det primært, at der i de sidste 25 år er kommet en tilvækst på ca. 1600 grave. Nok så væsentligt er det, at man i dag ved hjælp af moderne undersøgelsesmetoder kan hente meget mere viden ud af de allerede publicerede grave, end man kunne for blot få år siden. Arkæologer, tegnere, fotografer og konservatorer fra Odense Bys Museer arbejder derfor netop nu – sammen med naturvidenskabsfolk fra ind- og udland – med at færdiggøre bind 6 til bogserien. Arbejdet er muliggjort ved bevillinger fra Kulturarvsstyrelsen.

Analyser af gravene har givet arkæologerne meget ny viden om alt fra jernalderens begravelsesritualer til datidens vidtstrakte handelsforbindelser. Resultaterne er mange, og her skal der blot gives et eksempel på ny viden, som er kommet til, fordi arkæologerne har allieret sig med naturvidenskabsfolk.

I jernalderen blev de fleste “fynboer” brændt, når de døde. Ligbrændingen har givet været et spektakulært skue, der har omfattet optog, musik, fest og ofringer. Når ceremonien var overstået, blev den dødes brændte knogler og gravgaver skrabet sammen og anbragt i et hul i jorden. Hidtil har der især været fokus på den dødes gravgaver – men som en del af det igangværende projekt er de brændte knoglestumper også gennemgået af specialister i menneske- og dyreknogler. Stor var overraskelsen, da der mellem menneskeknoglerne i 20 grave fandtes små, krogede benstykker, der stammer fra det yderste knoled på en bjørn! Eftersom den brune bjørn på dette tidspunkt havde været uddød i Danmark i ca. 3000 år, kunne kløerne regnes som import, men hvorfra, hvordan og hvorfor?

Bjørneklo

cc by-sa
Bjørneklo med gennemboring – en amulet, som kan have beskyttet ejeren mod alskens ulykker.

En nøjere analyse viste snart, at bjørnekløerne altid fandtes i grave fra 2.-4. årh. e.Kr., og indtil videre er de kun påvist på sydøstfynske gravpladser. I nogle tilfælde ligger der blot et enkelt kloled i gravene, og da er de som regel gennemboret, således at de kan have været anvendt som hængesmykker. I andre grave findes flere kloled, og da er de aldrig forsynet med ophængningshuller; disse kløer har utvivlsomt siddet i bjørneskind, som fulgte den døde på ligbålet.

Eftersom dyret ikke levede naturligt i Danmark, kan kløerne næppe opfattes som jagttrofæer. Derimod har det utvivlsomt – dengang som nu været et statussymbol at kunne fremvise et helt bjørneskind med påsiddende kløer – eller blot at bære en bjørneklo-amulet om halsen. Kløerne er da også i flere tilfælde fundet i grave, der viser, at afdøde tilhørte de bedre stillede lag i jernaldersamfundet.

I jernalderen var bjørnes naturlige levesteder så langt borte som Norge og Mellemsverige. Især det mellemsvenske område stod i tæt forbindelse med magtfulde handelscentre i Danmark, og det vigtigste af disse centre lå faktisk på Sydøstfyn, nærmere betegnet i Gudme. Det er sandsynligt at bjørneskind og andre værdifulde skind er kommet til Gudme i bytte for eksklusive bronze- og glaskar, som man forinden havde byttet sig til ved kontakter til romerske handelsstationer. På den måde kom Gudme-området til at fungere som et vigtigt forbindelsesled mellem det mægtige Romerrige i syd og de langt mindre udviklede jæger- og bondesamfund på den skandinaviske halvø.

En

cc by-sa
En jernaldermand fra Gudme blev lagt på ligbålet med sit bjørneskind; flammerne tog det meste og kun seks knoled er nu tilbage.

På trods af, at de små krumme benstykker ikke syner af meget ved siden af jernaldergravenes spraglede kæder af glasperler, frygtindgydende våben eller glitrende guldringe, fortæller de deres helt egen historie om fynboernes rolle i datidens vidtstrakte handelsnetværk. Og i hvert fald har vi nu fået vished for, at selv om der i jernalderen må have været langt mellem snapsene, var det ikke helt umuligt at møde en jernaldermand med en bjørn på. Især ikke, hvis man bevægede sig rundt i magtens centrum i Gudme og omegn.

Emner: Jernalder

Mere 'Arkæologiske fortællinger'

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...