en
Forfattere

Stærke litterære og kunstneriske events i H.C. Andersens Hus

H.C. Andersens Hus sætter fra efteråret 2023 fokus på det skrevne ord og de stærke fortællinger gennem en række litterære og kunstneriske aktiviteter.

Vi inviterer indenfor til forfattersamtaler med både nye og etablerede stemmer fra den danske litteraturscene, og vi huser en festlig OperaSalon, hvor I kan høre om H.C. Andersens opera ”Ravnen” og opleve uddrag fra den.

Alle arrangementer foregår i Café Deilig i H.C. Andersen Haven ved siden af H.C. Andersens Hus. Her kan købes diverse lækkerier og både varme og kolde drikke. Husk også at sikre dig billet til arrangementerne – se herunder.

Det skete aldrig i virkeligheden

27.09.2023 kl. 19.00-20.30

Det er et umage par, der udveksler tanker om kærligheden, kunsten, angsten, glæden, selvet, døden og livet derefter på deres fælles rejse ned gennem Europa i den nye og anmelderroste roman, Solisterne. Hovedpersonerne er Danmarkshistoriens mest kendte kulturpersonligheder, H.C. Andersen og Søren Kirkegaard. Forfatteren og filosoffen, der var samtidige, men som mildt sagt havde et anstrengt forhold til hinanden. Et forhold, som forfatteren og Kierkegaard-ekspert, Joakim Garff, vender på hovedet i sin nye roman, der som et livfuldt og sansemættet rejseeventyr bringer læseren vidt omkring i soli­sternes livsan­skuelser og værker og samtidig dybere ind i sig selv.

Joakim Garff taler med direktør for Carlsbergfondet Lasse Horne Kjældgaard om sin nye roman, og om hvorfor han har valgt at sætte H.C. Andersen og Søren Kierkegaard i rejsevogn sammen – noget, der som bekendt aldrig skete i virkeligheden.

 

Joakim Garff er lic.theol og leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet og medredaktør af Søren Kierkegaards Skrifter i 55 bind. Han er forfatter til bl.a. SAK. Søren Aabye Kirkegaard. En biografi (2000) og til Regines gåde. Historien om Kierkegaards forlovede og Schlegels hustru (2013).

 

Lasse Horne Kjeldgaard er dr.phil, direktør for Carlsbergfondet og medlem af Det Danske Akademi. Han er tidligere leder af H.C. Andersen Centret, og har bl.a. skrevet Sjælen efter Døden. Guldalderens moderne gennembrud (2007).

BOOK BILLET

Romanen Solisterne. Et rejseeventyr om H.C. Andersen og Søren Kierkegaard (2023) er netop udkommet hos Gyldendal.

 

 

OperaSalon: H.C. Andersens Ravnen

10.10.2023 kl. 19.00-20.00 (med mulighed for tilkøb af tapas fra kl. 18.00)

Kom helt tæt på H.C. Andersen og J.P.E. Hartmanns operaeventyr, Ravnen, når operaformidler og forfatter til flere operabøger, Henrik Engelbrecht, tager os med ind i H.C. Andersens operaunivers. Hør uddrag fra de vidunderlige toner fra Ravnen med nogle af solisterne fra Den Jyske Opera, der opfører operaen med Odense Symfoniorkester i Odense Koncerthus, hvor den har premiere den 13. oktober.

Som et særligt tilbud tilbyder Café Deilig fra kl. 18 af et lækkert charcuteri-bræt med 3 slags ost, 3 slags kød og tilpasset garniture. Hertil serveres brød og pesto. Pris 125 kr. pr. person.

Bemærk at du ved køb af tapasbillet både køber tapas og billet til OperaSalon.

BOOK BILLET

Arrangementet er gratis, men det er nødvendigt at booke billet. Ved tilkøb af tapas 125 kr.

OperaSalon laves i samarbejde med Den Jyske Opera, Odense Teater og Odense Symfoniorkester

 

 

 

Kim Fupz Aakeson sætter nye ord på den gamle digter

 01.11.2023 kl. 16.30-18.00

Få magter at skrive så fornyende og morsomt som Kim Fupz Aakeson, der sammen med illustratoren Signe Kjær sit bud på, hvordan historien om H.C. Andersen også kan fortælles. Det sker i børnebiografien, Hans Christian Andersen – et liv med modgang, medgang og en masse eventyr (2022), som er skrevet for unge læsere, men kan læses af alle.

Bogen giver et nyt blik på den gamle digter, og hvad det er for et ønske, forfatteren har haft, fortæller Kim Fupz Aakeson om i en samtale med litteraturprofessor Anne-Marie Mai ved SDU.

BOOK BILLET

Arrangementet er gratis, men det er nødvendigt at booke billet.

Arrangementet afholdes i samarbejde med H.C. Andersen Centret og støttes af H.C. Andersen Fonden. Derfor skal billetter rekvireres gennem SDU.