Når du inden længe besøger Møntergårdens kulturhistoriske udstillinger i Odense, så kom også og se et eksklusivt udvalg af de mest spektakulære oldsager, som fynboerne har afleveret til Odense Bys Museer i 2019 og 2020.
Hvert år findes der tusinder af oldsager på Fyn, og Odense Bys Museer modtager 2-3000 genstande, som amatørarkæologer har fundet i jorden. Mange genstande fremkommer ved systematisk afsøgning med metaldetektor, men enkelte dukker også op ved rene tilfældigheder.
De fleste af de oldsager museet får indleveret består af affald og mindre spektakulære genstande som f.eks. rester fra bronzestøbning, remspænder eller beslag, mens andre fund er spektakulære og kan blive store nyheder i medierne. Fælles for alle genstandene er dog, at de har stor betydning for forskerne og for vores viden om fortiden, og at de med deres høje alder og ofte sirlige og fremmede formsprog fascinerer os den dag i dag.
Mange af de genfundne genstande blev tilfældigt tabt under jagt eller færdsel i fortiden, andre blev lagt i grave sammen med afdøde, og andre igen blev skjult i vådområder eller fordybning i marken som ofre til de højere magter. “Det, der i fortiden var tiltænkt som gaver beregnet for den dødes liv i det hinsides eller til guderne, kan vi også betragte som fortidens gaver – fra fortidens nødvendighed til nutidens fascination.” siger museumsinspektør Mogens Bo Henriksen.
I Møntergårdens velkomstområde, hvor der er fri adgang, viser vi fra 1. juni 2021 en montre fyldt med udvalgte højdepunkter fra de seneste to års indkomne genstande. Her kan du blandt andet komme helt tæt på en jægers 11.000 år gamle harpun (fundet på Helnæs), på figurer af mennesker set med jernalderøjne (fundet i Nybølle, Bederslev og Paarup) eller fascineres af den sølvskat, som en viking fra Melby havde samlet sammen og lagt i jorden for mere end 1000 år siden, men aldrig fik hentet igen.
Kom og se Fortidens Gaver og bliv fascineret!