en
Forfattere

Borgmesteren klippede snoren til “24 pakker”

Foto: Rico Feldfoss

Der duftede af gran og risalamande, da juleudstillingen ”24 pakker – Kom bag kulissen til årets TV-julekalendere” fredag 18. november blev åbnet. Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel klippede snoren og lod de første børn passere, og han undlod ikke at bemærke, at det er første gang, hans navn passer så godt til et arrangement.

Også direktør for Museum Odense, Henrik Harnow, og FilmFyns direktør Klaus Hansen talte ved åbningen, og de glædede sig begge over samarbejdet, som betyder, at der for første gang vises en udstilling med de to aktuelle julekalendere.

Desuden er det ret flot, at de begge er filmet på Fyn – og begge kan ses på Møntergården.

Museum Odenses museumsinspektør Line Borre Lundø glædede sig til åbningen som til juleaften. Det er hende, som har samlet udstillingen på Møntergården og stået for samarbejdet med både FilmFyn og produktionsselskaberne Mastiff og Cosmo Film, som har produceret julekalenderne ”Julehjertets Hemmelighed” og ”Tinka og Sjælens Spejl” for henholdsvis DR og TV2.

”At julekalenderne kommer på museum for at blive udstillet er helt naturligt. I år er det 60 år siden, den første julekalender blev sendt, og det er dansk kulturhistorie, der i generationer har samlet familien. Det håber vi også, at det vil gøre her på Møntergården”, siger hun.

Foto: Rico Feldfoss