Museum Odense. Sådan hedder vi fra nu af, og det er der flere grunde til. Samtidig med det nye, moderne og mundrette navn har museet fået ny visuel identitet, som hænger sammen med vedtagelsen af en ny strategi, der gælder for årene 2022-2026.
Strategiens fokuspunkt er at udvikle vores fire store museer – H.C. Andersens Hus, Møntergården, Den Fynske Landsby og Carl Nielsen Museet, som åbner til næste sommer – og at blive endnu bedre til at byde vores gæster velkommen og tænke bæredygtighed ind i hverdagen. Det sidste har I måske lagt mærke til i Den Fynske Landsby, for her har formidlerne året igennem tænkt genbrug, selvforsyning og økologi ind i museets arrangementer.
Spørger man direktør Henrik Harnow, hvorfor det er vigtigt for den selvejende organisation at ændre sit navn, er hans svar klart:
Navnet Museum Odense markerer organisationens ny strategi, men samtidig er det mere nutidigt og klart, hvad vi står for. Det gamle navn blev ofte forkert udtalt i ental. Ganske mange, selv vore samarbejdspartnere, kaldte os ofte ”Odense Bys Museum”. Museum Odense signalerer ikke i samme grad et sted, man kan besøge, men en organisation. Det er vores fine enkeltmuseer, gæsterne besøger.
Har nogen været i tvivl om, hvad navnet stod for?
Indimellem har vi oplevet, at folk troede, vi var et by-museum, og det er vi jo ikke, vi er hele Odenses museum. Ordet ”by” kommer fra tiden før kommunalreformen i 1970 – fra dengang i 1950, hvor museet sidst ændrede navn – så det er på tide at modernisere det. Med det nye navn er vi også fri for fremover at oversætte navnet til engelsk, for Museum Odense er læsbart på andre sprog.
Hvorfor blev det Museum Odense?
Fordi det er nutidigt og siger, hvad vi er – helt enkelt. At vi med det navn lægger os op ad andre danske museer som Museum Midtjylland, Museum Vestsjælland og Museum Sønderjylland er en anden snak. Det er først og fremmest et roligt navn, der signalerer en bagvedliggende museumsorganisation. Og så er det grafisk nemmere at arbejde med.
Prøv lige at forklare, hvordan navneændringen hænger sammen med strategien?
Det ny navn signalerer tydeligt, at der sker noget i organisationen – og det gør der med den ny strategi. At arbejde med strategi er noget, der foregår internt i organisationen, men vi vil gerne vise omverdenen, at vi udvikler os og har fokus på forskellige emner f.eks. bæredygtighed, gæsteoplevelsen og økonomisk konsolidering. På den måde bliver navneændringen et billede på, at processen er skudt i gang – både i organisationen og for resten af verden.
Har navneændringen med Museum Odenses nyere status som selvejende institution at gøre?
Nej, for det var i 2018, at organisationen blev selvejende med egen bestyrelse. Man kan sige, at navneændringen meget passende kunne være sket dengang og i forbindelse med overgangen til at blive en selvejende institution, fordi der var tale om en ny, mere selvstændig museumsorganisation, men det skete af forskellige grunde ikke. Nu sker det så i stedet i 2022 for at markere et tydeligt fokus på de fire store museer og klare prioriteringer i årene fremover.