Tag med på lydvandring i Tommerup Præstegård
Vi har glædet os til at præsentere denne nyhed for alle! Når Den Fynske Landsby åbner for sæson 2022 1. april, er det samtidigt en præsentation af nyindretningen af Præstegården – men i lige så høj grad lancering af en helt ny, dramatiseret lydvandring: ’Præstegården lever!’ En lydvandring med tre små fortællinger, der bringer dig helt tæt på livet i Præstegården omkring år 1900.
I samarbejde med det fynske produktionsselskab Sans-1 og med støtte fra Nordea Fonden har Den Fynske Landsby skabt en lydvandring, hvor man som gæst kan opleve én dag i fortiden set fra tre forskellige kvinders perspektiv. Man kan således følge den unge Lilly Kate fra Nebraska, tjenestepigen Maren Sophie og præstefruen Ida-Marie. Lydvandringen ’Præstegården lever!’ er en blanding af historisk viden, personbåret fortælling, lydbilleder og stemningsfuld musik.
Lydvandringen bliver tilgængelig i app’en USEEUM, hvor den Fynske Landsby har en profil med flere spændende guidede vandringer, man kan benytte sig af på et besøg i Landsbyen. App’en er gratis og kan downloades både til android og Apple telefoner. Landsbyens profil er tilgængelig på USEEUM fra vores åbningsdag 1. april, men du kan hente USEEUM allerede nu, så du er klar. ’Præstegården lever!’ kan opleves igennem hele sæsonen uafhængig af både vejret og andre aktiviteter.