en
Forfattere

Komponisten og dynamitdrengen: Med Carl Nielsen sprænges rammerne for, hvad man kan på et museum

Komponisten Carl Nielsen nægtede at blive sat i bås. Hans musik stritter i mange retninger, og de mange facetter gør ham mere aktuel end nogensinde. Nyt museum i Odense folder hele hans bagkatalog ud.

Carl Nielsen ved flygel 1930

Nøglen til at lære Carl Nielsen at kende er hans musik: Dualiteten i kompositionerne, som viser en komponist med forståelse for både det komplekse og det folkelige. Kontrasterne mellem det stille og det vilde, det legende og det regelrette, tradition overfor modernitet. Det er tanken bag det nye Carl Nielsen Museet, der genåbner i Odense den 2. juni 2023.

Museumsinspektør Ida-Marie Vorre fra Carl Nielsen Museet siger:

”Carl Nielsen er drengen, der legede med dynamit og tog sine eksperimenter med ind i musikken. Når han fortsat er lige så aktuel og interessant både i Danmark og i udlandet, skyldes det, at musikken står lige så meget i egen ret i dag som på det tidspunkt, han skrev den. Måske endda i endnu højere grad. Derfor må musikken også være det naturlige udgangspunkt for en museumsoplevelse med Carl Nielsen. Musikken definerer såvel den ny udstillingsopbygning som oplevelsens karakter, hvilket adskiller den fra tidligere udstillinger, der var bygget op omkring en biografisk fortælling og fysiske genstande. Musikken er et universelt sprog, og vores mål er, at gæsterne går både overraskede og inspirerede derfra”.

Museum fyldt med musik

Carl Nielsen Museet er placeret i Odenses musikalske kvarter – kilet ind mellem på den ene side Odense Symfoniorkester og på den anden side ODEON og Syddansk Musikkonservatorium. Det har været midlertidig lukket siden 2017, mens Museum Odense opførte H.C. Andersens Hus og i den mellemliggende periode benyttede museets lokaler til udstilling med H.C. Andersen.

”Når vi genåbner museet, bliver det med stor festivitas og en række arrangementer, der skal vise Carl Nielsen fra forskellige sider. Her er også premiere på første del af en vandrerute – Carls Camino – som inviterer gæster ud i den fynske natur, der formede ham som ung”, siger Ida-Marie Vorre.

Selve udstillingen er bygget op i tre dele, som skal guide gæster gennem et langt liv med musik.

”Første del introducerer til Carl Nielsen. Gæsterne kan lytte til de lyde, der fyldte hans verden, og se glimt af de steder og mennesker, der inspirerede hans kreativitet, og på den måde bliver gæsten forberedt på en museumsoplevelse for øret. Anden del er helliget komponisten. Afsnittet er inddelt i fire overordnede temaer – vækkelse, modstand, krise og forsoning – som dels kan relateres til Carl Nielsens musik, dels er alment genkendelige og relaterbare. I dette afsnit skal gæsten på sin egen måde og i eget tempo udforske Carl Nielsen. Dermed kan gæsten blive inspireret til at reflektere over den måde, vi er i verden på”, siger Ida-Marie Vorre.

I museets sidste rum har musikken taget magten. Gæsten oplever en musikalsk collage klippet sammen af mange forskellige brudstykker af Carl Nielsens værker. Kulminationen på museumsoplevelsen bliver således et indblik i Carl Nielsens enestående musikalske arv, der spænder fra komplekse symfonier til populære sange.

Carl Nielsen dirigerer 12. oktober 1929

Inspiration til museet

Museet har musikken frem for personen som omdrejningspunkt, og det greb skyldes i høj grad professor i musikvidenskab på Københavns Universitet, Michael Fjeldsøe. Han har ledet et forskningsprojekt med det formål at skrive en ny kulturhistorisk biografi om Carl Nielsen, der udkommer i november 2023. Michael Fjeldsøe siger:

”I bogen og udstillingen prøver vi at undgå sentimentale fremstillinger af Carl Nielsen som autodidakt naturbarn og det nationale, danske perspektiv. I stedet søger vi at vise, hvordan Europa var til stede på Fyn og i København, og at Carl Nielsens opvækst og læretid gav ham en grundig uddannelse som faglært musiker, der var godt inde i både dansk og europæisk musik og dens diskussioner. Vi prøver også at vise, at Carl Nielsen faktisk var højt anerkendt i sin samtid – også i udlandet – både med de mange opførelser og de mange udmærkelser, han modtog. Fortællingen om at han var et stort eller misforstået geni af sin samtid ønsker vi ikke at genskabe. Derimod prøver vi at vise, hvem han var, og hvilken betydning hans musik fik og stadig har”.

Hæderkronet udgivelse

Genåbningen af Carl Nielsen Museet og udgivelsen af bogen falder sammen med en lang række andre markante begivenheder. DR satser stort på Carl Nielsen i 2023 og de kommende år. Det sker bl.a. ved festivalen ”Nielsen! Nielsen! Nielsen!”, der løber af stablen i DR Koncerthuset i april, hvor alle DRs ensembler er i spil med koncerter, fællessang og udsendelser i både radio og TV. DR udgiver også til april en cd-boks på det hæderkronede label Deutsche Grammophon med DR Symfoniorkestrets nye indspilninger af alle Nielsens seks symfonier under ledelse af dirigent Fabio Luisi. Udgivelser der allerede har høstet flotte anmeldelser i internationalt regi. Op til festivalen viser DR 1 desuden en ny internationalt produceret dokumentar om Carl Nielsen. Filmen er delvis optaget i Carl Nielsens Barndomshjem i Nr. Lyndelse og benytter bl.a. Ida-Marie Vorres formidling, idet hun optræder som en af flere Carl Nielsen-kendere i dokumentaren.

I forbindelse med fejringen glæder det Henrik Thal Jantzen, der er formand for Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, at Carl Nielsen atter får masser af opmærksomhed.

”Det er en meget stor glæde og fornøjelse at have mulighed for at kunne bidrage til så mange ambitiøse, spændende og nytænkende initiativer, der hver på sin måde sætter fornyet fokus på Carl Nielsen og ikke mindst hans vidtfavnende musikalske univers. Vi glæder os meget til et stort Nielsen-år og håber, at det vil bane vejen for, at hans musik når ud til et endnu større publikum”, siger Henrik Thal Jantzen.

Også skoleelever får i de kommende år fornøjelse af tankerne bag det nye museum. Carl Nielsen Museet er afsender af en række nye undervisningsforløb, der – som udstillingen – har hovedfokus på elevernes oplevelse af Carl Nielsens musik og musiks værdi i livet generelt. Undervisningsprofilen er skræddersyet til museet og tager udgangspunkt i Carl Nielsens musik samt aktuel undervisnings- og legeforskning. I undervisningsforløbene lærer eleverne Carl Nielsens mangefacetterede kunstneriske virke at kende på en facon, hvor de samtidig får lov at reflektere over at de, alene og som klasse, rummer mange sider, der alle har en værdi.

 

Fakta

  • Carl Nielsen Museet åbner med festligholdelse fredag den 2. juni 2023. Alle er velkomne.
  • Udstillingen er gjort mulig ved en generøs bevilling fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.
  • Lørdag 3. juni indvies første del af vandreruten Carls Camino, som er en lydvandring i Carl Nielsens fodspor. Lydvandringen er produceret af Nordic Performance Art ved lydkunstner og komponist Tine Louise Kortermand og skabt i tæt samarbejde med Carl Nielsen Museet og andre aktører.
  • Se mere: https://nordicperformanceart.dk/portfolio/carls-camino/
  • I juni og august afvikles fire eksklusive artist talks, der sætter Carl Nielsens musik i et nutidigt perspektiv. Følg med på carlnielsen.dk

Udstillingen i Carl Nielsen Museet er muliggjort gennem en donation fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Udstillingens indhold er udviklet af Museum Odense med væsentlige bidrag fra Michael Fjeldsøe, Peter Hauge, Katarina Smitt Engberg og Bjarke Moe – alle Københavns Universitet. Desuden fra Dominik Falenski og Christian Baltzer, Danmarks Radio. Udstillingsdesignet står Event Communications, London, for, mens opbygningen er varetaget af Stouenborg/Kurtzweil/System Standex.