en
Forfattere

Bondestenalder

Dolktid

Senneolitikum (2.350-1.700 f.Kr.)

Stenalderens afslutning og begyndelsen på bronzealderen sættes traditionelt til 1.800 f.Kr., men nyere forskning har vist, at dette skal revideres 100 år tilbage. Denne sidste periode går under betegnelsen senneolitikum eller dolktid. Omkring det tidspunkt var det nye metal, bronzen, almindelig kendt i datidens samfund. Langt fra alle ejede en genstand af bronze, og flint blev stadig anvendt flittigt på bopladserne langt ind i bronzealderen. Med det nye metal fulgte en mentalitetsændring samt nogle nye muligheder, der førte et skift i samfundet med sig. Ikke så revolutionerende som ved overgangen fra jæger/samlerøkonomi til agerbruget, men trods alt en ny tid underlagt en større afhængighed af omverdenen, for bronzen kunne ikke bare samles op på markerne, den skulle skaffes langvejs fra.

Hindsgavldolken

Hindsgavldolken – det ypperste eksempel på, hvad ca. 10.000 års flintteknologisk udvikling resulterede i inden bronzen fik det til at gå drastisk ned ad bakke igen. Stenalderen begyndte med en simpel pilespids til jagtbrug og sluttede med en dolk, hvis fornemmeste opgave var, at imponere omgivelserne. Foto: Nationalmuseet.

Allerede i slutningen af stenalderen blev bronzen taget i brug. Uden at vide det, sørgede tidens flinthuggere imidlertid for en værdig afslutning på små 10.000 års stenalder, hvor flinten havde været det vigtigste råmateriale. Det er ikke nogen tilfældighed, at der fra disse århundreder kendes flere flintminer, hvorfra man har hentet den førsteklasses råvare, der var en væsentlig forudsætning for at fremstille i hvert fald de flotteste af flintdolkene.

Dolkene blev fremstillet ved fladehugning, en teknik der er typisk for senneolitikum. Ikke kun dolkene, men også kornsegl, pile-, spyd- og lansespidser har to bredflader dannet ved afhugning af små afslag. Ved moderne forsøg har man fundet ud af, at de håndværksmæssigt mest perfekte fladehuggede genstande kun kunne fremstilles ved at bruge bronzeprene til at presse de små afslag af med. Flere af genstandene var tilstræbte kopier af de bronzesager, der nok var kendte, men også sjældne og dermed meget eftertragtede. Bronzealderen trængte sig derfor på i mere end én forstand.

Den senneolitiske keramik kan det ikke betale sig at bruge mange linjer på, for den var grov i godset og – hvis overhovedet – kun udsmykket med helt enkel ornamentik. Der er virkelig langt fra de smukke kvalitetskar af Skarpsalling-type fra den første del af mellemneolitisk tragtbægerkultur til det, de senneolitiske pottemagere lod sig stille tilfredse med. En lignende middelmådighed præger mange af tidens økser af flint og bjergart – det er som om man lod de fladehuggede dolke, segl og spidser få al opmærksomheden.

Periodens huse når en størrelse, der ikke er set tidligere. På bopladsen Limensgård på Bornholm er der udgravet flere store hustomter, hvoraf det længste er over 40 m. Det er vanskeligt at påvise med sikkerhed, at mennesker og dyr – som i bronze- og jernalderen – boede under samme tag i hver sin ende af langhuset. Det gjorde de nu nok, men først med de lange dolktidshuse bliver det så godt som sikkert. Hvorfor skulle husene ellers være så lange, hvis det ikke drejede sig om at skaffe plads til netop både mennesker og husdyr?

Gravskikken i senneolitikum er ret varieret og lokalbestemt. I det gamle, jyske enkeltgravsområde begraves der videre i toppen af højene, mens de døde i de megalitrige egne stedes til hvile i dysser og jættestuer. “Almindelige” grave under flad mark forekommer også, mens mere “ualmindelige” kollektivgrave i hellekister kendes i et betydeligt antal. Ja, sågar ligbrænding har man haft som valgmulighed!

Skikken med at ofre til guderne fortsætter uændret i senneolitikum. Eneste nyt under solen er de ofrede genstande, der nu ud over sten- og flintøkser omfatter tidens fladehuggede flintgenstande: dolke, skeskrabere, spydspidser og især segl, ofte eksemplarer med tydelige brugsspor. Når sidstnævnte er så almindelig blandt offerfundene skyldes det utvivlsomt, at man har taget alle midler i brug for at sikre en god høst.

Klokkebægerkultur (2.400-2.000 f.Kr.)

Meget tyder på, at Klokkebægerkulturens store spredning skal tilskrives handel/udveksling med metalsager tilvirket af kobber og guld. I Danmark – og især i Jylland – tog man klokkebægerkulturen til sig på flere områder. Helt konkret fandt der en ikke ringe “import”/udveksling af især kobberdolke sted, men kontakten kom også til udtryk ved inspiration i forbindelse med dels formgivning og udsmykning af lerkar, dels fremstilling af flintdolke, der var direkte foranlediget af mødet med kobberdolkene. Klokkebægerfolkene har snadsynligvis været gode bueskytter, i hvert fald er håndledsbeskyttere fremstillet af skiffer karakteristiske for kulturen – i Danmark er fundet nogle få stykker.

Enkeltgravskultur

Enkeltgravskulturen (2.800-2.350 f.Kr.)

Enkeltgravskulturen har i virkeligheden et besynderligt navn, for det antyder jo, at hver enkelt person blev stedt til hvile i sin egen individuelle grav. Men det gjorde de faktisk, de døde, og når det overhovedet kan “undre” så meget at det er bemærkelsværdigt og ligefrem navnegivende, så skyldes det selvfølgelig den forudgående jættestuetid i hvis gravkamre, der i talrige tilfælde er påtruffet knogler fra mange personer. I slutningen af 1800-tallet undersøgtes en række jættestuer mere eller mindre professionelt, og mængden af menneskeknogler ledte til den antagelse, at der var tale om massegrave. At det så har vist sig, dels at gravskikken i jættestuernes anlæggelsestid er noget mere nuanceret end som så, dels at sekundære begravelser har øget antallet af skeletter og skeletdele betragteligt – de fleste såmænd henlagt lige så enkeltvis som i enkeltgravskulturen – er en ganske anden sag. Stratigrafiske iagttagelser på Herningegnen har dokumenteret, at de tidligste enkeltgrave er anlagt oven på bopladslag fra den sidste periode – MN V – af den mellemneolitiske tragtbægerkultur.

Indholdsbillede
No macro content available for WYSIWYG editing

Enkeltgravskulturen er en fællesbetegnelse for ca. 400 år af Danmarks oldtid. Sammenlignet med den mellemneolitiske tragtbægerkultur er der dog tale om et noget mindre ensartet kulturbillede – hvis man kan udtrykke det sådan – for den navngivende gravskik med jordfæstelse af enkeltpersoner i gravhøje er et udpræget vestjysk fænomen. I dette område – især vest for is-randslinjen – kendes flere tusind mindre høje fra perioden, mens grave er tilsvarende sjældne i Østjylland, på Fyn, Sjælland og øerne i øvrigt. Klassisk – = vestjysk – enkeltgravskultur  er kronologisk opdelt efter gravenes placering i højene, nemlig undergravstid, bundgravstid og overgravstid. Uden for det primære – vestjyske – enkeltgravsområde foregik begravelserne fortsat i dysser og jættestuer. Nye gravanlæg i form af store sten- og trækister kendes også fra kulturens senere del.

Afgrænses enkeltgravskulturen af de klassiske højbegravelser, så får man en primær udbredelse, der er ganske fraværende på den tunge lerjord og i stedet omfatter de lette, sandede jorde i midt-, vest- og sønderjylland – = jysk enkeltgravskultur. Her har heden domineret side om side med træbevoksede bakkeøer, der kunne ryddes, dyrkes og anvendes som overdrev. Meget tyder på, at en befolkningsgruppe har indrettet sig på en tilværelse i dette blandede hede- og skovlandskab – om det så er folk indvandret langvejs fra eller om der er tale om en udløber af den mellemneolitiske tragtbægerkultur er endnu ikke fastslået med sikkerhed. Som argument for indvandringen har det været anført, at da de døde altid gravlægges liggende på siden med ansigtet vendt mod – kvinderne liggende på venstre side og mændene på højre – er det for at skue i den retning, som folket oprindelig kom fra.

Anskues enkeltgravskulturen i et lidt bredere perspektiv bliver der tillige plads til dels det, der betegnes som ødansk eller østdansk enkeltgravskultur (Danmark uden for det ovennævnte primærområde uden Bornholm),dels den bornholmske bådøksekultur, der er nært knyttet til den samtidige norske og svenske kultur med samme navn. Det der – bogstavelig talt – binder det hele sammen er snor, der blev anvendt til at udsmykke lerkar i store dele af Øst-, Mellem- og Nordeuropa – den såkaldte Snorekeramiske kultur. I denne vidt udbredte europæiske neolitiske kultur er tillige stridsøkser og enkeltbegravelser vigtige elementer.

Bopladser fra enkeltgravskultur kendes, men de er langt fra fundrige og derfor ikke særlig oplysende om eksempelvis tidens husdyrhold. Kun en enkelt hustomt kan med rimelig sikkerhed tilskrives enkeltgravskulturen – den kom med som bifangst ved de store jernalerudgravninger ved Vorbasse. Der er tale om en mindre og på ingen måde særlig imponerende konstruktion på 20-25 m².

Konkluderende om enkeltgravskulturen kan siges, at den tidsmæssigt følger efter mellemneolitisk tragtbægerkultur. De nye gravformer og gravudstyr i det klassiske midt-, vest- og sønderjyske område skyldes ikke indvandring med en nådeløs og blodig etnisk udrensning af de gamle tragtbægerfolk som en naturlig følge, men en slags ekspansion ind i områder, der hidtil havde ligget øde eller tyndt befolkede hen. Det ændrede og lokalspecifikke materielle udtryk som her kan påvises arkæologisk er inspireret af den samtidige europæiske snorekeramiske kultur. I Østdanmark inklusive Nordjylland voksede enkeltgravskulturen ud af den gamle tragtbægerkultur med bl.a. en forsat anvendelse af jættestuer og dysser som grave. Et lignende fænomen kan ses på Bornholm og i det sydlige Sverige, hvor parallellerne til bådøksekulturen er store. Endelig er den grubekeramiske kultur på banen som en tredje kulturgruppe i den første halvdel af tragtbægerkulturen. Alt i alt et meget blandet – og spændende! – samfund dér i århundrederne efterfølgende den mellemneolitiske tragtbægerkultur.

I Enkeltgravskulturen spiller stridsøksen – som i tragtbægerkulturen – fortsat en betydelig rolle, dog utvivlsomt i højere grad som statussymbol end som våben. Disse smukt forarbejdede økser fremstillet af bjergart er årsagen til kulturens andet navn, Stridsøksekulturen, der især tidligere var almindelig anvendt.

Grubekeramisk kultur  (2.800-2.600 f.Kr.)

Grubekeramikerne levede tilsyneladende først og fremmest af at jage og fiske, men knogler fra tamdyr viser, at agerbrug – eller i hvert fald udstrakt kontakt med bønder – spillede en vigtig rolle i økonomiens sammensætning. Bopladserne findes oftest beliggende ved kysten, hvorfra man kunne hente føde både inde i landet og ude i havet. Især det sidste synes at have været det vigtigste. Fisk blev fanget med kroge og sikkert også ruser, mens sæler blev jaget med harpuner.

Typisk for grubekeramisk kultur er skafttungespidser fremstillet af lange flækker, og der er tale om meget elegante eksempler på flinthåndværk af høj klasse. De ældste spidser er meget enkle, men efterhånden udvikledes de til en lang, tresidet form med små takker på kanterne. Disse pile er normalt omkring 10-12 cm lange, men kan have en længde på helt op til 16-18 cm. Det har krævet kraftige buer, og knoglefund gjort på en boplads udgravet ved Kainsbakke på Djursland viser da også, at man jagede de største byttedyr: kronhjorte, elge, urokser og bjørne.

Det er en uløst gåde, hvorfra de grubekeramiske folk kom. Måske fra Norge og Sverige hvor agerbruget qua klimaet ikke havde samme udbredelse som i “Danmark”, men det kan ikke helt udelukkes, af der blot er tale om de allerede bofaste bønder, der i nogle måneder om året slog sig ned ved kysten for at fiske og jage. Ikke nødvendigvis alle bopladsens indbyggere, men  kun dem, der kunne undværes i den rolige periode imellem såtid og høst. Jægere blandt bønder? Eller bønder på jagt? Det endelige svar kendes endnu ikke.

Tragtbægerkultur

Omkring 3.900 f.Kr. ophørte jægerstenalderen og den første del af bondestenalderen kaldet Tragtbægerkulturen strækker sig frem til 2.800 f.Kr. I stedet for det frie liv som jæger og samler bandt man sig til den samme plet jord fra vugge til grav. Nye og uløseligt forbundne realiteter som bofasthed og ejendomsret gjorde deres indtog.

Tragtbægerkultur – fra jæger til bonde (3.900-2.800 f.Kr.)

Tragtbægerkultur er en betegnelse, der dækker en række samtidige agerbrugskulturer i Mellem- og Nordeuropa. Disse kulturer har flere materielle træk til fælles, bl.a de navngivende lerkar med tragtformet hals – funnel beaker på engelsk, Trichterbecher på tysk, hvis forkortede navn TRB ofte anvendes for den tidligste periode af nordeuropæisk neolitikum.

Indholdsbillede
No macro content available for WYSIWYG editing

Jægerstenalderen ophørte omkring 4.000 f.Kr. Fra da af og frem til industrialiseringen var “Danmark” et bondesamfund; ja selv i dag, hvor vi mentalt klynger os til et Morten Korch-billede af landbrugs-Danmark i stedet for at erkende virkeligheden med et industrialiseret erhverv baseret på utallige støtteordninger. I stedet for det frie liv som jæger og samler bandt man sig til den samme plet jord fra vugge til grav. Nu kunne stammen ikke bare flytte, hvis høsten slog fejl eller husdyrene blev ramt af sygdom. For hvor skulle man flytte hen? Andre steder boede der selvfølgelig andre stammer eller befolkningsgrupper, som gjorde krav på jorden. Nye og uløseligt forbundne realiteter som bofasthed og ejendomsret gjorde deres indtog.

Overgangen fra jæger- til bondestenalder foregik i løbet af relativ kort tid, måske kun 100-200 år. Hvorfor det skete, er stadig den største gåde i forbindelse med vores viden om stenalderen, ja måske hele oldtiden. Teorierne er mange og de går lige fra krisetider forårsaget af klimaforandring til det modsatte, nemlig at jægerfolkene sejrede sig ihjel. Tidligere forklarede en del forskere endog skiftet med en regulær indvandring af et nyt folk, men den tror man ikke på mere.

En teori går ud på, at overgangen til en hel ny livsførelse skyldes så gode tider og medfølgende befolkningstilvækst i løbet af ertebølleperioden, at der ikke længere var byttedyr og vilde planter nok. Men i fundene fra slutningen af jægerstenalderen er der absolut ikke noget der tyder på, at man manglede føde. Ydermere er der det ved det, at det tidligste landbrug ikke gav ret stort udbytte og selvfølgelig dermed ej heller mere mad. Tværtimod.

En anden teori forklarer overgangen med, at  påvirkninger sydfra bredte sig til stammerne i det danske område. Lidt firkantet kan man sige, at bondekultur kom på mode. Keramik som husholdningskar var kommet for at blive. Tamme husdyr i stedet for vildt. Kultiverede planter som afløsning for naturens tilfældige tilbud af bær, rødder og frugter.

Indholdsbillede
No macro content available for WYSIWYG editing

En tredje forklaring som amerikanske forskere er fremkommet for nylig er, at kornet ikke blev brugt til at lave brød og grød af, men øl. Det er måske ikke helt så tosset som det lyder, for faktisk kunne man ved en anvendelse til netop øl få mest næring ud af kornet. Hertil kom, at øl jo indeholder alkohol, hvorved drikken egnede sig fint til religiøse fester, hvor det nok ikke har gjort noget at deltagerne opnåede ene eller anden grad af beruselse. Har amerikanerne ret, så var det bajeren, der gjorde os til bønder.

Landbruget opstod i Den Nære Orient – Lilleasien, Irak og Palæstina – for ca. 11.000 år siden. I dette område levede vilde får/geder samt en række af de kornarter, der i dag er blevet forædlet til eksempelvis den hvede og byg, som vi ser på markerne. Kvæg og svin kommer til på et tidspunkt, men da udgangspunktet var henholdsvis urokse og vildsvin, der begge levede i det danske område, er det vanskeligt sige, om disse to husdyr kom tæmmede hertil eller om man startede “forfra” med egne vilde eksemplarer. Langsomt, men sikkert bredte agerbruget – og dermed den nye livsstil med dens nye dyr og planter – sig op igennem Europa for ca. 4.000 år efter “opfindelsen” at gøre sit indtog i Sydskandinavien. Allerede den gang pressede Europa sig på: Ville man være med eller stå alene? Datidens “danskere” valgte det første, og blev altså bønder i løbet af nogle ganske få generationer.

Kornet blev indført til Danmark sammen med agerbruget omkring 4.000 f.Kr. På det tidspunkt havde de første sædekorn, der spredtes i en dansk mark mindst omkring 12.000 års historie bag sig. Allerede fra begyndelsen af yngre stenalder synes fire – måske fem – kornarter at have været dyrket herhjemme. Det drejer sig om emmer (hvedeart), der var mest udbredt, enkorn (hvedeart), hvede og seksradet byg; avneklædt seksradet byg forekommer, men den bliver først almindelig i bronzealderen. Udgangspunktet for det domesticerede korn er planten vild enkorn, der kendes fra Ægypten fra omkring 16.000 f.Kr. Fra omkring 9.000 f.Kr. kendes fund af dyrket korn i form af enkorn og emmer i Den Nære Orient, hvorfra det sammen med agerbruget breder sig mod nord og nordvest op igennem Europa til Sydskandinavien. I slutningen af stenalderen introduceres spelten – en hvedeart fremkommet ved krydsning af emmer og enkorn. Hirse og havre kommer til i løbet af  bronzealderen. Rug dyrkes igennem det meste af jernalderen, men bliver først fra omkring vikingetidens begyndelse den vigtigste kornsort på de danske bønders marker. Ved siden af disse afgrøder tyder meget på, at i hvert fald spergel, forskellige slags pileurt samt hvid-melet gåsefod har været dyrket som kulturplanter. Og så er der hør, hvis dobbelte egenskaber som både spise- og tekstilplante har været almindelig udnyttet fra jernalderen og frem.

Jættestuetid (3.400-2.800 f.Kr.)

Megalitgravene – dysserne og jættestuerne – hører hjemme her. Nok har man traditionelt set kaldt tidligneolitikum for dyssetid og mellemnolitikum for jættestuetid, men de to megalittyper hører uløseligt sammen. Det i dag kendte antal megalitter fordeler sig på godt 6.000 dysser og knap 700 jættestuer; desværre er langt de fleste af disse kun synlige som en plet på de arkæologiske kort, mens mindretallet kan påtræffes rundt omkring i landskabet. Kvalificerede beregninger baseret på kendskabet til topografi, arkæologiske fund samt de faktorer, der har ført til sløjfningen af tusindvis af megalitter gør det realistisk at anslå, at der oprindelig har været opført 20-25.000 storstensgrave i Danmark i perioden 3.500-3.200. Intet mindre end et imponerende og særdeles interessant samfundshistorisk fænomen.

Indholdsbillede
No macro content available for WYSIWYG editing

Ikke ganske overraskende har det vist sig, at megalitterne er opført i umiddelbar nærhed af en boplads. Udbredelsen af gravene giver således tillige et billede af den bebyggelsesmæssige udnyttelse af landskabet i mellemneolitisk tid. Og konklusionen må nødvendigvis være, at der er tale om et samfund i vækst og balance. Måske forårsaget af, at man efter nogle søgende århundreder endelig havde fået justeret agerbrugsøkonomien ind, så den passede til sydskandinaviske klima- og landskabsforhold. Overskuddet – åndeligt såvel som rent arbejdsmæssigt – kommer dels til udtryk i opførelsen af megalitterne, dels i den håndværksmæssige kunnen, der arkæologisk er let påviselig i oldsagsmaterialet. Redskaberne har høj kvalitet, og lerkarrene er i fremstilling og udsmykning noget af det bedste, der kendes fra oldtiden.

De ældste dysser blev opført i slutningen af tidligneolitikum. Kamrene er rektangulære i grundplan og efter alt at dømme forbeholdt én person. Med tiden udviklede dysserne sig hen imod en større variation i udformning og konstruktion af selve kammeret, der anvendelsesmæssigt antagelig blev et begravelses-/benopbevaringssted for flere personer. I dag ses bevarede kamre ofte stående blotlagte, men ved opførelsen har de været mere eller mindre indbyggede i lang- og rundhøje. Ofte ses hvidbrændt flint anvendt som belægning i kammergulvene, hvilket i vor tid har været med til at identificere mangen en sløjfet dysse. Uanset en dysse ved opførelsen var bestemt for én person, så anvendes de almindeligvis – og efter forudgående opryd-ning/udrømning – gentagne gange til begravelser i resten af stenalderen (og senere for den sags skyld).

Jættestuerne opføres fra periode MN I b – Klintebakkefasen (ca. 3.300 f.Kr.). De er overbyggede, har større kamre med flere dæksten og er forsynet med en kortere eller længere gang ind til kammeret. Dobbeltjættestuer bestående af to kamre med hver sin tilhørende gang forekommer i en del tilfælde, ligesom der i forbindelse med en jættestues kammer kan være tilføjet ét eller sågar to bikamre.

I forbindelse med jættestuerne ses omkring indgangen ofte særdeles fundrige lag af søndrede lerkar. Meget tyder på, at man gentagne gange afholdt ceremonier ved gravene, hvilket bl.a. omfattede, at lerkar med madofre blev placeret ved indgangen. Disse søndrede kar udgraves senere som det, der arkæologisk betegnes som offerskårlag.

En almindelig tolkning af megalitterne foreslår, at de blev anvendt dels til markering af mindre gruppers territorium, dels som permanent opbevaringssted for enten hele lig eller skeletterede lig, der en periode har været deponeret på Saruppladserne, hvor de indgik i kultiske ceremonier. Ophøret i opførelsen af jættestuerne synes at falde sammen med et tilsvarende ophør i anvendelsen af Saruppladserne som centrale religiøse samlingssteder for et større områdes befolkning – omkring 3.200 f.Kr. Måske skal det ses i sammenhæng med et agerbrugssamfund, hvor ejendomsretten lå fast, og hvor effektiviteten i forbindelse med husdyrhold og dyrkningsmetoder – brugen af arden kommer ind på dette tidspunkt – overflødiggør jævnlige samlinger af et større områdes folk samt af opførelsen af de territoriummarkerende megalittegrave.

I den senere del af mellemneolitisk tragtbægerkultur opstår i det nord- og vestjyske område en ny gravskik, hvor de døde gravlægges i såkaldte stendyngegrave.Denne gravskik eksisterede hen mod slutningen – ca. 2.800 f.Kr. – side om side med andre begravelsesritualer tilhørende enkeltgravskultur og grubekeramisk kultur. Stendyngegravene optræder parvis som mandslange stenfyldte, badekarsformede nedgravninger, hvori der ikke er fundet skeletrester, men dog gravgaver. Under stenlagene kan der iagttages stolpehuller og grøfter, der oprindelig har været en del af en trækonstruktion. I forbindelse med nogle af gravene kan iagttages rester af dødehuse, hvis oprindelige konstruktion og udseende imidlertid ikke lader sig fastslå nærmere; dødehuse kendes i andre mellemneolitiske sammenhænge, bedst belyst på lokaliteten Tustrup på Djursland. Da der er fundet dyreknogler i forbindelse med de parvise grave og da de bedste og fleste gravgaver forekommer i dødehusene, har det været foreslået, at dødehuset var menneskegraven mens de to parvise nedgravninger fungerede som “grave” til de medgivne offerdyr; sandsynligvis okser jf. et fund fra Nr. Onsild ved Hobro, hvor knogler tilhørende sådanne er blevet lokaliseret netop her.
Stendyngegravene kan bedst betegnes som en kompliceret gravskik, hvis materielle og spirituelle elementer er uhyre vanskelige at rekonstruere på baggrund af de arkæologiske fund. Og det til trods for, at der er nok af dem, for stendyngegrave kendes i et antal af flere hundrede fordelt på knap 30 lokaliteter. Endnu et besynderligt træk er, at gravene har en tendens til at samle sig i forlængelse af hinanden; i et par tilfælde – Torsted ved Holstebro og Vroue ved Skive – i henholdsvis 1,2 km og 1,7 km lange rækker, der antagelig har fulgt samtidige vejforløb.

Som det fremgår er det altså dødekulten, der qua de markante og arkæologisk set meget velbelyste grave og ceremonielle anlæg tegner billedet af den mellemneolitiske tragtbægerkultur. Men bopladserne – ofte af betydelig størrelse som det er dokumenteret på de langelandske lokaliteter Troldebjerg, Klintebakken og Spodsbjerg – kendes i betydeligt antal. Det var et veletableret bondesamfund, der tillige supplerede kosten med jagt og fiskeri. Teknisk set holdes det høje niveau for fremstillingen af redskaber af forskellige materialer, og keramikken når en kvalitet, der anskuet bredt og periodevist sådan set ikke overgåes senere i oldtiden. Selve boligerne er påvist som toskibede langhuse (Limensgård på Bornholm) samt som mindre mere hyttelignende konstruktioner (Troldebjerg på Langeland).

Dyssetid (3.900-3.400 f.Kr.)

Transformationen af landskabet tog sin begyndelse ude ved havet på de veletablerede fangstpladser, der stadig spillede en væsentlig rolle ved fremskaffelse af føde m.m. i det tidlige agerbrugssamfund. Herfra blev skovrydningen påbegyndt, og efterhånden bevægede man sig længere og længere ind i landet i takt med at jagt, fiskeri og indsamling fik en stadig mere sekundær betydning for livets opretholdelse.

Indholdsbillede
No macro content available for WYSIWYG editing

De tidligneolitiske bopladser var forholdsvis små. Det hænger formentlig sammen med det ineffektive svedjebrug, der nok fordrede en væsentlig højere grad af bofasthed end i mesolitikum, men stadig muliggjorde en vis mobilitet dikteret af dels fangstmuligheder, dels udpinte småagre. Alligevel dukker de første arkæologiske fund af regulære hustomter op i tidligneolitikum. Når arkæologer bruger betegnelsen “hus” dækker det stor set altid over spor efter stolper i undergrunden. Kun i ganske få tilfælde – og først senere i bronze- og jernalder – kendes husfund med bevarede stolper og – lidt mere almindeligt – gulve og ildsteder. I det følgende dækker betegnelsen “hus” derfor over stolpehuller, synligt aftegnet i undergrunden og forekommende i genkendelige systemer – så er det sagt!
De ældste huse er udgravet på Sjælland, Bornholm og i Skåne. De er af beskeden størrelse, og konstruktionen lader sig ikke umidelbart bestemme. Dog ser det ud til at huse med én række tagbærende stopler placeret centralt i bygningens længdeakse introduceres allerede ret tidligt i neolitikum. Denne type huse, der oftest betegnes som toskibede, er dominerende helt frem til midten af ældre bronzealder, hvor en ekstra række tagbærende stolper føjes til; herefter er det treskibede langhus enerådende helt frem til vikingetiden.

Gravskikken i tidligneolitikum befandt sig i lang til forskningsmæssigt i skyggen af de synlige og imponerende dysser. Indtil udgravningen af den såkaldte Konens Høj lokalitet på Djursland i begyndelsen af 1960’erne var antagelsen, at de første bønder grave var simple anlæg under flad mark; flere fund af neolitiske begravelser i skaldyngerne var medvirkende til formuleringen af denne teori. Konens Høj anlægget afslørede en imponerende trækonstruktion i tilknytning til selve graven, og med denne erkendelse i baghovedet blev der gået mere grundigt til værks ved udgravningen af grave fra denne tid. Resultatet har været, at man nu kender flere komplicerede aflange, ofte trapezformede gravanlæg med både træ- og stenkonstruktioner tilknyttet; i nogle tilfælde har det tillige været muligt at dokumentere tilstedeværelse af en højning på disse lokaliteter. I udgravet tilstand minder disse anlæg om  langdysserne, og det er nærliggende at se dyssernes og jættestuernes territoriummarkerende funktion som værende introduceret allerede med de tidligneolitiske jord/sten/træ-grave. Den seneste forskning i de tidligneolitiske gravanlæg har også krævet sine arkæologiske ofre, idet et førhen berømt husfund ved Barkær på Djursland er blevet omtolket til en tidligneolitisk langhøj!

Den neolitiske livsform kommer tydeligt til udtryk i de materielle levn. Jægernes flintøkser blev ved slibning og anden “produktudvikling” gjort yderligere effektive til deres primære formål, nemlig trærydning. Lerkarrene oplevede en tilsvarende udvikling. Forfining er det ord man fristes til at benytte, for der er en klar forskel i stiludviklingen fra ertebøllekulturens ofte grove og tykvæggede kar til de mere spinkle og – for især gravkeramikkens vedkommende – smukt ornamenterede kar, der i løbet af nogle århundreder blev en slags varemærker for de tidlig- og mellemneolitiske kulturer. Væsentligste årsager til denne udvikling på det keramiske område var dels det øgede behov for opbevaring af såsæd, brødkorn, mælk m.m., dels en højere grad af bofasthed, der gjorde anvendelsen af lerkar i forhold til træbeholdere mere hensigtsmæssig. Formrigdommen varierende lige fra små kar til store forrådskar, der kunne rumme op mod 50 liter er ligeledes et nyt element. De effektive tværpile var stadig i brug, og det samme gjorde sig gældende for flere andre velkendte og velprøvede jagt- og fiskeredskaber fra ertebølletiden – fiskekroge, harpuner, ruser m.m.