Digtet, der blev skrevet på Ølstedgaard til mel. »I skovens dybe, stille ro«, gengives her med tilladelse af prosektor Vesterdal Jørgensen.
Kastanjen stod med lys i top,
de lys for mig var tændt;
jeg rakte to små arme op i fryd mod solen vendt.
Og stjerners nat og månens glans
og somrens aftenlyn,
alt skænked mig den strålekrans,
der slynger sig om Fyn.
Hvor åen gled i engens skød,
på hjertegræsset sad
Vorherres lille høne rød,
som for min lykke bad.
Den sorte snegl gik sorgens gang
med underlige bryn.
I grenen fuglereden hang,
og jeg var barn på Fyn.
Den tid fo’r hen, og trylleskær
nu fik min fødestavn,
og himlen kom mig mere nær
i klangen af et navn.
Når stolt jeg med min lille søn
gik over land og sø,
hver tusindfryd blev lilje skøn
på kærlighedens ø.
Min fod blev træt, mens nornen spandt,
min moders røst blev stum;
hver trofast ven, som hvilen fandt,
blev gemt i hjertets rum.
Ej glæden kom i drømmes ly,
og længsler måtte dø;
kun lige dejlig, lige ny
blev mine fædres ø.
En aften er min fakkel brændt.
Kastanjen foldes ud;
for mig dens lys er ikke tændt,
min vej går op mod Gud.
Ej soles brand, ej måners flig
må skygge for mit syn;
thi jeg er først i himmerig,
når jeg kan se til Fyn.
