Af og til kan man på indersiden af standkisternes låg finde indklistret nogle mærkelige naive træsnit, ofte koloreret i stærke farver, de såkaldte kistebilleder. De har almindeligvis religiøse motiver, men de kan også forestille kendte personer, konger og dronninger, eller historiske optrin. Billeder med satiriske motiver træffes også, konemøller, hvor gamle koner males om til unge piger, hanrejen med den utro kone og lignende.
Kistebilledernes aner går tilbage til de middelalderlige etbladstræsnit og det 16’ og 17’ århundredes etbladsflyveblade. De ældste dansktrykte kistebilleder stammer fra omkring år 1700. I begyndelsen af det attende århundrede begyndte flere og flere bogtrykkere at lave billedark for at forøge omsætningen. En del af disse blade er forsynet med udgiverens eller bogtrykkerens adresse, men mange af arkene mangler en sådan, og der hviler derfor endnu meget mørke over disse blades historie. Stokkene, d.v.s. træpladerne, hvormed billederne blev trykt, vandrede fra hånd til hånd, og gik et bestemt ark godt et sted, opstod det snart andre steder som pirattryk.
Nogle meget særprægede blade er forsynet med trykkeriadresse, der viser, at de er trykt i P.W. Brandts trykkeri i Odense i midten af det attende århundrede. Nogle af stokkene til de i disse blade brugte pynteornamenter er benyttet til andre blade, som ikke er forsynet med trykkeriadresse, men da de iøvrigt i form og udstyr slutter sig til de med adresse forsynede ark, må det formodes, at de er udsendt af samme trykkeri. Endelig vil jeg gerne omtale nogle meget mærkelige og naive blade, som ikke er forsynet med adresse, men som kun er fundet i Odense og omegn. De sidstnævnte må antages at være de ældste, hvorfor jeg gerne vil begynde med dem.
I en fladlåget kiste af meget gammel type fra Bellinge er fundet to meget naive træsnitbilleder, som nu tilhører skrædermester Edvin Carlsen, Odense. Det ene forestiller den fra folkebøgerne bekendte spasmager, Till Uglspil. Han sidder baglæns på en hest, iklædt narredragt. Under billedet står med antikvabogstaver, som ligesom billedet er skåret i stokken: »V(G)EL SPEGEL ER BEGRAVEN I MÖL(L)N 13(5)0«. Det andet forestiller to standspersoner, en dame og en herre, som giver hinanden hånden, mens en præst i pibekrave står bag dem. Dragterne er fra omkring år 1700. Det sidste billede har ingen titel, og ingen af dem bærer trykkeriets adresse.
Billederne har meget grove linier, der er op til en halv centimeter brede. Tegningen er en ren fladekunst. Man har længe været i stærk tvivl om, hvorvidt disse billeder var tegninger eller træsnit. Linierne viser, at den farve, der har været brugt til at fremstille dem, har været ganske tynd. Da der ingen steder fandtes spor af penselføring, måtte det, trods at præget i tidens løb var forsvundet, formodes, at det drejede sig om meget primitive træsnit.
Denne antagelse fik jeg bekræftet, idet jeg kom i besiddelse af et billede af samme type, fundet på et loft i Odense (fig. 1). Det meget mærkelige ark viser en mand hængende på et kors. Bag ham ses et spejl med et mandsansigt og ved siderne kvindeskikkelser, nogle påklædte, andre nøgne. Billedet, der forneden har rester af en i stokken skåret titel, skal formentlig være et spottebillede af Antikrist, kristenhedens vranglærer og modstander. Ansigtet i spejlet symboliserer helvedes indgang og kvinderne lasterne. Forbilledet er sikkert et eller andet kobberstik fra det syttende århundrede. Det interessante ved billedet er bl.a., at det æselhoved, hvorpå Antikrist støtter fødderne, bærer tydelige skraveringer, parallele linier, som kun findes på træsnit. Knivens arbejde i stokken ses klart. Billedet stammer tydeligvis fra samme værksted som Carlsens, og der er herefter ingen tvivl om, at disse også må være træsnit.
De tre billeders motiver kendes som kistebilledtryk her i landet kun fra de ovennævnte blade. Billederne er sandsynligvis trykt i begyndelse af 17-hundrede-tallet, og skulle jeg forsøge at gætte på ophavsmanden, ville jeg mene, at Odense-trykkeren, provinsens første avisudgiver, Johann Christoffer Brandt, kunne have lavet dem.
J. C. Brandt virkede som bogtrykker i København, før han 1729 kom til Odense. I Det kgl. bibliotek findes et træsnitark: »Huuse-Lycke Hierte-Smycke«, med adressen: »KIØBENHAVN/Trykt hos Johann Christoffer Brandt. Og findes hos hannem til kiøbs« (fig. 2). Arket har et stort træsnit i T-form med et billede af den korsfæstede Jesus. Korset er foroven omgivet af sol, måne og skyer. Teksten indeholder en bøn: »Ach du Korsfæste Lifsens Første / og sødiste Siæle Frelsere . . .« Den meget gammeldags stavemåde bruger flere gange »oc« i stedet for »og«, en form, man havde forladt ca. 1695. Træsnittet viser flere steder brud i stokken, der åbenbart har været gammel, da Brandt benyttede den. I sin naive ynde står bladet de middelalderlige træsnitark nær.
Lignende husvelsignelser, som de ofte kaldes, kendes fra de fleste af datidens kistebilledtrykkerier, men Brandt var i København just ikke kendt for sine religiøse billeder. Hans ry som trykker var ikke det bedste. Holberg skriver om »Brandtes Viser, som sjunges med Fiol i begge Paradiser«, hvormed han mener Københavns berygtede huse. I 1721 råbte avisdrengene på gaderne med Brandts viser om »Ryssernes Brænding i Svensk Nordland«. Drengene arresteredes, og Brandt idømtes af politikollegiet 2 rdls. straf, foruden han måtte betale fire drenges arrest med 2 sldlr.
Sandsynligheden taler for, at J.C. Brandt har fortsat med at trykke kistebilleder, efter at han er kommet til Odense, og de førnævnte mærkelige billeder med deres fantasifulde sujetter ville passe godt til hans initiativrige, sensationstørstende naturel.
Efter J.C. Brandts død 1737 blev virksomheden videreført af sønnen Peter Wilhelm Brandt, der havde lært faget hos faderen, og som havde været svend hos Ove Lynow i København. Han overtog faderens avisprivilegier, men den lille og uanselige avis var nærmest en adresseavis og bogtrykkeriet et adressekontor.
Fra P.W. Brandts trykkeri kendes enkelte folkelige træsnitark. En »Huus-Velsignelse« med billede af Treenigheden og religiøse, formanende tekster bærer trykkeriets adresse (fig. 3). Af dette ark kendes kun et eksemplar i Det kgl. bibliotek. Et andet ark, der viser »Christi Reyse til Egypten«, er uden adresse, men da der er brugt de samme ornamenter som husvelsignelsen, er der ingen tvivl om dets herkomst. Der kendes tre eksemplarer af dette tryk, et i Det kgl. bibliotek, et hos skrædermester Carlsen og et hos fabrikant K.G. Wivel, Odense. Arket må have gået godt, thi de tre kendte eksemplarer er alle lidt forskellige. Stokken er ved brugen gået mere og mere itu og er blevet udfyldt med små pyntetyper. Husvelsignelsen og Christi Reyse er begge kopier efter ældre, danske kistebilleder.
På frilandsmuseet Den fynske landsby i Odense findes to ganske lidt afvigende eksemplarer af et billedark med påmindelse af døden: »Den yderste Domme-Dag, Betragtet, Førend Dødens (det ene har: Dødsens) Time kommer!«, som er forsynet med træsnit af skeletter, menneskekranier og en kiste med rygende kærter. Disse memento mori-billeder, som med deres pålagte røde dækfarve er et mærkeligt og macabert skue, stammer uden tvivl fra Brandts trykkeri. I Bogense museum findes en tredie og yngre variant af arket: »Den yderste Domme-Dag«. Samme sted findes også et optryk af J.C. Brandts Huuse-Lycke Hierte-Smycke. Stokken viser flere brud i randen, og arket er blevet forsynet med nogle obelisker forneden i hver side.
P. W. Brandt har også ladet sig inspirere af tidens begivenheder, idet han har udsendt et ark med satiriske vers om den »store Struds«, grev Struensee, hvilket ark bærer adressen: Odense, trykt i det Kongel. Privil. Adresse-Contoirs Bog-trykkerie 1772«. Arket tilhører den kendte Struensee-samler Svend-Aage Meyer, København. Samme adresse, med årstallet 1774, bærer et ark, hvis motiv er hentet indenfor den komiske genre: »Den Kække, Ferme og Flinke Land-Soldat«, der forestiller en mand, hvis højre halvdel er iklædt som landsoldat, og hvis venstre er iført en bondekarls dagligklæder (fig. 4). Arket findes i Det kgl. bibliotek.
Fra 1774 stammer ligeledes et ark, der forestiller »Princesse Sophia Fridericka«, den senere kong Frederik den sjettes gemalinde; det er trykt i anledning af »Hendes høye Bilagers Fuldbyrdelse … holdet paa Christiansborgs Slodt, den 21 October 1774«. Det grove ark er uden adresse, men da pynteornamenterne tidligere er brugt til husvelsignelsen og Christi Reyse, er herkomsten klar. Arket tilhører fabrikant K.G. Wivel.
Udover de nævnte ark kendes ikke flere fra Brandts trykkeri. Oplagene har sikkert været små, og billederne har kun kunnet tilfredsstille ukritiske købere. P.W. Brandt døde 1778, og hans enke solgte 1779 trykkeriet til Christian Iversen.
Der er kun få og sørgelige rester tilbage af de folkelige billedark. Blandt de bevarede indtager Odensearkene ved deres blanding af folkelig fantasi og gammeldags troskyldighed en særstilling. Det må håbes, at der sidder endnu flere af disse brogede ark rundt om i de fynske kistelåg. Måtte disse linier være med til at redde nogle af dem for efterverdenen!
