Alting haffuer sin tid. Oc alt det som mand tager sig faare vnder Himmelen haffuer sin stund. At fødis, at dø, at plante, at oprycke det som plantet er haffuer sin tid …«, således lyder prædikerens ord, her gengivet efter Christian 3.s bibeloversættelse. For det kristne menneske er det et af de mange bibelsteder, der holder livets forkrænkelighed op som et advarende eksempel. Memento mori, husk du skal dø, indret din tilværelse, så du kan dø med fred. Vær ikke som de ugudelige i Salomons visheds bog; »thi de ere skødeløse Folck oc sige. Det er en stacket oc kedsommelig ting met vort Liff, oc naar it Menniske er borte, da er det aldelis vde met hannem. Saa veed mand slet ingen, som er igen kommen aff Helffuede. Wforuarendis ere wi fødde oc fare bort igen, lige som wi haffde aldri veret til … Kommer nu hid och lader oss vel leffue, den stund det er paa ferde oc bruge vort Liff i vngdommen. Wi ville fylde oss met den beste Vin og Salue. Lader oss icke forsømme Maymanedens blomster. Lader oss bære Krantze aff vnge Rosen, før end de bliffue visne. Lader ingen aff oss forsømme sig at braske, at mand kand alleuegne spørie, huorledis wi haffue veret glade. Wi haffue der dog icke mere aff, end det samme …«
Sit vældigste billede af den tilintetgørende død får bibelen i Johannes åbenbaring med de fire ryttere, der sendes ud at bringe død og fordærv over jorden. »Oc see, oc ieg saa en guel Hest, oc den som der sad paa, hans naffn kalledis Død, oc Helffuede effterfulde hannem. Oc hannem bleff giffuen mact at ihielsla den fierde part paa Jorden met Suerd oc Hunger oc met Døden …« Gang på gang må man i middelalderen have tænkt på denne profeti, når krig og pest hærgede Europa. Mod ulykkerne lærte kirken som det eneste middel at søge omvendelse og gøre bod, thi alt dette kunde ene skyldes menneskenes synd og ugudelighed. Dette er baggrunden for en række bevægelser indenfor den katolske kirke, der bl.a. gav sig udslag i indstiftelsen af munkeordenen »Dødens brødre« o. år 1250. På deres sorte ordensdragt bar de billedet af et dødningehoved, og deres gensidige hilsen var ordene: Memento mori! Og i det samme århundrede stiftedes tiggermunkeordnerne, der vilde bringe lignende tanker ud til lægmand.
Derfor prædikede de på folkesproget i stedet for på latin, og da de af erfaring vidste, at synsindtrykket havde en særlig magt over fantasien, benyttede de i deres agitation ikke blot skuespil, pantomimer og optog i og udenfor kirkerne, men de satte også deres præg på de billedfremstillinger på kirkernes mure og hvælv, som altid kunde være menigheden for øje.
Denne »fattigmandsbibel«, som man har kaldt kirkernes kalkmalerier, blev nu anderledes broget og bevæget end den havde været tidligere. Ofte forlod man bibelens egne beretninger og hentede sine motiver fra legender eller fra dagligdagens kamp mellem onde og gode magter. To fortællinger, begge kendt over hele Europa, var tjenlige til formålet, også fordi de begge havde en tydelig brod mod samfundets rige og mægtige i god samklang med tiggermunkenes indsats for folkets brede lag. Lykkehjulet (fig. 1) har måske sin oprindelse fra oldtidens forestilling om lykkens gudinde Fortuna på det rullende hjul. Fortællingen herom anvendes som eksempel i kirkefædrenes skrifter, og det afbildes første gang i abedissen Herrad von Landsbergs Hortus deliciarum fra 1100-årene og vinder derefter vid udbredelse i kirkelig kunst over hele Europa. Det her gengivne fra Birkerød kirke har den klassiske opbygning med kongernes omskiftelige skæbne. Til venstre er en på vej op med det drejende hjul, mens en troner på hjulets top i sin fulde magt. Til højre styrter en i dybet, og under hjulet ligger en fjerde udstrakt. Skriftbåndene ved hver enkelt tydeliggør symbolikken. På latin er her udtrykt i samme rækkefølge som ovenfor: »Jeg vil regere«, »jeg regerer«, »jeg har regeret« og ved den liggende: »Jeg er uden regering«. At det ikke blot er den timelige magts fald og omskiftelse, der skal afbildes, viser scenen i hjulets midte, hvor kongen stilles over for sin kommende skæbne, døden.
Den anden velkendte legende, mindst lige så udbredt som lykkehjulet, er fortællingen om de tre levende og de tre døde, hvis oprindelse også må søges udenfor den kristne kultur. Den ordsprogsagtige tekst, der ledsager alle former af fortællingen: Quod fuimus, estis; quod sumus, vos eritis (Hvad I er, det var vi; hvad vi er, det skal I blive), kendes i Vesteuropa helt fra tusindtallet, og alt synes at tyde på, at det via det arabiske Spanien er hentet fra arabisk kultur. I 1200-årene bliver det indført i billedkunsten, hvor det atter og atter optræder som miniaturer i tidebøger, som løse træsnitsblade og som kalkmalerier. Det her gengivne billede fra Skibby kirke (fig. 2) er meget veltalende, også uden de ledsagende skriftbånd. Tre konger i deres manddoms kraft og herlighed er på jagt med falk og hund, da de møder de tre dødningekonger i al deres ynkelige nøgenhed, omslynget af snoge og orme og med kroner, der styrter af de vaklende hoveder. Den forreste konges hest stejler ved synet, og hunden vender sig pibende fra det ræddelige møde.
Selv om de optrædende personer var af fyrstelig æt, kunde beskueren dog nok uden vanskelighed genkende sin egen skæbne i optrinene. Og iøvrigt undlod man ikke klart og tydeligt at gøre opmærksom på, at dødens lod var alle tilmålt. I dødedansen, den tredie af de vidt udbredte middelalderlegender, måtte alle fra paven til bonden springe med i dansen. Også den har vor hjemlige befolkning kunnet stifte bekendtskab med. I Nørre Alslev kirke på Nordfalster er fremdraget et stykke af en dødedans fra o. år 1500. Og om ikke andre så kunde herregårdsfrøkenen fra herskabsstolen øverst i kirken identificere sig med den unge pige, der møder døden med sin le (fig. 3). Hun er fornemt klædt og står med en rund genstand i hånden, sandsynligvis et spejl, forfængelighedens og selvoptagethedens symbol. Men al hendes stads og glæde ved livet hjælper intet. Også hun er undergivet den lov, som profeten Esajas opstiller: »Alt Kød er Hø, och al hendes Godhed er lige som it Blomster paa marcken. Høet tørris, Blomsteret visner, thi Herrens aand blæss der paa«. Overfor hende står da også den grinende død parat til at hugge hende om, så hun kan komme til at ligge »som et neg efter høstmanden, hvilket ingen sanker op«, som profeten Jeremias udtrykker sig.
Renaissance og reformation må begge betragtes som frigørelsesforsøg over for det middelalderlige syn på menneskelivet, som den katolske kirke havde præget. På en ganske anden måde end tidligere anbragte de individet, den enkelte, i forgrunden. Han blev selv ansvarlig for sin skæbne. Udenfor den del af samfundet, hvis hele tilværelse gik med at holde den bitre nød fra kroppen, kunde egne kræfter og muligheder få lov at udfolde sig stærkt. Men så meget desto føleligere måtte tanken på den uundgåelige død blive. Det personlige memento mori måtte blive resultatet.
Dette finder udtryk på forskellig vis. Bl.a. kunde man omgive sig med personlige ejendele, som skulde minde om døden. På ikke så helt få af de portrætmalerier, der nu kommer på mode, findes en menneskelig hjerneskal anbragt side om side med sanduret, der i sig selv er et symbol på forgængeligheden og da også bliver en af dødens attributter. Lommeure kunde få form af dødningehoveder; Maria Stuart ejede et sådant. De lugtedåser til aromatiske stoffer, som fra 1300-årene hørte til enhver velforsynet dames personlige udstyr, udformedes ofte som dødningehoveder. Ellen Marsvin bærer en sådan i en lang kæde fæstnet til dragten på det billede, som Karel van Mander malede af hende 1648, og som nu findes på Rosenborg, og andre danske protrætmalerier fra samme tid viser tilsvarende forhold. Flere af sådanne lugtedåser er bevaret på museerne. Det fornemste stykke er den desmerknop af emailleret guld i form af et dødningehoved, der har været på Rosenborg ialtfald siden 1698. Hovedet hænger i en grøn silkesnor med 7 emaillerede perler, 4 dødningehoveder af rød koral og 2 memento mori ligeledes af rød koral, forestillende 2 kronede kvindehoveder, der bagtil har form som dødningehoveder. I denne gruppe hører også den »Guld Psalther mett fem Dønens Hoffuede paa, som ieg pleyede sielffuer at bere«, som Eske Bilde i sit testamente fra 1551 skænker sin datter Anne Bilde, gift med Jens Brahe. Sandsynligvis drejer det sig om et smykke.
På gravmæler, der også må siges at være en personlig ting, en del af dem er endda udført, mens den, hvem de skulde rejses over, var i levende live og ofte efter vedkommendes personlige anvisning, forekommer ofte dødningehoveder og -ben. Mens det normale for renaissancens gravsten er, at de døde afbildes i rustning eller i højtidsdragt, sker det dog også, at de afbildes som lig eller som knokkelmænd. Fra Vesteuropa kendes det allerede fra slutningen af 1300-årene. På dansk område synes denne form for memento mori først at være kommet i brug i første fjerdedel af 1500-årene, men er fra da af ikke helt usædvanligt. Det nævnes her, fordi der synes at være en ret nær sammenhæng mellem disse dødens billeder og det ejendommelige stykke, der nu skal omtales.
Det drejer sig om en lille, figurskåren sten af solenhoferskifer, 6,2 cm høj, 6,5 cm bred og med en største tykkelse på 3,5 cm (fig. 4-5). Den fandtes 1956 ved grundudgravning til en nybygning på Sejerskovsvej, hvor den formentlig er havnet i fyld udkørt fra Odense. Stenens kanter er planslebne, mens de to flader bærer figurlige fremstillinger. Den ene side viser brystbilledet af en adelsdame, hvis overkjole har firkantet brystudskæring. Bryst og hals dækkes af underkjolens tyndere stof, der afsluttes med en højtsiddende pibekrave. De stramtsiddende, mønstrede ærmer har opslidsede »puffer« ved skulder og albue. Af smykker findes en halskæde. Hænderne, der bøjes ind over livet, holder i højre en blomst og i venstre muligvis en vifte. Det sidste er dog svært at afgøre, eftersom stenens overflade her er afskallet. Over venstre underarm hænger et stærkt plisseret klæde. Den ene halvdel af den unge dames hoved er afsprængt, sandsynligvis ved den sekundære gennemboring, der findes øverst på stenen. Da den tilbageblevne del af hovedet desuden er stærkt afslidt, er det vanskeligt at iagttage enkeltheder. Så meget kan dog ses, at håret enten er arrangeret i en kunstfærdig frisure eller også dækket af en perlestukken hue.
Den her beskrevne dragt henfører stykket til tiden efter 1550, og stenens øvrige udsmykning tillader måske en afgrænsning på ca. 20 år fra nævnte årstal at regne. Der er ialtfald intet på stenen iøvrigt, der modsiger en sådan tidsfæstelse. Hængeklædet over underarmen er ikke umiddelbart forståeligt, og bliver ikke oplyst af samtidige dragtbilleder. Det er fristende at bringe det i forbindelse med den ceremonielle tildækning af hænderne, som ved visse lejligheder anvendtes i den kristne menighed, bl.a. ved bryllupper.
I stenens øvre hjørner findes t.v. et ornament bestående af blomster og blade sammenholdt med et bånd, et element, der er velkendt fra mange ornamentstik fra 1500-årene. T.h. et hjælmet våbenskjold med indsnit. Skjoldet bærer slægten Gyldenstjernes syvtakkede stjerne. Hjælmen med de lange, fint udformede hjælmblade savner de to arme med påfjer. Under våbnet findes en 3-linjet indskrift, hvoraf dele er gået tabt p. gr. af afskalning, der dog ikke lader nogen tvivl om den rette læsemåde:
IOMFR(UE)
KAREN(GYL)
DENSTER(N)
Stenens modsatte flade viser den anden, forkrænkelige side af tilværelsen, en benrad med samme holdning som den unge dame og med ansigtet drejet til samme side som hun. I stedet for pibekraven slynger en slange sig om halsen, og ligklædet falder i folder ned over arme og bryst og dækker delvis knoglerne. Et skriftbånd med perspektivisk oprullede ender slynger sig i store bugtninger rundt om benraden og bærer den manende indskrift: (M)EMENTO . IVDITII . MEI . SI(C)ERIT . (E)T . TVVM (Husk min dom – således vil din og blive), der har stærke mindelser om dødningernes hilsen til kongerne på kalkmaleriet eller med ordene i Jesu Sirachs visdom (38.23): Tenck paa hannem, ligesom hand er død, saa skalt du oc dø. I gaar vaar det hoss mig, i dag er det hoss dig.
Meningen med den lille sten er da ganske klar. Den er et memento mori, inderligt knyttet til den unge adelsdame Karen Gyldenstjerne, hvis billede, navn og fædrene våben findes på stenen. To spørgsmål trænger sig derefter på. Hvilken Karen Gyldenstjerne er det, og hvordan har stenen været brugt? Man kunde vel også spørge efter den kunstner, der har skåret stenen, men at tage det problem op ligger helt uden for forfatterens kompetence.
Stenens findested og den omtrentlige datering indsnævrer kredsen af de kvindelige medlemmer af slægten Gyldenstjerne, der kan være tale om. Så vidt jeg kan se, kan kun tre komme på tale, alle kusiner, nemlig døtrene af Otto, Christopher og Mogens, sønner af Henrik Knudsen Gyldenstjerne og Karen Bille til Iversnæs (det nuværende Wedellsborg). Ottos datter med Helvig Gøye var eneste barn, gift 1565 med rigsråd Jørgen Marsvin til Hollufgård og blev derved moder til Ellen Marsvin. Både gennem sit barndomshjem og sit ægteskab har hun altså nær tilknytning til Fyn. Et billede af hende på Frederiksborg, malet i 1576 viser en statelig dame i sit fulde skrud, men en direkte sammenligning mellem portræt og figursten er ikke mulig p. gr. af stenens ødelagte ansigt.
Christophers datter med Anne Parsberg er født på Iversnæs, som faderen blev eneejer af 1548, i året 1544. 1568 blev hun gift med rigsmarsk Holger Rosenkrantz til Boller og udfoldede som enke en livlig virksomhed som bygherre for Rosenvold, Boller og den under sidstnævnte hovedgård henhørende kirke i Ut, hvor hun er jordet sammen med sin mand og dennes første hustru i et pragtfuldt gravmæle. Hverken det rigt udsmykkede gravmæle eller det legemsstore maleri af hende og manden sammesteds giver direkte holdepunkter for at henføre den lille figursten til hende.
Mogens Gyldenstjernes datter med Anna Sparre er født o. 1545 og blev gift med Niels Lykke til Torp og Tanderup 1565. Såvel hun som Christophers datter var medlem af en stor børneflok og kom begge ved ægteskab til Nørrejylland. Deres forbindelse med den jordfundne fynske figursten synes derfor mindre sandsynlig. Det fortjener dog at bemærkes, at Mogens Gyldenstjerne var en meget berejst mand, der i sin ungdom havde gjort tjeneste i Brandenburg og Würtemberg og senere havde besøgt det hellige land, Cypern, Kreta og Rhodos og også i sin egenskab af rigsråd senere kom på udenlandsrejser. Således ledsagede han i 1548 prinsesse Anna til Sachsen. Han har altså haft rig lejlighed til at gøre sig bekendt med modestrømninger i udlandet, hvor – som vi senere skal se – denne bestemte form for memento mori var kendt. De anførte oplysninger om de tre adelsfrøkener tillader da ingen sikker slutning om, hvem stykket skal tilskrives. Rimeligst var det måske at tænke på Ottos datter, der som eneste barn må have været genstand for forældrenes ængstelige omsorg, hvortil kommer hendes livslange tilknytning til Fyn, hvor stykket er fundet. Den tidsmæssige placering kan efter den afbildedes benævnelse som jomfru fastlægges til årene forud for 1565 (henholdsvis 1568).
Vi kommer nu til stykkets anvendelse, der er vanskelig at udrede, fordi egentlige paralleller er meget sjældne. En forespørgsel hos en række nordiske kolleger har ikke givet andet resultat, end at det indtil videre synes at være enestående i Norden. Derimod har en henvendelse til Bayerisches Nationalmuseum i München givet en positiv oplysning.
En umiddelbar betragtning af det fynske stykke viser, at det må have haft en slags indfatning, idet der ved flere af kanterne er som en slags fals. Sandsynligvis har stykket haft en metalindfatning, og da rimeligvis af sølv. Men at tænke sig stykket anvendt som hængesmykke er lidet rimeligt p. gr. af dets relativt store vægt, selv om det skal indrømmes, at det er de ejendommeligste ting, der benyttes som hængesmykker i renaissancetiden. Det vil her være nok at henvise til et par svenske hængesmykker fra begyndelsen af 1600-årene. Det ene er en miniatur-rottefælde af guld, delvis emailleret og besat med diamanter og rubiner, det andet er en lille forgyldt sølvligkiste med en miniaturskulptur af Gustav Adolfs lig. Snarere drejer det sig i vort tilfælde om et selvstændigt miniaturkunstværk, der i en metalindfatning med fod har udgjort en del af hjemmets udsmykning på linie med sandur, glober og hvad man iøvrigt har ejet af småting. En gennemgang af interiørmalerier fra renaissancetiden har dog ikke bragt tilsvarende stykker for dagen.
Som direkte sammenligningsstykke kendes til nu kun et lille relief fra Bayerisches Nationalmuseum (fig. 6-7). Det er skåret i buksbom af billedhuggeren Peter Dell der Ältere i året 1529 for Jakob Woler, hvis portræt med stueinteriør som baggrund findes på den ene side, mens den anden viser en åben ligkiste som et memento mori understreget af den vedføjede indskrift: Sic transit gloria mundi. Med sine mål på 7,5 × 6,5 cm svarer det i bredde helt til det fynske stykke, men er en smule højere. Lederen af det bajerske nationalmuseum oplyser i sin kommentar til stykket, at lignende småkunstværker oftere blev udført af kontrafejerne til de fyrstelige arbejdsgivere. Såfremt dette er tilfældet, skulde stykker af denne art vel kunne findes i større tal end de to her omtalte.
I Vesteuropa kendes fra renaissancetiden malede dipticha, hvor den ene side viser et portræt, den anden en malet allegori. Fra samme periode haves en del medailler og plaketter, der er udformet som memento mori, og af denne gruppe findes en del danske, der i idé og undertiden også i udformning kommer ret nær til den fynske figursten. Ældst af dem er sølvmedaillen for dronning Dorothea fra 1560, der på den ene side bærer dronningens portræt og på den anden dødningeben og timeglas omgivet af memento mori-indskriften: »Bedenck das Endt vnd die Stundt«. Det interessante er, at en stenmodel fra 1562, der stemmer overens med medaillens brystbillede, er bevaret i Germanisches Nationalmuseum i Nürnberg.
Andre memento mori-medailler findes fra Frederik 2.s og Christian 4.S tid, også disse med forkrænkelighedens symboler i form af dødningeben og timeglas. Det gælder således en medaille fra Frederik 2.s første tid med kongens billede, en lejlighedsmedaille fra 1598, en del privatmedailler med dødsmotiver og endelig nogle medailler fra første halvdel af 1600-årene, hvor døden selv optræder in figura. Nærmest i motiv til figurstenen kommer en medaille fra 1634, der kendes i flere guldeksemplarer. Dette forhold samt det kronede kvindeportræt på medaillens forside har bevirket, at man har villet henføre den som præget i anledning af kongedatteren Anna Catharinas død (1633) og ved sin datering 1634 til »det store bilager« i anledning af den udvalgte prins Christians formæling med den kursaksiske prinsesse Magdalena Sibylla. Bagsiden viser en benrad i tænksom stilling ved et bord, en komposition, der synes lånt fra Jan Stevens’ stik i Vesalius’ anatomi: »De humani corporis fabrica«, Basel 1543. De ledsagende omskrifter er af udpræget memento mori-karakter. Dels findes ved portrættet og benraden henholdsvis: »Jeg er skøn« og »Jeg var skøn«, dels den 90. salme: »Lære os at betænke, at vi skulle dø …« og Jobs bog, kap. 9: »Mine dage have været snarere end en løber, de flyde bort og have intet godt levnet«.
Den døde som benrad eller døden selv har således haft flere hundrede års hjemstedsret i dansk kunst. Endnu i baroktiden findes knokkelmanden afbildet, men dødssymbolerne bliver nu mangfoldigere, og mindre skrækkelige som timeglasset eller dødningehovedet træder i stedet herfor. Ofte lader man forjættelsesfuldt kornaks og blomster spire frem af hovedskallens øjenhuler i overensstemmelse med ordene: »Vt semina sicca virescent« (De tørre ben skulde grønnes som sæd).
Om memento mori og døden i kunsten findes en rig litteratur. Umiddelbart tilgængelig er P. Johansen: Dødens Billede. Et udsnit af Kunstens og Kulturens Historie (Kbhvn. 1917). Et tysk sidestykke er A. Freybe: Das Memento mori in deutscher Sitte, bildlicher Darstellung und Volksglauben … (Gotha 1909). I begge de nævnte værker findes oplysninger om de middelalderlige legender, der omtales og afbildes i indledningen. løvrigt kan for disses vedkommende henvises til Karl Künstle: Ikonographie der christlichen Kunst (Freiburg im Breisgau 1928) afsnittet: Leben und Sterben. Til beskrivelsen af figurstenen og personlige memento mori kan henvises til Gunvor Ingstad Trætteberg: Handakledet og den seremonielle tildekning av hendene (Oslo 1944) og Chr. A. Bøje: Balsambøsser og Hovedvandsæg (Kbhvn. 1950). I Georg Galster: Danske og norske Medailler og Jetons ca. 1533-ca. 1788 (Kbhvn. 1936) er de danske memento mori-medailler behandlet. Den lille figursten er første gang omtalt i årsberetningen for Odense Bys Museer 1956-57 side 9.
Til slut er det mig en kær pligt at takke venner og kolleger, som tålmodigt har besvaret forespørgsler om den fynske figursten. Nævnes blandt dem bør lederen af Bayerisches Nationalmuseum i München, professor dr. Theodor Müller, og lederen af Det nationalhistoriske museum på Frederiksborg, museumsdirektør Jørgen Paulsen, der begge har bidraget med billedstof og kloge kommentarer, samt museumskonsulent P. Halkjær Kristensen, Nationalmuseet i København, der foretog den første rydning af grunden.
