Det hører efterhånden til sjældenhederne, at et museum erhverver et virkelig gammelt stykke kirkeinventar. Nutidens kirkeejere, repræsenteret ved sognenes menighedsråd, forstår bedre at værdsætte og skøtte om kirkernes udstyr end 1800-tallets kirkeejere. Denne udvikling vil ingen museumsmand beklage, selv om museer lejlighedsvis må stå for skud, når man nægter at tilbagegive inventargenstande, som ved tidligere slægtleds manglende forståelse er blevet fjernet fra kirkerne og via et eller flere mellemled er havnet på et museum.
Trods denne ændrede indstilling hænder det dog stadigvæk, at gammelt kirkeinventar finder vej til museerne, men det er desværre karakteristisk for den senere tids erhvervelser på dette felt, at de har været ude af kirkelig varetægt så længe, at deres oprindelige hjemsted er gået i glemmebogen.
Fyns Stiftsmuseum næstsidste erhvervelse af romansk kirkeinventar, et vievandskar med råt huggede mandshoveder og dyrefigurer, som er udstillet i Møntergårdens kirkesal, kunne ikke spores længere tilbage end til en gård i Skibhusene nord for Odense, og stort bedre er man ikke stillet med den sidste erhvervelse, som skal omtales her.
En odenseansk forretningsmand havde i en jern- og produkthandel fået øje på en granitblok, hvis flade overside var forsynet med fem runde fordybninger. Den kunne bruges som fuglebadekar ved forretningsmandens sommerhus, men forinden planen bragtes til udførelse, stiftede han bekendtskab med Turistforeningens årbog 1962, „Danske Kirker“, og identificerede det vordende fuglebadekar med en romansk kirkelampe, hvorefter han prompte forærede den til museet (fig. 1). Lampens sidste kendte opholdssted er en bondegård på Nr. Søby-egnen, men den har næppe nogen som helst forbindelse med den i gotisk tid opførte kirke i Nr. Søby.
Lampen kan i al korthed beskrives som en tilhugget granitblok med kvadratisk overside, som måler 37 cm på hver led. Tykkelsen er ca. 13 cm. Af oversidens fem fordybninger er de fire – i hjørnerne – halvkugleformede med en diameter på 7-9 cm og en dybde på ca. 4,5 cm, mens den midterste fordybning er konisk formet med en svagt nedad-rundet bund. Dette huls diameter er 15 cm og dybden 6,5 cm. Stenens sideflader er midtpå forsynet med to vertikale furer, som dog ingenlunde er regelmæssigt anbragt på hver af sidefladerne, og overgangen mellem sider og bund er råt affaset, så den ujævne standflade er væsentlig mindre end overfladen. Med sin jævne udførelse kan lampen ikke gøre krav på betegnelsen kunstværk. Enhver nogenlunde duelig stenhugger har kunnet udføre den. Det er da heller ikke for dens kunstneriske eller håndværksmæssige kvaliteter, men for dens sjældenhed, at den omtales her.
Antallet af danske lamper, som den nyerhvervede lampe kan jævnføres med, er ikke større, end at en oversigt kan gives. Den eneste fynske parallel findes i Gamtofte kirke, nærmere betegnet i korets østmur, hvor en lampe er genanvendt som bygningskvader i kirkens senmiddelalderlige korforlængelse i lighed med talrige brudstykker af den nedrevne apsis’ rige udsmykning (fig. 2). Ejendommeligt nok er alle de øvrige lamper jyske, hvis man da ikke vil medtage de skånske stenlamper som dansk materiale. Halvdelen af de jyske lamper er nu i museumseje. Det gælder en klæberstenslampe med fire huller i Horsens Museum, hvis nærmere proveniens iøvrigt ikke kendes. Glud Museum og Købstadsmuseet „Den gamle By“ ejer hver en femhullet lampe fra henholdsvis Sønderby (Bjerge h., Vejle a.) og Vejlby mark (Hasle h., Aarhus a.), og i Nationalmuseet opbevares en lampe fra Sdr. Draaby kirke på Mors (fig. 3). Lampen består her af en femhullet overdel, som hviler på en firkantet sokkel; både overdel og sokkel er på hjørnerne smykket med en rundstav. Man kan vel formode, at de andre stenlamper, hvor strengt taget kun overdelen er bevaret, har haft en lignende anbringelsesmåde. I tre nordjyske kirker har man genanvendt en lampe på samme måde som i Gamtofte kirke, nemlig i Hillerslev (Hillerslev h., Tisted a.), Giver (Aars h., Aalborg a.) og Almind (Lysgaard h., Viborg a.), og det vides fra en ældre beretning i Nationalmuseet, at der i kirkegårdsdiget omkring Alminds nabokirke, Elsborg, i sin tid fandtes en lignende lampe. Helt forskellige fra de ovennænvte er en lampe i Mammen kirke (Middelsom h., Viborg a.); denne lampe er udformet som en noget skæv keglestub, hvis overflade har ét større ovalt og to mindre runde huller, mens siderne er udsmykket med rundbuer og to mandshoveder.[1]
Lamper af denne art forekommer i betydeligt antal i Sverige, kendes også i Norge og Island,[2] samt endelig i England, hvor man første gang erkendte, at disse ejendommelige sten – som unægtelig kan give anledning til mange gætterier – i det hele taget var belysningslegemer og intet som helst andet. Eftersom de så godt som altid forefandtes i eller ved kirker, havde man tidligere i Sverige tolket dem som vievandskar, men dette og andre forslag blev på overbevisende måde gendrevet ved den tolkning, som en engelsk præst ved navn Thomas Lees fremkom med i 1882, og som siden er blevet godtaget af skandinaviske forskere.[3]
Som støtte for sin bestemmelse af stenenes funktion anførte T. Lees et ældre engelsk håndskrift, kaldet The Rites of Durham, hvor lamperne i klosteret i den nordengelske by Durham beskrives så indgående og anskueligt, at en overensstemmelse mellem disse og de bevarede stenlamper kunne påvises. I håndskriftet kaldes lampernes skålformede fordybninger cressets, og lamperne benævnes derfor af T. Lees som cresset stones. Ordet cresset er etymologisk beslægtet med fransk creuset, der igen er en afledning af verbet creuser, at udgrave, udhule eller udbore.[4] I Durhamklosterets kirke var én sådan lampe med ialt tolv cressets anbragt i koret, to fandtes i munkenes sovesal, dormitoriet, og det oplyses, at disse lamper skulle lyse for munkene, når de ved midnat kom til messen.
Som brændstof benyttede man tran eller tælle, og den løst svømmende væge har blot ligget op mod udhulingens sider. I Durham-klosteret synes man kun at have haft én cresset brændende ad gangen. Det kan ikke have givet meget lys, men med én stedsebrændende væge har man i en sådan udformet lampe haft mulighed for nemt at forøge belysningens styrke, nemlig ved med denne at antænde samtlige væger. Hvorfor skulle man ellers umage sig med at udstyre én og samme lampe med tolv eller flere beholdere til brændstof? Ellers kunne man lige så godt nøjes med lys fra en mindre og transportabel olielampe med kun én fordybning, som også brugtes i samtiden, eller med lys fra en lampe, som i engelske kirker kan findes indbygget i en niche i kirkens væg.[5]
Det varierende antal huller i de bevarede lamper kan godt give anledning til funderinger, men der ser ikke ud til at have været nogen regler desangående. Så godt som alle tal op til 16 forekommer, lige såvel som ulige. Behovet for mere eller mindre kraftigt lys må have været afgørende. Ligeledes ville man gerne vide, hvor i kirkerne disse stationære lamper almindeligvis havde deres plads. Man fristes til at tænke sig dem placeret i koret, men Durham-håndskriftet viser, at de også har været anvendt uden for selve kirkerummet.
Et spørgsmål, som naturligt melder sig, er spørgsmålet om denne lampetypes alder. Langt de fleste er i al deres enkelthed nogenlunde tidløse, og en datering af en lampe som den nyerhvervede fynske kan kun foretages ved jævnføring med mere daterbare danske lamper. Sdr. Draaby-lampen og Mammen-lampen har ved deres skulpturelle udsmykning en udpræget romansk karakter, og det samme gælder en jordfunden lampe fra Lund, der er udformet som et terningekapitæl.[6] Daterede og daterende er også de indmurede lamper, idet man må kunne gå ud fra, at disse lamper har udspillet deres rolle som belysningslegemer på det tidspunkt, hvor de er blevet genanvendt som simple kvadersten i kirkernes murværk.[7] Lamperne i Hillerslev, Giver og Almind findes indmurede i rent romanske partier af de pågældende kirker, deres genanvendelse har altså fundet sted væsentlig tidligere end Gamtofte-lampens. Hvad enten man vælger den ene eller den anden daterings-måde, må det tidsrum, hvor stenlamperne var i brug i danske kirker (og klostre?), henlægges til tiden før ca. 1250, de tre jyske lampers genanvendelse indbyder endda til at sætte „terminus ante quem“ noget tidligere.
