I eftersommeren 1962 var Møntergården ramme om udstillingen „Folkelige Broderier fra Fyns Stift“, en udstilling som i henseende til formål, tilblivelse og omfang adskiller sig væsentligt fra museets øvrige særudstillinger, og som har sin nærmeste parallel i udstillingen „Fra fynske Herregaardes Gemmer“, som Selskabet til Haandarbejdets Fremme arrangerede samme sted en halv snes år tidligere.
Initiativet udgik denne gang fra foreningen „Danmarks folkelige Broderier“. Bag dette usædvanlige foreningsnavn skjuler sig en sammenslutning af organisationer og institutioner, som har fundet sammen i et fælles ønske om at bevare og udbrede kendskabet til de kulturhistoriske værdier, som vore formødre har nedlagt i almuebroderierne. Foreningens hovedformål er at arrangere udstillinger rundt om i landet for på den måde at skabe mulighed for en inventarisering og fotografering af de tusinder og atter tusinder af almuebroderier, som fører en ubemærket tilværelse i privatfolks gemmer. Udstillingerne med dertil hørende fotografering og inventarisering er imidlertid ikke bare et mål i sig selv, foreningen sigter endnu videre, idet den tilstræber en udmøntning af det indvundne materiale i form af videnskabelige bearbejdelser og mønstersamlinger til brug for håndarbejdsundervisningen.
Bestanden af almuebroderier er heldigvis meget stor, men det er antallet af disses ejere også, og foreningen har derfor valgt den fremgangsmåde at få landet gennemarbejdet landsdel for landsdel, og inden for hver landsdel afvikles udstillingsarbejdet endda i to tempi, idet man først afholder en række egnsudstillinger, hvor broderierne fra en mindre geografisk enhed fremlægges og gennemgås, og først når hele landsdelen er dækket ind med egnsudstillinger, skrider man til en landsdelsudstilling af de genstande, som set under en kulturhistorisk eller broderiteknisk synsvinkel må karakteriseres som de bedste. Det siger sig selv, at et udstillingsarbejde af dette omfang kun kan afvikles ved velvillig og interesseret medvirken af stedlige kræfter, både organisationer og personer. Et arbejdsudvalg med stedlige repræsentanter for de organisationer, som støtter foreningens arbejde, sørger for kontakten mellem foreningen „Danmarks folkelige Broderier“ og de mange rundt omkring i landsdelen, som har villet afse tid og kræfter til udstillingsarbejdets gennemførelse.
Den landsdelsudstilling, som her skal omtales, har også som forløbere haft en række egnsudstillinger. De første af dem afholdtes allerede for en del år siden, det gælder udstillinger på Hindsholm, Horneland, Langeland og Nr. Broby-egnen, og de andre egnsudstillinger afvikledes i løbet af året 1961-62 med udstillinger i Ebberup, Ejby, Faaborg, Nyborg, Odense, Ringe, Skamby og Svendborg samt på Ærø. Svarende til landsdelsudstillingens arbejdsudvalg nedsattes for hver egnsudstilling en komité, hvis medlemmer fik til opgave at få „lokket“ almuebroderierne på egnen frem fra deres skjulesteder, ved propaganda i foreninger, i venne- og bekendtskabskredse samt i den lokale presse. Og da dette lykkedes i overvældende grad, blev travlheden tilsvarende stor på den ene dag, hvor egnsudstillingen skulle afvikles. En udstillingsdag forløb i reglen således: I morgen- og formiddagstimerne kom broderiernes ejere og afleverede deres ting. Disse blev nummereret og kvitteringer blev udfærdiget. Dernæst skulle der skrives en kartoteksseddel på hver eneste ting med oplysninger om genstandens art og brug, nuværende og tidligere ejere, oprindeligt hjemsted, alder, anvendt syteknik o.s.v., og samtlige genstande blev gennemgået og klassificeret med henblik på den kommende landsdelsudstilling. I den knebne tid, som dette arbejde levnede, skulle man opbygge en akceptabel udstilling, som om eftermiddagen kunne være tilgængelig for publikum, og i aftentimerne kom ejerne igen og hentede deres ting.
Der er med vilje dvælet længe ved det arbejde, som set fra landsdelsudstillingens synspunkt må betegnes som de indledende manøvrer. Uden dette decentraliserede, men meget intensive arbejde kunne udstillingen på Møntergården umuligt have opereret med godt 2000 udstillingsgenstande, indkommet fra ca. 1000 ejere fra alle egne af landsdelen.
Ved opbygningen af udstillingen viste det sig, som så ofte før, hvor hårdt man i Møntestræde-komplekset savner lokaler til særudstillinger. Broderiudstillingen beslaglagde hele Møntergårdens salsetage, foruden to rum i Overgade 48 og førstesalen i Ejler Rønnovs gård, og det vil igen sige, at ialt ni lokaler, deriblandt de to af museets tre store rum, først måtte tømmes for de deri permanent udstillede genstande. Til gengæld har de nævnte rum den store fordel, at de ved deres hele karakter „klæder“ enhver udstilling af gamle ting.
Udstillingsgenstandene kan opdeles i to store grupper, hvoraf den ene omfatter broderier til stuens, herunder navnlig sengens udsmykning, mens den anden rummer broderier, der blev anvendt i og på klædedragten. Udstillingsteknisk kan det være et vanskeligt materiale at arbejde med. Det er begrænset, hvor mange forskellige tekstiler man kan vente at finde inden for disse to grupper, og med al skyldig respekt for variationerne i de i broderierne anvendte farver og syteknikker vil monotonien meget let indfinde sig på en sådan udstilling. Til imødegåelse af denne fare havde man under indsamlingen (d.v.s. på egnsudstillingen) også haft opmærksomheden hæftet på tekstiler, som måske ikke var forsynet med broderier, men som ved deres farver, vævning eller trykte motiver ville live op i alt det hvide.
Med understregning af den århundredlange udvikling, som afspejler sig i fynske broderier, havde man givet udstillingen en vis kronologisk opbygning, som imidlertid blev afveget på sine steder, hvor saglige eller æstetiske hensyn gjorde dette ønskeligt. I indgangsrummet var udstillet de andetsteds i dette hefte omtalte „blårandede“ eller „blåsyede“ håndklæder samt håndklæder, som ved deres ophængningsstrop midt på den ene langside måske også afspejler en middelalderlig tradition. Disse kølige hvide og hvidblå lærredsstykker havde fået en varm rød baggrund, og på en himmelseng, der var opredt til fest med broderede „trækkepuder“ stablet op mellem sengeomhængene, illustreredes håndklædernes sekundære anvendelse som pyntegenstande, som pyntehåndklæder.
Lavssalen, det største af udstillingsrummene, frembød i hine dage et farvestrålende skue, så her fik den ofte hævdede påstand om fynboernes iboende farveglæde den kraftigste bekræftelse. Blikket fangedes af en broget samling kvindehuer på gavlvæggen, arrangeret i en mægtig dobbeltroset og flankeret af ikke færre end syv kvindedragter, alle med festlige røde hvergarnskjoler fra 1800-tallets begyndelse (fig. 1). Mod denne symfoni af glædesfarver kom salens anden ende til at tage sig mere mat ud. Dette var imidlertid i smukkeste overensstemmelse med, hvad der her skulle udstilles, nemlig de såkaldte kisteklæder. Den røde farve var oprindelig bandlyst fra kisteklæderne, kun broderier i hvidt og blåt tåltes. Kisteklæderne udstilledes i deres fulde længde, hængende på baner af blåfarvet lærred fra loft til gulv (fig. 2).
Den lange smalle gang i Møntergårdens sidefløj kan være noget problematisk som udstillingsrum, men ved denne lejlighed viste den sig som skabt til ophængning af de talrige navne- og læreklude, hvor det netop var ønskeligt, at beskuerne kunne komme på nærmeste hold for at studere de talrige broderiteknikker. I et tilstødende rum havde man samlet en række forskelligartede tekstiler, som havde det tilfælles, at de viste stærk påvirkning fra højerestandsmiljøet. Det gælder såvel de egentlige broderier, bl.a. pragtfulde pudevårsmellemværk fra 1600-årenes slutning, som det gælder kristentøjer af fine silkestoffer og damaskvævede duge fra 1800-tallet. Et andet rum var indrettet som et bondestueinteriør – så godt som det nu lod sig gøre i et rum med helt andre proportioner end bondestuens – med fremhævelse af redskaber til tekstilers tilvirkning og behandling. I et tredie rum havde man søgt at genskabe en lo, som var „draget“ til fest ved ophængning af lagner på vægge og loft (fig. 3). Lagnernes navnekranse dannede tilsammen en smuk bort langs væggens overkant. På den ene af langvæggene vistes en anden ophængning, idet hvide lagner her vekslede med blåtrykte el. rød-grønne drejlsvævede sengetæpper, de såkaldte „saln“.
I det sidste rum, førstesalen i Ejler Rønnovs gård, dominerede broderierne fra Lyø (fig. 4). Her var den gamle broderi-tradition endnu levende hen imod sidste århundredskifte. I en ramme af olmerdug og bolstre med henholdsvis rød og blå som dominerende farver udstilledes en sand overdådighed af broderier, bestemt til udsmykning af mandsskjorter og kvindesærke eller til sengens lagner og pudevår. En opredt Lyø-seng med „trækkepuderne“ stillet på kant afrundede billedet af den specielle Lyø-kultur. Her fik man et meget håndgribeligt bevis for, i hvor høj grad man i det gamle bondesamfund holdt tidligere generationers ting i hævd. Et og samme stykke kunne være udstyret med adskillige generationers navnetræk og årstal, og da farvevalg og syteknik vekslede, fik man samtidig anskueliggjort den udvikling, som broderekunsten – trods al vedhængen ved gammel sæd og skik – var undergået inden for et givet tidsrum og en given geografisk ramme.
Udstillingen var åben i 10 dage og blev i løbet af disse dage besøgt af ca. 5000 mennesker. Ikke så underligt, at der ofte dannede sig „trafikpropper“ i den snævre gang med navnekludene. De fleste gæster ville nemlig se udstillingen igennem både forfra og bagfra, derfor de nævnte trafikale problemer. På visse udstillingsdage demonstreredes forskellige tekstilteknikker, bl.a. spinding, tambourering og knipling, i lavssalen, og i kirkesalen holdtes i tilknytning til udstillingen foredrag, lysbilled- og filmforevisninger. Ved begge former for underholdning kunne man glæde sig over stor tilslutning.
Jævnsides med udstillingen og efter dennes lukning afvikledes den indledningsvis nævnte fotografering og gennemgang af det indkomne materiale, hvorved foreningen „Danmarks folkelige Broderier“ så at sige nedfryser dette til gavn for kommende tekstilforskning og håndarbejdsundervisning. Mens de videnskabelige bearbejdelser næppe kan ventes, før større dele af landet er gennemarbejdet og dyberegående undersøgelser anstillet, vil det ikke vare længe, før foreningens mønstertjeneste er parat med de første mønsterark, hvis mønstre og motiver er kopieret efter eller inspireret af fynske almuebroderier. Kredsløbet er sluttet, og foreningen kan forlægge slagpladsen til en anden landsdel.
