Tirsdag den 14. januar 1845 holdt Assens borgerrepræsentation møde, i hvilket man drøftede nedrivningen af Østerport. Sagen herom var rejst året forud, fordi diligencen ikke mere kunde passere uhindret igennem porten, og man var nu så langt fremme i sagens forløb, at nedrivningen kunde begynde. Men da det hastede, vedtog man i nævnte møde at hugge så meget af begge indkørselens buer, at diligencen kunde passere. Forinden skulde der foretages visse undersøgelser, under hensyn til den dermed forbundne risiko.[1] Umiddelbart forekommer en sådan beslutning noget forhastet, men bør vel ses på baggrund af de forhold, der prægede vort samfund i årene omkring 1848. Virkningerne af krig og kriser i dette årh. begyndelse var overvundet, og udviklingen pegede imod opgang og fremskridt. Økonomisk fremgang, øget velstand, begyndende industrialisering, handelens opkomst m.v. I den lille by satte disse forhold også sine spor. Assens var jo i 1845 som overfartsby af en vis betydning som et led i hovedruten København-Hamborg. Posten gik denne vej over bæltet, og postvæsenet havde også ændret sine trafikmidler i takt med udviklingen. De tohjulede „karioler“ og den senere firhjulede „kuglepost“ var fortid, og nu blev både passagerer og post befordret i lukkede diligencer, som siden 1834 med den to gange ugentlige diligence-rute København-Assens-Hamborg med stigende persontrafik og højt læsset bagage let har kunnet umuliggøre passagen gennem byporten.[2]
Assens by var ganske klar over de muligheder, som overfarten gav, og de kommunale myndigheder havde fulgt godt med, således at hovedgaden gennem byen ned til færgeløbet var velholdt og brolagt. Allerede 1838 havde postvæsenet ladet bygge dampskibet „Maagen“ til denne specielle rute Assens-Aarøsund og bortforpagtet ruten til færgeriejerne for et tidsrum af 20 år.[3] På denne overfart var trafikken i stigende vækst. Man sporede en livlig aktivitet i denne udvikling, og man har vel nok fra kommunens side set på denne gamle Østerport som en bygning uden nogen praktisk betydning og nærmest anset den for en klods om benet. Dens funktion som toldsted var forlængst ophørt, da konsumptionsboden 1836 blev flyttet langt udenfor porten,[4] og byen begyndte med det stigende indbyggerantal at strække sine fangarme udefter.[5] Efterhånden lå Østerport isoleret i planen og nærmest umotiveret bortset fra amtsbiblioteket, der havde lokale på 1. etage. Der er intet i sagens akter, der tyder på, at man har taget Østerports kulturhistoriske betydning i betragtning.
Som eksempel på hvordan man greb sagen an og dens forløb skal jeg i korte træk gennemgå denne. Det begyndte som nævnt 1844, da guvernementet over Fyens Stift den 19. april sendte en skrivelse til det kongelige rentekammer. Heri anbefaler guvernementet en foranstaltning fra stiftamtet om, at den gamle portbygning i Assens (på Østergade), gennem hvilken diligencen ikke mere kan passere, nedrives, og at gaden på samme sted udvides. Projektet på 1800 Rbd. foreslås fordelt med 1300 Rbd. til den kongelige vejkasse og 500 Rbd. til Assens kommune. Denne ulige fordeling skyldtes, at gaden i Assens var gået over til at blive en del af hovedlandevejen, og endvidere at kommunen med henblik herpå har bragt ofre ved brolægning og dette ovenikøben så godt, at vejkassen derved spares for en del penge. Det hedder bl.a. herom i guvernementets skrivelse underskreven af kronprins Frederik:
„… og da den omtalte portbygning så aldeles ikke er til nogen prydelse for byen, nu efter at indkørselen er flyttet længer ud, står midt i gaden uden at være til egentlig nytte og uden at have nogen betydning, kan der intet være i vejen for at den nedbrydes, og jeg må anse det for meget ønskeligt også for det gode udseendes skyld, om tillige den allerede så velbyggede hovedgade i Assens kunde komme til at gå i een flugt …“[6]
Samtidig havde teknikerne udarbejdet en tegning, der viser gangen i dette projekt (fig. 1). Af den stiplede linie der angiver den foreslåede vejudvidelse ses det, at man tilsigter at få „de lige linier“ trukket op. Samtidig bemærkes, at kaptajn Recke[7] har tegnet detailtegning af portbygningen og heri – i portåbningen – indtegnet en diligence, der ikke kan passere, vel at mærke med bagage på taget. Den gamle vej lige udenfor porten forekommer meget smal. Mon vi her står overfor den samme bredde som den vindebro, der vel tidligere har været i befæstningen? Da dette projekt blev forelagt ingeniørtropperne – under hvem overtilsynet med selve vejarbejdet skulde udføres – var man noget betænkelig ved denne fordeling, og efter nogen forhandling endte man ved et tilskud på 1050 Rbd. fra vejkassen og resten måtte Assens kommune udrede.[8] Amtsbiblioteket i Østerport skulde så flyttes. Der var først forelagt borgerrepræsentationen tegning og overslag til bibliotekets indretning på rådhuset. Der var nedsat et udvalg, som havde udarbejdet 3 forskellige udkast, men den endelige løsning blev opførelsen af en ny bygning på kirkepladsen.[9] Da man ikke kunde forsvare at lade Østerport stå i sin nuværende tilstand, indtil cancelliet havde resolveret forslaget om byggepladsen, sattes fristen til nedbrydelse senest medio maj.[10] Efter licitation blev Østerport derefter nedbrudt, og den 21. maj anfører protokollen … „efterat Østerport nu er nedbrudt“. 16. juni modtager byen vejkassens tilskud på 1050 Rbd.
Jeg skal i det følgende give nogle historiske oplysninger i korte træk om Østerport og byens øvrige porte, men vil forinden nævne en mand der hed Topp. Han kom til Assens 1838 og var ansat her ved toldvæsenet indtil 1863.[11] Topp havde visse erfaringer som arkitekt eller som opmåler, thi ikke længe efter hans ankomst fik han betroet en stor og omfattende opgave, nemlig at opmåle alle byens grunde i forbindelse med indførelsen af ny grundtakst.[12] Topp blev i årenes løb brugt meget af kommunen til forskellige opmålingsarbejder samt af private. Han havde tillige megen historisk interesse. Samtidig med at Topp nu begyndte opmålingerne i 1838/39 undersøgte han mulighederne af at finde omkredsen af byens gamle befæstninger, hvilket var Chr. IV’s volde anlagt 1628. Da Topp gik og målte op, var alle byens porte endnu til stede, og der fandtes hist og her meget sparsomme rester – nærmest konturer – i enkelte haver. Det lykkedes dog Topp dels med Resens atlas som støtte og tillige ved hjælp af særlige beskatningsforhold på arealerne (hartkorn udenfor og grundtakst indenfor voldene) at afstikke en linie. Han skrev derpå en beretning på 10 foliosider samt tegnede et kort, hvorpå han indtegnede den linie hvor voldene – efter hans undersøgelser – måtte være anlagte 1628.[13]
På dette kort (Fig. 3) ses byportenes beliggenhed. De fire porte var: Østerport, Ladegårdsport, Ramsherredsport og Strandporten. I det følgende henvises der flere steder til Topps beretning.
Østerport, der regnedes for hovedindfaldsvejen, har som sådan været det strategiske tyngdepunkt i byens befæstning. Under Grevefejden 1535 belejrede Rantzaus tropper byen og stormede den to gange.[14] Begge stormangreb blev afslåede. Enten Assens dengang har været omgivet af ringmur eller volde, har den i alle tilfælde været stærkt befæstet. Der hersker en tradition om, at Rantzaus tropper forsøgte at grave sig ind i byen under volden og porten (Østerport). Ved store kloakarbejder på Østergade 1950, da en del af Østerports fundamenter kom til syne, bemærkede man en stensætning af store kampesten lagt i tværgående retning af fundamenterne. Disse sten var lagt i to lag ovenpå hinanden og kan jo tydes som en spærring mod undergravning udefra, men endnu mere sikkert holdepunkt giver en postering i Rantzaus feltregnskaber under belejringen af Assens i 1535 nemlig følgende:
xl fl den berchkneckten gegeuen, de szick understhunden den wal vor Asxensen tho undergrauenn.
Med andre ord er der betalt bjergknægtene for at foretage undergravning ved Assens. Et andet sted findes en lignende post, der fortæller, at beløbet er udbetalt til dem som gravede for volden ved Assens, samt at pengene er udbetalte „Frigdages nach Cantate“.[15]
Under Svenskekrigen, den 30. januar 1658, blev „Assens meget jammerligt og forskrækkeligt, med sværd og våben totalt udplyndret“ efterfulgt af den „meget over al evne og langvarige svenske hårde, lange og meget strenge indkvartering“. Byen fik i disse år et alvorligt knæk og store dele lå i mange år i største forfald. Ved en synsforretning 1719[16] oplyses det at byens fire grundmurede porte var brøstfældige og forfaldne. Der fandtes hverken overdel over dem, ejheller lofter, skorsten eller bjælker „De behøver stor reparation om de skal stå i nogle år … særdeles Østerport“. Men allerede i 1817 er Østerport igen faldefærdig, og nu blev den øverste del fjernet og atter opbygget.[17] 1825 oplyser en liste over portens løsøre disse sparsomme effekter: 1 ny taskelås, et fyrresengested, et fyrrebord samt en fyrrebænk.[18] I portindgangen fandtes et rum til opgang og i den anden side en tilbygning. Rummet blev anvendt til konsumptionskontor før 1836. Ovenpå fandtes som nævnt amtsbiblioteket.
Østerports udseende kendes fra et maleri af Dankvart Dreyer. Det forestiller Østergade set gennem porthvælvingen. Med kunstnerens lyriske trang til at søge tilbage til fortiden har Dreyer anbragt en renæssancefigur som staffage.[19] Reckes opmåling og tegning af portbygningen 1844 er jo stiliseret, men giver os de rette mål af denne pompøse bygning. Den var: 11.33 meter høj, og selve portåbningen var 3.23 meter høj. Endelig er Østerport jo indtegnet på Resens atlas men er her uden betydning som illustration og oplyser kun dennes – og de øvrige portbygningers – beliggenhed i helheden. Desværre har Topp ikke opmålt Østerport inden nedrivningen (i modsætning til Strandporten fig. 8). I så fald var dette nok udført mere detailleret f. eks. ved tværsnit. Men det kan jo tænkes at Topp ikke har villet gøre sig klogere end ingeniør-tropperne (Kaptajn Recke).
Ladegårdsporten var allerede 1763 meget forfalden. Det vilde medføre store bekostninger at istandsætte men „siden materialerne nu for nærværende tid er i temmelig stor pris, har vi efter vort bedste skønsomhed overvejet og betragtet at nedbryde både den nordre og søndre side så og den vestre ende af porten og igen af de gamle afbrudte sten at forbedre den østre ende af porten som igen skulde blive stående“.[20] Det var disse sørgelige rester, Topp omtaler da han fandt de yderste mure stående med portåbningen. Topp skriver at „murene var tykke og bestod af store røde sten, samt at der i grunden fandtes en mængde store kampesten“. – Ladegårdsporten blev til sidst nedbrudt 1841.
Ramsherredsporten kendes fra flere stik således hos Pontoppidan samt på Rach og Eegbergs maleri.[21] Begge steder er det samme motiv nemlig Assens fra nordsiden. En detaille i en fotokopi af Ramsherreds-porten fra sidstnævnte maleri giver et morsomt og levende indtryk af datidens trafik gennem porten. Nogle ret utydelige skikkelser tilhøjre i billedet lige udenfor porten kunde næsten se ud som om det er nogle personer der er ved at fortolde varer. – Efter en istandsættelse blev der i året 1764 bortsolgt en del materialer ved auktion.[22] Disse var mursten samt andre sten, der dels var falden ned fra porten dels var tilovers fra istandsættelsen. Ramsherredsport blev nedbrudt 1847 efter forudgående forhandling med toldmyndighederne og en bom opsat i stedet for.[23] Ved konsumptionens ophør 1851 blev denne bom fjernet og „kørevejen til stranden istandsat“.[24] Et meget interessant jordfund er et fragment af en figursten i rødt tegl. Den fandtes ved grundgravning i 1954 i Ramsherred udfor nr. 23 lige ved Ramsherredsportens formodede beliggenhed. – Figurstenen (fig. 6) viser en ridder med et sværd og et skjold. På dette findes de 3 kroner – det omstridte symbol og kan derved henføres til Frederik II’s tid.
Endelig kan det tilføjes, at der øst for Ramsherreds port i en ret sen periode fandtes en regelmæssig firkantet dam der kaldtes Ramsherreds dam. Den findes meget tydelig på Resens atlas og Topp oplyser, at det var den sidste rest af byens voldgrav. Den findes tillige i det kendte maleri af Dankvart Dreyer „Udsigt fra Assens“.[25]
Strandporten var den af byens porte, der sidst blev nedbrudt. Også denne port led betydelige skader under Svenskekrigen. Der var således hverken skorsten, lofter eller vindeltrappe tilbage, og det fortaltes at „i Svenskens tid havde der boet folk“.[26] I en periode (1769) var portbygningen så faldefærdig at man frygtede nogen skulde komme til skade, hvis den faldt ned.[27] Der blev trods disse forhold – i 1769 – indrettet 2 arrester på 1. etage i Strandporten. Her sad den berygtede morder Boye fangen, medens hans sag stod på. I den lille udbygning på taget (fig. 7) var der indtil 1854 anbragt et postfyr. Det bestod blot af en lygte med et lys, men var mere anbragt som vejledende for postsmakken ved indløbet i havnen end som fyrtårn for søfarten. For at benytte denne lille udbygning m.m. betalte postvæsenet en årlig leje til Assens kommune af 18 Rbd.
Selve portbygningens beliggenhed i gadebilledet fremgår af det (fig. 7) prospekt, som malermester N.F. Niss udgav i 1856.[28] Man ser, hvor smukt dette bybillede fremtræder i helheden. Linierne er harmonisk og enkelt indpasset, man kan næsten ikke bygge smukkere. Men også dette yndige gadebillede forsvandt og dette skete så sent som 1859. Siden postfyret 1854 blev erstattet med et fyr yderst på skibsbroen, har Strandporten rimeligvis henligget og „passet sig selv“, og der er næppe fra byens side ofret mere reparation end højest nødvendigt. I marts 1859 begyndte man i Assens at aktivere spørgsmålet om at få Strandporten nedbrudt. Denne byport var nu „til vansir“ for byen, den afkastede ingen leje eller gav andre indtægter til byen, desuden gøres trafikken fra (og til) skibsbroen vanskeligere ved Strandporten, der altså nærmest lå i vejen for udviklingen.
Også i Strandportens gennemkørsel var der vanskeligheder med at passere – porten havde iflg. Topp nogenlunde samme mål som Østerport – og resultatet var, at de rejsende ved ankomst eller afgang fra Assens måtte spadsere gennem porten ud på broen. En istandsættelse af Strandporten i 1859 vilde medføre så betydelige udgifter, at der ejheller herved „vilde være den fjerneste sandsynlighed for at indbringe en nogenlunde passende leje“.[29] Der var således intet andet alternativ – den måtte nedbrydes. Men her støder man for første gang i byportenes nedrivninger på det kulturhistoriske problem. Assens kommune sendte en skrivelse til „Inspectionen over antique Mindesmærker“ om tilladelse til at nedrive Strandporten, der efter byens mening var det sidste levn af byens gamle befæstning. Med denne motivering, der efter nutids opfattelse virker paradoksal, skulde man mene der netop var grundlag for en bevaring. Inspektionen svarede imidlertid, „at den gav sit minde til nedbrydningen, fordi denne levning af Assens gamle befæstning i senere tid var meget ombygget og forandret og fordi det i det hele ikke frembød noget særligt antikvarisk eller arkitektonisk interesse.[30] Selvom man umiddelbart studser over dette svar fra sagkundskaben, er det ikke uden interesse. Det fortæller os nemlig, at man dengang (1859) ikke opfattede en bygning – selv en byport – af antikvarisk interesse, når den havde været ombygget eller omfattende restaureret i samtiden. Og det er vel noget af forklaringen på at man ved behandling af Østerports nedrivning 1845 ikke finder tegn på, at det kulturhistoriske problem har været inddraget i drøftelserne, i hvert fald er det ikke protokolleret. Østerports øverste halvdel blev jo som nævnt (pag. 136) helt fornyet så sent som 1817, og det er rimeligt at tro i relation til Strandportens sag, at det har været et alment gældende synspunkt, at disse omfattende istandsættelser har svækket den kulturhistoriske betydning i den grad, at en bevaring ikke har været påtænkt. Hertil kommer naturligvis byens økonomiske synspunkter, idet man jo i begge tilfælde ikke mere fandt noget praktisk formål til disse portbygningers anvendelse, ikke mindst efter konsumptionens ophør (1851).
Forinden Strandporten blev nedbrudt, blev den tegnet og målt op af Topp (fig. 8), og i juli 1859 averteredes porten til nedbrydning. I august holdtes auktion over portens materialer.[31]
Derefter var der ikke flere byporte i Assens. De fire gamle porte blev fjernede indenfor et tidsrum af 18 år (1841-1859). Assens by fik støtte hos de forskellige andre og højere instanser, og der er heller ikke tvivl om, at den offentlige mening stod bag bystyrets dispositioner i disse spørgsmål. Allerede i året 1854, da postfyret blev fjernet fra Strandporten, skrev den lokale avis herom, i en redaktionel artikel, hvori pressens mening tydelig kommer til kende. Efter at have bragt en kort meddelelse om det ny fyr yderst på havnemolen skriver redaktøren herpå: „Det vilde nu være ønskeligt om byens gamle intet mindre end smukke „Strandport“, hvorpå fyret hidtil har været anbragt, snarest måtte bortskaffes og en smagfuldere og mere hensigtsmæssig indgang til byen opførtes.“ En sådan indgang burde være en „høj rummelig gennemgangsport“.[32]
Da jeg i forbindelse med undersøgelse af Østerports nedbrydning fandt Reckes tegning, gav dette mig anledning til at publicere denne korte oversigt „De Assens byporte“. Tegningen har især lokalhistorisk interesse m.h.t. byportens nøjagtige beliggenhed, samt opmålingen af den historiske bygning, men berører tillige spørgsmål, der er ligeså aktuelle i nutiden som de var i 1844/45, nemlig trafikkens krav i vore købstæders gamle bebyggelse.
Da Recke på denne tegning lod indtegne en diligence, der ikke kan passere portåbningen, har han antagelig hermed villet forklare, at de to problemer nu var så aktuelle, at den ene part måtte vige, og derpå nedrev man byporten. Dette var dog kun en begyndelse, thi man var nu på vej ind i en udvikling, som i 1800 årenes 2. halvdel medførte, at vore købstæder begyndte at vokse i hidtil ukendt omfang, og samtidig kom jernbanerne. Da Assens fik sin jernbane 1883, fandt det første store gadegennembrud sted på Torvets vestlige del for at føre hovedgaden (Østergade) igennem til banegården, og senere er denne gade ført videre til havnen blandt andet til færgestedet, hvorfra trafikken videreføres over bæltet fra Assens-Aarøsund. Den gamle historiske færgerute er stadig levedygtig, og det var jo netop som overfartsby, at man i særlig grad drøftede byens trafikproblemer 1844/45.
Det er dog først i årene efter sidste verdenskrig, at trafikproblemerne har meldt sig for alvor og i et tempo, der ikke tidligere har været kendt. Disse års udvikling har medført et meget stort behov for nye veje og parkeringspladser, og det er næsten med en brutal styrke, at disse kræfter presser imod vore bykerner.
Alt dette er naturligvis ikke gået sporløst hen over bebyggelsen i den indre by. Nye gadegennembrud og parkeringspladser i centrum har medført, at byens tidligere udseende og plan er kommet ud af balance, og harmonien i linierne er forrykkede. I øjeblikket, hvor vi står midt i udviklingen, er det vanskeligt at forudse, hvordan denne vil præge bybilledet i fremtiden, men visse forhold tyder dog på ændringer i problemernes løsning. I dag ledes al den store gennemgående trafik udenom byerne ad hoved- og ringveje, og begrebet „gågader“ kan ligeledes tyde på en kursændring ved totalt forbud mod trafik i visse områder. At bevaringsproblemerne trods alt er i en kritisk periode, kan dog ikke bestrides. Så meget desto mere kan der være grund til i denne forbindelse at fremhæve visse istandsættelser af gamle bygninger her i Assens, hvoraf forfatteren især vil pege på det positive samarbejde med lokale og andre myndigheder i forbindelse med den omfattende restaurering af Willemoesgården 1957/58, og det samme var tilfældet med det lille kogehus på havnen (1953) – et minde fra sejlskibenes tid og en bygning af søfartshistorisk interesse. I andre tilfælde har de kommunale myndigheder kombineret bevaring og istandsættelse af gamle bygninger med en praktisk anvendelse (bl.a. vandrehjemmet), denne kombinerede løsning må anses for den ideelle.
Man må håbe, at de her nævnte tilfælde ikke i fremtiden vil stå alene, og at de instanser og de kredse, der ser det som sin opgave at bevare vor kulturhistoriske arv, vil følge fremtidens byplanudvikling med særlig opmærksomhed.
