En solklar augustmorgen i året 1822 stævnede et lille kystfartøj, „Louizza“, ud fra Negombo, een af de mindre havnebyer på vestkysten af Ceylon. Louizza var en lille trist skude, dårligt vedligeholdt, og med et ydre, som mest af alt ledte tanken hen på et af de mange piratfartøjer, som til stadighed gjorde farvandene omkring Ceylon usikre. Trods sit lidet tillidvækkende udseende var Louizza imidlertid et ganske fredeligt fragtskib, der gik i fart mellem ceylonesiske og indiske havne. Nu og da kunne det ske, at kaptajn Passe medtog et par passagerer mod en efter hans mening passende betaling. Men da forholdene ombord i det mindste efter europæisk opfattelse var såre primitive og under alle omstændigheder stod i grel modsætning til betalingens størrelse, var det kun ved yderst sjældne lejligheder europæere, der benyttede Louizza som transportmiddel, og da kun når ingen anden mulighed forelå. Men på denne tur, der havde kolonien Trankebar som mål, havde kaptajn Passe en europæer ombord. En lille spinkel, lidt sygeligt udseende mand, der straks efter ankomsten havde gjort et forfærdeligt vrøvl over forholdene ombord. Men nu stod han på dækket, tavs og alvorlig og med blikket stift rettet mod kysten, der gled bort agterude. Den danske sprogforsker Rasmus Rask tog afsked med Ceylon. Med det land, der nu i ni måneder havde været hans hjem og hans arbejdsplads. Ni måneder rige på bekymringer og sygdom, men alligevel en lykkelig tid for Rask. Måske overhovedet den lykkeligste tid, han havde haft i de seks år, han havde været borte hjemmefra. Men nu gik turen via Indien hjemover. Og i bagagen lå resultaterne af de ni måneders intense slid, det materiale som efter hjemkomsten skulle danne grundlaget for hans fortsatte arbejde. En anselig stak sirligt ordnede optegnelser om de sprog, han havde studeret herude og en dyrebar samling håndskrifter på palmeblade og papir.
Selvom Rask i udpræget grad var en stuelærd, der befandt sig bedst ved skrivepulten blandt sine bøger og optegnelser, var det faldet i hans lod at gennemføre den eventyrlige, men højst anstrengende rejse, der havde ført ham gennem Sverige, Finland, Rusland, Armenien, Persien og Indien til Ceylon. At denne rejse overhovedet var kommet i stand, og at den fik en sådan længde, skyldes for en stor del den energiske indsats og støtte fra en af datidens mæcener, godsejer Johan Bülow til Sanderumgaard. Oprindelig havde Kaukasus-egnene været rejsens mål, men under opholdet i Skt. Petersborg var Rask, ved studier i derværende samlinger af indisk litteratur, blevet klar over, at hans søgen efter „de nordiske sprogs rødder“ måtte udstrækkes til Indien. Og at dette lod sig realisere synes i væsentlig grad at bero på Johan Bülows indsats.
Rask var kommet til Ceylon i november 1821 og havde slået sig ned i Colombo for dels at studere singalesisk, dels at beskæftige sig med pali, buddhismens hellige sprog.
Colombo var på den tid residensby for den engelske guvernør og som sådan det naturlige midtpunkt for det vidtforgrenede administrationsapparat, som varetog styret af kronkolonien Ceylon. Det var ikke en by, hvor de store begivenheder udspilledes. Og byens engelske indbyggere tog tingene med ro og søgte efter bedste evne at indrette sig så hjemligt som muligt. Selskabeligheden florerede stærkt, og det samme gjorde snobberiet og den lokale sladder. For nyheder udefra og i særdeleshed fra Europa var der langt imellem. Så da Rask, den kongelige danske sprogprofessor, ankom til Colombo, var det en begivenhed af format. Han blev genstand for en sand selskabelig dyrkelse. Alle betydningsfulde personer i byen søgte at sole sig i den glans, hans blotte tilstedeværelse kastede over et selskab. Og Rask tog af høflighed del i dette selskabelige hurlumhej. Men det kedede ham. Og spildte hans kostbare tid, så han tit måtte tage natten til hjælp for at kunne overholde sin arbejdsplan.
I 1820 var der blevet grundlagt et videnskabeligt selskab i Colombo, Ceylon Literary Society, hvis medlemmer rekrutteredes fra embedsmændenes og missionærernes kreds. Den 15. december 1821, altså godt fjorten dage efter Rasks ankomst, holdt selskabet møde. På dagsordenen havde man et forslag fra oberstløjtnant Henry Wright om at udnævne Rask til æresmedlem. Forslaget blev enstemmigt vedtaget.
Den interesse for og anerkendelse af Rasks arbejde, denne udnævnelse indebar, betød selvsagt en meget væsentlig opmuntring for ham. Derfor overvejede han i de følgende dage, hvorledes han på passende måde kunne give udtryk for sin taknemmelighed overfor selskabet. Overvejelserne mundede ud i beslutningen om at udarbejde en afhandling om et emne, der lå ham stærkt på sinde: et fælles-indisk retskrivningssystem baseret på anvendelsen af det latinske alfabet. Den 15. februar kunne han indlevere afhandlingen til selskabets sekretær, løjtnant Gascoyne, der i et møde samme dag forelagde den for selskabets medlemmer. På mødet besluttedes det at lade afhandlingen behandle i selskabets komité for historie, sprog og antikviteter, en beslutning som kunne forekomme ejendommelig, men som havde sin ganske specielle årsag. Man var nemlig ikke særlig glade for denne afhandling, eller rettere for dens indhold, for de synspunkter, som kom til udtryk i den. Og ved at henvise den til behandling i komiteen vandt man tid til overvejelser om, hvordan sagen bedst kunne gribes an. Flere måneder skulle forløbe inden disse overvejelser kunne afsluttes og komiteen kunne træde sammen for at tage endelig stilling til afhandlingen.
Imens fortsatte Rask sit arbejde, studerede, skrev breve, indkøbte håndskrifter og tog del i selskabeligheden. Bestandig havde han travlt. Aldrig tog han hensyn til sit i forvejen noget svagelige helbred. Hans videnskab og hvad dertil hørte gik frem for alt andet. En tid. Men også kun en tid. I februar 1822 kom tilbageslaget. Rask brød sammen under det næsten umenneskelige arbejdspres, han havde pålagt sig selv. Et forbud fra hans læge mod at studere den første måneds tid var tilsyneladende overflødigt, for Rasks tilstand var sådan, at han simpelthen ikke kunne arbejde. En af hans bekendte, missionæren Benjamin Clough, tog sig af ham og sørgede for, at han fik ro og hvile og blev plejet og passet i missionshuset i Colombos nye bydel, Kollupitiya. Og allerede efter få dages ro begyndte han atter at live op. Men han følte sig ingenlunde rask. Og han havde taget sin beslutning. Han ville hjem.
Men, det var nu ikke blot helbredshensyn, der havde fremtvunget denne beslutning. Andre og ikke mindre tungtvejende momenter havde spillet ind. For eksempel økonomien. I lang tid havde hans økonomiske stilling været mildest talt usikker. Af forskellige grunde indløb understøttelserne hjemmefra meget uregelmæssigt. Og det siger sig selv, at denne omstændighed gang på gang måtte bringe ham i vanskeligheder. I perioder var han således henvist til at leve på lån fra engelske venner. Hans daglige levevis var beskeden indtil det spartanske. Håndskrifter og bøger var hovedposten på budgettet. Hans egne personlige fornødenheder kom i anden række, og undertiden måtte han helt se bort fra dem fordi han manglede midler.
I begyndelsen af februar havde det gode skib „Colombo“ ankret op på Colombos red, netop ankommet fra England, hvortil det igen skulle returnere med en ladning ædeltræ og krydderier. For europæerne i Colombo havde skibets ankomst betydet en kærkommen afveksling i hverdagen, nyt ude fra den store verden, nyt hjemmefra. For Rask åbnede det vuggende skib ude på reden andre perspektiver. Her var en mulighed for at komme hjem. Og der var ikke langt fra tanke til handling. Han traf aftale med kaptajnen, William Richardson, om at rejse med, når Colombo i slutningen af marts atter stak i søen med England som mål.
Den 30. marts om aftenen lettede Colombo anker og stod ud på den rejse, der skulle ende næsten inden den rigtig var begyndt. På skibskirkegården ved Galle. Denne by ligger på Ceylons sydkyst og skulle efter planen være sidste havn, Colombo anløb inden det for alvor stak i søen. Men under indsejlingen løb det på undersøiske skær og forliste. Ved forliset mistede Rask så at sige alle sine ejendele med undtagelse af de fire små kasser, der indeholdt hans håndskrifter, bøger og personlige optegnelser. Og nu stod han i Galle uden midler, uden udstyr, og uden mulighed for at kunne forlade øen indenfor en overskuelig fremtid. For en nutidig rejsende ville en situation som denne næppe være særlig behagelig. I 1822 var den simpelthen katastrofal. Men det gamle ord om, at når nøden er størst er hjælpen nærmest, fandt her atter en gang sin bekræftelse. Missionær Clough havde været med ombord på Colombo. Han skulle besøge missionsstationen i Matara og havde valgt, da der nu var skibslejlighed, at tage med Colombo i stedet for den besværligere rejse over land. Ved tidligere lejligheder havde han hjulpet Rask med lån, når det kneb. Nu tilbød han igen at hjælpe ham, så han ikke blot kunne fortsætte sine studier, indtil der påny blev skibslejlighed bort fra øen, men også så han kunne fortsætte sine håndskrifterhvervelser. Og da det måtte antages, at Matara også kunne byde på ting af interesse for Rask, kunne de jo passende følges ad dertil inden de vendte tilbage til Colombo.
Det blev nogle interessante dage i Matara, hvor de bl.a. besøgte den gamle buddhistiske ypperstepræst og digter, Karatota Dharmarama. Og så gik turen tilbage til Colombo. Stive skumplende oksekærrer med solsejl af flettede palmeblade, og bærestole, der vuggede blidt og søvndyssende i takt med bærernes skridt, var transportmidlerne, de betjente sig af. Undertiden måtte en strækning tilbagelægges på hesteryg eller slet og ret til fods.
Knapt en måned var gået, siden Rask forlod Colombo som rekonvalescent. Men dette korte tidsrum havde været så rigt på oplevelser og nye indtryk, at det trods rejsestrabadserne var en forfrisket og veloplagt Rask, der vendte tilbage til arbejdet i Colombo.
Få dage før Rask vendte tilbage til Colombo havde Ceylon Literary Society omsider fået taget sig sammen til at sammenkalde komiteen, der skulle behandle Rasks afhandling, antagelig under indtryk af en meddelelse fra Galle om, at han var på vej tilbage til Colombo. Tre uger arbejdede komiteen med formuleringen af den betænkning, som skulle udtrykke selskabets stillingtagen overfor Rasks afhandling. Man var fuldtud på det rene med, at man måtte udtrykke sig i forsigtige vendinger. Rask var temmelig sårbar, og man måtte for enhver pris undgå at støde ham, selv om det på den anden side måtte fremgå klart, at man ikke kunne godtage hans synspunkter.
Men hvad var det da i Rasks afhandling, der i den grad havde vakt denne besynderlige modvilje hos selskabets medlemmer? Lad os kaste et blik på afhandlingen og se, om vi der kan finde en forklaring. Indledningsvis udtrykte Rask sin taknemmelighed overfor selskabet for den ære, man havde vist ham ved at udnævne ham til æresmedlem. Han gik derefter over til at beskrive de vanskeligheder, anvendelsen af forskellige alfabeter i Indiens forskellige provinser skabte for det kulturelle samkvem Indiens folk imellem. F. eks. anførte han, hvorledes sanskrittekster nedskrevet i een del af landet i eet alfabet ikke kunne læses i andre dele af landet, hvor andre alfabeter var fremherskende.
Og til afhjælpning af disse vanskeligheder fremsatte han endelig forslag om at indføre et fælles-indisk retskrivningssystem, han selv havde udarbejdet, der var baseret på anvendelsen af det latinske alfabet. Systemets opbygning og funktion beskrev han dernæst i detaljer. Rask havde med dette forslag uden selv at vide det bevæget sig ud på politisk set gyngende grund. Han havde ikke sans for politik og forstod ikke, hvor kildent et spørgsmål som dette måtte være for engelsk kolonipolitik i Indien. Hans forslag tog udelukkende sigte på gennemførelsen af en efter hans mening nyttig og kulturfremmende foranstaltning. Men de politiske konsekvenser, en sådan reform kunne tænkes at få, bragte hele sagen op i et ganske andet plan, hvor en politisk vurdering af hans egne synspunkter var afgørende. Kort sagt, Rask var kommet på kant med den officielle engelske kolonipolitik i Indien, der netop som en af sine forudsætninger havde denne, forholdsvis, naturlige opdeling af landet, og derfor ingenlunde ønskede at få skabt øget samkvem og deraf følgende mulighed for større enhed mellem de forskellige dele af Indien. Og som gode englændere måtte Ceylon Literary Society’s medlemmer følge trop og gå imod det forslag og den argumentation, som var indeholdt i Rasks afhandling. Det har ganske givet ikke været nogen let opgave for bedømmelseskomiteen på een og samme tid at skulle afvise Rasks forslag og samtidig at skulle gøre det på en måde, så han ikke følte sig såret. Komiteens betænkning bærer da også stærkt præg af de vanskeligheder, formuleringen har voldt. Argumentationen er svag og de egentlige tilkendegivelser stærkt indpakkede. Betænkningen forelagdes i selskabets møde den 16. maj og havde følgende ordlyd:
„Det synes os, at professor Rasks plan til at lette adgangen til erhvervelse af kendskab til Indiens sprog teoretisk set er særdeles snildt udtænkt og tilsyneladende er ganske nyttig, hvad planlægning og udførelse angår.
Men da indførelsen og brugen af latinske bogstaver i Indien udgør dens hovedtema, og hvis man som vi antager, at Østens alfabeter tilegnes lige så let af os som de latinske bogstaver og udtalen muligvis gør det hos asiaterne, må vi tilstå, at vi ikke er enige med den lærde professor i at antage, at hans system til en indo-latinsk retskrivning vil bidrage så væsentligt, som han tænker sig til at fremme det gode formål han har for øje.
For forskellige nationers optagelse af bogstaver og tungemål er der mange hindringer, moralske, fysiske og politiske som ikke tilgodeses i den foreliggende afhandling.
Det forekommer os imidlertid, at den foreliggende plan i et vist omfang med held kan omsættes i praksis, nemlig blandt Østens mere videnskabeligt indstillede indfødte og i sådanne højere skoler for orientalsk lærdom, som drives under den britiske regerings kontrol og under direkte tilsyn af europæiske lærerkræfter.“
Ejendommeligt nok lod Rask sig tilsyneladende ikke anfægte af dette nederlag. Muligvis udfra erkendelsen af, at kolonipolitik og hans eget forsøg på at nyttiggøre sprogvidenskaben i det foreliggende tilfælde var to modstillede størrelser, som ikke lod sig forene. Interessant er det imidlertid at mærke sig, at de principielle synspunkter, Rask gjorde sig til talsmand for, lå helt på linje med de synspunkter, der i de senere år har været fremført ikke alene i Indien, men også i den kinesiske Folkerepublik og Indonesien i diskussioner om sprog- og skriftreformer i disse lande til fremme af det økonomiske og kulturelle samkvem mellem de forskellige befolkningsgrupper. De tanker, Rask havde gjort sig, var altså principielt rigtige. Tiden var blot ikke moden til deres gennemførelse.
Men Rask lod sig som sagt ikke anfægte. Han arbejdede støt videre. Blandt andet fandt han tid til at give missionær Clough en hjælpende hånd med et par sproglige arbejder. Nogle år tidligere havde Clough udgivet en Engelsk-Singalesisk ordbog og nu gav Rask ham et nap med at ordne materialet til en tilsvarende Singalesisk-Engelsk ordbog. Rask tog ligeledes stærkt del i arbejdet med at bringe manuskriptet til en pali-grammatik, påbegyndt af den afdøde engelske embedsmand, William Tolfrey, i trykfærdig stand. Dels skrev han et afsnit om lydlæren og dels forsynede han hele resten af bogen med transkriptioner efter sit eget system. Hans medarbejderskab var i begge tilfælde anonymt. Antagelig har han på denne måde villet betale lidt af på den taknemmelighedsgæld, han følte sig i overfor Clough. Interessant er det imidlertid at bemærke, at Rask har præget disse værker så stærkt, at en kreds af ceylonesiske filologer for en snes år siden efter en gennemgang af Cloughs forskellige sproglige arbejder kunne fastslå, at denne i ordbogen og paligrammatiken og antagelig yderligere i et par tilfælde ikke havde arbejdet alene. Det stod dem ganske klart, at en særdeles begavet sprogvidenskabsmand måtte have taget aktiv del i udarbejdelsen af disse værker. Blot kunne man ikke på det foreliggende grundlag identificere ham. Men vi har nu beviser i hænde for, at denne sprogvidenskabsmand var Rask.
Anvendelsen af Rasks retskrivningssystem i pali-grammatiken nødvendiggjorde fremstillingen af en række specialtyper. Og den omstændighed, at det Wesleyanske missionstrykkeri, der skulle trykke paligrammatiken, fik rådighed over disse typer, åbnede for Rask en chance, som han straks forstod at udnytte.
Han skrev en lille singalesisk sproglære, og nåede lige at få den færdigtrykt inden hjemrejsen. Udover at være den første singalesiske sproglære, som er blevet trykt, er den samtidig med sin korte form og klare udtryksmåde en af de bedste, der hidtil har set dagens lys. Kunne Rasks indo-latinske retskrivningssystem ikke godtages til det formål, hvortil det var udarbejdet, skulle det dog altså, omend indirekte, få sin betydning.
Rasks sproglige optegnelser såvelsom hans ceylonesiske palmebladshåndskrifter findes idag på Det kgl. Bibliotek, blandt hvis håndskriftskatte de indtager en fremskudt plads. I modsætning til mangfoldige andre tilsvarende papirer fra samme eller senere tid har Rasks optegnelser om pali, elu, og singalesisk nemlig idag ikke blot historisk interesse som efterladenskaber efter een af Danmarks store sønner. De seneste års undersøgelser har vist, at disse optegnelser, igen takket være det indo-latinske retskrivningssystem, har betydelig værdi for ceylonesisk forskning af idag. I sine optegnelser nedskrev Rask nemlig i vidt omfang ordene efter som han hørte dem udtalt. Og dette betyder, at der på denne måde er overleveret til nutiden et enestående materiale til belysning af udviklingen i udtalen af disse sprog fra Rasks tid til dagen idag. Dette er i sig selv opsigtvækkende nok. Men alligevel er det idag det andet resultat af Rasks ophold i Ceylon, hans håndskrifterhvervelser, forskernes interesse i særlig grad samler sig om. Dels fordi denne samling håndskrifter, betragtet under eet så at sige udgør et tværsnit af den litteratur, der var tilgængelig i Ceylon i 1822, på et tidspunkt hvor den klassiske litterære tradition var begyndt at gå i opløsning. Og dels fordi vi blandt Rasks håndskrifter finder en række tekster, hvis eksistens var ukendt, også i Ceylon, indtil de for kun få år siden påny blev draget frem af glemselens mørke. Rask vidste, hvad han ville have fat i, og planlagde sine håndskriftkøb nøje. Det var indholdet, ikke det ydre udstyr han lagde vægt på, og denne omstændighed kan vi altså takke for, at visse dele af den gamle ceylonesiske litteratur, som ellers ville være gået tabt i den politisk betingede kulturelle opløsning, som karakteriserede Ceylon i en stor del af det 19. århundrede, alligevel har overlevet. Man kan vel derfor ikke undres over at Rasks navn påny er ved at få en vis klang i Ceylon. At man derude som herhjemme i disse år er ved at få øjnene op for den fulde rækkevidde af den indsats, Rask øvede under sit ophold i Ceylon.
