Med erhvervelsen i 1963 af et pastoralt landskab af maleren C.A. Lorentzen (1746-1828) blev Fyns Stifts Kunstmuseums danske billedsamling forøget med et værk, der kan stå som eksponent for en periode i dansk kunst (fig. 1).[1] Endskønt alle er enige om, at netop denne periode har haft sin store kunsthistoriske betydning,[2] har den hidindtil været ret overset, klemt inde af de store navne Nicolai Abildgaard, Erik Pauelsen, Jens Juel og C.W. Eckersberg.
Om C.A. Lorentzen ved man egentlig såre lidt. Han har været elev på Akademiet i København, men figurerer ikke i dettes elevlister, og han har ikke vundet nogen af dets medailler. Ikke desto mindre har han interesseret en bestemt gruppe mennesker, fortrinsvis adelige, der 1779-82 sendte ham ud på en udenlandsrejse på deres bekostning. Det var ikke den normale måde for kunstnere at begynde den store studierejse på, idet disse efter Akademiets bestemmelse – efter at have erobret den store guldmedaille – fik tildelt et rejsestipendium. Men man har dog flere eksempler på, at kunstnere er rejst ud for deres egne midler, det gælder f. eks. maleren Erik Pauelsen (1749-90). For Lorentzens vedkommende gik rejsen over Holland og Belgien, hvor han bl.a. kopierede Philip Wouvermann (1619-68) og Rubens (1577-1640),[3] og videre til Paris, hvorfra han hjemsendte et stort antal kopier efter de forskelligste mestre til den Thott’ske malerisamling. I Seinestaden malede han 1782 sit agreationsstykke til Akademiet, en teaterscene taget fra „Barberen i Sevilla“, og på dette for C.A. Lorentzen skelsættende sujet blev han samme år agreeret ved det hjemlige Akademi.[4] Senere, i 1784, blev han medlem af samme Akademi med to portrætter af Andreas Weidenhaupt og W.A. Müller; disse hænger sammen med hans karakterfulde portræt af Abildgaard i Akademiets kuppelsal, medens teaterscenen synes at være forsvundet.[5] Lorentzens stilling var altså den at være portrætmaler ved Akademiet, hvor arveprins Frederik var en interesseret præses og billedhuggeren Johs. Wiedewelt direktør. Lorentzen blev professor i 1803, året efter Jens Juels død, som den eneste, der kunne føre dansk malerkunst videre i en tid, hvor store brydninger af kunstnerisk art rørte sig ude i Europa. Disse dønninger nåede først Kgs. Nytorv, da C.W. Eckersberg havde fornemmet og antaget den nye tingenes tilstand, først i Paris og siden i Rom, i det andet tiår af det nittende århundrede.
Billedet i Odense er blevet til efter hjemkomsten fra den store rejse. Det er fuldt signeret og dateret 1789, samme år som Lorentzen udførte portrættet af den polske gesandt i Danmark, grev Rzewuski, nu i Kiev,[6] og førend han malede sine norske prospekter, et arbejde han fik overdraget efter Erik Pauelsens tragiske død i 1790. Billedet er meget enkelt bygget op. Imellem en bindingsværkshytte og en trægruppe ligger billedets forgrund, der til venstre ved hytten er stærkt belyst og til højre henligger i skygge. I denne forgrund udfolder der sig livlige scener, hvor både mennesker og dyr spiller en rolle. I mellemgrunden ser man ud over en slette med en bro over en flod imod det fjerne, hvor en by ligger ved en kyst med lave bjerge. Hele billedet virker meget harmonisk i farveholdningen: Himmelen har et fyldigt,
gyldent skær. Bjergene er blågrå, vegetationen grøn. Kvæg og får er gulhvide, rytteren har en blå trøje. Det lille stående barn har rødt skørt og blå trøje, og den stående dreng ved vognen har en svagt rød trøje og blå benklæder. Således er det de påfaldende farver i de adskilte grupper, som binder disse sammen til en helhed.
Som de fleste andre danske kunstnere fra denne tid var Lorentzen overordentlig litterært interesseret. Det kan man konstatere ved at gennemblade auktionskatalogen over hans dødsbo.[7] Desuden besad han – ligeledes som andre kunstnere – en stor samling af kobberstik, og disse grafiske blade blev flittigt anvendt til studiebrug. Men de fandt også en direkte anvendelse i maleriet, hvilket man kan se i Stiftsmuseets billede. Det er sammensat af flere kunstneres arbejder, både i de genre-agtige scener, der udspilles i billedets venstre halvdel, og i det disede landskab i mellemgrunden og i baggrunden.
Den kulisseagtige bindingsværkshytte i flere stokværk yderst til venstre i billedet er direkte taget fra et kobberstik, som den engelske kobberstikker William Woollet (1735-1785) har stukket efter Cornelis Dusarts (1660-1704) maleri fra 1682, „The Cottagers“, (fig. 2). Men Lorentzen har dog ændret noget i stikkets handling på den måde, at han lader stikkets svinehyrde erstatte af en ridende kavaler eller måske en hyrde, der driver en flok får og kvæg foran sig ind i et belyst område i billedet. Det er iøvrigt det smukkeste, Lorentzen har lavet i det pastorale landskab, og det siger os noget om, hvad han formåede, når han selv skabte sine ting. Desuden har han forandret hjulene med hønen i stikkets højre side til en lille selvstændig genrescene i oliebilledets midte, hvor en kærre har mistet hjulet, som to mænd prøver at sætte på plads, medens en lille dreng står ved siden af hesten. Man kan ikke lade være med at tænke på den noget senere J. Th. Lundbye (1818-48) da han i sit store billede fra 1842 „En dansk kyst“,[8] anbringer en lignende lille anekdote som en stabilisator i maleriet. Af øvrige ting, som Lorentzen har ændret i sit maleri, er de to mænds placering i stikket; de er trukket ud til den omhandlede forulykkede kærre, og den omvendte tønde, som den ene mand sidder på i stikket, er blevet til en træstub, der har samme runde form. Drengen, der trainerer hunden, er taget med direkte over i maleriet.
Den smukke detaille, den stærkt bevægede gruppe af kvæg og får med den ridende mandsperson bagved, er som påpeget et selvstændigt arbejde, der dog også har sine fædrene ophav om end ikke så tydeligt som andre ting i billedet. Gruppen genkalder i erindringen lignende sujetter af Karel Dujardin (1622-78) eller af Nicolaes Berchem (1620-83), sidstnævnte kopierede Lorentzen iøvrigt,[9] især hvad malemåden og farven i dyrenes hårlag angår.
Billedet er komponeret efter et gammelt skema, hvor teaterkulissen synes at have været inspirationskilden. Det er dog ikke Lorentzen, som er den første, der bruger det, men som den fødte eklektiker, han er, har han også lånt det andetsteds fra. Det er i hele tidens ånd, at han arbejder på denne måde, stykkende sit billede sammen af mange bestanddele, snart hentet der, snart her. Abildgaard arbejdede på samme måde, om end med et andet kunstnerisk resultat. Men midt i al sin eklekticisme er Lorentzen også spændende, ikke blot i det her omtalte billede, men også i sine andre sujetter, ikke mindst hans oversete suite af Holberg-billeder, hvor han i godt tredive malerier skildrer forfatter-baronens komedier.[10] I Stiftsmuseets billede er mellem- og baggrund opfyldt af et landskab, hvor de vandretgående linier er fremherskende, endog i det lille vandfald i billedets mellemgrund. Medens den øvrige del af billedet er direkte inspireret af et af Claude Lorrains pastorale landskaber, virker dette vandfald helt Ruisdael’sk i det brusende mørke vand, der tvinges ind i sit fald af nogle store sten, anbragt ved foden af træet til højre i billedet, og denne lille nordiske detaille gør hele billedet meget spændende.[11] Resten af baggrunden er fransk eller om man vil italiensk i sin inspiration.
Den franske barokkunstner Claude Lorrain (egtl. Claude Gellée; 1600-82) tilbragte det meste af sin levetid i Rom, hvor han malede et stort antal pastorale og heroiske landskaber, der fik overordentlig stor betydning for landskabsmaleriets udvikling i Europa. Som et næsten fast inventar i disse billeder indgår broen Ponte Molle ved Rom, ikke som et stykke korrekt gengivet arkitektur, men som en parafrase. Lorentzen har ikke set Ponte Molle i virkeligheden, idet han aldrig nåede til Italien – derimod kan han i Paris have set billeder af Claude. Det er nu ikke fra et maleri, der befandt sig i Frankrig, han har hentet inspiration til sit billede, men derimod fra et engelsk stik efter et ligeledes engelskejet maleri. En kendt sag er det jo, at der i England findes et meget stort antal af Claudes billeder, thi så at sige ethvert engelsk herresæde af blot nogenlunde størrelse besad flere af hans ting. I sit billede anvendte Lorentzen Thomas Majors (1714?-99) stik fra 1753 in reverso efter et maleri i City Museum and Art Gallery i Birmingham, hvortil det kom efter flere ejerskifter (fig. 3).[12] Lorentzen har kun anvendt broen med den karakteristiske firkantede tårnopbygning ved den ene ende, medens det disede landskab, hvor der anes en by, med de blødt formede bjerge i baggrunden er taget fra andre, lignende claudeske landskaber, bl.a. et, der har hængt i Palazzo Altieri i Rom, og af William Woollett er blevet gengivet i et stik (fig. 4), som Lorentzen har ejet.[13]
Fyns Stifts Kunstmuseums billede er et smukt og yndigt eksempel fra den tid, hvor nye strømninger var ved at trænge ind på kunstens firmament i Europa. Rent tidsmæssigt ligger Lorentzens billede i udkanten af rokokoen, uden at det dog ejer denne periodes elegance. Derimod varsler det om noget nyt.
