Når middelalderbyprojektet[1] ved Institut for historie og samfundsfag, Odense Universitet, som en af sine første opgaver har valgt byarkæologiske undersøgelser i Svendborg, så skyldes det, at denne by – også i middelalderen den næststørste på Fyn – så at sige virkede på os som en udfordring.
De skriftlige kilder har intet at berette om Svendborgs tilblivelse. Byen dukker pludselig frem i historiens lys som en driftig købstad med kongelige privilegier og gejstlige institutioner, der lader ane, at der ikke er tale om en hvilken som helst lille flække.
Første gang vi støder på navnet Svendborg, er i morgengavebrevet til Valdemar den Unges hustru, prinsesse Eleonora – en datter af dronning Berengarias bror, kong Alfonso II af Portugal. I dette diplom, udfærdiget i Ribe den 25. juni 1229, overdrager Valdemar Sejr til sin svigerdatter den sydlige del af Fyn med de tre „castra“ som her velsagtens skal oversættes ved borge „Swineburgh, Wordburgh og Foburgh“ foruden halvdelen af indtægterne fra møntudstedelsen på Fyn samt hele Odense by – i sandhed en fyrstelig gave.
Medens det første og sidste stednavn let kan identificeres som henholdsvis Svendborg og Fåborg, så har „Wordburgh“ voldt stort besvær – faktisk ved vi ikke, hvilken lokalitet der er tale om[2].
Tolkningen af ordet „Swineburgh“ har optaget historikere og stednavneforskere gennem flere århundreder. Forleddet er problematisk, og vor tids forskere anser det for tvivlsomt, om vi står overfor mandsnavnet Svend. Større sandsynlighed taler for dyrenavnet „svin“, hvad enten det så går på vildsvin, oldensvin eller de marsvin, som den gang skal have boltret sig i Svendborgsund[3].
Enighed er der om, at „burgh“ er synonymt med „borg“, hvilket skulle indicere et fæstningsanlæg på stedet.
At Svendborg havde købstadsstatus under Valdemar Sejr fremgår af det ældst bevarede privilegium, kong Christoffer I’s diplom af 25. februar 1253, hvor „alle de love og rettigheder, som de (indbyggerne i Svendborg) havde på vor fars tid – højsalig ihukommelse – stadfæstes“[4].
Byen har allerede i første halvdel af 1200-tallet været af en vis betydning, hvilket ses af den begivenhed, der finder sted i 1236. I det år stiftes nemlig på foranledning af den kongelige foged Astrad Frakke et franciskanerkloster – (i folkemunde kaldet gråbrødrekloster efter munkenes grå påklædning). Det var netop 10 år efter at den hellige Franciskus af Assisi døde, og klostret i Svendborg er det fjerde, der grundlægges i Danmark[5].
Franciskanerne var sammen med dominikanerne de munkeordener, der var mest knyttede til og afhængige af større bysamfund. Her lå deres eksistensgrundlag, idet de ernærede sig ved almisser og levede i stadig kontakt med menneskene i deres daglige liv på markeder og i forsamlinger, hvor de virkede som sjælesørgere og prædikanter. Derfor må Svendborg allerede da have haft erhverv og befolkning, hvor der var grobund for munkenes fromme arbejde.
Det synes således klart, at Svendborg i Valdemarstiden var blandt de mere fremtrædende danske købstæder. Men hvornår og hvorledes er byen opstået? Hvilke faktorer var medvirkende til, at et samfund en gang slog sig ned her og udviklede sig til en by med borg, volde og grave, to store kirker og et betydeligt kloster?
Ser man på stedets placering, så må det erkendes, at det er velegnet fra naturens side: en god anløbsplads, i læ bag Thurø og Tåsinge, hvor handelsskibe kunne laste og losse varer. Forklaringen på Svendborgs fremtrædende plads skal uden al tvivl søges i Østersø-handelen, hvorved byen fik betydning for det ganske Fyn. Helt tilbage i tidlig vikingetid fortæller skriftlige frankiske kilder om denne vigtige næringsvej, som bragte hele Skandinavien i nær kontakt med såvel Vest- som Østeuropa. Skattefund fra germansk jernalder og vikingetid på Sydfyn og de omkringliggende øer dokumenterer, at man dengang deltog i og nød godt af det øgede handelssamkvem.
Derfor har undertegnede sat sig det dristige mål at anvende Svendborg som et dansk eksempel overfor de mange polske samt øst- og vesttyske byudgravninger, som i disse år finder sted på den sydlige og vestlige Østersøkyst. Bevaringsforholdene i Svendborg – stor fugtighed i de tykke kulturlag – er særdeles gunstige og giver forhåbninger om et stort og alsidigt fundmateriale, der kan indgå i et større forskningsprojekt til belysning af dansk handelsaktivitet og bydannelse i Balticum fra vikingetiden og langt op i middelalderen.
Samtidigt med at mulighederne for at rejse kapital til udgravningerne undersøgtes, indledtes et frugtbart samarbejde med Svendborg Amts Museum, hvis fundprotokoller dannede grundlag for udarbejdelsen af et fundkort over den middelalderlige by samt en gennemgang af de mange fund, der i tidens løb er fremdraget forskellige steder ved anlægsarbejder.
Det blev herved klart, at 1972-sommerens prøveudgravninger primært skulle finde sted omkring byens to kirker: Vor Frue og Skt. Nikolai[6]. Skulle tiden tillade det, så fristede den forsvundne Ørkild by. Den blev såre ynkeligt udraderet hin julidag i 1534, da svendborgensiske borgere fik afløb for århundreders opstemt harme – og måske også lidt misundelse – over de driftige handelsfolk, der ulovligt konkurrerede med dem i ly af Odensebispens borg. Denne „straffeekspedition“ blev gennemført med en sådan grundighed, at vi i dag ikke ved præcist, hvor Ørkild by har ligget. Desværre tillod tiden ikke den sommer undersøgelser ved Ørkild slotsbanke, men rekognosceringer og oplysninger fra folk har måske givet os et vink om, hvor det kan betale sig at søge, når lejlighed byder sig, forhåbentlig i sommeren 1973.
De nødvendige pengemidler blev skaffet til veje ved fantastisk velvilje fra såvel middelalderbyprojektets hjemsted, Odense Universitet, som fra de to pengeinstitutter Sparekassen Fyn og Sparekassen for Svendborg og Omegn, der hver ydede 10.000 kr. Dertil kom en overmåde værdifuld assistance fra Svendborg kommunes tekniske forvaltning i form af materiel, maskiner, lån af villa til at huse studenter og fund samt retablering af de udgravede områder. Denne enestående imødekommenhed fortjener stor anerkendelse og vil forhåbentlig i fremtiden tjene som et godt eksempel til efterfølgelse.
Det første spadestik blev taget mandag den 26. juni, hvor der åbnedes prøvefelter på Torvet og ved Vor Frue kirke – vinkelret på kirkens nordvæg og ud mod Vor Frue kirkestrædes munding (se udsnit af matrikelkort, fig. 2).
Formålet med disse søgegrøfter var at påvise, om den omtalte Swineburgh skulle have ligget på den nuværende kirkebanke. Herom skriver f.eks. præsten Joachim Begtrup[7] i 1823: „Kirkegården ligger rundt om Kirken, dog begraves kuns de Fattige paa den nordre Side; den er meget tør, da den udgjør Toppen af en Banke, men Grunden er fuld af Rudera fra Oldtidens Taarn og dermed forbundne Bygninger.“ Om Begtrup ved selvsyn har set disse ruiner, fremgår ikke klart af hans beretning, men oplysninger desangående kan spores tilbage til Christian IV’s navnkundige astrolog Niels Heldvad (Nicolaus Heldvaderus), som i 1611-16 opholdt sig i Svendborg[8]. På en nu forsvunden tavle, opsat i Vor Frue kirke, skulle Heldvad have skrevet følgende:
Svend Tveskiæg Konning med stor Ære
Da han maatte Danmarks Krone bære,
I Tusinde Aar og ved den trent
Efter man at skrive begyndt,
Fra Kristo, Guds Søns Fødselstid,
Svendborg han bygget med stor Fliid,
Paa dette Stæd hvor Kirken staaer.[9]
Selv om vore undersøgelser de nævnte steder endnu ikke er afsluttede – f.eks. blev en søgegrøft vinkelret på korets sydvæg ikke tømt til undergrunden, så kan man allerede på nuværende tidspunkt hævde, at det er lidet sandsynligt, at en borg skulle have ligget her, før kirken blev opført i 2. halvdel af 1200-tallet. Der observeredes overhovedet intet anlæg eller bosættelsesspor. Lagene indeholdt blot trøstesløse mængder af begravelser, op til 3-4 ovenover hinanden – samt affald fra kirkebyggeriet og senere tiders reparationsarbejder. De spredte fund var jernnagler fra formuldede kister, lidt keramik, kridtpibefragmenter og et par mønter. Den ene er måske fra Erik af Pommerns tid.
I det 2,5 meter brede og ca. 10 meter lange felt på Torvet, mellem Torvecafeen og Wessels Trappe, påvistes kirkebankens oprindelige udstrækning. Hvor banken endte, tog kulturlagene til i tykkelse ud under Torvet mod syd. Lagfølgen var stærkt forstyrret af århundreders bebyggelsesaktivitet, der fremdroges dog store mængder dyreknogler, skår af keramik fra middelalder og senere tider, enkelte jerngenstande og en eller måske to mønter. Men heller ikke nedenfor banken fandtes noget vidnesbyrd om fortifikation.
Et tværsnit af kirkestrædet oplyste intet, idet de mange affaldslag i nyere tid var blevet bortgravet.
Umiddelbart kan resultatet af disse foreløbige undersøgelser forekomme pauvert, men set i en større sammenhæng har det stor betydning. Det gælder både i forholdet mellem by og borg samt det hidtil hævdede, at Svendborg som eneste sted i Skandinavien skulle have haft en borg på samme plads, hvor senere købstadskirken blev opført. Dersom den forgangne sommers konklusioner endelig bekræftes ved de afsluttende undersøgelser, som forhåbentlig finder sted næste år, så må man afskrive særtilfældet i Svendborg.
Borgen Swineburgh skal derfor snarere søges i Ørkild slot – godt 1 km nordøst for Vor Frue kirke, og udenfor den middelalderlige bybebyggelse.
Mandag den 2. juli åbnedes to søgegrøfter på matr. nr. 482 – lige sydøst for Nikolai kirke – se udsnit af matrikelkort, fig. 3. Dette grundstykke – tidligere Korsgade 4 – er nu inddraget i Skt. Nikolai kirkeplads, efter at ejendommen blev nedrevet i begyndelsen af vort århundrede.
Forventningerne var store med hensyn til gode resultater her, idet huset ikke havde haft kælder. Der var derfor håb om en nogenlunde uforstyrret stratigrafi fra ejendommens formodede opførelsestidspunkt en gang i begyndelsen af det 18. århundrede og ned i middelalderen.
I forbindelse med de byarkæologiske undersøgelser bestræber vi os på at få klarlagt ejendomshistorien på de udvalgte matrikelnr. ved hjælp af skriftlige kilder. Til dette brug benyttes folketællinger, kirkebøger, brandtaksationsprotokoller, tingbøger, skøde- og panteprotokoller m. m..
Således ved vi foreløbig, at ovennævnte hus fra en gang i 1700-tallet og indtil ca. 1900 var beboet af en trædrejerfamilie. Ved folketællingen i 1787 hed ejeren Christian August Berg. I 1801 er virksomheden overtaget af hans dattersøn Claus Lindegaard, der nu kaldte sig rokkedrejer. Slægtens mest fremtrædende repræsentant blev den senere så prominente borger i Svendborg, rokkedrejer Erik Lindegaard, der i en periode var byrådsmedlem og blev ridder af Dannebrog. Han døde i 1890 – 90 år gammel.
I de 1 m brede og ca. 10 m lange søgegrøfter fandtes under græs- og muldlaget et temmelig tykt opfyldningslag med store mængder keramik- og kakkelskår samt en del jerngenstande. Dertil kommer fragmenter af vinduesglas og kridtpiber foruden en masse dyreknogler. Disse genstande kan overvejende henføres til 16—1700-tallet.
Ved arkæologiske undersøgelser af den art, vi her beskæftiger os med, kan med held anvendes følgende udgravningsmetoder:
Begge de nævnte metoder fandt anvendelse, alt efter udgravningsforholdene. Under opfyldningslaget konstateredes et større sammenhængende lerstampet gulv. Både dette gulv og 3 dybere liggende – og altså ældre – gulvlag var spækket med måltidsrester: æggeskaller, frø, fiskeknogler, – ja sågar fiskeskæl – knogler fra små pattedyr og fugle, foruden en hel del skår af keramik og stentøj. Endelig var et par af gulvene, der oprindelig havde haft det gule lers farve, kulsorte af aske og andet affald. Vi er endnu ikke helt sikre på, om de kraftige askelag evt. indicerer, at huset har været hærget af ildebrand. Vidnesbyrd om sådanne katastrofer blev iagttaget ved flere af de ældre middelalderlige husfaser, der simpelthen var dækket med trækul, og masser af brændt lerklining, hvori der ofte sad rester af strå (fig. 9).
For at få et større overblik, udvidedes de to søgegrøfter både mod nord og syd. Herved afdækkedes ud mod Korsgade, i forbindelse med de yngste gulvlag, en formodet esse med en meget kraftig lerkappe, afgrænset af store sten. Dens udstrækning var ca. 2-3 m2. Herpå lå mange slagger, der bl.a. indeholder kobber og jern. Udenom essen lå et ret anseligt askelag. På grundlag af en kobbermønt, keramikken og en del importeret stentøj på de yngste gulvlag, dateres de 4 yngste faser til 14-1500 tallet. På det yngste fremdroges bl.a. en del smukt stentøj, der med sikkerhed kan henføres til den kendte mester Jan Emens’ værksted i Raeren syd for Achen, fra tidsrummet 1570-74. Fragmenter af en køn lys stentøjskande, bl.a. smykket med et mands- og et kvindeportræt i to små medailloner, findes i lignende eksemplarer på Kunstgewerbemuseum i Köln og på Rijksmuseum i Amsterdam.
På vej ned gennem de fundrige middelalderlag bekræftedes følgende oplysning hos Joachim Begtrup[10]: „Kirkegaarden omgive kun Kirken paa de tre Sider, mod Østen støder den tæt op til en Kjøbmandsgaard, (det er matr. nr. 481 a og b.) hvis Grund i ældre Tider er kjøbt fra Kirkegaarden, da man ved Grundens Lægning til et Bryggerhuus fandt Liig.“
Den middelalderlige kirkegård havde således været større – dog har den kun strakt sig et stykke ind på den nuværende matr. 482 – ⅔ af grundstykket, dvs. den østlige del ud mod Korsgade, indeholdt udelukkende bebyggelseslag. Udstykning af kirkegårde er et kendt fænomen i andre byer i Nordeuropa og skyldes de stigende grundpriser, efterhånden som bebyggelsen bredte sig indenfor voldene. Et diplom fra Svendborg udstedt 7. maj 1531 beretter iøvrigt om en sådan handel, hvor kirken påny sælger jordstykket, hvor senere den omtalte købmandsgård lå, til byfoged Laurids Madsen.
I den vestlige del af matr. nr. 482, ovenpå de gamle begravelseslag, afdækkedes bl.a. en ca. 2 m bred brolægning med afløbsrende.
Der er her tale om en tilkørselsvej bag om husene i Korsgade med indkørsel fra Skt. Nikolai kirkestræde.
Om kirkegården tilføjer Begtrup følgende oplysninger[11]: „Den søndre og vestre Deel af Kirkegaarden bruges til betalende Liig, den nordre derimod til Fattige. Uagtet Kirkegaarden ved Liig er opfyldt næsten halvanden Alen over Gadens Overflade, og intet Liig kommer dybere ned, staae dog Gravene om For- og Efteraar fulde med Vand saa Ligene snarere druknes end jordes, hvilket er et ubehageligt Syn for de Efterlevende.“
Skeletter, der med sikkerhed kunne henføres til middelalderen, både fra matr. nr. 482 og fra kirkepladsen ud mod Skt. Nikolaigade blev taget op i samarbejde med antropologen, dr. med. Ole Vagn Nielsen fra Københavns Universitets antropologiske laboratorium, hvortil ca. 10 skeletter er bragt til videre undersøgelse.
Som nævnt åbnedes endnu en søgegrøft inde på den gamle kirkegård lige op til Skt. Nikolai kirkestræde. Opfyldningslaget indeholdt store mængder keramik m. m., som lå ovenpå resterne af det formodentlig middelalderlige kirkedige af kampesten. Dette dige er ved fjernvarmearbejder også påvist nord for kirken ude i Gerritsgade ca. 1 m fra kantstenen. Udover en særdeles interessant grav (muligvis en dobbeltgrav – se fig. 5) – fandtes 3-4 stolper under det gamle dige, stående parallelt med strædet. Deres funktion og alder er endnu uafklaret.
På selve matr. nr. 482 gik vi igennem gulvlag efter gulvlag, hver især med et fint ildsted. Der påvistes 8-10 faser, næsten alle ganske lidt forstyrrede af senere tiders byggeri. Når et hus blev modent til nedrivning eller ødelagt ved brand, har dets beboere altid anvendt samme fremgangsmåde: man jævnede det simpelthen ud over hele grunden, og byggede et nyt ovenpå. På denne måde dannedes gennem århundreder et kulturlag på ca. 3 meters tykkelse – andre steder i Svendborg f.eks. i Brogade er det op til 5 meter tykt.
Den funktion, de forskellige bygninger har haft i middelalderen og i renaissancen, er endnu ikke helt klarlagt. I tidlig middelalder og hen i højmiddelalderen synes der at have virket felberedere og/eller andre, der forarbejdede skind. Senere har disse veget pladsen for metalhåndværkere. Disse problemer vil blive bedre belyst til næste år, hvor hele tomten færdigudgraves. Fundmængden var imponerende og bevaringsforholdene exceptionelt gode. Der blev fremdraget ca. 35 mønter dækkende tidsrummet 1100-1700-tallet. Keramikken udviste et bredt spektrum af såvel lokal som udenlandsk proveniens. I flæng skal nævnes vendisk/østersøkeramik fra 11-1200-tallet, tysk og fransk keramik, tysk stentøj fra Raeren og Siegburg. Dertil kom mange dele af fint forarbejdede stavbægre fra de ældste lag[12] samt af drejede skåle og fade af træ. Knive – heraf flere med velbevaret skæfte af træ – værktøj til metalforarbejdning, hvæssesten, en dobbeltkonisk tenvægt, som muligvis er af slavisk herkomst, en møllesten af basalt fra Mayen – (fig. 8) – store mængder velbevaret bygningstømmer, affaldstræ og små tildannede træstykker.
En stor overraskelse var et kompakt læderlag fra ca. 1200, der indeholdt rester af sko, sandaler, sværd- og dolkskeder m.m. samt flere kilo læderaffald[13].
Et fragment af en smukt tilvirket ringbrynje, en spore – (fig. 10) og broncespænder fortjener også at blive fremhævet. Endelig må man notere sig store samlinger af nødder, agern, halm, frø, dyreknogler, gødning, jern- og bronceeffekter.
Udgravningen af en velbevaret brønd, sat i vandrette planker, måtte vi udskyde til næste år på grund af tidnød.
Da man for nylig opførte et nyt plankeværk i skellet mellem kirkepladsen og matr. nr. 478 b, stødte håndværkerne på munkesten i ca. 1 meters dybde, ved gravning af huller til de kraftige stolper. Dette pirrede vor nysgerrighed så meget, at vi måtte have syn for sagen, hvorfor vi udstak en lille søgegrøft langs med skellet – se udsnit af matrikelkort (fig. 3). Der afsløredes et smukt og velbevaret gulv lagt i munkesten, men vi var også her nødsaget til at udsætte en mere omfattende undersøgelse til næste år.
Den sidste sondage – 2 gange 2 meter – blev i denne sommers kampagne afstukket på matr. nr. 449 a – dvs. købmand Foldagers gård på hjørnet af Gerritsgade og Møllergade – tidligere kaldet „Per Ribers Gård“.
På grund af følgende oplysning hos Johannes Olsen[14] rettedes vor opmærksomhed mod dette sted: „I mellem Købmand Foldagers og Brødrene Frankes Ejendom i Møllergade staar et Munkestenfundament dybt i Grunden . . . det er opført paa Kampesten af røde Munkesten i flere skifter i vendisk Forbandt, en Binder og en Løber.“
Denne påstand blev ikke underbygget i år, men gravningen gav så fine resultater, at en udvidet undersøgelse er påkrævet.
På gårdspladsen lå indtil januar 1971 en køn bindingsværksbygning med svalegang, opført i begyndelsen af 1600-tallet (fig. 13). Huset havde ikke kælder, så vi havde mulighed for at grave i rene middelalderlag – som viste sig at være ca. 3 meter tykke. Fundenes antal og tilstand var som på matr. nr. 482. Måske har der på et tidspunkt ligget et garveri, idet flere af lagene indeholdt koncentrationer af læsket kalk – i et par tilfælde endda opbevaret i stærkt ødelagte tønder, fremstillet af bøg.
Det bedste fund var så ubetinget en fantastisk velbevaret og næsten intakt tønde af eg med tøndebånd og spunsprop in situ lige over midten. Den dateres foreløbig til 12-1300-tallet, og der kendes kun ganske få lignende her i landet. Tønden er med indhold taget op under kyndig vejledning af konservator Ingolf Hansen, Langelands Museum, og med indhold sendt til konservering og analyse på Nationalmuseets trækonserveringsanstalt i Brede, hvor konservator Kirsten Jespersen står for den videre behandling. Da den forsigtigt var blevet tømt for alskens affald, fandt man på dens bund det velbevarede låg, der iøvrigt også var forsynet med en spunsprop. Den ca. 90 cm store tønde har muligvis oprindelig tjent til opbevaring af øl eller vin – det kan måske pollenanalyserne afsløre – inden den endte sine dage som beholder for fint strandsand og derefter ganske almindeligt affald – og som bolig for mus, der i dens indre havde samlet store forråd af bl.a. vild blomme – ude på gårdspladsen lige op til et gærde af flettede vidjer.
Vendisk/østersøkeramik var rigt repræsenteret ligesom lædersager svarende til dem fra matr. nr. 482 (fig. 15).
2 dage før udgravningen ophørte, blev der fundet en velbevaret brønd udført i en sindrig stavkonstruktion. Laget, den ligger i, dateres foreløbig til 11-1200-tallet. Desværre måtte også den overvintre.
Der er i ovenstående forsøgt en summarisk beskrivelse af denne sommers hektiske udgravningsaktiviteter. Som man nok vil fornemme, er de forventninger, man kunne stille, til fulde blevet indfriet. Endnu er det for tidligt at drage de store konklusioner – de mange fund skal først gennemgås meget omhyggeligt – men allerede nu kan det røbes, at Svendborgs historie i hvert fald kan dokumenteres tilbage i 1100-tallet, og det er vist kun et spørgsmål om tid, inden vi kan tale om en endnu ældre bebyggelse. Endvidere viser de mange importsager, at vi står overfor en langt mere nuanceret og geografisk spredt handel end de skriftlige kilder hidtil har villet røbe.
Foruden en genoptagelse og afslutning af de omtalte undersøgelser har vi i 1973 til hensigt at klarlægge byens voldes og voldgraves forløb, konstruktion og alder ved gravninger i Bagergade og i Krøyers have. Svendborgs fortifikation menes opgivet efter Grevens Fejde, hvor Johan Rantzaus lejetropper som belønning for sejren ved Øxnebjerg fik lov til at plyndre Svendborg. Men så sent som i 1600-tallet har vi oplysninger, der fortæller, at voldene endnu existerede.
En mulighed for at fastslå franciskanerklostrets placering og udstrækning står også på ønskesedlen, ligesom det i middelalderen omtalte Gåsetorv, der formodes at være byens ældste markedsplads, ville være et særdeles vigtigt undersøgelsesobjekt. Så tidligt som i 1267 benævnes det Fisketorvet – en betegnelse som også ses på kortet fra Frederik V’s Atlas – (fig. 1). Ved fjernvarmearbejde her i efteråret 1972 blotlagdes i ca. 1 meters dybde en nydelig uforstyrret brolægning, der i hvert fald må være ældre end 1600-tallet, at dømme efter den keramik, der fandtes i det ovenliggende fyld. I dette lå iøvrigt en velbevaret vandledning af træ – sådanne er nu observeret utallige steder i byen. Måtte de snart inspirere nogen til at beskæftige sig med byens (byernes) vandforsyning gennem tiderne.
Topografiske undersøgelser viser, at den bymæssige bebyggelse i vikingetid og tidlig middelalder nok skal lokaliseres mellem Nikolai kirke langs med Brogade ned til den nuværende havn.
Ved boringer i september 1972 bl.a. på matr. nr. 604, dvs. Torbensens gamle Farvehandel, er der fra 4,50 meters dybde fremdraget keramik, som måske kan henføres til vikingetiden[15]. For tiden graves her dybe skakter med henblik på undermuring af Svendborg Banks bagmur, og i disse ca. 5 meter dybe og ca. 1 m2 store huller har vi under vanskelige forhold og med en god portion held fundet endnu mere af denne keramik. Når gravemaskinerne i februar 1973 går igang med at bortgrave disse rige kulturlag – som allerede har givet os flere store stolper fra middelalderlige bygninger til dendrokronologiske undersøgelser – vil vi søge at være til stede så ofte som muligt for at gøre de mest nødvendige observationer.
Deltagerne i udgravningerne var følgende: Tekn. assistent Jørgen Nielsen, stud. mag.’erne Bo Andersson, Henning Gadeberg, Erik Gøbel, Kent Bauer Hansen, Egon Hasselgreen, Herluf Knudsen, Inge-Birgit Larsen, Bodil Lewis, lærerstuderende Peter Worm Gotfredsen, skoleeleverne Ebbe Hædersdal, Jørgen Larsen, Hans Henrik Meyer og Troels Møllebæk.
Med min gode ven og kollega universitetsadjunkt, mag. art. Thomas Riis, Københavns universitet, har jeg haft mange nyttige diskussioner, og jeg vil takke ham for hans deltagelse i arbejdet omkring åbningen af de to særudstillinger.
Mange har været os til hjælp: sparekassedirektørerne E. Juel Sørensen og A. Mortensen ydede økonomisk støtte og stillede pengeinstitutternes udstillingslokaler til rådighed for fund, tegninger og fotos. Sparekassefuldmægtig Børge Hansen var til stor hjælp i forbindelse med arrangementet i Sparekassen for Svendborg & Omegn.
I Svendborg kommunes tekniske forvaltning mødte vi en konstant beredvillighed hos stadsingeniør Bremer, byplanchef H.S. Tholander, ingeniør Lindtorp og vejassistent G. Nislev.
Fabrikant Sv. Martin Jensen og museumsinspektør A. Dencker-Jensen, Svendborg Amts Museum, fhv. museumsinspektør Ove Marcussen, landinspektør Tind-Christensen, Falcks redningskorps, museumsforstander Hakon Berg, Langelands Museum, og professor, dr. phil. P.J. Riis har alle været behjælpelige i forbindelse med såvel det forudgående research-arbejde i byen som under selve udgravningerne.
En særlig tak skal rettes til menighedsrådene ved de to kirker samt til sognepræsterne O. Bastiansen og J. Jørgensen, fordi vi fik lov til at husere på kirkepladserne, foruden at de stillede flere faciliteter til vor disposition.
I denne forbindelse takker jeg også købmand J. Foldager Larsen for gravetilladelse i hans gård samt for de mange meter tekstiler, han efterhånden har bidraget med både ved konservering af tønden og som baggrund for fotos.
Foruden de i artiklen omtalte vil en række specialvidenskaber og institutioner fortsat deltage i undersøgelserne:
Mag. art. Tove Hatting, Zoologisk Museum i København, bestemmer dyreknoglerne.
Cand. mag. Ingrid Sørensen, sammesteds, foretager pollenanalyser, dvs. bestemmer mængdeforholdet mellem de forskellige planters pollen = blomsterstøv, hvorved man er i stand til at give os et ret detaljeret billede af vegetationen i det naturmiljø, mennesket var omgivet af i forskellige tidsrum, der dateres ved hjælp af fund eller f.eks. C 14 dateringer.
Mineralogisk Museum i København analyserer sten, metalslagger og jordprøver.
Museumsinspektør, cand. mag. Jørgen Steen Jensen, Den Kgl. Mønt- og Medaljesamling på Nationalmuseet, bestemmer vore mønter.
Nationalmuseet skal endvidere foretage C 14 dateringer, bl.a. på de store nøddesamlinger og på læder.
Endelig vil forstkandidat Thomas S. Bartholin, Nationalmuseets ved-anatomiske laboratorium, arbejde med vedbestemmelse og dendrokronologi – også kaldet årrings- eller træringskronologi – på grundlag af det velbevarede træmateriale.
