Mon ikke de fleste uvilkårligt kommer til at tænke på Absalon og Valdemarerne, når man taler om Danmarks historie i middelalderen? I så fald vil det være let forklarligt, for i de godt 80 år – fra 1157 til 1241 – de tre konger (Valdemar den Store og hans sønner Knud og Valdemar Sejr) herskede, opnåede Danmark en stormagtsstilling i Østersøområdet. Vendernes hærgninger i Danmark blev afløst af danske togter til Rügen, som blev erobret ligesom dele af fastlandet, og Absalons tilintetgørelse af den pommerske flåde 2. pinsedag 1184 var den danske expansions foreløbige højdepunkt. Og erobringerne blev fortsat: Frederik II af Tyskland afstod i 1214 til Valdemar Sejr blandt andet Holsten og det nuværende Mecklenburg, og i 1219 fik danskerne fodfæste i det nordlige Estland. Selv om store dele af det danske imperium gik tabt som følge af jagten på Lyø, hvor Valdemar Sejr og hans søn Valdemar (den Unge) i 1223 blev taget til fange af greven af Schwerin, og slaget ved Bornhøved 1227, har man med rette talt om „Valdemarernes Storhedstid“.
Det er indlysende, at en så kraftig militær expansion har været kostbar, og man har derfor diskuteret årsagerne til den økonomiske blomstring. For de ældre danske historikere som Kr. Erslev og hans elev Erik Arup lå forklaringen i, at Danmark nu kom med i den europæiske økonomi. Danske landbrugsvarer og sildene, som fangedes i Øresund, kunne nu afsættes til Europas priser, og det var tyske købmænd, der købte vore produkter[1]. Da Erslev og Arup forfattede deres værker, havde man dog kun i ringe omfang studeret prisernes udvikling, og vi ved i dag, hvor ringe vort kendskab er til prisforløbet o. 1200 – ikke blot i Danmark, men i det meste af Europa, for kilderne mangler.
De ældre danske historikere antog altså, at det var tyske købmænd, der formidlede den økonomiske kontakt mellem Danmark og det øvrige Europa. Tyske forskere havde den samme opfattelse og mente, at de tyske købmand beherskede Østersøhandelen[2]. Vore tyske kolleger synes imidlertid at have begået den fejl at gå ud fra den klare tyske dominans efter ca. 1250 og så slutte tilbage til Valdemarstiden.
Reaktionen kom da også i 1957, da professorerne Aksel E. Christensen (København) og Erik Lönnroth (Göteborg) fremlagde undersøgelser, hvori de uafhængigt af hinanden var nået til samme opfattelse af Danmarks, henholdsvis Sveriges økonomiske forhold til tyskerne[3]. Medens de to nordiske forskere fuldt ud erkender, at det tyske økonomiske Østersøherredømme blev grundlagt i 1200-tallet, synes de at hævde en nordisk dominans i tiden forinden.
En af forudsætningerne for denne opfattelse var en afhandling af den skånske historiker Lauritz Weibull, der påviste existensen af en dansk købmandsorganisation allerede i tiden mellem 1170 og 1182. Den bestod af de såkaldte gilder – et art kunstige broderskaber, der skulle give medlemmerne samme beskyttelse som slægten gav – med Valdemar den Stores fader Knud Lavard som skytshelgen[4]. Knudsgilderne kendes fra flere danske byer og fra blandt andet Gotland, og Weibull konkluderede, at erobringen af Estland betød et dansk greb om den østlige ende af handelsvejen gennem Østersøen[5] – og i vest havde man Holsten og Lübeck.
Hvert Knudsgilde havde sin egen oldermand; dog betragtede man dem ikke som selvstændige enheder, men som dele af ét broderskab („fraternitas“) eller gilde („convivium“). Organisationens hovedsæde med kasse og arkiv var Ringsted[6], hvor Knud Lavards helgenskrin var placeret. Det ældste privilegium for organisationen er givet af Valdemar den Store mellem 1170 og 1182 og meddeler, at danske købmænd på Gotland havde besluttet at danne et broderskab til den hellige martyr Knuds ære („fraternitas … in honore sancti Kanuti martyris“). Kongen godkendte planen og udtrykte endog ønske om selv at indtræde i broderskabet[7]. Da kongen var Knud Lavards søn, kunne man opfatte denne begæring som et udtryk for sønlig pietet; men en vægtig grund har formentlig været muligheden for på denne måde at få indflydelse på den danske handel på Gotland. Muligvis har kongen også selv villet handle på Gotland; vi ved, at han kort efter 1170 købte en part i et handelsskib, bygget af en borger i Slesvig[8]. Måske var det også Valdemar den Store, der skabte Skånemarkedet, over hvilket den danske konge bevarede en vis skattemæssig og militær kontrol[9].
Det ser således ud til, at i anden halvdel af det 12. og begyndelsen af 13. århundrede deltog danske købmænd aktivt i Østersø-handelen, og man kan endvidere erindre om det danske herredømme i Lübeck 1201-1225. Denne periode synes alt i alt at have været til gavn for byen[10], selv om man ikke bør undervurdere omfanget af det sene 12. århundredes tyske aktivitet i Østersøområdet[11].
Knudsgilderne var ikke den eneste type købmandsorganisation under beskyttelse af helgener. Både i Østersøområdet og andetsteds har man konstateret existensen af såkaldte købmandskirker[12]. Det er kirker, der fungerer som centrum for udenlandske købmænds virksomhed – ikke blot var de kirker, men også arkivrum, oplagsrum for varer med mere, og ofte var de kun i brug en vis del af året, medens de udenlandske købmænd var på det pågældende sted[13]. I reglen havde hver nation sin kirke, der var indviet til samme helgen som nationens kirker i andre fremmede byer. Skandinavernes kirker kunne således være indviet til den norske Sct. Olav.
I de senere år er docent K. Blaschke fra Dresden begyndt at undersøge Nicolaikirkerne, som han i nogle tilfælde ser som tyske købmandskirker[14]; dette har særlig interesse for Svendborgs historie. Sct. Nicolai i denne by er stærkt præget af nordtysk bygningskunst; men dens alder er omstridt. Jan Steenberg sammenlignede i sin disputats Svendborgkirken med dominikanerklostret i Ribe, der efter hans mening ikke var ældre end ca. 1230; Sct. Nicolai i Svendborg kunne på grund af hvælvingernes form ikke være yngre end ca. 1250, og dr. Steenberg fandt derfor dateringen o. 1240 mest sandsynlig[15].
Denne tidsfæstelse blev imødegået af Johan Plesner i hans anmeldelse af Steenbergs værk. Plesner adskilte (hvad Steenberg ikke havde gjort) fire byggeperioder: 1) en treskibet basilika (dvs: sideskibene er lavere end hovedskibet, hvis vinduer sidder højt) uden tårn og i enkel stil, 2) koret med mønstermuring, 3) korafslutningen fra unggotisk tid, 4) tårnet, formentlig fra 15. århundrede. Den ældste kirke satte han derpå i forbindelse med kirkerne i Eutin, Mölln og Altenkrempe samt især de romanske dele af domkirken i Lübeck. Disse fem kirker danner en særlig gruppe med Lübeck og Svendborg som de ældste og Mölln og Altenkrempe som de yngste. Da Lübecks romanske partier formentlig er fra 1170’erne, slutter Plesner, at man ikke vil gøre Svendborgkirken for gammel ved at datere den „løseligt til før 1200“[16].
Steenbergs datering ville kunne forklare kirkens tysk-prægede arkitektur, for o. 1240 var tyskerne jo ved at få det økonomiske herredømme i Østersøområdet[17]. Imidlertid forekommer Plesners resultater mig at være metodisk bedre underbyggede end Steenbergs[18], og jeg vil derfor foretrække at datere kirken til slutningen af det 12. århundrede. Vi har da et klart vidnesbyrd om nordtysk indflydelse i Danmark i en periode, da de nordiske folk ikke blot i søfartsmæssig, men også i kulturel henseende skal have været nordtyskerne overlegne[19].
Dr. Blaschkes studier over Nicolaikirker i en række byer i Tyskland og Østeuropa tillod ham ud fra et ret omfattende materiale at drage visse konklusioner. I mange tilfælde lå kirkerne ved landevejenes trafikknudepunkter og ofte i nærheden af bymuren[20]. Nicolai-kirkerne forekommer tidligst o. 1100 i området omkring Elben og dens biflod Saale, hvorfra de bredte sig mod øst og sydøst således, at de optræder ved Oder i 1170’erne og i 1180’erne[21]. Ved at tegne Nicolaikirkerne ind på kort kan dr. Blaschke nu konstatere, at de markerer tre hovedhandelsveje 1) langs med den sydlige Østersøkyst fra Flensborg i vest til Reval i øst 2) fra det nuværende DDR mod sydøst langs med Tjekkoslovakiets nordgrænse til Polens senere hovedstad Krakow 3) fra Tyskland langs med Donau til Ungarn. Disse hovedruter var forbundet indbyrdes ved mindre handelsveje, der også kunne have Nicolaikirker i eller ved de passerede byer[22].
Ud fra disse kendsgerninger opfatter min kollega Nicolaikirkerne som tyske købmandskirker[23], og han kan i flere tilfælde påvise, at de var de ældste kirker i de pågældende byer, medens f.eks. Vor Frue kirkerne var yngre og ofte var de egentlige købstadskirker. Først i senmiddelalderen forsvandt dette skel mellem Nicolaikirkerne og de øvrige kirker, og Nicolaikirkerne blev almindelige købstadskirker eller overgik til anden anvendelse[24].
Dr. Blaschke undersøgte ikke det danske materiale; men det ser ud til, at nogle af de danske Nicolaikirker passer til hans forklaringer. Langs landevejen fra Flensborg mod nord har vi Nicolaikirker i Aabenraa[25], Kolding[26] og Aarhus[27]; også i København synes Nicolaikirken at svare til hans ideer[28]. Piele denne række danske Nicolaikirker har foranlediget, at man ved Odense Universitet er begyndt at registrere danske kirker indviet til Sct. Nicolaus, Sct. Martin, Sct. Olav og Sct. Clemens[29].
Det smukkeste exempel på en Nicolaikirke her i landet er imidlertid den i Svendborg. Den ligger ved vejen til havnen (Brogade) og ved landevejen til Odense og Fåborg (Gerritsgade) der, hvor Møllergade – efter nogles opfattelse vejen til Nyborg – drejer af. Endvidere ligger den lige inden for den senere bymur, der gik gennem Wandalls have (i den firkant, der afgrænses af Gerritsgade, Valdemarsgade, Sct. Nicolaigade og Kyseborgstræde) således, at Kyseborgstræde løb lige inden for befæstningen[30]. Alene beliggenheden kunne altså tyde på, at vi måske her har for os en tysk købmandskirke, og denne opfattelse styrkes formentlig af, at kirkens arkitektur som sagt er rent nordtysk.
Her bør jeg vist erindre om det, jeg før har sagt om købmandskirkernes funktioner. En tysk købmandskirke uden for Tyskland betyder på ingen måde militær besættelse eller politisk herredømme på det pågældende sted. Den kan måske – med en lidt dristig moderne parallel – sammenlignes med en ambassade i et fremmed land med tilhørende kirke og handelsstation[31]; men i øvrigt har vi mange historiske exempler på fremmede handelskolonier, især i Orienten og Kina, hvor også Danmark var repræsenteret.
Efter alt at dømme har den nordiske dominans i Østersøhandelen o. 1200 da næppe været større end at tyske købmænd måske har kunnet etablere sig i Svendborg, i hvert fald i visse måneder af året. Set. Nicolai kirke har muligvis været den ældste kirke i det gamle Svendborg, hvis anden kirke, Vor Frue, kan have været den egentlige sognekirke. Senere hen, da byen blev befæstet, var skellet mellem de to kirker blevet så udvisket, at også Sct. Nicolai kom til at ligge inden for bymuren.
En sådan opfattelse af Svendborgs historie o. 1200 er og må være rent foreløbig, og for at kunne konstatere om den er rigtig, må vi havde flere oplysninger om byen i dette tidsrum. Der er få skriftlige kilder til vor rådighed, og kun arkæologerne kan hjælpe os. Det er derfor, det er så vigtigt, at der bliver gravet ud i Svendborg.
Nærværende artikel bygger på dels mit diskussionsindlæg efter dr. Blaschkes foredrag (vil blive trykt under titlen „The Baltic about 1200. Some Danish Evidence“ i akterne fra V International Congress of Economic History, Leningrad 1970, sektion VI), dels mit foredrag i Sct. Nicolai kirke i Svendborg den 18. august 1972.
