Skikken at sende slægt og venner gækkebreve har meget gammel tradition på Lyø, om end man nok har haft lignende skik andre steder i landet. Christine Reimer (f. 1858 som lærerdatter i Haarslev) kender skikken at gække for påskeæg fra sin nordfynske hjemegn og beskriver den således i „Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde“: Man gækkede for påskeæg: „Gækket er du, og gækket skal du være, indtil du mig et påskeæg forærer“ eller „Når du modtager denne gæk, da må du give påskeæg“ (s. 437 og s. 607 ff).
Hvor gammel gækkebrevs-traditionen er på Lyø, kan vel næppe opklares, men en nulevende lyøbo, Rasmus Pedersen Rasmussen, kaldet Rasmus Pæsen (f. 1880) kan dog berette, at hans forældre havde gemt nogle meget gamle gækkebreve, som stammede fra deres barndom. Desværre er disse gækkebreve nu forsvundet.
Lærer R. Askholm (1871-1936), der virkede som lærer på Lyø fra 1897 til 1934, fik i årenes løb talrige gækkebreve fra sine elever, der hurtigt fandt ud af, at et gækkebrev også kunne benyttes som en fødselsdagshilsen, idet gækkeblomsterne netop brød frem omkring lærerens fødselsdag, den 4. februar. I „sæsonen“ udførte eleverne mange gækkebreve til hinanden indbyrdes, men brevet til læreren ofrede man en særlig omhu.
Man brugte traditionelle vers i teksten. I stedet for afsenderens navn underskrev man brevet med det antal prikker, der svarede til vedkommendes navn. Adressaten havde nu den opgave at gætte, hvem der var afsender – og altså det fine gækkebrevs ophavsmand. Såfremt det lykkedes at gætte rigtigt, var afsenderen forpligtet til at yde et påskeæg, når man nærmede sig påsken.
Ved nytårstid sørgede øens købmand for at have en god portion hvide folieark på lager, da han havde erfaring for, at børnene snart kom for at købe. Prisen var gerne 5 øre pr. ark for den gode kvalitet.
Arket blev nu foldet een gang mere, så papiret lå i 4 lag. Mønstret blev omhyggeligt og sirligt tegnet på med blyant. På Lyø nøjedes man ikke med at klippe. Et fint gækkebrev måtte skæres eller hugges ud.
Hos klodsemageren – eller fra huggehuset – fik man en passende stor flade hovetræ, dvs. en plade af bøgetræ på godt 1 cm’s tykkelse, samme materiale som man formede træskohove af. En skarp kniv, der helst skulle have en opadbøjet spids, var bedst til skærearbejdet. Det sammenfoldede papir blev lagt på hovetræet, og udskæringen kunne begynde. Kniven blev trukket hårdt ned i alle de lige linjer og drejet forsigtigt i de krumme, hvilket krævede særlig agtpågivenhed. Det gjaldt om under hele processen ikke at skære for langt, så at de fine ribber altid var sammenhængende i hele arket.
Børnene satte en ære i at komponere motivet selv, og det skulle så vidt muligt være anderledes og smukkere end tidligere kendte breve. Såvel de ældre som de lidt nyere gækkebreve giver strålende beviser på en sikker formsans og en levende fantasi.
De ældste breve blev fortrinsvis fremstillet ved at aftegne blomstermotiverne ved hjælp af små knivstik. Udsmykningens effekt øgedes ved hjælp af spunsjern af forskelligt format, de samme jern som skrædderen brugte, når knaphuller skulle hugges i det grove vadmelstøj. Gækkebrevets kant blev ofte prydet med en rand af tunger, der igen havde små tunger, som enten var klippet hver for sig eller hugget med et særligt spunsjern, svarende til det, en skrædder i hin tid anvendte til at pryde den nederste kant af kvindernes skørter.
Efterhånden udvikledes teknikken derhen, at det blev blomstermotivet – gækker, roser, bladformer m.m. – der kom til at stå frit eller placeret ud over det kvadrerede felt. Jo flere huller man vovede at udstanse, des finere helhedsvirkning. Man fristes umiddelbart til at sammenligne et sådant brev med de kendte Tønderkniplinger, der forøvrigt var meget kendte og agtede på Lyø. Der kom regelmæssigt handelsrejsende fra Tønder-egnen for at falbyde skønne kniplinger, til anvendelse som mellemværk i hovedpudebetræk. I mange hjem forekom disse i så stort tal, at man kunne opstille puderne som bøger i en reol mellem sengestolperne i himmelsengene.
Det forekommer også nærliggende at drage sammenligninger mellem de ældre Lyø-kvinders håndarbejder og gækkebrevene. I begge tilfælde er der tale om en højt udviklet kunstnerisk tradition. Det er derfor ret forståeligt, at det blev en 10 års pige fra Lyø, der kom ind som flot nummer 1 i en gækkebrevs-konkurrence, som „Fyns Tidende“ udskrev et forår sidst i 1920’erne.
Som nævnt var det skik på Lyø, at børn skrev gækkebreve til hinanden, men de skrev også gækkebreve til deres lærer.
Af de talrige gækkebreve, lærer Askholm i årenes løb har modtaget fra elever, opbevares endnu ca. 135 hos hans datter, fru Asta Lund, Sværup. Af disse er godt og vel halvdelen forsynet med afsendernes navne. For selv om det stred mod skik og brug at underskrive med navn, så ville man tilsyneladende nødigt risikere, at afsenderen ikke blev afsløret, når han eller hun nu havde gjort sig så store anstrengelser med at lave brevet.
Ca. 1/3 af de navngivne gækkebreve er afsendt af drenge, 2/3 af piger, men ialt 60 af de 135 breve er helt anonyme. Også med hensyn til dateringen er det bevarede gækkebrevsmateriale noget mangelfuldt. Ialt 19 breve kan henføres til perioden 1911-1916 og 55 breve til perioden 1925-1934, men hele resten er uden datering.
I 33 af brevene tillader eleverne sig du-formen i tiltale, mens der i andre 43 breve anvendes De-form. Sidstnævnte tiltaleform anvendtes iøvrigt normalt i den daglige omgang lærer og elever imellem. Også de voksne lyøboere sagde De til læreren, som sammen med præsten var de stedlige „autoriteter“.
At opnå en betaling i påskeæg var vistnok af underordnet betydning for børnene. For dem var gækkebrevet en kærkommen lejlighed til at ønske deres lærer til lykke på fødselsdagen. Når så mange røber sig selv ved at underskrive med navn i stedet for med prikker, så skete dette nok for at sikre sig lærerens ros – og hans tak.
Børnene var i reglen så ærlige, at de selv skrev gækkebrevenes tekst, hvilket indebar den risiko, at læreren genkendte dem på håndskriften. Men der gaves også tilfælde, hvor man bad om hjælp hos en særlig ferm brevtegner for at få det pænest mulige resultat. En sådan søgt brevtegner var „sognefogedens Gertrud“. Men man kunne også klare det ved at kopiere et gammelt fint brev. Et eksempel herpå er det gengivne gækkebrev fra Sarah Jørgensen f. Rasmussen (fig. 3).
Sarah Jørgensens fader, Rasmus Madsen Rasmussen (1875-1956) var møller på Lyø. Han havde gennem hele sit liv erhvervet sig et så omfattende kendskab til øen, at han betragtedes som den ypperste kender af Lyøs historie, hvilket møllerhjemmets stuer stadig giver vidnesbyrd om, med deres indhold af fint gammelt bohave og samlinger af gamle håndarbejder og oldsager fra øen.
Mølleren har tegnet Sarahs brev efter et meget gammelt eksemplar i hans samling, og han har også formet verset til det sidste år, hun skulle gå i skole. Men Sarah har selv skåret brevet og skrevet verset af:
For syvende Gang og sidste
De blev min Gæk.
Til Vaaren, naar Knopperne briste,
saa maa jeg fra Skolen væk.
Men banker end lidt mit Hjerte
af Vemod og Afskedssmerte,
jeg kan ej Lysten modstaa,
noget ondt at gøre jeg maa.
Ja, skønt jeg ham elsker og ærer,
jeg gækker min gamle Lærer.
Ja, skilles end vor Vej,
saa hør i Løn min lille Bøn:
Forglem mig ej!
Til Herr Lærer Askholm. – Fra Sarah Rasmussen.
Teksten til dette brev antyder, at Sarah har præsteret et gækkebrev til hvert af de foregående skoleår. Dette sidste gækkebrev kostede forøvrigt Sarah et væmmeligt snitsår i venstre hånds lillefinger, og i mange år var der et stygt ar efter såret.
Alle lærer Askholms gækkebreve er forsynet med en tekst i vers – ét eller flere vers – og også for versenes vedkommende gælder det, at man i allerhøjeste grad byggede på traditionen og kopierede. Ganske vist forekommer der henved 50 forskellige variationer, men temaet er i næsten alle 135 breve det samme: man bedyrer et varigt venskab, ønsker megen lykke og lovpriser gækkeliljen, der varsler våren og giver forventning om glade sommerdage. Antallet af gækkebreve med selvstændigt formede tekster er yderst beskedent, men det sker kun i to tilfælde, at man tager sin tilflugt til „professionelle“ digteres vers (Baggesen og Ingemann).
Som følge af den stærke traditionsbundethed – og trang til at kopiere – gentages visse verseformer gang på gang i det bevarede gækkebrevs-materiale. Her er nogle af de mest almindelige, gentaget henholdsvis 13, 12 og 10 gange:
Roser og Forglemmigej
har paa denne Tid man ej,
men en anden Blomst er kaaret.
Gækken kommer først paa Aaret
bringer Bud om Fuglekvidder
Blomsterduft og gode Tider.
Rosen om dit Liv vil hegne,
aldrig, aldrig vil den blegne,
men forskønne dine Dage
uden Suk og Vemodsklage.
Lev vel! Lev vel! Lev lykkelig!
Gid Sorg dig ej maa finde,
det af mit Hjerte ønskes dig.
Og naar du er lykkelig,
vil det stedse fryde mig.
En Rosenkrans jeg binder
alt om mit lille Brev,
en Gækkeblomst De (du) finder
alt ved det Ord, jeg skrev.
En Gækkeblomst til Ære
bag Sneens Tæppe hvid,
en Gave det skal være
et Venskabstegn fra mig.
Når en elev skrev gækkebrev til en kammerat, blev det kastet ind i stuen i kammeratens hjem – eller gangen eller bryggerset – mens man råbte: Gæk, gæk, gæk. – Ha, ha, ha! Hvorpå man skyndsomst tog benene på nakken og forsvandt i mørket. Når en elev skrev til lærer Askholm, blev gækkebrevet i smug lagt ind på hans kateder inden skoledagens begyndelse. For en af lærer Askholms efterfølgere hændte det, at han modtog et gækkebrev på den måde, børnene anvendte over for hinanden. Denne lærer har åbenbart været helt ukendt med den gamle skik, for da en dreng troskyldigt kastede et gækkebrev ind i skolegangen og forsvandt med det traditionelle råb, nåede læreren at indfange ham og give ham en varm afklapsning, fordi han så åbenlyst havde hånet ham. — Der forlyder intet om, at han senere har givet drengen en fortjent undskyldning.
