Voldtofte har gennem snart mange år stået for arkæologerne som et af de vigtigste centrer for navnlig yngre broncealders kultur. Dog er alle undersøgelser fra området af ældre dato. Der er nævnt fund allerede i præsteindberetningen til kommissionen for nordiske oldsager fra 1809, men de mest omfattende fund er resultater af de udgravninger, som fandt sted midt i forrige århundrede på Frederik VIIs foranledning. Det var vel nærmest en slags beskæftigelsesforanstaltning for prinsen selv, når han kedede sig under sine sommerophold på Frederiksgave i 1840’erne. Formålet var at skaffe oldsager til den enorme samling, som han gik op i med liv og sjæl. Også efter at Frederik var blevet konge og ikke mere kom på Frederiksgave, fortsattes udgravningerne til kongens samling, nu af hofjægermester Langkilde, som boede på Frederiksgave. Såvidt vi i dag kan bedømme, er der foregået en ret systematisk gravning i formentlig alle de mange høje, som ligger på strøget Voldtofte-Høed-Ebberup[1]. Teknikken var såre enkel, et stort hul gravedes ned i højens centrum, hvor man havde erfaring for at der normalt var grave at finde. Alle disse høje er med ganske få undtagelser nu udpløjede (Fig. 1).
Senere – i årene 1909-16 – gravede Carl Neergaard for Nationalmuseet og Fyns Stiftsmuseum på den store boplads på Kirkebakken i Voldtofte[2], en udgravning, som endnu har sin store betydning, selvom vi kan kritisere meget ved undersøgelsen.
I marts 1973 indledtes et nyt og forhåbentlig langvarigt kapitel i Voldtofte egnens arkæologi. En intensiv egnsundersøgelse med det formål at klarlægge Sydvestfyns bebyggelseshistorie tog sin begyndelse vest for Voldtofte by i Bohøjområdet. Det er Odense Universitets historiske institut, som i nært samarbejde med stiftsmuseet driver denne undersøgelse, der bygger på den metode, som Therkel Mathiassen benyttede til sine undersøgelser[3], suppleret med udgravninger af egnede fundsteder. Undersøgelsen startede med markvandringer og fortsatte i sommer med en udgravning i en af de mange overpløjede gravhøje. I de gamle sognebeskrivelser på Nationalmuseet kaldes den „Lusehøj“ (Fig. 2).
Det skal ikke skjules, at der er en konflikt mellem den skriftlige overlevering i Nationalmuseets arkiv og den mundtlige, repræsenteret ved en 80-årig mand i Voldtofte. Han hævder, at Lusehøj er en nu fjernet høj på bakken et par hundrede meter sydøst for den nu undersøgte høj, som Nationalmuseet udpeger som Lusehøj. Stedfæstelsen har betydning, når oplysninger i præsteberetningen fra 1809 skal bruges[4].
Grunden til, at vi valgte netop denne høj som den første udgravningsopgave, er at man 1861 ved gravning for Frederik VII her fandt et gravfund, som efter danske forhold er extraordinært rigt, ja, det rigeste overhovedet fra yngre broncealder[5]. Desværre var oplysningerne om dette vigtige fund modsigende og utilstrækkelige, bl.a. var der nogen uenighed om, hvilken høj det i virkeligheden drejede sig om. Da dette er temmelig væsentligt for benyttelsen af gravfundet i egnens bebyggelseshistorie, og da vi gerne ville vide, om graven var anlagt i en gammel gravhøj, eller om højen var bygget over den rige grav, måtte der en udgravning til, hvis vi skulle komme videre. Odense Universitets forskningsfond gav 5000 kr til opgaven og med støtte fra institut for historie satte udgravningen i gang i juli. Snart måtte også stiftmuseets sparsomme udgravningskonto belastes, idet opgaven viste sig meget større end anslået. Gravningen blev lagt an som en øvelsesgravning for studenter fra Odense Universitet, men også stiftsmuseets faste mandskab var med.
Inden der blev taget hul på højen, var vi ikke engang sikre på, om det overhovedet var andet end en naturlig højning. Terrainet er meget bølgende og fuldt af små højninger, der kan forveksles med overpløjede gravhøje. Et tjørnehegn langs højningens østside gjorde ikke knolden mere gravhøjslignende. Dog havde vi næppe fået gravet den første halve meter muld af langs tjørnehegnet, før det første problem var løst, det var umiskendeligt en gravhøj, bygget op af vekslende lag sand, ler og muld og med tydelige spor efter vækstlagene på de græstørv, som var brugt til opførelsen (Fig. 3).
Det er aldrig rigtig til at bedømme en overpløjet gravhøjs størrelse ved at se på dens overflade. Man kan ikke se, hvor meget der er slæbt ned ad siderne, da man ikke kender terrainets form før udpløjningen af højen.
Efterhånden som højen blev gravet af – med en traktor med dozerblad efter sig – viste det sig at være en høj af anselige dimensioner. Ganske vist havde man valgt en naturlig bakkeknold at lægge højen på, og ganske vist har senere dyrkning og andre beskadigelser ændret højens form noget (Fig. 4), men udgravningen viser en diameter på ca. 35 m og en højde på op til 2 m. Den oprindelige højde kan nogenlunde anslås til mindst 5.25 m, idet hofjægermester Langkilde i et brev til Frederik VII skriver, at den rige grav fandtes i 9 alens dybde (omregnet 5,20 m). Desværre ved vi ikke, om højen allerede da var beskadiget ved afgravning, et notat i præsteberetningen tyder på det[6].
En høj på 6 × 34 m er efter danske forhold over gennemsnittet, som ligger på ca. 4 × 20 m[7]. En af vore mægtigste høje – Borum Eshøj – var 9 m høj og 38 m i diameter[8], med den kan kun ganske få af vore gravhøje måle sig.
Ved udgravningen blev, som nævnt, anvendt mekaniske hjælpemidler, for at rationalisere og forøge kapaciteten. Det viste sig imidlertid, at også på denne måde er højudgravning en langsommelig affære. Når der stødtes på stensamlinger og andre anlægsspor, måtte maskinen indstille kørslen og de mere konventionelle midler, skovl og graveske, tages i brug. Da der dukkede mange anlæg frem, nåedes kun udgravningen af den ene halvdel af højresten. Her undersøgtes to almindelige urnegrave, en tredie ødelagt, samt et mærkeligt anlæg med mindst to, snarere fire eller fem urner (Fig. 5). Brændte ben og lerkarskår lå spredt over et område på 2,5 m i diameter i et 20-25 cm tykt lag henover et ældre stensat anlæg, som var nedgravet i undergrunden. Det så ud som en række ødelagte grave, men urørt højfyld dækkede hele plamagen, så måske er det en bestemt, uordentlig form for gravlægning vi har med at gøre. Desuden fandtes en brandplet og en mandslang nedgravning uden gravgods, fordybet i undergrunden og delvis dækket af en svær stendynge. På tre steder undersøgtes stensætninger, som må have haft et formål, tilsyneladende dog ikke som grave; der var i hvert fald intet gravgods eller knoglerester at se.
Selve afgrænsningen af højen kunne vanskeligt fastslås exakt, mod nord var der en vældig nedgravning, som gik 1,5 m ned i undergrundsleret. Et skårlag daterede nedgravningen til ældre romersk jernalder, hvor man tilsyneladende har boet i nærheden.
Mod syd var der rester af to, måske tre, rækker store sten. De er opfattet som randstenrækker – indhegninger af gravhøjen. De antyder, at højen har haft flere faser, idet i hvert fald den ældste af stenrækkerne senere er dækket af et mandshøjt lag højfyld.
Der er det mærkelige ved rækkerne, at de ikke har centrum dér, hvor man kunne vente det, altså dér hvor højen på overfladen så ud til at have sit centrum. Dette kan skyldes, at højen har ændret form, enten under sin bygning eller senere ved forstyrrelser som den omtalte fra ældre romersk jernalder.
Det mærkeligste anlæg fandtes direkte på den gamle markoverflade, som højen var bygget over. Vi troede først ikke vore øjne, for pludselig stod en af udgraverne med en klump jord på spaden og på undersiden var der det nydeligste mønster af parallelle striber med tværgående striber med regelmæssige mellemrum (ca. 2 cm). En nærmere undersøgelser viste, at heldige bevaringsforhold på et mindre område havde bevaret planteaftryk på den gamle overflade så tydeligt at man kunne erkende de enkelte strenge i de enkelte „strå“. Planteresterne lå med nogenlunde samme orientering, øsø – vnv og på et mindre område erstattedes de af et regelmæssigt fletværk, der så ud som var det lavet af halmstrå (Fig. 6). Henover halmmåtten, som vi vel kan kalde den, lå rester af en firkantet ramme dannet af ca. 5 cm tykke grene med barken på. De var bevaret på et stykke på 1,5 × 0,85 m, og ind i den uudgravede højrest kunne vi stikke en tommestok 60 cm før den stødte på modstand. Grenene er nemlig bevaret som et hulrum i jorden tildels med en skal af jernudskillelser (al).
Udenom rammen stod en række lodretstillede pinde, og svage spor af vandrette tyndere grene kunne også pletvis iagttages (Fig. 7). Forklaringen kunne udlæses af den lodrette profilvæg ved siden af fletværket. Her var der på to sider i en højde af 55 cm bevaret spor af en lodret gren, som på hver side havde vandrette tynde pinde, på den ene side indpakket i gult ler. Det hele er rester af en væg eller rettere to, flettet af vidier om lodrette pinde sat med ca. 14 cms mellemrum. Hele konstruktionen var indkapslet af græstørv fra høj-opbygningen, må altså have stået endnu da højen blev bygget. Man har endda taget så meget hensyn til den, at den ikke blev ødelagt, selvom det må have været meget besværligt at have den stående der, mens græstørvene blev lagt op.
Når disse spinkle og forgængelige spor overhovedet har kunnet bevares gennem snart 3000 år, skyldes det forhold meget lignende dem, som bevarede de berømte jyske egekistefund for os[9]. Også i vor høj har der været en alkapsel, som har sørget for en konstant fugtighed i højkernen, indtil kapselens top blev brudt – senest 1861 da man gravede hul i højen. En alkapsel fandtes netop omkring det sted, hvor fletværket og plantesporene var bevaret. Også et rent, gult lerlag, som dækkede plantelaget, har medvirket til at holde på fugtigheden, så plantesporene ikke totalt udviskedes i tidens løb af skiftende tørke og væde.
Nu er kun den ene (halv?)del udgravet og dækket til igen for at hele anlægget til næste år kan udgraves i sin helhed og forhåbentlig konserveres således, at dele af konstruktionen kan udstilles på museet.
Fletværk og halmmåtter kendes ellers ikke fra broncealderen, og om dateringen af fletværket kan der ikke herske megen tvivl. Dets indkapsling i højen viser, at det må have stået nogenlunde intakt, da højen blev opført. Højopførelsen kan dateres til yngre broncealder på grundlag af de forskellige urnegrave, som også var indkapslet i højen. Ingen af de bevarede grave var, såvidt vi kunne se, gravet ned i højen, som det ellers ofte er tilfældet netop med yngre broncealders grave.
Formålet med denne spinkle konstruktion på nordsiden af den lille bakke, som lå der inden højen blev opført, er endnu totalt uafklaret. Ligger der noget nedenunder, som konstruktionen skulle markere? Til et hus – selv en lille vagthytte – forekommer den for lille. Forhåbentlig vil næste sæsons udgravning hjælpe os til en klarere forståelse af dette hidtil enestående oldtidslevn.
Vi har imidlertid ikke glemt det oprindelige formål med udgravningen af lutter ophidselse over dette underlige fund. Noget sydøst for midten af højen tegnede sig tidligt et fyldskrift af muldjord med en del sten i og mellem dem en flaskebund (portvin?). Fyldskiftet stammede fra et uregelmæssigt hul, gravet ned fra højens top. Der lå en del stenfliser i det og på bunden fandtes rester af en kun tildels forstyrret stensætning hvor der lå brændte ben, tildels med irspor. Også andre steder fandtes små broncestumper fra et tyndt blik, bl.a. stykker med et meget fint stykke vævet tøj – linned – bevaret af irren (Fig. 9). Der er næppe tvivl om at disse usle småstumper og stenene er rester af den spand og de to små broncekopper, som fandtes i 1861-graven. Også i den var der fint linnedstof, forøvrigt vævet af nælde[10]. Vi mener således at have lokaliseret den høj, hvorfra det rige gravfund fra midten af yngre broncealder stammer. Nedgravningen fra 1861 nåede ikke til bunds i højen, og det er derfor sandsynligt, at graven ikke er den ældste i højen. Derimod behøver den ikke at være gravet ned i en ældre høj, men desværre har udgravningen i 1861 ødelagt alle spor, som kunne afgøre dette problem.
I den gamle udgravning lå forøvrigt resterne af en urnegrav, som man ikke har agtet efter fortjeneste i 1861, men smidt foragteligt til side. Sammen med en portion brændte ben lå det meste af overdelen af et lerkar, som er usædvanligt for vore hjemlige broncealderpottemagerarbejder. Karret er dekoreret med indstrøgne furer og med små runde indstik (deller) (Fig. 10). Hele ornamentiken peger med al ønskelig tydelighed mod den kultur, som prægede yngre broncealder i Mellemtyskland-Sachsen-Schlesien-Polen, nemlig Lausitz-kulturen. Det er nok ikke helt tilfældigt, at vi her i Voldtofte finder netop et sådant fremmed stykke keramik. Imellem fundene fra Voldtofte-bopladsen er flere kar, som bedst forklares ved en nær forbindelse mellem Lausitzkulturen og folkene her i Voldtofte[11].
Det første mål med udgravningen, at skaffe klarhed over den rige 1861-gravs fundforhold, er således løst, såvidt det nu så mange år efter kan lade sig gøre. Tilbage står det at undersøge resten af højen, så vi får et helhedsbillede af gravens omgivelser. Også under selve højen gemmer der sig interessante spor, dels svage pløjningsspor, dels måske flere bopladsrester fra tiden før højbyggeriet. Vi fandt nemlig en enkelt grube fordybet i undergrunden og med nogl få skår af broncealderkeramik. Et lille dobbeltkonisk kar (Fig. 11) peger nærmest mod en datering af gruben til ældre broncealder. Sikre bopladsfund fra denne tid savnes endnu fra Fyn, så måske kan vi også på dette punkt hente vigtig viden fra denne høj, der på så mange punkter viste helt uventede sider, at vi til sidst omdøbte den til „Luskehøj“.
I udgravningen deltog stud. mag.erne Hanne Eriksen, Kirsten Johnsen, Torben Jeppesen, Erik Markussen og Anne Preisler, endvidere Hans Randby, Eigil Nikolajsen, Poul Erik Andersen og museumsassistent Claus Madsen foruden undertegnede.
Institut for Historie og Odense Universitets forskningsfond takkes for økonomisk støtte, ejeren Lars Larsen og forpagterne for tilladelse til udgravningen.
