For henved 20 år siden fandt den daværende ejer af Åsum Enggård – Arne Fischer Hansen – på sine marker to bemærkelsesværdige smykker fra yngre jernalder, som hans enke, fru Ingrid Fischer Hansen, nu har overladt Stiftsmuseet i overensstemmelse med finderens ønsker. De to smykker er så usædvanlige, at de fortjener en særlig behandling, også på tryk.
Desværre foreligger der ikke specifikke oplysninger om fundforholdene. Det hjulformede spænde skal være fundet på marken, hvilket stemmer med dets patina, mens det næbformede spænde skal være fundet i engstykket langs Lindved ås østside. Åsum Enggårds jorder ligger langs åen, og foruden engstykket, der er en del af det tidligere åløb, består jorden af den gamle åbred med høje, tildels ret stejle skrænter af grus og ler. En del er udvundet til grusgrav, hvorved en del fund fra en yngre stenalders boplads (Fig. 1) er fremkommet sydligt på ejendommen. Et stykke brændt glas fra samme område som disse stenalderlevn, kunne tyde på at der også senere har været mennesker på det samme sted. Glasstumpen (Fig. 1) er hidtil eneste indicium for, at der i jernalderen har været boplads eller gravplads på stenalderbopladsområdet. Det er selvsagt ikke nok til at henføre hjulspændets findested hertil. Måske kan terrainundersøgelser give nærmere fingerpeg.
Det ene spænde tilhører en form, som kaldes næbformet fibula, hvormed også dets formål er angivet. Det tilhører den sikkerhedsnålsgruppe, som i løbet af yngre jernalder udvikledes til monstrøse pragtstykker, men som havde et ganske praktisk formål, nemlig det at holde dragten sammen ved skuldrene, hvor to løse ender mødtes[1]. Derfor optræder der også normalt to fibler i en grav eller to fibler af én type plus en tredie af en anden type.
Den næbformede fibula (Fig. 2) fra Åsum Enggård er af bronce, de yderste 3-4 mm af den bageste del er brækket af i nye brud, og jernnålen, som gjorde fiblerne funktionsdygtige, anes kun som rust på undersiden. Både nålen og den øsken som nålen var sat fast i, er brækket af. Desuden er der mindre skader langs kanterne, især på det brede stykke bagtil, hvor der har været en vulst som markerer kanten, den er næsten helt væk. Ellers er fiblen meget smukt bevaret, således står ornamentikken på oversiden meget skarpt, kun lidt slidt på de mest fremtrædende dele af den brede del (Fig. 3.).
Længde 4,9 cm, br. 2,9 cm, blank, stedvis skinnende patina, ellers mørkegrøn. Patinaen kan godt passe til fundangivelsen i engen.
Fiblen er støbt i et stykke og er prydet med stempelornamentik med ialt 4 motiver. Foruden simple korte hak i vulsterne er der en række prikker bagtil og så to mere komplicerede stempler, et trekantet og et rhombisk, begge med indvendig opdeling i små trekanter eller ruder. Trekantstemplet er 1,5 mm bredt, rudestemplet 2 mm bredt. Det er to motiver, som optræder ganske hyppigt i fase 1 af yngre germansk jernalder[2], hvilket, omsat til kalenderår, vil sige årtierne på hver side 600 e. Kr.f. Disse såkaldte næbfibler, som måske mere ligner en fugl set fra oven, med vingerne let udfoldet, karakteriserer den ældste del af yngre germansk jernalder. Vort stykke tilhører en variant, som kendes i 43 exemplarer i Sydskandinavien[3], hvoraf de fleste er fra Bornholm, 2 fra Sjælland, 1 fra Lolland, 4 er jyske og 4 skånske. Åsum-exemplaret er det første fra Fyn. Der er også kommet flere skånske til i de senere år[4].
En lidt anden variant optræder i grav A på Jeppeshøje[5], men har ellers nogenlunde samme fordeling som den just nævnte.
Der kendes kun de to omtalte næbfibler fra Fyn, så indtil videre er det temmelig hasarderet at tale om, hvor de to fynske fibler evt. kan være fremstillet. Man så gerne et fynsk værksted, men grundlaget er uhyre spinkelt for et sådant postulat.
Det andet smykke (Fig. 4) fra Åsum Enggård er et ringformet spænde med seks radiært siddende tværstænger, så smykket kommer til at ligne et hjul. Tre af egerne er flade, blot med en fure langs kanten, de tre andre viser derimod hver et dyrehoved med snuden vendende indad mod centrum af smykket. De to øjne er markeret af cirkler og kæberne er også vist med furer, dyrene er åbenbart set ovenfra. (Fig. 5). Kæberne har et karakteristisk knæk midtpå. Overfladen er let hvælvet, centrum markeret af koncentriske cirkler, 0,65 cm i diam, om et fordybet centrum. Undersiden viser en øsken i den ene side og en nåleskede i den modsatte side. Her har siddet en jernnål som nu mangler.
I den ene side er randen revet i stykker, formentlig som følge af beskadigelse ved dyrkningen, nålen mangler, overfladen er noget irret, men dog så velbevaret, at Ornamentikken er helt entydig. Diameteren er 5 cm, tykkelsen 0,2 cm, hovedernes længde 1,1 cm. Smykket er lavet af bronce med forsølvet overside.
Dette hjulspænde er ikke blot sjældent, det er enestående fra dansk jord. Et lignende stykke, dog blot med tre eger, er fundet på en boplads Stockholmsgården i Valleberga i Skåne[6] (Fig. 6.).
Bortset fra det skånske smykke er de mest lignende smykker at finde i det rige gotlandske fundmateriale fra denne periode, i Sverige kaldet Vendeltiden. Her forekommer bl.a. cirkulære spænder med gennembrydninger, men uden de 6 eger eller hovederne, derimod med 4 eger[7]. Lignende remfordelere optræder også på Gotland og i Vendel[8]. Ordningen af Ornamentiken i tre radier genfindes på en række støbte spænder[9]. Disse gotlandske smykker, som dårligt kan kaldes paralleller, dækker iflg. Nerman tiden 600-750 e. Kr. f. og giver på grund af generelle lighedspunkter et vagt holdepunkt for en datering af Åsumspændet.
Den eneste rimelige parallel er det skånske stykke, som er noget mindre og kun med tre hovedornamenterede arme. Her som på Åsumspændet er centrum markeret med en gruppe koncentriske cirkler. Det fynske og det skånske smykke antyder en sydskandinavisk gruppe og føjer endnu en form til de andre, som Mogens Ørsnes i sin disputats udskilte som særskilt sydskandinaviske. Det er i denne sammenhæng, vort spænde skal ses; nogen forbindelse med Midtsverige eller Gotland skal man ikke søge.
En nøjere datering besværliggøres, da heller ikke det skånske stykke er fundet sammen med andre genstande, men løst på en boplads. Åsumspændets hoveder er i den såkaldte stil C og optræder sammen med de mere karakteristiske, profilsete, hoveder på enkelte smykker.[10] Ørsnes vil helst datere spændet til sin fase 1 (550-650), men da hovederne forekommer på rene stil C-stykker fra fase 2 (650-725), vil det nok være rigtigst at placere Åsumspændet omkring 650 e. Kr. f. tidligt i fase 2.
Hvad nyt fortæller de to fund fra Åsum Enggård ud over deres bidrag til vort kendskab til fynsk kunsthåndværk?
Det som er faldet i øjnene er den store sjældenhed; fra perioden omkring 600 e. Kr. f. kendes kun to fynske fundsteder, Åsum og den lille gravplads ved Jeppeshøje, som Stiftsmuseet udgravede 1945. Her undersøgtes fem skeletgrave, alle samtidige, en kvindegrav og fire mandsgrave[11]. Indtil den nye næbformede fibula kom til, var denne gravplads vort eneste fund fra perioden.
Bedre står det ikke til med den næste fase, perioden omkring 650-725, som hjulspændet repræsenterer, den er fundtom for Fyns vedkommende, så Åsumspændet er yderst kærkomment.
De to fund øger altså fundmassen for en periode på over 100 år ganske voldsomt. Naturligvis er det overdrevet, med så få fund på hånden, at tale om en nordfynsk overvægt eller fundkoncentrationer overhovedet. Det som er problemet er hvorfor vi ikke har flere fund og hvorfor der ikke er fremkommet flere i de mange år der er drevet arkæologisk forskning på Fyn. Sandt at sige har det jo ikke skortet på interesse for jernalderens fund, men alligevel står perioden fra 400 til 800 som den fundtommeste i Fyns oldtid. Problemet er berørt af Erling Albrectsen for nylig[12]. Her søger Albrectsen at hjælpe på fundmanglen i ældre germansk jernalder (400-575) ved at antage, at en del af keramiken fra yngre romersk jernalder kan opdateres så den faktisk når ind i germansk jernalder og derved udfylder lidt af tomrummet. Men herved er ikke opnået noget for yngre germansk jernalders vedkommende (575-800). Den er repræsenteret af ialt blot 5 fundsteder; foruden de allerede omtalte er der et nordfynsk (Risinge i Flødstrup sogn) og et langelandsk fund (Tranekær) fra fase 3 (725-800) iflg. Ørsnes[13]. Kommer vi først ind i vikingetid (800-1000) hjælper det lidt på forholdene, der er dog nogle rige fund fra Nordfyn, som viser at der må have eksisteret folk i området – tænk på Glavendrup og Nonnebakken, Ladby m.m.[14] Men også her er de vigtigste fund fra yngre vikingetid, ned mod germanertid tynder fundene ud i kvalitet. Til at spænde bro over hullet mellem 600 og 800 har vi kun stednavnene, som iflg. sprogforskerne viser, at der har været kontinuitet på de steder, hvor de gamle stednavne findes[15]. Det er bl.a. navne som Åsum, der kan henføres til denne gruppe. Altså skulle Åsum have existeret i yngre jernalder – før vikingetiden – hvilket jordfundene altså i dette tilfælde bekræfter. Der er også fund fra romersk jernalder i nabolaget[16]. Vi mangler faktisk kun fund fra ældre germansk jernalder for at have fundkontinuitet fra ældre romersk jernalder op til ca. 700. Det er et hidtil enestående tilfælde på Fyn, som nok berettiger til at holde området under nærmere opsyn for at se, om ikke også de resterende huller i 5te og 6te århundrede og vikingetid kan udfyldes.
I Skåne er fundene fra germansk jernalder tiltaget ganske betydeligt i de senere år som følge af de store anlægsarbejder, men også som resultat af de intensive arealundersøgelser, som er sat i gang[17] f. eks. i Hagestad. De skånske erfaringer giver håb også for os, måske kan de fynske huller fyldes i løbet af næste generation.
Da begge smykker fra Åsum Enggård er løsfund og tilmed ikke exakt stedfæstet, kan deres oprindelige sammenhæng ikke bestemmes. Der er dog næppe tvivl om, at der ligger en bo- eller gravplads på stedet. Selvom fundene er af høj karat og ikke ville være ude af plads i grave, er det nok sandsynligt, at de hører til en boplads. Netop i yngre germansk jernalder vrimler bopladserne med fine fund – i modsætning til tidligere perioder og et udtryk for at tiden på visse punkter var en overflodstid[18]. Så meget mere grund er der til at holde godt øje med markerne på Åsum Enggård.
P.S.: Markvandringer i vinteren 1973/74 har foreløbig vist, at der er udstrakte bopladsrester på markerne langs åen med pletter af jord og lerkarskår, foruden spor af stenalderbebyggelsen. Foreløbig kan en datering ikke gives nærmere end jernalder, men fortsatte undersøgelser kan forhåbentlig indsnævre dateringen. Indtil videre må lokaliteten derfor karakteriseres som lovende.
