Det er velkendt, at danskerne i fordums tid værnede deres riges sydgrænse ved at anlægge og udbygge Dannevirke. At de også i perioder har anlagt spærringer i de danske farvande for at kontrollere sejlads og stoppe søbårne fjender, er vel mindre kendt, – men det gjorde de naturligt nok, og på de følgende sider skal nogle foreløbige resultater af de senere års undervands-arkæologiske sonderinger på dette felt lægges frem.
Udgravningen i 1962 ved Skuldelev i Roskilde fjord bragte ikke „kun“ fem vikingeskibe for dagen, men gav tillige lejlighed for udgraverne til at studere opbygningen af en spærring, der siden første halvdel af 1000-tallet effektivt havde blokeret sejlløbet „Peberrenden“ for sejlads. Siden da har Skuldelevfundet tjent som udgangspunkt for et nærmere studium af skibsbygningsteknikkens udvikling i den vigtigste overgangstid mellem vikingetid og middelalder, og på samme måde har dette fund inspireret til at tage spærringsundersøgelserne op i en bredere sammenhæng.
Første etape heri var kortlægningen af spærringerne i Roskilde fjord, hvor der fandtes anlæg af forskellig art i fjordens øvrige render omkring Peberrenden, samt ved Frederikssund og Eskildsø[1]. Så fulgte studier i bibliotek og arkiv i et forsøg på at lokalisere spærringer andetsteds gennem den topografiske litteratur, hvor der dog, bortset fra Nationalmuseets undersøgelser i 1930-erne af en spærring af Hominde ved Rødby fjord,[2] ikke var meget konkret at hente. For stednavnenes vedkommende skulle det vise sig at være givende at tage pejling af visse navne, afledt af ordene stok, stage og pæl, som ifølge en svensk undersøgelse fra Stockholmsområdet ofte optræder ved sejlspærringer bestående af nedhamrede pæle.[3] Sådanne stednavne findes en del steder på Danmarkskortet på lokaliteter, der er åbenbart velegnede til placering af en spærring, ved mundingen af en fjord, indløbet til et nor eller lign. I 1964 redegjorde V. Wåhlin for resultatet af disse undersøgelser af de skriftlige kilder i en artikel i Skalk[4]. Foruden spærringerne i Roskilde fjord og ved Hominde var fundet beretninger om pælespærringer i Slien, ved Flensborg, i Haderslev fjord, Svendborg, Nysted og i Guldborgsund. Samtidig pegede stednavnene Steg, Stege, Stig og Stavns mod en række lokaliteter, der efter Wåhlins opfattelse burde undersøges arkæologisk for spor af spærringer.
De følgende år gav lejlighedsvis mulighed for at følge sagen op med arkæologiske sondringer, dels på nogle af de nævnte steder og dels på nye lokaliteter, hvor spærringer var blevet iagttaget, bl.a. på grund af den interesse for emnet, som Skalkartiklen vakte.
Et vigtigt resultat af de hidtidige undersøgelser er, at dette „Søens Dannevirke“ ikke synes at være afgrænset i tid til det første århundrede efter vikingetidens ophør, da indre stridigheder og vendernes fremtrængen gjorde dette forsvar fornødent, men at der i alt fald visse steder er anlæg af betydelig højere alder. Således i Roskilde fjord nord for Frederikssund, hvor der på lav vanddybde er udlagt grene og sten samt rammet pæle adskillige meter ned i bunden. Dette anlæg (hvor tolkningen som spærring dog kun er en af flere muligheder) er C-14-dateret til romersk jernalder (140, 340 og 390 e. Kr.± 100 (K 1110, K 1093 og K 1111)). Tilsvarende er der opnået dateringer på 240, 260 og 290 e. Kr. ± 100 (K1329, K1328 og K1630) ved C-14 undersøgelse af grene fra et større, dobbelt spærringsanlæg ved mundingen af Haderslev fjord, „Dronning Margethe’s Bro“ ved Stagodde og „Æ Lei“ få hundrede meter længere inde i fjorden[5]. Her foreligger tillige en datering på 1030 e. Kr ± 100 (K1629), der kan tyde på, at det ældre anlæg er blevet udbedret og taget i brug påny ved vikingetidens afslutning.
Spærringen ved Hominde på Lolland synes at tilhøre tiden mellem 900 og 1100 (på grundlag af en C-14-prøve fra en pæl af dele dannet ca. 70 år før stammens fældning og dateret til 930 e. Kr. ± 100 (K 1156)). Det betyder, at spærringen kan være et vikingeanlæg, men også, at den kan have sammenhæng med truslen fra venderne, som antaget af udgraveren. Sakse beskriver forbitret, hvorledes disse „ransmænd“ lagde alt land øde langs de syd- og østvendte kyster af Jylland og øerne, så man måtte spærre fjorde og vige med lange pæle, fordi man ikke kunne forsvare sig imod disse angreb med våbenmagt. De nytilkomne fund af pælespærringer passer geografisk ind i dette mønster, idet der bl.a. er lokaliseret pælesætninger i Skidtnoret ved Vordingborg, i Lindelse nor på Langeland[6], ved Nakkebølle fjord og Helnæs på Sydfyn samt en regulær spærringsvold ved Steg på Nordals. De ovenfor gengivne C-14-dateringer maner dog til forsigtighed i tolkningen af disse spærringers samhørighed.
Også i større åløb kan der være forekommet spærringer med pæle, i hvert fald er der i såvel Varde å som Tryggevælde å på Stevns optaget dobbeltspidse pæle, der kan have tjent til at spærre vejen for fjendtlige fartøjer, men som vel også kan være rester af broer over åen. At sådanne broanlæg har eksisteret og undertiden været af imponerende dimensioner, fremgår tydeligt af de igangværende undersøgelser af vikingebroanlægget over Vejle ådal ved Ravning enge.
I Sverige er der i de senere år lokaliseret og undersøgt enkelte sejlspærringer, således en større pælespærring ved Bussevik i Blekinge[7], dateret til vikingetid og beliggende i en del af skærgården, som synes at have været det lokale centrum i denne periode. Dertil kommer, at man i vandet omkring Birka i Mälaren har lokaliseret pælesætninger[8], der bringer tanken hen på den palisade, som i 1953 blev lokaliseret omkring Hedebys havneområde[9].
Billedet af et „Søens Dannevirke“ (fig. 1), bestående af strategisk velplacerede sejlspærringer langs de syddanske kyster, som kunne skimtes udfra det i 1964 sammenfattede materiale, har således fået nye detaljer og uventede facetter – rigeligt til at fortjene, at arbejdet fortsætter med mere systematiske undersøgelser, omfattende opmåling, udgravning og datering af flere af anlæggene, så deres historie og opbygning bliver sikrere bestemt.
Blandt de lokaliserede spærringer er der en enkelt, som allerede ved de hidtidige undersøgelser har vist sig at rumme interessante detaljer, og som derfor skal beskrives nærmere her.
Det er Helnæs-spærringen på Sydfyn, som i 1972 blev undersøgt af Nationalmuseets dykkerhold i forbindelse med et togt med museets skonnert „Fulton“ for optræning af interesserede sportsdykkere i arkæologisk registrering.
Ved flere lejligheder var tømmer af særpræget form bragt i land i Helnæsbugten ved isens eller menneskers mellemkomst som vidnesbyrd om, at der mellem Helnæs og Illumø måtte findes rester af en meget gammel spærring, bro eller lign. I 1960 havde museumsinspektør Albrectsen fra Odense Bys Museer besigtiget det i-land-drevne tømmer, og i februar 1965 kunne museumsdirektør Oxenvad efter en besigtigelse på stedet melde Nationalmuseets Skibshistoriske Laboratorium, at der her næppe kunne gives anden tolkning på det fundne, end at det var en pælespærring. Det aftaltes at søge spærringen nærmere undersøgt i samråd med overlærer J.K. Groth, Fåborg, der havde vist stor interesse for fundet. I den følgende tid blev en del spærringstømmer af bøg indbragt til Nationalmuseet’s skibskonserveringsværksted i Brede, og spærringens forløb blev klarlagt ved en indsats af bl.a. dykkerne Erik Østergaard, Odense og Erik Hansen, København, uden at det dog lykkedes at få princippet i spærringens opbygning nærmere belyst.
Tømmeret, der var bragt i land fra spærringen, var som nævnt af særpræget form, og det faldt klart i to grupper, lodrette pæle og vandrette flydere (fig. 3).
Af pælene var der indtil sommeren 1972 i Brede modtaget to hele og tre ufuldstændige. (Fig. 4). Trods vandslid og udtørring er det tydeligt at se, at pælene er tildannet med en øvre del, 1,6-2,2 m lang med rektangulært tværsnit, ca. 10 × 20 cm. Denne del er skåret lige af foroven, mens den forneden overgår i den 1,2-1,4 m lange spids, som er omhyggeligt tilhugget som en dobbeltkegle udfra det fulde stammetværsnit, så der dannes to afsatser. Disse „modhager“ har bevirket, at pælene har været meget vanskelige at trække op igen. På alle pæle findes en gennemboring for en trænagle i den underste del af det rektangulære stykke, 15-25 cm over afsatsen for spidsen.
Af flydere var der i samme periode modtaget syv hele eller næsten hele, samt to brudstykker. Den særprægede form af disse stykker fremgår af opmålingen (fig. 4), som viser, at stykkerne med deres spidse ender og hvepsetalje-facon primært er udformet omkring de to huller, som måler 14-18 cm i bredden og 20-32 cm i længden, anbragt med et mellemrum på 140-174 cm. Flyderne er tilhugget i 8-14 cm’s tykkelse efter en spaltning, som har givet to flydere af hver kævle. Længden ligger for de bjærgede hele flydere på 3,6-3,9 m.
En træprøve fra en af flyderne er C-14-dateret til 1060 e. Kr. ± 100 (K1095), hvilket understøtter formodningen om, at spærringen er et anlæg til forsvar mod venderne. Men selv om de fundne dele af spærringen ved deres form angav, at pælene må have siddet parvis i en afstand af 1,7-2,0 m svarende til hullerne i flyderne og tjent som styr for disse, var der stadig mange ubesvarede spørgsmål: Har pælene stået lodret eller skråt? – Har flyderne ligget på langs eller på tværs af spærringen? – Hvordan har spærringen forløbet ovre det dybere vand? – Svarene på disse og andre spørgsmål ville måske kunne findes, hvis det lykkedes at lokalisere selve spærringen og undersøge den nærmere.
En sådan lejlighed bød sig, da man i sommeren 1972 kunne afsætte to dage af årets træningstogt med arkæologiinteresserede sportsdykkere på skonnerten „Fulton“ til en undersøgelse ved Helnæs. Kort forinden havde en fynsk dykkergruppe ved kørelærer Egon Larsen, Odense, lokaliseret en pælegruppe på stedet og indberettet dette til Skibshistorisk Laboratorium. Nu kunne man den 24. og 25. juli 1972 indsætte 20 dykkere på opgaven at eftersøge og opmåle de synlige rester af spærringen.
Resultatet af dette arbejde blev, at dykkerne lokaliserede et ca. 30 m langt område med ialt 13 pælestubbe og en flyder. Pælestrækket lå i øst-vestlig retning på 1,6-1,8 m’s dybde, ret udfor Helnæs’ østligste punkt i en afstand af 200 m fra stranden, (fig. 5). Afstanden mellem Helnæs og Illumø er i dag på dette sted ca. 1.000 m, hvoraf de første 250-300 m udgøres af det relativt flade sandflak, som af strømmen er aflagt på Helnæssiden, Udenfor flakket følger en 3,7 m dyb strømrende, og på østsiden af indløbet stikker Vesterhoved på Illumø frem som en spids morænedannelse under stadig nedbrydning. Udenfor Vesterhoved strækker et 400-500 m bredt flak af sand og muslinger sig vestover og indsnævrer sejlrenden, så den strækning, som spærringen må have rakt over, ikke har været så lang som afstanden mellem Helnæs og Illumø i dag angiver. Det lykkedes ikke at spore yderligere pæle fra spærringen, hverken i sejlløbet eller i bunden udfor Vesterhoved, hvor undersøgelsen dog hæmmedes stærkt af, at bunden var tæt besat med muslinger.
De fundne pælestubbe stod så spredt, at det som dykker lejlighedsvis kunne være vanskeligt at finde fra den ene til den næste trods lavt vand og lys sandbund, da sigtbarheden kun var 2-3 m. For at opmåle deres indbyrdes placering anbragtes fire lange jernpløkke som fixpunkter, fordelt udenom pælene, så man fra disse kunne måle de direkte afstande til pælene, som hver forsynedes med et nummer. Ved dette opmålingsprincip kunne pælemønsteret bestemmes med stor sikkerhed og med den kontrol, som det gav, at der fra hver pæl blev målt til tre fixpunkter.
Da mange af pælene hældede væk fra den lodrette stilling, måltes hældningsvinkel og -retning tillige for alle pæle, ligesom dybderne til toppen og evt. afsatser på pælestubben samt dybden til den omgivende bund blev målt.
De fundne 13 pælestubbe repræsenterer utvivlsomt kun en brøkdel af det samlede antal pæle, som oprindelig har været rammet ned indenfor dette 30 m lange område af spærringen. Alligevel giver de mulighed for at slutte, at flyderne har ligget orienteret nord-syd, altså på tværs af spærringens forløb, på langs af sejlløbets retning. Dette fremgår af den indbyrdes placering af pælene i vestenden, hvor de følger to parallelle øst-vestlige linier i ca. 1,8 m’s afstand. Langs de to linier er afstanden fra pæl til pæl 1,0-1,4 m eller et helt antal gange dette mål, og dermed er der ikke mulighed for at indpasse flyderne, hvis hulafstand er 1,7-2,0 m, på langs af disse linier, men meget vel på tværs (fig. 6). En vigtig detaille, som bekræfter denne orientering af flyderne, er toppen af pælestubbene nr. 42 og 44, som er bevaret op til trænaglehullet. De flade sider af det rektangulære tværsnit i toppen på disse pæle flugter i nord-sydlig retning, (fig. 7A) svarende til, at de store hullers længderetning i flyderne – og dermed disse selv – har været orienteret nord-syd.
Det videre forløb af pælerækkerne østover er ikke entydigt, men samtlige 13 pæle kan dog placeres i et let svunget spærringsforløb, der indenfor 31,5 m’s længde indeholder 25 flydere med en gennemsnitsafstand af 1,26 m og med 25 pæle i hver af de to rækker, der forløber parallelt i 1,7-1,9 m’s indbyrdes afstand og med en største afvigelse fra det rette forløb på 0,8 m.
Under dykningerne blev der forgæves søgt efter pæle udenfor de to rækker, idet man forestillede sig, at der f. eks. kunne have været fritstående pæle foran spærringen ud mod Lillebælt, men der fandtes ikke spor heraf. Grunden til, at der ikke lokaliseredes pæle i det videre forløb mod vest ind mod Helnæs og mod øst ud mod sejlløbet kan være, at pælestubbene her har været dækket af sand. På flakket dannes lave sandrevler parallelt med kanten mod sejldybet, og de fundne pæle er netop lokaliseret i lavningen mellem to sådanne revler.
Den hældning, som kunne iagttages på mange af pælestubbene blev indledningsvis tolket som udtryk for, at pælene var rammet ned i bunden med en hældning mod syd, hvilket tilsyneladende bestyrkedes af, at øverste afsats af spidsen på pæl nr. 42 var hugget i en vinkel svarende hertil (fig. 7B). Hældningsmålingerne viste dog, at mens de vestlige og midterste pæle stod næsten lodret eller med hældning mod syd og øst, så stod de østlige pæle med hældning mod nordvest, og at hældningsvinklerne iøvrigt varierede i hele området mellem 6° og 44° i forhold til lodret.
En sådan variation passer dårligt med teorien om, at pælene skulle være rammet skråt ned, og en heldig opdagelse gjorde det muligt at fastslå, at ihvertfald pæl nr. 35 er blevet rammet i lodret stilling og siden presset ud af lod. Ved forsigtig bortvaskning af sand omkring denne pæl fremkom nemlig ca. 10 cm under det nuværende bundniveau en rund aftegning i sandet (fig. 7c), dannet ved, at den koniske pælespids under nedramningen har sammentrængt den oprindelige sandbund med dens indhold af mange små kalkskaller. På et senere tidspunkt er pælen så presset skæv, hvorved der er dannet en hulhed i sandbunden omkring pæleroden, og dette hul er da opfyldt med løst sand uden kalkskaller.
I betragtning af, at pælestubbene sad urokkelig fast i sandet, selvom de ved undersøgelsen blev frilagt, så kun 1/3 eller 1/4 af spidsens samlede længde sad ned i sandet, har det krævet stærke kræfter at skubbe pælene så skæve, som de fundne pælestubbe viser.
På grundlag af disse iagttagelser kan vi opridse dette billede af spærringens etablering: Af skovens bestand af bøgetræer er for hver 100 m spærring udtaget et antal kævler på ca. 40 stk. à ca. 0,5 m’s diameter og ca. 4 m’s længde (til 80 flydere) samt ca. 160 stammer à ca. 0,25 cm’s diameter og 3-5 m’s længde (til 160 pæle). Disse er blevet tilhugget i de angivne standard-former, og de har sandsynligvis ligget til tørring i nogle få måneder, hvorved de i modsætning til det friskfældede bøgetræ, som er så vandfyldt at det går til bunds, har kunnet flådes ud til „byggestedet“. Her er pælene rammet ca. 1,5 m ned i bunden, indtil den pind, som sad i hullet over spidsens øverste afsats, lå glat med bunden og stoppede for videre nedtrykning. Med den særlige udformning af pælespidserne har pælene ikke kunnet trækkes op igen fra båd, de har siddet „urokkelig“ fast, indtil vinterisen har taget fat; på at rasere spærringen ved at vælte eller knække pælene eller ved at trække dem op og føre dem bort. De tørrede flydere i spærringen vil suge vand til sig, så de ligger næsten helt nedsænkede, men uden at gå til bunds, og under disse vilkår er bøgetræet det mest velegnede materiale til såvel pæle som flydere ved at være stærkt og varigt, så længe det befinder sig i vandet. Det må antages, at pælene har rakt så højt op af vandet, at flyderne ikke har kunnet flyde bort ved højvande. Vanddybden ved de undersøgte pæle er nu 1,6-1,8 m, men bundniveauet synes udfra spidsernes dybde oprindelig at have været 0,3-0,4 m højere, og dertil kommer, at der antagelig p.g.a. landsænkningen skal trækkes ca. ½ m fra vanddybden for at genskabe situationen omkring 1100 e. Kr., hvorved den datidige vanddybde på det undersøgte sted antagelig har ligget omkring eller lidt under 1,0 m.
Undersøgelsen har således bekræftet eksistensen af en spærring mellem Helnæs og Illumø, uden at forløbet udenfor det fundne område dog er blevet klarlagt. Spærringens opbygning vidner om en gennemført planlægning og en disciplineret arbejdsindsats under bygningen, og den viser et eksempel på en veludviklet vandbygningskunst, som kunne etablere en effektiv spærring med et minimum af materialeforbrug.
Så længe spærringen har været intakt, har den utvivlsomt været effektiv overfor indtrængende skibe af den art, som såvel danskerne som venderne benyttede til krigstogt – Ladbyskibets type i forskellige modifikationer, som vi i dag kender dem fra Skuldelev-fundets to krigsskibe[10] og fra fund af slaviske varianter over samme byggeform, omend i mindre størrelse, fra Ralswiek på Rygen[11], Orunia ved Gdansk[12] m.v. Disse spinkelt byggede fartøjer kan passere, hvor der er blot ½ m fri vanddybde, og de kan trækkes over en landtange, men ved mødet med en spærring som denne, kan de hverken slippe mellem pælene eller hugge sig vej igennem uden fare for, at pælestubbene skal ødelægge skibene.
Helnæs-spærringens opbygning vidner om, at spærringens bygmestre må have kunnet støtte sig til en betydelig erfaring indenfor vandbygningskunsten. Ved andre spærringer indenfor dansk og svensk område (Hominde, Haderslev fjord og Bussevik) er der ligeledes fundet vandretliggende tømmer styret af pæle gennem firkantede huller i flyderne, men af langt mere grov og tilfældig udformning. Der er dog et enkelt udateret fund – af en halv flyder af eg (fig. 10), som er udgravet i Slivsøen syd for Haderslev og nu opbevares i sognemuseet i Jels – som påfaldende ligner materialet fra Helnæs. Fundstedet er en tidligere vig eller strandsø, som nu ved materialevandringen langs kysten er lukket af fra Lillebælt, altså et sted som kunne tænkes at have været lukket med en spærring. Sliv-søen ligger iøvrigt ved Lillebælts vestbred ret overfor Helnæs og derfor kunne det også tænkes, at den halve flyder stammede fra Helnæs-spærringen og var blevet transporteret af isen over bæltet ved østenvind. Imod dette taler dog, at stykket fra Slivsøen er af eg og ikke af bøg, som det hidtil fundne tømmer fra Helnæs.
På slavisk område kan man finde eksempler på brokonstruktioner, hvori indgår kraftige åg, som minder om flyderne fra Helnæs, således i en 750 m lang bro fra 1000-tallet i Teterower-søen i Mecklenburg[13], og i to 1100-tals broer i Ober-Ückersee[14] med en samlet længde af 2,6 km over vanddybder på op til 20 m. Selvom brokonstruktionen iøvrigt afviger fra spærringens opbygning, som denne tegner sig på grundlag af de fundne pæle, kan det meget vel tænkes, at inspirationen til den spærringsform, vi finder ved Helnæs, er hentet hos brobyggerne. I adskillige tilfælde har broanlæg direkte været udnyttet som spærringer mod vikingsflåderne i England og Nordfrankrig, så forbilleder har man kunnet finde såvel mod vest som hjemme (Ravning enge-broen) og mod syd hos venderne.
Det sted, spærringen er lagt, er valgt med omtanke. Vil man sikre sig imod overraskelsesangreb fra søsiden i området på begge sider af Hårby å, må man søge at hindre fjendtlige skibe i at komme ind i farvandet mellem Helnæs og Horneland. Denne store bugt er delt i to af ørækken Illumø-Horsehoved-Vigø, hvorved der dannes Sønderfjord mellem øerne og Horneland samt Nørrefjord eller Helnæs bugt nord og vest for øerne. Oprindelig har Nørrefjord været forbundet med Lillebælt ved et smalt og dybt løb mellem Fyn og Agernæs, men såvel Agernæs som Helnæs har antagelig været landfast med Fyn allerede i vikingetiden[15]. Sønderfjord vender en bred åbning ud imod Lillebælt, men fra begge sider skyder brede flak ud og levner kun plads for en smal sejlrende, der passerer Falsled i et snoet forløb og udmunder i Nørrefjord. At passere denne rende kræver udpræget lokalkendskab, som det fremgår af sejlskibstidens anvisninger:
Vil man fra Falsled stå sydpå gennem det østlige løb, holdes mærket: „En lille lund, som ligger ved stranden 1½ sømil nord for Falsled, overet med det lave land øst for Birkhammer klint“ indtil hagen ved Vigø er passeret. Når „Svanninge kirke er sin egen højde fri syd for Falsled mølle“, trækkes den lille lund udefter på Birkhammer klint, indtil „lundens østkant er overet med vestkant af et gærde på forlandet“. Dette mærke må haves noget før Falsled mølle er tværs, og mærket holdes derpå, indtil pynten af Helnæs trækker fri syd for Illumø, da man styrer op ca 1 kabellængde uden om denne ø. Når Jordløse kirke er fri vest for gårdene på Illumø kan man sætte kurs efter bestemmelsesstedet[16].
Den anden farbare indsejling til Nørrefjord er passagen mellem Helnæs og Illumø, hvor spærringen er lokaliseret. Denne byder ikke på navigatoriske vanskeligheder og har dermed ikke, som løbet forbi Falsled, ydet nogen naturlig beskyttelse imod overraskelsesangreb. Det er derfor mest sandsynligt, at spærringen har strakt sig ubrudt – uden gennemsejlingsåbninger for egne skibe – mellem Helnæs og Illumø, og at man for egne skibe har benyttet renden gennem Sønderfjord. Herved har Helnæsbugten kunnet tjene som en beskyttet flådehavn, og eventuelle angribende vendere har måttet lande med deres skibe på den åbne kyst langt fra bebyggelsen, eller de har måttet søge på mere besværlige måder at få deres skibe ind i bugten, hvorved de har givet forsvarerne tid til at træffe modforanstaltninger.
Efter at dykkerne fra „Fulton“ i juli 1972 besøgte spærringen ved Helnæs, er der modtaget melding om, at husmand Karl Christiansen, Sarup, under ålestangning mener at have lokaliseret en spærring ved den fynske kyst mod Nørrefjord, nærmere betegnet ved Noret mellem Nabben og Løgismose i umiddelbar nærhed af Hårby å’s udløb. Er dette en ældre spærring, et første utilstrækkeligt forsøg på at sikre ådalen med dens bebyggelse? – eller er det den indre forsvarslinie bestemt til at stoppe de skibe, som måtte have held til at forcere den ydre forsvarslinie? Svaret herpå vil måske kunne findes ved fortsatte undersøgelser på dette og andre steder, hvor disse spærringer dukker op over og under vandet med pælestumper, som kan synes uanseelige, men som i den rette sammenhæng kan være med til at kaste lys over det vigtige samspil mellem besejling, bebyggelse og befæstning, de faktorer, som i vikingetid og tidlig middelalder for bestandig bestemte, hvor Danmarks byer skulle ligge.
