Fyns Stifts Kunstmuseums nye Karl Schou-billede, portrættet af forældrene[1], er et velkomment supplement til de billeder, som museet i forvejen ejede af denne kunstner. Egentlige portrætter er sjældne i Karl Schous produktion, og eksemplet her er – i al sin stilfærdighed – en af de mest indtrængende menneskeskildringer, vi har fra hans hånd.
Karl Schous kunst har egentlig aldrig været gjort til genstand for nogen større behandling[2] – måske fordi hans samlede produktion ikke opviser nogle af disse „perioder“ og ikke kan opdeles i de forskellige tids- og stilafsnit, som så ofte kan danne basis for mere eller mindre indgående betragtninger over en kunstners udvikling og værk. Karl Schous værk er ejendommeligt homogent – fra de tidligste „havebilleder“ til hans senere bybilleder fra forskellige europæiske storstæder.
Hans oprindelse var beskeden, hans første kunstneriske ytringer ligeså; da han var 12 år, kom han i lære hos en fabrikant af „glarmesterbilleder“, hvor han hjalp til med at udføre landskabsbilleder i metermål. Først i 1887 kom Karl Schou ind på Zahrtmanns malerskole, og hvordan det gik til, har han selv fortalt om i sine erindringer fra Zahrtmanns Skole: „Den elegante og belevne Lørup[3] bedaarede ganske Zahrtmann, der fandt at han lignede en ung Greve. Jeg, den lille blege, københavnske Proletardreng, faldt ikke rigtig i hans Smag. Jeg saa svag ud, sagde han, og man maatte være stærk for at blive Kunstner. Jeg kom nærmest ind som et Anhang til Lørup“[4].
På Zahrtmanns Skole kom Karl Schou i en tid stærkt under indflydelse fra Fynboerne, som på dette tidspunkt var hans medelever. Selv siger han, at den af dem, der stærkest påvirkede ham, var Johannes Larsen. En anden indflydelse – og en der i højere grad har præget hans kunst – kom ved mødet med impressionisternes arbejder på den store franske udstilling i København i 1888 – „det var virkelig en Aabenbarelse“[5].
Der er da heller ingen tvivl om, at det blev den impressionistiske opfattelse af maleriet der hovedsageligt kom til at præge udformningen af Karl Schous personlige stil. Han afviger fra de egentlige fynboer bl.a. ved sin altafgørende interesse for lyset i et billede – en interesse, der undertiden giver sig udslag i det bevægede og lysende sølvgrå skær, der kan være over mange af hans arbejder. Den lette og frie maleteknik i hans modne billeder kan også tyde på et vist studium af impressionisterne. Hvor stor en rolle lyset spillede for Karl Schou ses måske bedst deraf, at han undertiden kunne have et ufuldendt billede stående i årevis – for så senere at kunne få lejlighed til at fuldføre det, når lyset var det samme som den dag, billedet blev påbegyndt.
Der er altid blevet sagt og skrevet meget om Karl Schous „sølv-agtige“ farver, og ofte er han blevet fremhævet som valørmaler. Selv mente han imidlertid ikke at være mere „sølvagtig“ i sin farve end andre malere, og et billede som museets „Tøj til tørre. Forårssol“ fra ca. 1918 har da også et væld af gyldne og grønne lysende farvetoner i sig. Karl Schou var altid neddæmpet i sin kolorit og foretrak gerne lidt skyggefulde motiver, hvor lyset ligesom siver ganske stille ind. Det er derfor også karakteristisk, at han i adskillige af sine parkog havebilleder fortrinsvis interesserer sig for lysets indtrængen mellem træernes stammer og dets spil på jorden og på græsset. Billederne er foroven ofte afskåret på en sådan måde, at selve trækronerne og himlen ikke ses.
Dette bringer os ind på maleren Karl Schous forhold til sit motiv, og i denne forbindelse er vi så heldige at have nogle enkelte udtalelser af ham selv at holde os til. Udtalelserne er fremkommet i et interview med ham, som Carl V. Petersen offentliggjorde i tidsskriftet „Tilskueren“ i 1918. Karl Schou taler heri først om betydningen af det standpunkt, som kunstneren vælger sig overfor motivet, og han fortsætter så: „ . . . eller forestil Dem en anden Tid paa Dagen, hvor Skyggerne falder helt anderledes, eller gør Belysningen svagere eller kraftigere – hvor mange hundrede Motiver har der dog ikke gemt sig i det ene! Disse hundrede Motiver er Naturen; det ene, der udvælges er Kunsten“[6].
I portrættet af forældrene, er det imidlertid ikke lyset, der spiller den store rolle, selvom hele billedets tone er bestemt af det matte gyldne skær fra petroleumslampen midt på bordet.
Portrættet er malet året før faderen døde; i et andet og tidligere billede har Karl Schou malet ham i skomagerværkstedet, bøjet over sit arbejde[7]. Dobbeltportrættet er dog nok så indgående i sin personskildring – både af faderen og af moderen. Der er lidt fortrykt over faderen, som han sidder let sammenfalden for enden af bordet. Han indtager dog den mest dominerende rolle i billedet, medens moderen er anbragt mere tilbagetrukket bag bordet og lidt mere i skyggen. Fuglen – en grøn papegøje – siddende på bordtæppet ved siden af lampen, var skomagerens yndlingsstuedyr; han havde mange – kanariefugle og guldfisk – som han omhyggeligt puslede om.
Kompositionen i dobbeltportrættet af forældrene er så enkel som vel muligt; billedfladen opdeles i det lodrette plan af lampen på bordet, og et næsten lige stort rum tildeles faderen på den ene side og moderen og fuglen på den anden. Den stærkt grønne farve i papegøjens fjerdragt giver billedets venstre halvdel den rette tyngde. Malemåden er enkel og kraftfuld; selv i gengivelsen kan man se de stærkt markerede penselstrøg, der er med til at betone hele det indtryk af enkelhed, som billedet giver. Om portrættets tilblivelse har Karl Schou sagt: „Naturligvis saa der slet ikke saadan ud i den Stue, der var mange andre Ting synlige i Interiøret, men det var jo ikke hele dette tilfældige og ligegyldige Indbo, der i det Øjeblik var mit Motiv, og altsaa lod jeg ganske rolig det andet ude af Betragtning. Saadan vælger og vrager man altid til Fordel for det centrale i Motivet“[8].
