Udforskningen af ældre stenalder i Danmark har gamle og traditionsrige rødder på Sjælland og i Jylland, hvor velkendte bopladser som Maglemose nær Mullerup og Ertebølle ved Limfjorden – for blot at nævne nogle få – er klassiske og berømte fundsteder, der er blevet navngivende for større nordeuropæiske ældre stenalderkulturer.
I modsætning hertil har Fyn – landets geografiske midtområde – i langt ringere grad været i forskningens søgelys; kun køkkenmøddingen ved Langø på Hindsholm[1], Snarup-bopladsen på Sydfyn[2] samt mindre udgravninger og enkeltfund er omtalt i den arkæologiske litteratur[3].
Idag er vort kildemateriale til belysning af Fyns ældre stenalder af betydeligt omfang. Dette store fundstof, der udgøres af hundredvis af bopladser og enkeltfund, er dels fremkommet som følge af omfattende og systematiske eftersøgninger langs bredderne af alle større vandløb, søer og moser[4], dels som resultat af krigens omfattende tørvegravning i de fynske moser.
Takket være mosernes kalkrige bund er der bevaret et betydeligt antal enkeltfund af ben og hjortetak, der udgør et interessant og oplysende supplement til bopladsernes ensidige fundstof af flint og bjærgart.
Blandt de mange enkeltfund er der imidlertid altid nogle, der påkalder sig særlig opmærksomhed – enten på grund af elegant formgivning eller stor sjældenhed.
Dette er netop tilfældet med stykket fig. 1, der er et enkeltfund fremkommet ved tørvegravning i den nordlige del af Ejby Mose, Vestfyn[5]. Basis’ udformning viser, at der er tale om en harpun[6].
Harpunen, der er fuldstændig hel og meget velbevaret, er fremstillet af baglisten og siden af en mellemfod (eller -hånd) af elsdyr[7]. Farven er mørkbrun.
Råmaterialet er udnyttet således, at knoglens bagliste (der er råemnets tykkeste parti) danner harpunens ’corpus’, mens modhagerne er udskåret af knoglens noget tyndere side, fig. 2. Harpunen er fuldstændig ret om længdeaksen, og od samt basis-midtpunkt falder i dens akse. Stykket er også lige i profil.
Sidekanterne er i det meste af harpunens længde parallelle, men konvergerer en anelse umiddelbart ved overgangen til basis. Tværsnittet er seglformet.
Overfladen er overalt glatskrabet og viser tydelige spor af tildannelse med flintredskab (stikkel?). Den ene bredside (konvekse) udgøres af råemnets yderside, mens den konkave sideflade viser spor af knoglens oprindelige hulhed. Ved basis ses rester af det porøse væv i knoglens epifyse.
Harpunens od er kort (2 cm) og spidsvinklet; langs venstre sidekant ses tre, korte modhager af trekantet – let krogformet omrids. Afstanden fra modhagernes spids vinkelret på harpunens sidekant varierer mellem 0,5-1 cm. Modhagerne er anbragt regelmæssigt langs sidekanten og er indbyrdes adskilt af aflange indskæringer af 6,5-8 cm’s længde. Første modhage findes 4,3 cm under spidsen, sidste modhage 3,5 cm over basis skulderparti, fig. 2.
Basis er hjerteformet i omrids, fig. 2. Ved venstre side er udlinien noget uregelmæssig som følge af et porøst parti i knoglen. Overgangen mellem basispartiet og den øvrige del af harpunen er markeret ved et tydeligt udarbejdet skulderparti, der antagelig har fungeret som linefæste. Basis er 1,7 cm bred og 2,5 cm lang. Harpunen er 24,7 cm lang, 2,2 cm bred og 0,8 cm tyk. Vægten er 80 gr. Da harpunen fra Ejby Mose er et enkeltfund, kan den kun dateres ad typologisk vej.
Stykket fra Ejby Mose finder sine nærmeste formmæssige paralleller blandt gruppen af enradede stortandede harpuner[8]. Denne type, der er udbredt i Sydskandinavien, Nordtyskland og Polen, er fundet jævnt spredt i Danmark; flest på Sjælland, en del på Fyn og enkelte i Jylland[9].
Harpunen fra Ejby adskiller sig imidlertid fra de øvrige danske benharpuner ved sin smalle, spidsvinklede od, de få modhager, deres korte, trekantede omrids samt det tydeligt udskårne, afsatte hjerteformede basisparti.
Den væsentligste forskel i denne forbindelse er nok Ejby-stykkets basis, der ikke genfindes i denne udformning på nogen af de øvrige danske stortandede benharpuner. Derimod viser flere danske og nordtyske rentakharpuner fra yngre dryastid en hjerteformet basis, der er nært beslægtet med Ejby-stykkets. På en toradet harpun af elgtak fra Vallensgård Mose på Bornholm ses ligeledes en tydelig afsat, hjerteformet basis[10]. Sidstnævnte stykke må ud fra sine fundforhold antages senest at være præborealt[11]. Karakteristisk for de ovennævnte stykker er, at de alle er toradede, henholdvis med modhager af rhombisk eller trekantet omrids, og at basis er trekantet-hjerteformet.
Uden at det skal tillægges afgørende vægt, antyder det valgte råmateriale (elg) også en høj alder. Kvartærzoologiske og arkæologiske fund viser, at elgene er dominerende i allerød- og præboreal tid[12]. Ud fra en arkæologisk-typologisk synsvinkel sammenholdt med fundforholdene (fundet i tørv) må en datering til præboreal tid foretrækkes. Da fundstoffet fra den yngste del af præboreal tid i Nordeuropa præges af enradede, fintandede benodde, er der grund til at antage, at Ejby-harpunen tilhører ældste del af præboreal tid, evt. overgangen mellem yngre dryas og præborealtid, d.v.s. ca. 8.300 f.Kr.
Da bopladsfund fra netop dette tidsafsnit af Danmarks forhistorie hidtil ikke med sikkerhed er påvist på Fyn, er Ejby-harpunen et så desto mere kærkomment enkeltfund, der kaster et kort strejflys over en endnu ukendt periode af Fyns ældre stenalder.