Hvis man som en hilsen til den mangeårige og energiske leder af oldtidsafdelingen på Fyns Stiftsmuseum vil give meddelelse om et oldtidsfund fra den fynske øgruppe, kan det have sine vanskeligheder; for næsten alle mere væsentlige fund fra den sidste menneskealder er allerede omtalt, hvad enten det er sket i Fynske Minder eller andetsteds. Ved et tilfælde kan det alligevel lade sig gøre, og det bliver med et ganske interessant stenalderfund, som forlængst burde være beskrevet.
I oktober 1950 fik Nationalmuseet en melding fra lederen af Svendborg Museum, viceskoleinspektør Ove Marcussen, om fund af en stenalder-stridsøkse i Bjerreby på Tåsinge. Da Lars Høy var ved at bygge sig et nyt hus her, havde man fundet en stensætning og den nævnte økse, hvad der kunne tyde på en stenalder-begravelse. Man havde ikke gravet videre, men dækket det hele til igen, så der var mulighed for at undersøge anlægget nærmere; kort tid efter fik jeg lejlighed til en lille udgravning. Resultatet svarede fuldt ud til forventningerne, for det kunne fastslås, at man var stødt på en sjælden form for stenkiste, som kan knyttes til den såkaldte ødanske enkeltgravskultur.
Findestedet ligger som sagt i selve Bjerreby midt på Tåsinge, nærmere betegnet ca. 200 meter vest for kirken. Ved byggeriet kom nogle store kantstillede stenflager i vejen for en kloakledning, men de var forholdsvis lette at bryde igennem. Takket være ejerens velvilje blev det muligt at grave stenene fri igen; (dog skulle vi lade den omtalte kloakledning ligge urørt, så udgravningsfotografierne egner sig ikke rigtig til offentliggørelse). Heldigvis var det meste af stenkisten intakt, som det fremgår af fig. 1.
Der har aldrig været tale om nogen gravhøj på stedet, og selv om omgivelserne var lidt ændrede p.g.a. byggearbejdet, var der heller ikke noget, der for udgraveren røbede tilstedeværelsen af en høj.
Kisten må have været anlagt under flad mark, som det hedder i fagsproget. Det svarer godt til, at stenene var gravet et pænt stykke ned i undergrunden, således at man først traf de øverste sten omkring 65 cm under jordoverfladen. Sandsynligvis har graven engang været dækket med sten; man fandt ingen overliggere, men der blev under udgravningen iagttaget ganske fine lag afvekslende af ler og sand øverst i kisten, hvad der med erfaringer andetsteds fra må betyde, at der oprindelig har været et hulrum her. Med andre ord kan det siges, at graven engang har været overdækket, men stenene må være fjernet for lang tid siden.
På trods af de omtalte forstyrrelser var det muligt at få et klart billede af gravens oprindelige plan. Den har været anlagt i retning NNV-SSØ (men for nemheds skyld vil der nedenfor blive tale om retningen N — S). Den nordlige ende var bredest og afsluttedes af en meget svær sten. De to langsider var dannet af henholdsvis to og fire mere eller mindre flade sten. Graven smalnede til mod syd, hvor der fandtes en lav tærskel — en kløvet sten — samt et lukke bestående af to stenflager, der var støttet af nogle omkring hovedstore sten og tætnet med ler. Graven har med andre ord haft en tydelig indgang mod syd. De fleste sidesten hældede en smule indefter, således at der er lidt forskel på gravens mål ved bunden og ved overkanten. Forneden var den indvendige længde fra endesten til tærskel 1,32 m og totallængden 1,80 m. Den indvendige bredde var ved nordenden 1,0 m, men ved indgangen blot 0,58 m. Graven har således en tydelig trapez-formet grundplan. Kistens dybde var (regnet fra overkanten af sidestenene til den tydelige bund) i nord mellem 0,65 og 0,70 m, i syd 0,55 m. Som byggemateriale havde man brugt flade sten, de fleste kløvede og af en rødlig sandsten.
Som nævnt var kloakledningen ført tværs igennem hele anlægget, hvorved man nær bunden havde fundet den omtalte stridsøkse; den lå omtrent midt for den østlige langside. Andet blev ikke bemærket dengang. Ved undersøgelsen viste det sig, at den øvrige del af gravens fyld var urørt. Øverst blev der som nævnt påvist nogle ganske tynde lag, som måtte være afsat af nedskyllet vand, men det meste af gravens indre bestod af fast og ensartet, leret sand. Bortset fra enkelte små flintafslag og trækulstykker fandtes der intet i fylden. Trods omhyggelig eftersøgning blev der hverken fundet flere oldsager eller spor af den (eller de) gravlagte. Gravens bund var tydeligt markeret, idet den bestod af et lag knust flint, der nogle steder var svagt ildskørnet.
Den fundne økse, der nu befinder sig på Svendborg Museum, er et typisk eksempel på de stridsøkser, der hører til enkeltgravskulturen. Det er en af de sene former med skafthullet placeret langt tilbage og med stærkt sammenknebet, smal, men lidt nedtrukket nakke[1]. Øksen er lavet af diabas, er omhyggeligt tilhugget og fint poleret. Der er tale om et temmelig stort og elegant eksemplar med en længde på 18,8 cm. Ved skafthullet måler den 4,8 cm i bredden og 3,5 cm i højden. Der er næppe tvivl om, at øksen repræsenterer gravgods fra en af de oprindelige gravlæggelser, d.v.s. at den er samtidig med gravens bygning.
Dermed kan hele anlægget henføres til den ødanske enkeltgravskultur, en af de neolitiske kulturgrupper, som her i landet har en sydlig udbredelse, nærmere betegnet inden for de sjællandske og fynske øgrupper samt østkysten af Sønderjylland. Skønt man i snart 40 år har været klar over, at den udgjorde en selvstændig gren af de fælleseuropæiske enkeltgravs- eller stridsøksekulturer, har materialet altid været lidt sparsomt. Det gælder både antallet af fund og af karakteristiske anlæg. Kisten fra Bjerreby repræsenterer en ganske karakteristisk type, som synes knyttet netop til denne enkeltgravskultur. Ganske vist foreligger der som lige omtalt kun få sikre gravfund med oldsager af enkeltgravs-type fra øerne[2], men det er næppe noget tilfælde, at der blandt materialet kan peges på to så godt som identiske stenkister, henholdsvis fra Musse på Lolland[3] og Smidstrup ved Præstø på Sjælland[4]. Samtidig kendes ganske enkelte anlæg fra den nordtyske kyst[5]. Her findes nemlig den samme gren af enkeltgravskultur og i præcis samme udformning, således at man længe har været klar over, at fundene nord og syd for Østersøen måtte stamme fra én kulturgruppe. På de danske øer har disse sager ingen naturlige forudsætninger, og man har derfor tolket fundene som spor efter et nyt folk, en indvandring til de danske øer fra dele af Nordtyskland, nærmere betegnet Holsten og Nordøsthannover. Selv om der både i oldsagsformer (stridsøkser, keramik, smykker etc.) og tildels i grave er en vis lighed med den velkendte og langt mere almindelige enkeltgravskultur fra Jylland, har man længe været klar over, at de ødanske fund ikke skulle afledes direkte fra Jylland.
En enkelt udgravning som den fra Tåsinge behøver ikke at give anledning til ny diskussion omkring de komplicerede problemer, der knytter sig til hele kulturgruppen. Der kan højst være anledning til at gøre opmærksom på den ret specielle gravform, nemlig den trapez-formede stenkiste, der i reglen er bygget af udkløvede flager af sandsten eller lignende bjergarter. Med sikre enkeltgravsoldsager kender man som sagt nu fire ensartede kister; da de er omtalt forskellige steder, er det fristende at bringe grundplanerne samlet; det sker på fig. 3. Det drilagtige er blot, at man ikke kan følge denne gravform længere væk. Der har tidligere været henvist til lignende trapez-formede stenkister i andre nord- og mellemtyske kulturer[6], men dels er ligheden ikke fuldstændig, og dels er der visse vanskeligheder med kisternes alder, således at man strengt taget ikke er kommet det spørgsmål nærmere, hvorfra den særlige gravform stammer. Det er også af mindre betydning, at der er fundet noget beslægtede kister inden for dels den sene jyske enkeltgravskultur og dels den efterfølgende sen-neolitiske kultur[7]. Men de fleste af dem ligner ærlig talt ikke vore udanske anlæg særlig meget, og er der endelig tale om præcis samme type (således f. eks. med en grav fra Olstrupgård i Vestsjælland[8]), har man ingen garanti for, hvornår kisten er bygget; de fundne oldsager kan stamme fra sekundære gravlæggelser, d.v.s. at man tilfældigt har fundet frem til graven og anvendt den påny efter nogle hundrede års forløb.
Fundet fra Bjerreby løser ikke noget videnskabeligt problem. Men det bekræfter tidligere iagttagelser, som kan få betydning, når man skal have klaret nogle af de spørgsmål, der knytter sig til den ødanske enkeltgravskultur. Nu ved vi, at de trapez-formede kister, som disse enkeltgravsfolk byggede og brugte som gravplads for nogle af deres døde, er lavet efter så ensartet model (eller tradition, om man vil), at man en skønne dag kan bruge denne iagttagelse til at få mere kendskab til en folkegruppe fra vor stenalder, hvor fagfolk har en tydelig fornemmelse af, at vi endnu ved alt for lidt.
