I 1951 publicerede Erling Albrectsen i Fynske Minder et gravfund fra Håstrup (Sallinge h., Svendborg amt, FSM nr. 8837-45), en urnegrav fra yngre bronzealder med særdeles gode fundkombinationer, der utvetydigt viste per. VI: En symmetrisk ragekniv med fuglehoveder, en svanehalsnål og pincet, begge af jern, samt øreske og neglerenser (?) af bronze (fig. 1). Urnen var beklædt med et tyndt harpikslag og pakket ind i et stykke uldent tøj (fig. 2), som det nok er umagen værd at se nærmere efter i sømmene.
Men inden Håstrup-tøjet beskrives, er det måske på sin plads at meddele lidt om oldtidens tekstiler. Her er vi i Danmark godt vant, for ikke at sige forvænte; ældre bronzealders egekister og jernalderens mosefund og gravfund har givet os et rigere tekstilmateriale at arbejde med end måske noget andet land i Europa – men dog står alle disse fund som enlige stjerner på himlen – det er så lidt vi ved, og der er så meget, vi mangler.
Ser vi ud over Europas oldtid, ser vi tilsvarende enlige stjerner. For eksempel kendes der fra Schweiz talrige vævninger af hør fra yngre stenalder, de er kun bevaret, fordi de har ligget i kalkholdig mosejord. Vore uldne stoffer fra bronze- og jernalder er kun bevaret, fordi de har ligget i sur jord (gravhøje med aldannelser eller sure højmoser). Saltminerne fra Europas ældste jernalder i Salzkammergut i Østrig, Hallstatt, Hallein og Dürrnberg, har ydet et rigt tekstilmateriale, fordi salt virker konserverende, ikke blot på tøjet, men også på farverne (fig. 3).[1] Når vore jernaldertekstiler viser alle nuancer inden for den brune farveskala, skyldes det mosesyrerne, der dels farver tøjet, dels nedbryder og skjuler oprindelige plantefarver.
Men imellem disse enlige stjerner, fra yngre stenalder i Schweiz, fra ældre bronzealder i Danmark og Hallstatt-kulturen i Østrig, er der desværre en kulsort himmel uden lys af nogen art. Det er derfor umuligt at opstille en gradvis, kronologisk udvikling af vævekunstens fremskridt i Europas forhistorie.
De ældste tekstiler fra Schweiz og Danmark er alle vævet i toskaft eller lærredsbinding, dvs. at een islættråd går over og under een trendtråd (fig. 4a). I Hallstatt-kulturen træffer vi også firskaftvævning eller kiper, hvor een islættråd går over og under to trendtråde og forskubbes een tråd i næste skel, så virkningen bliver „sildebensmønstret“ (det kaldes også diagonaltekstur) (fig. 4b). Men mellem disse to perioder, dansk ældre bronzealder og Hallstatt-kulturen, ligger et langt tidsrum, hvorfra vi ingen tekstiler kender, fordi brandgravskikken ikke har levnet muligheder for deres bevaring, og mosefund kendes ikke.
I Sverige er fundet en oval kappe, der er dateret til overgangen mellem ældre og yngre bronzealder;[2] den er af samme form som vore bronzealderkapper, men noget større, vævet i grov firskaft i det mønster, der kaldes rudekiper, en vævning, der ellers først kendes fra romersk jernalder – det ældst kendte stykke er fra den romerske koloni i Mainz. Men en så aparte, man fristes næsten til at sige anakronistisk fremtoning, viser tydeligt, hvor svært det er at opstille et udviklingsforløb for væveteknik, fordi det er så fuldstændig tilfældigt, hvad der er bevaret.
Tøjet, fra Håstrup, hvis datering er fast forankret i per. VI, er vævet i firskaft af tynd, hårdtspundet tråd – på et af stykkerne forekommer dog en smal stribe vævet i toskaft – og det er meget forskelligt fra de toskaftvævede tøjer, der er bevaret i ældre bronzealders egekistegrave, og det afviger også fra keltisk og romersk jernalders mosefundne kipervævninger. Håstrup-tøjets urolige virkning, der syner som en ternet effekt, skyldes, at både trend og islæt veksler mellem S- og Z-spundne tråde (fig. 5). Hvis en vævning består af for eksempel S-spundet trend og Z-spundet islæt, giver det en ensartet jævn overflade i det færdige stof, fordi trådene både på langs (trenden) og tværs (islætten) snor i samme retning. Hvis man veksler mellem S- og Z-spundet vævegarn enten i trend eller islæt – eller i begge – giver lysbrydningen i de forskellige snoningsretninger en urolig effekt, der virker mønsterdannende. Sådanne terner, der ikke beror på forskellige farver, men udelukkende på kombinationer af spinderetninger, kaldes spindemønstre. Det ældste eksempel på denne effekt er bæltet fra kvindegraven i Borum Eshøj fra ældre bronzealder; det virker stribet i lyst og mørkt brunt, fordi vævegarnets spinderetninng veksler. Bæltet er vævet i repsvævning, sandsynligvis på en tohuls-brikvæv.
Det største af de tre tøjstykker fra Håstrup[3] måler ca. 7,5 × 7 cm. Egkanten er en repsvævning i toskaft, og selve stoffet har 10-11 trend- og islættråde pr. cm2, og S- og Z-spundne tråde veksler i striber på 8-10 tråde.[4]
Meget nære paralleller til dette spindemønster findes i en vævning fra Hallstatt (fig. 6), hvor både trend og islæt veksler mellem S- og Z-spundne tråde.[5] Den stramme repsvævede egkant er iøvrigt også karakteristisk for mange af Hallstatt-tøjerne.
Ikke blot kipervævningen, men også glasperlen i Håstrup-graven viser mod sydøstlige forbindelser; dens nærmeste paralleller findes på Balken, i glas i tidlig Hallstatt-tid (fase A2-B1) og i bronze i den senere Hallstatt-kultur (fase C-D).[6]
Den romerske forfatter Plinius d. ældre, der levede omkring vor tidsregnings begyndelse (han blev dræbt under Vesuvs udbrud i år 79, hvor Pompeji og Herculanum blev begravet i aske og lava), skrev i sin „historia naturalis“ (VIII, 196), at gallerne (kelterne) opfandt ternerne, der af romerne blev anset for en barbarisk mode.
Men det lader dog til, efter Hallstatt-fundene at dømme, at ternerne er betydeligt ældre; men naturligvis ville det også være for meget forlangt, at Plinius skulle have kendskab til tekstiler, der var flere århundreder ældre end han selv. Dog er det ikke usandsynligt, at kendskab til kipervævning, terner og striber er formidlet fra Hallstatt-kulturen til kelterne.[7]
Som ovenfor nævnt dukker med Hallstatt-kulturen bevarede tekstiler atter op i fundene, efter at vi har måttet savne dem i hele yngre bronzealder såvel i Norden som i Centraleuropa. Og det vil da være af største interesse at efterforske, om der er sket en ændring i klædedragten svarende til ændringer og tekniske forbedringer i vævekunsten.
Heldigvis for dragtforskningen findes i Hallstatt-kulturen ikke blot naturalistiske menneskefremstillinger på bronzekarrenes friser, på sværdskeder og lerkar, der findes også jordfæstegrave med tekstilrester, der giver et udmærket billede af tidens dragter. Et af de bedst undersøgte fund i denne henseende er gravene fra Hohmichele i Württemberg.[8]
I højens centrale gravkammer lå en mand begravet; under hans bæltebeslag af bronze fandtes rester af to lag uldstof, i højde med knæene lå eet lag kipervævet uld med røde striber i trenden. Heraf sluttes, at manden har været iført en kjortel med bælte samt et par stribede bukser. Rekonstruktionen støttes af den kendte fremstilling af sværdskeden fra Hallstatt grav 994 fra tidlig keltisk tid – altså noget yngre end Hohmichele – den viser ryttere iført stramme, stribede bukser (fig. 7) og af friserne på bronzesitulaen fra Certosa, hvor krigerne er iført kjortel og knæbukser.
Her ser vi for første gang i Europas forhistorie det klædningsstykke, et par bukser, der i jernalderen var så karakteristisk for Europas „barbarer“, at romerne kaldte folk uden for rigets grænser for „braccatae nationes“ – de bukseklædte folk; den sydvestfranske provins, Gallia narbonnensis, blev også kaldt „Gallia braccata“.[9]
Det er ikke til at sige med sikkerhed, hvornår bukser, eller broge (brókr), som de hed i Norden (cfr. engelsk breeches – ridebukser), kom i brug. De ældst kendte er som sagt fra Hallstatt-kulturens fase D, 5. århundrede f.v.t., men om de også var kendt i Mellemeuropa i ældre tid, er uvist. Måske kan buksemoden dog sættes i forbindelse med en ganske bestemt begivenhed i 6. årh. f.v.t.
Herodot (5. årh. f.v.t.) skriver, at persere, medere og skyter klædte sig i bukser (fig. 8). Skyterne, der var et asiatisk nomadefolk, bredte sig i 6. årh. f.v.t. ind i Østeuropa[10] og øvede da en ikke ringe indflydelse på for eksempel den tidlige keltiske kunst. Skyterne var rytternomader, og samtidig med deres indvandring ser man i fund fra Europas seneste bronzealder og ældste jernalder en tydelig opgang i anvendelse af heste, hvilket afspejler sig i fund af vogndele, bidsler, seletøjstilbehør etc.[11] Bukser er ideelle til ridebrug, og det kan her også noteres med henblik på Hallstatt-kulturens yndest for kipervævning, at denne er meget mere elastisk end to-skaftvævning – den er særdeles velegnet til fremstilling af ridebukser og i det hele taget til stramtsiddende klædningsstykker.
Der er et langt spring i tid fra Hallstatt-kulturens bukser til de ældst kendte broge i Norden, der er fra yngre romersk jernalder, fra våbenofferfundet i Thorsbjerg Mose i Sydslesvig. Men der er ingen grund til at betvivle brogenes eksistens i keltisk jernalder, for vi har firskaftvævninger fra jernalderens begyndelse, der er C14 dateret til 6. og 5. årh. f.v.t. – den tidligste C14 datering siger 530 f.v.t. ± 100 år.[12] Sammen med ældre jernalders moselig er foruden de store kipervævede „tæpper“ (der blev anvendt både som kapper og skørter) også fundet skindslag, og begge disse klædningsstykker var ukendte i bronzealderen. Vi må anse det for rimeligt, at også brogene hørte med til de nyskabelser i dragtskikken, vi træffer ved jernalderens begyndelse.
Der er ingen væsentlig tidsforskel på Hallstatt-tekstilerne, Hohmichele-gravene og de ældste danske kipervævninger fra Håstrup og Borremose. Men Håstrup-tøjet viser størst lighed med Hallstatt på grund af spindemønsteret – denne finesse viser sig ellers først i romersk jernalder, hvor vi kender den fra flere gravfund.[13]
Håstrup-tøjet er ikke det eneste dragtstykke fra vor yngre bronzealder, der viser tilknytning til Hallstatt-kulturen. I det store votivfund fra Fårdal i Viborg amt[14] fra yngre bronzealder, per. V, foreligger et bælte af to lag læder syet sammen med tarmtråd og tæt dekoreret med små bronzebukler (fig. 9). Ganske lignende bælter kendes fra flere Hallstatt-grave.
Vi vil aldrig få at vide, om uldtøjet fra Håstrup-urnen er de sidste rester af et par broge. Vi kan kun sige, at muligheden kan tænkes at foreligge. Og så må vi håbe på, at nye fund engang kan give det definitive svar på, hvornår vore forfædre for første gang trak i de lange bukser.
