En beretning om tre brønde fra Odenses ældste bebyggelse er ikke noget vægtigt emne for en selvstændig artikel. Det, der gør emnet relevant, er, at beskrivelsen af brøndene og deres fundomstændigheder her bliver knyttet til en artikel om relativ dendrokronologisk datering af det velbevarede træ fra brøndkonstruktionerne.
På grund af brøndenes indbyrdes alder og deres arkæologiske tilknytning til byens ældste gader og den gadeorienterede bebyggelse vil en senere præcis datering komme til at spille en afgørende rolle for fastlæggelsen af tidspunktet for den første egentlige by på stedet.
Brønd 1 blev fundet under forhuset på hjørnet af Overgade og Skomagerstræde under udgravningen af kældrene i forsommeren 1970.[1] Den blev dog først gravet helt ud efter at bygningen var revet ned i september. I hjørnekælderen var der levnet omkring 30 cm temmelig uforstyrret kulturlag under et kældergulv af beton, hvis overflade lå knap tre meter under det nuværende gadeniveau. I de stærkt udtørrede lag under huset var brøndplankerne de eneste bevarede træstykker. Men kun de nederste brædder var så velbevarede, at de egnede sig til en årringstælling- og måling.
Brønden var anlagt i kanten af den ældste gadebelægning i strædet. Denne bestod af ægstore sten, der var strøet på et tyndt muldlag oven på undergrunden. Da beboerne i sin tid anlagde brønden havde de gravet et ca. 2,5 meter dybt hul med to stejle og to skrånende sider ned igennem morænegrus og -ler. Brøndkassen var bygget op med fire runde hjørnestolper. I hver stolpe var der skåret to riller vinkelret på hinanden. Og i disse noter var brøndens planker skubbet ned. Konstruktionen blev holdt i stilling af to rammer, der bestod af tynde egelister med et trapezformet tværsnit. Rammerne var tappet igennem hjørnestolperne lige over bunden og et stykke højere op. For at styrke den svage konstruktion var stiverne ikke anbragt i samme niveau. Det ene par var anbragt nederst, mens de andre to var sat fast i højde med det næste brædt. Da brøndkassen var opstillet i hullet, havde man for at støtte den og holde den fast ind imod de stejle sider presset nogle stykker tilfældigt forarbejdet træ lodret ned i mellemrummet på ydersiden af de nederste planker. Derefter var der fyldt jord ned omkring trækassen.
Anlæggets øverste grænse kunne ikke erkendes tydeligt. Efter at brønden var gået af brug, var den fyldt op med delvis uforrådnet affald, der i nyere tid er sunket sammen på grund af udtørring og nedbrydning. Under betongulvets solide dække var der derfor et luftfyldt hulrum på 20 cm’s højde. De lag, der derefter fulgte, var sunket ned i brønden, inden udgravningen til kælderen havde fjernet dem i den øvrige del af rummet. Først omkring én meter under betonoverfladen lå de lag, der i sin tid må have lukket brønden. Det arkæologiske materiale fra disse lag bestod især af skår fra uglasseret, sortbrændt keramik. Det adskilte sig ikke meget fra de ting, der blev fundet i fyldjorden fra brøndens anlægstid. Vi har tolket disse iagttagelser som tegn på, at brønden har haft en temmelig kortvarig funktionstid.
Brønd 2 blev fundet i 1971 omkring otte meter sydligere i kanten af den samme vejbelægning i Skomagerstræde. Heller ikke dette anlæg havde en „naturlig“ afslutning for oven. Hen over nedgravningen var der i nyere tid nedlagt en trævandledning i en dyb grøft. Hullet til brønden kunne derfor først erkendes som et afstikkende felt, da den gamle vejbelægning dukkede op i strædet under yngre fedtede, sorte gadelag. Det er et spørgsmål, om dette anlæg nogensinde er bygget færdigt – eller om konstruktionen egentlig har været bestemt for en brønd? Der var ingen spor efter hjørnestolper. I bunden af den gamle nedgravning lå en sten, der var så stor, at den ikke har kunnet fjernes uden alvorlig udvidelse af brøndhullet. Måske har stenen været årsag til, at brøndkassen ikke er bygget færdig?
En del af brøndplankerne havde en not i den brede overkant. Denne passede til undersidens skarpe kant på det næste brædt, således at de to brædder blev holdt i samme stilling. Dette gjaldt især nogle bøgeplanker, der stod i to af siderne. Andre planker var trykket ind i brøndkassen og lå skævt placeret i forhold til det kvadratiske tværsnit. Træmaterialet var iøvrigt ret uensartet. Det bestod både af ege- og bøgeplanker. Nogle af brædderne var genanvendt tømmer, der havde fjer og not samt for en enkelt plankes vedkommende en skrå afhugning og gennemboringer. En af plankerne havde en bred vifte af øksehug på den ene side. Den må have været anvendt som huggeblok under tømmertilvirkning.
Også ved denne brønd var det arkæologiske materiale, der iøvrigt var sparsomt, ensartet i støttejorden og i de lag, der senere var fyldt i brøndkassen. I et slamlag på stenen fandtes en lille broche af forgyldt metal med en roset udformet i celleemalje.
Brønd 3 blev fundet to meter sydøst for brønd 2 på det bebyggede areal en halv meter øst for Skomagerstrædes vejkant. Brønden var ved anlægningen gravet ned igennem ældre kulturlag, men den manglede ligesom de andre anlæg en forsegling af efterfølgende yngre lag. Dette skyldtes igen afgravning i nyere og nyeste tid.
Teknikken ved brøndgravningen må have været den samme som ved de to andre. Brøndkassen var bygget op i et usymmetrisk gravet hul. I profilopmålingen ses tydeligt forskellen mellem de to sider. Man har anvendt noget af den opgravede jord til foring omkring brøndkassen. Nederst blev lagt moræneler, der var gravet op til sidst. Dernæst mere blandede lag og til sidst jord, der bestod af gennemgravede bygningsaflejringer fra den daværende overflade.
Brønden var konstrueret med fire hjørnestolper, hver sammensat af to stykker egetræ, der var kæmmet sammen og holdt sammen af tre til seks gennemborede trænagler. Disse nagler havde hoved i den ene ende, og de var efter isætningen sikret med en trækile, der var banket ind i en revne i naglens tynde ende. De fire kvadratiske stolper var holdt adskilt af flere sæt rammetræ, der var anbragt inde i brøndkassen, fire og fire i samme niveau. I hvert rammestykkes ende var skåret et hak, der greb ind omkring en hjørnestolpe. Rammernes midterstykke var udskåret med en indadbuet runding, der har gjort brøndens „lysmål“ større og gavnet dens anvendelse uden at svække konstruktionen. Brøndplankerne var ligesom ved den første brønd ensartet ikke genanvendt tømmer, der bestod af radialt udkløvede egebrædder. Disse var lagt løst oven på hinanden uden på hjørnestolperne, således at deres tynde underkant hvilede på den underliggende plankes brede overkant. De blev holdt på plads af trykket fra den nedfyldte jord.
Der var ved denne brønd stor forskel på det arkæologisk daterende materiale, der blev fundet i de udvendige tilfyldningslag fra brøndens opførelse og i de indvendige opfyldningslag fra det tidspunkt, hvor den blev sløjfet. Størstedelen af brøndkassens fyld var ensartet materiale, der indeholdt skår af samme kar i forskellige lag. Særdeles interessant var det, at der i fladen adskillige meter nord for brønden fandtes skår fra et af de samme lerkar. Ligesom i de andre brønde var lagene sunket stærkt sammen, således at der i den øverste del lå senmiddelalderligt materiale. Nedsynkningen var stærkest midt i brønden, hvor der lå en del ting fra 1600-årene.
Det er vanskeligt at sige nøjagtigt, hvor lang brøndens brugsperiode har været. Dertil er der for mange usikkerhedsmomenter. Det arkæologisk daterende materiale fra anlægstiden kan meget vel være fra en længere periode, idet det kan være både fra overfladen og fra de gennemgravede lag. Brønden kan være renset op, mens den har været i brug. Keramikken fra sløjfningstidspunktet har formentlig ligget i den nærmeste affaldsdynge, der dog må have indeholdt ret ensartet materiale. Denne yngre keramik er mere hårdtbrændt end den ældre og kraftigt dekoreret på halspartiet. Formentlig må den dateres til en gang i anden halvdel af 1100-årene.
I den efterfølgende naturvidenskabelige redegørelse kan det ses, at bearbejdningen af brøndtræet har givet det overraskende resultat, at de tre brønde er omtrent jævnaldrende. Under udgravningerne hældede vi til den opfattelse, at brønd 3 var en del yngre end de to andre.
Denne konklusion skyldtes især, at man her tydeligt kunne se, at den var anlagt efter, at der havde stået mindst to „generationers“ bygninger på stedet. Brønd 1 og 2 antog vi for at være jævnaldrende på grund af deres placering i kanten af den ældste gadebelægning. Den relative datering af de tre anlæg til omtrent samme tid betyder, at vi nu kan se dem i sammenhæng.
Før den gadeorienterede bebyggelse har der på stedet ligget en formentlig mere spredt bebyggelse. Både på hjørnet og i selve strædet er der iagttaget sparsomme rester af anlæg, der kan tolkes som grubehuse. Efter denne bebyggelse fulgte huse placeret ved strædet. I middelalderen hed denne færdselsåre Skt. Albanistræde, fordi den førte fra hovedgaden, Algaden, ned mod den ældste sognekirke. Om den gadeorienterende bebyggelse eller selve vejbelægningen er den primære, kan endnu ikke afgøres sikkert. Vejbelægning i form af sten direkte på den oprindelige muldflade er senere fundet i Overgade ud for nr. 3, i gadekrydset ud for nr. 1 og allersenest i Stålstræde, der løber fra krydset i bymidten mod byens udkant i nordvest. For enden af dette stræde lå fra sidst i 1200-årene Gråbrødreklostret, hvis jord kongen tidligere havde ejet. Stålstræde, hvis navn tidligere var Staldstræde hed i middelalderen Grønnegadesti.
Brønd 3 gennembryder fem gulvoverflader med underliggende opretningslag af morænesand. Disse gulvlag hænger sammen med to ildsteder, der lå et par meter sydligere. Ildstederne er ligesom gulvene udbedret, det ældste én gang og det yngste to gange. Ud fra disse iagttagelser sluttede vi, at to bygninger havde afløst hinanden før brøndene. Det yngste af disse huse så ud til at være gået til grunde ved en brand, der også er iagttaget i forbindelse med et ildsted i nærheden af brønd 1.
Det er fristende at forklare den uordentlige placering af de to ældste brønde i kanten af den stenlagte gade med de vanskeligheder, man kan have haft ved at anlægge en ny vandforsyning efter en brand i området. Brønd 3 kan så være anlagt som afløser for den mislykkede brønd 2.
Foreløbigt er dateringerne kun relative. Det vil sige, at vi endnu ikke kender det præcise årstal på de tre brøndes anlægstid. Vi kan altså endnu ikke vurdere, hvornår det lokale hændelsesforløb skal placeres i tid.
Dendrokronologi eller årringsdatering er endnu så ny en dateringsmetode i Danmark, at det er værd at gøre opmærksom på dens anvendelsesmuligheder ved at omtale selv mindre resultater, der har haft betydning i en arkæologisk undersøgelse. Hovedprincippet i dendrokronologi er forholdsvis simpelt: Man måler bredden af årringene i de aktuelle træprøver og tegner et diagram for hver prøve, som viser, hvorledes årringbredden varierer fra inderste til yderste årring. Dateringen foregår herefter ved, at man sammenligner de fremkomne kurver med en standardkurve, i hvilken man kender det karakteristiske udseende for hvert år fra nutiden og så langt tilbage i tiden, standardkurver nu går. Har træerne, som prøverne kommer fra, vokset i den periode, som standardkurven dækker, vil man ved at sammenligne kurverne finde én og kun én stilling, hvor serierne af årringbredde er dannet samtidigt. Årringene er hermed absolut daterede, idet man jo kender årstallene på de tilsvarende årringe i standardserien.
Foruden samtidigheden med standardkurven, må det om vore prøver yderligere kræves, at de er af samme træart, som standardkurven er konstrueret på grundlag af, at de har vokset „normalt“ i en længere periode for at få tilstrækkeligt mange år, hvor kurverne med sikkerhed ligner hinanden. Der vil nemlig altid forekomme år, hvor prøvetræet afviger fra „det normale”, det kan være frøår eller år, hvor andre lokale variationer har været dominerende. I praksis betyder det, at prøven må indeholde mindst 60-70 årringe. Endvidere må det kræves, at prøvetræet har vokset i det område, som standardkurven dækker.
Har man ikke en standardkurve for det aktuelle tidsrum eller område, kan man dog få betydningsfulde oplysninger ved at datere prøverne i forhold til hinanden.
Det er netop en relativ datering af de tre brønde fra Odense, der her er tale om. En datering, som betyder lige så meget for tolkningen af kulturlagene som en absolut datering.
Prøverne fra brønd 1 blev indleveret til undersøgelse på Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling[2] i 1970. Foruden planker af bøg, en træart, som ikke er aktuel i denne undersøgelse, bestod brønden af fem planker af eg, hvoraf de fire kunne anvendes til dendrokronologi. Plankerne var radialt udkløvede, hvilket vil sige, at de er kileformet i tværsnittet, tykkest ved barksiden, tyndest mod marven og med årringene på tværs. Plankernes ydre udseende tydede på, at de måtte komme fra ét og samme træ. De efterfølgende årringmålinger bekræftede dette, idet de kurver, der blev tegnet over årringforløbene lignede hinanden for godt til, at de kunne komme fra forskellige træer. Ialt kunne målingerne herefter sammenregnes til en fællesserie på 147 år. Da to af prøverne endvidere havde barken bevaret, kunne det samtidig afgøres, at den 147. årring var den sidste, som træet havde nået at færdigdanne, inden det blev fældet i det efterfølgende vinterhalvår.
Prøverne fra brønd 2 og 3, som jeg fik til undersøgelse i sommeren 1973, bestod ligeledes af radialt udkløvede planker af bøg og eg, og også her er det kun egeplankerne, som er særlig behandlet.
Tre af de ialt 5 egeplanker fra brønd 2 bar spor efter en tidligere anvendelse. De kunne alle dateres i forhold til hinanden og de to yngste prøver passede så fint sammen, at de måtte være fra samme træ. Under den bark, som endnu sad på disse prøver, var en årring, som kun betsod af de store kar, som dannes i forårsmånederne. Det vil sige, at træet må være fældet umiddelbart efter, at disse kar er dannet, i månederne april-juni. Formodningen om, at noget af træet i brønden var genanvendt, bekræftede undersøgelsen, idet træet fra en prøve kunne ses at være fældet tre år og fra en anden otte år før det yngste træ. Yderste årring, som kunne måles i den sidste prøve, var endnu syv år ældre, men hvornår det pågældende træ er fældet, kan ikke med sikkerhed siges, idet de yderste årringe manglede. Ialt kunne prøverne fra brønd 2 sammenregnes til en serie på 168 år.
I prøverne fra brønd 3 indgik ialt ti egeplanker. Ni af disse viste sig at være fra ét og samme træ, som må være fældet tidligt en sommer, da der yderst, under barken var en ikke færdigdannet årring. Af dette træ kunne ialt fremstilles en årringsserie på 131 år. Den tiende planke har endnu ikke kunnet passes ind i forhold til de andre planker.
Sammenligner man nu de tre kurver, som kom ud af den indledende undersøgelse af brøndene, kommer man til det for arkæologerne glædelige resultat, at brøndene kan dateres i forhold til hinanden, og at træet i brønd 1 er det ældste, tre år ældre end det yngste træ i brønd 2 og fem år ældre end træet i brønd 3. Kurverne anbragt i forhold til hinanden i det synkrone leje er vist på figuren.
Nu giver disse relative synkroniseringer egentlig kun tidsforløbet mellem træerne bliver fældet, vi kan nemlig ikke se, hvor længe træet har været lagret, inden det blev benyttet i brøndene. Der er dog grund til at antage, at denne tid kun er ganske kort: Når eg udkløves til planker, sker det bedst umiddelbart efter fældningen, fordi træet spalter let i frisk tilstand og kun vanskeligt, når det er tørt, – endvidere det faktum, at der i hver brønd findes planker, som kan henføres til samme træ (tre træer ialt), betyder, at brøndene må være bygget ikke ret længe efter, at træerne er fældet, for ellers ville plankerne fra samme træ nok være spredt for alle vinde. Eller med andre ord: Brøndene må være bygget kort efter, at træerne er fældet.
Men hvornår er så disse træer fældet? Det kan desværre ikke siges endnu, men det varer antagelig ikke ret længe inden svaret foreligger. Det er nemlig tidligere ved undersøgelser[3] på recente danske egetræer vist, at der skulle være gode muligheder for at få dateret fynske prøver ved hjælp af en standardkurve, som er under opbygning for Slesvigområdet. Og det kan her tilføjes, at disse muligheder bekræftes af en tilsvarende, endnu upubliceret undersøgelse for det sydlige Sverige.
Standardkurven for Slesvig går for tiden kun tilbage til sidste halvdel af 1200-tallet, og da brøndene fra Odense antagelig er noget ældre, kan de ikke i øjeblikket dateres ved hjælp af denne standardkurve. Men de kan måske bidrage til, at flere af de efterhånden mange løse kurvestykker, som netop findes for denne periode, kan falde på plads og lukke „hullet“ mellem standardkurven for Slesvigområdet og den relative Hedebykronologi.
