Det danske folk er ingen etnisk enhed. Fra arilds tid er fremmede indvandret i landet og har med deres baggrund været med til at forme, hvad vi forstår ved dansk nationalitet og kultur. Til tider har ganske vist indvandringernes antal og betydning været stærkt overdrevet, idet omtrent enhver kulturforandring af arkæologerne er blevet tilskrevet påståede nyindvandrede folk. Også hvad angår udvandring, har det undertiden skortet på ædruelighed, som når det f. eks. er blevet hævdet, at Fyns befolkning i det 5. århundrede udvandrede til England sammen med anglerne.[1] Jeg skal ikke her gå ind på det danske folks opståen, men blot understrege, at både i middelalderen og i nyere tid har folket i sig optaget fremmede elementer. For blot at holde os til middelalderen, ved vi, at gejstlige fra England og Frankrig i den begyndende højmiddelalder er at finde i danske klostre og domkapitler – et nærliggende eksempel er de engelske munke i Skt. Knuds Kloster. Det er også velkendt, at tyske købmænd i løbet af middelalderen i stigende grad bosatte sig og absorberedes i de fynske købstæder som andre steder i landet. Mindre kendt er det vist derimod, at den fynske befolkning i det 14. årh. fik et tilskud af fremmede adelsmænd i tilslutning til det herredømme, som de rendsborgske grever af det schauenburgske hus opkastede over Fyn på denne tid. Der skabtes herved kulturforbindelser med linier helt op til nutiden. En del holstenske slægter forsvandt ganske vist igen fra Fyn, men i andre tilfælde optoges de i den fynske adel, og der skabtes ved bosættelse og indgifte en langvarig forbindelse mellem aristokratiske kredse på Fyn og i Holsten. Årsagen hertil er at finde i den holstenske adels kapitalkraft og i en ekspansionsevne, der i det 14. århundrede fik særlige muligheder på Fyn som følge af den politiske udvikling.
Alene af den grund påkalder holstenervældet på Fyn sig interesse og berettiger efterfølgende lille skitse. Når det holstenske styre på Fyn ikke tidligere har været behandlet set for sig, hænger det nok til dels sammen med, at der kan være noget betænkeligt ved at betragte en landsdel isoleret, fordi man derved ikke får blik for dens plads i en bredere politisk sammenhæng. Endvidere er de holstenske panteherrers styre for så vidt kun en episode i danmarkshistorien, eftersom Valdemar Atterdag havde tilstrækkelig handlekraft, politisk flair, styrke, men også hensynsløshed til at trænge greverne af Holsten ud af landet og derved igen samle det danske rige. Holstenervældet på Fyn var i sit sigte et forsøg på at adskille Fyn fra det øvrige Danmark. At dette mislykkedes, har vel bidraget til at forskyde episoden fra de flestes erindring, men det giver den dog lige vel en plads i landets historie. I det efterfølgende skildres først holstenervældets etablering 1317-32, dernæst karakteriseres dette herredømme, og endelig fortælles der om det holstenske styres afvikling 1348-ca. 1365.
Det er velkendt, at Erik Menveds stort anlagte udenrigspolitik, der gik ud på at genskabe valdemarstidens østersøvælde, kom landet dyrt at stå. Kongen måtte pantsætte dele af landet, og derigennem blev det finansielle fundament revet bort under kronen. Endnu værre gik det under Kristoffer II, efter hvis død i 1332 Danmark som stat en overgang gik i opløsning. Først under Valdemar Atterdag genvandtes de rigsdele, som i mellemtiden havde været i de holstenske grevers og den svenske konges hånd.
Også Fyn fik denne statsmagtens decentralisering at føle. Det begyndte allerede i 1317, da kong Erik pantsatte denne landsdel til de holstenske grever, Gerhard III af Rendsborg og Johan III af Plön. De fik foreløbig lov at beholde statsindtægterne af hele Fyn i tre år til gengæld for de 200 bevæbnede ryttere, som de havde stillet til hans rådighed i krigen mod markgreverne af Brandenburg.[2] Vi ved ikke, hvor længe dette holstenske panteherredømme varede i første omgang, men det er dog sandsynligvis ophørt igen før 1323.[3]
Oprøret i 1326 betød Kristoffer IIs afsættelse som konge, og Danmark fik som formel leder en dreng, den hidtidige hertug Valdemar af Slesvig. Men den reelle magt kom til at ligge hos rigsforstanderen, den unge konges holstenske morbror, Gerhard III, bedst kendt i danmarkshistorien som den kullede greve. Fyn delte i disse år skæbne med de øvrige landsdele, men fra 1329 gik det igen sine egne veje som følge af de hastigt skiftende politiske konstellationer. Der var jo sket det, at den forjagede kong Kristoffer i 1329 med hjælp fra sin halvbroder, grev Johan III, igen var blevet konge, rigtignok mod at Johan havde fået Skåne, Sjælland og Lolland i pant foruden Femern som gavelen.
Til disse grev Johans store panter lagdes ved samme lejlighed også borgen Hindsgavl, som kongen dog ikke havde umiddelbar rådighed over. Han lover nemlig at belejre Hindsgavl med al sin magt og ikke slutte fred eller forlig, før han har borgen inde, hvis ikke det er muligt at få den ved forhandling eller overenskomst. Hvem der egentlig har borgen, ved vi ikke.[4]
Men om grev Johan nogensinde i overensstemmelse med denne overenskomst er kommet i besiddelse af Hindsgavl og den del af Fyn, som lå til borgen, er tvivlsomt, for få måneder efter afstod Kristoffer II påny Hindsgavl. Han var som nævnt kommet til magten i ledtog med grev Johan, og tilbage stod da at opnå forståelse med den styrtede grev Gerhard. Det skete ved at denne fik overladt Fyn på en måde, der betød intet mindre end en afståelse af denne landsdel fra den danske krone til den rendsborgske greve, ja faktisk Fyns udskillelse af det danske rige efter kongens opfattelse. Gerhard og hans arvinger fik d. 25. februar 1330 Fyn som len til evig eje med al kongelig ret og indkomst mod et symbolsk lensfølge på 50 ryttere. Det betød, at kongen og hans søn og medkonge, Erik, i øvrigt ikke havde anden ret over Fyn tilbage end forleningsretten; men den var næppe meget værd, eftersom kongen var forpligtet til at forlene grev Gerhards arvinger med Fyn til evig tid. Den eneste sikring, indbyggerne på Fyn fik over for det holstenske styre, var en bestemmelse om, at greven og hans stedfortrædere ved deres breve skulle pådømme retssager efter kongeriget Danmarks love. Ellers var der kun den trøst at hente i overenskomsten, at den ville miste sin gyldighed, såfremt det skulle lykkes grev Gerhard at komme i besiddelse af Sønderjylland i stedet for Fyn. Hvor betænkelig hele denne handel mellem en ærgerrig, holstensk greve og en dansk konge på vej mod den endelige katastrofe var, fremgår også af, at kongen præciserer, at afhændelsen af Fyn skal ske uanset den retsbestemmelse, der siger, at kongeriget Danmarks krongods ikke kan afhændes. Hvad den praktiske overdragelse af Fyn angår, bestemtes det, at greven straks skulle have Hindsgavl med den ene halvdel af Fyn, hvorimod kongen fik lov at beholde den anden halvdel med Nyborg, indtil han igen fik borgen Helsingborg overgivet.[5]
1332 blev året for det totale sammenbrud af den danske kongemagt. For nu blot at holde os til forholdene vest for Storebælt, så fik grev Gerhard Nørrejylland og Fyn i pant for 100.000 mark sølv, som kongen oven i købet skulle tilbagebetale på engang, hvilket gjorde opgaven næsten umulig.
Fyn ændrede altså nu status fra arvelen til pantelen, men hvad angår grevens myndighed i verdslige som gejstlige anliggender skete der ingen indskrænkninger i forhold til arveforleningen fra 1330, derimod bortfaldt krigstjenestepligten. Man lægger mærke til, at der her i 1332 tales om hele landet Fyn med slotte og mænd. Der er altså ikke tale om nogen indskrænkning angående Østfyn; derimod fremgår det, at grev Gerhard siden forleningen 1330 har pantsat Vest-fyn med Hindsgavl til stormanden Henneke Hummersbüttel, som grev Johan nu i 1332 skal betale ud.[6]
Vi kan altså regne med, at fra dette tidspunkt er Fyn under holstensk herredømme, et herredømme som for Østfyns vedkommende varer til 1348 og for Vestfyns til ca. 1365. Det er rimeligt at se på denne periode som en helhed, fordi drabet på den kullede greve og Valdemar Atterdags tronbestigelse i 1340 ikke i første omgang medførte en radikal ændring af forholdene på Fyn. Grev Henrik, kaldet Jernhenrik, og grev Klaus, grev Gerhards sønner og efterfølgere, indtrådte nu som panthavere, men deres stilling var ikke så sikker som faderens, som det ses af overenskomsterne omkring Valdemar Atterdags indsættelse som konge. Nørrejylland og Fyn var i 1332 blevet sat i pant for tilsammen 100.000 mark, der som nævnt skulle falde på engang, men i 1340 bestemtes det, at Fyn alene skal være pantsat for 41.000 mark sølv. At der i 1340 træffes særskilte aftaler for Nørrejylland og Fyn indebærer, at den håbløse tanke om samlet indløsning forlades, og det har givet Valdemar Atterdag anderledes gode indløsningsbetingelser end faderen fik i 1332.[7]
Ikke alene arveforleningen 1330 og pantsættelsen 1332 tyder på, at de rendsborgske grever var indstillet på at befæste et længerevarende herredømme på Fyn. Grev Gerhard opnåede ret til øerne omkring Fyn og mageskiftede besiddelser med grev Johan, som sikrede ham gods i Lunde og Vends herreder. I samme retning peger det, når grev Henrik og grev Klaus af kongen fik brev på ejendomsretten over Fyn, når kongen og hans arvinger var døde.[8]
I det følgende er det tanken nærmere at karakterisere det holstenske herredømme over Fyn i årene efter 1330. Først skal imidlertid det grundlæggende forhold afklares, hvor stor en del af landområdet de holstenske panteherrer har haft rådighed over. I 1337 defineres grev Gerhards herredømme og område foruden Nørrejylland som Fyn, Ærø, Tåsinge og enhver ø, som hører til disse lande, men dermed er ikke alt sagt.[9]
Det ser ud til, at Skam herred ikke på noget tidspunkt har været i grevernes besiddelse, idet det er blevet givet til drosten Laurids Jonsen og er vedblevet at være et privat pant.[10] Heller ikke Langeland kom nogensinde på rendsborggrevernes hænder, men ellers har alle øer omkring Fyn, direkte eller indirekte, hørt til pantet. Administrativt har Fyn under holstenervældet oprindelig været opdelt i en østlig del med centrum i Nyborg og en vestlig under Hindsgavl, men i 1341 nævnes tre grevelige borge, nemlig foruden Hindsgavl og Nyborg også Ørkild ved Svendborg.[11] Da Fyn ved Nebbegaard-forliget i 1348 deles i to halvdele, bestod den grevelige del af Hindsgavl med Vends og Båg herreder og af Ørkild med Sallinge og Sunds herreder, mens kongen fik Østfyn med Nyborg.[12] I 1349-50 møder vi endelig for første gang med sikkerhed en kongelig høvedsmand på Næsbyhoved.[13]
En ting er imidlertid at nævne denne administrative hovedopdeling af Fyn, noget andet at forklare, hvordan det holstenske styre har fungeret. Man må gøre sig klart, at de holstenske grevers pante-herredømme over Danmark og dermed Fyn har været overordentligt kapitalkrævende, og det har kun kunnet gennemføres ved at greverne har optaget lån hos deres holstenske vasaller, som åbenbart har været i stand til at yde forstrækninger i stort omfang. Det er ikke her tanken at skildre, hvordan dette forhold har medført feudalisering af det fynske krongods og immigration af holstenske adelsmænd, men et enkelt slående eksempel skal anføres.
Aldrig så snart var grev Gerhard blevet forlenet arveligt med Fyn, før han i 1331 pantsatte halvdelen til sin vasal, Henneke Hummersbüttel. Som sikkerhed for det beløb, som greven skyldte ham, fik vasallen overdraget borgen Hindsgavl og halvdelen af Fyn med beder, kirketiender, told og mønt med al nytte, alle frugter og al ret. Indtægterne af området skulle ganske vist afskrives i gælden, som på den måde efterhånden er blevet nedbragt. Her har vi demonstreret, hvordan de holstenske fjerdingsfyrster har kunnet gøre sig til herrer over Danmark. Krigene, der gav dem magten over landet, er blevet finansieret af holstenske adelsmænd, som til sikkerhed for deres lån har fået pantelen, og indtægten heraf har holdt dem skadesløse og mere til. Kort sagt: Danmark har selv finansieret den holstenske invasion, og finansieringsmåden har medført en indvandring af holstenske stormænd. Men samtidig – og det er vigtigst i denne forbindelse – har de videre pantsættelser bevirket visse indskrænkninger i grevernes rådighed over landet, for Hindsgavls vedkommende dog næppe særlig længe.[14]
Når dette forbehold er taget, kan vi vende tilbage til spørgsmålet om en karakteristik af det holstenske panteherredømme over Fyn. Forholdet er det klare, at panteherren på alle punkter træder i den danske konges sted og udøver alle de rettigheder, kongen tidligere har udøvet. Der er kun den ene forskel på kongens traditionelle brug af landet og det grevelige panteherredømme, at et panteherredømme i princippet er tidsbegrænset. Hvad de kongelige rettigheder indebærer, fremgår direkte af pantsættelsesbrevet fra 1332. Greven overtager kongens slotte og kongens mænd (vasaller) i området, dvs. den militære kontrol med landet, endvidere skatter og afgifter-, patronats- og præsentationsret til gejstlige embeder. Kronen havde patronatsret til næsten samtlige kirker i Fyns Stift. Herredømmet skal være „fuldstændigt med al nytte, rettigheder og fordele, således som de (kongerne) før har haft disse lande“.[15]
Ikke alene disse bestemmelser i et dokument, men også praksis viser, at de rendsborgske grever har optrådt på Fyn som landsherrer. De har opkrævet skatter og bøder,[16] udsteder privilegier til Odense by[17] og holder retterting.[18] I høj grad betænkeligt fra den danske krones synspunkt var et eksempel på, at grev Gerhard ligefrem solgte krongods til en holstensk adelsmand,[19] hvad der naturligvis var ulovligt.[20]
Rendsborggrevernes forhold til kirken på Fyn vidner om indflydelse på, men ikke herredømme over den. De to regerende grever bekræftede i 1353 odensebispens privilegier inden for deres område.[21] Vi ved, at grev Gerhard og grev Henrik har overdraget præbender og kirkelige beneficier. Der er et vidnesbyrd om, at den grevelige kapellan, Arnold Pinnow, præsenteredes til præst i Nybølle hos bisp Peder, som derefter udnævnte ham. I 1334 avancerede han til odensebispens official, dvs. den embedsmand gennem hvilken bispen udøvede sin jurisdiktion, men der er i det hele taget ikke få vidnesbyrd om fremtrædende gejstlige af tysk rod.[22]
Hvad angår selve bispevalget, har greverne ikke været udslaggivende. Ved valget i 1340 gjorde ganske vist tyske gejstlige i ledtog med prioren, hr. Anders i Dalum, et forsøg på at bestemme valget, men det er svært at bevise, at greverne stod bag, selvom formodningen er nærliggende. At der har været en særlig forbindelse mellem de fremmede og Dalum Kloster, er der flere tegn på, og det er muligt, at de holstenske grever og deres hjælpere har villet vinde indflydelse på den fynske kirke gennem et godt forhold til Dalum. D. 9. december 1340 skænkede de Nybølle kirke og sogn til jomfruerne til afholdelse af deres faders årtid.[23] Det er sikkert baggrunden for, at grev Giselbert, en broder til Gerhard III, provst i Bremen og udvalgt biskop af Halberstadt, har kunnet opnå et stort lån af klosteret, som han d. 14. december samme år lovede at tilbagebetale. Om denne Giselbert har Hamsfort iøvrigt den interessante, men ikke bekræftede udtalelse, at han i sine slægtninges, grevernes navn varetog såvel de verdslige som gejstlige forretninger på Fyn.[24]
Afgørende for oplysning om bispevalget er imidlertid den beskyldning, som i 1348 rettes mod hr. Anders, prior i Dalum, at han og en vis Niels Suderow, tysker og tidligere provst i Odense, havde stræbt efter at blande sig i bispevalget og hindre hr. Niels’s valg. Samme begivenhed omtales i et andet brev som „visse tyske gejstliges og deres tilhængeres forvovne forsøg på med vold at tiltvinge sig adgang, da vi (bisp Niels) blev valgt, i den hensigt at ville anmasse sig stemmeret, skønt de dog ikke havde stemme eller nogen ret under valget”. Prioren må i 1348 erkende, at han ingen ret har ved bispevalget, og med syvtommersøm slås det fast, at retten til at vælge bisp alene ligger hos brødrene i Skt. Knuds Kloster.[25] Man må læse disse breve fra 1348 således, at tyske gejstlige i 1340 i ledtog med bl.a. prioren i Dalum har forsøgt at påvirke valget, uden dog at grevernes forhold til dette foretagende er nærmere kendt. Men når bispens opgør med hr. Anders først finder sted i 1348 – efter at Nebbegaardoverenskomsten havde befriet Østfyn med Odense og omegn fra det holstenske styre – hænger det så sammen med, at priorens optræden i 1340 og i tiden derefter var støttet af greverne? Hvordan det nu end forholder sig, kom forsøget i 1340 til at stå som en mislykket usurpation, og den venneløse hr. Anders ydmyges på kirkemødet i Odense i 1348.
En grundpille i holstenervældet over Fyn har været det militære herredømme, i hvis kølvand retsløsheden er fulgt. Der lyder klager fra kirken, men det gør der middelalderen igennem, så de følgende eksempler er måske ikke så usædvanlige endda. Dog må det have været kirkeran af alvorlig art, der har foranlediget bisp Niels af Odense til i 1348 at udvirke et pavebrev, der gjorde ærkebispen, ribe-bispen og abbeden i klosteret Hiddensee til hans værneherrer i 10 år.[26]
Både i 1355 og 1361 hører vi om kirker og kirkegårde i Odense stift og by, som ofte vanhelliges ved udgydelse af "blod og sæd".[27] I 1361 er et kirkeligt embede helt ødelagt på grund af krig og dødelighed, hvorved der måske også tænkes på den sorte døds rasen o. 1350.[28] Særlig i 1350’erne må man tro, at modsætningen mellem indfødte og fremmede, der på Fyn brød ud i åben krig 1357-58, har budt på ringe levevilkår for almindelige mennesker. Bestandig har man skullet frygte uretmæssig beslaglæggelse af gods, udpresning af bønderne, og at landet „afbrændes under fremmede herrers banner eller lægges øde.[29]
Fra slutningen af 1340’erne er holstenervældet på Fyn under afvikling. Der er ikke tegn på, at der i dette årti har været kæmpet om Fyn på slagmarken, og indløsningen må ses som et resultat af forhandlinger. Overenskomsten på Nebbegård d. 22. juli 1348 gav kong Valdemar Nyborg med den østlige halvdel af Fyn tilbage. Pantesummen, der i 1340 var opgjort til 41.000 mark for hele Fyn, blev nu nedsat til 31.000 uden at man kan se, om kongen har betalt differencen, eller om han har fået de 10.000 mark eftergivet. For 10.000 indløstes Østfyn, og for de resterende 21.000 mark beholdt greverne Vestfyn, som blev holdt i ave fra Hindsgavl og Ørkild borge. Overenskomsten var meget fordelagtig for kongen, som sikrede sig ret til ekstraordinære skatter af hele Fyn til indløsning af landet. Ønskede greverne ikke, at disse skatter skulle betales af tyskerne i deres halvdel, måtte de nemlig nedskrive restgælden med 1500 mark årligt, indtil landet var indløst. Man kan altså gå ud fra, at dette beløb svarer til den anslåede værdi af beder og gaver fra grevernes vasaller på Vestfyn. Også andre bestemmelser tyder på, at kongen var opsat på at vinde hele Fyn tilbage. Overenskomsten åbnede mulighed for, at kongen fik Vestfyn straks mod at betale 3000 mark årligt til greverne. Hvis greverne derimod valgte at beholde Vestfyn, fik kongen ret til en hurtigere indløsning ved hjælp af beder fra Jylland. Endelig sigter flere bestemmelser på at afvikle de grevelige vasallers ophold på Fyn.[30]
Østfyn blev indløst – i 1349 og 1350 ser vi kongens høvedsmænd på Nyborg og Næsbyhoved opkræve skatter[31] – derimod valgte greverne foreløbig at beholde Vestfyn. Krigen 1351-53 mellem kongen på den ene side, de holstenske grever i forbund med oprørske, jyske stormænd og hertugen af Sønderjylland på den anden indebar ikke nogen afgørende ændring af magtforholdene på Fyn, selvom kongen vides at have gjort tog til Fyn både i 1350 og 1352.[32] At dømme efter Vindingeåforliget, der i 1353 afsluttede krigen, har kongen snarest forringet sin stilling på Fyn siden Nebbegårdforliget 1348. Ved fredsslutningen i 1353 bekræftedes ganske vist i det væsentlige det tidligere forlig, og Vestfyn vedblev således at være greveligt; men på et punkt stilledes kongen dårligere end i 1348. Nebbegårdforliget indeholdt bestemmelsen om, at enten skulle tyskernes gods i den grevelige del af Fyn inddrages til fordel for kongen og denne her oppebære ekstraskatter, eller også skulle der årligt fradrages 1500 mark i hovedstolen. Dette ændres i 1353 derhen, at greverne fritages for det årlige afslag på 1500 lødige mark sølv på det halve land Fyn. Heraf ser man, at Nebbegårdaftalen af parterne er blevet praktiseret som et afslag. Greverne har ladet deres mænd blive på Vestfyn efter 1348, og har til gengæld for disses fritagelse for ekstraskat til kongen årligt afskrevet de 1500 mark på pantegælden. Bestemmelsen i 1353 betyder, at kongen giver afkald på dette beløb, og at Vestfyn ikke længere så at sige indløste sig selv ved den årlige nedbringelse af pantegælden.[33]
Det måtte i 1350’erne for kongen stå som et naturligt mål at komme i besiddelse af Vest- og Sydfyn, efter at han i 1348 havde indløst Østfyn; men det skulle snart vise sig, at kongen endog måtte kæmpe for at fastholde, hvad han havde vundet på Fyn.
Freden, der var sluttet ved Vindinge å i 1353, fik nemlig ingen lang levetid. I 1357 stod kongen igen over for den koalition af holstenske grever, Sønderjyllands hertug og oprørske jyder, som han havde kæmpet mod 1351-53. Yngre Sjællandske Krønike beretter om, hvordan de forbundne efter med succes at have indtaget kongelige støttepunkter i Sønderjylland og Nørrejylland, vendte sig mod Fyn. De fordrev kongens folk fra Odense, tog skat af byen og påbegyndte en belejring af borgen Brobjerg, som kongen imidlertid undsatte med glimrende krigslykke. Selveste grev Klaus var nær blevet kongens fange. Sejren var utvetydig, de grevelig dele af øen blev plyndret og brandskattet.[34]
Hvilke følger fik nu denne kongelige sejr for herredømmet over Fyn? Efter en ældre opfattelse betød holstenernes nederlag ved denne lejlighed ikke afslutningen på det holstenske styre på Fyn, mens netop året 1357 i nyere tid er sat som afslutning på holstenervældet.[35] Den ældre opfattelse bør efter min mening ubetinget opretholdes, som det vil fremgå af det følgende.
Afgørende er det først, at grevernes hovedborg på Fyn, Hindsgavl, vedblev at være i deres besiddelse. Den velunderrettede Yngre Sjællandske Krønike fortæller under 1358 om, at de kongelige forgæves forsøgte at overrumple Hindsgavl, og der er heller ikke efterretninger om, at andre holstenske støttepunkter faldt på Fyn.[36]
Desværre er vi dårligt underrettet om krigens afslutning og kender således ikke vilkårene i den overenskomst mellem kongen og greverne af Holsten, som kom i stand på Fænøkalv i Lillebælt foråret 1360. Bevaret er kun to mæglingsforslag til forlig, men da det første af disse blev forkastet af greverne, og det andet mæglingsforslags skæbne er uvis, kan de naturligvis ikke tillægges nogen afgørende vægt, omend de ikke er uden interesse.
I disse mæglingsforslag nævnes Fyn ikke direkte, men formodentlig indirekte bl.a. i følgende bestemmelse: „Fremdeles, hvis kongen af Danmark vil indløse sine lande og borge, som han og hans far har pantsat til herrerne af Holsten, skal de lade ham indløse dem til den sum, for hvilken de er pantsat, og som de kan bevise med deres breve. Ligeledes må kongen af Danmark ikke hindre og forulempe herrerne af Holsten i besiddelsen af disse panter, indtil han indløser dem for en sådan sum, som de står i pant for, og som han og hans fader har givet dem brev på“.[37] Denne bestemmelse tolkes her således, at Vestfyn er med i de panter, som greverne af Holsten har fået brev på både af kongen og hans far. Greverne har Vestfyn i faktisk besiddelse, idet kongen ikke har indløst pantet. Når kongen ikke må hindre og forulempe greverne i deres pantebesiddelse, er det nærliggende at antage, at denne bestemmelse er inspireret af erfaringerne fra krigen på Fyn 1357-58.
Flere vidnesbyrd fra den følgende tid bekræfter denne tolkning, hvorefter den ene halvdel af Fyn fortsat hører under greverne. I 1362 betegnes Svendborg by i et dokument som værende under de holstenske grevers herredømme,[38] og i 1363 giver holstenske adelsmænd ved to lejligheder kvittering til greverne Henrik og Klaus for lånte beløb. Brevene er udstedt på Hindsgavl.[39] Det kan også anføres, at da en række danske slotshøvedsmænd opregnes året efter, nævnes en kongelig høvedsmand på Nyborg, men ikke på nogen anden fynsk borg.[40]
Endnu i sommeren 1365, da kongen efter sin sejr i den første hansekrig sluttede fred med greverne nok engang, var dele af Fyn i grevelig besiddelse. I grevernes udfærdigelse af fredstraktaten tales om „vnsen panden tho Fyne vnde in den ølanden de dar tho beleghen sint“ (vore panter på Fyn og på de øer, der er beliggende derved). Kongens genbrev hertil er ikke bevaret, derimod et udkast til udfærdigelse, som bekræfter oplysningen i grevernes brev. Det siges ikke direkte, men man må tro, at følgende formuleringer afspejler det forhold, at greverne stadig sidder inde med Vestfyn her i 1365. I udkastet står der: „Fremdeles angående grevernes arv, som de har på Fyn, og angående de breve, som de har på Fyn og på de øer, der er beliggende dertil, og angående alle de breve, som vi har givet holstenerne, så skal de forblive i deres fulde gyldighed“.[41] Dette er endnu en sten i den mosaik, der viser, at holstenervældet ikke ophørte på Fyn allerede i 1357.
Hvornår ophørte det da? Her spørger vi om mere, end kilderne giver svar på; men det er sikkert sket i tidsrummet mellem affattelsen af koldingoverenskomsten af 7. juli 1365 og udbruddet af den 2. hansekrig i foråret 1368. Vi er slet underrettet om Fyns vilkår under denne krig (1368-69), men sandsynligvis har alle 3 fynske hovedslotte været på kongens hænder under hele krigen, således som Nyborg og Ørkild var det ved fredsslutningen. Teoretisk kunne man godt tænke sig Hindsgavl og Ørkild erobret i begyndelsen af krigen, men dennes bedrøvelige gang set med danske øjne både ved Sundet og i Jylland gør dog tanken urimelig. Slotshøvedsmanden Peder Iversen Lykke, kongens mand på Hindsgavl med Lerbæksholm, så sig i sommeren 1369 nødsaget til at indgå på en forhandling med holstenerne om en eventuel overdragelse af borgen til dem, men alt tyder på, at han har kunnet holde stand som de andre kongelige høvedsmænd på de fynske borge.[42]
Hermed var holstenervældet på Fyn forbi. Det var startet med pantsættelsen i 1317, kulminerede med afståelsen af landet til grev Gerhard i 1330 og fortsatte fra 1332 i form af panteherredømme på Østfyn til 1348 og på Vestfyn til ca. 1365. Dermed var Fyn genvundet for kronen vistnok som den sidste, danske landsdel, når bortset fra Sønderjylland, og der opkastedes aldrig siden et holstensk herredømme over Fyn.
