Fyns nordligste sogn, Krogsbølle sogn i Skam herred, fremtræder i dag som en naturlig helhed, begrænset i nord og øst af Kattegat, i vest af Nærå strand, mens det i syd går over i Nr. Nærå, Bederslev og Norup sogne uden naturlig adskillelse. Og sognekirken er placeret ret centralt i sognets sydøstlige del, omgivet af et flertal af sognets landsbyer, mens kun landsbyen Agernæs og sognets to herregårde, Kørup og Egebjerggård, har større afstand til kirken.
Denne sluttede karakter har sognet imidlertid først fået i meget sen tid. Før de store inddæmninger, som påbegyndtes i 1780’erne, strakte en lang smal fjord sig fra Nærå strand langt mod øst, nord om Krogsbølle kirkebakke, således at Agernæs og Egebjerggård nærmest var afskåret fra det øvrige Fyn. Endnu tidligere skar vandet sig også fra øst ind i landet, og de store mosedrag øst for Krogsbølle og syd for Bårdesø trak en grænse op mellem denne del af sognet og Norup sogn. Egentlig stod kun sognets sydvestlige del, egnen omkring Kørup, i en bekvem forbindelse med de tilstødende sogne (fig. 1).
I overensstemmelse med denne – ved naturforhold givne – splittelse af sognet var dette forhen opdelt i mindre enheder. Det nuværende Krogsbølle sogn kan betragtes som resultatet af en „sognesammenlægning“. Ved middelalderens udgang fandtes hér hele tre selvstændige sogne, et Kørup sogn mod sydvest, et Agernæs sogn mod nord og et Hundstrup sogn mod sydøst. Den proces, som sidst i 1700-årene resulterede i en „sognesammenlægning“, tog sin begyndelse meget hurtigt efter reformationen. Først nedlagde man, i midten af 1500-årene, Kørup sogn og opgav sognekirken i byen Kørup, mens hovedparten af menigheden blev henført til Agernæs sogn og kirke. Et halvt århundrede senere var det Agernæs’ tur til at blive nedlagt, idet menigheden dér blev henvist til at søge en nyopført kirke ved gården Kørup, dog således at man i Agernæs bibeholdt et såkaldt bedehus. I 1600-årene og 1700-årene udgjorde så Kørup og Agernæs sogne ét sogn, Kørup sogn, som havde præstefællesskab med Hundstrup sogn. Først ved Kørup kirkes nedrivning i 1780’erne blev pastorat og sogn identiske størrelser, og siden da har Hundstrup været sognets eneste kirke, under navn af Krogsbølle kirke.[1]
Et ejendommeligt historisk forløb har bevirket, at Kørup har haft hele to kirker – som begge er forsvundet. Om den ældste ved man egentlig ikke stort mere end at den har eksisteret. Dens afløser fra omkr. 1600, hvor sognet blev genoprettet, ved man betydeligt mere om, selv om også denne kirkes levn forlængst er forsvundet. Den plads, hvor kirken fordum stod, kendes, og en udgravning af kirketomten vil uden tvivl kunne give svar på en del spørgsmål, som i denne artikel kun rejses som spørgsmål. Imidlertid kan der for denne kirkes vedkommende, Kørup II om man vil, indsamles så mange oplysninger fra et skriftligt kildemateriale, at der herpå kan bygges en skildring af kirkens bygningshistorie og i ord tegnes et billede af dens udseende og karakter. Det faktum, at Kørup II har været en af landets yderst få kirker fra renaissancetid, gør opgaven yderligere tiltrækkende.
Årsagerne til det yderst indviklede forløb, som netop er blevet skitseret, skal for størstedelens vedkommende søges på sognets herregårde og hos de dérboende lokale magthavere. Egnens største jordegodsejere var fra begyndelsen af 1400-årene til slutningen af 1700-årene skiftende generationer af adelsslægten Podebusk. Podebusk’erne, som i deres rygiske hjemstavn kaldte sig Putbus, fik med Valdemar Atterdags og dronning Margrethes drost Henning Podebusk fast fodfæste i Danmark, hvor de ved godsrigdom, ved medlemskab af rigsrådet og som indehavere af høje embeder fik en fremtrædende placering inden for den danske høj adel.[2]
To medlemmer af slægten Podebusk beklædte allerede før 1400 den fynske bispestol, og ganske kort tid herefter finder vi Podebusk’er som ejere af jordegods i egnen omkring det nuværende Kørup. Men herved blev det ikke. I tidens løb akkumuleredes store rigdomme af jordegods på Podebusk’ernes hænder, bl.a. som følge af en dygtigt gennemført ægteskabspolitik, der gjorde slægten til arvinger af jordegods, der tidligere havde tilhørt den jyske slægt Gyldenstierne og den skånske slægt Krognos. Det er derfor ikke så underligt, at man i det 18. århundrede gav Podebusk’erne tilnavnet de „prægtige“ eller de „reputeerlige“, men i sandhedens interesse skal det tilføjes, at man også kunne have givet dem andre tilnavne, f. eks. de „gridske“, de „voldsomme“ eller de „trættekære“. I virkeligheden har få danske adelsslægter efterladt sig et så ilde ry som netop Podebusk’erne.[3]
Selv om jordegodsbesiddelse og embeder godt kunne knytte Podebusk’erne langvarigt til andre gårde og egne end Kørup og Fyn, så tyder meget på, at slægten har opfattet Kørup som sit stamsæde. Man skrev sig „til Kørup“ eller „af Kørup“, og efter at Kørups nye kirke – Kørup II – var blevet opført, fandt de fleste af slægtens medlemmer deres sidste hvilested i denne kirkes krypt. De fynske Podebusk’er havde vistnok oprindelig udset sig Sct. Hans kirke i Odense som slægtens gravkirke. I efterreformatorisk tid var de nu nedlagte „herreklostre“ og deres kirker ikke længere brugbare til formålet, og det er da et spørgsmål, om ikke netop behovet for en gravkirke, et mausoleum, har været det egentlige motiv, da Kørups ejer – eller ejere – i sidste trediedel af 1500-årene skiftede kurs, genoprettede det nedlagte Kørup sogn og forsynede det med en ny og prægtig kirke.
Som den genoprettede – og sidenhen nedrevne – Kørup kirkes bygherrer udpeger kilderne Mourids Podebusk (d. 1593)[4] og dennes søn Claus Podebusk (1562-1616).[5] Til trods for, at disse to adelsmænd ingenlunde havde fast bopæl på Kørup – Mourids Podebusk boede i den senere del af sit liv i Ribes Korbrødregård, og sønnen var al sin tid bosat på Krapperup – så gennemførte de et kirkebyggeri på Kørup, som vistnok ingen anden adelsslægt i samtiden kunne opvise magen til.
Der kan herske nogen tvivl med hensyn til tidspunktet for dette byggeris påbegyndelse. Med hensyn til dets færdiggørelse behøver vi derimod ikke være i mindste tvivl, idet vi bl.a. herfor har den daværende sognepræsts ord, udtrykt i dennes indberetning til Ole Worm i 1623: „. . . Anno 1602, den 13. søndag efter Trinitatis (29. aug.) blev først holdt fuldkommen (guds)tjeneste i den ny Kørup kirke af Laurits Jørgensen Lunde udi Agernæs, den tid uværdig sognepræst til samme kirke. Anno 1603, den 1. søndag efter Trinitatis (27. juni) visiterede den hæderlige og højlærde mand, magister Jacob Madsen, biskop udi Fyns stift, Kørup kirke, og gav hende det navn Hellig Trefoldigheds Kirke …“.[6] Samme Laurits Jørgensen Lunde har imidlertid – det viser hans indberetning – udmærket rede på gangen i byggeriet – påbegyndt af Mourids Podebusk og fuldført af sønnen Claus Podebusk – og i forbifarten bør det lige noteres, at sognepræsten i forbindelse med nedlæggelsen af den 1. Kørup kirke taler om de deraf følgende virkninger for „Kørup byfolk og Kørup gårdsfolk“. Omkr. 1550 bestod endnu landsbyen Kørup incl. hovedgården af samme navn. Fra anden kilde ved vi, at gården omkr. 1600 var kraftigt i færd med at „æde“ landsbyens bondebrug for at lægge deres jorder under hovedgårdsdrift, og et halvt århundrede senere er landsbyens dage vistnok talte, således at stednavnet Kørup fremover kun dækker hovedgården.
Udtrykket „fuldkommen gudstjeneste“, d.v.s. gudstjeneste med dåb og altergang, om den gudstjeneste, Laurits Jørgensen Lunde holdt 29. aug. 1602, kan muligvis tolkes derhen, at der i nogen tid forud har været holdt gudstjenester i kirken uden sakramenternes brug, men sikkert er det ikke. I virkeligheden har kirken nok været under bygning i temmelig lang tid. Alt tyder på, at Mourids Podebusk har påbegyndt sit byggeri midt i 1570’erne.[7] Hvorfor han ikke blev færdig før sin død i 1593, altså ca. 20 år efter, ved vi ikke, men en anden beretning af den netop citerede sognepræst siger herom: „Anno Domini 1601 ved Sct. Knuds dags tid (omkr. 10. juli) var velbyrdig Claus Podebusk her på Kørup og samme tid lod han mig se et kongebrev, meddelende at han måtte afbryde Agernæs kirke og bruge dens sten og bly til sin egen nytte. Dog han lod kirken blive ved magt, men blyet lod han straks aftage og omstøbe og lod oplægge på den nye kirke her hos Kørup, som også blev fuldt færdiggjort samme år udentil. Og samme forskrevne tid dér han var på Kørup, lod han gøre den kirkedør, som er uden på Kørup kirke, og lod han indsætte de stole, som er udi kirken . . . alle stolene blev færdige til efterfølgende Sct. Mikkelsdag.“[8] Ved midsommertid 1601 er Claus Podebusk altså kommet over til Kørup, fra sin skånske bopæl, for ved sin tilstedeværelse på gården at sørge for en hurtig afslutning af byggeriet. Der kan ikke have manglet så meget i den ydre færdiggørelse. Ellers ville det næppe have været muligt på så kort tid at komme så vidt som til opsætning af stoleværket.
Ved nedlæggelse af Agernæs kirke og dennes menigheds henvisning til fremtidig at søge gudstjenesten i Kørups nye kirke havde Claus Podebusk draget omsorg for at skaffe sin og faderens kirke et rimeligt eksistensgrundlag i form af kirketiende-ydende Agernæsbønder. Antallet af „Kørup byfolk“ var jo for nedadgående, og til brug for „Kørup gårdsfolk“ alene var kirken unægtelig for stor. Hertil ville et mindre kapel i én af hovedbygningens fløje have været tilstrækkeligt.
Hvordan så den så ud, den kirke som Mourids Podebusk påbegyndte og som Claus Podebusk fuldendte? Et helt fyldestgørende svar på spørgsmålet kan ikke gives, men talende vidnesbyrd om kirkens udstrækning, karakter og udsmykning kan dog samles sammen fra snart én, snart en anden kilde.
Vi har den allerede nævnte biskop Jacob Madsens ord for, at den nye Kørup kirke var en stor og imponerende bygning. Jacob Madsen besøgte kirken 3. juli 1602 – altså et år før sin visitats ssts. 1603 – og konstaterede da, at „kirken er så lang som Sct. Knuds kirke, så nær som til alteret, men ikke så høj“,[9] og denne sammenligning mellem Kørup kirke og stiftets hovedkirke og største kirke foretages sidenhen af andre.
I 1781, kort før Kørup-kirkens nedrivelse, blev der optaget en „grundtegning“ af Kørup hovedgårds samlede bygningsanlæg (fig. 2). Med benyttelse af denne grundtegnings opmåling af kirken kan der anstilles en sammenligning mellem Kørup kirke og Sct. Knuds kirke – ligesom Jacob Madsen gjorde det – og en sammenligning med den jævngamle kirke i Svindinge, som Christoffer Valkendorf til Glorup lod opføre i 1570’erne (fig. 3). I mere end én henseende er der iøjnefaldende paralleller de to fynske kirker imellem.
De to landkirker kan naturligvis ikke måle sig med domkirken, men begge har de dog en sådan størrelse, at en sammenligning med Sct. Knuds kirke ikke er helt ved siden af. Med sin længde på ca. 47 m placerer Kørup sig omtrent midtvejs mellem Sct. Knuds kirke (ca. 61 m) og Svindinge kirke (ca. 35 m), idet vi går ud fra, at opmålingen 1781 i henseende til sin angivelse af kirkens mål er nogenlunde tilforladelig. Til yderligere sammenligning skal det anføres, at en tredie dansk renaissancetids kirke, Slangerup kirke i Nordsjælland,[10] har omtrent samme mål som Kørup kirke, både m.h.t. længde og bredde. Hvad bredden angår, ligger alle de tre renaissancekirker omkring de 12 m.
Inden vi tager fat på en beskrivelse af kirkebygningen og kirkerummet, skal det lige konstateres, at Kørup kirke i henseende til sin „situation“ ikke er så fast sammenkomponeret med gårdens øvrige bygninger som man kunne vente af en kirke med sådanne ophavsmænd som Mourids og Claus Podebusk, og den er uden væsentlig geografisk tilknytning til den øvrige menighed. Ifølge 1781-grundtegningen har kirken ligget temmelig fjernt fra hovedbygningen, sammenbygget med kostald og lade. Ladegården har dog næppe omkr. 1600 haft den samme udstrækning og udformning som i 1781, og idet mindste har kirken oprindelig haft fri østgavl. Uden en sådan beliggenhed giver et par vinduer i gavlmuren, sidenhen tilmuret, ingen mening. Det tør formodes, at Kørup hovedbygning og kirke har haft samme bygherre, Mourids Podebusk, måske også samme bygmester. Kirkens beliggenhed – nærved og dog ikke altfor tæt på – er måske betinget af dens dobbelte funktion af kirke for „Kørup gårdsfolk“ og for menigheden i Agernæs sogn.
At dømme efter 1781-opmålingen og efter to beskrivelser, som de to Kørup-præster Hans Gødesen og Knud Hansen har leveret i henholdsvis 1707 og 1755,[11] har Kørup kirke i sin plan og indretning været ligeså konservativ som de nys nævnte samtidige kirker i Svindinge og Slangerup. I vest havde kirken – ligesom Svindinge kirke – et kraftigt tårn, igennem hvilket der var adgang til selve kirkerummet. Dette var udformet som et udelt langhus, således som det siden gotikkens dage havde været skik og brug. Østligst havde kirken en udbygning, som udadtil var tresidet og som indadtil modsvaredes af en halvcirkulær, apsis-lignende niche (fig. 4).
Bortset fra opdelingen i afsnittene tårn, skib (incl. kor) og korudbygning er det svært at udtale sig om Kørup kirkes ydre. – Et nøje studium af fotografierne ca. 1890 af østgavlen giver dog en sikker formodning om, at murværket har været opmuret i krydsskifte og på en sokkel af kvadersten (fig. 4 og 5), og af 1781-grundtegningen kan udledes, at langhusets flankemure ikke har været leddelt – og støttet – af stræbepiller. På dette punkt skiller Kørup kirke sig ud fra kirkerne i Svindinge og Slangerup, som begge i så henseende følger senmiddelalderlig byggeskik.
Gerne havde vi vidst, om kirkebygningen i sit dekorative udstyr var præget af sin samtids stil, renaissancen. Dette ville navnlig kunne udlæses af gavlene, men om deres udformning melder de skriftlige kilder intet. Der har ellers været nok af gavle at udsmykke. Vi tør formode, at kirkens østgavl har været fri, og vi ved, at det svære vesttårn har haft gavle på alle fire sider, ligesom det hér på Fyn kendes fra bl.a. Nr. Lyndelse og Horne kirker. Men om disse fem gavle på „vælsk“ maner har været svungne eller blot har været kamtakkede, ved vi ikke. Betænker man, at den samtidigt opførte – og endnu stående – østfløj på Kørups hovedbygning har prægtigt udformede renaissancegavle, er det fristende at tænke sig bygherre og -mester anvende samme gavltype på kirken. Et eksempel fra Jylland, hvor en og samme bygherre i 1570’erne satte renaissancegavle på sin gård og en snes år senere forsynede sin sognekirke med kamtakkede gavle, maner imidlertid til forsigtighed.[12]
Kun på et enkelt punkt kan vi med temmelig stor sikkerhed sige, at renaissancen har sat sit „stempel“ på kirkens ydre. Det drejer sig om kirkens dør- eller indgangsparti i tårnets vestmur. Oven over døren var hér indmuret „en stor grå sten“ – som det hedder ligelydende hos Hans Gødesen 1707 og Knud Hansen 1755 – med de tidligere omtalte bygningshistoriske oplysninger meddelt i en længere indskrift. Oven over indskriften var „udhugget en Mand i halv Corp.“, og underneden fandtes „udhugne de Putbuskers og Ulfstanders Vaaben, holdene af 3 Vildmænd, hver saa høy næsten som en fuldkommen Mand“. Om det øverst anbragte relief har været et bygherreportræt, får stå hen, men muligheden foreligger. Og de nederst anbragte våbenskjolde godtgør, at den hele udsmykning skyldes kirkens sidste bygherre, som netop havde hentet sin hustru i den skånske slægt Ulfstand. Hér kan vi igen citere sognepræsten, Laurits Jørgensen Lunde, som beretter, at Claus Podebusk i sommeren 1601 lod gøre den kirkedør, som er uden på Kørup kirke.[8] Med udtrykket „kirkedør“ skal næppe forstås andet end den skulpturelt udformede indramning af dørpartiet. Den mulighed foreligger, at Claus Podebusk har fulgt renaissancetidens skik og udformet indgangen som en „portal“, hvor indskrift, bygherreportræt(?) og -våbenskjolde har skullet dokumentere for samtid og eftertid, at denne bygning skylder højættede ophavsmænd sin oprindelse. Døren i tårnets vestside var eneste adgang til kirkens indre, når bortses fra en mindre indgang på sydsiden, der – som det siden skal berettes – var forbeholdt herskabet. Kirken havde ikke noget egentligt våbenhus, så man må regne med, at tårnrummet har fungeret som sådant.
Om kirkerummet som sådant er der ikke stort at sige. Vi kender dets indvendige mål, dog kun længde og bredde (35 × 10 m), idet vi for højdens vedkommende må nøjes med Jacob Madsens udtalelse: „ikke så høj som Sct. Knuds kirke“. Dog ved vi også, at kirken har været overhvælvet. Det nævnes talrige gange i beskrivelser af kirken, men intetsteds siges der noget om antallet af hvælvinger. 1781-grundtegningen er ikke til nogen større hjælp i så henseende, idet opdelingen i hvælvfag ikke er angivet. Ej heller røber stræbepiller på flankemurenes ydersider noget herom. Vi skal til et andet kildemateriale for at få besked. Så sent som i 1775 overvejedes det, om man skulle forsøge at redde den på det tidspunkt stærkt ruinerede Kørup kirke eller om man skulle erstatte den med en nybygget kirke i Agernæs. Loftshvælvene havde alle dage været Kørup kirkes største problem, idet hvælvene truede med at falde ned – og vitterligt faldt ned – samtidig med at deres vægt truede sidemurene med udskridning. I erkendelse af dette problem ville håndværkerne i 1775 foretrække at erstatte loftshvælvene med et fladt gipset loft, men som et alternativt – og billigere – forslag nævnes en opmuring af nye hvælv til erstatning for de eksisterende, og hér er der tale om fire hvælvfag.[13] Med denne møjsommeligt erhvervede viden kan vi konstatere, at Mourids Podebusks store kirke er „født“ med fire næsten kvadratiske hvælv, i deres karakter nok meget lig hvælvet i tårnets underste etage, og det vil igen sige, at Kørup kirkes loft og fagdeling har været mere i slægt med Slangerup kirkes end med Svindinge kirkes.
I denne forbindelse skal det nævnes, at Kørup kirke tilsyneladende har været underforsynet med vinduer. Ifølge 1781-opmålingen har kirken kun haft tre vinduer, ét midtvejs i kirken og ét i koret samt yderligere ét i det vestligste fag. Fra 1775-overslagene ved vi imidlertid, at kirken havde fire vinduer, så på det punkt er 1781-opmålingen næppe korrekt. Imidlertid er selv fire vinduer ikke meget til en kirke af Kørup kirkes størrelse, så der har nok været temmelig skummelt.
Kirkens inventar er fyldigt omtalt i de skildringer, på hvilke denne skildring har kunnet opbygges, og det fremgår heraf, at der har været tale om et i flere henseender interessant og stærkt sammensat inventar. Med benyttelse af sognepræsternes indberetninger fra det 18. århundrede kan vi konstatere, at tårnrummet nærmest er blevet anvendt til „museum“ for det kirkeinventar, som var i behold fra ældre kirkebygninger på stedet. Ophængt over adgangen fra tårn til kirke kunne man finde det prægtige sengotiske krucifiks, som i vore dage er blevet ophængt i Krogsbølle kirke og som formenes at stamme fra den ældste Kørup kirke, Kørup I. Endvidere fandtes hér et billedskærerarbejde, forestillende Maria med barnet, foruden en anden træskulptur, forestillende en ikke-identificerbar mand med et krucifix i hænderne.
I selve kirkerummet fæstner man sig ved det højst særprægede krystalkors, som er omtalt andetsteds i denne årbog, men „hovedstykket“ må vel være altertavlen. Ved sammenligning af beskrivelserne 1707 og 1755 fremgår det, at kirken må have haft to altertavler i sin korte levetid. Hans Gødesens beskrivelse 1707 gælder en udpræget „katekismustavle“ med flere rækker af „plader“, hvorpå er afmalet skriftsprog samt „børnelærdommens parter“. Denne tavle havde som de fleste tavler af denne slags kun et beskedent billedindhold, dog var der øverst oppe en fremstilling af Kristi fødsel og dåb, samt tilbedelsen, foruden at tavlen op og ned langs siderne havde de tolv apostle i billedskærerarbejde.
Det er om denne tavle, at Jacob Madsen i 1602 beretter, at der endnu „fejler billeder i tavlen“ under biskoppens besøg i kirken 3. juli, hvilket skyldes billedskærerens død – af pest – inde i Odense nogle dage forud.[9] Desværre giver biskoppen os ikke navnet på den billedskærer, som var mester for tavlens billeder, men det ser ud til, at Claus Podebusk har haft flere billedskærere i arbejde med kirkens indre udsmykning.
Fra sognepræsten, Laurids Jørgensen Lunde, ved vi, at arbejdet med stoleværket var fordelt på to billedskærere. De fleste stole blev udført af en fremmed mester, en westfaler ved navn mester Lüdich, mens nogle af dem var betroet en i Kolding født mester Rasmus Sandersen til udførelse.[8] Hans Gødesens og Knud Hansens beskrivelser lader én ane, at stolene har været ret så prægtige. Dels var de høje og store og dels var deres „opstandere“ (gavle) og låger udsmykket med englehoveder, stjerner og „flagtørne“, hvilket sidstnævnte motiv må forstås som „flækkede“ ørne eller dobbeltørne. Det er nærliggende at forklare brugen af ørne i stoleværkets udsmykning ved henvisning til ørnen i slægten Podebusk’s våben. Imidlertid er Podebusk’ernes ørn en halv ørn, altså en ørn der er delt „på tværs“, og ikke nogen dobbeltørn, der jo er delt „på langs“. I givet fald har stoleværkets ørne været heraldisk ukorrekte.
Prædikestolen, som var anbragt midt i kirken ved den søndre mur, var efter alt at dømme et prunkløst arbejde, idet dens eneste udsmykning var „adskillige sprog af skriften“, malet med forgyldte bogstaver. Både prædikestol og altertavle har med deres mange malede indskrifter været typiske for deres tilblivelsestid, ungrenaissancen. Mindre tidstypisk er en udsmykning, som fandtes under hvælvingen i koret og over alteret sammesteds. Hér var anbragt en fremstilling af Trefoldigheden, bestående af en siddende Gudfader, og en stående Kristus samt Helligåndsduen, altsammen udført i billedskærerarbejde og omgivet af forgyldte stjerner. Gruppens tilstedeværelse forklares meget let ved kirkens navn, men noget gådefuldt er det, hvorledes gruppen egentlig har været anbragt. Kan man tænke sig gruppen anbragt øverst i den lille apsislignende korudbygning? Dette ville samtidig give en rimelig forklaring på, hvorfor man overhovedet har givet kirkebygningen denne afslutning mod øst.
Det er nok et stort spørgsmål, hvor meget menigheden overhovedet har kunnet se af korets udsmykning med altertavle og trefoldighedsgruppe. Imellem kor og skib fandtes nemlig et herskabspulpitur, som i ikke ringe grad har hindret menigheden i at se korudsmykningen. Om dette pulpitur hedder det samstemmende hos Hans Gødesen og Knud Hansen, at „koret er afdelt fra den anden part af kirken med et smukt pulpitur, hvor herskabet har deres devotion, mens gudstjenesten forrettes“. Og Hans Gødesen har yderligere den oplysning, at pulpituret er forsynet med de Podebusk’ers og Einsiedlers våben, flankeret af „vildmænd“.
Dette pulpitur må efter alt at dømme have været udformet som de efterreformatoriske „lektorier“, der endnu findes i Kristkirken i Tønder og i Ulfborg kirke, d.v.s. som en art platform, der var hævet så meget op over kirkens gulv, at der under platformen var indgang – og et vist udsyn – til koret. På 1781-grundtegningen er denne højst usædvanlige herskabsstol desværre ikke indtegnet, men en udvendig trappe og en lille dør i sydmuren, anbragt netop på grænsen mellem kor og skib, tør dog nok tolkes som herskabets private indgang til nævnte pulpitur eller stol.
Pulpituret har på afgørende måde givet Kørup kirke præg af herskabskirke. Ved at placere sig så tæt ved alteret, som det næsten var muligt, og hævet op over menigheden havde herskabet, dvs. familien Podebusk, klart tilkendegivet høj byrd og tilsvarende social status. Hans Gødesens oplysning om de to våbenskjolde giver dog et fingerpeg om, at herskabspulpituret næppe er oprindeligt, men måske først er kommet til under Claus Podebusks søn, Henrik Podebusk (1598-1657), gift med Sidonie Marie von Einsiedeln (d. 1673) af den sachsiske slægt Einsiedeln von Brandstein.[15] Efter sin deltagelse i Trediveårskrigen tog Henrik Podebusk fast ophold på Kørup – hvilket hverken Claus Podebusk eller Mourids Podebusk havde haft. Om Henrik Podebusk vides det, at han var såre standsbevidst. Såfremt herskabsstolen i Kørup kirke – som hér er antaget – skyldes ham, kan vi heri finde endnu et vidnesbyrd om, hvorledes en repræsentant for „adelsvælden“ opfattede sin plads i samfundet.
En lignende fremtrædende placering, som var tiltænkt herskabet i levende live, var tiltænkt det samme herskabs jordiske levninger. Under hele koret havde bygherrerne indrettet „en vidt begrebet hvælvet begravelse, hvor de herrer og fruer med familier af Putbus ved ligbegængelse bliver nedsat“. Hvorledes denne gravkælder eller krypt nærmere var indrettet, er det nu ikke muligt at erfare. At dømme efter det antal kister med hedengangne Podebusk’er, som i 1782 forefandtes i krypten, har kælderen vitterlig været af samme størrelsesorden som koret.[16] Opmålingen fra året før, 1781, giver desværre ikke noget vink om, hvorledes og hvor nedgangen til krypten har været, så man må nøjes med at formode, at der i skibets gulv har været en trappe, dækket af en lem, som formidlede den fornødne adgang til krypten „ved ligbegængelse“.
Vi kan næppe komme stort videre i beskrivelsen af Kørup kirke, dens bygning og udstyr. Væsentligt er det at konstatere, at kirken var en herskabskirke, bygget af og for slægten Podebusk. Vi har set, hvorledes ikke alene den primære bygherre, Mourids Podebusk, men også hans søn og sønnesøn har bidraget til at give kirken dette præg, og man skulle have troet, at de efterfølgende generationer havde fortsat forgængernes arbejde med kirken. Dette blev imidlertid ikke tilfældet. I sidste halvdel af dens tohundredårige eksistens var kirken i virkeligheden præget af konstant – og stigende – forfald, og tilsidst har tilstanden været så kritisk, at kirken ikke længere blev brugt til kirkelige handlinger.
Beretningen om Kørup kirkes undergang er lang og omstændelig og skal ikke gentages hér. I 1720’erne forsøgte den daværende ejer af Kørup – og naboherregården Einsiedelsborg, som nu var blevet hovedsædet – at standse forfaldet. Greve Malte Putbus[17] lod kirken grundigt restaurere, og ved den lejlighed blev katekismustavlen fra 1602 afløst af en mere tidssvarende altertavle. Vi kan på Knud Hansens beskrivelse 1755 forstå, at Malte Putbus’ tavle var en typisk barok altertavle, der som hovedmotiv havde en malet fremstilling af den hellige nadver, indrammet af rød- og hvidmarmoreret træværk og flankeret af de fire evangelister, gengivet i fuld størrelse og „udi billedhugger arbejde forarbejdet“.
Allerede en snes år efter Malte Putbus’ restaurering var det igen galt, og tilsyneladende lod forfaldet sig ikke længere standse. Der blev gang på gang udarbejdet forslag til kirkens istandsættelse – og overslag over udgifterne hertil – men intet af forslagene blev gennemført, og da familien Putbus i 1780 afhændede sine nordfynske besiddelser, var kirkens dage talte. Den nye ejer, Joachim Godske Moltke, så ikke nogen mulighed for at opretholde den, ligeså lidt som han, der ikke var af Podebusk-slægten, så nogen grund til at gøre det.
Han erhvervede en tilladelse til at nedbryde kirken, og midt i 1780’-erne forsvandt det meste af bygningen. Selve gravkælderen og korets østmur fik lov til at blive stående endnu en årrække. For gravkælderens vedkommende skyldtes det et skelligt hensyn til de hedenfarne Podebusk’er. De hovbønder, der havde deres gang på Kørup, følte sig imidlertid ikke pligtige til at vise samme hensyn, og for at beskytte begravelserne mod bøndernes „uanstændige spaserier“ blev kisterne i 1834 overført til Rügen, til familiens gravkirke i Vilmnitz, hvor Malte Putbus’ sarkofag fra Kørup kirke endnu kan beses (fig. 6).[18] Grunden til, at korets østmur fik lov til at blive stående, var den simple, at man engang i 1700-tallet havde bygget avlsgårdens ladelænge i direkte forlængelse af kirken. Ved at bevare kirkens østmur undgik man at skulle give laden en ny gavl.
Hvilken skæbne der blev kirkens inventar til del, er det i dag ikke ganske let at klarlægge. Det hedder sig, at grev Moltkes godsinspektør, birkedommer Hans Holm, tog inventaret i sin varetægt,[19] men det har formentlig kun drejet sig om det flytbare inventar som f. eks. det usædvanlige krystalkors eller det korbuekrucifiks, som nu har fundet sin plads i Krogsbølle kirke. Én af Kørup kirkes klokker skal have fundet vej sydpå, hvor den kan beses i Fåborgs klokketårn, men om hovedparten af inventaret gælder det formentlig, at det enten er gået til ved kirkens nedrivning eller også er placeret andetsteds på en sådan måde, at en sikker identifikation ikke længere er mulig.
Kørup kirke er så snævert forbundet med familien Podebusk, at det føles næsten naturligt, at kirke og adelsslægt forsvandt samtidigt. Uden Podebusk’er som ejere af Kørup havde det ligesom ikke nogen mening at opretholde slægtens kirke. I sandhedens interesse skal det dog understreges, at det for de senere Kørup-besiddere af slægten Podebusk kneb noget med viljen – måske også evnen – til at ofre slægtsmonumentet fornøden interesse og fornødne midler. Forklaringen herpå skal imidlertid søges i slægtens fornyede tilknytning til Rügen og Tyskland, hvorved Kørup m.m. blev en besiddelse af anden eller tredie rang.
Som nævnt indledningsvis var Kørup kirke både en gårdkirke og en sognekirke, og umiddelbart skulle man tro, at kirken udmærket kunne have eksisteret videre som sognekirke, selv om gårdkirke-funktionen ophørte. Men det ser ud til, at den menighed, som siden Claus Podebusk’s og Christian IV’s dage var henlagt til Kørup kirke, aldrig nogensinde har akcepteret denne som sin rette sognekirke. Den altovervejende del af menigheden var bosat på Agernæs – altså på den anden side det lange smalle farvand, som skilte Agernæs fra Kørup, og som idet mindste ved vintertide var vanskeligt passabelt. Sognepræsten havde ligeledes sin bopæl på denne side af vandet. Menighed og sognepræst havde altså sammenfaldende interesser, hvorfor de da også var enige om at ville foretrække bedehuset i Agernæs – så uanseligt og ringe det end var – frem for den prægtige, men stærkt forfaldne herskabskirke nær Kørup hovedgård.
Forladt af sit herskab og svigtet af såvel menighed som præst havde Kørup kirke ingen chance for at overleve.
For tilskyndelse til artiklens udarbejdelse og for talrige henvisninger til det relevante kildemateriale takkes fru Inger Jørgensen, Kørup.
