Der findes et utal af større og mindre private haver, der for langt de flestes vedkommende kun er enheder af en navnløs mængde. Så meget mere opmærksomhed påkalder sig da de ganske få haver, som får et navn. Et navn, som engang var deres ejers, men som overlever ham.
En af disse er Lotzes Have i Odense. I forrige århundrede blev dette navn utvivlsomt nævnt med stor respekt, thi det drejede sig om den dygtige og fremtrædende apotekers have med de mange sjældne planter, hvoraf han fremstillede medicin. Alene det, at Lotze selv fremstillede medicin, har forlenet den lukkede have med den samme respekt, som blev middelalderens medicinske klosterhaver til del.
Nu, hvor haven som følge af 1960’ernes gadegennembrud og 1970’ernes udvidelse af H.C. Andersen-museet har mistet noget af sin identitet, kan det være naturligt at kaste blikket tilbage og registrere, hvad der egentlig er sket med den i tidens løb.
Indledningsvis må det lige slås fast, at navnet »Lotzes Have« har haven kun båret i et relativt kort tidsrum, havens alder taget i betragtning. Navnet hidrører fra én af havens seneste ejere, apoteker Gustav Lotze (1825-1893), som fra 1853 og til sin død ejede og drev det apotek, Løveapoteket, hvortil haven havde hørt i ca. to århundreder før Lotzes overtagelse. løvrigt er det nok et spørgsmål, om betegnelsen Lotzes Have har været gængs, mens Lotze levede. Da blev den endnu kaldt Løveapotekets Have. Imidlertid gjorde Lotzes egen indsats ved skabelsen af den særprægede have, han efterlod sig ved sin død, det helt naturligt at knytte hans navn til haven. Og da samhørigheden mellem have og apotek siden er blevet brudt, er det ikke underligt, at det er apotekerens og ikke apotekets navn der er blevet »hængende« ved haven.
Om havens absolutte alder er det svært at udtale sig. Vi må nøjes med at konstatere, at dens eksistens bevidnes af skriftlige kilder så langt tilbage som til slutningen af det 17. århundrede. Også dengang var den en apotekshave. Dens ejer i sidste trediedel af det 17. århundrede var apoteker Jakob Gottfried Becker, som i årene 1664-1700 ejede det apotek, som først meget senere – i 1811 – fik navnet Løveapoteket. Beckers apotek havde til huse i ejendommen Overgade 10 (siden sæde for »Klubben«, for Nationalbankens Odense-filial, nu for Arbejdernes Landsbank), men på et tidspunkt, mellem 1733 og 1749, forlagde den daværende apoteker Johan Kristoffer von Westen, apoteket til naboejendommen mod vest, Overgade 8, hvor det forblev i godt halvandet hundrede år.[2] Haven som sådan fulgte med apoteket og overførtes altså ligeledes til Overgade 8. Det kan synes pedantisk at opholde sig ved disse ejendoms- og tilhørsforhold, men derved forklares den »skævhed«, der karakteriserede forholdet mellem bygninger og have på ejendommen Overgade 8, således som vi kan konstatere den på kort fra det 19. århundrede (fig. 1).
Om apoteker Beckers have vides der lidt mere end selve eksistensen. Den var over 16.000 kvadratalen stor, hedder det i en taksation fra 1701, og den var »anlagt med rosen- og andre træer«. Endelig får vi at vide, at der i den nordre ende af haven fandtes en fiskepark (d.v.s. en fiskedam), ved hvilken der lå et toetages lysthus af bindingsværk, indeholdende både nogle værelser og en stor sal.[3] Apoteket med nyopførte bygninger mod Overgade og den store have bagud har utvivlsomt været en af Odenses prægtigste ejendomme. Det siger noget om havens »vægt« i og betydning for den samlede ejendom, at den vurderedes til 800 rdl. ud af en vurdering på ca. 3.200 rdl. for ejendommen som helhed.
En oversigtsplan fra 1819, som ganske vist er mere end 100 år yngre end taksationen, giver os mulighed for at kontrollere den størrelsesangivelse, som 1701-taksationen indeholder.[4] I 1819 var haven på ca. 5,770 m2, men føjer vi hertil et areal mod nordøst, ud mod Bangs Boder, som endnu i 1805 tilhørte Løveapoteket som ubebygget grund, men inden 1817 var afhændet til opførelse af småhuse på ejendommene Bangs Boder 1, 3, 5, 7 og 9, så har dette areal (på fig. 2 vist med punkteret linje) været på ca. 590 m2, hvilket sammen med 1819-havens areal giver et samlet areal på ca. 6,360 m2 eller ca. 16.140 kvadratalen.[5] Alt taler for, at vi her står over for apoteker Beckers have på over 16.000 kvadratalen. Og muligvis har apotekets have lidt tidligere været endnu større, al den stund der til ejendommen også hørte 7 våninger i Hans Jensensstræde.[6] Disse boder kan meget vel være beliggende langs dette strædes sydside, og kan derfor være frastykket haven på samme måde som boderne på Bangs Boders vestside blev det mellem 1805 og 1817. For havens historie er dette af mindre betydning, men det giver en antydning af, hvorledes den bebyggelse, som er karakteristisk for det nuværende »H.C. Andersen-kvarter«, er opstået.
Tilbage til haven! Ud over oplysningerne om Fiskeparken og lysthuset er det unægtelig meget lidt, man kan sige om havens hele karakter. I 1740 nævnes det, at haven rummede et orangeri foruden det næsten selvfølgelige, at der i den dyrkes »kål, urter, blomster og andre havegevækster«.[7] Nogle år senere, i 1749, omtaler apoteker Johan Kristoffer von Westen haven som sin »egen nyindrettede have«, hvoraf vi tør slutte, at samme v. Westen (apoteker 1728-64), der var en yderst velsitueret mand, må have udfoldet en vis virksomhed i haven og må have gjort det i 1740’erne.[8]
Måske er det v. Westens have, vi genfinder på oversigtsplanen 1819 (fig. 1 og 2). I det mindste viser 1819-planen en have, som på dette sene tidspunkt var yderst altmodisk. Til trods for at den frie »landskabelige« eller »engelske« have i 1819 havde været på mode i ca. en menneskealder, havde Odense-apotekeren, Jannik Andersen, stadigvæk sin have anlagt efter den manér, der var moderne omkring 1700-tallets midte.
Planen fra 1819 viser tillige, hvorledes der var en betydelig afstand mellem apotekerens stuer i forhuset mod Overgade og haven ud mod nord. Først skulle man passere en langagtig gårdsplads og igennem en port i bagbygningen, før man via en lille »forhave« nåede frem til den egentlige have. Denne bestod af to dele. Nærmest indgangen var der et større kvadratisk parti, på alle sider omgiver af en allé langs grundens sider, og samme del af haven var ved andre træer delt op i diagonalen i fire »kvarterer«, idet der dog i diagonalernes krydsningspunkt var udsparet et cirkulært parti. Østligst på grunden fandtes et mindre, rektangulart haveafsnit med en dam, i hvilken var anlagt en cirkulær ø, altsammen ligeledes kantet med træer. I sin grundkarakter var Odenseapotekerens have således en barokhave konstrueret over geometriske figurer: en »fransk« have – om man vil.
Apoteker Beckers fine lysthus, som nævnes i 1701, kan godt være identisk med det i 1740 forekommende orangeri. men tilsyneladende er det helt forsvundet i 1819. Derimod kan Beckers fiskepark godt være den samme som Jannik Andersens dam på 1819-planen.
Gerne havde vi vidst, hvilke planter man kunne finde i apotekerens have, men derom er intet overleveret. Vi har dog et udsagn fra 1774. I det år blev apoteket med alt tilbehør, altså også haven, stillet til auktion, og ved den lejlighed omtales haven som »den store velanlagte lyst-, køkken- og frugthave«, som tillige indeholdt medicinske urter. Altså en pryd- og nyttehave.[9]
I forbifarten skal det lige nævnes, at i den have, vi kender fra 1819-planen, har H.C. Andersens moder tjent til sit udkomme ved indsamling af urter for apotekeren. Sammen med moderen fik drengen H.C. Andersen sin gang på Løveapoteket.[10] Om havens vækster har vakt den senere botanisk interesserede H.C. Andersens opmærksom hed, får stå hen, men der kan næppe være tvivl om, at haven alene ved sin størrelse har imponeret drengen. I barndomshjemmet i Munkemøllestræde måtte som bekendt en stikkelsbærbusk og en kasse med purløg og persille gøre det ud for have.
Apoteker Jannik Andersen sad inde med apoteket i henved 50 år (1804-53). Vi ved ikke, om han i denne lange periode har ændret på den have, han overtog fra forgængeren. Det er ikke videre sandsynligt. Med hans efterfølger, Gustav Lotze, indtraf imidlertid en afgørende forandring.
Gustav Lotze overtog – som før nævnt – Løveapoteket i 1853 og beholdt det til sin død i 1893.[11] I Lotze havde apoteket fået en ejer af helt usædvanligt format. I løbet af hans lange apotekerperiode udviklede Løveapoteket sig til at blive et af de førende i landet, og i tilknytning til apoteket opbyggedes en egentlig medicinalindustri. Lotze blev herved en meget velstående mand, hvilket samtidens odenseanere ikke kunne være i tvivl om, når de betragtede den byggeaktivitet, han udfoldede på og ved sit apotek. Dette ændrede totalt karakter i løbet af Lotzes tid. Nye bygninger føjedes til de gamle – der måtte jo skaffes plads til den industrimæssige fremstilling af medicinalvarer – og både gamle og nye bygninger iklædtes en renæssancedragt. Vi befinder os midt i historicismens eller de historiske stilarters periode, og Lotze var i så henseende en fuldgyldig repræsentant for sin tid.
Lotze kan næppe ret længe have affundet sig med den have, han overtog fra Jannik Andersen. Dens karakter og udseende må have været ham en vederstyggelighed. Som det gik med bygningerne, således også med haven. »Apoteker E.G. Lotze tog strax fat på Apotekets Ombygning, og senere har han opført et par større Bygninger i Gaarden og den tilstødende Have, hvilken sidste er blevet omlagt og beplantet med den Smagfuldhed, hvormed L.’s Skjønhedssands præger alt, hvad han foretager sig«.[12] Citatet er hentet fra Jens Lauritsens »Odense i Billeder« fra 1874, altså ca. 20 år efter Lotzes overtagelse. Der er grund til at antage, at haven allerede på det tidspunkt havde fået den udformning, vi kender fra samtidige kort og billeder (bl.a. fig. 3 og 4) og som den stort set beholdt indtil den sidste halve snes års radikale forandringer.
På et sent tidspunkt og på Lotzes initiativ blev Løveapotekets have endelig udsat for den påvirkning fra den »landskabelige« engelske have, som siden 1700-tallets slutning havde øvet sin kraftige påvirkning på det øvrige Europas haver. Forandringen blev så stor, at Jannik Andersens og Gustav Lotzes haver næppe har haft andet end selve arealet – dets størrelse og placering – til fælles. Jo, i den østre ende bibeholdt Lotze forgængerens vandomgivne ø, men også dette haveafsnit fik en væsentlig anden udformning. Overalt i den omlagte have undgik man omhyggeligt de rette linjer. Et kompliceret net af slyngede stier og gange inddelte haverummet i mindre enheder, plæner, og hver plæne blev igen inddelt og opdelt ved fritstående buske og træer samt runde plantebede. Langs havens nordside rejste Lotze et vækst- eller drivhus, hvis længde svarede til ca. 2/3 af hele havens længde. Ved enderne var væksthuset udbygget med tårnlignende pavilloner af en sådan højde, at man dér kunne huse palmer og andre højere tropiske vækster. En karakteristisk detaille i Lotzes haveanlæg var hans flittige brug af »stenhøje«. Øen i den østre ende blev udformet som én stor stenhøj; i det nordvestre hjørne anlagdes endnu en stenhøj, men den fornemste var dog nok den trekantformede og stenhøjskantede »grotte« i det sydvestre hjørne, tæt ved indgangen fra apotekets gård. Stenhøjene – og haven som helhed – afgav plads for en sand vrimmel af planter, af hvilke adskillige var hentet fra særdeles fjerne voksesteder. Efter Lotzes omlægning af haven ville det næppe længere være korrekt at karakterisere den som en »lyst-, køkken- og frugthave« sådan som i 1774. Omend den endnu rummede en del »officinelle« planter, så var karakteren af køkken- og frugthave totalt borte og lysthaven enerådende.
Haven har uden al tvivl været Lotzes stolthed, og det er derfor såre rimeligt, at han lod haven afmale med sig selv og husets damer som agerende personer, placeret i billedets forgrund. Apotekets vidtløftige bygningskompleks, med de prægtige renæssancegavle, danner en effektfuld baggrund for haven og dens mester (fig. 5 og 6).
En kritisk eftertid har været hård ved haver af Lotzes Haves type, idet man har opfattet dem som en misforstået efterligning af den engelske have eller en dekadent udløber af samme havetype. Hertil må dog indvendes, at en rigtig landskabshave vel næppe lader sig etablere inden for de snævre rammer, som en købstadsejendom afstikker. Med den givne afgrænsning og begrænsning måtte det for Lotze gå ud på at få området til at virke større og friere end det i virkeligheden var. Det mægtige væksthus i nord skabte en distance til den tætte fattigmandsbebyggelse i Hans Jensensstræde, og en lignende effekt opnåedes mod øst ved plantning af en række tætstående elmetræer, hvis kroner hurtigt skjulte Bangs-Boder-bebyggelsen. Kun mod syd og vest var der frit udsyn, d.v.s. haven åbnede sig mod solen – og mod apotekerens selvskabte bygningsværk. Der var mening i tingene, og der var skabt en større sammenhæng mellem bygninger og have, virkelig en enhed, end tidligere i havens historie.
Lotzes Have har givetvis været kostbar at anlægge, men ligeså kostbar må den have været at vedligeholde. Det kunstigt tilvejebragte »landskab« må have omhyggelig pleje, dersom det ikke skal gå i forfald. Den have, som Odense kommune overtog mange år senere (fig. 7), var nok i sine hovedtræk identisk med Lotzes Have, men forfaldet havde forlængst sat sit præg på haven. Mest iøjnefaldende var væksthusets afkortning, hvorved de høje palmehuse forsvandt. Mere afgørende var det nok, at plantebestanden var reduceret til en brøkdel af det tidligere antal. Men der var heller ikke den samme økonomiske baggrund som forhen. Lotzes »imperium« var ligeså stille gået i opløsning. I 1919 blev firmaet Gustav Lotze, under hvilket den kemiske industri blev drevet, adskilt fra Løveapoteket og solgt til Det danske Medicinal- og Kemikalie Kompagni (nu Medicinalco, senere sammensluttet med Alfred Benzon som Mecobenzon A/S) og ved svigersønnen, apoteker P.J. de Neergaards død i 1940 ophørte den århundredgamle samhørighed mellem have og apotek. løvrigt var apoteket som sådant allerede tidligere, i 1919, blevet flyttet fra ejendommen Overgade 8, hen til en nyere ejendom på hjørnet af Overgade og Fisketorvet, og i 1953 blev den gamle ejendom med alle dens bygninger og haven erhvervet af Odense kommune.
På dette tidspunkt var Odense kommune langt fremme med planer om anlæg af en nordsydgående færdselsåre, parallelt med byens gamle Nørregade, til afhjælpning af de trafikvanskeligheder, som den moderne tid havde afstedkommet i en gammel købstad, hvis gadenet stort set havde bevaret sit middelalderlige forløb og dimensioner. Det vil føre for vidt her at give en omtale af de mange overvejelser og undersøgelser, der gik forud for byrådets beslutning i 1952 om at gennemføre anlægget af denne gade – benævnt Thomas B. Thrigesgade – ved et gadegennembrud i bykernen.[13] Hvad der er væsentligt i denne forbindelse, er gadegennembruddets konsekvenser for Lotzes Have. En gennemførelse af planerne ville på den ene eller den anden måde berøre den ejendom, hvoraf Lotzes Have var en del. Dette var den reelle baggrund for kommunens erhvervelse af ejendommen.
Problemet om den nye gades forløb blev af Odense kommune forelagt byplanlæggeren, professor Steen Eiler Rasmussen, til udtalelse.[14] I sin redegørelse understregede denne værdien af den velbevarede lave bebyggelse omkring H.C. Andersens Hus og den ligeledes velbevarede Lotzes Have syd herfor. Som konsekvens heraf anbefalede Steen Eiler Rasmussen en linjeføring for den nye gade, som tillod bevaring af en passende del af H.C. Andersen-kvarteret og som samtidig sikrede en fredning af haven. Ved den endelige fastlæggelse af Thomas B. Thriges Gades østre grænse – ind mod den bevaringsværdige bydel og do. have – blev denne placeret således, at Lotzes Have kom til at afgive sit nordvestre hjørne, ialt 710 m2 eller ca. 13 % af havens areal på ialt 5.260 m2. For haven som sådan var det imidlertid af større betydning, at den samtidig mistede det meste af sin »indramning« mod vest-syd-vest, ved nedrivningen af al bebyggelse på Fisketorvets østre side. Den illusion af et lille »landskab« inde midt i købstaden, som Lotze havde skabt med en ikke ringe effekt, gik herved tabt.
Til alt dette kom, at H.C. Andersens Hus samtidig besluttedes udvidet og ombygget, hvilket kun kunne gennemføres ved inddragelse af areal fra haven til museet.[15] Der skulle skaffes plads til nye museumsbygninger, og for at undgå at skulle inddrage flere af H.C. Andersen-kvarterets småhuse til museumsformål placerede man de nye museumsbygninger bag ved dem, på det areal hvor tidligere Lotzes væksthus havde haft sin plads. Der medgik til museumsudvidelsen – inkl. den del af haven, som nu er henlagt til museets brug – ca. 520 m2 eller ca. 10 % af havens areal. Den reducerede have er nu på ca. 4.030 m2.
Gadegennembrud og museumsudvidelse – eller arealreduktion og oprivning af den vestre flanke – gjorde det urimeligt at opretholde haven i den udformning, Lotze havde givet den. Af Lotzes Have har man i den nuværende have bevaret mest muligt af træbestanden, og bevaret er også den trekantformede, forsænkede »grotte« nær den sydvestre indgang, dér hvor familien Lotze var placeret på maleriet fra 1889. Men ellers er haven, ved et samarbejde mellem museets arkitekt og stadsgartneren, udformet på en måde, så den både kan fungere som en lukket have – for museets gæster, på den nordre side af den komethale-lignende vandgrav – og som en åben offentlig have (fig. 8).
På sin vis kan det godt hævdes, at haven i sin nuværende udformning er orienteret stik modsat den »gamle« Lotzes Have. Hvor denne vendte ryggen mod nord og øst, vender den nuværende have ryggen mod syd og vest og front mod nord og øst, mod museets nye havefacade (fig. 9) og mod H.C. Andersen-kvarteret, som hér er smukt repræsenteret ved Bangs Boders vestre husrække. Man har herved draget konklusionen af Lotze-kompleksets forsvinden. Hvor dets mange bygninger før lå, er der nu åbne gade- og torvearealer med stærk og støjende trafik. Til »beskyttelse« herimod og til en ny indramning af den reducerede have har man hér skabt en ny afgrænsning i form af sektionsopdelte betonmure, som med tiden vil blive overgroet af vedbend. Over murene anes kronerne af trærækken langs Thomas B. Thrigesgades østside, og indenfor murene er området tæt beplantet med buske. Kun det halvcirkulære område foran museets havefacade er holdt frit og åbent.
Man kan beklage, at kun en del af den gamle have er bevaret, og at de til apoteket hørende bygninger er borte. Et tidsbillede – et »monument« eller et »miljø« – er jo hermed for bestandig forsvundet. Om betimeligheden – og omfanget – af det gadegennembrud, som var den direkte anledning hertil, vil denne artikels to forfattere næppe nogensinde kunne blive enige, men vi kan blive enige om at glædes over, at det på det stærkt formindskede areal er lykkedes at skabe et smukt anlæg, som vil være til glæde for alle, hvor den gamle have kun var til glæde for de få.
