Da Fyns Stifts Kunstmuseum i efteråret 1974 erhvervede Jens Juels »Emilie Kilde«[1], var det et kærkomment supplement til den Juel-samling, som museet i de senere år har fået skabt[2]. Portrætter og landskaber har været de dominerende emner i samlingen – naturligt nok, eftersom disse udgør hovedparten af Juels produktion – så også af denne grund var den pludseligt opdukkede mulighed for at komme til at eje et af hans genrebilleder en chance, som museet nødigt så forspildt. Takket være Ny Carlsbergfondets beredvillighed og Odense Kommunes overbærenhed lykkedes det at få de tilstrækkelige midler til billedets erhvervelse.
Den faktiske erhvervelse fandt som nævnt sted i efteråret 1974 – nærmere betegnet i september; da billedet kom op på auktion[3], havde det kun i forholdsvis få år været i Danmark, hvortil det i 1890 var kommet fra Sverige. Helt nøjagtigt hvor længe maleriet har været i svensk eje, er vanskeligt at afgøre. Kun står det fast, at Juel selv på et eller andet tidspunkt har foræret det til sin ven, den svenske billedhugger Johann Tobias Sergel (1740-1814), i hvis slægts eje det forblev, indtil det blev solgt til en dansk privatsamler i slutningen af forrige århundrede.[4]
Som tidligere antydet hører Emilie Kilde til en type billeder, der er sjælden i Juels produktion. Genrebilledet – den charmerende og undertiden let anekdotiske gengivelse af dagligdags hændelser – kombinerer ofte figurfremstillinger med landskabsskildringer og har i perioder været en meget yndet udtryksform. Juels forhold til landskabsmaleriet prægedes stærkt af hans årelange ophold i Schweiz, hvis landskabelige skønhed betog ham meget, og at skildre det må have været ham en velkommen afveksling fra historie- og portrætmaleriet, som i disse år var de eneste emner for malerkunsten, der rigtig blev taget alvorlig. I Schweiz udførte Juel et stort antal portrætter og i mange tilfælde afbildedes den portrætterede i et landskab – altså en form, der i det ydre nærmer sig genremaleriet. Der er da næppe heller nogen tvivl om, at netop Juels erfaringer fra disse schweiziske billeder har spillet en rolle i udformningen af maleriet af Emilie Kilde.
Billedet har en meget fast komposition. Det nyklassiske monument med sine kølige, stramme former danner dens naturlige midtpunkt, og billedets diagonaler krydser hinanden i den hvide urne på stelens top. Dette meget rigoristiske kompositionsprincip mildnes imidlertid af den levende og detaljerede grønne baggrund samt af de bevægede figurer og figurgrupper i billedets forgrund.
Som så mange andre af datidens helsebringende kilder var Emilie Kilde et yndet udflugtssted og tiltrak som følge heraf også forskellige gøglere og musikanter. På Juels billede ser man til venstre een af disse musikanter, omgivet af lyttende folk. Til højre i billedet udspiller sig en idyllisk scene – en lille dreng henter vand fra kilden til sine forældre. Landskabet omkring kildemonumentet er skildret med Juel’sk venlighed – et blødt kuperet terræn, saftigt grønt græs og store træer med hvælvede kroner. En lille træbro forbinder to højdedrag og er ved sin buede form – næsten en gentagelse af hulningen i monumentets underbygning – med til at holde billedets komposition på plads.
Emiliekilde-monumentet var – og er – beliggende ved ejendommen Sølyst nord for København.[5] Selve grunden var oprindelig udskilt fra Hvidøre og den nuværende hovedbygning opførtes i 1766. Ejendommens historie iøvrigt skal jeg ikke her komme nærmere ind på, kun skal det bemærkes at allerede i midten af 1700-tallet omtales en kildebrønd på grunden. Overbevisningen om kildens lægekraft går dog endnu længere tilbage; således ved man, at Christian den Femte drak af dens vand i juni måned 1698![6]
Sølyst købtes i 1771 af greve Ernst Schimmelmann som lystejendom, og det var straks hans tanke at lade området omkring kilden være offentligt tilgængeligt og dertil ønskede han at skabe et lille beplantet anlæg uden om den. I 1780 skriver han til Rentekammeret og anmoder om, at de kongelige skove og planteskoler vil overlade ham planter og frø til tilplantningen af anlægget.[7] Samme år (1780) som indretningen af dette anlæg tog sin begyndelse, døde Schimmelmanns unge hustru, Emilie, f. Rantzau; de havde på dette tidspunkt kun været gift i fem år. Som et minde om Emilie og som et udtryk for sin store sorg over at have mistet hende, besluttede grev Schimmelmann da at rejse et monument i forbindelse med det påtænkte kildeanlæg.
Det blev Abildgaard, der kom til at tegne monumentet; en sandstensstøtte, der hviler på en underbygning, hvælvet over kilden. Til begge sider herfor er der en stensætning ind i den bagvedliggende bakke. Støttens forside er dekoreret med en obeliskformet plade af marmor – denne plade bærer den berømte indskrift, som lyder:
EMILIA
HER VANDREDE DU EENGANG
ACH FORLÆNGST EY MEER
HELLIGT ER DET STED DU YNDEDE
USKYLDIGHED HIMLENS USKYLDIGHED
OPFYLDE HIERTET VED DIT NAVN
OG HVO SOM HAR ELSKET
NÆVNE DET MED TAARER
†
1780
Hele monumentet er hævet over det omgivende terræn på en pyramidalt opbygget trappe med tre brede trin, og en ejendommelig men for tidens stil typisk detalje er, at Abildgaard der, hvor kilden løber ud – dvs. i stelens underbygning – har lavet et øje, som vandet fra kilden vældede ud af. At dette – set fra vore dages synspunkt – noget bastante symbol har optaget samtiden meget fremgår af mange sammenhænge. Det grædende øje blev bl.a. inspiration for digteren C.H. Pram, i hvis digt »Emilies Kilde« fra 1782 det hedder:
Emilia! I Marmor gravet blev
Hvad kjærlig Haand til din Erindring skrev.
Ei blot en Elsker, o selv Glædens Daarer
Skal skue det og smelte hen i Taarer.
I pyramidisk Pragt staaer Støtten op,
En ædel Urne pryder Støttens Top,
Og i dens Fod chrystalne Væld udbryder,
Hvis Øie uophørlig Graad udgyder.
Hvorvidt ideen med øjet hidrører fra Abildgaard eller fra Schimmelmann selv vides ikke med bestemthed. August Hennings skriver: »Die Allegorie, die Abildgaard erfand, die Quelle, die einem thrändende Auge entfliesst, ist als pedantisch getadelt.[9]«, mens Louis Bobé i Bogen om Liselund har følgende forklaring: »Ideen til det grædende øje, Emiliekildens oprindelige indfatning i sten, fik Schimmelmann fra en radering til Gessners Idyller, udført videre i en tegning af Abildgaard, der lod »Kildenymfens Øje græde i den lyse Løvsal« som et symbol på hans evige sorg.«[10]
Det ustandseligt grædende øje findes imidlertid ikke længere; det blev fjernet fra monumentet engang efter 1814, og på Juels billede kan man på grund af skyggen inde i hvælvingen ikke se det. Et lille indtryk af hvordan det har set ud og hvordan det har virket, får man dog af en tegning af Abildgaard til monumentet[11] og – måske endnu bedre – fra en tegning af S.L. Lange fra 1800.[12]
Langes tegning bærer påskriften: »Emilias Kilde ved Dyrhaugen. August 1800«, og i sin komposition minder den meget om Juels billede, men midteraksen er forskudt noget mod venstre. En pudsig detalje i tegningen er, at det unge forældrepar med den lille dreng hos Juel i Langes version er blevet erstattet af et par unge mænd, som en tiggerdreng med en krykke beder om en almisse. Figurernes stilling og funktion i kompositionen er iøvrigt ganske den samme.
Der findes en del andre gengivelser af Emilie Kilden – alle mere eller mindre inspireret af Juels maleri. Der eksisterer et omvendt stik efter maleriet, udført i 1794 af H.A. Grosch, og allerede i 1784 – samme år som Juels billede blev til – indbød F.L. Bradt i en annonce i Adresseavisen den 18. juni til subskription på et stik efter Juels maleri af kilden. Så vidt vides blev dette projekt dog aldrig realiseret.
En mere selvstændig opfattelse og gengivelse af Emilie Kilde-monumentet finder vi i en meget smuk laveret pennetegning i Kobberstiksamlingen. Tegningen er udført af en tysk tegner, Carl Fr. Stange; den er udateret, men er formodentlig blevet til i årene 1815-1825. Det er en væsentligt mere romantiserende opfattelse af monumentet, end vi finder hos Juel. Omgivet af et tæt løvhang og kun belyst af et enkelt solstrejf virker mindesmærket som et næsten glemt levn fra fortiden. Denne fornemmelse understreges naturligvis også af, at der ikke optræder en eneste person på billedet.
En helt anden fremstilling af kildeanlægget har man i en lille pennetegning, der nu hænger på Reventlow-Museet på Pederstrup.[13] Ophavsmanden til tegningen formodes at være Lady Maria Calcott, som har udført mange topografiske tegninger fra forskellige egne af verden. Det er en charmerende skildring af monumentet og anlægget og i tilgift får man et kig ud over Sundet med skibe og længst i baggrunden ses kysten med villaer og træer helt ned til vandet. Tegningen, som iøvrigt er udateret, har en påskrift, der lyder: Well in the Ground of Comte Shinmelman near Copenhagen – der er altså ikke nogen omtale af monumentets navn. Heller ikke det grædende øje ses på tegningen til trods for at den vinkel, monumentet ses i, ville have tilladt dette. Om det er fordi øjet på dette tidspunkt har været fjernet, eller om det skyldes at Lady Calcott mere har heftet sig ved den landskabelige skønhed i omgivelserne kan man jo – al den stund tegningen ikke har et årstal – ikke vide.
Som nævnt i indledningen har Juels maleri af Emilie Kilde i sin tid tilhørt den svenske billedhugger Sergel og var – så vidt vides – en gave til ham fra Juel selv. Hvornår Sergel har fået billedet ved man intet om, men det er sandsynligvis sket under eet af hans ophold i København, hvor han ofte besøgte sin mangeårige ven, Abildgaard, der ligesom Juel var professor ved Kunstakademiet.
Foruden at være et væsentligt arbejde i Juels produktion og en smuk tilføjelse til kunstmuseets ældre samlinger er billedet af Emilie Kilde – som det forhåbentlig må være fremgået af det foregående – også et stort stykke dansk kulturhistorie. Det samler omkring sig mange vidnesbyrd om datidens mennesker og tankesæt – og at tre af tidens største skandinaviske kunstnere har relation til maleriet – Abildgaard, der tegnede monumentet, Juel, der malede billedet heraf, og Sergel, der ejede billedet – er jo i sig selv et exceptionelt træk, der fortjener at blive fremhævet i denne sammenhæng.
