Med støtte fra Statens humanistiske Forskningsråd foretager Fyns Stiftsmuseum og Forhistorisk Museum, Moesgård, i disse år en fladeafdækning af et befæstet anlæg fra den yngre stenalders tragtbægerkultur. Ved disse undersøgelser, der bl.a. tidligere er omtalt i dette skrift[1], er der indtil 1978 undersøgt ca. 36.000 m2. Som ved andre store fladeundersøgelser er der også i Sarup lokaliseret levn efter flere ophold på pladsen. Det kan nævnes, at der har været mindst fem i den yngre stenalders tragtbægerkultur, een i den yngre stenalders enkeltgravskultur, to i broncealderen, een i førromersk jernalder og sluttelig rester efter højryggede agersystemer fra historisk tid. En enkelt af disse opholdsfaser skal nærmere omtales, nemlig enkeltgravskulturen, der er repræsenteret ved to gravanlæg med ringgrøfter.
Gravene lå ca. i centrum af det areal, der har været befæstet i tragtbægerkulturen.[2] Før udgravningen iagttoges der ingen høje på stedet. Bebyggelserne i bronce- og jernalder, de højryggede agersystemer og vor tids intensive dyrkning vil forlængst have slettet alle spor efter de små, lave og sandede høje, der må have været her. De to grave lå tæt ved hinanden (fig. 1) og vil her blive omtalt som grav I og grav II.[3]
Grav I var den største, den bestod af en jordgrav og en omgivende ringgrøft (fig. 1 og 2). Jordgraven var en rektangulær nedgravning, der lå øst-vest, var 2,05 m lang og 1,15 m bred. Af nedgravningen var kun de nederste 7 cm bevaret. I gravens vestende var et par mørke fyldskifter, der mod bunden blev til et mere aflangt, dette kan muligvis tolkes som hjørnestolper til en plankebygget kiste. Midt i graven fandtes et brunsort fyldskifte, hvilket angiver placeringen af den gravlagte, specielt da der øst herfor fandtes tandemalje. Den døde har da sandsynligvis ligget i hockerstilling (på venstre side med optrukne ben) med hovedet i øst og ansigtet vendt mod syd. Ved udgravningen blev tandemaljen optaget i præparat. Ved en undersøgelse af dette på Københavns Tandlægehøjskole ved tandlæge Jan Jakobsen er tandsættet aldersbedømt til 20-25 år, ikke over 30 år gammel.[4] Ud for ansigtet (tænderne) i gravens sydøstlige hjørne iagttoges et cirkulært brunsort fyldskifte med en diameter på ca. 25 cm – dette kan evt. antyde placeringen af et trækar ved den dødes hovede. I midten af gravens vestlige del fandtes en række af 34 ravperler.[5] De 28 af disse lå i en klump i den sydlige del – vel rester af en ravkæde. De fundne ravperler er af flere forskellige typer (fig. 3 og 4), der ses bl.a. korte rørformede, langstrakte hængesmykker med et hul i den ene ende, skiveformede, små cirkelrunde, uformelige og sekundært gennemborede og kun svagt tildannede stykker. Ravperler af disse typer er almindelige i enkeltgravskulturen og specielt i de ældre fasers kvindegrave.[6] Ligeledes tyder den dødes placering med hovedet i øst, med bøjede ben og liggende på venstre side på, at der er tale om en kvindegrav fra enkeltgravskulturens undergravstid.[7] Det er derfor sandsynligt, at det er en kvinde i 20-25 års alderen, der her er gravlagt.
Uden om denne jordgrav har man lavet en ringgrøft. Den er 7,20 m i ydertværmål og ca. 70 cm bred. Ved udgravningen af denne kunne der iagttages to faser. I den ældste har man gravet en ca. 50 cm bred og 60 cm dyb grøft, hvori man har anbragt lodretstående stolper af ca. 20 cm’s diameter og med et mellemrum på 5-10 cm mellem hver stolpe (fig. 5). Med en så kraftig fundering må man formode, at stolperne har raget et par meter op over jordoverfladen. Alle de undersøgte stolper (der jo kun repræsenterer de nedre dele af dem), ser ud til at være formuldet på stedet. På et tidspunkt, efter at stolperne er formuldede, er der anlagt en sekundær ringgrøft (fig. 1) halvt dækkende den primære og halvt liggende indenfor. Denne sekundære ringgrøft er i snit trugformet og 10-15 cm dyb. I begge ringgrøfter fandtes et mindre oldsagsmateriale tilhørende den mellemneolitiske tragtbægerkulturs første faser – et materiale, der i denne sammenhæng ikke kan tillægges nogen betydning p.g.a. dets blandede karakter. Denne fyld må stamme fra de dækkende kulturlag, der på den tid har været på stedet. Sluttelig var der på ringgrøfterne placeret 5 små gruber (fig. 1) med en ret gruset fyld og et mindre oldsagsmateriale tilsvarende det fra ringgrøfterne. Gruber af denne type forekommer ret hyppigt på Sarup-pladsen, men deres funktion kendes ikke.
Selve grav I må kunne tolkes således, at samtidigt med anlæggelsen af den øst-vest vendte kvindegrav, er der lavet et stolpehegn, der har været 2 m højt og haft en diameter af 7 m. På et tidspunkt, hvor dette hegn er bortrådnet, er den sekundære ringgrøft placeret lidt inden for hegnet. Det er vanskeligt at tolke et sådant, kompliceret anlæg, men nogle iagttagelser, som museumsinspektør H. Rostholm har gjort i Skarrild Overby, kan måske hjælpe lidt.[8] Ved dette gravanlæg, der må være samtidigt med grav I i Sarup, blev det iagttaget, at stolpehegnet omkring graven har stået i nogen tid, og at gravkisten i den tid blev fyldt med flyvesand. Senere fjernes stolpehegnet og der bygges en høj over graven. Overført til forholdene i Sarup må man da regne med, at stolpehegnet har omgivet en ikke højdækket grav, og at der måske først er opført en høj i forbindelse med den sekundære ringgrøft. De 5 grusfyldte gruber er det vanskeligt at placere i denne sammenhæng. De indeholdt alle oldsagsmateriale fra en tidlig del af mellemneolitisk tragtbægerkultur, men de må dog, som deres placering viser, dateres til at være samtidige med eller senere end ringgrøfterne. Fire af disse grusfyldte gruber er placeret på ringgrøfterne i et rektangulært mønster, hvor siderne er 4,5 × 5,75 m.
Grav II bestod af en lille ringgrøft (fig. 1 og 6). Graven lå 1,15 m øst for ringgrøften til grav I. Ringgrøften havde en ydre diameter af 1,75 m, den var ca. 25 cm bred og var endnu 27 cm dyb. Ringgrøften var i det øverste niveau kontinuerlig, men på de nederste 15 cm viste der sig en åbning mod vest.[9] Der kunne ikke direkte iagttages nogen spor efter stolper i grøften, men den ret uregelmæssige bund, der var i grøften, kunne tyde på, at der har været sådanne. Omtrent midt i det område, der indrammes af ringgrøften, fandtes et ganske lille stykke tandemalje, der desværre ikke kan give os videre oplysninger. I den østlige del af graven fandtes et velbevaret, ornamenteret lerbæger med fodafsats (fig. 7). Bægeret er på den øverste halvdel ornamenteret med omløbende rækker lavet af kommaformede indstik. Bægre af denne type må dateres til enkeltgravskulturens ældste afsnit – undergravstid.[10] Ved denne grav er det vanskeligt at sige noget om den gravlagte, da det fragmentariske stykke tandemalje ikke engang kan tolkes som værende fra et menneske. Den meget lille ringgrøft, der omslutter en grav uden kistespor, er af en type, der er meget sjælden i vor enkeltgravskultur. I dansk litteratur er kun omtalt en fra Bratbjerg i Hee sogn, Hind herred.[11] Det er vanskeligt at tænke sig en voksen gravlagt i almindeligt gravleje i så lille en grav, så enten må der være tale om en barnegrav, eller også er det muligt, at vi har rester af en såkaldt bikubegrav. Dette er en gravtype, der især kendes fra Holland,[12] men som også er kendt i Sønderjylland.[13] Med en sådan gravtype mener man, at liget har siddet oprejst inde i en lille grenhytte (nærmest stor kurv af form som en omvendt bikube).
De to grave i Sarup er af typer, der ikke tidligere er erkendt på de danske øer, hvorimod de kendes i mindre antal fra det centrale enkeltgravsområde i Jylland.[14] De synes alle at skulle dateres til enkeltgravskulturens ældre afsnit – under- og bundgravstid (ca. 2200-2000 C-14 år f. Kr.). Det er ikke muligt at sige, hvorvidt gravene i Sarup er helt samtidige, men de ovenfor nævnte iagttagelser tyder på, at de begge skal dateres til enkeltgravskulturens ældste afsnit – undergravstid, og deres samhørighed, kun 1,5 m mellem hver, tyder ligeledes på en tidsmæssig nær forbindelse.
Gravtypen er som nævnt endnu ikke talrig her i landet, men det kan skyldes, at der kun i få tilfælde er sket en større fladeafgravning omkring de undersøgte enkeltgrave. De senere års mere intensive fladeundersøgelse af enkeltgrave har da også givet os et mere nuanceret kendskab til tidens gravtyper.[15] Derimod har man i Holland i de sidste par generationer foretaget større fladeundersøgelser af høje, og netop her finder man de nærmeste paralleller til vore grave.[16]
De to grave med omgivende ringgrøfter i Sarup viser os, at den ældste enkeltgravskultur også har nået de danske øer, og ikke bare har været i det centrale enkeltgravsområde i Jylland.[17] Man kan derfor spørge, om det er et tilfælde, at man ikke har erkendt den ældste enkeltgravskultur på øerne? Den meget tidlige og intensive opdyrkning af jorden vil jo forlængst have fjernet de små høje, der karakteriserer kulturen, og kun store fladeafgravninger som den i Sarup vil igen kunne bringe gravene frem. På den anden side burde man dog regne med, at den intensive dyrkning ville have givet os kendskab til et stort antal tidlige stridsøkser, hvis der havde været tidlig bosættelse på øerne, men det er ikke tilfældet.[18] Gravene i Sarup må derfor snarere ses som tegn på områdets nære tilknytning til Jylland også i denne periode af vor forhistorie.
