Det konkrete maleri har altid haft dårlige vilkår i Danmark. Kun for ganske få kunstnere er det lykkedes at nå frem til den beherskelse af materialet som er en forudsætning, hvis man vælger den helt konkrete udtryksform.
Dette er så meget mere ejendommeligt som det konkrete maleris egenart netop er, at der her arbejdes med malerkunstens fundamentaleste elementer – farve og form – i rendyrket form, uden illusionistiske eller litterære overbygninger.
Det sker imidlertid, at en kunstner arbejder sig frem til en udtryksform som er ganske frigjort fra enhver naturefterlignende tendens og det sker, at han når frem til en stor beherskelse af det konkrete formsprog.
I dette tilfælde drejer det sig om maleren Karl Brücher Henriksen (1891-1976), af hvis efterladte arbejder Fyns Stifts Kunstmuseum er kommet i besiddelse af 5 – nemlig 3 oliebilleder og 2 akvareller.
Brücher Henriksens udvikling som maler – og hele hans karriere – var stilfærdig. Kun i sine unge år var han en kort tid borte fra Bagenkop på Langeland, hvor han var født. Han blev her uddannet som malersvend, men rejste omkring 1914 til København for at videreuddanne sig, bl.a. på Teknisk Skole, men vendte herefter hurtigt tilbage til sin fødeby.
Det kan se ud som en bevidst isolation som kunstner, men er det næppe. Brücher Henriksen havde på dette tidspunkt ingen ambitioner om at blive kunstner i gængs forstand, men arbejdede for sig selv med sit maleri – et traditionsbundet og naturalistisk maleri med havet, stranden og nære personer som vedvarende inspirationskilder. Han udstillede ikke i disse år.
Faktisk debuterede Karl Brücher Henriksen først i 1948. Under stærkt pres fra sin ven, den svenske maler Sven Ericsson, indvilgede han i at sende billeder ind til Den Frie – og fik to arbejder antaget. Billederne – som figurerer i kataloget med titlerne »Figur ved Havet« og »Stenet Strandbred« – er malet i en bred naturalistisk stil. Det er små lærreder, men med en vis sej kraft i udtrykket og vel gennemarbejdede.
Disse to billeder på Den Frie i 1948 blev Brücher Henriksens eneste offentlige fremtræden i de næste mange år. Men netop i disse år sker de mest betydningsfulde ændringer i hans maleri og i hans opfattelse af kunst i det hele taget, ændringer som fører til, at han i slutningen af 1960’erne fremstår som en fuldt udviklet konkret maler.
Beklageligvis er det ikke muligt i Brücher Henriksens malerier at følge denne hans udvikling frem mod et andet formsprog. Så godt som alle billeder fra denne mellemperiode er overmalede og der eksisterer derfor ikke et materiale, som tillader et virkeligt indblik i udviklingsprocessen eller som giver noget indtryk af de inspirationer og påvirkninger som kan have givet anledning til ændringen i opfattelsen.
Af samtaler – dels en enkelt fra år tilbage med kunstneren selv og dels med mennesker, der kendte ham godt[1] – kan et indtryk af Brücher Henriksens udvikling imidlertid stykkes sammen. En meget kraftig impuls har været mødet med og oplevelsen af udstillingen »linien 3 – konkret realisme« i København i 1956. Som navnet antyder var udstillingen en fortsættelse af de bestræbelser, som en flok unge kunstnere – bl.a. Ejler Bille, Vilhelm Bjerke Petersen og Richard Mortensen – i første halvdel af 1930’erne gjorde sig for at finde frem til et nyt abstrakt formsprog. Bestræbelserne fortsattes med udstillingen »linien 2« i Tokanten i 1947 og temaet genoptoges altså i 1956. Uden tvivl har konfrontationen med den konkrete realisme skabt en ændret holdning til de maleriske problemer hos Karl Brücher Henriksen og han har fra dette tidspunkt forladt den naturalistiske udtryksform.
Senere har Brücher Henriksen i samtaler med sin ven, maleren Bendt Veber, givet udtryk for nogle af de tanker, der optog ham, såvel i de afgørende år som senere. Især nogle af de ideer, som Kandinsky fremsætter – specielt i bogen »Formens Problem« – har været inspirerende og retningsgivende også i den periode hvor den radikale ændring i udtryksformen fandt sit endelige leje. Karl Brücher Henriksen talte meget om »nulpunktet« – det punkt, hvor man må starte forfra og forsøge at analysere de elementære ting i maleriet. Det er en form for erkendelse, som også afspejler sig hos Kandinsky, når han siger: »Når de nødvendige betingelser for modningen af en præcis form er tilstede, får længslen, den indre trang, kraften, til opgave at skabe en ny værdi i den menneskelige ånd, og denne værdi begynder at leve, bevidst eller ubevidst i mennesket. Bevidst eller ubevidst søger mennesket fra dette øjeblik at finde en materiel form for den nye værdi, der lever i det i åndelig form.«[2]
Karl Brücher Henriksen krævede ro i sine billeder – ubetinget stilhed og ro. Og ud fra den tanke, som man også finder hos Kandinsky, at »Formen er indholdets udtryk« arbejdede han utrætteligt med sig selv for at opnå den indre ro og balance, der skulle komme til udtryk i hans arbejder. Briicher Henriksen var umådeligt kritisk og – som en følge heraf – sent arbejdende.
Af de billeder, som Fyns Stifts Kunstmuseum nu har erhvervet af Karl Brücher Henriksen, er det ene fra 1965, de to andre fra henholdsvis 1972 og 1974. Det tidlige billede beherskes af en tung violet farve, der optager næsten hele fladen. Sort og orange kiler sig ind i fladens periferi, men uden at være illusionskabende; billedets flade er holdt på plads.
De to senere billeders farveholdning er så godt som identiske – sort og næsten-hvidt. I det ene (flg. 2) skimter en stærk gul dog igennem på samme måde som den orange i det tidlige billede. Maleriet fra 1974 (fig. 3) adskiller sig fra de øvrige ved at introducere et formkompleks, som Brücher Henriksen kun meget sjældent arbejdede med – kombinationen af en stærkt buet form og en lige. Billedet er et godt eksempel på malerens suveræne beherskelse af hele formbegrebet; langtfra at virke aggressiv og dominerende føjer den stærke sorte bue sig til den lige form uden at fladens rolige helhed går tabt.
Det er et billede som dette, der bringer Karl Brücher Henriksens egne ord i udstillingskataloget fra Odense i erindring: »Mine billeder refererer ikke til den ydre fysiske verden, men er symboler for en flerdimensional tilværelse. Jeg tilstræber en dynamisk ro og harmoni og betragter mine billeder og skulpturer på samme måde som Jean Arp, der kaldte sine arbejder for »Stilhedens kunst.«[3]
