Landbrugets bygninger 1696-1900

Studiet af Danmarks bondebygninger har hidtil været centreret om tre problemer, nemlig:

1. Gårdformen, hvilket vil sige antal af længer og disses indbyrdes beliggenhed
2. Konstruktioner, omfattende bære-, væg- og tagkonstruktioner, og endelig
3. Stuehusets indretning.^[1]

For alle tre emner har målet været dels at belyse udviklingen trin for trin og dels via et intensivt studium at klarlægge egnsforskelle. Derimod er udviklingen i de enkelte gårdes samlede bygningsomfang ikke tidligere blevet gjort til genstand for undersøgelse og dette til trods for, at spørgsmålet både er væsentligt for bondegårdsforskningen og for studiet af den landbrugsøkonomiske udvikling. I dag udgør landbrugsbygningerne en vigtig del af produktionsapparatet, og lige så må det have været i tidligere tid.

I bogen »Bondegård og byggeskik« gør Bjarne Stoklund opmærksom på, at bindingsværkskonstruktioner med fag-inddeling (se fig. 1) gør byggeriet meget fleksibelt, idet fagene er »faste moduler, hvor man kan fjerne eller tilføje et eller flere fag efter behov, uden at husets karakter ændres væsentligt«.^[2] Det må derfor være naturligt, at den enkelte ejer eller bruger af en bindingsværksgård udnyttede denne fleksibilitet og tilpassede bygningsomfanget efter de muligheder og/eller behov, som produktionen tillod eller krævede. En ændring i de økonomiske og produktionsmæssige forhold skulle således kunne spores også i bygningsmængden. Udvidedes f.eks. kvægdriften, måtte man øge kostalden, og fandt der en ændring sted i kornproduktionens størrelse, måtte det medføre en ændring i lade og tærskelo. Det må tillige være naturligt, at hvis en omlægning eller indskrænkning i produktionen betød nedgang i bygningsbehov, så ville man efterhånden opgive at vedligeholde de ekstra, urentable bygninger og måske hurtigt nedrive dem. Hvis denne skitserede fleksibilitet har været gældende, omfattede det sikkert ikke kun udlængerne. En øget produktion og dermed en sandsynlig forbedret økonomi må have muliggjort en forøgelse af boligens størrelse.

At der vitterlig har fundet ændringer sted i bygningernes størrelse i deres funktionstid er blevet godtgjort ved flere bygningsarkæologiske undersøgelser. Bjarne Stoklund skriver herom, at »undersøger man en gammel bindingsværkslænge, vil man da også tit konstatere, at den netop er blevet til i flere omgange ved tilbygninger til et eksisterende hus«.^[3]

Som nævnt har spørgsmålet om udviklingen i bygningsomfanget på landet ikke tidligere været genstand for en egentlig behandling. I denne artikel er det tanken at præsentere nogle resultater fra en undersøgelse af gårdene i de to fynske landsbyer Åsum og Allesø (se fig. 2 og 3).

Undersøgelsesmetoden har bestået i at lægge en række tidsmæssigt bestemte tværsnit ned gennem en serie gårde for således at belyse eventuelle ændringer i bygningsomfanget. Muligheden for at skaffe brugbart kildemateriale har indtaget en vigtig rolle i udvælgelsen af undersøgelsesbyer. Dette skyldes en ret udpræget mangel på anvendelige kilder fra det 18. og i øvrigt fra forudgående århundreder. For det 19. årh. er situationen bedre, idet et stort antal brandtaksationer er bevaret – i hvert fald fra første halvdel af århundredet.^[4] For sidste halvdel er situationen knap så god. En gennemgang af registraturen for brandforsikringsarkivalier i Landsarkivet for Fyn gav som resultat, at der kun er bevaret brandtaksationer (sognetaksations/-vurderingsprotokoller) for tiden 1858 – ca. 1900 fra enkelte sogne.^[5]

Som i så mange andre tilfælde indeholder ryttergodsarkiverne også anvendeligt kildemateriale for denne problemstilling. I en jordebog fra 1696 findes oplysninger bl.a. om længetal og længestørrelse for en række gårde i Allesø og Åsum,^[6] og i samme arkiv eksisterer et lignende brugbart materiale for samme byer fra 1727 i form af en inkvisitionsprotokol.^[7] Ved hjælp af disse to kilder er det således muligt at lægge to snit med ialt 31 års mellemrum. Næste snit skulle gerne for at få et nogenlunde regelmæssigt tidsspand være lagt omkring 1760, men desværre findes der ikke i det fynske ryttergodsarkiv (eller iøvrigt for Allesø og Åsum) anvendeligt materiale fra dette tidsrum. For at lægge næste snit er det nødvendigt at springe frem til en brandtaksation for Ravnebjerg herred fra 1776.^[8] Denne brandtaksations-protokol er en af de få bevarede fra tiden før år 1800.

Næste snit kan derimod lægges frit, idet vi nu er i tidsrummet med bevarede brandforsikringsarkivalier indeholdende taksationer enten med jævne mellemrum, således for hele Allesø by i 1797,^[9] eller som efter 1800 som følge af om- eller tilbygning af en gård.^[10] På grundlag af brandforsikringsmaterialet er det således muligt at vælge tværsnittene vilkårligt, og det er her anset for rimeligt at lægge disse med 25 års mellemrum, startende med år 1800. Herved adskiller kun perioden mellem tværsnittene 1727 og 1776 med sine 49 år sig væsentligt fra de øvrige.

En ulempe ved det anvendte materiale er, at der ikke er bevaret brandtaksationer fra Allesø for tiden 1858-1900. For Åsums vedkommende er der til gengæld den – omend ikke så betydningsfulde – mangel, at der om en serie brandtaksationer fra 1790’erne kun er bevaret vurderingssummer.^[11] Ikke alle gårde i Åsum nytakseredes i år 1800, men først i 1810-15, og det betyder, at kun nogle af Åsum-gårdene kan inddrages ved tværsnittet år 1800. Først i løbet af de første årtier af 1800-tallet kan man følge bygnings-udviklingen i alle Åsum-gårde fuldstændigt.

Undersøgelsesmaterialet omfatter alle de ejendomme, som i brandtaksationen 1776 betegnes som gårde i Åsum og Allesø. Det drejer sig om 25 i Allesø og om 15 i Åsum, altså ialt 40.

En undersøgelse af bygningsomfanget er ikke uden metodiske problemer, og i det følgende skal der redegøres for de vigtigste.

Længdemålene angives i de ældste kilder (1696, 1727, 1776 og 1800-1858) udelukkende i fag-tal. I kilderne fra 1797 og 1858-1900 opgives længden dels i fag-tal og dels i alen. Problemet er så her, hvorvidt fag-målestokken, som bruges i alle kilder, kan anvendes i denne forbindelse, både set i tidsmæssigt og i sammenligningsmæssigt perspektiv. Følgende punkter tyder på, at fag-bredden er forholdsvis ensartet og derfor brugbar i denne sammenhæng: a) Ved bygningsarkæologiske undersøgelser har man påvist en ret stor ensartethed i fagbredden, normalt kun med variationer inden for 30 cm.^[12] b) Det faktum, at man ved størrelsesangivelser i datiden brugte fag-tallet som målestok må for det første tages til indtægt for en i hvert fald nogenlunde – samtidig – ensartethed i fag-bredde. Bygningernes levetid fra vel 30-100/200 år må for det andet betyde, at der ikke kan være sket betydelige ændringer i opfattelsen af et fags bredde. Hvis dette havde været tilfældet, måtte man formode, at der f.eks. taltes om »små eller gamle fag« og »store eller nye fag«, c) En undersøgelse af Åsum- og Allesø-gårdene i de kilder, hvor både fag-tal og længde i alen er angivet viser, at fag-bredden ligger mellem 2 og 2,5 alen, altså kun med ret små udsving, d) Endelig må man formode, at fag-bredden (samtidig) har været nogenlunde ensartet i de her undersøgte 40 gårde. Byggeskikken gårdene imellem har sikkert ikke været afvigende af nogen betydning, hvis overhovedet.

De her fremførte punkter tyder på, at der er en i hvert fald nogenlunde ensartethed i bredden, hvorfor fag-tallet må anses for forsvarligt at anvende.

Bygningernes breddemål angives ikke i kilderne fra 1696, 1727 og 1776, men først fra og med 1797. I brandtaksationsprotokollen fra 1797 meddeles bredden både i fag og alen, i brandtaksationerne fra 1800-1900 alene i alen. Når man skal anvende dette materiale bliver spørgsmålet, om man kan forudsætte en nogenlunde ensartet bredde for bygningerne og således helt se bort fra denne.

En undersøgelse af Allesø-gårdene viser, at der i 1797 er en meget stor ensartethed i bygningsbredderne. Kun 1 af ialt 98 bygninger angives at være 5 fag (10 alen) bred, medens resten er sat til 4 fag (8 alen). I 1825 er situationen for samme gårde ændret en smule, idet 93 bygninger har en bredde på 8 alen, 3 bygninger er på 9, medens 1 er på 10 alen. Den i 1825 påbegyndte variation i bygningsbredderne er mere udtalt i 1850, hvor de ialt 103 bygninger tilhørende de samme 25 Allesø-gårde fordeler sig som følgende: 42 længer har en angivet bredde på 8 alen, 46 en bredde på 9 alen, 11 på 10 alen og 1 på 12 alen; endelig er der 3 små bygninger, som ligger på henholdsvis 5 og 6 alens bredde.

For Åsums vedkommende kan det nævnes, at der i 1875 er variationer mellem 5 og 18 alen. På den ene side viser materialet store variationer i bygningsbredderne fra det 19. årh. og her specielt omkring og efter år 1850. På den anden side tyder opgørelsen fra 1797 på, at der i tidligere tid har eksisteret en langt højere grad af ensartethed.

Til støtte for, at der i 1700-tallet må have eksisteret en ret ensartet bygningsbredde taler kilden fra 1797, og dertil kan lægges, at bygningsarkæologer normalt sætter længe-bredden til 7-8 alen og ikke omtaler store udsving fra dette tal.^[13]

På denne baggrund synes det forsvarligt at se bort fra breddemål og udelukkende regne bygningsomfanget i antal fag. Men når man skal sammenligne udviklingen i bygningsomfanget fra 1700-tallet med materiale fra 1800-tallet – og i øvrigt 1800-tals-gårdene indbyrdes – opstår der problemer. Som netop påvist synes der i 1800-tallet at ske en udvikling af bygnings-bredden dels mod en generel udvidelse, dels mod større variation. For at sammenligne 1700-talsmaterialet med 1800-talsmaterialet må man derfor tage hensyn til bygningsbredden.

Med baggrund i de berørte punkter har fremgangsmåden været følgende: Størrelsen regnes udelukkende i antal fag (længde-fag), men således at bredden får indflydelse på dette tal. Hvis bredden er 8 alen – et tal som bygningerne i tværsnittene 1696, 1727 og 1776 er sat til – opgives størrelsen i reelle fag-tal. Er bredden derimod større eller mindre, tages der hensyn til dette ved at medregne breddeforskellen i et angivet, omregnet fag-tal. Omregningen foretages på følgende måde: Længens fag-tal ganges med længens bredde (i alen), hvorefter tallet divideres med 8 alen.

Tabellen viser, at der vitterlig sker mange forskydninger i bygningsmængden for den enkelte gård i løbet af et tidsrum, som det her undersøgte. Ingen af de ialt 40 undersøgelsesgårde gennemløber hele tidsrummet uden ændringer i bygningsomfang, og det er endog meget normalt med forskydninger – ja endog store forskydninger – inden for perioder på 25-30 år.

Til besvarelse af spørgsmålet om kronologi og intensitet i ændringerne kan vi passende se på diagrammet fig. 4. Her er opstillet ialt 7 søjler, en for hver af de undersøgte tidsafsnit. Søjlerne er opdelt dels i en sort og dels i en hvid halvdel. Den sorte del angiver den samlede, gennemsnitlige ændring regnet i årlig fag-tilvækst. Den hvide del angiver den samlede, gennemsnitlige procentforskydning i bygningsomfang pr. år.

Som det fremgår af tabel og diagram, har der i hele tidsrummet 1696-1900 fundet en generel vækst sted i bygningsomfang. Væksten er bare ikke forløbet som en jævn glidende udvikling, men derimod med skiftende intensitet. Denne skiftende styrke i tilvækstgraden kan umiddelbart aflæses af diagrammet. Her ser vi, både når det gælder de sorte og de hvide søjler, at der startes i perioden 1696-1727 med en ret kraftig vækst; derefter bliver denne flere gange mindre i den efterfølgende periode 1727-1776. Den svagere stigning indtil 1776 afløses af stærkere vækst i tidsrummet 1776-1800. Derpå sker igen en nedgang i vækstraten i 1800-1825 til nogenlunde samme niveau som i tiden 1727-1776. Men efter dette svagere tempo stiger væksthastigheden kraftigt i perioden 1825-1850, og denne gang fortsætter stigningen – endog kraftigere – i den følgende periode. Fra 1875 formindskes tilvæksten noget til cirka samme niveau som for 1825-1850.

Bygningstilvæksten i den ca. 200 årige periode kan også vises i form af en kurve for gennemsnitlig gårdstørrelse, se fig. 5. Heraf fremgår det, at det gennemsnitlige bygningsomfang pr. gård næsten tredobles i tiden 1696-1900. Den stærkeste vækst finder sted fra 1825 og frem efter.

Hvordan det øgede bygningsomfang fordeler sig på stuehus contra produktionsbygninger skal vises i diagrammet fig. 6. Diagrammet angiver den gennemsnitlige, årlige fag-tilvækst dels for stuehus (sort søjle) og dels for udlænger (hvid søjle).^[14] Som det fremgår heraf, finder der – bortset fra tiden 1727-1776 – en tilvækst sted både i stuehus og i produktionsbygninger. Tilvæksten regnet i fag er i hele undersøgelsestidsrummet størst for produktionsbygningerne.

Omfanget af stuehusforøgelsen varierer ikke blot fra tidsrum til tidsrum, men også i forhold til væksten i produktionsbygningerne. I nogle perioder er udlængerne steget forholdsvis stærkere end stuehusene, og i andre er det omvendte tilfældet. Fra 1727 til 1800 går langt den største bygningstilvækst til udhusene, og stuehusets procentvise andel af gårdens samlede bygninger falder fra 30,3% til 25,6%. I tidsrummet 1800-1850 er der tale om en anden udvikling, idet stuehusets procentdel øges til 28,3%. Efter 1850 vendes situationen igen, og boligens andel formindskes gradvis frem til 1900, hvor den gennemsnitlig udgør 22,6%.

Sluttelig skal udviklingen i bygningstilvæksten forsøgsvis sammenholdes med den generelle landbrugsøkonomiske udvikling. Til dette formål har jeg opstillet diagrammet fig. 7, som dels indeholder en skematisk fremstilling af den årlige, procentvise fag-tilvækst og dels derunder en punktvis opstilling af generelle træk i den landbrugsøkonomiske udvikling.

Den produktionsmæssige udvikling for landbruget i de første 2/3 af 1700-tallet er meget uklar. Af hovedtræk kan nævnes landbrugskrise i 1730’erne og en meget omfattende kvægpest omkring 1745.^[15]

Fra ca. 1770 og frem til århundredskiftet regnes der med en kraftig produktionsstigning som følge af reformpolitikken. Væksten i landbrugssektoren anslås for dette tidsrum til ca. 2% i gennemsnit.^[16]

Produktionsstigningen fortsætter indtil 1818, hvor der indtræder en generel landbrugskrise frem til omkring 1828. For perioden 1801-1836 regnes med en halvering af væksten i forhold til reformperioden. 1836-1857 øges produktionen, og væksten fordobles i forhold til de foregående to årtier. Fra 1857 til op mod århundredets slutning falder væksttempoet gradvis, og først omkring 1900 øges stigningen igen som følge af en omlægning.^[17]

Som man kan se af skemaet fig. 7 er der en forholdsvis god overensstemmelse mellem investering i nybygning i Åsum og Allesø-gårdene og landets generelle landbrugsøkonomi. Landbrugskrise og kvægpest omkring midten af 1700-tallet stemmer overens med langsom bygningstilvækst. Stigende produktion i reformperioden modsvares af øget investering i bygninger. Den lavere produktionsstigning mellem 1800 og 1836 modsvares også af mindre nybyggeri, medens den øgede produktion mellem 1836 og 1857 betyder en meget stærk bygningstilvækst. Den gradvis aftagende stigningstakst fra 1857 og frem til slutningen af århundredet medfører for Åsum og Allesø en aftagende nybygningstakst.

Undersøgelsens resultater kan sammenfattes i følgende punkter:

1. I hele tidsrummet 1696-1900 har der fundet endog ret kraftige ændringer sted i bygningsomfanget pr. gård. De 9 Åsum-gårde, som kan følges i hele undersøgelsestidsrummet, stiger med gennemsnitlig 191 %.
2. Bygningstilvæksten i de ca. 200 år har ikke gennemløbet en jævn fremadskridende bane, men derimod varieret kraftigt mellem svage og stærkere stigningsperioder.
3. Stigningen i bygningsomfang har ikke fordelt sig ensartet mellem stuehus og produktionsbygninger. I hele tidsrummet er udlængerne steget kraftigst regnet i reel bygningsudvidelse. Stigningstaksten mellem de to grupper har dog varieret således, at stuehuset til tider forholdsvis har vundet ind på produktionsbygningerne, i andre har det omvendte været tilfældet.
4. Den sidste undersøgelse viste, at der er en i grove træk god overensstemmelse mellem graden af bygningstilvækst i Åsum og Allesø og den generelle landbrugsøkonomiske udvikling på landsplan. Produktionsstigning modsvares af bygningsforøgelse, og stigningstaksten synes at have et ensartet forløb. Understreges må det dog, at den gennemførte undersøgelse kun kan angive visse sammenhænge, medens et egentlig studium af forholdet mellem bygningsinvestering og produktionsudvidelse må baseres på et detailstudium af de enkelte gårdes økonomi og produktion.

Noter

1. ^ B. Stoklund: Bondegård og byggeskik. Kbh. 1972.
2. ^ anf. arb. s. 30.
3. ^ anf. arb. s. 30.
4. ^ H. Knudsen: Bygningshistoriske brand-forsikringsarkivalier. Fortid og Nutid 1945-46, s. 200 ff.
5. ^ Brandforsikringsarkivalier i Landsarkivet for Fyn. Fotokopieret registratur, Odense 1975.
6. ^ Krigs og Portions Jordebog ofver Hr. Christe Schach Brochdorfs Regiments Ryttergods udi Fyen Anno 1696. Det fynske ryttergodsarkiv, nr. 17-19. LAF.
7. ^ Inkvisitionsprotokol over det fynske ryttergods 1727-28. Det fynske ryttergodsarkiv, nr. 198. LAF.
8. ^ Brandtaksationsprotokol fra Ravnebjerg herred 1776. Odense Amt. Brandtaksationer i Odense og Rugård amter 1761-1791. LAF.
   Åsum og Allesø var indtil 1818 en del af det daværende Ravnebjerg herred. Åsum blev herredsby, medens Allesø kom til Lunde herred.
9. ^ Brandtaksations-Tingsvidne over Allese
   Byes Gårde med Huse og Kirke, erhvervet ved Ravnebierg Herred 1797. Dallund Godsarkiv. LAF.
10. ^ Brandtaksationsprotokol 1800-1818, Ravnebjerg herred; Brandtaksations-protokoller 1818-1872, Åsum herred; Brandtaksationsprotokoller 1802-1877, Lunde herred; Sognetaksations/7/vurde-ringsprotokoller 1858-1900, Åsum sogn. LAF.
11. ^ Odense amt (brandforsikring). Brandtaksationer m.m. 1792-1808. LAF.
12. ^ B. Stoklund, anf. arb. s. 30 og D. Yde-Andersen: Bøndergårde og huse, i Dagligliv i Danmark (red. A. Steensberg), Kbh. 1964, s. 476.
13. ^ S. Jespersen: Studier i Danmarks bønderbygninger. Kbh. 1961, s. 48.
14. ^ I jordebogen fra 1696 angives kun antal længer og disses fag, men ikke hvilken der er stuehus.
15. ^ S. Aa. Hansen: Økonomisk vækst i Danmark. Kbh. 1972, s. 13, 48 og 55.
16. ^ S. A.a. Hansen: anf. arb. s. 69.
17. ^ S. Aa. Hansen: anf. arb. s. 58 ff, 87 ff, 100 ff.