Sagen begyndte med en telefonopringning sidst i maj; en meget ung stemme meddelte, at den kendte til en halsring af bronce, som var fundet for flere år siden. Finderen havde overgivet ringen til telefonstemmen, der nu gerne ville have at museet så nærmere på den.
Stemmen viste sig at tilhøre skoleelev Mogens Bo Henriksen, der d. 24. juni afleverede ringen til mig som danefæ. Han fortalte, at en af hans fars arbejdskammerater, portør Anders Larsen, havde fundet ringen medens han var elev på gården Biskopstorp i nærheden af Ullerslev. En aftale med Anders Larsen førte til at han viste mig findestedet d. 1. juni. Det var en nu dyrket lavning, som tidligere har været vandfyldt og stadig fører vand fra Grønne Mølle til Vindinge å i en grøft (fig. 1). Lavningen er her ca. 150 m bred, og ringen havde ligget ca. 30 m fra den sydlige landside, da Anders Larsen stod af traktoren.
Ringen havde ikke hængt i harven, men er jo nok slæbt fra sit oprindelige leje af markredskaberne. At den har ligget i det lave, engang vand- og tørvefyldte bassin, kan der vist ikke være tvivl om, idet skrænterne er for stejle til at pløje nedad. En anden ring var fundet senere, den skulle have hængt i maskinhuset, men det var ved mit besøg så pænt ordnet, at man hurtigt kunne se, at der var den ikke mere. Adressen på den tidligere bestyrer førte imidlertid videre i jagten på denne anden ring. Bestyrer Poul Nielsen var flyttet til Sjælland, nu medlem af Holbæk byåd, og blev derigennem kontaktet. Da han viste sig at være den rigtige mand, overtog Nationalmuseet den videre, mundtlige efterforskning.
Den 6. juli kunne museumsinspektør C.L. Vebæk, Nationalmuseets danefæexpert, hente ringen hos Poul Nielsen. Fundhistorien var ganske enkel: Poul Nielsen havde været nede for at inspicere harvningen og med gummistøvlen sparket en bunke græsrødder fra hinanden. Derved fremkom ringen. Uden at tænke over at ringen kunne være noget specielt, havde han smidt den op i gummivognen. Dens videre historie fra maskinhus til skrivebordsskuffen på den sjællandske gård er allerede nævnt.
Finderen kunne oplyse, at engen første gang blev drænet og pløjet i 1958, og at man pløjede meget dybt, 13-14 tommer eller 35-40 cm. Formentlig er der ved dyrkningen mellem 1958 og 1972 sket en udtørring af de gamle moselag, så de er sunket sammen. Vi kan derfor roligt gå ud fra, at når ringene omkring 1972 nåedes af markredskaberne, skyldes det, at de dækkende jordlag var delvis forsvundet.
Ringene må have ligget betydeligt dybere end de 40 cm ploven gik i, ellers var de formentlig allerede tidligere nået op i redskabsdybde. Hvor dybt ringene lå oprindelig, får vi aldrig at vide, og ret beset er det ret ligegyldigt, da en sådan oplysning kun vil kunne vise noget om den senere tørvevæksts tykkelse.
Vigtigere for rekonstruktionen af nedlæggelsessituationen er det, at ringene kom samtidigt op til overfladen. De må have ligget tæt sammen, da harven fik fat i dem. Det vises også af de irspor, som specielt ses de steder, hvor de to ringe gennem århundreder lå i kontakt med hinanden (fig. 2.).
Ringene må være omhyggeligt nedlagt i den stilling, hvori de blev båret. De må være nedlagt vandret, ellers kunne de ikke være blevet sammen så længe, at irren afsattes i kontaktzonen. De må være lagt hen i vandret stilling pænt ovenpå hinanden. Der er ingen spor af snore eller andet, der kunne holde dem sammen under deres lange ophold i mosen. Formentlig er de da lagt ned på en stabil moseflade eller på ganske lavt vand.
Ved første blik ser de to halsringe fra Grønne Mose ens ud. De har samme runde corpus med indpunslede skrå ornamentriller, ikke særligt brede eller dybe. Fire steder skifter rillerne retning og disse steder markeres med lidt bredere og dybere tværhak. Enderne er firkantede med ornamentik af prikker i rækker og cirkler med fordybede, brede centre – punktcirkler, formentlig inddrejede. Lukkemekanismen er enkel, men effektiv, i en ret vinkel er enderne bøjet h.h. frem og ned (fig. 3).
Ser man nøjere til, viser nogle forskelle sig, nemlig i ornamentikken på enderne. Den ring, der har ligget øverst, har ornamentik både på oversiden og på ydersiden, mens den nederste ring kun har det på ydersiden. Man har tænkt sig om, inden man lavede ringene, og brugeren har vidst, hvad meningen med det var. En kontrol på at det forholder sig sådan, har vi i patinasporene, som allerede er nævnt, men også i slidmærkerne. Der, hvor ringene under brugen gned mod hinanden, er de slidt flade.
Følger vi patinasporene og slidsporene og lægger ringene rigtigt sammen, opstår den fineste overensstemmelse mellem de to ringes ornamentik. Det er næsten som om de var skruet sammen, da ornamentikken blev hamret ind (fig. 3).
Slidsporene viser, at ringene virkelig har været brugt, men også, at brugen ikke har varet så forfærdeligt længe. Vore to ringe er ikke så slidt som andre af slagsen.
Det kan synes en tung byrde at bære næsten et kilo om halsen, men det er endda ikke rekorden. I en metalfattig tid er det nærmest formuer, man har båret om halsen – til daglig?
Ringene er teknisk ikke helt uinteressante: Den tyske forsker Arthur Pietsch har beskæftiget sig indgående med Wendelringenes teknik og rekonstrueret den med fine resultater. Han kunne lave en ring svarende til vore på 27 timer (1964, 168f.). Størstedelen af arbejdet gik med at lave ornamentikken og bøje ringen i form. Dertil krævedes flere glødninger. Hans færdige produkt var lidt lettere end vore, men ellers tilsvarende.
Pietsch slap for at fremskaffe materialet ad besværlige veje og for at skaffe trækul, puster til at betjene blæsebælgen, og smelteovne og en masse andre gøremål i forbindelse med selve støbningen af den rå ring, så oldtidsmesterens tidsforbrug har givetvis været langt større end de 27 timer. Da der ikke er noget, der hedder timeløn eller i det hele taget løn i lavtekniske samfund, har tidsforbruget næppe bekymret nogen i oldtiden.
Halsringene er ikke de store kunstværker, hverken i formen eller rent støbeteknisk, de er massive, med relieffet lavet i lerformen eller indpunslet og med ornamentikken på endestykkerne anbragt efter støbningen. Der er ikke meget spræl i dem, de forekommer os noget kedelige efter yngre broncealders spændende og sommetider vovede former og ornamentik. Tingene passer til en opfattelse af deres samtid som en mat efterklang af broncealderens kunthåndværk.
Formen kan også tydeligt ses som en direkte fortsættelse af de svære »Wendelringe« – ringe med skift i snoningen – fra broncealderens slutning (fig. 6). Blot er relieffet blevet mindre, ringene tyndere og mindre vægtige. Dertil kommer så de firkantede ender med deres sammenpassede, kantede kroge, der kunne lukkes op, hvis hovedet var for stort. Det blev det nemt, hvis en voksen skulle have ringene over hovedet i uåbnet stand. Min datter i konfirmationsalderen kunne sagtens få ringen uåbnet over hovedet; den ovale form passer smukt til en langskallet hovedform.
Ringenes relative tidsstilling er nogenlunde sikker, de må være senere end de svære Wendelringe, men ikke så meget senere, at traditionen var glemt. Dertil kommer endernes lighed med nogle andre halsringe, som traditionelt henføres til tidligste jernalder.
Der er alle mulige overgange i både knoppernes og endernes ornamentik fra de svære Wendelringe (f.ex. Jensen 1973, fig. 15).
Udviklingen af denne ringtype kan følges gennem flere århundreder fra midten af yngre broncealder, hvor de første ringe med vekslende snoning dukker op. (fig. 4).
Det kan være svært at afgøre, om disse de tidligste »Wendelringe« er snoet rigtigt eller om snoningen er støbt. Det sidste er nok det almindeligste. Denne udgangsform har næsten samme tykkelse over det hele, lukket er simpelt, to korte kroge til at hægte i hinanden. Formen kendes fra flere fynske fund, bl.a. »depotfundene« fra Voldtofte og Fangel Torp.
Efterfølgerne har allerede fjernet sig voldsomt fra dette simple forbillede. Fig. 5 viser den såkaldt skarpkantede »Wendelring«, et fremragende stykke kunsthåndværk, fremstillet på en raffineret måde, som nok de færreste støbemestre kunne klare (Pietsch 1964, 142ff.).
Bemærk, hvorledes enderne nu griber næsten sammensmeltende ind i hinanden, der er ikke nogen fremragende spidser, desuden fortsætter corpus ornamentik ud på enderne, der før – i broncealderen – var glatte.
Samtidig hermed optræder de svære bredkantede Wendelringe som fig. 6.
De bredkantede ringe er tit fundet parvis. Hvor de ikke er det, viser fladslid af den ene side, at der har været to ringe, der sled hinanden flade. Til en sådan parvis bæremåde egner de skarpkantede sig ikke. Allerede i yngre broncealders begyndelse bar man flere ringe ovenpå hinanden, men i midterperioden synes det ikke at have været tilfældet.
Mon ikke de skarpkantede ringe er indførte og de bredkantede er de lokale støbemestres forsøg på at lave noget af samme karat? Tidsmæssigt synes der ingen forskel at være på de to typer. Næste skridt er at ringene bliver tyndere, enderne firkantede og krogene retvinklede. Først er de steder, hvor snoningen veksler, markeret med dybe U hak og snoningen kopieres med skrå indpunslede riller, ligheden med de ægte snoede ringe er ganske god. Fig. 7-8.
Senere går man totalt bort fra snoningsillusionen. Fig. 10. Der er kun svage U hak, og snoningen går ikke engang skråt, men lige omkring ringen. Det underlige er, at flere af disse ringe har en underliggende ægte (?) snoning, som omhyggeligt er overarbejdet med de indpunslede riller, fig. 9 f.n.
Det forekommer temmelig tåbeligt først omhyggeligt at lave en ring med ægte »Wendel«-snoning, så hamre den helt flad og dække alle sporene med indhamret ornamentik. Dette sekundære arbejde har taget lige så lang tid som at lave den første udgave. Jeg forestiller mig, at man har ændret allerede brugte ringe efter tidens mode – bragt arvegods up to date. Det er nemlig helt klart, at den nu bevarede udgave har benyttet ringe af større længde, enderne har ornamentikveksel helt til spidserne.
Et sidste led er fig. 12, hvor man ikke har ofret så meget arbejde på det gamle brækkede skidt, men blot lavet nye kroge og givet dem nogle få hak – svarende til andre jernalderringe.
Ringene er ganske vigtige vidnesbyrd om et forhold, der stadig diskuteres intenst i arkæologers kreds – overgangen fra bronce- til jernalder (Baudou 1960, Becker 1961, Glob 1969, Becker 1981).
Wendelringene hører til broncealderens håndværkstradition, som kan følges fra midten af yngre broncealder igennem per. VI takket være navnlig halsringene. Det er vigtigt at andre typer falder fra, som ellers har karakteriseret vor broncealder, hængekar, sværd, spyd, toiletbestik o.s.v., men halsringene bliver ved. Det kan være fordi de i tidens løb opnåede en speciel betydning, måske i tilknytning til religionen. Hvis det er tilfældet, bliver deres videreførsel i førromersk jernalder mere betydningsfuld, idet en materiel kulturs type ledsager et fænomen fra den åndelige kultur tværs over arkæologiens kulturskel. Selve nedlæggelsesskikken viser netop det samme.
Det sjove ved ringene er imidlertid, hvorledes broncealderhåndværket gradvist taber sin traditionelle kunnen. Ringene bliver ikke blot stadig lettere – og billigere – men også mindre og mindre ornamenteret, og ornamentikken udføres på nemmere og nemmere måder.
Hvis vi antager, at ringenes funktion holdt sig gennem førromersk jernalders per. I, vil der kunne lægges et skel ved overgangen til per. II, hvor den ældgamle broncealderhåndværkstradition erstattes af en ny broncestøbertradition, der synes at kunne fastholdes. Man opgiver ikke halsringskikken, men laver fra nu af ringene i ny teknik – »Kronehalsringe« (Muller 1898). Også andre sider af den materielle kultur viser et skel snarere ved førromersk jernalders periode I/I I end mellem broncealder/førromersk jernalder per. I, navnlig keramikken (Becker 1961), arkitekturen og måske jernudvinding, agerbrug og bebyggelsesform, men i betragtning af det skred, der har været i vor opfattelse af førromersk jernalder gennem de sidste 20 år, skal man nok ikke fylde for meget på foreløbig.
Tolkningen af disse halsringe har længe været uændret – ofringer til de magter, der særligt tog sig af kvinders ve og vel. (Hingst 1964, Muller 1898, Capelle 1968).
Der er såmænd ikke meget at hænge en tolkning op på. Det væsentlige er, at ringene altid findes for sig selv i moser eller søer, på lignende måde som halsringe og smykker. Fra yngre broncealder kendes kvindefigurer uden meget andet på end et ringpar, og med dem som udgangspunkt er »gudinden med halsringen« hævdet som genstande for ofringerne (se Capelle 1968 og Vebæk 1978).
Udbredelsen af statuetterne dækker ikke halsringparrene, men de overlapper i Sjælland, Skåne, Pommern. Derfra og til at slutte, at de to ting ikke hører sammen, er der dog et skridt, idet vort kendskab til figurerne kan være betinget af andre nedlæggelsesprocesser end dem, der gjaldt for halsringene, nedlæggerkredsen behøver jo ikke at være den samme.
Stenberger spurgte, hvorfor ringene ikke var nedlagt ved de gudestatuer, som de ofredes til (1964, 302). Nedlæggelsen i moser og søer af ofringer er imidlertid en gammel broncealdertradition, som kan have været så indgroet, at den ikke lod sig bryde – det tyder fortsættelsen langt ind i jernalderen jo også på. Selvom det er smukt og symbolsk at forestille sig guddommen anikonisk, uden billede på jorden, kan tanken ikke bevises – og heller ikke modbevises, så længe der ikke foreligger entydige gudebilleder fra broncealderen eller ældre jernalder. De gudebilleder, vi støder på i jernalderen, hører heller ikke sammen med ofringer, men opfattes dog normalt som klare belæg for gudestøtter i lighed med Taciti skildring (Riismøller 1952). Tolkningen er således mildt sagt ikke problemfri.
Noget bedre lader ringene sig udnytte i en anden sammenhæng – den ældste jernalders bebyggelseshistorie. Overgangsfasen i de første århundreder efter 500 f.Kr.f. er meget slet kendt på de danske Øer – selv på det ellers for sine jernalderfund så bekendte Fyn. I sin sidste oversigt kunne Erling Albrectsen kun nævne 4 fund fra det arkæologerne kalder per. I (1971). Halsringene kan supplere de sparsomme grav- og bopladsfund og næsten fordoble antallet af fundsteder. Der er stadig alt for langt imellem fundene fra disse mørke århundreder, men i en sådan situation må alt jo medtages med kyshånd.
Hvis vi havde tid nok eller mente, at førromersk jernalders begyndelse var det vigtigste forskningsproblem i Fyns arkæologi, er der næppe tvivl om, at vi med udgangspunkt i halsringfundene kunne finde frem til nogle bopladser fra denne hidtil så dunkle tid. De må ligge i rimelig – hvis ikke i umiddelbar – nærhed af de offersteder, hvorfra ringene nu dukker op.