Offentlig sikkerhed er ligesom lydighed mod øvrigheden historiske fænomener af forholdsvis ny dato, og det var derfor kun naturligt, at de, der havde mulighed derfor, beskyttede sig så godt som muligt. Vi ser således, at i middelalderen tilhørte befæstede boliger ikke blot kongemagten og bisperne, men også godsejeradelen. Under den urolige periode i det 14. århundrede[1] må det imidlertid have været indlysende, at existensen af private fæstninger fremmede hverken offentlig sikkerhed eller lydighed mod øvrigheden. Når hertil kommer adelens fejderet (ret til at føre privat krig efter nærmere regler) vil man se, at de private fæstninger var en forudsætning for adelens uafhængighed i forhold til kongemagten og en forudsætning for den svigtende sikkerhed.
Det var derfor intet under, at dronning Margrethe I i 1396 forbød opførelsen af private fæstninger. Dette skridt må ses som et led i hendes bestræbelser på på den ene side at fæstne og styrke kongemagten, på den anden side at øge den offentlige sikkerhed. Hun indså imidlertid, at den politiske situation i Danmark ikke tillod hende at kræve de existerende privatfæstninger nedrevet; men at hun måtte nøjes med at forhindre opførelsen af nye.[2]
I det 15. århundrede fandt der en vidtgående ændring sted med hensyn til adelens økonomi og sammensætning. Det 14. århundredes landbrugskrise var blevet forværret af de store epidemier i århundredets midte med det resultat, at o. 1400 var jord blevet billigere og arbejdskraft dyrere. Nogle godsejere kom gennem krisen ved at foretage en omlægning fra landbrug til kvægavl; men andre, især lavadelen, kunne ikke betale udgifterne til krigsudrustning og kunne således ikke bevare deres adelskab ved personlig krigstjeneste. I løbet af det 16. århundrede blev lenene forbeholdt adelen.[3] Da indtil langt hen i det 16. århundrede en stor del af lenets overskud tilfaldt lensmanden som løn, var det at have len en væsentlig indtægtskilde, der ofte kunne være mere udbyttegivende end lensmandens private ejendom.[4] Der finder således i anden halvdel af det 15. århundrede og begyndelsen af det 16. århundrede en aristokratisering af adelen sted, både i økonomisk og i retslig henseende, idet nyadlinger blev uhyre sjældne og reelt kun fandt sted i form af naturalisationer af udenlandske adelige.
I 1483 blev opførelsen af private fæstninger igen tilladt,[5] og en del blev da også bygget i de følgende år. I betragtning af det behov, der var for fæstninger både før 1396 og efter 1483, og som vi kan slutte os til blandt andet af de existerende bygninger, kan man stille spørgsmålet, om der ikke var et sådant behov i forbudstiden 1396-1483 eller om kongemagten var stærk nok til at forhindre opførelsen af nye borge. Det sidste lader ikke til at have været tilfældet, og det synes ikke sandsynligt, at behovet for beskyttelse har været mindre i forbudstiden end i den forudgående og den efterfølgende periode.
Forklaringen synes at være, at der i forbudstiden udvikledes en ny type borg, en rektangulær stenbygning med rum til gårdens forskellige funktioner (repræsentationsrum, bolig, køkken og eventuelt magasin) og som kunne forsvares. Da de fleste gårde var bygget på naturlige eller kunstige øer, bestod dette hus’ forsvar i gravene og i hvad huset selv kunne yde, medens forsvarsordningerne i de ældre middelalderlige borge ofte havde omfattet gravene, ringmur og kernetårn. Den nye borgtype bragte således alle borgens og gårdens funktioner sammen under ét tag; der var intet kernetårn (»barfred«), for forbudet af 1396 var netop rettet mod disse; men huset selv kunne være stærkt befæstet således, som vi ser det på Glimmingehus i Skaane.
Selv om Glimmingehus ikke blev påbegyndt før 1499, altså efter forbudets ophævelse, ved vi, at andre borge af samme type (som i faglitteraturen omtales som »det faste hus«) opførtes i løbet af det 15. århundrede, måske allerede i 1412, men med sikkerhed i 1450’erne og 1460’erne; et af de største, Lilløhus i nærheden af Kristianstad i Skaane, stod endog en belejring igennem i 1460’erne. Da denne borgtype er et specielt skandinavisk fænomen, og da de nordiske riger var i union i store dele af det 15. århundrede, kan man måske opfatte udviklingen af det faste hus som et forsøg på at omgå forbudet mod opførelsen af private fæstninger i form af barfrede.[6]
I Østrupgaards stenhus har vi det bedste fynske exempel på det faste hus. Det har måske oprindelig været lavere, idet man ser en linie tværs over huset i højde med 2. stokværks vinduer. Den indskrift, der fortæller, at huset blev opført i 1572, gælder formentlig kun en ombygning, idet den sidder på en måske oprindelig, senere udfyldt spidsbue; i denne findes et fladbuet vindue, hvilket kunne tyde på, at huset skal dateres til senest 1. trediedel af det 16. århundrede.[7] Da der i den nærliggende Haastrup kirke findes en gravsten over to døtre døde 1470 af en tidligere herre til Østrup, kunne det være fristende at antage, at gårdens opførelse har fundet sted endnu i borgforbudets tid. Udover det faste hus har der ligget endnu en bygning på voldstedet; men vi kender ikke dens udseende, idet den i 1. halvdel af det 17. århundrede blev nedrevet. Da det bevarede stenhus måske ikke oprindeligt har haft ildsted, er det tænkeligt, at det forsvundne hus har været hovedbygningen og at det bevarede har tjent som magasin. Karakteristiske for Østrupgaard er i øvrigt bindingsværksbygningerne, af hvilke de ældste stammer fra begyndelsen af det 18. århundrede, da den lærde og forretningskyndige Karen Brahe styrede godset. Udadtil viser Østrupgaard den samme blanding af byggematerialer (sten og bindingsværk), som vi må antage har været brugt i de tidlig-middelalderlige herregårde, hvor kun palatiet (det vil sige bolighuset med repræsentationslokalerne) var af sten.
Østrupgaard er imidlertid ikke det eneste, omend måske det bedst bevarede, exempel på det fynske faste hus. Vi ved således, at Henrik Knudsen Gyldenstjerne (død 1517) formentlig o. 1500 på Wedellsborg opførte et hus af Glimmingehus-type i to stokværk med kamtakgavle;[8] det langelandske Faarevejle havde en senmiddelalderlig bygning 25 meter lang og 5,7 meter bred kaldet »det høje hus«,[9] Mikkel Brockenhuus, der o. 1505 arvede Bramstrup efter sin fader, opførte et solidt stenhus på et lille firkantet voldsted, medens et særligt voldsted var beregnet på ladegård og have.[10]
Den senere rigshofmester Mogens Gøye overtog Løgismose ved sit ægteskab i 1490’erne, ved hans hustrus død i 1513 udlagdes gården til én af døtrene; men Mogens Gøye vedblev at have part i den til 1536. Den ældste del er den nuværende nordøstfløj i 2 stokværk i munkeskifte; der er endnu bevaret nogle spidsbuestik om døre og vinduer ved siden af de yngre fladbuede. Da disse ikke nødvendigvis er oprindelige, vil det sikkert være forsvarligt at datere Løgismoses faste hus til de år, da Mogens Gøyes hustru levede, altså fra 1490’erne til 1513[11]; men det kan vel ikke helt udelukkes, at bygningen kan tilhøre borgforbudets tid.
Et andet exempel på det faste hus er endvidere Sandholt, der havde tilhørt den i 1502 myrdede rigshofmester Poul Laxmand; men som konfiskeredes af kong Hans, derefter kom den i Torben Billes eje. Både i de nuværende syd- og østfløje er der senmiddelalderlige rester, af hvilke sydfløjens måske er de ældste og synes at stamme fra et våningshus. Da det faste stenhus som type var velkendt i Skaane, er det muligt, at det på Sandholt er blevet opført af Poul Laxmand, der var særligt knyttet til Skaane, selv om to af hans hovedgårde (Sandholt og Nielstrup) lå på Fyn.[12] Vi ved ikke hvornår Poul Laxmand erhvervede Sandholt; men det vil næppe være for dristigt at datere Sandholts faste hus til slutningen af det 15. århundrede.
Det sidste faste stenhus på Fyn, vil skal omtale, og hvoraf rester endnu er bevaret,[13] er Steensgaard. Der er imidlertid uenighed om hvilke dele af det trefløjede anlæg der er ældst. Ifølge Marie-Louise Berner er midterdelen af vestfløjen og nordfløjen ældst,[14] medens Svend Larsen fandt, at nordfløjens midtparti var ældst og havde udgjort et oprindelig fritliggende kampestenshus med mursten anvendt ved vinduerne. Vestfløjens (midtfløjens) ældre del skulle være lidt yngre end nordfløjen og havde været sammenbygget med denne i vestfløjens nordøsthjørne og nordfløjens sydvesthjørne. Som formodet bygherre nævner både Marie-Louise Berner og Svend Larsen Anders Emmiksen, der overtog gården fra sin fader Otto Emmiksen; denne købte Steensgaard o. 1494 og nævnes sidste gang i 1523.[15]
En anden opfattelse af bygningshistorien møder vi hos M. Mackeprang, der mente, at vestfløjen og sydfløjens vestlige del var de ældste partier opført i kampesten, men med anvendelse af teglsten omkring de gamle fladbuede vinduer og døre. Senere forhøjedes midtfløjen med et stokværk i bindingsværk, sydfløjen forlængedes mod øst med 7 fag bindingsværk og nordfløjen (18 fag bindingsværk) opførtes. Fælles for nordfløjen og for sydfløjens østlige del er, at fundamenterne mod haven er af kampesten, mod gården og på gavlene af granitkvadre.[16]
Mackeprang antager altså, at denne type fundamenter er karakteristisk for en bestemt byggefase, og vi kan tilføje, at vestfløjens nord- og sydende mod haven har fundamenter bestående af kampesten nederst og granitkvadre øverst, medens vestfløjens midtparti har hele det nederste stokværk i rå kampesten med anvendelse af teglsten omkring vinduerne og omkring skydeskårene (i kælderhøjde), hvilket ses på muren mod haven. Det forekommer mærkeligt, hvis vestfløjens midtparti fra begyndelsen skulle have været opført i kampesten og tegl, da således som det ses på havemuren tegl enkelte steder er anvendt i stokværkets fulde højde (der hvor der umiddelbart over fundamentet er skydeskår og højere oppe et vindue). Hvis bygningen er opført på én gang, havde det været mere naturligt at anvende tegl til hele stokværket. Spørgsmålet er imidlertid om vi ikke skal antage, at vestfløjens midtparti oprindeligt har stået som en ren kampestensbygning, der senere er blevet forsynet med skydeskår og vinduer. Er dette tilfældet, er dette lille stenhus sandsynligvis den ældste del af Steensgaard. Slægtskabet mellem det formodede oprindelige faste hus i kampesten (vestfløjens midtparti) og Østrupgaard kunne tyde på, at de to bygninger er blevet opført nogenlunde samtidigt, hvilket fører os tilbage til slutningen af 15. århundrede. Måske har det faste hus da været det Steensgaard, som Otto Emmiksen købte o. 1494; om det kan stamme fra borgforbudets tid, er usikkert, men ikke usandsynligt.
Vi har nu set, at det faste hus ikke blot har været kendt i Skaane, men også på Fyn og Langeland, hvor typen er repræsenteret med Bramstrup, Faarevejle, Løgismose, Sandholt, Steensgaard, Wedellsborg og Østrupgaard. Videre undersøgelser vil formentlig vise, at det faste hus også har været kendt i Jylland og på Sjælland.
Selv om det faste hus ofte opførtes i kampesten, synes også Rygaard at måtte karakteriseres som et fast hus, i hvert fald for visse deles vedkommende. At der her er anvendt tegl som byggemateriale, kan ikke være afgørende.
Rygaard er anlagt i en kunstigt opstemmet sø, der sammen med de volde, som oprindeligt har omgivet gården, har ydet det første forsvar.[17] Ældst af gårdens fire fløje er nordfløjen, der også er den højeste. Den består af en hvælvet kælder, to stokværk med riddersal i 2. stokværk og herover et udkraget halvt stokværk med vægtergang. Senere er de tre lavere fløje blevet tilbygget, ifølge den gængse opfattelse således, at portfløjen i syd er blevet opført først, og at anlægget i en periode har bestået af to parallelle bygninger; noget senere skal borggården være blevet lukket af vest- og østfløjene, medens tårnene først kom til henimod år 1600.[18]
Det synes at stå fast, at nordfløjen er ældst, og at tårnene er yngst; men tanken om, at de tre andre fløje skulle tilhøre to forskellige faser af byggeriet virker ikke overbevisende. Der er flere forhold, der taler for, at de er opført samtidigt, for det første deres tilsyneladende ensartede højde (to stokværk uden vægtergang), for det andet synes de udkragede buer, der indrammer 2. stokværk, at flugte fra bygning til bygning, for det tredie er gavlenes blændingsformer ens på disse tre fløje, men afviger fra hovedbygningens, og for det fjerde er de tre yngre fløje disponeret efter samme plan. Hertil kommer så som det femte træk buefrisens udformning. Det er en kendt sag inden for kunsthistorien, at kunstnere ofte røber deres identitet ved ubetydelige detailler, f.eks. udformningen af en hånd eller et øre.[19] Hvad der gælder for malere kan antages også at gælde for bygmestre, og vi ser således, at på Rygaards nordfløj mødes hver bue med den næste på en måde, der afviger fra den, der anvendes på de tre øvrige fløje, og som er ens på alle tre yngre fløje. På det foreliggende grundlag synes det altså ikke urimeligt at antage, at de tre yngre fløje er opført samtidigt, således som M. Mackeprang foreslog det allerede i 1915.[20] Spørgsmålet er da hvornår er de opført og hvor gammel er hovedfløjen?
Prøver man at se bort fra de nyere bygningsdele, får man et klart indtryk af, at nordfløjen tilhører typen det faste hus. Stilen er sengotisk, og bygningens proportioner (længden er lidt mere end to gange bredden) passer nogenlunde med de skånske faste huse fra det 15. århundredes slutning. Rygaards hovedfløj er da også blevet dateret til slutningen af det 15. eller begyndelsen af det 16. århundrede,[21] ca. 1510-1530,[22] eller 1. trediedel af det 16. århundrede.[23] Gavlblændingerne på Rygaards nordfløj udviser et vist slægtskab med vestgavlen på Helligaandskirken i Faaborg, der er opført efter 1477,[24] med Sct. Laurentii kirke i Roskilde, der dateres til lige efter 1500,[25] med den lidt senere Ejby kirke ved Køge,[26] samt måske med sakristigavlene ved Borre kirke på Møen og ved Tikøb kirke i Nordsjælland, der begge dateres til ca. 1517.[27]
I slutningen af det 15. århundrede ejedes Rygaard af Johan Urne, der ligesom bygherrerne på Lillø og Glimmingehus tilhørte landets fornemste adelsfamilier, der ofte var repræsenteret i Rigsrådet. I betragtning af de nævnte beslægtede gavle og af den omstændighed, at en stilistisk nyhed ofte viser sig hurtigst i samfundets øverste lag, kan man vel med en vis forsigtighed datere Rygaards nordfløj til årene omkring 1500.
På et senere tidspunkt blev de tre andre fløje opført. De ligger lidt forskudt for hinanden således, at man fra hver bygnings kortside med ildvåben kunne forsvare nabobygningens tilstødende kortside.[28] På grund af blændingerne på gavlene må de endnu tilhøre den gotiske tid, og det vil derfor næppe være helt forkert at datere de tre lavere fløje til første trediedel af 1500-tallet.
Grevens Fejde 1534-1536 delte landet i en borgerkrig mellem tilhængere af den fængslede Christian 2. og hertug Christians (den senere Christian 3.s) parti. Rundt om i landet synes der også at være kommet sociale spændinger til udtryk; således afbrændte borgerne i Svendborg bispeborgen Ørkil og bebyggelsen derved, som gav borgerne handelsmæssig konkurrence, samt Tiselholt; på Rygaard slap de ind[29] og beslaglagde skydevåben og ammunition. Allerede dengang har gården altså været befæstet med artilleri, og endnu i 1590 fandtes der kanoner, som blev solgt til kongen.[30]
På Rygaard har vi kunnet følge udviklingen fra det senmiddelalderlige faste stenhus til det flerfløjede anlæg med forsvarsopgaver, og vi vender os nu til det nærliggende Hesselagergaard, der i visse henseender udgør en parallel, i andre en kontrast til Rygaard.
Hesselagergaard består af et langhus ligesom Rygaards ældste fløj, og nogle har da også antaget, at de var opført af samme bygmester. Når man i denne forbindelse har nævnt Martin Bussart, der var i kongelig tjeneste,[31] er der dog kun tale om en formodning, ikke om noget bevis. På Hesselagergaard findes en byggeindskrift med året 1538, og man kunne da spørge, om vi ikke kunne lade os nøje med denne datering? Det kan vi desværre ikke, for ad arkæologisk vej synes man at kunne udskille flere byggefaser. Den sidste af disse omfattede udformningen af de store gavle med halvcirkler, som vi også kender fra Hesselager kirkes sakristi, der opførtes i 1550. Professor Otto Norn har foreslået den tyske kunstner i Christian 3.s tjeneste, Jacob Binck, som ophavsmand til gavlene og til kalkmalerierne i bygningens indre;[32] for maleriernes vedkommende kan denne formodning bekræftes af en formentlig egenhændig tegning, som Binck i 1552 sendte til kongen, og som udviser stilistisk slægtskab med nogle af Hjorte-salens malerier.[33]
Efter den gængse opfattelse stammer den nuværende bygnings 2. stokværk og vægtergang fra den ombygning, der også omfattede opsætningen af gavlene, og som altså skulle dateres til ca. 1550. Til denne byggefase hører også efter den gængse opfattelse trappetårnet i syd med den murede fireløbstrappe og det nordvestre hjørnetårn.
Forud for ombygningen o. 1550 skulle der have existeret en lang, lav bygning bestående af kælder og 1. stokværk, som man antog var blevet opført af Johan Friis til erstatning for den gård, der var blevet ødelagt under borgerkrigen. Denne første byggefase, i hvilken også det nordøstre hjørnetårn hører hjemme, skulle kunne sættes i forbindelse med byggeindskriften med året 1538.[34] For at resumere den gængse opfattelse: Vi kender ikke det Hesselagergaard, der existerede forud for Grevens Fejde; men efter krigen påbegyndte Johan Friis opførelsen af en gård, af hvilken kælder, 1. stokværk og det nordøstre tårn endnu er bevaret. Denne byggeperiode kan efter indskriftstavlen dateres til ca. 1538. En halv snes år senere skal bygningen så være blevet forhøjet med 2. stokværk og vægtergang, og nordvesttårnet og trappetårnet i syd skal være blevet tilføjet; rundbuegavlene og kalkmalerierne skriver sig fra samme tid.
Hvis vi et øjeblik holder os udelukkende til bygningen selv og lader indskriftstavlen med dens datering ude af betragtning, kan ingen bestride, at bygningen indeholder mange middelalderlige træk, der minder om Rygaards hovedfløj. Forskningen har søgt at forklare dem som en bevidst griben tilbage til middelalderlige byggeprincipper på grund af de erfaringer, man havde gjort under borgerkrigen;[35] men man har endnu ikke stillet og derfor heller ikke søgt svar på spørgsmålet om Hesselagergaard i virkeligheden skulle være samtidig med Rygaards hovedfløj? Dette skal vi drøfte i det følgende.
Man har kunnet konstatere en standsning i byggeriet på Hesselager efter opførelsen af 1. stokværk,[36] men vi ved ikke hvor længe den har varet, ejheller hvornår den har fundet sted. Man kan ikke kun på basis af dette slutte til en gennemgribende omdisponering af byggeriet.
På Rygaard kunne buefrisens udformning hjælpe os til at afklare spørgsmålet om byggeperioderne, og nu ved vi, at Johan Friis har bygget både på Hesselager og Borreby ved Skælskør. Sidstnævnte sted findes en byggeindskrift med året 1556,[37] og der er da en mulighed for, at samme håndværkere kan have arbejdet på Hesselager og på Borreby. Det lader imidlertid ikke til at have været tilfældet, for buefriserne er forskelligt udført; de på Borreby er mindre beslægtede med dem på Hesselager end med dem på Egeskov, der også opførtes i 1550’erne. Derimod er der en så stor overensstemmelse mellem buefriserne på Hesselagergaard og på Rygaards nordfløj, at de må stamme fra samme værksted. Da nu det skel i murværket, der vidner om standsning af byggeriet på Hesselager, findes under buefrisen mellem 1. og 2. stokværk, må det betyde, at standsningen formentlig har fundet sted før Grevens Fejde. Der er i denne forbindelse grund til at minde om, at Johan Friis’ fader døde medens sønnerne Johan og Henrik var mindreårige, og at Johan allerede i 1522 styrer Hesselagergaard.[38] Vi må altså regne med, at Hesselager oprindeligt har været et fast stenhus af samme type som Rygaards nordfløj.
Vort næste spørgsmål bliver da hvor meget er bevaret af den senmiddelalderlige bygning?[39] Man har hævdet, at trappetårnet i syd skulle stamme fra ca. 1550; men i betragtning af de øvrige fælles træk med Rygaards nordfløj er det fristende at se Hesselagers firkantede trappetårn som en parallel til det firkantede tårn, der har stået ved nordsiden af Rygaards hovedfløj. Begge disse tårne har fundamenter af kampesten og ligger begge på bagsiden af gården,[40] hvilket betyder, at en eventuel angriber først skulle udsætte sig for beskydning fra bygningen, inden han nåede frem til indgangen. Vi ved ikke, om det forsvundne tårn på Rygaard har været et trappetårn; men det vil vel ikke være alt for urimeligt at gætte derpå. På Hesselager er indgangen idag i trappetårnets sydside, det vil sige vinkelret på husets længdeaxe; men denne placering er ikke oprindelig, idet der er påvist spor af vindebro i trappetårnets vestside, hvor indgangen altså må have været. Dette bekræftes også af spor af en karnap i tårnet, hvorfra man har kunnet hælde forskellige ubehageligheder ned over ondsindede besøgende.[41] Ved at anbringe indgangen på tårnets side opnåede man det samme som ved placeringen af trappetårnet på bygningens bagside: At angriberne blev udsat for så meget som muligt af gårdens forsvar. Disse forsvarstekniske detailler ved Hesselagers trappetårn harmonerer ikke særlig godt med existensen af en fireløbstrappe; det havde været naturligt at vente en vindeltrappe således som vi kender det fra flere af de samtidige eller lidt senere gårde.[42] Imidlertid ved vi, at indgangen er blevet flyttet fra trappetårnets vestside til dets sydside, og det ville vel ikke være urimeligt at datere fireløbstrappen til denne ombygning, der må have fundet sted på et tidspunkt, da forsvarshensyn ikke længere gjorde sig så stærkt gældende. Det kan i øvrigt tilføjes, at trappetårnets buefriser er udformet på samme måde som på Rygaards nordfløj, hvilket også gælder de to hjørnetårne, der ganske vist er blevet gjort lavere i begyndelsen af det 19. århundrede.[43]
Denne rent arkæologiske drøftelse af Hesselagergaards bygningshistorie har da givet følgende resultat: Gården er ligesom Rygaards nordfløj et exempel på det faste stenhus, men adskiller sig fra denne ved at have de to små hjørnetårne. Som type må Hesselager derfor være lidt yngre end Rygaards nordfløj; men tidsforskellen er dog ikke større end at de er opført af samme bygmester. I betragtning af, at vi forsigtigt daterede Rygaards hovedfløj til ca. 1500, vil det nok være rimeligt at sætte påbegyndelsen af Hesselager til kort efter 1500 og dets afslutning til senest 1520’erne, da Johan Friis havde overtaget gården. Vi ved ikke hvordan Hesselagers gavle oprindeligt har set ud; men man kan vel tillade sig at gå ud fra, at de har været sengotiske blændingsgavle ligesom på Rygaard.
Efter hvad vi nu har set, kan vi nærmere bestemme omfanget af gårdens senere ombygning, der sandsynligvis som foreslået af den »traditionelle« opfattelse må henføres til ca. 1550. De berømte rundbuegavle må være blevet opsat ved denne lejlighed, og kalkmalerierne er blevet malet; man har konstateret, at væggene på Hesselagergaard først har stået hvidtede før det pudslag, der bærer malerierne, er kommet til; dette betyder, at malerierne ikke er samtidige med væggene.[44] Det firkantede trappetårn har muligvis over rundbuegavlene været afsluttet med en kuppel;[45] derimod er det umuligt at sige med sikkerhed om trappetårnets indgang er blevet flyttet allerede ved ombygningen ca. 1550.
Vi har nu set hvor langt vi kunne komme uden at se på indskriftstavlen med året 1538. Den omtaler, at Johan Friis byggede disse nye bygninger, altså Hesselagergaard. Efter alt at dømme med rette har man henført tavlen til den kongelige stenhugger og bygmester Martin Bussart, der arbejdede både for Frederik 1. og Christian 3., og som døde i begyndelsen af 1550’erne.[46] Tavlens stil er renæssance og taler klart imod den antagelse, at Martin Bussart skulle have medvirket ved opførelsen af Hesselager og Rygaard, der begge tilhører senmiddelalderen.
Heldigvis savner vi ikke sammenligningsgrundlag, der kan tillade os bedre at forstå indskriften af 1538, idet en anden indskrift er bevaret fra Hesselager kirke med årstallet 1550.[47] Begge indskrifter er opsat til minde om Johan Friis’ byggearbejder, og man må derfor regne med, at den lærde kansler selv har medvirket ved udformningen af den latinske text, og at sprogbrugen derfor er den samme i de to indskrifter. I den fra 1550 omtales »denne hellige bygning« (i ental), hvilket jo passer udmærket på kirken; men i 1538-indskriften nævnes, at Johan Friis på sine slægtninges gamle herresæde har opført »disse nye bygninger« (i flertal). Dette passer aldeles ikke med Hesselagergaards hovedbygning, som man skulle vente omtalt i ental; men vi ved, at der har været økonomibygninger på en selvstændig holm i søen syd for den, hvor hovedbygningen ligger. Økonomibygningerne kendes fra et prospekt fra Napoleonstiden, og man bemærker her et ottekantet trappetårn, der bringer hovedbygningens hjørnetårne i erindring, selvom buefrisen mangler; endvidere er der bygninger i bindingsværk med udvendige hemmeligheder,[48] hvilket er et gammeldags træk. Den tanke har været fremsat, at økonomibygningerne kunne være opført allerede i Johan Friis’ tid, og efter det allerede nævnte skulle det ikke være umuligt at datere dem til ca. 1538. Der er altså en klar mulighed, måske endog sandsynlighed, for at indskriften med året 1538 gælder udvidelsen af gården med økonomibygninger.
Medens de gårde, vi hidtil har behandlet, alle stammede helt eller delvis fra tiden før Reformationen, gælder dette ikke for Egeskov. Selv om gården omtales allerede i 1405, må der være tale om en forgænger for den nuværende bygning.[49] Egeskovs placering i terrænet er interessant: Den ligger nær ved en af Danmarks vigtigste landeveje i ældre tid, på et sted, hvor tre herreder (Sunds, Sallinge og Gudme) støder sammen. Er man dristig, kan man antage, at der tidligt har været en forbindelse mellem Egeskov marked, der efter den oprindelige markedsdato 8. september (Jomfru Marias fødselsdag) at dømme har existeret i middelalderen,[50] og gården Egeskov, måske således, at gårdens ejer påtog sig opretholdelse af ro og orden mod at få afgifter af handelen.
Så sent som i 1540 lå Egeskovs jorder i fællesskab med landsbyjorden fra den nærliggende landsby Egeskov,[51] og det var først efter at gården tilfaldt Frants Brockenhuus ved hans ægteskab med Anna Schinkel, at grundlaget for Egeskov skabtes. Allerede hans svigerfader, der overtog gården i 1518, havde opkøbt gods i Egeskovs omegn, og Frants Brockenhuus fortsatte dermed;[52] men det har sikkert været af større økonomisk betydning, at hans forleninger blev koncentreret således, at han i årene 1553-1560 sad inde med næsten hele det gamle Svendborg amt fra før kommunalreformen i 1970.[53] Dels godssamlingen, dels forleningerne har været det økonomiske grundlag for Frants Brockenhuus, der i 1550’erne, måske i 1554, opførte det nuværende Egeskov.
Gården ligger i en kunstigt opstemmet sø og er det bedste danske exempel på en vandborg, der rejser sig direkte af søen. Bygningen er opført på nedrammede pæle, over hvilke der ligger 7 adskilte lag, blandt andet 6 tommer ulæsket kalk, for at holde fugtigheden ude; resultatet er da også, at kælderen er tør.[54] Som borgtype er Egeskov beslægtet med Hesselagergaard, idet det består af et langhus med hjørnetårne og på den anden langside et firkantet trappetårn. Som på Hesselagergaard indeholder langhuset hvælvet kælder, 2 stokværk og øverst oppe et halvt stokværk med vægtergang.[55] Det, der imidlertid giver Egeskov dets særpræg, er at langhuset er dobbelt. Der er her tale om en arkitekturtype, der hører hjemme i Hertugdømmerne,[56] men som også har haft repræsentanter i det egentlige Danmark: Svanholm i Sydskaane, Tølløse og det ældste Frederiksborg. Det er muligt, at der til denne bygningstype hører en rent teknisk forklaring: Vanskeligheden ved at få tømmer, der var tilstrækkeligt langt til at kunne bære en tagkonstruktion af bygningens bredde;[57] derfor skulle man have valgt at opføre den som et dobbelthus.
Selv om gårdens beliggenhed og visse elementer i dens arkitektur absolut skyldes forsvarshensyn (indgang på trappetårnets bagside, skydeskår i gavlene rettet dels mod dæmningen med adgang til borgen, dels mod en formentlig tidligere existerende dæmning, der har reguleret vandtilførselen til søen),[58] er der dog træk, der vidner om nyere og mere behagelige tider. Således er vinduerne symmetrisk disponeret over hinanden i langhusets facade; i det indre har samtlige beboelsesrum haft kamin, og der har været hemmeligheder i tilknytning til alle kamre.[59] Praktisk, både ud fra et forsvarssynspunkt og ud fra et hverdagssynspunkt, har det været, at der i selve bygningen findes en brønd, hvilket formentlig også har været tilfældet på Hesselager og med sikkerhed kendes fra Nakkebølle,[60] som vi nu skal se på.
I denne egn har der fra gammel tid ligget en borg, måske skal det »Wordburgh«, der i 1229 nævnes sammen med Svendborg og Faaborg, lokaliseres ved Nakkebølle Fjord.[61] Arkæologisk kan to ældre voldsteder påvises, hvilket tyder på, at borgen oprindeligt har ligget nær ved kysten, og at den formentlig i det 14. århundrede er blevet flyttet ind i landet. Det er sikkert her, at ejeren i juli 1534 blev taget til fange af borgerne i Svendborg, der først slap ham løs efter at han havde lovet Christian 2. troskab. Hans enke, Susanne Bølle, giftede sig efter hans død med Jacob Brockenhuus, broder til Egeskovs bygherre. Jacob Brockenhuus havde store forleninger, der måske har sat ham i stand til at finansiere byggeriet; men han er vistnok mest kendt for sin deltagelse i Den nordiske Syvårskrig som admiral – desværre var han så uheldig at blive taget til fange i krigens allerførste træfning i sommeren 1563. Først i 1570 vendte han hjem fra Sverige.
Ifølge én indskrift opførtes Nakkebølle under admiralens fangenskab i Sverige, ifølge en anden skal bygningen dateres 1559;[62] den ene oplysning udelukker ikke den anden, hvis man tager 1559 for det år, da byggeriet påbegyndtes, og hvis man regner med en opførelsestid, der har strakt sig over nogle år. Gården tilhører samme type som Hesselager og Egeskov: Langhus med trappetårn på bagsiden og med flankerende hjørnetårne. Som sædvanligt ligger indgangen på trappetårnets bagside, og som på Egeskov findes der brønd i kælderen. Bygningen består i sin oprindelige skikkelse af kælder, 1. og 2. stokværk med riddersal i 2. stokværk; i det øverste halvstokværk var der vægtergang udkraget på konsoller således som vi kender det fra Rygaard, Hesselager og Egeskov.[63] Hvad der derimod er karakteristisk for Nakkebølle er, at hjørnetårnene er firkantede, hvilket bringer Borreby ved Skælskør i erindring. Parallellen er forklarlig, idet Borreby opførtes af kansler Johan Friis, ifølge en indskrifttavle i året 1556,[64] og kansleren var beslægtet med Brockenhuuserne. Der er dog den forskel, at Borreby har et firkantet tårn anbragt midt på facaden mellem hjørnetårnene.
Medens de omtrent samtidige Egeskov, Borreby og Nakkebølle alle har taget hensyn til forsvarsmulighederne, gælder dette i langt ringere grad den sidste gård, vi skal omtale, Ørbæklunde. I lighed med Nakkebølle er den blevet flyttet, hvilket man ser af forekomsten på egnen af mindst ét ældre voldsted.[65] Ørbæklundes hovedbygning (sidebygningerne er senere tilføjelser) tilhører den borgtype, vi efterhånden kender så godt: Det faste hus i tegl med kælder, 1. stokværk til beboelse, 2. stokværk med riddersal, og øverst oppe et halvstokværk med vægtergang; desuden er der som sædvanligt trappetårn på bagsiden og ligesom på Borreby og på Nakkebølle firkantede hjørnetårne.[66] Et midttårn på Ørbæklunde er beregnet til priveter (hemmeligheder); det afsluttes for neden med en kælder med forbindelse til voldgraven, hvis vand er gået op i kælderen.[67]
Der er dog ingen tvivl om, at Ørbæklunde på et meget væsentligt punkt adskiller sig fra Borreby og Nakkebølle: Forsvarshensynet har spillet en langt mindre rolle på Ørbæklunde end på de to nævnte gårde. Således har trappetårnet altid haft indgang i facaden, endvidere har vægtergangen kun skydeskår, ikke skoldehuller, og hjørnetårnene, hvorfra gårdens facade ville kunne bestryges, mangler helt både skydeskår og skoldehuller.[68]
Dette træk, at forsvaret er blevet mindre væsentligt, viser at bygningen hører hjemme på et yngre udviklingstrin end de øvrige omtalte gårde.[69] Man har på grund af slægtskabet med Borreby og Nakkebølle dateret Ørbæklunde til ca. 1560;[70] men i betragtning af, at Nakkebølle formentlig først fuldførtes i løbet af 1560’erne, og at forsvarshensyn træder anderledes
i forgrunden end på Ørbæklunde, vil det sikkert være rimeligt at datere Ørbæklunde til tiden efter freden i 1570, som afsluttede Den nordiske Syvårskrig. Trappetårnet bærer en byggeindskrift med året 1593, der genfindes på hovedbygningens vestgavl, hvilket kunne tyde på, at 1593 betegner afslutningsåret. Der er altså en klar mulighed for, at Ørbæklunde først er opført af den person, der nævnes i indskriften: Niels Friis, der som nevø af Johan Friis arvede Hesselager og som i 1585 købte Ørbæklunde af sin broder.[71]
Vi har nu gennemgået en række fynske gårde, og vi har kunnet følge den udvikling, der fandt sted i løbet af det 16. århundrede fra det senmiddelalderlige faste hus til det faste hus med hjørnetårne indtil de mere fredelige forhold lod forsvarsindretningerne træde i baggrunden; det rene herresæde uden forsvarsindretninger tilhører dog først det 17. århundrede. Medvirkende til dette forløb var uden tvivl den militærtekniske udvikling, idet artilleri blev anvendt i større udstrækning, og en gård som de nævnte ville ikke kunne holde stand mod en belejring støttet af kanoner, især da de slet ikke havde fremskudte stillinger i form af bastioner. Gårdene har imidlertid kunnet klare begrænsede forsvarsopgaver mod utilfredse bønder eller mod en aggressiv nabo, der benyttede sig af sin fejderet; til at byde statsmagten trods som i middelalderen rakte borgenes forsvar ikke, og man var hermed nået et stykke længere frem mod det historiske fænomen, der først fuldt ud blev virkeliggjort omkring år 1800, og som hedder lydighed mod øvrigheden.
Nærværende afhandling er en omarbejdet og udvidet udgave af mit foredrag holdt den 7. maj 1976 i forbindelse med årsmødet i Sammenslutningen for Bygnings- og Landskabskultur i Faaborg. Det er mig en kær pligt at bringe en vann tak til ejerne af Rygaard, baron og baronesse Niels Rosenkrantz, for tilladelse til at undersøge bygningen og opmåle visse detailler samt for hjælp og interesse under arbejdet dermed.
