Langeland er med sine 284 km2 godt tre gange større end Ærø og 33 km2 mindre end Als, og selv om øen med hensyn til antallet af urmagere og deres produktion gennem tiderne må siges at stå noget i skyggen af de to nævnte naboøer, har Langelands og Strynøs urmagere dog præsteret en indsats, som må respekteres og nok er omtale værd.
Når Langeland ikke rigtig kom med i urmageriets udvikling, men snublede i starten, er en af årsagerne ganske givet følgerne af den svenske krig og besættelse i årene 1657-60, da tusinde af langelændere dræbtes, og øen blev udsat for forfærdelige udplyndringer, ødelæggelser og afbrændte gårde og huse. Med rette skriver Aage Fasmer Blomberg i »Fyns vilkår under svenskekrigene 1657-1660«, at »ingensinde før eller senere har en krig og en fjendtlig besættelse sat sig så dybe spor som den svenske besættelse 1657-60«,[1] og især Langeland var udsat for hærværk, røverier og mange tab af menneskeliv som følge af drab, kulde, pest og sult. En anden årsag er nok den, at Langeland siden har været noget tyndere befolket (71 pr. km2) end Als (157 pr. km2) og Ærø (121 pr. km2).
Den 52 km lange og en halv snes km brede ø med over tusind små og store harmonisk afrundede bakker og høje, hvoraf tre hæver sig over 40 m og adskillige mellem 20 og 30 m, byder på mange udsigtspunkter og »solemærker«, hvor man kan »følge desto mere frit fuglesving og soleridt«, dvs. trækfuglenes flyvninger og solens gang over himlen. Lægger man en lineal fra øens nordspids til sydspids, vil man opdage, at aksen går nogenlunde i retningen nordnordøst – sydsydvest med Lundeborg bælt mod vest og Langelands bælt mod øst. Disse forhold har sikkert medvirket til, at det her i oldtid og middelalder har været lettere at orientere sig og måle tiden på dagen end så mange andre steder i landet. Orientering vil egentlig sige bevidstheden om, hvor verdenshjørnet øst (oriens = solens opgang, øst) er og dermed de tre andre verdenshjørner med 90° mellemrum.
Har man rede på verdenshjørnerne, er det også forholdsvis let at finde ud af, hvad tid på dagen, det er, især for folk, der har deres arbejde i fri luft og vænnes til naturiagttagelser.
Ganske vist er der mindre afvigelser med hensyn til solens stilling på himlen i årets løb på de samme tidspunkter, men det spillede ingen større rolle i ældre tid, da man ikke var afhængig af minutter og langt mindre af sekunder, og de fleste lærte at tage hensyn til solens varierende stilling.
Man lagde mærke til, når solen stod over en bestemt bakketop, et højt træ, en busk eller andre kendemærker, eller man skar ligefrem skurer i vinduesbænken, således at man på skyggen af vinduesposten kunne se, hvad tid på dagen, det var. De få folk, der færdedes om natten, kendte som regel Store Bjørn eller Karlsvognen, og på stangens drejning kunne de nogenlunde bestemme tiden på natten. Endvidere orienterede de sig efter Polarstjernen, der nat efter nat, år efter år står i samme position og viser, hvor nord er.
Soluret kendtes allerede i oldtiden og kan i Danmark spores tilbage til vikingetiden. Med kristendommens komme og de første kirker ændredes forholdene helt. Nu skulle man samles på bestemte dage og tidspunkter, og det skabte et behov for egentlige tidsmålere. På en del kirker blev solure anbragt over våbenhusdøren eller på sydgavlen og var først og fremmest til gavn for degnen (el. klokkeren), så han kunne vide, hvornår han skulle ringe. Et solur nævnes i byfoged Mogens Hansens dødsbo 1693 i Rudkøbing. Det beskrives som »en solskive af gullandsk (dvs. gotlandsk) sten, med 7 solskiver på.«[2] På Langelands Museum opbevares fem solure fra øen. Det ældste er dog kun et brudstykke af et solur, fremstillet af rødt teglværksler med rester af inskription og Kristi monogram. Det angives at være fundet syd for gården Korsebølles have på det sted, hvor den nedlagte landsby Korsebølle menes at have ligget. Fra Hennetved stammer et horisontal-solur af rød sandsten, dateret 1681, med trebenet polos (skyggegiver) af tynde jernstænger. Fra Lohals stammer et solur af messing, dateret 1743. Det er også et horisontalur med polos som en trekantet skive. Øverst på skiven er graveret navnet Marcus Høyer. Fra Fodslette sogn stammer et udateret solur af messing med trekantet polos og fra Tranekær også et udateret solur af kobber og af en særpræget konstruktion.
På markeder i Rudkøbing og andre steder og hos omvandrende bissekræmmere og »Nürnberg-kræmmere« kunne man købe solringe. En solring består af en bredere og uden på denne liggende lidt smallere ring, som er forsynet med et lille hul. Den brede ring har en ridse, som på ydersiden omgives af månedsbogstaverne. Den smalle ring kan forskydes i forhold til den brede og kan dække ridsen. Man anbringer hullet ud for det pågældende månedsbogstav og holder ringen i kæden, så solen rammer hullet. Man kan derefter aflæse tiden på den modsatte inderside, hvor solstrålen rammer timecifret.
Det har ganske givet været en sådan solring, som omtales i tobaksspinder Niels Sørensens insolvente bo i 1712 i Rudkøbing, selv om det noget ukorrekt kaldes »et lidet urværk med sølvkæde«.[3]
Sanduret eller timeglasset med de to koniske glasbeholdere, hvori der kan løbe fint siet sand, knuste og finmalede æggeskaller eller pulveriseret marmor fra den ene beholder til den anden, har været kendt siden 1500-årene, også i de langelandske kirker. Man havde timeglas, der kunne måle tidsintervaller fra et kvarter til en time, undertiden mere, og de forsvandt først fra prædikestolene, efter at lommeurene var blevet almindelige. Timeglassene importeredes oftest fra Venezia, Nürnberg, Böhmen eller England og blev håndværksmæssigt fremstillet. Især i 1600-årene, som bl.a. var de lange prædikeners århundrede, blev timeglas anbragt på prædikestolene, hvorfor det kunne ske at trætte tilhørere længselsfuldt skottede op til den tragtformede beholder med det langsomt rindende sand og gjorde store øjne, når præsten »tog et glas til«.
På Langelands Museum har man et af træorm og tidens tand hårdt medtaget, rødmalet timeglasstativ fra Rudkøbing kirke med plads til 4 timeglas, nemlig ¼, ½ ,¾ og 1 time.
Et nyt teknisk vidunder optræder i 1500-årene: det mekaniske ur eller hjuluret, efter de mange tandhjul i værket. I begyndelsen brugte man dog betegnelsen »sejerværk«. Det menes at være opfundet allerede mellem 1280-1300 i Norditalien og blev først anvendt i klostre, kirketårne og senere på rådhuse og byporte eller andre offentlige bygninger. Ved kirkerne var det degnens eller klokkerens opgave at trække tårnuret op og smøre værket jævnligt, mens det var finsmedens eller sejermagerens opgave at tilse, vedligeholde, justere og reparere det.
Enkelte smede specialiserede sig som sejermagere. Kigger man efter på et gammelt sejerværks stænger og tandhjul, kan man tydeligt se mærkerne efter smedens hammer og se, at tandhjulene er filet med en almindelig fil. Et tårnur er et stort og ret indviklet maskineri, nogenlunde på størrelse med et spisestuebord til 8 personer, nogle større, andre lidt mindre. Udefra ser man de store urskiver og visere, men aner ofte ikke noget om de mange større og mindre tandhjul, drev o.a., der er drevet af de store lodder, som findes indvendig i tårnet.
Rudkøbing kirkes tårnur er fra begyndelsen af 1600-årene, måske 1621, da et nyt tårn opførtes. Det er anbragt på tårnets vestre side mellem de to øverste vinduer og hovedgesimsen. I mange år var uret den eneste tidsviser, almindelige mennesker havde at rette sig efter. Det nævnes første gang i kirkens regnskaber fra 1662 og 1668, da udgifterne til olie og sæbe til at smøre uret med er opgivet til 24 sk. Byfoged Frederiksen meddeler i 1720, at det er købstaden, som holder uret vedlige, hvilket viser den betydning, man tillagde det som offentlig tidsforkynder. Af en indberetning fra 1742 fremgår det, at det slog kvarter- og timeslag og skulle trækkes op én gang i døgnet.[4] I 1744 var det nødvendigt at lade kirkeuret reparere af urmager Christoffer Hoffenblatt (1692-1749), der var født i Hannover, men kommet til Ærøskøbing fra Rønne i 1741. Reparationerne fandt sted på Hoffenblatts værksted i Ærøskøbing og varede fire måneder. Det kostede 34 rdlr., og Hoffenblatt fik yderligere 10 rdlr. for at lave en ny »viserskive« på 8 fod bred og høj, sort anstrøgen og numrene af fint guld.« Hoffenblatts ur holdt til 1770, da man bestilte et nyt ur hos den kendte smed, urmager og naturlæge Claus Clausen Fabricius (1722-96) i Marstal. Det havde som sin forgænger én stiv viser på urskiven mod vest og værket skulle trækkes op, når der var gået 24 timer Det gamle sejerværk af Fabricius befinder sig nu på Langelands Museum. Det måler 118 × 78 × 58 cm og pendulets længde er 160 cm. Lodderne til gang- og slagværk er almindelige kampesten med jernbånd, og uret blev afleveret 1773. Det blev passet af Niels Steensen, som årlig fik 2 rdlr. i løn »for seyerværket at opvarte.« Det solide tårnur gik tilfredsstillende godt i 140 år uden større reparationer, bortset fra, at urmager Espersen i 1903 måtte udskifte et par tandhjul. Fra 1905-25 passede urmager Søren Sørensen kirkeuret. Først i 1914, da den første verdenskrig udbrød og tiden blev helt unormal, fik også kirkeuret nykker. Det holdt op med at slå og måtte justeres hver dag. Efter en grundig istandsættelse fortsatte urets ene viser sin regelmæssige gang til ca. 1925, da uret også fik en minutviser, men i 1945 blev det nødvendigt med et helt nyt ur. Det blev fremstillet af den kendte tårnursfabrikant Frithjof Bertram-Larsen (1891-1980), København, hvis far, farfar og oldefar også havde fremstillet tårnure. Det nye ur til Rudkøbing kirke havde 8-dagesværk og kostede 6.200 kr.
Et andet offentligt ur opsattes på rådhuset i 1845 af den lokale urmager Carl Hjorteberg (1814-93).
En del langelandske herregårde fulgte kirkernes eksempel og anskaffede tårnure, først og fremmest til gavn og glæde for ejerne, men også for at fæstebønderne, malkepigerne og senere husmændene og herregårdskarlene kunne møde til dagsværket til rette tid. Det vides, at f.eks. Steensgård i Snøde sogn, Fårevejle i Skrøbelev sogn og Hjortholm i Fodslette sogn fik sådanne ure. Peter Christensen Støber (1755-1821) fremstillede Tranekær kirkes tårnur og uret i kvisten på slottets hestestald.[5]
Som det var tilfældet i andre danske købstæder havde Rudkøbing sine vægtere, som efter mørkets frembrud skulle våge over ro og orden, tænde og slukke tranlygterne, føre tyve og andre skarnsfolk og urostiftere til arresten og udråbe timeslagene, hvis de ikke kunne synge vægterversene. I 1672 ansattes Peder Olufsen som vægter. Han skulle assistere Jørgen Rasmussen og »tilbørligt påpasse ved nattetid at råbe og ringe de forordnede tider her i byen.« Vægterinstitutionen ophævedes først, da de fleste af vægternes pligter overtoges af politiet, og tranlygterne i de små gader afløstes af gaslygter. Kirkeuret og vægterordningen var offentlige foranstaltninger på en tid, da jævne mennesker ikke havde råd til selv at anskaffe ure. Den meget flittige lokalhistoriker Chr. Kiilsgaard (1889-) har gennemgået dødsboerne i Rudkøbing fra 1674-83 og i denne periode kun fundet to private sejerværker. Den danske skolemester Bertel Hansen i Rudkøbing, som døde 1674, havde »et sejerværk, som er en vækkere«, og det er ikke tilfældigt, at netop han havde et ur, som kunne vække. Han var nemlig også klokker og skulle altså ringe med kirkeklokkerne til bestemte tider. Bertel Hansen var dog ikke selv ejer af uret ved sin død. For at komme ud af sin gæld til rådmand Nis Feddersen havde han måttet give denne sejerværket som underpant, dvs. han havde fået lov til at låne det, så længe han var klokker.[6] En sådan fremgangsmåde var på den tid ikke usædvanlig.[7] Det andet ur har Kiilsgaard fundet i skiftet efter rådmand Niels Madsen Bang, som i 1677 efterlod sig et såkaldt »viserværk«, dvs. et vægur med gangværk, pendul og lod, men kun med én timeviser.
I dødsboer for perioden 1710-19 har Kiilsgaard fundet fire ure, og det er typisk, at alle fire ejere hørte til den velhavende del af borgerskabet. Guldsmed Hans Hansen, som døde 1712, ejede »et gammelt messing-sejerværk og et nyt do.« Den rige købmand Niels Lauritzen, som fik borgerskab 1699 og døde 1719, efterlod sig »et stue-sejerværk med sit træfoderal og glas for.« Når man på den tid talte om stueure, mente man det, vi i dag kalder et standur (»bornholmer«), og med træfoderal mentes urkassen. Det ældste engelske standur, der er bevaret, er fra 1660’erne, og i Danmark begyndte indvandrede urmagere en produktion af sådanne o. 1700, så Niels Lauritzens standur har sandsynligvis været det første på Langeland; for først o. 1750 blev standure mere almindelige i landet. Mens ure overhovedet ikke nævnes i Rudkøbing toldsteds »ekstrakt over alle ind- og udkommende varer« i 1742, blev der i 1796 indført 12 stk. »bornholmske ure«, hvis værdi blev anslået til 12 rdlr. pr. ur. Tilførslen af bornholmske standure til alle havne i det østlige Danmark må have betydet en alvorlig udfordring til de lokale urmagere. I tiden 1801-08 blev der i alt udskibet 5.198 ure fra Rønne til andre havnebyer til en værdi af 81.568 rdlr., dvs. i gennemsnit 650 ure om året til en pris af godt 15 rdlr. pr. ur.[8]
| År | Antal |
|---|---|
| 1673 | 1 |
| 1738 | 1 |
| 1796 | 1 |
| 1834 | 2 |
| 1845 | 3 |
Selv om Langeland altså har haft urmagere lige siden 1673, havde man undertiden bud efter udenbys urmagere, f.eks. da Rudkøbing kirke skulle have nye ure i 1744 og 1770. Mere forsmædeligt for de lokale urmagere var det dog, at en Nakskov-borger, Oluf Hansen, i 1757 fik bevilling som urmager ikke blot på Lolland-Falster, men også på Langeland. Vi har dog ingen vidnesbyrd om, at han nogensinde kom til øen.
Så vidt vides er der ikke fundet standure med Rudkøbingmestres signaturer. Det kan skyldes, at de boede i en havneby, hvor det var særligt svært at konkurrere med de indførte ægte bornholmere. Det gav landsbyurmagerne en chance. Deres leveomkostninger var mindre, og urmageriet var for de fleste af dem et bierhverv eller husflidsarbejde.
Omkring 1760 begynder Rasmus Hansen på Strynø (1739-1787) og Hans Nielsen i Ennebølle, Snøde sogn, at fremstille standure, og Rasmus Jensens svigersøn, Anders Clausen, Strynø, begynder en produktion o. 1788. På Støbergården i Frellesvig, Tullebølle sogn, boede Peter Christensen, også kaldet Støber, (1755-1821) idet han foruden at være gårdmand virkede som metalstøber, gørtler og urmager. Hans søn, Rasmus Hansen Pedersen (1792-1855) fulgte i faderens spor og fik bevilling som urmager og gørtler den 25.1.1823. Han havde flere lærlinge, deriblandt Mads Henrik Andresen Frøhlich (1827-1911), som senere blev urmager i Rødby, Tranekær sogn, hvor han efterfulgtes af sønnen Martin Andreas Frøhlich (1873-1912).
I Stoense var der en husmand, Ole Jensen (1771-1849), der også havde bevilling som gørtler og urmager. Peter Støber var noget af en tusindkunstner. Ifølge den mundtlige overlevering støbte han også kaneklokker og bjælder. Sikkert er det, at han fremstillede adskillige standure med solidt værk.
Han har utvivlsomt draget fordel af den florissante periode, Tranekær og omegn oplevede, da Langelands kommandant, general Fr. Ahlefeldt, flyttede ind på slottet og byggede Tranekær op i dens nuværende skikkelse med de mange hyggelige og pyntelige småhuse, nogle af dem i bindingsværk, andre grundmuret. Peter Støber har bl.a. fremstillet ure, der kunne vise dato og spille 2-3 salmemelodier. Urkasserne var oftest fremragende snedkerarbejde.
Det teoretiske grundlag for tidsmåling og urmageri er de erkendelser, opdagelser og resultater, som astronomer, fysikere og teknikere i tidens løb har arbejdet sig frem til. Det må i denne forbindelse ikke glemmes, at den i Rudkøbing fødte fysiker Hans Christian Ørsted (1772-1851) også har gjort en fortjenstfuld indsats for dansk og internationalt urmageri. På hans initiativ og efter hans råd dannede urmagerne i Rønne i 1818 et forbund og valgte tre mestre til omhyggeligt at undersøge og klassificere ethvert ur, der blev indsendt fra værkstederne og forsyne dem, de fandt gode og præcise, med et kvalitetsstempel for at yde det købende publikum nogen garanti for de bornholmske ures ægthed og kvalitet. Prisen for de godkendte ure var til købmænd og skippere, som fungerede som urmagernes grossister, 18 rdlr. i sedler. I 1820 stiftede H.C. Ørsted sammen med landmåler Lauritz Esmarch »Selskab til Uhrmageriets Fremme paa Bornholm.« Det fik et statslån på 2000 rdlr., som selskabet anvendte til udbetaling af forskud på stemplede ure, som bornholmerne gav selskabet til videresalg. Selskabet virkede fra 1820-41.
Større betydning for urmageriet fik H.C. Ørsteds udforskning og klarlægning af forbindelsen mellem elektricitet og magnetisme og hans revolutionerende opdagelse i 1820, som ret hurtigt førte til opfindelsen af en ny slags tidsmålere, nemlig de elektriske ure. Amerikaneren Samuel Morse (1791-1872) havde i 1837 i praksis udnyttet Ørsteds opdagelse og fremstillet en elektrisk telegraf. To år senere fremkom Carl August Steinheil (1801-70), München, og året efter Charles Wheatstone (1802-75) og Alexander Baine i England som opfindere af det elektriske ur i sin første primitive form, og i 1876 kom så Graham Bell’s elektromagnetiske telefon. Men hele denne elektronik var en frugt af Ørsteds opdagelse.
James Watt’s opfindelse af dampmaskinen o. 1770, H.C. Ørsteds opdagelse og mange andre tekniske fremskridt i 1800-årene indvarslede en udvikling, som slog igennem herhjemme i årene 1840-70 og som bl.a. betød, at en del håndværksfag forsvandt, mens andres arbejdsområder blev mere eller mindre beskåret. I disse år indskrænkedes urmageriet til at blive et servicefag med forhandling af fortrinsvis importerede ure, og kun svendestykkerne blev helt eller delvis eget arbejde.
Alligevel er urmageriet stadig et vigtigt erhverv, som har forstået at tilpasse sig de ændrede vilkår og som det moderne samfund ikke kan undvære.
Forkortelser:
