Lindebjerg og Røjle mose

I betragtning af, at ældre bronzealders monumentale gravhøje kendes i et sådant antal og omfang i Danmark, at det ganske land nærmest har haft karakter af én kæmpemæssig bronzealdergravplads, har periodens bopladser længe glimret ved næsten totalt fravær.

Nu er regulære bopladser med huse dog langt om længe begyndt at dukke op. Dette gælder også på Fyn. Indenfor de senere år er der således udgravet 2 tidlige bronzealderbopladser på Nordvestfyn – den ene beliggende ved Bogense, den anden nær Strib (fig. 1).^[1]

Lindebjerg

På en mark nær bebyggelsen Lindebjerg ca. 2 km sydøst for Bogense, blev der i midten af 1970-erne opsamlet en hel del flintredskaber, især skrabere og fragmenter af fladehuggede segl og dolke.

Pladsen blev registreret af Nordfyns Museum i 1974 som en boplads med overfladefund af dolktids-/ældre bronzealders karakter. Den dækker tilsyneladende det meste af en lille sandet holm i et lavt moseagtigt terræn (fig. 2)^[2]

Centralt på pladsen sås et askeblandet fyldskifte på ca. 6 × 8 m, med en mængde flintaffald, enkelte redskaber og lerkarskår samt – koncentreret i den sydøstlige del af fyldskiftet – flere store fragmenter af vævevægte.

Der blev foretaget en prøvegravning i området henover fyldskiftet, og herved fandtes en struktur af grubeagtig karakter, afgrænset langs siderne mod nord og vest af en række stolpehuller, som for den nordlige dels vedkommende fortsatte mod øst udenfor udgravningsfeltet. Herudover blev der iagttaget enkelte stolpehuller under den centrale del af fyldskiftet, mens der ingen kunne påvises mod syd (fig. 3).^[3]

Området indenfor stolperækkerne fremstod som en svag forsænkning indeholdende kulturjord. I den øverste del fandtes en mængde flintafslag og redskaber, keramik, ildskørnede granitskærver og trækul. I det sydøstlige område fandtes en vævevægt og fragmenter af andre, som viste sig at høre til de oppløjede stykker. Under det øverste kulturlag og forseglet af dette fandtes et 15-20 cm tykt, sort brandlag, som rummede trækul og forkullede korn-kerner i så store mængder, at det bogstaveligt talt kunne skovles op (fig. 4 og 5).

Laget var noget mindre i fladeudstrækning end det overlejrende kulturlag. Det havde et vinkel-formet omrids og strakte sig i en tunge mod syd til det område, hvor vævevægtene blev fundet (fig. 3). Langs lagets ydre grænse, især mod syd, viste en bræmme af rødbrændt sand, at der har været kraftig ild på stedet, men noget egentligt ildsted fandtes ikke.

Anlægget tolkes som et hus, der formodentlig strækker sig længere mod øst udenfor udgravningsfeltet. Måske er der tale om vestenden af et langhus med forsænket gulv.^[4] Et eller flere af de centrale, op til 60 cm dybe stolpehuller kan være spor af tagbærende stolper. Det kornførende lag angiver gulvniveauet på det tidspunkt, da huset nedbrændte. Senere er laget blevet overlejret af nedskredet bopladsmateriale. Fundstedet for mere end 8 vævevægte angiver formodend´tlig en væveplads, mens 33 liter forkullet korn vidner om, at der har været et større kornlager i den nordvestlige del af huset.

Tæt vest for huset fandtes et system af op til 90 cm dybe gruber med stejle sider. De rummede stort set det samme oldsagsmateriale som huset, men mængden af forkullet korn var dog betydeligt mindre her. Der er tilsyneladende sammenhæng mellem hus og gruber, som er overlejret af samme kulturlag. Gruberne har muligvis været brugt i forbindelse med tørring af korn.

Kornfundet fra Lindebjerg, som er et af de største af sin art herhjemmefra, omfatter sorterne nøgen seksradet byg og emmer-hvede, samt enkelte kerner af almindelig hvede. Fundets sammensætning og karakter vidner om et systematisk landbrug. Man har høstet korn og ukrudt for sig, foretaget kunstig tørring af kornet og endelig efter endt behandling opmagasineret det.^[5]

Udover forkullet korn og vævevægte (fig. 6) blev der fundet lerkarskår og et stort antal flintoldsager, herunder bl.a. spydspidser, kornsegl og pilespidser (jvf. fig. 17-19 og skemaet s. 47). En flintdolk (fig. 7) er af en form, som kun kendes fra tidlig bronzealder, og bl.a. på dette grundlag kan bopladsen som helhed dateres til denne periode.^[6]

Lindebjerg-bopladsen er som nævnt placeret på en lille, lav holm (fig. 2). Denne måler 85 m i øst-vestlig retning, 60 m i nord-syd og dækket et areal på ca. 1/3 ha. Holmen ligger i den vestlige del af et større vådområde, som i forhistorisk tid antagelig henlå som eng eller mose, der periodevis må have stået under vand. Herfra stammer en bronzespydspids, som efter alt at dømme er resterne af et depot ligeledes fra tidlig bronzealder.^[7]

Bosættelsesområdet var i en radius af 1,5-2 km fra pladsen naturligt afgrænset til 3 sider. Havet angav nordgrænsen, en smal fjordarm øst- og en dyb ådal vestgrænsen. Langs den sydlige periferi af samme radius findes omkring 10 gravhøje, som kan være delvist samtidige med bopladsen.^[8] I så fald er det sandsynligt, at i hvert fald den mere intensivt udnyttede del af bosættelsesområdet har ligget indenfor denne radius. Her er terrænet gennemgående ret fladt og præget af udstrakte vådområder. Udenfor disse består jordbunden fortrinsvis af sandjord, men i den nordøstlige del af området og umiddelbart syd for bopladsen forekommer der dog større lerjordsflader (fig. 2).

Ressourcemulighedeme i det hermed afgrænsede bosættelsesområde, bopladsens placering samt det foreliggende fundmateriale giver visse fingerpeg om bosættelsens erhvervsmæssige grundlag.

Således tyder det store kornfund på, at der har været drevet agerbrug fra pladsen. Da mulighederne herfor har været begrænsede på den lille holm, som ikke kan have levnet plads til stort andet end almindelige bopladsaktiviteter, må dyrkningen fortrinsvis være foregået på de tørre, lerede og/eller sandede flader udenfor det vådområde, som omgiver bopladsen. Indenfor en radius af 1 km har dette areal omfattet maksimalt 156 ha sandjord og 50 ha leret jord.

Fangstaktiviteter kan, efter bopladsens beliggenhed og oldsagsmaterialet at dømme, ikke have haft nogen større betydning. I det omfang man har udnyttet havets og kystegnens ressourcer, måtte man bevæge sig mere end 1,5 km fra pladsen.^[9]

Da hverken agerbrug eller jagt og fiskeri kan have været bestemmende for bopladsens placering på en holm i et vådområde, er det, for så vidt den skyldes ikke-erhvervsøkonomiske forhold herunder forsvarshensyn, nærliggende at søge forklaringen i, at husdyravl har været det dominerende erhverv på pladsen. Såvel bosættelsesområdets udstrakte vådområder som formodede skovarealer har frembudt gode muligheder for græsning samt eng- og løvhøslet.

Røjle mose

Den anden fynske boplads fra tidlig bronzealder er beliggende på en mark ud til Røjle Mose (fig. 8). Her havde man gennem en årrække overflade-opsamlet et stort antal flintredskaber, og da der forelå planer om udstykning af marken til byggegrunde, blev der i årene 1974-77 foretaget en række nødudgravninger.^[10]

Der blev afdækket et areal på i alt ca. 5000 m², og i forbindelse hermed undersøgtes flere kulturlagsområder og omkring 650 anlæg. Heraf kunne 2 udstrakte kulturlag og adskillige anlæg, som for en dels vedkommende indgik i 3 konstruktionslignende systemer, henføres til ældre bronzealder (fig. 9).^[11]

De 3 konstruktioner var placeret på en langstrakt øst-vest gående bakke, hvorfra terrænet skråner jævnt mod nord, mere stejlt mod syd-sydvest.

Konstruktion A (fig. 10) fremtrådte umiddelbart under pløjelaget som et ca. 5,5 × 3,5 m stort C-formet grundplan. Nordsiden udgjordes af et uregelmæssigt aflangt øst-vest orienteret fyldskifte, hvis fortsættelse i et krumt forløb mod syd-sydøst samtidig angav konstruktionens østlige afgrænsning, mens vestsiden markeredes af en række stolpehuller.

En centralt placeret grube med rødbrændte sider rummede foruden sort trækulsholdig jord en intakt flintsegl.

Det store nordlige fyldskifte tegnede sig i snit som en op til 120 cm dyb, mod syd lodret, mod nord trinformet nedgravning med plan bund i den midterste del, hvorfra den steg brat og fladede ud mod øst og vest (fig. 11). Konstruktionens østside fremtrådte i et lavere niveau som en række mindre stolpehuller.

Konstruktion Bs ligeledes C-formede grundplan med åbning mod syd målte ca. 6,5 × 3 m (fig. 12). Nordvest- og vestsiden markeredes af et aflangt krumt fyldskifte, mens den resterende del udgjordes af en krum stolperække. I konstruktionens østende fandtes en muligvis samtidig kogestensgrube.

Også i dette tilfælde fremtrådte det store fyldskifte i snit som en mod syd nærmest lodret og mod nord trinformet nedgravning, dybest – ca. 55 cm – omkring den midsterste del, hvorfra den stiger brat og flader ud til siderne. Desuden iagttoges 2 dybe stolpehuller i bunden af nedgravningen (fig. 13).

Konstruktion C var beliggende mellem de 2 førstnævnte i et område med tæt koncentration af stolpehuller og gruber (fig. 14). Her kunne en serie stolpehuller indpasses i et 8 × 4 m stort øst-vest orienteret grundplan af afrundet rektangulær form. Den sydvestlige del fremtrådte umiddelbart under pløjelaget som et aflangt krumt fyldskifte, der dog i et lavere niveau opløste sig i en stolperække.

Ingen af de talrige stolpehuller og gruber indenfor stolpesætningen kunne med rimelig sikkerhed tilknyttes konstruktionen.

De nærmeste paralleller til konstruktionerne A og B findes på den nordjyske Vadgårdboplads. De C-formede konstruktioner udgøres dér af ét sammenhængende anlæg, og tolkes som fundamentgrøft til et tørvevægshus.^[12]

Der er dog hverken i konstruktion A eller B iagttaget spor af tørveopbygning i forbindelse med de store nedgravninger, og en tørvevægsfundamentgrøft på op til 1,20 m’s dybde forekommer da også noget overproportioneret. Da der er påvist stolpehuller i bunden af nedgravningerne, skal de nok snarere opfattes som nedgravninger til en kraftig stolpesætning, som sammen med de tilstødende, knap så kraftigt dimensionerede, stolperækker er indgået i tilsyneladende mærkeligt irregulære trækonstruktioner. Skønt fraværet af tagbærende stolper og aflukke mod syd ikke ligefrem indicerer, at de har været anvendt til beboelse, så tyder tilstedeværelsen af et muligt ildsted i konstruktion A og en kogestensgrube i B dog på, at de har fungeret som én eller anden form for opholds- og arbejdssted.

Også hvad stolpekonstruktionen C angår findes de nærmeste paralleller på ovennævnte Vadgårdboplads, hvor flere ligeledes mangler tagbærende stolper.^[13] Trods dette må de dog opfattes som beboelseshuse.

De 2 udstrakte kulturlag, der som ovenfor kan dateres til tidlig bronzealder, er beliggende umiddelbart nedenfor de omtalte konstruktioner på henholdsvis en nord- og en sydskråning (fig. 9). Kulturlagene strækker sig med en gennemsnitstykkelse på omkring 20 cm over et tilsammen ca. 2000 m² stort areal. Heraf blev 400 m² udgravet kvadratmetervis i 10 cm lag, mens yderligere 150 m² blev udgravet ved fladeskovling.

Oldsagsspredningen i lagene tyder ikke på, at de primært er dannet som følge af direkte aktiviteter på stedet eller naturlig erosion fra det højereliggende terræn. De er snarere opstået som følge af fortløbende henkastninger af udrømnings- og oprensningsaffald fra det ovenfor liggende beboelses- og aktivitetsområde, som formodentlig har strakt sig vest og øst for det undersøgte område.

Størsteparten af oldsagsmaterialet er jvf. skemaet s. 47 fundet i de udstrakte kulturlag. Nogle af de mest karakteristiske flintredskaber afbildes fig. 15-19. Aflange slagsten (fig. 20), som er et af de hyppigst forekommende redskaber på pladsen, har efter alt at dømme været brugt ved fremstilling af sænkesten med furer (fig. 21). Disse sten har formodentlig været anvendt som vægt til krogliner i forbindelse med fiskeri på dybt eller i strømmende vand.^[14]

Skiferhængesmykket og bronzespiral-fingerringene (fig. 22-23) tyder på, at der også har været plads til lidt pynt.

Keramikmaterialet, som er af ret grov karakter, er så fragmenteret, at der ikke kan udskilles egentlige karformer. Randskår med afsats umiddelbart under kanten (fig. 24) er af en form, som vidner om at bopladsen hører til i en tidlig del af bronzealderen, hvilket bekræftes af flintdolkene (jvf. fig. 16).^[15]

Røjle Mose-bopladsen er beliggende på et næs, som skyder sig ud i Røjle Mose fra syd (fig. 8). Da mosen, som mod nord er afskåret fra havet af en anselig strandvold, i forhistorisk tid antagelig har henligget som et åbent fjord- og vådområde, har bopladsen kun været umiddelbart tilgængelig fra syd. Den nuværende mose har imidlertid strakt sig videre ind i landet mod syd og øst og har derved yderligere afgrænset bosættelsesområdet, således at dette i en radius af 1 km fra pladsen kun har været »åbent« mod sydøst.

Det er i denne forbindelse bemærkelsesværdigt, at samtlige kendte gravhøje i området netop grupperer sig langs den sydlige og sydøstlige periferi af denne 1 km radius.^[16] En enkelt af højene kan med sikkerhed henføres til begyndelsen af bronzealderens periode II,^[17] og det kan derfor ikke udelukkes, at gravhøjene og den nuværende mose tilsammen angiver grænserne for om ikke det totale bosættelsesområde, så dog den mere intensivt udnyttede del. I øvrigt skal det bemærkes, at der få hundrede meter syd for bopladsen er fundet et større bronzedepot ligeledes fra periode II.^[18]

Som det fremgår af fig. 8, er området omkring bopladsen stærkt kuperet. Ca. 250 m mod syd går det over i et mere jævnt terræn, og samtidig skifter undergrunden fra morænesand til tung moræneler.

Det just afgrænsede ressourceområde har budt på forskellige muligheder for fødevareproduktion. Pladsens kystnære beliggenhed har således muliggjort forskellige former for fangst. Eksempelvis tyder tilstedeværelsen af sænkesten i fundmaterialet på, at der har været drevet linefiskeri fra pladsen. At dette fiskeri har haft en vis betydning, antydes af det usædvanligt store antal aflange slagsten, der, som ovenfor nævnt, kan have været anvendt netop ved fremstilling af sænkesten med furer.

Korndyrkning, som i fundmaterialet giver sig tilkende gennem forkullede kornkerner og segl med gloss, kan såvel være foregået på mindre, let skrånende, sandede partier omkring bopladsen, som på morænelersfladerne syd herfor. Når vådområder og de mest skrånende arealer fraregnes, har det potentielle landbrugsareal bestået af ca. 15 ha sandjord og 47 ha lerjord. I det omfang man har haft husdyrhold, har der været gode græsnings- og høsletmuligheder langs vådområderne og det formodentlig delvist skovdækkede bosættelsesområde som helhed.

Konklusion

De 2 her omtalte fynske bopladser har altså begge en topografisk placering, som set i sammenhæng med det samtidige fundmateriale muliggør en afgrænsning af bosættelsesområdet og dermed en vurdering af bosættelsens karakter. Såvel Lindebjerg- som Røjle Mose-bopladsen ligger i et område, som i en afstand af henholdsvis 1,5-2 km og 1 km er naturligt afgrænset til tre sider af enten hav, ådale eller vådområder, og da de tilstødende og muligvis delvist samtidige gravhøje grupperer sig i stort set samme afstand i det »åbne« område, er det rimeligt at opfatte dem som territorieafgrænsende.^[19] Hermed være dog ikke sagt, at de angiver grænserne for det totale bosættelsesområde. Formodentlig drejer det sig blot om den del, hvortil der var knyttet særlige eventuelt slægtsbetingede rettigheder. Højene kan således have ligget ved overgangen til bl.a. større skovområder med fri brugsret.

Vurderet udfra de hermed afgrænsede bosættelsesområders karakter, bopladsernes placering og genstandsmateriale i øvrigt synes fødevareproduktionen på Lindebjerg-bopladsen at have været baseret på landbrug herunder især husdyrhold, mens fangstaktiviteter tilsyneladende har ydet et væsentligt supplement til Røjle Mose-bopladsens husdyrhold og formodentlig mindre betydelige agerbrug.

Noter

1. ^ Se endvidere A. Jæger og J. Laursen: Two early Bronze Age Settlements on Fyn. Journal of Danish Archaeology, Vol. 2. Odense 1983.
2. ^ Skovby sogn, Bogense kommune, Odense amt. Fyns Stiftsmuseum journal nr. 1701. Pladsen blev først konstateret af Aage Møller Andersen, Bogense.
3. ^ En tak til Gdr. Helge Schmidt, Harrit-slev, for velvillig indstilling til udgravningen på Lindebjerg. Ligeledes en tak til de gode hjælpere Ellen, Anders, Lars, Trille og Hans Ole. Udgravningerne på Lindebjerg fortsatte sommeren 1983.
4. ^ Lignende huse kendes fra 2 samtidige jyske bopladser, jvf. N.A. Boas: Egehøj-bopladsen fra ældste bronzealder og E. Lomborg: Bronzealderbopladserne ved Vadgård og Skamlebæk. Begge i H. Thrane (red).: Bronzealderbebyggelse i Norden. Beretning fra det andet nordiske symposium for bronzealderforsk-ning. Odense 1980.
5. ^ Se P. Rowley-Conwy: Forkullet korn fra Lindebjerg. En boplads fra ældre bronzealder. Kuml 1978.
6. ^ Se E. Lomborg: Die Flintdolche Dänemarks. Studien über Chronologie und Kulturbeziehungen des südskandinavi-schen Spätneolitikums. København 1973, s. 69ff.
7. ^ E. Aner og K. Kersten: Die Funde der älteren Bronzezeit des nordische Kreises in Dänemark, Schleswig-Holstein und Niedersachsen. Bd 3, s. 135, nr. 1890. København 1977. Den moseparcel, hvorfra fundet stammer, er senere blevet lokaliseret.
8. ^ Nationalmuseets sognebeskrivelse, Skovby sogn nr. 3-4, 33-40 og Guldbjerg sogn nr. 15 og 2. Ved sidstnævnte høj er der fundet spor af en fladmarksgrav fra bronzealderens periode I, jvf. E. Aner og K. Kersten op. cit. s. 133, nr. 1882.
9. ^ En sænkesten fundet i vådområdet lige nedenfor holmen kan være samtidig med bopladsen, og dermed indicere fiskeri.
10. ^ Strib – Røjleskov sogn, Middelfart kommune, Odense amt. Fyns Stiftsmuseum journal nr. 1304. I udgravningen deltog Niels Axel Boas, Leonard Foss Hansen, Niels Henningsen, Allan Herrik, Sven Østergård Jensen, Bjarne Kingo, Frode Kingo, Jesper Laursen, Lars Lyremark, Eigil Nikolajsen, Michael Storm og Carsten Sørensen.
11. ^ De øvrige anlæg og kulturlag er fra sen enkeltgravskultur og førromersk jernalder. Bopladsen påtænkes fremlagt i sin helhed i et kommende nummer af Tidsskriftet Kuml.
12. ^ E. Lomborg: En landsby med huse og kultsted fra ældre bronzealder. Nationalmuseets Arbejdsmark 1973, s. 6ff og E. Lomborg: Vadgård. Ein Dorf mit Häusern und einer Kultstätte aus der älteren nordischen Bronzezeit. Festschrift für Richard Pittioni zum siebzigsten Geburtstag. Wien 1976, s. 416ff.
13. ^ E. Lomborg 1976 op. cit. s. 419ff.
14. ^ SeJ. Chr. Svabo: Indberetninger fra en Reise i Farøe 1781 og 1782. København 1959, s. 96, og J. Petersen: Vikingetidens redskaber. Oslo 1951, s. 263ff.
15. ^ Se note 6.
16. ^ Nationalmuseets sognebeskrivelse, Vejlby og Strib – Røjleskov sogn nr. 17, 20, 21, 27, 30, 31. Andre 6 høje – sognebeskrivelse nr. 1 og 8-12 – som lidt sydligere grupperer sig omkring et ligeledes forgrenet fjord- og vådområdesystem angiver muligvis et andet bosættelsesområde (jvf. fig. 8).
17. ^ J. Berglund: En kondemneret høj fra ældre bronzealder i Vends herred. Fynske Minder 1978.
18. ^ H. Thrane: Det store bronzealderfund fra Røjle mose. Fynske Minder 1972.
19. ^ I øvrigt behøver territoriemarkerende gravhøje ikke nødvendigvis være samtidige med en kendt boplads, idet en højgruppe kan angive gravområdet for en i forhold til de bevarede høje både ældre og yngre bebyggelse.