Siden 1856 har ringen (fig. 1) ligget i Nationalmuseets magasin, hvor den endnu findes rubriceret under »Jernalderen Suiter«. Betegnelsen »suiter« dækker i den museale sprogbrug enkeltgenstande, der ikke indgår i fund af bestemmelig art, f.eks. gravfund. Det er normalt genstande, hvis fundforhold er uoplyste, eller som stammer fra mark eller mose uden ledsagende fund, der havner i suiterne.
Ringen er slemt irret, stedvis med smuk blank grøn patina. På ydersiden er den profileret med en 2 mm bred fure flankeret af to mindre furer. Ringen måler 3 cm i diameter, er 9 mm tyk og 8 mm bred. Den er ikke særlig meget slidt, men på indersiden er dog et slidmærke i den ene side.
På ringen sidder en nu lidt forvredet krampe med en 1,1 cm bred flad krave omkring selve ringen. Øskenen er 3,3 cm lang og 2 mm tyk. Den er dannet af et sammenbøjet stykke broncestang med et bredt, fladt stykke på midten, hvor den nu er bøjet om ringen. Uden for ringen fortsætter den i to ben, hvis yderste spidser nu mangler.
Øskenens frie ender har utvivlsomt været bøjet ud til siderne, så øskenen på den måde som en split kunne holdes fast i det materiale, den har været stukket igennem. Det må have været 2-3 cm tykt. Ved et voldsomt træk har man vredet ringen ud af den oprindelige sammenhæng, hvorved øskenen er blevet deformeret.
Broncens patinering tyder på, at stykket har ligget fugtigt i århundreder, men en tilsvarende patina kan forekomme i en grav. Patinaen alene kan ikke give alverdens oplysninger.
»Opgravet i den for sine Spøgerier i gl. Dage saa bekjendte Lundebjerg Grusgrav Haarslev s. og skjænket af Propr. Rasmussen til Lundegd.« skrev datidens førende fynske oldforsker Vedel Simonsen i sin protokol over den samling på 500 oldsager, som han påbegyndte d. 4 dec. 1853 og fuldendte d. 4. juni 1854 (Jacobsen 1962, 120ff.).
1856 skænkede han denne samling »uden Godtgørelse af de udlagte Indkøbsbeløb« til det oldnordiske museum d. 23. august 1856. Proprietær Rasmussen var gennem en årrække medlem af den lille »klub«, der om vintrene samledes på Elvedgård (Jacobsen 1962, 90).
Godt nok siger oplysningen ikke noget om fundforholdene, eller hvad ringen eventuelt lå sammen med, men det er måske heller ikke så mærkeligt, hvis den er fremkommet ved grusgravning. Grusgraven er på Geodætisk Instituts kort fra 1872 markeret på Lundebjergs midte. På senere kort er den kraftigt udvidet, så findestedet er for længst fjernet. Da Lundebjerg er et højt og markant punkt i terrænet, er der vist kun to muligheder at regne med for alvor. Enten stammer ringen fra en grav eller et offer. Da der ingen grave kendes med tilsvarende ringe, men derimod flere offerfund, som vi skal se i det følgende, vil jeg plædere for at tolke ringen som del af et offerfund, dette til trods for at der i sognebeskrivelsen fra 1892 nævnes fund af urner fra Lundebjerg.
Samme slags ringe blev for alvor bemærket, da man i 1927 i Jönköping i Småland fandt 11 ringe i lidt varierende størrelser sammen med flere bronceskinner med mandshoveder (Norberg 1929 a-b, Arbman 1963, 78ff). I det skånske Sösdala I-fund fremkom flere lignende ringe, nogle løse, men andre på plads på dyrekropsformede skinner af samme hovedtype som Jönköping (Norberg 1931, Forssander 1937, Geisslinger 1967 pl. 17,5; løse ringe pl. 13-15 fig. 2).
Andre fund af samme slags er kendt fra Skåne (Åmossama, Strömberg 1961 II fig. 6), Fulltofta, (Geisslinger 1967 fund I, 2), Hassle Bösarp (Stjernquist 1974 fig. 21) (af jern), Gotlands Skedemosse (Hagberg 1967a pl. 6, 1967b, 73f) og Vennebo og Finnestorp i Västergotland (Norberg 1929b fig. 13 og s. 105, Holmquist 1951 fig. 4711).
I det store Thorsbjergfund ligger en ring, anbragt på en flad stang (Engelhardt 1863 pl. 18,16) og fra det andet slesvigske mosefund er der en lille ring i Nydam 2 (Neergaard 1902 fig. 14). Mogens Ørsnes nævner 28 ringe fra
Ejsbølfundet (Ørsnes 1970, 181). En enkelt ring stammer fra det sydfynske Kragehulfund (Engelhardt 1867 pl. IV, 6).
Helt tilsvarende ringe kan også findes uden split, f.eks. på beslag til læderremme som i det andet Sösdalafund (Bunte 1961, 199ff fig. 1 og 3-9) og en grav fra Hovgårdsberg (Arne 1932 fig. 8a), samt flere fund fra Gotland (Nerman 1969).
Alle de nævne fund er såkaldte offerfund, nedlagt (udsmidt) i moser eller gravet ned i grusbakker uden at vi kender den nærmere begrundelse for anbringelsen – trods livlig diskussion (f.eks. Arbman 1963, Hagberg 1967, Ørsnes 1969 XXI ff, 1970, Stjernquist 1974), se s. 59.
Alle ringene og beslagene hører til et kort afsnit af vor forhistorie, den gryende germanske jernalder, Ejsbøl og Thorsbjerg dog lige før. Afsnittet kaldes Sösdala-fasen efter det omtalte skånske fund og karakteriseres ved stempelornamentik og stiliserede dyr (Hansen 1970), og kendes bedst netop ved metalsagerne.
Jeg skal ikke kaste mig ind i den til tider heftige diskussion om afsnittets datering, men nævne et par forslag: 400-475 (Voss 1954) og 350-440 (Geisslinger 1967, 17 se også Hansen 1970, 94ff og Ørsnes 1969). For almindelige mennesker er det vel nok, at en rimelig datering af Sösdala-fasen og dermed af vore ringe vil være første halvdel af 400-tallet e.Kr.f..
En undtagelse danner Stormandsgraven fra Högom i Nordsverige, der dateres til ca. 500 (Jansson 8c Björnstad 1953).
Længe nok har læseren nu måttet vride sig i sædet uden at kunne få besked om ringenes anvendelse.
Beslagene i Jönköpingfundet var udgangspunkt for Rune Norbergs rekonstruktion (1929 b og fig. 3), der var et af de tidlige eksempler på en tredimensional rekonstruktion af et forhistorisk redskab. Norberg anbragte beslagene på et sadeltræstel lavet efter nyere svenske kløvsadler (paksadler). De fleste nutidsdanskere kender vel kun den moderne, lette »engelske« sadel uden træstel, men den er meget ny, og sadler bygger over samme grundprincip som Norbergs rekonstruktion har domineret, siden sadlen blev indført i oldtiden.
Det er ganske pudsigt, at USA i 1859 indførte en ny kavallerisadel, der ganske nemt kunne udstyres med Jönköpingbeslagene, McClellansadlen (Hutchins 1970). Den brugtes til anden verdenskrig på grund af sine kvaliteter nemlig styrke, enkelthed, pakkekapacitet og komfort for både rytter og hest. I Europa brugte man fortrinsvis den »ungarske« sadel med samme grundprincip som Jönköping (Hutchins 1970 fig. 9).
Træstellet var nødvendigt for at hesten kunne bære rytters og oppaknings 110-120 kg, de høje for- og bagstykker tjente til at løfte oppakningen, så den ikke gnavede hestens ryg. Sadlen skulle give en mere stående stilling til våbenbrug. De samme behov må have været til stede for tidligere tiders kampryttere.
Forsøg med Norbergs rekonstruktion blev foretaget af Søren Krogh i 1960’erne. Hans reviderede udgave indspændte træværket i læder og bedømtes som ubehagelig at sidde på med visse vanskeligheder (fordi stigbøjler ikke benyttedes), sædet var højt, men kontakten med hesten upåklagelig (Krogh 1970).
Begrundelsen for ikke at bruge stigbøjler var, at sådanne ikke kendtes. Godt nok optræder de ikke i skandinaviske fund før vikingetiden, men i betragtning af at f.eks. McClellansadlens stigbøjler var af træ, skal man nok ikke lægge for megen vægt på denne mangel. I fundene mangler ikke blot stigbøjler, men også spænder til stigremmene – og til buggjorden. En sadel uden buggjord vil næppe kunne tænkes.
En skriftlig kilde nævner, at den alamanniske konge Chnudomer i år 370 rejste sig i sadlen og rettede sin lanse mod fjenden (Ammianus). Mon ikke han rejste sig i stigbøjlerne? Netop til lansekamp og bueskydning er sadlen og stigbøjlen en forudsætning. Det er imidlertid rigtigt, at de første arkæologiske spor af stigbøjler ikke kendes før sent 600-tal i Europa (Geisslinger 1967, 79f). Et af de pragtfulde græsk-skythiske guldsmykker fra 4. årh.f.Kr. viser rytterne med stigbøjler, men hvornår de trængte vestpå vides ikke (Scythians 1975 pl. 19).
Søren Krogh fik plads til alle Jönköpingfundets 11 ringe på sin rekonstruktion. Den velkendte skematiske tegning af Ejsbølsadlerne viser derimod kun 4 ringe per sadel (fig. 4). McClellansadlen har 4 ringe anbragt på samme måde, men desuden 4 andre øskner plus to ekstra slidser til bæreremme. De fire ringe må være absolut mindstemål for udnyttelse af sadlens oppakningsmuligheder. Netop muligheden for at bære oppakning må være en hovedgrund til sadlens udbredelse blandt nomader og rytteri, der på denne måde kan forøge sin aktionsradius.
Ikke alle ringene er ens, der er flere størrelser, men de fleste ligger nært op ad Lundegårdringen både i profileringen og i målene. Man fristes til at tro på et enkelt værksted, hvor ringene – og resten af sadlerne – blev fremstillet?
Vi har endnu en fynsk sadelstump: Broncebeslaget (fig. 8) stammer fra en mose ved Krumstrup på Midtfyn og er tidligere afbildet (Holmquist 1951 89,107f, fig. 40,3; Geisslinger 1967 pl. 20c). Sølvtråde er indlagt i broncen i lighed med Sösdala og flere a. fund (Holmquist 1951, især 107ff).
Den 14. oktober 1887 sendte skolebestyrer H. Rasmussen, Odense tegninger af nogle fynske fund, derimellem fig. 8, til Sophus Müller. Om fig. 15 stod der: »Det er fundet i en Mose et Par Miil herfra (Krumstrup Mose?)«.
Den 26. oktober indsendtes stykket til Nationalmuseet. Rasmussen ville have sin indkøbspris 5 kr. refunderet og skrev: »Broncestykket er fundet i Krumstrup Mose ved Ringe, og skal jeg nok faa fat i Finderen for at faa, hvad han mulig for Fremtiden skulde finde der«. Det synes der nu ikke at være kommet noget ud af, broncestykket forblev en enlig svale. Hvad Sophus Müller svarede om stykkets datering og anvendelse vides ikke.
Krumstrup er en hovedgård på Sallinge ås sydside. Hvor mosen skal lokaliseres, er usikkert. Fra den anden side åen stammer to af de kendte guldfund fra 4’ og5’ årh. (Albrectsen 1960-Boltinggård og Brangstrup) og et tredie guldfund skal være gjort syd for åen mod sydvest.
Beslaget er 11,8 cm langt fra snude til snude, 1,2 cm bredt og 0,4 cm tykt, hvad den firkantede stang angår.
I det firkantede hul inden for det ene hoved har der siddet en ring som fig.2.
De manglende fundiagttagelser gør det ikke muligt at sige, om hele sadlen har været nedlagt, eller kun beslaget som pars pro toto i lighed med Hassle Bosarp og fl.a.?
Krumstrup-beslaget svarer til de to beslag foran på Jönköpingsadlen (fig. 3). Den ene ende er formet som et dyrehoved, der må være en hest – jvf. familieligheden med Fedtmule. Hestehovedet svarer til de korsformede fiblers (Reichstein 1975; Madsen 1975; Jensen 1978), hvilket passer godt med tidsbestemmelsen. Også andre sadelbeslag og seletøjsdele har tilsvarende hoveder (Müller 1888-95 no. 509; Holmquist 1951 fig. 49-50).
Hest på hest – for at forstærke den lykkebringende virkning? Hesten synes i denne periode at have haft særlig betydning – som offerdyr eller gudeattribut (billeder: Ørsnes 1966, 147 fig. 163, fig. 42-43 m.fl.).
Den anden ende af Krumstrupbeslaget er formet som en rovfugl – også i Norden et magtsymbol? (se side 60, keltiske eksempler Klindt-Jensen 1961, 31 og Rusu 1969, danske eksempler se Ørsnes 1966 fig. 160-161).
Sadlerne i de nævnte fund er de første, som kan påvises herhjemme, længe efter at ridning indførtes. De første sikre vidnesbyrd om ridning har vi kort før Kristi fødsel i form af en spore (Jørgensen 1973) og billederne på Krag-hedekarret, (og Gundestrupkedlen der dog viser keltiske ryttere) (Klindt-Jensen 1951, 157 og fig. 102; 1961 fig. 36-37).
Kelterne kendte sadler på Cæsars tid (Günther 1927-28, Lund 1978); det gjorde romerne også, selvom de tilsyneladende foretrak en slags dækken »ephippium«, som de via grækerne havde overtaget fra perserne. Cæsar nævnte, at germanerne red uden sadler, men om det gælder alle germanske stammer er tvivlsomt, mildt sagt.
Til disse tidlige, lette sadler, der måske ikke havde træstel, brugtes ikke stigbøjler; deres hovedfunktion var altså at gøre kontakten mellem rytterens sæde og hesten blidere. (Petrikovits 1980 fig. 70 som eksempel).
Derimod kommer der senest med de østfra kommende rytterfolk, som magyarer og avarer, i 6-8 årh. en høj sadel med træstel og høje for- og bagstykker (fig. 7). Denne sadeltype er bevidnet af svenske gravfund, og har formentlig afløst Jönköpingtypen som modesadel.
Indtil vi kender mere til sadlens udvikling i løbet af romertiden, kan det antages, at Jönköpingtypen også er østlig og måske bragt til Europa med hunnerne. Attila døde 453, men da havde hunnerne været længe i Europa (Werner 1956, 50ff. viser pl. 71 hunnersadler helt til Elsass i 400-450), og de var formentlig ikke de første østlige nomadestammer, som faldt ind i Østeuropa.
Det er ofte fremhævet, at sadlerne i de foran nævnte fund alle var ødelagt, inden de kom i jorden (eller mosen). Da også tingene i de store våbenofre fra romersk jernalder var ødelagte, er det nærliggende at se begge fænomener under et. Ørsnes (1969, XXII fl) nævnte den martialske overklasse som ofrende part, Geisslinger (1967, 110f) tolkede fundene som få, men socialt højtstående krigeres ofre.
Ødelæggelsen kan forklares som en indvielse til de højere magter, der skulle modtage ofret. Modsat de dødelige kunne de formodes at få glæde af sådanne ødelagte ting. Også Lundsgårdringen er vredet ud af sadeltræet med vold.
Det lyder jo ikke helt normalt at hakke sadler i stykker for at grave dem ned, og åbenbart holdt man også hurtigt op med denne besynderlige skik. I de følgende århundreder finder vi sadlerne i gravene på linie med andre dele af fornemt kampudstyr f.eks. i Vendel og Valsgärde. Denne sammenhæng med kostbare og pragtfuldt smykkede våben er nok ikke tilfældig og kan måske føre til en tolkning af de tidlige sadlers miljø.
Netop overklassens kunstnerisk smykkede, noget yngre pragtudstyr har meget til fælles med f.eks. Sösdalafundenes sølvindlagte, dyreprydede sadelbeslag. Der er formentlig også en, lidt mere indirekte, sammenhæng, med de forordninger, som de senromerske kejsere udstedte for at begrænse pragtudfoldelsen på 3-400-tallets sadler (ifølge Ammanius). Det var et fyrsteligt privilegium at bruge sadel og her tænkes formentlig på de høje, østlige sadeltyper, hvis store for- og bagstykker afgav god plads til guld- og ædelstensglinsende ornamenter, ikke mindst herskersymbolet ørnen (Werner 1956, 69ff, pl. 72; Beck 1973; Horedt og Protase 1972; Janssen 1981; i nordisk udgave Norberg 1929b fig. 18 og Arrhenius 1978; Nerman 1969, pl. 147).
Sadel og seletøj er specielt egnet til »display«, til at demonstrere rytterens økonomiske og politiske status, idet allerede situationen højt til hest hæver rytteren over den gemene hob.
Også her i Norden synes sadlerne meget hurtigt at være indgået i den lokale overklasses magtdemonstrerende udstyr, efter en første fase med simplere beslag (Stjernquist 1974, 42f), hvor sadlerne indgik i kampledernes udstyr, f.eks. i Ejsbøl- og Thorsbjergfundene.
Ringene viser, at den praktiske brug m. bl.a. fuld oppakning var væsentlig for Jönköpingtypen.
Dette praktiske formål synes helt forsvundet med de yngre sadler. Deres hovedformål synes at have været at falde i øjnene. De er pragtsadler – vel et symbol for rytternes i dobbelt forstand ophøjede position. Sadlerne er et af flere vidnesbyrd om en stærkere markering af ejernes topplacering i samfundet og dermed vel om en magtstramning eller magtkamp i yngre germanertid.
Ejerne må have været økonomisk velstående, og formentlig også af politisk betydning; høvdinge ville vi have kaldt dem tidligere i oldtiden, men i århundrederne efter 400 er det nok ikke længere urimeligt at bruge betegnelsen konger (småkonger) (Hyenstrand 1974, 127f, 154). Man kan undres over at disse konger kun optræder stærkt lokalt begrænset; det forekommer mærkeligt, hvis tendensen til magtsamling kun eksisterede i Mellemsverige og Sydnorge, men endnu savnes i Sydskandinavien arkæologiske fund af samme karat som f.eks. Valsgärdskibsgravene eller Uppsala-højene.
Datidens gravskik i Sydskandinavien har tilsyneladende hindret gravlægning af de fornemme udstyr, og derfor ofrede man dem til guderne, man viste sin rigdom ved at kunne undvære kostbarhederne.
På denne baggrund, der jo er en hypotese, bliver også den uanseelige nordfynske ring interessant. Uanset, om den stammer fra et offerfund af Vimosekarakter, eller er en del af en nedlæggelse som Sösdalafundene, er den sammen med Krumstrupbeslaget vidne om, at også Fyn var med på noderne i 400-tallets begyndelse, og om at samfundsforholdene på Fyn ikke var så forskellige fra det øvrige Sydskandinavien.
Hvad der siden skete, og hvorfor der ikke i Danmark er grave med pragtsadler som Valsgärde, er et andet problem, som ligger udenfor denne lille meddelelses rammer.
Nationalmuseets 1. afdeling takkes for tilladelse til publicering af de to stykker.
