»Den romantiske have« vandt indpas i Danmark i årene efter 1780 og dominerede danske haveanlæg i henved 80 år derefter. Den romantiske have er en havestil, der var en reaktion på foregående tiders regelrette haveanlæg, såsom den italienske eller den franske have. Sådanne tidligere haveanlæg er præget af rette akser, symmetri og formklippede træer og buske af ganske få plantearter.
Pagt med naturen og mulighed for eftertænksomhed i det grønne er blandt det åndelige underlag for den romantiske have. Her skal der være en mangeartethed af urter og træer, og stierne skal smyge sig omkring i haven, som var det et bølgende landskab, vekslende med udsigtspunkter, høje, lysthuse og tætte bevoksninger. Menneskets forbindelse med naturen kunne i den romantiske have blive markeret her og der med sten-inskriptioner. Det kunne være opbyggende tekster eller mindetekster, alt sammen til eftertænksomhed. Naturen måtte udfolde sig i den romantiske have, men måtte ikke tage initiativet selv – de æstetiske reglers krav på smagfuldhed måtte aldrig være uopfyldte.[1]
Talrige danske herregårdshaver og andre store haveanlæg fra det forrige århundrede er anlagte som en »romantisk have«. Det gælder også på Fyn. Her er der i første række velnok tale om Sanderumgårds have[2], men også for eksempel haven på Elvedgård, Hollufgård, Rødkilde, dele af haven på Glorup, samt Hofmansgaves have. Tidligere fandtes i Odense fine eksempler på romantiske haver, som for eksempel Kongens Have, der blev anlagt på foranledning af amtmand Buchwaldt, og området omkring bispens lysthus, der blev anlagt især af biskop Frederik Plum og dennes hustru Sophie Munk.
Sten med inskriptioner fandtes tidligere i alle udformninger i fynske, romantiske haver. I Kongens Have var mange mindesten for kendte danskere. Det sås også tidligere i blandt andet Sanderumgårds have. I andre haver – for eksempel Elvedgård eller Hofmansgave – var det ikke så meget kendte folk, men familie, venner og kæledyr, der blev sat mindesten for.
Hofmansgaves have er især anlagt af stamhuset Hofmansgaves[3] første stamhusbesidder, botanikeren Niels Hofman (Bang) (1776-1855) og dennes hustru Charlotte Malling (1786-1879)[4]. Hofmansgaves have har alle den romantiske haves karakteristika. Mangfoldigheden af forskellige arter af træer og buske overgår mange andre havers – enkelte af eksemplarerne i Hofmansgaves have savner med hensyn til ælde eller størrelse endda deres lige i andre danske haver eller for dens sags skyld i andre nordeuropæiske haver. Det gælder for eksempel en gammel douglas, en meget gammel, stor og fin ginkgo[5], samt et prægtigt eksemplar af sølvlinden. Snoede stier er anlagt gennem hele haven og den vest for hovedbygningen beliggende haveskov. Udsigtspunkter er der ingen af fra naturens hånd på det flade fjordterræn, men fire kunstigt anlagte småhøje råder bod derpå: Minnas høj, Jacobs høj, Tyrks høj og Alvildas høj, alle i havens østside. I havens anden ende er anlagt et stort stenhøjsparti, »Alperne«. I haveskoven kan endnu anes et meget karakteristisk element i romantiske haver i Danmark: en »Kølnerdom«, det vil sige en smal lindeallé, hvor alle indvendige sidegrene er hugget af. Og endelig denne artikels egentlige emne: et antal mindesten fordelt over Hofmansgaves haveskov.
Ifølge personlig efterretning fra forfatterinden Inge Hofman-Bang (1875-1970) har der formodentlig en gang været godt en snes mindesten på Hofmansgave, nu er der kun 9 læselige tilbage. Resten er forvitrede, eller forsvundet på anden vis.
I det følgende gennemgås hver enkelt sten i årstalsrækkefølge efter det, stenen skal tjene til minde for. Inskriptionerne er alle hugget ind i stenene, men skrifttypen varierer lidt sten for sten. Der burde derfor være god grund ril at formode, at stenene er sat op efterhånden, og ikke på én gang.
Den ældste mindesten er følgende:
»MINDESTEN / FOR / CHRISTIANE HOFMAN / .IENS…ALLIN.. SKIÆRE HUSTRU. / FØDT KIØBENHAVN1806 / DØD PAA… SVERRIG 1836.«.
Denne sten er på grund af forvitring meget vanskelig at læse. Den står under en eg i haveskovens sydlige del, kaldet Nyskoven. Den korrekte tekst er antagelig: »Mindesteen for Christiane Hofman, Iens W. Mallings kiære Hustrue. Født Kiøbenhavn 1806. Død paa … i Sverrig 1836«.
Christiane Hofman er Charlotte og Niels Hofman (Bang)’s 3. barn og 2. datter, født 30. maj og død 5. maj i ovennævnte år. Hun døde barnløs i ægteskab med hendes slægtning på mødrene side, godsejer i Sverige Iens Wille Malling (1810-1891).[6]
I Nyskovens sydøsthjørne står en sten med indskriften:
»TIL MINDE / OM /I. W. HORNEMANN Prof. Bot. / BLEV DENNE EEG PLANTET / AF / HANS VEN N. HOFMAN (BANG) /1842.« under en endnu eksisterende eg.
Iens Wilken Hornemann (1770-1841) var en af datidens betydeligste danske botanikere, forsker og professor ved Københavns Universitet, der blandt andet stod for Flora Danica’s udgivelse i perioden 1805 til 1840. Han var en af Niels Hofman (Bang)’s nærmeste venner, blandt andet foretog de sammen i 1799-1801 en rejse gennem Centraleuropa, Sydfrankrig og Pyrenæerne.[7]
Ved siden af Christiane Hofmans sten er en anden for hendes bror:
»MINDESTEN / FOR / C. EMIL HOFMAN BANG / FØDT PAA HFGVE 1812 / DØD I LACUARYA /I AMERICA 1840«.
Der er desværre ikke overleveret meget om Claus Emil Hofman (Bang), udover at han levede 20. oktober 1812 til 29. marts 1840, og var læge. Han var Niels Hofman (Bang)’s 7. barn. »Lacuarya«s nærmere lokalisering kendes ikke.
Den tredie sten på dette sted er:
»MINDESTEEN / FOR / FAMILIENS KIÆRE / TANTE LINE / F. 1780 † 1849«.
Der er i familien flere under benævnelsen »Tante Line«, men i dette tilfælde er der tale om Nicoline Bang (1780-1849), som er Niels Hofman (Bang) ’s lillesøster i faderens andet ægteskab med Pallene Rosenvinge.[8]
I 1850 sættes hele 3 mindesten. Den første er:
»1850 / PLANTEDES DENNE EEG / TIL MINDE OM / DEN ÆDLE IACOB AALL / AF N. HOFMAN (BANG)«, der står foran en endnu eksisterende eg i den nordlige del af Gammelskov.
I sine erindringer skriver N. Hofman (Bang) blandt andet 15. juni 1845: »Jeg regner det blandt et af de lykkeligste Tilfælde i mit Liv, at jeg ved min Indtrædelse i Nyborg Skole i Aaret 1788 fik Jacob Aall til Sidemand.«, og senere, at »Af alle Mennesker, jeg har kjendt, veed jeg Ingen, som overgik Jacob Aall i ædel Tænke- og Handlemaade, hvormed var forenet et lyst Hoved og en utrættelig Arbeidslyst. Den hjertelige Forbindelse, som var hernede, vil fortsættes hiin Side Graven, thi mit Haab staaer klippefast, »til evig Glæde Alfader samler os i Aanders Hjem«.«.[9]
Forholdet var gensidigt, for eksempel opkalder begge »sidemænd« en søn efter hinanden. Men hvem var denne Jacob Aall?
Jacob Aall (1773-1844) var nordmand, godsejer, mineejer, politiker og historiker. Sammen med sin broder Nicolai Aall samt familien Anker var han en foregangsmand for tidlig industrialisme i Norge, ikke mindst i forbindelse med anlægget og minen ved Nes i Arensdal.
Jacob Aall har iøvrigt foræret »Det norske Hus« sydøst for Hofmansgaves hovedbygning som tak for, at Niels Hofman (Bang) lod sende skibsladninger med korn til Norge under den engelske blokade deraf i 1814.[10]
I Nyskovens sydøsthjørne står to mindesten under hver deres ege:
»BISKOP / P.E. MÜLLERS EEG / PLANTET / 1850«, og »CONFERENCERAAD / L. ENGELSTOFTS EEG / PLANTET /1850«, som er sat for andre ungdomsvenner af Niels Hofman (Bang).
Peter Erasmus Müller (1776-1834) var teolog og blev Sjællands biskop i 1830. Hans væsentligste indsats var dog som forsker af den nordiske oldtid og af nordiske sprog. Med tiden kommer Müller og Hofman-Bang i familie med hinanden. Müllers søn arkæologen Ludvig Müller (1809-1891) ægter Niels Hofman (Bang)’s slægtning og plejedatter Minna von Levetzau (1803-1865) og deres datter Charlotte Louise Müller (1851-1934) ægter igen Niels Hofman (Bang)’s sønnesøn, stamhusbesidder Niels Erik Hofman-Bang (1844-1929).[11]
Laurids Engelstoft (1774-1851) var dansk historiker, ansat ved Københavns Universitet. Hans sten i haveskoven er den eneste sat før døden.[12]
Lige syd for indkørslen til Hofmansgave i Nyskoven står en sten med denne indskrift:
»1852 / BLEV DENNE EEG PLANTET / AF / KAMMERAAD CLAUS BANG.«
Claus Bang (1778-1855) er Niels Hofman (Bang)’s lillebror og ejer af de sjællandske godser Nørager og Hummeltofte. Der foreligger intet om hvorfor broderen Claus planter en sådan eg på Hofmansgave. En forklaring kan være, at 1852 er 75-året for Niels’s og Claus’s fælles brors Johan Erik’s fødsel. Johan Erik Bang stod til søs, og druknede i Den engelske Kanal på hjemrejse fra Ostindien den 12. marts 1794.[13] Egen over denne sten er den flotteste af alle mindeegene.
Den sidste mindesten fra denne periode står under en eg i Nyskovens syd-vest-hjørne:
»18.. / BLEV … / PLANTET I MIN …/.. N. HOFMAN … N.. /HANS HUUSTRUE CH. MALLIN. / OG DERES IX BØRN«. Der skal utvivlsomt stå: »18(55) / blev denne Eeg/ plantet i Minde / om N. Hofman (Bang) af / hans Huustrue Ch. Malling / og deres IX Børn«.
Hermed er værket afsluttet – ham, der har rejst sten for slægt og venner, får nu sin egen sten.
Det er ganske besynderligt, at der kun nævnes 9 børn, da ægteparret havde 10. En forklaring kan være, at to af børnene ikke tælles med i denne forbindelse, idet de døde meget tidligt, mens familiens meget vellidte plejebarn Minna von Levetzau til gengæld regnes med.
Der er yderligere 4 sten med inskriptioner på Hofmansgave. På gårdspladsen ved hegnet mod syd står en med følgende inskription: »1794 / BLEV DENNE LIND / PLANTET AF / CAPITAIN CLAUS BANG.«, altså sat af Niels Hofman (Bang)’s far. Denne sten er flyttet omkring 1950 fra dens oprindelige plads under en lind, der stod midt på gårdspladsen.
Ved en eg midt i Charlottenlund på Enebærodde er en sten med teksten: »CHARLOTTENLUND / PLANTET / FRA 1801 TIL 1836 / AF N. HOFMAN (BANG).«, hvilket for såvidt også er en mindesten, idet Charlottenlund er opkaldt efter Charlotte Hofman (Bang).
På Hofmansgaves gårdsplads vestside er denne sten: »Niels de Hofman / opretteren af Stamhuset Hofmansgave / i takskyldig Hukommelse / MCMXXVII«. 1927 er det år, hvor Hofmansgave ved lensafløsningen overgik fra at være stamhus til fri ejendom.
Den sidst opstillede sten på Hofmansgave er sat udenfor hovedbygningens sydfløj af forfatterinden Inge Hofman-Bang: »Vær Jord et Tempel / til Guds ære / og himlen skal / dets hvælving være.« Dette er en anden måde at udtrykke familien de Hofmans og Hofman-Bang’s motto på: Deo soli gloria, Gud alene æren.
Mindesten, således som de findes på Hofmansgave, hører en svunden tid til. I denne artikel er det søgt at lade stenenes tekster stå alene og fortælle historie. Når man ser en af dem på en gåtur, ser træet ved siden af, og læser den kortfattede tekst, vil man uvægerligt føle, at der er fortalt en lang historie.
