Håndværk på landet var jo i gamle dage – altså dengang man endnu havde laug – så godt som forbudt. Mestrene i købstæderne og købmændene var enige i det synspunkt, at landbefolkningen skulle komme til byen, når der skulle handles. Det gjorde man så, men helt undvære håndværkere på landet det kunne man ikke. Ofte var der mange mil til den nærmeste købstad og f.eks. bygningshåndværkere var jo nødvendige på landet. Loven undtog da også visse håndværksmænd fra forbudet om at bo på landet, nemlig grovsmede, tømmermænd, bødkere, teglbrændere, pottemagere, hjulmænd, murermestre, skindere, vævere, skræddere og skomagere.[1]
På Langeland var grevskabet en magt, der kunne hamle op med borgerskabet i den beskedne købstad Rudkøbing, og de håndværkere og øvrige fagfolk man havde brug for skaffede man bolig i Tranekær by i bekvem afstand til slottet. Denne praksis tog med Frederik Ahlefeldt, lensbesidder fra 1791 til sin død 1832, et hidtil uset opsving. Tranekær var i forvejen en noget atypisk landsby, for der var kun et par gårde, og grev Frederik – også kaldet »Generalen« – ønskede Tranekær forvandlet til en lille landlig købstad, hvilket også næsten lykkedes. I 1801 talte byen 238 sjæle og der fandtes i begyndelsen af 1800-tallet et stort antal håndværkere: 2 murermestre, 2 sadelmagere, 3 skræddermestre, 2 malermestre, 1 bendrejer og instrumentmager, 1 bager, 1 hjulmand, 1 stort væveri med 3-4 vævestole, 1 kleinsmed, 1 grovsmed, 1 pottemager, 1 snedker, 1 maskinfabrikant, 1 skorstensfejer og 1 slagter.[2]
Hertil kom så godsets embedsmænd, læge, dyrlæge, præst, tjenere, kuske, staldkarle og jægere. Foruden alle disse boede i den langelandske landsby så usædvanlige gestalter som en musikdirektør og et helt orkester, en kunstmaler, en taffeldækker samt en sort livtjener fra de Vestindiske Øer.
Lystigt gik det til på Generalens tid, og i hans senere år var han berygtet for sit udsvævende liv:
Paa Tranekær i Timer smaa,
der var stor Fest og Gammen,
og Præsten under Bordet laa,
de brak sig allesammen.
For at være en komplet lille købstad manglede der kun nogle købmænd og en apoteker.
De mange håndværkere og specialister i Tranekær indkaldte greven udefra. En del kom fra Hertugdømmerne, andre fra danske købstæder og atter andre så langvejs fra som Skotland og Østrig. Mange af navnene i Tranekær havde da også en fremmed klang: Phanty, Hassenkam, Goltermann, Zehngraf, Wagner, Rick, Wittenkam, Pico, Watson, Weesch. Den sidstnævnte, bendrejer og instrumentmager Hans Adolph Weesch, var indvandret fra Østrig via København og boede i et større familiehus dør om dør med Goltermann.
Han var i 1824 blevet gift med en datter af musikus Eigler. Nogen længere virksomhed i landsbyen blev det ikke til for Weesch’ vedkommende, idet han døde allerede i 1828. Han efterlod sig hustru og 3 sønner. Den yngste, Adolph Weesch, var en tid malersvend i Tranekær og fik i 1864 med Bolette Sophie Pedersdatter uden for ægteskab en søn, som blev kaldt Daniel Georg. Til efternavn fik han Pedersen, men en Weesch var han og det lod han sig også senere kalde.[3]
Nu var det sådan, at det faldt lidt svært for det langelandske tungemål at udtale Weesch på tysk, så for nemheds skyld blev det i udtalen til Vejs.
Daniel Weesch voksede op i små kår i Tranekærs håndværkermiljø og kom i lære hos maler Feldt, der var kendt som en streng, men dygtig mester. Feldt lavede meget arbejde for slottet, hvor man stillede store kvalitetskrav og krævede moderne udsmykning. Og netop tidens smag – historismen med dens blanding af stilelementer fra forskellige perioder – gav dekorationsmaleriet en stærk opblomstring.
Læretiden var 5 år, og hos Feldt lærte Weesch håndværket til bunds, men lærlingens forhold var barske. I sin levnedsskildring, i 1952 indsendt til Nationalmuseet, erindrer Weesch: »Der var i reglen 2 svende og 2 lærlinge. En af de første dage fik min lærekammerat prygl, og jeg græd over ham. Du skal ikke græde over mig, du får snart nogen selv – og han fik ret. Arbejdstiden var fra kl. 6 morgen til kl. 9 aften, og kl. 10 skulle vi være i seng i et lille kammer over gården. Der blev fejet gulve og redt seng, men døren kunne ikke lukke rigtigt, og om vinteren med sne føg det ind af døren og der var is på væggene. Frokost kl. 8 øllebrød og stegeflæsk til middag kl. 12. Aftensmad kl. 6. Vi arbejdede meget på slottet om vinteren, når herskabet var i København«. Feldt arbejdede også på andre af Ahlefeldternes godser, og læredrengen Weesch var bl.a. på herregården Ulstrup i Jylland. »En dag stod jeg og rev hvid lakfarve på flisen, så kom mester og sagde, nu river du den godt, han tog så en rørespån og rørte i potten og så en lille mørk ting i den, hvad er det for svineri. Jeg sagde, det fulgte nok med rørespånen (som sandt var). Det skulle jeg ikke have sagt. Han stak mig med en knyttet næve én på munden, så læberne flækkede og tænderne gik løse. Blodet sprøjtede ud på flisen og jeg måtte komme den farve der var på i smaskebøtten«.
Også Lundsgård ved Kerteminde havde Weesch arbejdet på. Når mester arbejdede uden for Tranekær blev der knebet på kosten, og det var gerne lærlingen det gik ud over. »Mester, 2 svende og jeg var på Lundsgård en tid og blev indlogeret i en beværtning i skoven, men hvordan der blev akkorderet om kosten forstår jeg ikke, for der var næsten ingen mad. Mester fortalte han havde mavekatar og skulle have tre flasker havresuppe dagligt. Det støttede ham godt. Det fik jeg ikke. En dag, jeg spiste lidt af brødet, jeg havde med op på herregården, blev jeg syg og gik ind til jomfruen. Jeg fik så en kop kaffe og kastede op. Hun lo – hent nu resten af brødet. Se det er de små gule ting (det var spy), din mave ikke kan tåle. Er der noget af den slags en anden gang, kom du så her ind, så skal du få mad. Selvfølgelig kom jeg tit. Det hjalp på kosten«.
1. maj 1884 var Weesch udlært. Han fik arbejde i Rudkøbing, hvor der var et godt forhold mellem svende og lærlinge. »Det kom mig til gode at jeg havde lært arbejdet grundigt. Jeg fik det bedste arbejde ådring, stafering, male gesimser så det så ud som trukket murerarbejde«. Efter soldatertiden vendte Weesch tilbage til Langeland og arbejdede som svend dels hos sin gamle mester og dels i Rudkøbing. I aug. 1889 blev han gift og slog sig ned i Tranekær som selvstændig mester. Der var han i 3 år, men blev sagt op af grevskabet. Feldt var grevens maler og så måtte han ingen konkurrenter have. Weesch flyttede så til Lejbølle lige nord for Tranekær og startede malerforretning dér. I begyndelsen i et lejet hus, men i 1897 flyttede han ind i et næsten nyopført hus, som han købte for 4.000 kr.[4]
Omkring århundredskiftet var der gode tider for landbruget. Mejeribruget var i stærk vækst, og takket være roedyrkningen var det muligt at opretholde en konstant mælkeproduktion.
I samme periode begyndte frøavlen at vinde indpas – især gav raps de langelandske landmænd gode indtægter. De gode tider resulterede mange steder i, at de gamle bindingsværksgårde blev erstattet af nye grundmurede stuehuse og avlsbygninger. Teglværkerne og bygningshåndværkerne havde travlt. Man havde nu også råd til at indrette sig bekvemt og moderne indendørs. Alkoverne og gåsebænkene endte i komfuret ogi stedet holdt plysch og mahogny deres indtog. Bryggerset blev afløst af et ordentligt køkken og stuernes tal forøgedes med spisestue og herreværelse på de større gårde. Til de højloftede stuer og værelser hørte stuk og malede dekorationer. Også malerne fik travlt.
I Bøstrup sogn konkurrerede malermester Chr. Mølmann og malermester Weesch om at dekorere vægge og lofter på de mange nyopførte gårde. Mølmann og en svend ved navn Freimann malede på Prydsgården og Dageløkkegård samt herregården Nedergård, mens Weesch lagde ud med Lejbøllegård og Emmerbøllegård. Det blev en hel mode at få dekorerede lofter og vægge. Den ene ville ikke være dårligere i gårde end den anden, og i årene frem til 1. verdenskrig udførte Weesch, der snart blev den foretrukne maler, mange imponerende dekorationsarbejder på langelandske gårde. Desværre er meget allerede gået tabt, men det bevarede er alligevel både kvantitativt og kvalitativt så bemærkelsesværdigt, at det fortjener at blive nøjere omtalt i det følgende:
Gården var og er på 74 tdr. land og blev nyopført i 1891/92 af den daværende ejer Frederik Christensen, en søn af ejeren af Gundersgård. Hele byggeriet kostede 30.000 kr. med stuehus og alle avlsbygninger opført i grundmur.
Malermester Weesch fik til opgave at male og dekorere det nyopførte stuehus. Karakteristisk for hans omhu er det, at han først malede alt træværket efter det havde stået i 3 år. Loftsdekorationerne udførte han liggende på ryggen på et stillads. Han skråede ud på gulvet og det lignede et værre svineri. Der var en læredreng med ham som måtte gøre rent.
På gården malede Weesch loftet i den pæne stue med masker, bladværk og bånd. Også væggene malede han, men de er ikke bevaret. I havestuen opsatte han et stukloft med bladranker og stor roset. Loftet var her hvidkalket. Gangen er bevaret med de oprindelige møbler og døre samt lofts- og vægdekorationer, alt udført af Weesch. Møblerne består af to søjleformede stumtjenere, spejl m/ konsol og 2 tilhørende borde. Gangens vægge er marmoreret. Bortset fra mindre skader er malingen intakt.
Verandaen, for enden af gangen, er nu nedrevet. Her havde Weesch lavet et lærredsloft med tre engle som holdt hinanden i hænderne og med blå himmel og skyer.
Salen har aldrig haft malede dekorationer, men fløjdørene er malet af Weesch. Endelig er loftdekorationen i det tilstødende herreværelse bevaret. Hele dekorationen består her af en malet mæanderbort.[5]
Gården lå oprindelig i Emmerbølle by, men i 1896 flyttede den ny ejer Hans Chr. Hansen bygningerne ud midt i jorden. Der var dengang 54 tdr. land til gården. Byggeriet blev udført af en tømrer fra Dageløkke og en murer fra Lohals, og prisen for den nye gård var 25.000 kr. Gården blev bygget som Lejbøllegård, idet ejeren dér var bror til Hans Chr. Hansens kone Karoline.
Weesch blev bestilt til male- og dekorationsarbejdet i stuehuset. Han arbejdede i 1896 et halvt år med en svend og en dreng til at hjælpe sig. Betalingen for arbejdet var 800 kr. plus kosten. Bevaret er loftsmaleriet i herreværelset med dyrefigurer og kvindehermer samt havestuen med engle, muslingeornamenter, kornaks og frugter.
Også i spisestuen var der malet loft – en baldakin, nu overmalet. Alle væggene var oliemalet, men af disse er ingen bevaret. Derimod er de malede døre fra 1896 bevaret i entreen, herreværelset og spisestuen. Smukkest er de i entreen indrammet af marmorerede gerichter.[6]
Gården var omkr. århundredskiftet på ca. 45 tdr. land med skov. Den gamle Lohalsgård lå i Klausebølle by, men i året 1900 udflyttedes gården af ejeren Niels Hansen Lohals. Stuehuset blev nyopført i grundmur, men flere af den gamle gårds bindingsværkslænger blev genopført.
Maler Weesch malede et halvt år på gården i 1901 og havde to svende til at hjælpe sig. De både sov og spiste på gården. Følgende rum blev dekoreret:
Stadsstuen, spisestuen, havestuen, dagligstuen samt entreen. I dag er kun loftsmalerierne i stadsstuen og spisestuen bevaret. I den første er motiverne engle samt muslingeornamenter, åkander, tagrør og frugter og grøntsager, mens spisestuen har en malet baldakin.
Prisen for alt arbejdet var 800 kr. Det var prestige dengang. Man ville gerne have det lidt pænere på denne gård end på de andre, og så hentede man Weesch fra Lejbølle. Som tak for god behandling malede han et skilderi – et billede af den gamle Lohalsgård som den så ud før udflytningen.[7]
Gården var på 73 tdr. land. I 1890-erne havde ejeren Christian Lystrup bygget ny stald og lade. I året 1900 blev det nye stuehus opført af murermester Christiansen som også byggede Dageløkke kro.
Weesch og hans svende kom og malede, og de var først færdige i 1902. De var på kost på gården, og malermesteren og hans svende deltog i høstarbejdet ved flere lejligheder. Det samme gjorde i øvrigt smeden i Fæbæk og hans folk. Bevaret er et loftsmaleri i dagligstuen med kvindehermer og indrammede felter med grøntsager og frugter, og desuden hele gangen med mahognymalede døre, marmoreringer, pilastre, bemalet stumtjener og trappe til 1. sal.[8]
Stedet var et boelsted med 12 ½ tdr. land som Anne og Rasmus Hansen købte i 1890-erne af en gammel kone ved navn Pauline. De kom fra Bøstrup og havde boet i et lille hus tilhørende Bøstrupgård. I 1899 byggede de nyt af grundmur, og i 1902 åbnede de en købmandsbutik i en tilbygning til det nye hus. Rasmus Hansen var invalideret, og derfor slog han sig på handel. Weesch blev hidkaldt til at dekorere stuerne, hvoraf kun dekorationerne i den sydligste lille stue i dag er bevaret. Det er til gengæld også den stue som havde de fleste dekorationer. Anna Hansen fik her Weesch til at male motiver efter prospektkort fra sin hjemegn Ølstykke på Sjælland. Weesch fik også her kost og logi, men regnede i øvrigt ikke afstande for noget. Når der var balfaldera i Rudkøbing gik han i sine træsko til byen, dansede til langt ud på natten og gik hjem igen.[9]
Gården er en gammel slægtsgård som omkring århundredskiftet var ejet af gårdmand Niels Hansen. Der hørte dengang 28 tdr. land til gården. Niels Hansen fik omkring 1905 Weesch kaldt til gården. Han malede hele stuehuset indvendig. Udvendig brugte man ikke malere dengang. I spisestuen dekorerede Weesch væggene hele vejen rundt foroven med prospekter malet efter Illustreret Tidende og forneden med panelværk. I 1978 blev stuen moderniseret og kun 3 af billederne kunne bevares. Motiverne er en dreng og græssende køer ved en å, fyrtårn ved en klint, i forgrunden en båd samt et skibsbyggeri og vandmølle ved et sund. I gangen er 2 egetræsårede døre bevaret. Weesch arbejdede med sine to sønner Carl og Sigismund. Det var første gang den 14-årige Sigismund var med ude at male. Arbejdet tog lang tid, idet de sleb og malede og gik og kom så igen og sleb og malede.[10]
Den 36 tdr. land store ejendom ligger i udkanten af landsbyen Bøstrup. Gården var oprindelig en udflyttet bindingsværksgård, men den blev nedrevet i år 1900 af sin ejer Hans Peter Hansen, som lod en helt ny gård opføre med stuehus, stald og lade. Gården stod færdig i 1904 og Weesch kom derhen for at udsmykke stuerne. Der blev malet overalt, men i dag er kun en frise i stuen ud for verandaen bevaret. Frisen gengiver som et panorama udsigten fra en nærliggende bakke som den var i 1908. Weesch anbragte sig selv på toppen af bakken inde i en trækasse fra en selvbinder og tegnede en lang række skitser horisonten rundt. Efter sine skitser malede han i olie frisen, som i detaljer gengiver landskabet og bebyggelsen. Han fik 50 kr. samt kosten for dette arbejde. Den sydlige frise som sad over den udvendige væg blev desværre ødelagt af fugt og i 1930-erne malet om af gårdejer H.P. Hansen.[11]
Ejendommen er stor – ca. 114 tdr. land. Gården blev efter en brand helt nybygget i 1908. Hele byggeriet kostede den formidable sum af 32.000 kr., heraf 8.000 kr. for stuehuset. Opførelsen af stuehuset varede fra 12. juni til 5. september, hvor underetagen var beboelig. Malermester Weesch blev engageret til malerarbejdet i stuehuset og kom her på sin største opgave. Foruden døre, paneler og vægge blev også lofterne malet og dekoreret. Størst og mest imponerende er spisestuen med plads til 50 gæster. Loftet er i tråd med stilblandingsperiodens smag dekoreret med basunengle, palmetter, vinløv, blomsterranker, kartouscher og meget mere. Grøntsager og frugter er i rigt mål benyttet, og et sted er to kartofler forsynet med menneskelige træk. Ansigterne er de to venstreførere, I.C. Christensen og Alberti. Når Weesch fandt på at male disse to, skyldtes det Albertiskandalen, som var på sit højeste i efteråret 1908. Et andet af Weesch’s påfund er en cirkel med musselmalede dybe tallerkener. Spisestueloftet malede Weesch selv på 3 mdr. Sønnerne Carl og Sigismund tog sig af døre, vægge og andet mere almindeligt malerarbejde. Andre loftsmalerier findes i soveværelset: en italienskrød frise m. palmetter – i den grønne stue: palmetslyngværk og falsk stuk – og i stadsstuen: en egeløvsranke og medallioner i hjørnerne.[12]
I begyndelsen var det næsten udelukkende bøndergårde der fik dekoreret stuerne. Andre havde ikke råd. Men omkring 1910 fulgte også husmændene efter med malede lærredslofter. Her var arbejdet dog meget beskedent – som regel blot nogle stafferinger hele vejen rundt i lærredets kant – og det kunne udføres af en svend eller en af sønnerne.
Til de store dekorationsarbejder hører også Weesch’s udsmykning af forsamlingshusene i Humble og Gudbjerg. I Humble havde han over scenen malet Asa Thor med sine bukke for kærren og forneden midgårdsormen flankeret af jætterne. Forsamlingshuset i Humble er forlængst nedlagt, men i Gudbjerg er det stadig i brug. Dekorationen, som Weesch udførte i 1937, er bevaret. Det er et billede over scenen af mor Danmark. Maleriet er over 2 m højt og 7,5 m langt. Desuden bemaledes 12 massonitplader med motiver – et for hver måned. Prisen for dette store arbejde var 450 kr.
Nogen god forretning blev dekorationsmaleriet aldrig for Weesch, der ifølge sønnen Sigismund ikke havde forstand på penge. Han var af den gamle type håndværkere, der gik op i arbejdet med liv og sjæl og ikke tog det så nøje med tiden. På de større gårde tog dekorationsarbejdet gerne en hel sommer for mester plus 2 mand.[13]
Det var sent arbejde, og det kneb sommetider for bønderne at forstå al den omhu og tid der gik. De var vant til at se en dør færdig på en halv time når de selv sjaskede den over med maling, men når Weesch malede den samme dør blev den slebet og malet 10 gange. Til gengæld var det håndværksmæssige resultat også første klasse. En besøgende fra Sjælland sagde til fruen på Lejbøllegård: »Ih, du har nylig fået malet din gang. Sikke flot den dog er malet! Joh, svarede fruen, det er vist 52 år siden maleren var her. – 52 år!! – Så må den maler da være død af sult«. – Så galt gik det ikke, men velhavende blev Weesch nu aldrig.
Gipsgesimser og stuk købtes færdig fra fabrik og skulle så sættes op, så man ikke kunne se sammenføjningerne. Selve dekorationsarbejdet foregik i første omgang med skabeloner som man punktede af enten med hvidt, hvis bunden var mørk, eller med sort, når der var hvid bund. Derefter tegnede man ornamenterne på fri hånd og lister og bånd efter lineal, og til sidst blev det hele så malet. På lofterne benyttedes altid limfarve, mens oliemaling var det mest anvendte på væggene og lærred. Der blev bygget stillads op i stuerne. Materialerne sørgede mester selv for. Farverne købtes færdige. Det var kun til finere lakering at man selv rev farverne. Til oliemalerierne på væg brugtes palet, mens man på lofterne malede fra bøtte. Hvis de malede stående, hang bøtten på maven, og når de skulle have en anden farve, skiftedes bøtte. Arbejdstøjet var hvidt drejlstøj.[14]
Weesch’s dekorationsarbejde kan deles i malede prospekter, ornamentering og marmorering/ådring. De malede prospekter er enten en korrekt gengivelse efter tegning eller forlæg som på Bøstrupgård og Paulinelund, eller mere fantasifulde scenerier som på Strandhavegård.
Ornamentikken på lofterne er et kapitel for sig. En gennemgang af 14 bevarede lofter viser Weesch som en meget alsidig mester i ornamentikkens kunst. Dog er der visse ornamenter der gentages, og det samme gælder visse kompositioner med større eller mindre variation. Blandt kompositionerne synes kvindehermerne med frugtkurve på hovedet kombineret med billeder i ramme af dyr (Emmerbøllegård) eller frugter, grøntsager (Christianeslund) at have hørt til de foretrukne. Der er tale om en randdekoration som lader store dele af loftet stå ubemalet. En anden yndet komposition er englehimlen med tre svævende englebørn, ofte med noget forhærdede ansigter, blå himmel og skyer. Denne dekoration er gerne udført med en randdekoration bestående af bånd eller felter med muslinger, kornaks, åkander, frugter og grøntsager. Palmetslyngværk optræder som dominerende træk i et loft på Eliselund, mens bruskslyngværk med maskaroner er anvendt i stuen på Lejbøllegård.
Spisestueloftet på Eliselund, Weesch’s hovedværk i loftdekoration, er i en klasse for sig, dels på grund af størrelsen og dels fordi han i dette arbejde opsummerer en række af sine yndede ornamentformer og supplerer dem med nye af humoristisk tilsnit – som cirklen med de dybe tallerkener. Mæanderborten optræder hyppigt – smukt og præcist udført – men tung og traditionel. I sekundære rum står den alene, mens den i mere centrale rum suppleres med andre ornamentformer. Så er der mere fantasi og spræl i bambus- og espalierloftet på Paulinelund. Dekorationen er udført som en træramme med krydsliggende bambusstænger, henover hvilke vokser grønt bladløv. Ovenover hvælver den blå himmel sig med små drivende skyer. Rent ud raffineret er spiseværelsesloftet på Lohalsgården med den udspændte baldakin. Ved hjælp af lys- og skyggevirkning har Weesch forvandlet det flade loft til en svævende udspændt sejldug – bagved titter den blå himmel frem. Her er vi ved et af Weesch’s store talenter: at skabe illusionsnumre ved brug af penslen. I hans egen dagligstue i Lejbølle var gesimserne malet perspektivisk, så livagtigt, at folk undertiden gik hen for at lægge deres cigar på gesimsen.
Illusionskunsten gjaldt det netop i den tredie hoveddisciplin – at male vægge og døre, så puds og fyrretræ lignede marmor og ædle træsorter. Dette arbejde blev især udført i entreer og gange og findes bevaret på Lejbøllegård, Emmerbøllegård og Christianeslund.
At imitere træ og sten var en kunst som Weesch mestrede til fulde, og 3/4 århundrede efter at vægge og døre blev malet, stråler mahognydøre, egetræs-ådring, sort og grøn marmor. Denne kunst blev i øvrigt også praktiseret på møbler, og mange møbler er i tidens løb malet på værkstedet i Lejbølle. De blev ådret, og folk kunne få mahogny, ahorn, fugleøjetræ o.s.v. lige som de ville have det. Sommetider blev møblerne sortlakeret med forgyldte kanter med ægte bladguld. Der var små priser på arbejdet. En kommode ådret, stafferet og lakeret kostede 3 kr., stole 75 øre, skabe 5 kr. og en arbejdsvogn renset, malet 2 gange, sortmalet jerntøj og lakeret kostede 12 kr. – 65 øre om dagen var hvad Weesch kunne tjene på egen kost. Så var det bedre at male for gårdejerne. Tapetsering og klinkning af porcelæn hørte også med til geschæften. I årene inden første verdenskrig gik dekorationsmaleriet af mode. Smagen skiftede fra det stærkt dekorerede og snørklede til det mere enkle og funktionelle. Lofterne blev hvidkalkede og væggene tapetserede. Weesch malede stadig lofter, men nu var moden blandt de velhavende bønder bjælkelofter med knægte. Et sådant loft malede han i 1922 på Gundersgård og nymalede det så sent som i 1948, men dekorationsmaleriets store tid var slut.[15]
Malermesteren i Lejbølle havde dog mange jern i ilden. Han var lidt af en opfinder. I lang tid eksperimenterede han med en særlig giftig bundfarve til skibe, der kunne forhindre begroning, og han fik patent på en redningsvest, der kunne pustes op af den overbordfaldne. Desværre fik han aldrig råd til at sætte vesten i produktion, og den engelske marine tog senere patent på en lignende oppustelig redningsvest. Weesch demonstrerede selv sin opfindelse ved at hoppe i Dageløkke havn, og i Rudkøbing og Svendborg forsøgte han sig som veritabel frømand med svømmefødder og hænder lavet af voksdug.[16]
Et andet af Weesch’s talenter var at finde vand med en pilekvist. Det gik som regel godt, men da slagteriet i Rudkøbing i 30-erne skulle bruge ferskvand, kunne han trods ihærdige anstrengelser alligevel ikke finde vand – i stedet lod han pilekvisten føre sig og ledsagerne ind på det nærmeste værtshus, så dagen ikke var helt spildt.
En skælm var han, og som mange håndværkere holdt han af godt øl og brændevin. Engang da han havde fået for meget gammelt øl ved en høstfest på Christianeslund, var han gået omkuld, og gårdejeren bad karlene om at bære ham hjem. De bar ham op igennem skoven ved Egeløkke, og da de nåede op til landevejen sprang Weesch op, slog et par kraftspring og sagde, nu skal I have tak for turen! Weesch holdt lige fra sin ungdom meget af at synge, og der stak lidt af en digter i ham. Han var kendt for sine lejlighedsdigte, der godt kunne være af den bramfri slags, som da han engang om en skomagers kone med tilnavnet Jolle rimede:
Den mand sig og en Jolle har,
hvormed han tit en lysttur tar
og når han så i stavnen står
og hejser sine smakker,
så tænker han, det sagtens går
for hun er bredest agter.[18]
Tilbage til maleren Daniel Weesch. Allerede i sin ungdom gav han sig af med at tegne og male. En veludført blyantstegning fra hans svendeår findes i familiens eje. Den viser tre lazaroner fra Venedig og er sandsynligvis, som så meget andet udført efter forlæg. Blandt hans bedste og tidligste arbejder er en række portrætter – f.eks. portrætterne af Gundersgårds ejere, Lars Chr. Christensen og hans kone Hansigne Christensen. Oprindelig var Gundersgård to gårde og hed Gundersgårde, men da Hansigne blev enke giftede hun sig med Lars Christian fra nabogården og de to gårde blev slået sammen til én stor gård på 138 tdr. land. Deres børn, alle velhavende, befolkede i næste generation de større gårde i Lejbølle – Lejbøllegård, Eliselund, Emmerbøllegård og Gundersgård. Dette gårdmandsdynasti var som omtalt gode kunder hos Weesch. Portrætterne af Lars Chr. Christensen og hustru hænger i dag på Eliselund og Gundersgård. Også et stort oliemaleri af Gundersgård som den så ud omkr. 1900 findes i flere eksemplarer. Det største og ældste hænger i spisesalen i Emmerbøllegård, et meget lignende findes på Gundersgård og et tredie af nyere dato hos Lars Christensen, tidl. ejer af Gundersgård. Forklaringen på disse ens malerier er, at børnene hver fik et billede af Gundersgård. Det yngste barn fik da også et maleri af gården som den så ud med det nyopførte stuehus fra 1921.[19]
Weesch malede meget på bestilling. Hans ældste billeder er usignerede, men hører til hans bedste. Med årene kneb det for ham at føre penslen med sikker hånd, og motiverne blev stereotype. Især synes han at have været leveringsdygtig i naive skovscenerier, gerne med et par rådyr indflettet. Bedst er Weesch når det gælder de topografiske malerier – skildringen af gårde, bebyggelse og landskaber, men hans motivkreds spænder lige fra det religiøse: Jesus på Genezareth sø, et billede han selv holdt meget af, til det melodramatiske: Brev fra fronten. Det humoristiske lurer bestandig bag alvoren, som de tre søsyge fiskere i båden på Genezareth sø og i portrætteringen af den store arkæolog Jens Winther stående ved siden af den overdimensionerede Kædeby Dysse.
Rundt omkring i de langelandske hjem hænger stadig mange Weeschmalerier, og da Langelands Museum arrangerede en Weesch-udstilling i foråret 1984 kunne vi ikke have plads til alle de malerier, som vi fik tilbud om at låne.[20]
Mens oliemalerierne formentlig vil blive bevaret for eftertiden, ser det værre ud for de mange væg- og loftsmalerier. Dér kommer pietetsfølelsen til sidst på en hård prøve. Den 25. jan. 1958 døde maleren i Lejbølle, 93 år gammel, næsten til det sidste aktiv i sit fag.
