Museer og samlinger i 1935 – og deromkring

»Odense Bys offentlige Samlinger« var institutionens officielle navn, ligesom institutionens bestyrelse kaldtes »Odense Byraads Udvalg for de offentlige Samlinger«. Denne noget intetsigende betegnelse opstod omkring 1910, hvor det ene museum – Fyns Stiftsmuseum – var blevet til tre museer. Almindeligt accepteret blev betegnelsen imidlertid aldrig, og i 1950 tog man da også konsekvensen heraf og omdøbte institutionen til det mere dækkende og mere mundrette Odense Bys Museer. For nemheds skyld vil det nugældende navn lejlighedsvis blive anvendt – også hvor det drejer sig om tiden før 1950.

Odense Bys Museer omfattede i 1935 og frem til 2. verdenskrig følgende tre museer: Fyns Stiftsmuseum med meget blandede samlinger, Fyns Folkemuseum, som havde til formål at give »et levende indtryk af fynske borgeres og bønders liv siden reformationstiden« og H.C. Andersens Hus som – sammen med H.C. Andersens Barndomshjem – skulle berette om H.C. Andersens liv og virke.

Mens Folkemuseet og H.C. Andersen-museerne fra starten havde en veldefineret målsætning – samt en saglig og/eller geografisk afgrænsning for deres virke, var der væsentlige problemer knyttet til Stiftsmuseets virksomhed. Fra starten var denne lagt meget bredt an, måske nok for bredt. Og selv om Lotze’s museumsbygning fra 1885 havde fået en kraftig udvidelse i 1897-98, med tre fløje omsluttende en overdækket gård, var huset nærmest fyldt til bristepunktet med mange og forskelligartede samlinger.

I stueetagens sydlige halvdel fandtes – dengang som nu – oldsagssamlingen og som afslutning på denne en lille middelaldersamling, fortrinsvis kirkeinventar. Etagens nordlige halvdel var optaget af en meget stor afstøbningssamling, omfattende afstøbninger af såvel antikke skulpturer som renaissancens billedhuggerkunst. I midten, d.v.s. i skulptursalen og den bagvedliggende sal mod øst forefandtes skulptursamlingen bestående af danske billedhuggerarbejder. I kælderetagen var der under oldsagssamlingen i 1913 skaffet plads til en lille antiksamling, kombineret med en noget større etnografisk samling; resten af kælderen anvendtes til interne formål (kontor, magasiner, varmerum m.m.). På førstesalen optog malerisamlingen de fleste af lokalerne, men to store lokaler var dog reserveret museets mønt- og medaillesamling. Og på 2. sal, i forhuset mod Jernbanegade, husedes en ganske omfattende naturhistorisk samling, kombineret med en mindre mineralogisk samling.

Det må indrømmes, at der var rige muligheder for oplevelser for 30’ernes museumssøgende publikum, der formedelst en 25-øre skaffede sig tiltræde til Fyns Stiftsmuseum. Selve navnevalget – siden 1910 Fyns Stiftsmuseum – tilkendegav også klart en ambition om at være et hovedmuseum for hele den fynske region. Fynboerne skulle hér og på Fyns Folkemuseum kunne få næsten de samme oplevelser, som i København kunne fås på Nationalmuseet, Kunstmuseet, Dansk Folkemuseum m.fl. museer. Men nægtes kan det ikke, at blot samlingernes daglige røgt og pleje – for slet ikke at tale om fortsat indsamling – må have frembudt mange og store problemer for den tids museumsbestyrelse(-udvalg) og et yderst fåtalligt personale. Det er ikke uden grund, at den daværende museumsleder udtalte, at man må være »universal-specialist« for at være museumsmand i Odense.⁵

Indsamling og undersøgelse

Det er karakteristisk for 1930’erne, at den gennem mange år praktiserede passive indsamling – ved modtagelse af gaver og køb af tilbudte genstande eller kunstværker – fik en mere aktiv, målrettet indsamling som sit modstykke. Kraftigst dokumenteredes brydningen mellem disse to indsamlingsformer inden for oldsagssamlingens virksomhed. Ganske vist forekom endnu køb af enkeltfundne oldsager og ganske vist erhvervede man så sent som i 1938 en større oldsagssamling, tilvejebragt af en privat samler. Til gengæld var denne privatmand den fremragende amatørarkæolog, kammerherre Fr. Sehested, hvis fagmæssigt tilvejebragte samlinger for bronce- og jernalder på denne måde kom i museumseje og reddedes for eftertiden. Broholm-samlingen måtte købes, men kort efter fik man en større samling som testamentarisk gave fra den i 1940 afdøde amatørarkæolog, apoteker P. Helweg Mikkelsen, Odense. Helweg Mikkelsen og Stiftsmuseet havde gennem 30’erne haft et nært samarbejde. Mange af apotekerens fund var løbende tilgået Stiftsmuseet. Nu kom resten – som et naturligt »Anhang« til faderen, apoteker Chr. Mikkelsens samling, der var tilgået museet tidligere. Begge apoteker-samlinger indeholdt også betydelige mængder af oldsager med jysk proveniens. Herved aktualiseredes museets ønske om fremtidig at begrænse sig til den fynske oldtid, både i henseende til indsamling og udstilling.

Aktiv indsamling af oldsager, som resultat af egne udgravninger, havde Stiftsmuseet afholdt sig fra i årtier. Dels var det efter de da gældende regler ikke museet tilladt at gøre det, dels havde museet ikke haft den fornødne ekspertise til at gennemføre udgravninger. Hér skete der imidlertid en afgørende ændring i året 1933. Det gamle spændingsforhold til Nationalmuseets 1. afdeling blev efter Johs. Brøndsteds tiltrædelse af lederstillingen hér afløst af et frugtbart samarbejde. Man traf simpelthen den aftale, at Svend Larsen, som var historiker, ikke arkæolog, lod sig »efteruddanne« i udgravningsteknik og udarbejdelse af fundberetninger. Dels ved deltagelse i nogle af Nationalmuseet ledede udgravninger, dels ved deltagelse i den førnævnte Poul Helweg Mikkelsens udgravninger. Og netop i 1935 kom sidstnævntes mest betydningsfulde undersøgelse, skibsgraven i Ladby, ved hvis fremdragning Nationalmuseet, Stiftsmuseet og privatarkæologen kom til at fungere sammen i en smuk treklang. Kun 2 år senere, i 1937, kom så den af Stiftsmuseet ledede undersøgelse af jernalderbopladsen ved Aasum, påbegyndt af Svend Larsen og videreført af Erling Albrectsen. Nu kunne Fyns Stiftsmuseum stå på egne ben.

For det øvrige Stiftsmuseum tegner billedet sig noget forskelligt fra samling til samling. Afstøbningssamlingen øgedes ikke yderligere, og til de etnografiske og naturhistoriske samlinger foretog man kun få og mindre erhvervelser, fortrinsvis ved gaver. Mønt- og medaillesamlingen var derimod genstand for megen opmærksomhed og aktiv indsamling – som supplement til store testamentariske gaver i 1920’erne, fra hvidgarver L.C. Petersen og apoteker Chr. Mikkelsen.

Indsamlingen til kunstsamlingen var endnu omkring 1935 præget af en vis tøven og usikkerhed. Ganske vist havde man forlængst bestemt sig for at begrænse sig til dansk kunst, maleri såvel som skulptur. Men det kneb med at få fastlagt en linje i indsamlingen. Skulle man koncentrere sig om ældre kunst eller kaste sig ud i den nutidige? Dansk kunst i fuld bredde eller den kunst, som havde lokal tilknytning i kraft af kunstnerens fødsel og virke? Problemet var ikke let at løse, og Ny Carlsbergfondets årlige uddelinger gjorde nu heller ikke løsningen nemmere. Siden 1925 havde man årligt ladet hvert af de statsstøttede danske kunstmuseer vælge – efter lodtrækning – 2-3 kunstværker blandt fondets årlige indkøb af nutidskunst. De således erhvervede kunstværker udgjorde en væsentlig del af den samlede accession, så det var ikke let at stikke en linje ud. Ved museets »egne« erhvervelser satsede man fortrinsvis på »fynsk kunst«, formentlig bestyrket heri af museumsbestyrelsens kunstneriske konsulent, Leo Swane, Statens Museum for Kunst. Imidlertid tabte hverken han eller museet den øvrige danske kunst af syne, men midlerne var små og meningerne delte. Det er nok forklaringen på den nævnte usikkerhed.

I Fyns Folkemuseum og H.C. Andersen-museerne forløb indsamlingen stort set på samme vis som da disse museer blev etableret. Man tog med glæde mod de gaver, som velmenende medborgere gerne så bevaret for eftertiden ved overdragelse til museumseje, og man tog stilling til de tilbud om køb, som meldte sig. Naturligvis inden for de rammer der var stillet for disse museers hele virksomhed. Og dog kan vi også hér konstatere en overgang til mere bevidst indsamling. For Folkemuseets vedkommende ved at ofre særlig opmærksomhed på erhvervelser, der udgjorde en form for helhed. Som eksempler kan nævnes erhvervelsen i 1935 af købmand Simon Haibles hjem (Overgade 3, Odense), alt indboet fra en beskeden borgerlig lejlighed ca. 1860, senere en hel stue i senempire fra ejd. Frederiksgade 30. Hér kom også væggenes tapeter og loftsdekorationerne med på museet. En hel smedie – den såkaldte Holsedore-smedie – kom ligeledes i hus på denne tid. Ganske vist måtte man indtil videre stuve disse erhvervelser til side, hvor der kunne findes plads, i kælderen eller på loftet.

H.C. Andersens Hus, som i 1930 havde erhvervet sin største skat, originalmanuskriptet til »Mit Livs Eventyr« (1855), fortsatte gennem 1930’erne med at erhverve sluttede brevrækker inden for digterens enorme korrespondance. Man lagde for med et ikke ubetydeligt antal breve til B.S. Ingemann – der var ikke penge til dem alle – og fortsatte derefter med stort set komplette brevrækker, til Odense-veninden Henriette Hanck, til hendes københavnske navnefælle Henriette Wulff, til fruen på Basnæs Henriette Scavenius og endelig til – og fra – vennerne på Holsteinborg. Aldrig før eller siden har dette museum til sit arkiv erhvervet et så omfattende og betydningsfuldt materiale. Ikke uden grund kunne museets gode ven og uofficielle konsulent, H. Topsøe Jensen, i en rapport til Videnskabernes Selskabs arkiv-kommission karakterisere museet således: »Med disse Erhvervelser lagt til den tidligere Bestand indtager Museet paa betydningsfuld Maade Andenpladsen efter Det kongelige Bibliotek som Studiested for H.C. Andersens skriftlige Efterladenskaber«.⁶

Registrering

Det er Chr. M.K. Petersens uvisnelige fortjeneste, at han lige siden han i 1906 blev Odense-museernes leder har sørget for, at hver erhvervelse blev ført til protokols. Den samme omhu blev ofret på oldsager, naturalier, mønter, malerier, bohave og andet – i snævrere forstand – kulturhistorisk materiale, foruden »anderseniana«, det være sig et kosteligt originalmanuskript eller et visitkort med en lok af digterens hår! Alt fik et nummer, og de medfølgende oplysninger blev noteret ned. Takket være denne første museumsinspektørs akkuratesse m.h.t. registrering er Odense Bys Museer i den behagelige situation, at også de tidlige erhvervelser er »talende«. Mange museer har samlinger, hvor proveniensoplysningerne er gået i graven med deres indsamlere.

I det lange løb – og i takt med samlingernes vækst – meldte sig behovet for overblik, et overblik som kun sagligt ordnede kartoteker kan skaffe til veje. Førstemanden i næste generation, Svend Larsen, kom til at starte udarbejdelsen af slige kartoteker. Såvidt det nu kan skønnes, blev begyndelsen gjort med et seddelkartotek over græske mønter i Stiftsmuseets mønt- og medaillesamling, men hans største indsats på dette felt blev dog udarbejdelsen af et fuldstændigt kartotek over Fyns Folkemuseum plus Stiltsmuseets middelaldersamling – altsammen med henblik på disse samlingers fremtidige anvendelse og placering i Møntestræde-museet. Kartoteksarbejdet fandt sted i årene 1935-39. Som ledetråd ved samlingernes ordning anvendtes de principper, som siden (1941) autoriseredes i den såkaldte »Helge Søgaards registrant«. Hver eneste genstand blev fotograferet, fotografierne påklæbedes kartoteks-, kortene, og disse blev fremstillet i to eksemplarer, således at man både fik et sagligt og et topografisk kartotek. Nu var der bragt orden til veje – og overblik. Rundt regnet 10.000 museumsgenstande drejede det sig om, et ikke ringe antal efter en indsamlingsperiode på 25, resp. 50-75 år.

H.C. Andersens Hus, som vist på mange måder var Chr. M.K. Petersens hjertebarn, fik også sit første kartotekssystem, efter et grupperingsprincip som gik tilbage til opstillingen af museets første accessionsprotokol. Helt entydig er grupperingen unægtelig ikke, men det må indrømmes, at for et specialmuseum af den slags – stærkt personorienteret som det er – er en »normal« kulturhistorisk registrant ikke umiddelbart anvendelig. Også hér var samlingen i 1930’erne vokset til et anseligt antal »genstande« – når hertil også regnes alle bøger, arkivalier, billeder o.m.a. – Så var Stiftsmuseets kunstsamling nemmere at få has på i så henseende. På foranledning af den i 1934 startede Forening af danske Kunstmuseer påbegyndtes udarbejdelsen af kartoteker over provinskunstmuseernes samlinger. I Odense blev arbejdet udført af to ganske unge kunsthistorikere, Lars Rostrup Bøyesen og Jan Zibrandtsen, og da arbejdet finansieredes af Ny Carlsbergfondet, slap museet billigt om ved den opgave. Genparter af kartotekskortene placeredes i Ny Carlsbergfondet og Statens Museum for Kunst, hvorved arbejdet sådan set foregreb vore dages centralregistrering af kunst.

Bevaring

Dette emne kan gøres meget kort af, for nogen større bevaringsindsats magtede Odense-museerne ikke at udføre. Stiftsmuseet havde ganske vist siden sin start i 1885 haft en konservator blandt sine få medarbejdere, men denne varetog kun konserveringsopgaver for den naturhistoriske samling – ved siden af opsyn i samlingen – og da han højt bedaget trak sig tilbage, afløstes han af en opsynsmand. Denne samling måtte sidenhen klare sig med tilrejsende zoologiske konservatorers kærlige pleje. Også kunstsamlingen blev i konserveringsmæssig henseende tilset af tilrejsende konservatorer, i dette tilfælde udgået fra Statens Museum for Kunst og ved kunstmuseumsforeningens mellemkomst. De øvrige samlinger måtte stort set skøtte sig selv. For oldsagernes vedkommende lod det sig lejlighedsvis gøre at få Nationalmuseets bistand, og det var også med dette museums hjælp, at man i 1930’ernes slutning fik oplært Stiftsmuseets kustode i lerkarsammensætning. Med den nye udgravningsaktivitet var sligt en simpel nødvendighed. Men komplicerede opgaver – og al metalkonservering – udførtes dog fortsat af konservator Raklev på Nationalmuseet.

Selv om det utvivlsomt for 1930’emes museumsfolk stadig var et hovedformål med den fortsatte indsamling at gøre udstillingen som sådan så fyldig og så dækkende som muligt, var man også kommet i et slemt behov for magasinplads, til opbevaring af de ikke-udstillede samlinger. På magasiner var der ikke tænkt i 1885, og et udmærket kælderrum under sydfløjen fra 1897-98 blev hurtigt taget i brug som udstillingsrum. Så var man lige vidt! I Fyns Folkemuseum var kælder og loft efterhånden fyldt helt op, og i H.C. Andersens Hus – som dog ellers fik en særdeles kraftig udvidelse i 1930 – var magasinet på størrelse med et diminutivt pigekammer. Hvad der ikke kunne finde plads her, måtte friste en kummerlig tilværelse på det uisolerede loftsrum i hjørnehuset, det egentlige H.C. Andersens Hus. Kort sagt: Bevaringsbetingelserne var overalt yderst kritisable.

Noget bedre stillede sagerne sig m.h.t. foranstaltninger, som skulle tilsikre samlingernes fysiske tilstedeværelse og hindre tyveri. Den mest sårbare samling, møntsamlingen, var tidligt blevet udstyret med tyverialarm, og i Stiftsmuseets bygning sørgede jerngitre i kælder- og stueetagens vinduer for at vanskeliggøre uønskede gæsters indtrængen. Man ville gerne undgå en gentagelse af det indbrud, som gik for sig i 1915 og hvor tyven forhindredes i sit forehavende af en tililende nattevagt, som »skønt ramt af et Par Revolverkugler, forfulgte Tyven over en længere Strækning«. Den modige nattevagt fik heldigvis en net dusør.⁷ I åbningstiden var samlingerne forsåvidt velbevogtede – i hvert fald sammenlignet med senere tider – idet der på Stiftsmuseet var opsyn på hver af bygningens tre etager. Man må gå ud fra, at de også har været i stand dl at give publikum en vis information om de udstillede samlinger, omend dette næppe har været alt for velset hos museumsledelsen. Nogle opsyn havde en særdeles lang tjeneste bag sig. Endnu i 1935 fungerede i Fyns Folkemuseum og H.C. Andersens Hus de samme opsyn, som blev antaget ved museernes åbning i 1908 og 1910.

Udstilling

I det indledende afsnit er givet en redegørelse for arten og placeringen af Fyns Stiftsmuseums mange og forskelligartede samlinger. Der findes ikke vejledere fra dette tidsrum og kun et yderst sparsomt billedmateriale, hvorfor det er vanskeligt at udtale sig præcist om udstillingsformen. Datidens gentagne klager over pladsmangel taler imidlertid et tydeligt sprog. Værst var problemet i oldsagssamlingen. Allerede i 1885, ved museets indvielse, havde apoteker Lotze – sikkert med samlerens stolthed – konstateret, at »nu sukker Museets Skabe under Oldsagers Vægt«,⁸ og selv efter den kraftige udvidelse 1898 var det galt. Ikke mindst tilkomsten af apoteker Chr. Mikkelsens samling (1909 og 1924) forøgede problemerne. I øvrigt var denne gave behæftet med den klausul, at oldsagerne skulle udstilles samlet og i et dertil reserveret rum. Dette var i sig selv betænkeligt, men lige så betænkeligt var det, at vægten alene, i allerbogstaveligste forstand, udgjorde en risiko for etageadskillelsen og den nedenunder beliggende etnografiske samling. Her måtte en solid afstivning til for at imødegå en katastrofe.

Kunstsamlingen havde vel forholdsvis bedre plads til sin endnu meget overskuelige samling, i hvert fald malerisamlingen, og dog måtte en privatejet kunstsamling, tilhørende Lorenz Frølichs arvinger og siden 1929 deponeret i Stiftsmuseet, anbringes i møntsamlingen, hvor den efter fotografier at dømme ikke har præsenteret sig altfor kønt. Og i 1936 blev Frølich-arvingerne anmodet om at tage samlingen retur. Der var ikke længere plads.

H.C. Andersens Hus havde i 1930 fået sit udstillingsareal mere end 5-doblet; dérfra lyder ingen klager over pladsmangel. Ej heller fra mini-museet H.C. Andersens Barndomshjem. De to H.C. Andersen-museer delte i 1934 emnerne således mellem sig, at Barndomshjemmet skulle berette om Andersens »odenseanske barndom« (1805-19), mens udstillingen i H.C. Andersens Hus tog sin begyndelse ved den nykonfirmerede H.C. Andersens eventyrlige rejse til København 1819. Denne opgavefordeling bibeholdtes helt til 1976.

Fyns Folkemuseum – eller Eiler Rønnovs gård – havde lige fra sin start kæmpet med pladsproblemer. Og den plads, man havde, var stort set uanvendelig. På folkemuseumsmanér ville man gerne kunne etablere interiører, forsøgte sig også med en bondestue og et borgerligt interiør. Men da der også skulle skaffes udstillingsplads til håndværkerlavene, bystyret, folkekunst og meget, meget andet, er det ikke underligt, at udstillingen dér ret hurtigt fik pulterkammer-karakter. De fortvivlende pladsforhold i dette museum blev den vigtigste drivkraft bag virkeliggørelsen af Møntestræde-museet.

Odense Bys Museer besøgtes i 1935 af ialt 47.612 personer. Siden museumsudvidelsen i 1930 tegnede H.C. Andersens Hus sig hvert år for det største antal besøgende, Stiftsmuseet for det næststørste. Før 1930 havde det været lige omvendt.

Der blev dengang – som nu – opkrævet entré ved alle museer – 25 øre for voksne og 10 øre for børn – men både onsdag og søndag eftermiddag var der gratis adgang, i hvert fald til Stiftsmuseet. Og selv om datidens besøgsstatistik er mangelfuld, ser det ud til, at gratisåbningerne blev flittigt benyttet.

Åbningstiden var efter tidens forhold usædvanlig lang. Alle ugens dage kunne man gå på museum, i sommerhalvåret inden for 6 timer, om vinteren reduceredes åbningstiden til 5 timer. Det var faktisk kun på allerhelligste helligdage, at museernes døre forblev lukkede. »Den åbne dør«-traditionen har altså høj ælde i Odense.

Styrelse

Odense Bys Museer var i 1935 100% kommunale museer, havde været det længe og var sammen med Thorvaldsens Museum i København stadig de eneste i deres art. Bestyrelsen af »de offentlige Samlinger« sorterede under et særligt udvalg, museumsudvalget, bestående af 5 personer, hvoraf de 4 var udgået af byrådets midte; det femte medlem, apoteker P. de Neergaard, repræsenterede sagkundskaben og kontinuiteten, det sidste endda i meget høj grad, al den stund han lige siden sin svigerfars G. Lotzes død (1893) havde haft sæde i museets styrelse og bevarede det til sin død i 1940. De øvrige medlemmer var politisk valgte. Indtil valget i 1937 lå formandsskabet hos de konservative (redaktør J.C. Dreyer, Fyens Stiftstidende, og efter dennes død 1935 sagfører Axel Ernst). Ved kommunevalget i 1937 fik socialdemokratiet flertal i byrådet. I museumsudvalget kom landspolitikeren C.N. Hauge (folketingsmand og tidl. handelsminister) til at bestride formandsposten.

I ældre tid var det ikke ualmindeligt, at de byrådsvalgte styrelsesmedlemmer deltog i det egentlige museumsarbejde, men det må indrømmes, at de særligt sagkyndige medlemmer: den nævnte apoteker de Neergaard, i tidligere tid arkitekt J. Vilh. Petersen (til 1931) og landsarkivar G.L. Wad (til 1913), i senere tid arkitekt Knud Lehn Petersen (1940-70), normalt havde bedre forudsætninger herfor end byrådsmedlemmer. Omvendt havde de sidstnævnte så absolut de bedste forudsætninger for at tale museernes sag i de politiske forsamlinger, først og fremmest i byrådet og først og fremmest i sager vedr. økonomi. I takt med den stigende professionalisering reduceredes museumsudvalgets indflydelse på det daglige arbejde, men endnu den politisk valgte sagfører Ernst, der var en meget kyndig numismatiker, kunne tilføre museumsarbejdet stor sagkundskab. Så sent som i 1940 indvalgtes arkæologen apoteker P. Helweg Mikkelsen i museumsudvalget. Hans død kort efter hindrede ham dog i at gavne museet på denne post, men det er ubestrideligt, at den samtidig indvalgte arkitekt og kgl. bygningsinspektør Knud Lehn Petersen i sin lange udvalgstid har haft stor indflydelse på udviklingens gang og på museernes skæbne.

Økonomi

Målt med nutidens alen var det såre billigt at drive Odense Bys Museer i 1930’erne, ca. 60.000 kr. hvortil dog skal lægges ca. 20.000 kr. til forrentning og afskrivning. Af hensyn til sammenlignelighed med senere regnskabstal skal vi tillade os at se bort fra denne post hér.

En ekstrakt af regnskabet 1939/40, fordelt på 4 hovedposter, viser nedenstående udgifter, idet den procentuelle fordeling er tilført af hensyn til sammenligneligheden med senere tal. De absolutte tal – uden hensyntagen til købekraft, inflationær udvikling m.m. – fortæller ellers intetsomhelst.

Det kommunale engagement i museumsdriften udmøntedes således i en underskudsdækning, svarende til 2/3 af den totale drift, men museerne var dog – ved entré- og salgsindtægter – selv i stand til at klare dækning af ca. 1/4.

De statslige tilskud – for der var to, et større til kunstsamlingen og et mindre til de historiske samlinger – var af mindre betydning. De var ganske vist vokset lidt, men ikke meget, siden deres indførelse i 1880’erne, og der var da også gjort flere forsøg på at få dem hævet, foreløbig uden held. Amtstilskuddet var af ganske ny dato, og det var ikke stort. Det kom fra Odense og Assens amter. Svendborg amt var også blevet ansøgt, men hérfra kom der ingen penge.

Personale

Til varetagelse af museumsarbejdet – i videste forstand – forefandtes i 1935 et personale på ialt 8, hvoraf 6 var beskæftiget med opsyn og billetsalg – plus rengøring og meget andet, formodentlig også uofficiel publikumsinformation. Begrebet faggrænser havde endnu ikke vundet indpas. Og disse 6 opsynsmænd var fordelt med 3 på Stiftsmuseet og 1 på hvert af de 3 øvrige museer. Tilbage bliver et – i snævrere forstand – fagligt personale på 2 personer, nemlig museernes mangeårige leder (siden 1906) museumsinspektør, cand. theol. Chr. M.K. Petersen⁹ og museumsassistent, cand. mag. Svend Larsen. Museumsinspektøren var deltidsbeskæftiget, idet hans hovedbeskæftigelse var undervisning på en af byens privatskoler. Ret beset var der kun et par daglige eftermiddagstimer til museumsarbejdet. På den baggrund var det et meget væsentligt skridt, som blev taget, da man i 1931 til hans aflastning ansatte en fuldtidsbeskæftiget historiker.

Professionaliseringen øgedes endda i 1930’ernes slutning. Hidtil havde museumsinspektøren – siden også museumsassistenten – varetaget alt det administrative arbejde med budget og regnskab, personaleadministration, korrespondance m.m., men i 1937 fik de dog en aflastning, ved ansættelsen af en kontormedhjælper. Og året efter blev der mulighed for at ansætte en museumsbetjent – med uddannelse som snedker – til disposition for alle museerne. Herved lagde man grunden til et eget konserveringsvæsen; museumsbetjenten – Peder Hansen – blev i 1946 museernes første konservator. I 1939 skete der et lederskifte. Svend Larsen efterfulgte Chr. M.K. Petersen, inspektørstillingen blev opnormeret som fuldtidsstilling, og i 1940 ansattes arkæologen, cand. mag. Erling Albrectsen i den ledige museumsassistentstilling.

Til afrunding af billedet m.h.t. de personalemæssige ressourcer skal det nævnes, at man udover de hér nævnte stillinger kunne trække – og faktisk også trak – på en vis konsulentassistance fra museer i hovedstaden. Det er allerede nævnt, at den naturhistoriske samling og kunstsamlingen havde et vist konservator-tilsyn, og mindst ligeså vigtigt var det, at Kunstmuseets direktør, Leo Swane, i en længere årrække fungerede som uofficiel konsulent for kunstsamlingens vedkommende. Han bistod museet ved kunstkøb – på auktioner og udstillinger – og han påtog sig lejlighedsvis nyophængning af malerierne på Stiftsmuseet. Derimod har han vistnok aldrig befattet sig med skulptursamlingen. Endelig kunne museet altid få hjælp fra museumsinspektør Chr. Axel Jensen, Nationalmuseet. Denne var ganske vist også en slags tilsynsførende, nemlig med statstilskuddets anvendelse, men han var i mindst ligeså høj grad en hjælper og vejleder, hér som ved andre kulturhistoriske museer i provinsen.¹⁰

Med denne udvikling på det personalemæssige område var Odense-museerne blevet professionaliseret i en grad, som dengang kun yderst få – om noget – var det i den danske provins. En lignende udvikling var i gang i Århus – foreløbig kun ved købstadmuseet Den gamle By – og senere ansattes fagligt uddannede ledere ved museerne i Aalborg, Haderslev og Kolding, men i den øvrige provins fandt professionaliseringen først sted som en konsekvens af 1958-museumsloven.

Bygninger

Man kan ikke påstå, at Odense-museernes bygninger i henseende til kvalitet var dårlige, snarere tværtimod. Eiler Rønnovs gård, H.C. Andersens Hus og Barndomshjem var ganske vist gamle bygninger, førstnævnte af såre anselig ælde (1547), men de var alle først i indeværende århundrede blevet grundigt restaureret og indrettet med henblik på museumsformål. Fyns Stiftsmuseum, hovedmuseet, var endda opført som museumsbygning. Og så var den kun 50 år gammel. Belysningsforholdene var rimeligt gode, hvad kunstsamlingens lokaler den dag i dag bærer vidne om. Ganske vist måtte man nøjes med Vorherres dagslys, da kun kælderetagen og en del af stueetagen var udstyret med elektrisk belysning. Men i vinterhalvåret lukkede museet jo også kl. 15, og aftenåbning kom slet ikke på tale.

Tekniske installationer var det i det hele taget lidt småt med. Stiftsmuseet var »født« med et kaloriferesystem, hvor varm luft via et sindrigt kanalsystem tilførtes de forskellige museumslokaler. Efter udvidelsen 1897-98 slog det ikke til, og et supplerende »varmeværk« i nordfløjen gjorde ikke simationen stort bedre. I H.C. Andersens Hus og Eiler Rønnovs gård havde man i mange år måttet klare sig med petroleumsovne, men ved udvidelsen 1930 fik førstnævnte museum »centralvarme«, og i Folkemuseet søgte man ved en sikkert primitiv el-varme at holde kulden på afstand.

Det bygningsmæssige hovedproblem var – og havde længe været – mangelen på plads. Med én undtagelse – H.C. Andersens Hus – var udstillingsarealerne og -mulighederne alt for små og for få. Museumsgæsterne kunne som følge heraf ikke »se skoven for bare træer«, de udstillede genstande kunne ikke komme til deres ret, og »bag kulisserne« var der den samme trængsel: voksende samlinger, et let stigende personalehold, personalets arbejde med og for samlingerne. Noget måtte gøres, og noget blev gjort!

En og anden læser vil måske undre sig over, at der er ofret så megen plads på en beskrivelse af, hvad man kunne kalde »den museale situation« i Odense omkr. 1935. Men når man skal betragte den lokale museumshistorie over så langt et tidsrum som 100 eller 125 år, fristes man uvilkårligt til at fokusere på starten og på dagen i dag. Her er det forsøgt at standse op midtvejs og rette kikkerten både bagud og fremad. Man kan nikke genkendende til meget fra Lotzes bredt anlagte og vidtfavnende museum. Hans mange samlinger forefandtes stadig, hans museum havde formeret sig ved en slags »knopskydning«, men samtidig var der forandringer på vej. Svundne tiders »arbejdende bestyrelser« var på vej til at blive et politisk sammensat udvalg, mens museumsarbejdet i stigende grad udførtes aflønnet arbejdskraft, med faglig baggrund af forskellig art. En vis graduering eller specialisering var også ved at indfinde sig, tydeligst for de forhistorisk-historiske samlingers vedkommende. Ved ansættelse af en fagarkæolog, med oldsagssamlingen som primært område, frigjordes arbejdskraft til samtidig opprioritering af samlingerne fra historisk tid. Endelig bidrog den ændrede faglige kompetence i meget høj grad til at bedre forholdet til Nationalmuseet i København. Det gamle forhold – hérfra præget af sådanne fornemmelser som afhængighed, mindreværd, kontrol og opsyn – var godt på vej til at blive afløst af samarbejde og en fornemmelse af jævnbyrdighed og ligeværd.