I 1942 lagdes grundstenen til den første bygning i Den fynske Landsby, og 4 år efter kunne dette nye museum åbne sine porte officielt for publikum. Aktiviteten i den forløbne periode havde været stor. Ikke færre end 8 bygninger stod færdige, bl.a. så store anlæg som den firlængede gård fra Fjelsted, Davinde Vandmøllegård og den stråtækte vindmølle fra Maderup. Mange mennesker havde været i gang for at gennemføre dette arbejde omfattende minutiøse opmålinger, fotoregistreringer, nummerering af sten, træværk m. v., flytning samt genrejsning. Og hertil skal lægges arbejdet med at gøre det nyerhvervede areal ved Hunderup Skov klar til brug med de rette landskabelige træk, f.eks. gravning af mølledam og slugt ved Davinde Vandmølle.
Med grundstenslæggelsen føjedes en ny museumsafdeling til Odense Bys Museer – en museumsafdeling hvis primære mål er at belyse bondekulturen på Fyn med udgangspunkt i bygningerne.
Allerede fra grundlæggelsen benævntes Den fynske Landsby »landbygningsmuseet«, og landbygninger har da også stået som hovedemne gennem de nu forløbne snart 45 år. I det følgende skal gives en oversigt over arbejdet hermed, herunder de aktiviteter, der er i gang netop i disse år. Oversigten opdeles i følgende afsnit, dækkende 4 indfaldsvinkler til emnet:
Museets »permanente udstilling« består primært af genrejste landbygninger fra det fynske område. Ideen bag denne måde at bevare gamle bygninger på er, at man foruden bevaring tillige kan gøre forskellige bygninger og forskellige byggeskikke tilgængelige for publikum på ét og samme sted. Der kan vises forskellige konstruktionstyper, forskellige byggematerialer og forskellige bygningsfunktioner. Præstegård og fattighus kan stilles over for hinanden, og byggeskik fra forskellige egne kan umiddelbart sammenlignes. Bygningerne kan således opfattes som »almindelige museumsgenstande« på linie med, hvad andre kulturhistoriske museer indsamler og udstiller. Også ved bygninger udgør »indsamlingssituationen« (dvs. udvælgelse, opmåling og registrering) et væsentligt led i brugen af objektet som kilde til historien. Det samme gælder det stadige vedligeholdelsesarbejde, som er nødvendigt. Arbejdet kan sammenlignes med konservatorernes behandling af »normale« museumsgenstande. Det vedligeholdelses- og bevaringsarbejde, der gennemføres ved et frilandsmuseum, skal således gøres med samme grundighed og med samme minutiøse registrering, som f.eks. finder sted ved arkæologiske fund. Bygninger på museum er væsentlige kilder til byggeskikkens historie, og kun få bygninger er så grundigt registrerede og bibeholdes så nær en oprindelig situation med brug af korrekte materialer, f.eks. tækning med halmsimebånd, lægter af hasselgrene o.lign.
Vender vi tilbage til oprettelsen af Den fynske Landsby, så var det målet dels at redde et udsnit af de gamle landbygninger fra det fynske område, dels at sammensætte disse i en landsbylignende gruppering, hvorved bondekulturen i 1700- og 1800-tallet kunne præsenteres i et tilstræbt korrekt miljø. For at understrege dette, er der løbende siden oprettelsen sket udbygninger med interiører, haveanlæg, marker, husdyr, fungerende værksteder m.v.
Af bygninger hjemtaget som »museumsgenstande« råder Den fynske Landsby i dag over 22 genrejste bygningsanlæg, 1 ligger på lager, 1 er under nedtagning og 1 er under opmåling. Målt over tid er selvfølgelig langt den største del af bygningerne hjemtaget og genrejst i museets første tid. I den periode skulle grundlaget for museets publikumsrettede aktivitet skabes.
Udvælgelsen af de første bygninger foretoges ved en række besigtigelsesrejser til alle dele af Fyn gennemført i efteråret 1941 af museumsdirektør Svend Larsen, Odense, sammen med kgl. bygningsinspektør Knud Lehn Petersen og overinspektør Kai Uldall, Frilandsmuseet. Som grundlag havde man Nationalmuseets berejsninger foretaget bl.a. af Zangenberg i 1920’erne og 1930’erne, hvor Frilandsmuseet i Lyngby var på jagt efter egnede bygninger fra det fynske område.[1]
I det følgende gives en skematisk oversigt over genrejste bygninger i Den fynske Landsby. Som det kan bemærkes heraf, udgør bygningerne ikke en helt korrekt repræsentation i forhold til bygningsarten i en normal fynsk landsby i 1800-tallet. Der er lagt mere vægt på at have eksempler på særlige bygninger som teglværk, skole m.v. Endelig er der i landsbyen nogle »vildskud«, som næppe har meget med en fynsk 1800-tals-landsby at gøre. Det drejer sig dels om Brahesborg-huset, der i dag fungerer som billetsalg og kontorer, og dels havehuset fra Riisingsminde, som ligger ved haven ved Davinde Vandmøllegård. Brahesborghuset har oprindelig været væksthus for godset Brahesborg og ligget i herregårdsmiljøet. Grunden til at det rejstes i Den fynske Landsby – som det første – er, at huset allerede i 1930’erne foræredes til et kommende bygningsmuseum i Odense. Om bygningen fortsat skal stå i Den fynske Landsby er et spørgsmål, som skal tages op i forbindelse med en planlagt rejsning af en udstillingsbygning (gammel bindingsværkslade) i landsbyens udkant. Riisingsminde-havehuset stammer fra den større gård Riisingsminde, som tidligere lå i Odenses østlige udkant. Havehuset må i forhold til Davinde Vandmøllegård nok betegnes som lidt for pompøst til de jævne forhold, gårdens øvrige bygninger lade formode.
Fjelstedgården (6) – Fjelsted by, Fjelsted sogn.
Firlænget, sammenbygget gård. Rejst som eksempel på den vestfynske sulekonstruktion. Ældste dele fra 1600-tallet, stuehus fra 1700-tallet med flere ombygninger, senest 1883.
Nedtaget og genrejst 1942-44.
Torupgården (9) – Torup by, Skamby sogn.
Firlænget, sammenbygget gård. Eksempel på nordfynsk gård, sammenbygget og med spærkonstruktion. Ældste dele fra begyndelsen af 1800-tallet, en række ombygninger frem til 1855, bl.a. ny vestlænge fra dette år. I tilknytning til gården er opført rundt hestegangshus fra Sdr. Nærå by og sogn, opført 1863.
Gården nedtaget 1959, genrejst 1979-81.
Hulegården (11) – Marstal landsogn, Ærø.
Enlænget gård med beboelse og stald i samme bygning. Typisk for de sydfynske øer. Gården er dog senere forøget med vinkellade og svine/brændehus. Opført 1780, lade i 1782, med forlængelse i 1792. Svine/brændehuset fra 1838.
Nedtaget 1947, genrejst 1947-48.
Tommerup Præstegård (7) – Tommerup by og sogn.
Grundplan fremstår som U-form, bestående af stuehus i 2 vinkelbyggede længer, lang staldlænge med lille vinkelbygning samt fritliggende forvalterbolig. Eksempel på fynsk præstegård, rødkalket. Ældste dele fra 1692, stuehus fra 1780’erne og 1840. Staldlænge fra 1792 med udbygning fra første årti i 1800-tallet. Forvalterbolig fra 1700-tallet, ombygget 1849.
Nedtaget 1955, genrejst 1957-71.
Melby-bolstedet (10) – Melby by, Kærum sogn.
Firlænget, sammenbygget bolsted. En typisk planform for mindre fynske brug. I 1822 opført som 2-længet ejendom, udvidet i 1844 med yderligere 2 længer.
Nedtaget i 1948, genrejst 1950-51.
Turup-huset (16) – Turup mark, Turup sogn.
Trelænget husmandssted, udflyttet ved udskiftningen til yderste del af bymarken. Typisk fynsk planform for mindre ejendomme. Opført i de første årtier af 1800-tallet, udlængerne udvidet lidt i midten af århundredet.
Nedtaget 1944, genrejst 1947.
Lunge-Bjerge-huset (21) – Lunge Bjerge, Gelsted sogn.
Trelænget husmandssted fra de stærkt kuperede og skovbevoksede egne på Vestfyn. Opført i tiden omkr. år 1800.
Nedtaget 1944, genrejst 1946.
Davinde Vandmølle (1) – Davinde by, Davinde sogn.
Firlænget, sammenbygget møllegård med mølleri og stuehus i samme længe. Repræsentant for de tidligere mange fynske vandmøller. Nuværende bygninger opført i midten af 1800-tallet, startende med mølleriet i 1832, resten af stuehuset i 1841, vestlængen i 1847, sydlængen færdigopført i 1850 og endelig østlængen i 1860.
Nedtaget 1942, genrejst 1942-43.
Maderup Vindmølle (4) – Maderup by, Særslev sogn.
Stråtækt vindmølle i hollandsk type. En af de få bevarede stråtækte vindmøller på Fyn.
Opført 1832. Nedtaget 1943, genrejst 1944.
Væverhuset (5) – Vesterlunde by, Lunde sogn.
Enlænget beboelseslænge med lille sidebygning til stald m.v. Eksempel på nordfynsk landhåndværkerbolig, bl.a. med typiske gulkalkede undertavl. Ældste bygningshistorie usikker. I 1832 et 5-fags hus, som udvidedes i 1849 og 1864. Den lille tilbygning opført i 1870.
Nedtaget 1942, genrejst 1944.
Vigerslevhuset (15) – Vigerslev by, Vigerslev sogn.
Enlænget beboelseslænge med værksted i nordende. Forsynet med kvist, som blev almindeligt for større huse og gård-stuehuse i midten af 1800-tallet. Ældste dele af huset er fra 1838, kvisten fra 1849, medens forlængelsen med værksted i nord og gang i syd er fra 1891.
Nedtaget 1943, genrejst 1946-47.
Ulbølle Smedie (17) – Ulbølle mark, Ulbølle sogn.
Smediebygning i bindingsværk med tegltag. Beboelseslænge ikke flyttet med. Opført som repræsentant for de fynske smedier.
Huset bygget 1849. Nedtaget 1949, genrejst samme år.
Bladstrup Teglværk (12) – Bladstrup by, Hjadstrup sogn.
>
Teglovn med omgivende bygning, opført i trækonstruktion med tegltag. Muret ovn. Eneste bevarede højovn i landet. Typen var tidligere meget udbredt på Fyn. Bygget 1889.
Nedtaget 1953, genrejst 1956.
Katterød Hospital (8) – Katterød by, Diernæs sogn.
Enlænget bygning (fattighus) opført i kampesten med stråtag. Indrettet til 8 små lejligheder, bygget op omkring 2 skorstene. Opført 1785-86.
Nedtaget 1947, genrejst 1948-49.
Sortebro Kro (18) – Sortebro, Brudager sogn.
Flerlænget krobygning, indrettet med krostue, gæsteværelser, beboelse, stald og lade samt rejsestald. Eksempel på fynsk landvejskro med privilegier fra 1860. Ældste dele af bygningerne stammer fra 1805 (tidl. bolsted), staldlænge fra 1840, rejselade og udvidelse af stuehuset fra 1860.
Nedtaget 1943, genrejst 1945.I haven et keglehus (19) fra godset Erholm på Vestfyn. Opført i 1835.
Eskær Skole (22) – Eskær, Bregninge sogn.
Enlænget grundmursbygning med tegltag, opdelt i skolestue og lærerbolig. Rejst i Den fynske Landsby dels som repræsentant for almueskolen i 1800-tal-let, dels som repræsentant for det tidlige grundmursbyggeri på landet. Opført 1826-27, fremstår i dag i oprindelig skikkelse, idet en udvidelse i 1880’erne fjernedes ved genrejsningen.
Nedtaget i 1958, genrejst 1976.
Birkedommerfængslet (23) – Liselund, Kullerup sogn.
Lille firkantet fængselsbygning med celle i kampestenskælder og overbygning til lager i bindingsværk med stråtag.
Bygget i 1800-tallets første halvdel. Nedtaget 1951, genrejst 1952.
Bomhuset (24) – Langeskov, Rønninge sogn.
Lille beboelseshus med tilbygning. Fungeret som bolig for bompenge-opkræver på Odense-Nyborg landevejen. Opført 1821 som 4 fags hus med stampede lervægge, i 1849 delvis udskiftet med bindingsværk og udvidet til 5 fag. Tilbygning opført i 1890.
Nedtaget 1945, genrejst 1946.
Havehus fra Riisingsminde (2) – Riisingsminde, Vor Frue landsogn.
Havehus i bindingsværk med midtsal og 2 sidekabinetter, stråtag. Opført i begyndelsen af 1800-tallet til den større gård Riisingsminde.
Nedtaget 1945, genrejst 1947.
Brahesborg Huset (20) – Brahesborg, Gamtofte sogn.
Bindingsværkshus i 2 stokværk med tegltag. Oprindelig væksthus ved herregården Brahesborg. Formentlig opført i 1600-tallets sidste halvdel.
Nedtaget 1937, genrejst 1942.
Væbnergården (14) – Dalby by, Dalby sogn.
Stuehus fra oprindelig firlænget gård. Stuehuset med storstue i særskilt udbygning (korshus), en byggeform, som kendes fra flere egne på Fyn. Hovedparten af huset er formentlig fra 1700-tallet, dog tilbygget lidt i midten af 1800-tallet.
Nedtaget 1933, genrejst 1951.
Tilbage på lager har Den fynske Landsby et bindingsværkshus fra den »første fase« i museets tid. Det drejer sig om en landarbejderbolig fra Fjellerup by i Fjelsted sogn. Huset, der er et lille enlænget bindingsværkshus med stråtag, nedtoges i 1957. Det vil, når det er rejst, repræsentere det lille jordløse hus. Efter planen skal huset genopføres i en oprindelig skikkelse fra første halvdel af 1800-tallet, hvor det kun bestod af 6 fag, ikke som ved nedtagningen af 10 fag. Grundet manglende økonomiske muligheder nåede bygningen ikke at blive genopbygget af arkitekt Eigil Hansen, som foretog nedtagningen, inden denne gik på pension i 1982 efter 40 år ved museet. I de foreliggende planer påregnes huset genrejst i 1986 i museets »sydområde«, som i foråret 1985 er blevet gjort tilgængelig for publikum. Herved skulle den oprindelige plan for landsbyen være afsluttet med det antal bygninger, der udvalgtes i 1940’erne og 1950’erne. I dag foreligger der dog visioner om at justere lidt på landsbyplanen, bl.a. med flytning af Lunge Bjerge-huset, der i dag anvendes til toiletter og hvilerum for publikum. Ved bygning af speciel udstillingsbygning med nyt indgangsparti, cafeteria og toiletter vil Lunge Bjerge-huset kunne frigøres, og for at give huset et mere korrekt omgivende miljø bør det placeres i museets nyinddragne »sydområde«, gerne med lidt skovbevoksning omkring. Huset har oprindelig ligget i Lunge Bjerge, et bakket og skovrigt område på Vestfyn. I samme »sydområde« skal der også reserveres plads i fald det lykkes at erhverve en såkaldt »Rødkildegård« fra Ulbølle sogn. Denne specielle gårdtype med dens spændende baggrundshistorie kunne være interessant at redde og fremvise. Nærmere om »Rødkildegårdene« i afsnittet om undersøgelser og forskning.
Allerede i forbindelse med udarbejdelsen af Odense Bys Museers perspektivplan 1972-82 stod det klart, at tiden var inde, hvis også repræsentanter for bygningskulturen i de første årtier af »grundmursbyggeriets tid« skulle reddes.[2] Den fynske Landsbys nuværende bygninger stammer, som det fremgår af oversigten, i hovedsagen fra tiden før og omkring 1850. Fra ca. 1880 og fremefter skete der væsentlige ændringer dels i byggeskik dels i landsbymiljøet. Mekanisering, produktionsomlægning og andelsbevægelse omskabte landsbyen. Nye byggematerialer og konstruktioner satte ligeledes deres præg på landsbyens fysiske fremtoning. Den »gamle« landsby bestod i hovedsagen af gårde, husmandssteder og enkelte landhåndværkerboliger, medens den »nye landsby« – fra tiden efter 1880 og frem til 2. verdenskrig – domineredes af »værker«, handelshuse o.lign., f.eks. andelsmejeri, savværk, brugsforening og diverse værksteder – foruden almindelige bolighuse. Gårde og husmandssteder fandt oftere og oftere plads ude på markerne.
I perspektivplanen foresloges det derfor, at der – hvis et brugbart areal kunne erhverves – etableredes en »nyere tids«-landsby med nogle af ovennævnte bygninger. Herved kunne der skabes mulighed for på samme sted, men klart adskilt ved terrænforhold, at vise publikum en fynsk landsby i to tidsperioder, dels den gamle landsby fra 1800-tallets første halvdel, dels den nyere tids landsby fra vort århundredes første årtier. Begge steder ville der, som naturligt er, være bygninger af forskellig alder, f.eks. i den ældste fra 1600- og l700-tallet og i den anden fra 1880 og fremefter. Samtidig kunne der herved reddes udvalgte bygninger fra en periode, som hidtil i arkitekturhistorien næsten har stået uomtalt, og som i bevaringsmæssig henseende er overladt til sig selv. Dette til trods for, at de – i første omgang omtalte »grimme grundmurede bygninger« – har lige så mange spændende og smukke træk som de nu så højt besungne bindingsværkshuse.
I begyndelsen af 1983 konkretiseredes planerne om en udbygning af Den fynske Landsby med en »nyere tids«-landsby. De første skitser til byggeplan udarbejdedes samtidig med, at forhandlinger om jordkøb igangsattes. Det planlagdes, at man ville søge at genskabe en landsby med bygninger fra alle dele af Fyn, bygget op omkring en stationsbygning. Der satses ikke på en egentlig stationsby, lig f.eks. de større byer Ringe, Otterup, Ejby m.v., men snarere en »stationslandsby«, dvs. med almindelige landsbyhuse og en traditionel landstation af en af de typer, der i stort tal byggedes på Fyn i første halvdel af vort århundrede. Det kan i den forbindelse nævnes, at der i det planlagte udvidelsesområde stadig ligger jernbanespor fra den gamle Odense-Fåborg bane. Sporene har forbindelse til den nuværende Odense-Svendborg bane, der udgør museets vestgrænse i dag.
På baggrund af de nuværende udbygningsplaner er der i de sidste par år erhvervet 2 bygningsanlæg til denne nyere tid sektion. Det drejer sig dels om gården Vibelund og dels om Fangel Station. Hertil skal lægges en tømrer-/snedkerværkstedbygning fra Ærø, om hvilken der i øjeblikket pågår forhandlinger om overtagelse.
I begyndelsen af 1983 blev Den fynske Landsby opmærksom på en nedrivningsbeslutning for gården Vibelund, Pårup sogn, nogle få km vest for Odense.[3] En besigtigelse viste, at der her var tale om en endog meget fin og meget velbevaret gård fra 1880’erne, bl.a. med intakt hestestald, kostald og overalt med de originale støbejernsvinduer. Denne gård var blevet sparet for de ellers almindelige stærke ombygninger i 1950’erne og fremefter. Grunden hertil var, at gården – der tidligere omfattede ca. 63 tdr. land – i 1950’erne mistede en stor del af sit jordtilliggende, som blev inddraget til militært område. Gården blev i 1794 udflyttet fra landsbyen Stegsted. Stuehuset stammer fra denne tid, medens 3 sammenbyggede udlænger er nybygget i perioden 1880-82. Som det fremgår af opmålingstegningerne, se fig. 2, har udlængerne meget fine håndværksmæssige og arkitektoniske træk, typiske for denne periodes byggeskik. Længerne er bygget i gule teglsten, og taget er med strå. Denne kombination af murstensbyggeri og stråtag er typisk netop for de sidste årtier af 1800-tallet, hvor man for udlængerne oftest sparede på byggeriet ved at lægge strå i stedet for f.eks. tegl eller skifer, som blev almindeligt. Først senere udbredtes cementtagsten. Af pædagogiske grunde er det valgt udelukkende at nedtage de 3 udlænger, medens det er tanken at genrejse gården i nyere tids-landsbyen med et andet, tidsmæssigt mere passende stuehus. 1794-stuehuset er nu nedbrudt og ikke hjemtaget, medens længerne efter opmåling og fotoregistrering i disse måneder nedtages og opmagasineres. Beslutningen om ikke at nedtage stuehuset, trods den korrekte sammenhæng, skyldes, at vi i formidlingsmæssig sammenhæng mener, at det er meget vigtigt at have et grundmuret gårdstuehus for at vise den bokultur, som disse større og mere rummelige huse gav landbofamilien omkr. århundredskiftet. Såvel opmålingsarbejde som nedtagningsarbejde udføres af Overarkitektens afdeling i et snævert samarbejde med museet. En ordning som har været nødvendig for overhovedet at gennemføre projektet.
Når arbejdet med Vibelund efter planen kan afsluttes i løbet af efteråret 1985, påbegyndes opmåling og nedtagning af Fangel gamle Station. Stationsbygningen, som ligger uden for Fangel by, opførtes i 1906 som led i den da netop anlagte jernbane mellem Odense og Fåborg. Stationen, som er bygget i røde sten og med tag af falsede teglsten omfatter hovedbygning, sidebygning bl.a. med retirader samt et pakhus. Stationsbygningen fungerede efter sit formål frem til Odense-Fåborg banens nedlæggelse i 1954, hvorefter den anvendtes som bolig frem til 1970’erne. Siden har den ligget ubeboet. Efter planen skal stationsbygningen opføres som første bygning i den planlagte udvidelse af museet.
Endelig har museet i begyndelsen af 1985 fået tilbudt en bygning opført år 1900 som kombineret tømrer- og snedkerværksted. Det er beliggende umiddelbart uden for Søby på Ærø. Værkstedet, der i dag står med fuldt inventar i form af håndværktøj, høvlbænke, maskiner m.v. fra 1920’eme og 30’erne, har været i samme slægts eje fra år 1900. Bygningen er opført i gule sten med tegltag. Det er planen i 1985 at nedtage inventaret, medens bygningen ikke skal flyttes før umiddelbart inden genrejsningen. Det er med stor tilfredshed, at museet således har sikret sig en bygning fra Ærø, idet det er målsætningen – som ved den ældre del – at bygningerne skal repræsentere hele det fynske område, incl. øerne.
I de første ca. 10 år af Den fynske Landsbys levetid anvendtes alle museets kræfter på at genrejse de mange gårde, huse, møller m.v. samt at anlægge haver, marker og alle øvrige ting, som var nødvendige for områdets drift. I løbet af 1950’erne, da byggeaktiviteten indskrænkedes, blev der tid til at samle supplerende viden om fynsk byggeskik i form af fotoregistrering og opmåling af bygninger rundt på Fyn. Dette arbejde igangsattes i den periode, hvor Nationalmuseets stort anlagte bondegårdsundersøgelse udførtes.[4] Sidstnævnte var startet i 1940’erne og strakte sig i tid frem til 1960. Landsdel efter landsdel gennemkørtes, og udvalgte gårde og huse gjordes til genstand for en nærmere registrering og beskrivelse. Undersøgelsen koncentreredes om landbygninger fra før 1800, men i enkelte tilfælde inddroges også yngre bygninger.
Den fynske Landsby fulgte Nationalmuseets arbejde op ved at koncentrere sin indsats i disse år om at registrere nedrivningsdømte bindingsværksbygninger. Arbejdet fik herved karakter af »nødregistrering« på linie med arkæologernes »nødudgravninger«, hvor oldtidslevn reddes gennem udgravning før ødelæggelse ved eksempelvis byggearbejder. I 1959-60 gennemførte museet dog en systematisk undersøgelse af en speciel gårdtype, som ikke umiddelbart var truet. At der kun er en enkelt af disse gårde bevaret i dag, viser blot, at der sker hurtige indgreb mod den gamle bygningsmasse i disse årtier. Gårdtypen kaldes »Rødkildegårdene« og skal nærmere omtales i næste kapitel.
Fra 1950 og frem til i dag er der årligt registreret et antal nedrivningstruede – samt enkelte specielle – landbygninger i form af opmålingstegninger og fotoregistrering. Dette materiale udgør i dag grundstammen i museets bygningsarkiv, som – formentlig grundet manglende viden om dets eksistens – ikke har været synderligt brugt. Dette til trods for, at der ligger mange fine tegninger m.m. om primært det fynske bindingsværksbyggeri. Dette arkiv vil i de kommende måneder blive flyttet til bedre lokaler, hvorved der kan skabes en større overskuelighed i materialet. Samtidig er det planen at påbegynde en edb-registrering af indholdet, så indgangsvejene til arkivet lettes. I de kommende år vil der ske en betydelig tilvækst, idet der er indledt et forskningsprojekt (se næste kapitel), der medfører omfattende arkiv- og bygningsregistreringer for ikke mindre end ca. 1500 fynske gårde. Hele dette materiale vil føre bygningsarkivets bestand »up to date«, idet de 1500 gårdes bygninger registreres fra ca. 1850 og frem til nutiden.
I forbindelse med indsamling af dokumentationsmateriale om fynske landbygninger og -byggeskik skal det nævnes, at bygningsarkivet nu tillige suppleres med egentlige arkivalier i form af gamle bygningstegninger, byggeregnskaber, brandforsikringsarkivalier m.v. Sidstnævnte ofte i form af fotokopier af vurderingsprotokoller, som derefter videreleveres til arkivvæsenet. Blandt andet kan det nævnes, at museet siden 1984 gennemfører en løbende systematisk indsamling og registrering (edb-registrant) af brandforsikringsarkivalier fra tiden efter 1858. Det drejer sig om taksationsforretninger fra Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger, Østifternes Brandforsikring og diverse mindre bygningsbrandforsikringer – en opgave, der ikke er blevet taget op af de større statslige arkiver, trods materialets enestående betydning for udredning af landbygningernes bygningshistorie. Indsamlingsarbejdet foregår i et snævert samarbejde med en række fynske lokalhistoriske arkiver.[5]
Endelig kan det for bygningsarkivet bemærkes, at det er planen at kopiere materialet fra Nationalmuseets bondegårdsundersøgelser, således at alt indsamlet materiale om fynsk landbyggeskik i fremtiden vil kunne søges af interesserede ved besøg i Den fynske Landsby.
Som det fremgår af det foregående, har hovedparten af museets ressourcer i de første 40 år været koncentreret om dels opbygning af museet og dels registrering af viden om bygninger og byggeskik, som var truet af tilintetgørelse gennem nedrivninger. I denne sammenhæng ses helt bort fra kræfterne, der er brugt til den daglige drift, indsamling af genstande og oplysninger om det fynske bondesamfund i bredere forstand samt de mange formidlingsopgaver.
Alligevel kan der her omtales to større systematiske undersøgelser, hvoraf den ene ganske vist er i sit første år ud af 4 planlagte.
I 1959-60 gennemførte museet under ledelse af Eigil Hansen en systematisk undersøgelse af en spændende gårdtype – de såkaldte »Rødkildegårde«. Herremanden på Rødkilde, Jens Lange, forestod i tiden omkr. 1780-90 udflytningen af ca. 25 gårde fra Ulbølle by på Sydfyn som led i udskiftningen fra fællesskabet. Jens Lange interesserede sig for nye byggemåder og skabte en ny gårdtype i stedet for den ellers kendte, traditionelle firlængede gård. Ulbølle-gårdene blev »typegårde«, hver bestående af stuehus og en stald/ ladelænge bygget i vinkel. Stuehuslængen fik nogenlunde samme dimensioner som de almindelige bindingsværksgårde, medens stald/ladelængen blev betydeligt bredere og højere. Således nåede bygningsbredden op på omkring 10 m mod de ellers kendte fynske 1700-tals-gårdes bredder på 8 alen, dvs. ca. 5 m. Først hen mod 1800-tallets sidste halvdel blev det almindeligt på Fyn at bygge bindingsværkslænger med bredder på over 5-6 m. Jens Lange kunne skabe sin »typegård« fordi han ejede alle gårdene i Ulbølle sogn, og fordi han havde gjort dem lige store i størrelse, nemlig ca. 5,5 tdr. hartkorn, hvilket svarer til ca. 30-40 tdr. land alt efter jordbundsforhold. Museets undersøgelse omfattede et nærstudium af en af gårdene, Jerntvedgård, og en gennemgang af samtlige gårde i sognet med henblik på registrering af bevarede dele af de oprindelige »Rødkildebygninger«.[6]
I efteråret 1984 indledtes ved museet et forskningsprojekt, som over 4 år skal belyse det fynske gårdbyggeri i tiden 1850-1925. Målet er en kortlægning og beskrivelse – samt undersøgelse af forudsætningerne for – gårdbyggeriet på Fyn fra midten af 1800-tallet til ind i de første årtier af 1900-tallet, altså en periode med betydelige økonomiske omvæltninger og samtidig med et grundlæggende skifte i byggeskik fra bindingsværk til grundmur. Den kronologiske ramme for undersøgelsen betyder, at den kan ses som en umiddelbar opfølgning af tidligere bondegårdsstudier. Hertil kommer, at undersøgelsen i modsætning til tidligere i høj grad rettes mod bygningerne som dele af den enkelte gårds produktionsapparat – en side, som kun meget ringe er belyst.
Det er tanken ved en serie udvalgte undersøgelsesområder – ialt 12 med et samlet gårdtal på ca. 1500 – at belyse:
Resultaterne heraf skal sammenstilles med en nøje vurdering af den samtidige gårdøkonomi, undersøgt i de konkrete, udvalgte undersøgelsesområder – med den generelle landbrugsøkonomiske udvikling og endelig med periodens centrale initiativer til bedre byggemetoder. Herved muliggøres dels en generel beskrivelse af det fynske gårdbyggeri, dels besvarelse af en række konkrete spørgsmål som eksempelvis tidspunkt for grundmursbyggeriets udbredelse, introduktion af nye planformer og omfanget af bygningsinvesteringerne. Det hele vil blive vurderet i forhold til de økonomiske betingelser/ muligheder og udbredelsen af ny viden om byggeteknologi. Som det fremgår heraf, er det tanken at undersøge gårdbyggeriet såvel ud fra en arkitekturhistorisk synsvinkel som udfra en landbrugsøkonomisk vinkel.
Baggrunden for interessen for netop denne tid er, at 1800-tallets sidste halvdel og de første årtier af 1900-tallet er en periode i dansk landbrug med stærk vækst – »kornsalgstiden« – og med omfattende produktionsomlægninger – til animalsk produktion, specialafgrøder og rodfrugter (»andelstiden«). Det er en tid, hvor den øgede indtjening omsættes i nyinvesteringer, jordforbedring, nye husdyrsracer og bedre, arbejdsbesparende redskaber og maskiner – alt sammen for at øge produktion og udbytte. Det er også en periode, hvor gårdejerne omsætter dele af indtjeningen til direkte materielle goder, og hvor de sociale skel på landet øges. En del af overskuddet i landbruget anvendes til øgede investeringer i bygninger, som jo i lighed med husdyr, marker, redskaber m.v. er en del af det samlede produktionsapparat – og en del falder også til forbedring/nybygning af stuehus. Denne udviklings nærmere forløb for gårdbyggeriet kan ikke beskrives i dag. Det er projektets mål at råde bod herpå.[7]
Forskningsprojektet vil i de kommende år være museets hovedopgave på indsamlings- og undersøgelsesområdet. Herved vil ikke blot kunne løses aktuelle forskningsproblemer, men tillige skabes et meget righoldigt og systematisk indsamlet kildemateriale til belysning af den fynske byggeskik fra 1800-tallet til i dag. Det er museets vurdering, at et sådant materiale indsamlet efter fastlagte metoder er af langt større kildeværdi end nærundersøgelser af særlige »fine« eller gamle gårde lokaliseret ved mere tilfældig gennemkørsel i de fynske egne.
Det er målet, at projektets resultater skal udmøntes i en eller flere publikationer, i en større udstilling om fynske gårde i 1988 samt danne grundlag for den planlagte udvidelse af museet med en fynsk »stationslandsby«.
Arbejdet har i tiden indtil nu primært været koncentreret om fastlæggelse af arbejdsmetoder, opbygning af nødvendige registreringsskemaer, udarbejdelse af edb-programmer samt første fase i indsamling af arkivmateriale. Fra august 1985 er feltarbejdet indledt med registrering af de første gårde i det vestfynske område. Feltregistreringerne omfatter beskrivelse, fotoregistrering samt gennemgang af eventuelt kildemateriale på de enkelte gårde. På baggrund af besøg på de 1500 gårde skal der udvælges et antal gårde, hvor der i 1987-88 skal foretages en langt mere indgående beskrivelse og registrering i form af opmåling af facader, interiører m.v.
Siden museets start har Den fynske Landsby fungeret som rådgivningssted for personer med interesse i at bevare gamle landbygninger, om dette være sig gennem fredning eller blot ved brug af rigtige materialer ved vedligeholdelsesarbejde. Da disse henvendelser sker på mange planer, er det vanskeligt at opgøre mængden, men fastslås kan det, at der i de seneste år kan spores en stadigt stigende interesse for at bevare ikke blot småbindingsværkshuse, der er omdannet til sommerhuse, men også gårde og andre helårshuse. I de fleste tilfælde er det muligt for museets personale at vejlede, bl.a. ud fra egne erfaringer med vedligeholdelse af museets bygninger. Også på dette område er det nødvendigt at indsamle og registrere viden. Mange gamle måder at vedligeholde bygninger på er gået tabt, nogle kan efterspores hos ældre folk, andre må man gennem analyse af stående bygninger forsøge at genskabe, eksempelvis brug og sammensætning af farver på vægge ud- og indvendig. Men ikke nok med det. Også den moderne udvikling af materialer må følges, idet nye produkter kan være med til at forlænge eksempelvis træværks levetid. Herved kan vedligeholdelsesarbejder begrænses og dermed billiggøres samtidig med, at gamle håndværksfrembringelser kan blive stående endnu i en årrække.
Museet føler det som en oplagt opgave at kunne yde denne rådgivningsservice gratis over for befolkningen. På den måde kan museet indirekte være med til at redde mange bevaringsværdige bygninger fra ødelæggelse og forfald.
Museet deltager også aktivt i bygningsfredningssager, når det gælder landbygninger. Dette kan spænde fra henvendelser fra ejere, som ønsker regler og love belyst, til aktiv deltagelse i selve fredningsforløbet. Blandt de opgaver museet i den forbindelse påtager sig, er udarbejdelsen af bygningshistoriske beskrivelser og fotoregistreringer. Bestilleren heraf kan være Fredningsstyrelsen til brug for stillingtagen til fredningsforslag. Museet har herved opbygget en ekspertice i at kombinere bygningsarkæologi med arkivstudier.
Der kan som passende afslutning på denne oversigt over Den fynske Landsbys arbejde med landbygninger og -byggeskik gives et bud på, hvordan museet i de kommende år ønsker at bruge kræfterne. Som det allerede kan anes af gennemgangen, vil bygningsnedtagning og genrejsning igen blive opprioriteret som følge af planerne om etablering af »nyere tids-landsbyen«. Hvornår første spadestik på et nyt areal kan tages, er ganske vist endnu uklart, men bygninger til landsbyen skal sikres gennem den næste halve snes år. Et andet område, som prioriteres meget højt i de kommende år er gårdprojektet »Fynske gårde 1850-1925«. Dette projekt vil frem til 1988 lægge beslag på næsten alle de ressourcer, der kan afsættes til arkivstudier og feltarbejde. Til gengæld er det håbet, at denne store indsats vil lønne sig i form af vægtige resultater og et uforligneligt kildemateriale om fynsk landbyggeri.
Den stærke vægt på disse områder vil unægtelig begrænse muligheden for større indsats på de to andre i det foregående omtalte områder, registrering af nedrivningstruede landbygninger og rådgivning og aktiv indsats i bevaring/ fredning af landbygninger. Begge opgaver vil dog ikke blive opgivet, blot nødvendigvis vægtet lavere. Som nævnt opfatter museet netop rådgivning til interesserede om bevaring og vedligeholdelse af gamle bygninger som en af sine fornemme opgaver, og derfor vil ingen blive afvist ved henvendelse. En tilstrækkelig god service på dette område kræver dog betydelig mere mandskab og flere ressourcer, end museet råder over i dag.
