To gange har et forholdsvis velbevaret skelet tilhørende en lille dame fra Koelbjerg på Fyn vakt opsigt. Den ene gang var i 1941 under anden verdenskrig, da knoglerne dukkede op i mosen under tørvegravning. En efterfølgende pollenanalyse viste, at vi nu havde det første egentlige skelet fra den ældre stenalder, den periode som også kaldes jægerstenalderen (Troels-Smith 1943).
Anden gang skelettet vakte opsigt var for ganske nylig. Gennem den nyere og mere nøjagtige dateringsmetode på basis af kulstof-14 kunne den tidligere pollenanalyse bekræftes. Den nye datering rykkede tilmed fundet nogle tusinde år tilbage, så kvindeskelettet nu er omkring 10.000 år gammelt (Tauber 1983). Derved blev skeletresterne fra Koelbjerg på Fyn det ældste menneskefund fra Danmark.
På det tidspunkt hvor knoglerne dukkede frem af mosen ved Koelbjerg, havde man kun haft nogle få knogler fra tidligere fund, som kunne tidsfæstes til den ældre stenalder (Sarauw 1903, Nielsen 1921). I vores naboland Sverige var situationen nogenlunde den samme, her var knoglematerialet lige så beskedent. Man havde blot en kraniekalot og nogle få lemmeknogler, som kunne dateres til den periode (Fürst 1925).
Datidens interesse for fysisk antropologi, som betyder læren om menneskets udvikling og variation, var hovedsageligt baseret på kraniemålinger. De blev brugt til at klassificere kranierne og til at inddele dem i grupper indenfor forskellige typer og racer. Man var først og fremmest interesseret i at belyse forhold omkring vore forfædres og -mødres udseende og afstamning. Det var imidlertid ikke meget materiale fra ældre stenalder, der var til rådighed for denne form for forskning, og især det velbevarede kranium fra Koelbjerg blev derfor et kærkomment fund for knogleforskere, fig. 1.
Der blev straks sat en antropologisk undersøgelse i gang, og resultaterne forelå kort tid efter (Broste og Fischer-Møller 1943). Der er ingen grund til at gentage de to forfatteres omhyggelige og detaljerede beskrivelse af skelettet.
Det blev undersøgt efter tidens normer og resultaterne fremlagt. Mere end 40 år er nu gået siden deres undersøgelse fandt sted, og i den periode er der dukket en del andre skeletter op, ligeledes med en datering til den ældre stenalder. Ingen af de nye fund kan dog dateres lige så langt tilbage som skelettet fra Koelbjerg.
Ved undersøgelsen af knoglerne fra Koelbjerg i 1941 var der som tidligere nævnt næsten intet samtidigt skeletmateriale fra ældre stenalder at sammenligne med, og der blev derfor blot tale om en beskrivelse af de enkelte knogler. Selv om antallet af nye skeletfund fra ældre stenalder stadig er beskedent, er vi alligevel i dag ikke kun henvist til at præsentere skelettet gennem en lang beskrivelse, men har også fået mulighed for at belyse det i forhold til andre fund og resultater, og det vil blive det væsentligste formål med denne artikel.
De nytilkomne skeletter fra ældre stenalder er blevet bragt til veje på forskellig vis. Nogle blev faktisk udgravet for meget lang tid siden, men har ligget ubemærket i depoterne i mange år. Det er først nu, de er blevet værdifulde fund for forskningen, blandt andet fordi de gennem kulstof-14 analyser kan tidsfæstes med tilstrækkelig sikkerhed (Tauber 1981, 1982). Andre skeletter fra perioden stammer fra nyere udgravninger forskellige steder i landet (Norling-Christensen og Bröste 1945, Mathiassen 1946, Lund Hansen et al. 1972 og Brinch Petersen 1974). Gennem de seneste år er der tilmed dukket knogler frem fra havets bund under undersøiske udgravninger (Andersen 1983, Fischer 1987). Det største antal skeletter, som samlet er bragt til veje fra Danmark, stammer fra en omfattende udgravning i 1975 af en gravplads ved Vedbæk på Sjælland. Fra denne udgravning alene blev der fundet knogler fra 22 mennesker. De levede for ca. 7.000 år siden (Albrechtsen et al. 1976).
I dag tæller danske skeletfund fra ældre stenalder knogler fra mere end 40 mennesker og stammer fra en række forskellige lokaliteter, fig. 2. Som det næsten altid gælder for skeletfund fra arkæologiske udgravninger, er deres bevaringsgrad meget forskellig. Nogle skeletter er kun præsenteret med nogle få eller en enkelt knogle, og i andre tilfælde er der tale om et komplet skelet. Nogle af knoglerne til skelettet fra Koelbjerg manglede, fig. 3, men de, der var til stede, var til gengæld yderst velbevarede.
Foruden de danske skeletfund er der gennem de seneste år blevet udgravet et ganske enestående skeletmateriale fra Skåne, som ligeledes stammer fra ældre stenalder (Larsson 1983-84). Det drejer sig om skeletfund fra mindst 29 mennesker, som absolut er værd at nævne i denne sammenhæng. Knoglerne er dog stadig genstand for antropologiske undersøgelser (Persson og Persson 1984).
Da skelettet fra Koelbjerg skulle undersøges for mere end 40 år siden, stødte de to læger ind i nogle vanskeligheder i forbindelse med kønsbestemmelsen. Selv om de begge var erfarne indenfor knoglestudier, voldte denne del dem store kvaler. Den vildrede, skelettet havde bragt dem i, gjorde de selv opmærksom på i artiklen, idet de først efter gennemgangen af kraniet skrev, »det kan ikke nægtes, at flere Træk, således Pandens Bygning, den store Kapacitet (kraniets rumfang, forf.), de kraftige Muskelspor og Underkæben tyder på et mandligt Køn«. Undersøgelsen af de øvrige knogler fik dem derimod på andre tanker, idet de nu mente, at »Bækkenrester og Extremitetsknogler tvinger os til at anse Skelettet for kvindeligt«. Og sådan blev det. Konklusionen kom til at lyde på, at der var tale om skelettet af en kvinde ganske vist med et temmelig robust kranium, men med spinkle ekstremitetsknogler og et kvindeligt bækken (Broste og Fischer-Møller 1943).
Et væsentligt argument for denne afgørelse var, at tidligere studier af befolkninger i afsidesliggende jægersamfund havde vist, at kønsforskellene var mindre, især hvad kraniet angik, end det var tilfældet blandt befolkningen i det moderne samfund. Også senere arbejder baseret på kraniefund fra mange steder i verden har vist, at det åbenbart er et ret almindeligt træk, at der sker en vis ændring af kranieformen fra jæger- til agerbrugssamfund. Denne ændring kan måske i særlig grad sættes i relation til nye kostvaner blandt andet i form af en blødere kost. Samtidig har der vist sig en tendens til, at forskellen (kønsdimorfismen) mellem mandlige og kvindelige kranier er blevet større (Armelagos et al. 1981).
Selv om der ikke var disse undersøgelsesresultater at støtte sig til i 1943, blev kønsbestemmelsen af skelettet fra Koelbjerg altså alligevel korrekt på grund af de vigtige overvejelser og studier. Næsten samtidig var man i Sverige stødt ind i nogenlunde samme vanskeligheder. Også her var der blevet fundet et skelet fra den ældre stenalder, og de svenske forskere var ligeledes i vildrede med kønsbestemmelsen under den antropologiske undersøgelse. Ligesom hos Koelbjerg-kvinden var kraniet temmelig robust, mens resten af skelettet var mere spinkelt. Sammen med skelettet blev der fundet fiskekroge og andet jagtudstyr, og skelettet, som blev udstillet på Historiska Museet i Stockholm, blev længe kaldt: Fiskeren fra Barum.
I 1970 blev skelettet igen genstand for en antropologisk undersøgelse, og ved den lejlighed blev kønsbestemmelsen efter forfatterens mening rigtig. Det var en kvinde. Gejvall fandt tilmed nogle knogleforandringer på bækkenets skamben, som kan have en vis relation til fødsel og graviditet, og da forandringerne var ret udtalte, mente han, det var et udtryk for, at kvinden, som skelettet nu repræsenterede, havde født mange børn. Fiskeren fra Barum blev derefter til: en ti-barns mamma! (Gejvall 1971).
Der er ingen forandringer af den nævnte art på de bækkenrester, som hørte til Koelbjergskelettet, fig. 4. Det kan selvfølgelig skyldes, at kvinden aldrig har været gravid og født til trods for, at hun også i datidens samfund må have været indenfor den fødedygtige alder. Hun blev omkring 25 år. Gennem et nyere studium på basis af afdøde kvinder har det imidlertid vist sig, at de pågældende bækkenforandringer mangler hos en række kvinder, som har været gravide og født, og omvendt gælder det, at der kan være forandringer, ganske vist kun svage, hos 20% af de kvinder, som aldrig har født. (Holt 1978).
Der vil altid være en risiko forbundet med graviditet og fødsel. Denne risiko er næsten helt elimineret i vort moderne samfund, mens den var usædvanlig høj for mindre end et par hundrede år siden. På det tidspunkt skyldtes den høje risiko imidlertid faktorer som overbefolkning, infektionsrisiko på hospitaler og dårlige ernæringsforhold, som næppe var til stede i de forhistoriske samfund. Der er dog enkelte grave fra den ældre stenalder, som sandsynligvis kan sættes i relation til dødsfald i forbindelse med graviditet og fødsel. En ung kvinde på omkring 18 år er i en grav fra gravpladsen ved Vedbæk blevet begravet med et nyfødt barn eller et næsten færdigudviklet foster ved sin side (Albrethsen et al. 1976). Under udgravningen ved Skateholm i Sverige lå der ligeledes knogler fra et nyfødt barn eller et stort foster omkring bækkenregionen af en ca. 30 årig kvinde. Hun var i øvrigt begravet i siddende stilling (Persson og Persson 1984).
På havbunden ved Tybrind Vig på Fyn lå resterne fra et barn mellem 0 og 3 måneder over brystkassen af en 14-16 årig pige (Andersen 1983). Det er dog noget tvivlsomt, om hun har været gammel nok til at være barnets moder. Erfaring fra demografiske undersøgelser hos befolkningsgrupper, som lever eller har levet i samfund sammenlignelige med de forhistoriske viser, at kvindernes største frugtbarhedsperiode ligger mellem 20 og 29 år, og at det første barn sjældent fødes før 18-21 års alderen. Det er faktisk kun blandt de nutidige industrialiserede befolkninger, at gennemsnitsalderen ved første menstruation er meget lav. I næsten alle andre samfund med en økonomi baseret på jagt og/eller primitivt agerbrug er alderen ved første menstruation sjældent under 16 år (Howell 1979, Hassan 1981).
Selv om Koelbjergkvinden trods de manglende mærker på bækkenet godt kan være død i forbindelse med graviditet og fødsel, er der ingen spor, som kan bekræfte denne teori. Der er heller ingen spor på skelettet efter voldshandlinger, som kunne have medført døden. Ligeledes mangler forandringer, som kunne skyldes sygdomme eller utilstrækkelig ernæring. Degenerative eller aldersrelaterede forandringer såsom slidgigt, parodontose og lignende fandtes ikke under gennemgangen af skelettet fra Koelbjerg, hvilket iøvrigt heller ikke var så ejendommeligt, når man tager hendes relative unge alder på omkring 25 år i betragtning.
Ved den antropologiske gennemgang af de enkelte knogler, var der altså ingen spor efter, hvad kvinden fra Koelbjerg var død af, og det er iøvrigt sjældent at dødsårsagen kan afgøres, når kun skelettet er tilbage. Når det er muligt, drejer det sig ofte om voldsomme sygdomsspor eller spor efter drab, halshugning eller pileskud.
Udfra fundomstændighederne omkring Koelbjergskelettet har arkæologerne kunnet afgøre, at kvinden må have ligget på bunden af en sø, som senere er indtørret. Det er derfor ikke usandsynligt, at kvinden for 10.000 år siden er faldet i søen og druknet. Mere dramatisk bliver det selvfølgelig, hvis det er andre, som har kastet hende i søen, men det har vi intet belæg for i dette tilfælde. Andre skeletter, som ligeledes er endt på bunden af en sø eller i en mose bærer bevis for, at de ikke frivilligt er endt deres dage der. De bærer spor efter vold, idet de enten har et reb om halsen som Tollundmanden, Borremosemanden og Stenstrupmanden m.fl. (Bennike og Ebbesen 1985, Bennike et al. 1986, Bennike og Ebbesen 1986), eller de har fået en kranielæsion eller struben skåret over. Hvorvidt de har endt deres dage så voldsomt som følge af en strafhandling, eller om de blev ofret af rituelle årsager diskuteres endnu heftigt. Det er imidlertid blevet bevist gennem nyere fund, at disse skeletter ikke kun stammer fra jernalderen, men fra alle tidsperioder. Måske hører kvinden fra Koelbjerg til denne gruppe, selv om der ikke er fundet synlige tegn på vold.
Både i den ældre og den yngre stenalder har gennemsnitslevealderen for voksne mænd og kvinder været kortere end i de efterfølgende perioder (Bennike 1985 a). De voksne blev sjældent over 45 år, og kvinderne døde tidligere end mændene. De fleste af disse skeletter bærer ligesom skelettet fra Koelbjerg ingen spor efter sygdom eller utilstrækkelig ernæring, og det er tankevækkende, hvad årsagen har været til den for os så tidlige død hos disse mennesker. De fleste må være døde af sygdomme, som enten ikke sætter spor på knoglerne, eller som medfører, at den sygdomsramte dør så hurtigt, at sygdommen ikke manifesterer sig på skelettet.
I etnografiske studier anføres sygdomme i luftvejene at være en hyppig plage i samfund som de forhistoriske, og sygdomme forårsaget af parasitter er langt fra ukendte. Det er ikke usandsynligt, at både luftvejsinfektioner og parasitter også har plaget vore danske forfædre, mens store infektionssygdomme næppe har kunnet florere på grund af et lille befolkningstal og en lav befolkningstæthed.
Da kvinden fra Koelbjerg døde, havde hun alle sine tænder i behold. De, der mangler, fig. 3 er først faldet ud efter hendes død. Det kan både være sket under eventuelle forstyrrelser i mosen gennem de mange tusinde år for eksempel ved dyreaktiviteter, eller det kan være sket under den ukyndige optagning. Der er ialt 11 tænder tilbage, og heraf er 9 molarer (store kindtænder), mens 2 er præmolarer (små kindtænder). På ingen af de 11 tilstedeværende tænder var der spor efter karies, hvilket i øvrigt også er et sjældent fænomen på tandsæt fra den ældre stenalder. Allerede i den efterfølgende periode, yngre stenalder var karieshyppigheden tiltagende, men selv om der på skeletfund fra denne periode er fundet mindst 1 karieret tand på 15% af kæberne, er det stadig ikke meget i forhold til den karieshyppighed, vi kender fra dette århundrede (Bennike 1985 a).
I den tidligere publikation om Koelbjergfundet blev det anført, at tænderne var kraftigt slidte (Broste og Fischer-Møller 1943), men det er faktisk kun på den såkaldte 6 års kindtand samt på de to tilstedeværende præmolarer, at emaljen er slidt ned til dentinen, og kun ganske små dentinøer er synlige. I betragtning af at kvinden blev omkring 25 år, er der faktisk ikke tale om noget voldsomt tandslid, og slet ikke i forhold til det tandslid, som kan forekomme på andre af den ældre stenalders skeletfund. Alle fortænder fra over- og underkæbe mangler, og deres slid kan derfor ikke studeres direkte. Perforationer ved to overkæbe-fortænder viser imidlertid, at der har været rodabscesser, og at perforationerne har fungeret som afløb for pus. Infektion ved en tands rodspids sker hyppigst i forbindelse med kariesangreb, men for det første er der endnu ikke fundet karierede tænder fra ældre stenalders skeletter her i landet, og for det andet er karies yderst sjælden i fortænderne. Fortænderne kan naturligvis være knækket, men det er langt mere sandsynligt, at de har været slidt så meget og hurtigt ned, at der har været åbent til rodhulen, pulpa. Hos eskimokvinder er det kraftige slid af fortænderne i forbindelse med bearbejdning af skind så udbredt, at man næsten kan foretage en køns-bestemmelse udfra dette tandslid. Nogenlunde det samme mønster af tandslid, hvor fortændernes kroner næsten er slidt ned til tandrøddeme, allerede i en forholdsvis tidlig alder, kan også ses på jægerstenalderens skeletfund både fra Danmark og Sverige, og det er ikke usandsynligt, at også Koelbjergkvindens fortænder har været voldsomt slidt i forhold til kindtænderne.
Den måde kindtænderne bliver slidt på blandt befolkningen i ældre stenalder er blevet sammenlignet med eskimoernes slid af kindtænderne (Alexandersen i Albrethsen et al. 1976), idet tandsliddet er udtalt og tyggefladerne bliver helt »flade« eller jævne. Indtil vore dage har eskimoerne næsten udelukkende levet af føde fra havet, og det temmelig ensartede tandslid dels hos eskimoer og dels hos befolkningen fra jægerstenalderen er interessant, fordi nye analyser tyder på, at også den forhistoriske befolkning fra Danmark gennem den sidste del af jægerstenalderen overvejende skulle have fået føden fra havet. Det er blevet bestemt udfra kulstof-13 indholdet i knoglerne (Tauber 1981).
Mængden af kulstof-13 i Koelbjergkvindens knogler viste imidlertid (Tauber 1983), at hendes føde hovedsaglig har bestået af føde fra landjorden. Dertil kan tilføjes, at hun også levede måske flere tusinde år tidligere end de øvrige mennesker vi har skeletfund fra dateret til den ældre stenalder. Koelbjergkvinden har til forskel fra disse levet i den såkaldte fastlandstid, hvor befolkningen angiveligt levede spredt i mindre grupper ligesom rensdyrjægerne. De må også hovedsageligt have levet af animalske produkter (Andersen 1981).
I den tidligere publikation om Koelbjergskelettet (Broste og Fischer-Møller 1943) skriver de to forfattere om kvindens udseende, »Ansigtet gør et plumpt, noget primitivt Indtryk. Der er tydelig prognathi, hvilket giver ansigtet et noget snudeagtigt Udseende«. Ved prognathi menes, at over- og underkæbe er lidt fremtrædende i forhold til resten af profilen. Det er karakteristika, som er kendt hos andre folkeslag, men som sjældent ses hos nulevende europæere.
Flere af kranierne fra ældre stenalder fra Sverige havde en lignende prognathi, og forfatterne (Persson og Persson 1984) har forsøgt at illustrere, hvordan disse mennesker ville have set ud med bløddele og hår. Deres tegninger viser, at disse menneskers udseende næppe ville have afveget stærkt fra den nutidige befolknings, og det samme gælder også for Koelbjergkvinden. Omkring et foto af Koelbjergkraniet fig. 5, er der markeret en profil, som viser, hvordan man mener profilen har ændret sig fra jægerstenalder til nutid. Panden er blevet mere stejl og udjævnet. De lidt fremstående kæber er rykket lidt tilbage, og samtidig er kraniets form blevet en anelse kortere.
Forskellen mellem Koelbjergkvindens profil og den »nye« profil er dog ikke særlig stor. Som det er bekendt for enhver, findes store variationer indenfor den nulevende befolkning, og kvinden ville næppe vække opsigt i en moderne forsamling – i hvert tilfælde ikke på grund af knoglernes størrelse og form. Også i stenalderens samfund har der været store variationer blandt befolkningen. Selv blandt individer, som er blevet begravet i den samme jættestue på en mindre ø som Langeland (Bennike 1985 b), kan der være store forskelle mellem kraniernes typologi. Allerede for mere end 100 år siden kunne den berømte tyske forsker, Virchow, efter en undersøgelse af omkring 50 danske kranier for yngre stenalder konstatere, at kraniernes variation og fordeling indenfor de forskellige typer var nogenlunde den samme som hos den daværende 1800-tals befolkning (Virchow 1870).
Typologisk hører Koelbjergkranier til den såkaldte Cro-magnontype, som kendetegnes ved et lavt ansigt, lave ofte firkantede øjenhuler samt et langt og forholdsvis bredt kranium. Tidligere tiders så hektiske kraniestudier med inddeling i typologi og racer førte os ikke ret langt videre, og denne del af den antropologiske forskning er efterhånden gledet noget i baggrunden til fordel for de mere analytiske studier, hvor man i højere grad forsøger at afklare forfædrenes levevilkår udfra en række biologiske aspekter.
Også ved den tidligere undersøgelse af skelettet fra Koelbjerg blev det bemærket, at ekstremitetsknoglerne var temmelig spinkle. Efter lårbenslængden er kvindens legemshøjde blevet udregnet til 155 cm (ad modem Trotter og Gleser 1952). Sammenligner vi med danske kvinders legemshøjde i dag, som gennemsnitlig er 166,6 cm, var Koelbjergkvinden jo ikke så høj, men hun har faktisk været en smule højere end gennemsnitshøjden blandt ældre stenalders kvinder, som var 154 cm (Bennike 1985 a). Det kan iøvrigt tilføjes, at den gennemsnitlige højde på basis af svenske fund er udregnet til 155 cm (Persson og Persson 1984). Ved denne sammenligning må det imidlertid ikke glemmes, at skelettet fra Koelbjerg måske er flere tusinde år ældre end mange af de øvrige skeletfund fra ældre stenalder.
Gennem de forhistoriske perioder har befolkningens legemshøjde svinget en del op og ned, og det er faktisk kun i de ældste perioder af stenalderen, at legemshøjden gennemsnitlig var mindre, end den var for 100 år siden, hvor befolkningen var omkring 12 cm kortere end i dag (Bennike 1985 a). Det er fortrinsvis dårlige sociale forhold i forbindelse med den begyndende industrialisering, som var skyld i den ringe legemshøjde. Hvad den ringe legemshøjde i de tidligste perioder af stenalderen skyldtes, vil det blive for omfattende at komme ind på her, idet der er flere modstridende teorier.
Spændende skeletfund både fra Fyn og fra de tilstødende øer er langt fra sjældne. Det beror blandt andet på, at bevaringsforholdene flere steder på øerne er ideelle for knogler. Et godt eksempel på dette er de yderst velbevarede knogler fra Koelbjerg, som har ligget i jorden i 10.000 år, og vi må håbe, at mere vil dukke op af denne art og med samme datering under fremtidige udgravninger.
