I sommeren 1985 udskrev Odense kommune en idékonkurrence om forslag til en bebyggelsesplan for den tidligere forsøgsstation Blangstedgaards arealer i Odenses sydøstlige bydel, og vinderprojektet blev en idéplan, udarbejdet af arkitekterne Boje Lundgaard og Lene Tranberg.
Det er ikke mit ærinde i følgende artikel at komme ind på de planer, der foreligger til bebyggelse af området. I debatten herom er der fremkommet en række betragtninger omkring de naturværdier, der findes ved Blangstedgaard. I forbindelse hermed er det imidlertid også relevant at se på Blangstedgaard i et historisk perspektiv før effektueringen af de foreliggende planer, d.v.s. at man dels gør sig denne gamle hovedgårds funktioner gennem tiderne klart, dels ser på de bygningshistoriske forhold omkring gården.
Fra skriftlige kilder ved man, at Blangstedgaard i 1309 eksisterede som opholdssted for den fynske biskop Peder Pagh (biskop 1304-1339), som tilsyneladende har været en foretagsom mand. Han er bl.a. kendt for i sin embedstid at have annekteret en del sognekirker med deraf flydende indtægter til domkapitlet for at skaffe midler til en bedre uddannelse i udlandet af de gejstlige i stiftet. Samtidens skolevæsen var indskrænket til Skt. Knuds-klosterets skole i Pogestræde, hvortil kom den skole, som provstiet stiftede i 1308.
1/4-1309 udsteder Peder Pagh fra Blangstedgaard et brev i anledning af en mageskiftesag i Dalum.[1] Af en udateret brevveksling mellem ærkebiskop Esger og Peder Pagh, som imidlertid må have fundet sted mellem 1310 og 1325 (ærkebiskop Esgers embedsperiode), fremgår det desuden direkte, at Blangstedgaard var i biskoppens eje. Brevvekslingen drejer sig nemlig om, hvorvidt bisp Peder kunne lægge klosterjord ind under sin bispegård Blangsted.[2] Endvidere skal samme bisp Peder fra Blangstedgaard have givet Fraugde kirke aflad i 1333.[3]
Om Blangstedgaards historie i de efterfølgende 100 år ved man ikke meget, men at gården stadig tilhørte Odensebispen, er der ingen tvivl om, idet man på grundlag af breve fra slutningen af 1400-tallet kan konstatere, at bisperne ansatte fogeder til driften af Blangstedgaard – i 1474 og 1481 var hhv. Mogens Pedersen og Christian Pedersen tilknyttet gården som fogeder, i 1489 Anders Tiulffsøn, og i et brev fra biskop Carl Rønnow, dateret 1497, beskrives Blangstedgaard som ’curua nostra’ = ’vores gård’.[4] Endelig kan det nævnes, at biskop Mogens Krafse i 1474 skrev sit testamente på Blangstedgaard.[5]
Efter at den legendariske Jens Andersen (Beldenak) var tiltrådt som biskop i Fyns Stift i 1502,[6] spillede Blangstedgaard uden tvivl en væsentlig rolle i bispens forsøg på at styrke sin egen position i forhold til de verdslige magthavere. I hvert fald ved man, at han var inddraget i ikke så få retstvister vedr. jordtillæg til Bispegårdens gods. Således eksisterer der fra 1530 en dom på, at noget jord i Ejby uretmæssigt var blevet lagt ind under Blangstedgaard.[7] Dette harmonerer ganske godt med billedet af Jens Andersen (Beldenak) som en ambitiøs person. I sin egenskab af biskop havde han f.eks. i årene 1504-08 ladet opføre en ny bispegård øst for Skt. Knuds Kirke (det senere Adelige Jomfrukloster), og desuden skulle han have hørt til samtidens største kvæghandlere.
Før reformationen var godsfordelingen omkring Odense kendetegnet ved gejstlig dominans. Der var tale om dels gods som tilhørte de lokale klostre, især Skt. Knuds kloster, Skt. Hans kloster og Dalum kloster, dels gods som hørte ind under Odense Bispegaard. Dennes besiddelser bestod af Blangstedgaard + 7 møller + ca. 200 fæstegårde spredt ud over store dele af Fyn, undtaget var dog Sydfyn.[8] Blangstedgaard har udgjort kernen i Bispegaardens godsdrift. Dog var Blangstedgaards tilliggender i årene umiddelbart før reformationen ikke særligt omfattende sammenlignet med f.eks. en tilsvarende kongelig hovedgård som Næsbyhoved Slot. Ud fra regnskaber fra 1520’erne ved man, at Blangstedgaards udsæd har ligget på omkring 60 tdr. korn, d.v.s. kun ca. 25% af Næsbyhoved Slots udsæd.[9]
I forbindelse med reformationen skete der voldsomme forandringer i godsforholdene omkring Odense. For klosterbesiddelsernes vedkommende fik de ikke alle en lige hård medfart. Skt. Knuds-brødrene kunne således beholde deres gods nærmest ubeskåret, ligesom selve klostret forblev katolsk. Kongen havde økonomiske interesser i dets gods og stod endvidere på god fod med klostrets prior. Skt. Hans kloster overgik derimod til verdslig brug, og lensmanden på Næsbyhoved Slot overtog de gamle klosterbygninger. Dalum klosters gods var allerede i 1529 blevet forlenet til den senere kansler Johan Friis. Endelig blev Graabrødre kloster med tilhørende besiddelser ophævet som katolsk ordenshus og i 1539 omdannet til et hospital. Sortebrødre kloster blev ligeledes opløst og inkorporeret i Graabrødre Hospital.[10] Hvad angår Bispegaardens gods skete der også store indgreb. Bl.a. blev Blangstedgaard med tilhørende jorder beslaglagt af kronen, uden at den dog dermed blev gjort til krongods. I erkendelse af, at der med beslaglæggelse af klostre og disses ejendom fulgte sociale og sundhedsmæssige forpligtelser, oprettede man som nævnt Graabrødre Hospital. For at kunne finansiere et sådant var det imidlertid nødvendigt at tillægge det jordegods.
I et gavebrev udstedt d. 25/4 1540 af Christian d. III blev Blangstedgaard foruden en af det tidligere bispegods’ 7 møller, Blangsted Mølle, og to gårde i den nærliggende landsby Killerup, overdraget Graabrødre Hospital som donation.[11] I gavebrevet nævnes bl.a. den tillagte mølleskylds størrelse pr. år, i alt 20 ørter mel, én ørtug byg og én fjerding ål. I hospitalets umiddelbare nærhed må Blangstedgaard antages at have haft en central betydning, men det nystiftede hospital fik også overladt andet gods som økonomisk grundlag, foruden Sortebrødre kloster en række mindre katolske stiftelser i Odense, og Fåborg kloster. Herved skaffede hospitalet sig en bred vifte af indtægtskilder: korn- og kvægtiender, udbytte af hovedgårdsdrift, landgilde fra bøndergårde, samt leje fra huse og gårde i Odense.
Til første forstander for Graabrødre Hospital udnævntes domprovst Christian Pedersen Viborg, i øvrigt en brodersøn til den førnævnte Odensebiskop Jens Andersen (Beldenak).[12] I de første årtier efter overdragelsen til Graabrødre Hospital har Blangstedgaard imidlertid delvist været bortfæstet. Herom vidner en retssag angående en fæster på Blangstedgaard, Anders Ibsen, som blev sat fra bestillingen, efter at der i 1572 var blevet foretaget en gennemgribende ændring af ledelsesforholdene på Graabrødre Hospital. I en fundats fra d. 5/3 1572 blev hospitalet gjort til et kommunitet, hvilket betød, at der også blev knyttet bespisning af latinskoledrenge til driften af hospitalet.[13] For Blangstedgaard indebar det, at den daglige drift blev lagt ind under hospitalets administration. I spidsen for hospitalet blev sat to forstandere. Hertil kom hospitalsmesteren, der forestod bespisningen på hospitalet. Desuden blev sidstnævnte gjort ansvarlig for Blangstedgaards drift. Med andre ord fungerede denne gård nu som ladegård for Graabrødre Hospital, d.v.s. den skulle forsyne hospitalslemmerne m.fl. med korn og fødevarer. I forlængelse af ændringen af Blangstedgaards status befalede kongen d. 8/10 1574, at tre bønder, to i Killerup og én i Tornbjerg, der hørte under Blangstedgaard, skulle gøres til ugedagsmænd.[14] Dette betød, at de skulle gøre hoveri én dag om ugen på hovedgården. Til gengæld blev de fritaget for skat.
Betragter man de vilkår, Blangstedgaards bønder levede under fra slutningen af 1500-tallet og fremefter, er det givet, at de har været præget af udviklingen i landet som helhed, hvor hoveri-pligten kom til at hvile stadigt tungere på bøndernes skuldre i 1600- og 1700-tallet. Det var imidlertid kun inden for selve hovedgården Blangstedgaard blandt hospitalets gods, at bønderne var pligtige til hoveri. Dette hænger sandsynligvis sammen med den geografiske spredning af hospitalets øvrige gods, som gjorde anvendelsen af hoveri mindre formålstjenlig her. Af en forpagtningskontrakt fra 1679 ved man, at Blangstedgaard da havde 29 fæstebønder med hoveripligt, og af disse kom ca. halvdelen fra Korup-Villestofte-området, hvor der var en koncentration af gods tilhørende hospitalet.[15] Men der kom også hoveribønder fra Allesø, Skovsgaarde og Lundsgaard (ved Kerteminde). Det skulle dog allerede i starten af 1700-tallet vise sig, at behovet for hoveri svandt, idet man i 1715 havde ophævet bespisningen af fattiglemmer på hospitalet, hvorved efterspørgslen efter naturalier faldt.
Ideen med at lade hospitalsmesteren stå for driften af Blangstedgaard var ikke helt uden ulemper på længere sigt. Regnskaberne var ikke altid, som de burde være. Især under landbrugskrisen efter svenskekrigene var der problemer, uden tvivl forstærket af faldende kornpriser, svigtende indbetalinger af fæsteafgifter, en særlig konsumptionsskat, som blev indført for at skaffe staten penge efter krigens ødelæggelser, og restancer i landgildeydelserne. At det i disse år kneb med at få indkasseret landgilden, er der ingen tvivl om. Af hospitalets regnskaber fra 1684-85 ses, at den daværende forpagter var meget betænkelig ved landgildens konjunkturfølsomhed:
»Gud kiender det, hvor yderlig jeg giorde min flid og besøgte hver bondes bo og bolig og gerne havde ønsket en større indtægt — men desværre man saa den slette tilstand, som ingen kan tro, ti den, som havde lidet, kunne man intet tage fra —«[16]
Alle disse faktorer havde ført til en ændring af hospitalets godsledelse. Driften af Blangstedgaard var blevet overdraget en ridefoged (Jens Schult) i 1675, for fire år senere, d. 8/4 1679, at blive bortforpagtet til dennes efterfølger Mogens Mortensen. Det kunne i en tid med svigtende indtægter synes at have været en økonomisk fordel for hospitalet, da Mogens Mortensens forpagtningsafgift var konstant, men hospitalet måtte nu til gengæld betale en afgift på alt, hvad der indførtes til husholdningen.
Fra 1625 og århundredet ud blev der foretaget en del mageskift af hospitalsjord, hvor det kunne fremme godsejernes samling af jorder, så de i højere grad kunne udnytte hoveriet. I sådanne tilfælde er levevilkårene for fæstebønderne på den mageskiftede jord givetvis blevet forringet. For Graabrødre Hospital betød mageskiftene ofte, at man fik byttet fjerntliggende gods ud med gods, der lå nærmere Odense. Mængden af strøgods forblev dog relativ stor, og det var heller ikke altid, mageskiftet var til fordel for hospitalet. F.eks. blev de to førnævnte Killerup-gårde, der hørte under Blangstedgaard, på et tidspunkt mageskiftet med to gårde i Mygind på Vestfyn.[17]
I 1708 skete der en reformering af fattigvæsenet i Danmark, idet der bl.a. blev indført et centralt opsyn med de lokale hospitaler. Endvidere fulgte i 1715 den nævnte ophævelse af bespisningen, som blev afløst af et pengebeløb. Det forøgede behov for likvide midler gjorde sig gældende på den måde, at man perpetuerede stadig flere gårde, d.v.s. lejede dem ud til godsejere mod en fast årlig afgift og pant i det pågældende gods. Ofte blev pantebeløbet dog også udbetalt.[18]
Dette betød, at hospitalets gods indskrænkedes mærkbart især i løbet af sidste halvdel af 1700-tallet. I 1758 havde den samlede godsmængde bestået af 422 tdr. hartkorn foruden Blangstedgaard, medens den i 1789 kun udgjorde 281 tdr. hartkorn.[19] For Blangstedgaards vedkommende var der dog ikke sket nogen væsentlige ændringer i omfang. Iflg. matriklen af 1682 ansattes gården til 19 tdr. hartkorn, hvortil kom 3 tdr. hartkorn til Blangsted Mølle.[20] I 1793 havde Blangstedgaard stadig et tilliggende på ca. 19 tdr. hartkorn,[21] og dette holdt sig nogenlunde uændret ind i 1800-tallet (1845: ca. 22 tdr. hartkorn privilegeret og ca. 3 tdr. hartkorn uprivilegeret, 1866: ca. 29½ tdr. hartkorn i alt).[22]
Et vendepunkt i Blangstedgaards historie indtraf i slutningen af 1700-tallet, da stiftamtmanden på Fyn, Friedrich Buchwald (1789-1798), havde stor indflydelse som medlem af Graabrødre Hospitals direktion. Buchwald havde et skarpt blik for økonomisk rentabilitet, og samtidig stod han som en arbejdsmoralens vogter i et samfund, hvor en vis social bevidsthed og hjælpsomhed over for samfundets fattige ellers havde vundet indpas. Han forklarede således svigtende indtægter fra fæstegodset med, at dette ikke var blevet udnyttet tilstrækkeligt, da fæstebønderne var blevet behandlet for mildt og ikke ved hoveri var blevet tvunget til at lære agerdyrkning ordentligt. Desuden lagde han op til en skærpet holdning til restancer blandt bønderne.[23]
En anden måde at forbedre økonomien på var at sælge ud af hospitalets gods. Dette ville Buchwald gennemtrumfe for bl.a. Blangstedgaards vedkommende, men inden salget kunne gennemføres, havde der fundet heftige meningsudvekslinger sted mellem Buchwald og især bispen, som også var medlem af direktionen, og som ikke ønskede at skille sig af med Blangstedgaard.
Buchwalds synspunkt vedr. salg af hospitalets jordegods harmonerede ganske godt med tidens krav om, at selvejet blandt bønderne skulle fremmes. Hospitalets fæstegods skulle sælges til gårdfæsterne, medens Buchwald ville sælge Blangstedgaard på det frie marked. Efter nogle taktiske manøvrer, der indebar en trinvis afhændelse af Blangstedgaards tilliggende, blev selve hovedgården i 1792 solgt ved en auktion til ejeren af Hollufgaard, kammerherre A.C. von Heinen. Det samlede salg af hovedgårdskomplekset indbragte 19.600 rdl.[24] Hermed indledtes tredje fase, hvor Blangstedgaard var i skiftende privat eje (1792-1915).
Fra 1792 til 1814 blev Blangstedgaard drevet sammen med Hollufgaard. Af jordebogsoptegnelser fremgår det, at der til dette godskompleks var underlagt i alt 23 gårde og 9 husmandssteder, fordelt på landsbyerne Dyrup, Killerup og Ejby. Hertil kom St. Hesbjerggaard i Ubberud sogn. Det samlede tilliggende til disse gårde var 198 tdr. og 31½ skæpper hartkorn.[25]
Blangstedgaard var kun i von Heinens eje indtil 1814, hvor den blev solgt til en major Lassen. I 1822 skete der endnu et ejerskift, idet proprietær E.A. Lüders, senere medlem af stænderforsamlingen, erhvervede sig Blangstedgaard for 21.000 rdl.[26] Under Lüders skete der væsentlige landbrugstekniske fremskridt på gården. Lüders var således en foregangsmand inden for mergling og reolpløjning.[27] Et synligt bevis for hans tilknytning til Blangstedgaard ser man endnu i det gravsted, hvor han blev stedt til hvile i 1849, og som gengæld for vedligeholdelse af dette overdrog han i et tinglyst gavebrev fra 1845 vederlagsfrit kommende ejere to skove, Tornbjergskov og Skovløkken, som ikke måtte sælges bort.[28]
Efter Lüders’ død i 1849 blev gården overtaget af en søn, S. Lüders, som i 1852 solgte den videre til proprietær V.T. Borchsenius, Fraugdegaard. Næste ejer var N. Unger Nyborg, som købte Blangstedgaard for 247.000 kr. i 1894 efter Borchsenius’ død. I 1908 mageskiftede han den til kammerjunker C. Steenbach, der i 1915 solgte gården til Udstykningsforeningen for Sjællands og Fyns Stifter for 300.000 kr. På dette tidspunkt var Blangstedgaard på knap 30 tdr. hartkorn ell. 150 ha.[29]
Med salget til udstykningsforeningen var endnu en epoke i Blangstedgaards historie afsluttet, og gården ophørte nu med at være egentlig landbrugsbedrift. Hensigten var først og fremmest at skaffe jord til oprettelse af husmandsbrug. Ca. 90 ha. blev udstykket og solgt videre, medens de øvrige ca. 60 ha. blev forpagtet af Statens Forsøgsvirksomhed for planteavl, som havde til huse her indtil 1984, efter dog at have købt gården i 1937 for 175.000 kr. + løsøre 35.000 kr.[30] I 1984 blev Blangstedgaard købt af Odense kommune som led i den kommende bebyggelsesplan for syd-øst-området.
Om Blangstedgaards bygningers historie før 1700 kan man intet sikkert sige. Det nuværende stuehus skal iflg. traditionen være opført i 1680, efter at gården var blevet brændt ned under svenskekrigene. Opførelsesåret 1680 lader sig dog ikke verificere ved eksisterende skriftligt kildemateriale.
Den vigtigste kilde til Blangstedgaards ældste historie er en skriftlig fremstilling ved lokalhistorikeren Vedel Simonsen fra ca. 1830 + en vedlagt plan over gårdens beliggenhed, udført af Niels Ringe.[31] Beretningen bygger på meddelelser fra den tidligere ejer E.A. Lüders og en tidligere ladefoged på gården, og der findes her ikke noget grundlag for at slutte sig frem til, hvorledes de enkelte bygninger har set ud f.eks. i middelalderen og omkring reformationen. At der imidlertid må have været tale om et ikke ubetydeligt bygningskompleks på den tid, hvor Odense-bispen ejede Blangstedgaard, ses af kildens topografiske beskrivelse af området omkring den nuværende bebyggelse.
Man kan således fastlægge forløbet af et indre og et ydre voldgravsystem. Den ydre voldgrav kan man i dag tydeligt lokalisere, dels i engen sydvest for stuehuset, hvor den fra Lindeved Å nærmest danner et cirkeludsnit, der fortsætter i et lige forløb syd om en stadig eksisterende bindingsværkslade (ved Lüders’ familiegravsted), dels bag nogle tidligere frugthuse nordøst for gården, hvor en forholdsvis dyb grav strækker sig frem til åen ud for den nuværende mølledam.
Det indre voldgravsystem, som ikke længere er synligt,[32] har sandsynligvis bestået af en cirkulær voldgrav, begyndende ved den tidligere mølledam vest for stuehuset og sluttende ligeledes ved mølledammen (omtrent ved den nuværende bro over Lindved Å). Tillige har der været en tværgrav, som har ligget parallelt med vestfløjen, og som således har adskilt en mindre holm ned mod mølledammen fra det øvrige område inden for den indre voldgrav.
Denne skal endvidere være forløbet tværs gennem det sted, hvor førnævnte bindingsværkslade (»agerumsladen«) ligger, og på midten af ladens langsider kan man da også se, at et par fag er sunket betydeligt, hvilket indicerer en tidligere opfyldning på stedet.
Baggrunden for dette todelte »holm«-system, omgivet af en voldgrav har sandsynligvis været, at selve beboelsen har befundet sig på den lille holm, medens økonomibygningerne har ligget på den store holm (hvor stuehuset og sidebygningerne i dag ligger).
Udgravninger ved stuehusets fundament mod syd, foretaget i 1963, kunne tolkes i denne retning, da man her har fundet brolægning under sokkelstenene. Brolægningen kan således stamme fra en tidligere gårdsplads. Desuden fandt man ved den samme udgravning syv skifter munkesten på brolægningen, men under den nuværende stuehussokkel. Måske er der tale om reminiscenser fra en tidligere ladegårdsbygning.
En datering af de indre voldgrave er ikke mulig på nuværende tidspunkt, men selve anlægget minder om »castrum-curia«-typen, som i Danmark kendes fra 1200- og 1300-tallet i forbindelse med enkeltmandsvoldsteder. Dette passer for så vidt godt med, at Blangstedgaard i hvert fald har eksisteret i begyndelsen af 1300-tallet. Den er som nævnt omtalt første gang i 1309 som opholdssted for biskop Peder Pagh.
»Castrum-curia«-typen er endvidere karakteriseret ved, at borgholmen (motten) med boligen er ret snæver og lavere-beliggende end den rummeligere ladegårdsholm, hvilket ikke er uforeneligt med de terrænmæssige forhold omkring Blangstedgaard.
Om hensigten med at placere et borganlæg på dette sted kan man kun gisne, idet man ikke ved, om det overhovedet er en biskop, der står bag opførelsen af anlægget. Men der har uden tvivl været en vej, krydsende Lindved Å, som forløber for den vej, man kender fra senere kortmateriale, og som gik fra Ejby Toftevej over Blangstedgaard ogTornbjerg mod Fraugde.[33] Endvidere kan beliggenheden også have været betinget af muligheden for mølledrift, selv om man dog ikke med sikkerhed kender til Blangsted Mølles eksistens før i begyndelsen af 1500-tallet.
Det ret omfattende voldgravssystem må have tjent befæstningsmæssige hensyn, men på hvilken måde og under hvilke omstændigheder ved man ikke.
Det ydre voldanlæg er sandsynligvis yngre, og antagelser om dets oprindelse er ligeledes rent hypotetiske. Det kunne imidlertid være anlagt af den udfarende biskop Jens Andersen (Beldenak), der som tidligere nævnt også opførte en befæstet bispegård i Odense. En forstærkning af Blangstedgaardanlægget kunne have været et led i en cementering af hans magtposition. Jens Andersen (Beldenak) lå i sin embedstid i stadig strid med verdslige stormænd, f.eks. slægtninge til forgængeren Karl Rønnow og til lensmanden på Næsbyhoved Slot, Otto Porsfeld, som Beldenak lod myrde i 1504.
Tidligere bebyggelse inden for de to holme bekræftes mere eller mindre af arkæologiske fund på stedet. I Lüders’ tid har man i forbindelse med tildækningen af voldgravene fundet grundsten i haven (d.v.s. syd for hovedbygningen) og i gården, d.v.s. mod vest ved den lille borgholm. Omtrent midt i den sløjfede tværgrav er tillige fundet bøgeplanker, ligesom man i denne tværgrav iflg. Lüders også har fundet bl.a. bemalede glasruder. Samtidig blev der fremdraget rester af mursten og tagsten i området nord for Blangstedgaardsvej bagved de nuværende frugthuse, og der skal i flere af bygningerne fra Lüders’ tid (bl.a. i stuehuset) interessant nok være fundet grundsten i rader, måske sten svarende til dem, man fandt ved udgravningen i 1963.
I 1920’erne blev der desuden nord-vest for stuehuset fundet nogle svære egetræstykker, ca. 30-35 cm på hver side. Fundet blev gjort i forbindelse med en dræning af engområdet mod syd.
Problemet er, at alle disse fund ikke er blevet nøjere dateret/beskrevet endsige bevaret, hvorfor slutninger ud fra dem er meget usikre. F.eks. behøver bygningsresterne ved den nordlige voldgrav ikke at indicere en tidligere bebyggelse på netop dette sted. Der kunne have været tale om bortkastede bygningsmaterialer. Kun fremtidige udgravninger og undersøgelser vil altså kunne vise noget om karakteren af de bygninger, der har stået på stedet i Blangstedgaards tidligste historie.
Efter 1700 har man større viden om Blangstedgaards bygningsmæssige historie. I 1706 blev der foretaget en syns- og taksationsforretning på de daværende bygninger, hvorved man får et indtryk af bygningskompleksets omfang på det tidspunkt.[34]
Mod syd lå stuehuset, som det stadig er tilfældet. Dette har på daværende tidspunkt været af bindingsværk med kimede vægudfyldninger, men det er karakteristisk, at man nu er begyndt at erstatte lerkliningen med mursten. I hvert fald skønnede man i synsrapporten, at 8 klinede vægge burde ombygges med mursten samtidig med, at der skulle indlægges 24 alen fodstykker. Indsættelse af sådanne fodstykker har der i øvrigt været brug for i større stil for gården som helhed, ikke mindst på sidebygningerne. Dette indicerer, at den oprindelige konstruktion, hvor stolperne direkte har stået på syldstenene, medens de mellemliggende fag har været klinet med ler helt ned til fundamentet, ikke har været særlig holdbar.
En mere specifik plan over stuehusets indretning kan man ikke opstille ud fra synsrapporten fra 1706, men af den tilføjede inventarliste ses dog, at der i hvert fald har været to stuer, en »forreste« stue og en »liden« stue, samt et spisekammer.
Mod vest lå der et såkaldt fæhus, d.v.s. en kostald, som har haft en betydelig længde, for alene på den side, der vendte ned mod mølledammen, manglede 70 alen fodstykker. Denne bygning har i øvrigt været i en miserabel stand, idet væggene hældede kraftigt og skulle rettes op med 16-alen brædder. Fæhuset har ligesom stuehuset været opført af bindingsværk med stråtækket tag. I denne forbindelse kan det i øvrigt nævnes, at Blangstedgaard tilsyneladende ikke har haft noget større kvæghold på dette tidspunkt, nemlig kun 1 tyr og 9 køer.
Mod nord har der ligget en mindre bygning på 9 fag mellem to portrum (med adgang til vejen). Dette hus har som de øvrige været af bindingsværk og med stråtag.
I østsiden har der ligget et stort ladehus, som har strakt sig over 23 fag. Dette hus er velsagtens identisk med den bygning, som Vedel Simonsen i sin redegørelse for Blangstedgaards historie nævner som forgænger for 1800-tallets østfløj, og som skal have været »3 vægge høj« og bygget op af »meget stort tømmer« samt store »jernankre«.
Foruden dette firefløjede bygningsanlæg har der været en staldbygning af 23 fags længde, hvis beliggenhed imidlertid ikke kan bestemmes nærmere.
Sammenholder man bebyggelsen i begyndelsen af 1700-tallet med den langt mere detaillerede beskrivelse af bygningsforholdene i starten af 1800-tallet, som findes i forskellige brandtaksations- og brandforsikringsprotokoller, gør der sig i det mindste nogle anvendelsesmæssige fællestræk gældende. Om bygningerne derimod er de samme bortset fra ombygningsmæssige ændringer kan ikke afgøres med sikkerhed, men sandsynligvis har stuehuset og vestfløjen i 1820’erne haft samme omfang som i 1706.
Stuehuset var under E.A. Lüders, der som den første lod bygningerne brandforsikre i 1822, en 22 fag lang og 12 alen bred bygning, bestående af bindingsværk med murede vægge, tegltag og endvidere med gennemgående frontispice over fire fag og tre skorstene. Stuehuset havde to indgange og bestod indvendigt af tre stuer og 10 mindre rum, samt to køkkener. Der var svellegulv overalt i huset, undtagen i en forstue og i to kamre med brændt stengulv. Loftet gik gennem hele fløjen, og udvendigt var huset forsynet med 16 vinduer med store ruder. Hovedbygningen har på daværende tidspunkt haft afvalmet tag i gavlene. Bygningens nuværende kamtakkede gavle er således af senere oprindelse.
Vestfløjen var af betydelige dimensioner, idet den strakte sig over 42 fag og var 10½ alen bred. Denne fløj bestod ligeledes af bindingsværk, men taget var tækket med strå, og der var loft over de 11 fag. Funktionen har dels været bryggers (i den del, der lå nærmest stuehuset), dels mejeri og kostald (jvf. fæhuset i den tilsvarende bygning i 1706).
Nordfløjen udgjorde 27 fag med en bredde på 10½ alen. Væggene var af muret bindingsværk, og der var stråtag med loft over 6 fag. Denne fløj var opdelt i to portrum, et karlekammer, et huggehus og en grisestald.
Østfløjen har i 1822 bestået af 36 fag bindingsværk, 10½ alen bredt. Den har som de øvrige fløje været stråtækt og i øvrigt været indrettet til kornlade, således som det også var tilfældet i 1706.
Ved siden af dette firefløjede bygningskompleks lå den endnu i dag eksisterende bindingsværkslade, dengang dog bygget sammen med østfløjen.
Denne stråtækte lade havde i 1822 en længde på 14 fag og en bredde på 19 alen og var bræddebeklædt i 2½ alens højde, og den blev anvendt som kornhus og tærskelade.[35]
En mere specificeret plan over stuehusets indretning fremgår af brandtaksationen fra 1825. Der har således været en havestue, en dagligstue, to mindre stuer, to forstuer, et sovekammer, et køkken, et gæsteværelse, et pigekammer og et pulterkammer. Fra den vestlige forstue var der opgang til loftet og kvisten, som var indrettet med to kamre. Der er ikke tvivl om, at der er sket betydelige forbedringer af stuehuset i Lüders’ tid, idet vurderingssummen i perioden 1822 til 1855 er godt og vel firedoblet fra 1320 rdl. til 5500 rdl.
Forhøjelser i vurderingen er også foretaget for de øvrige længers vedkommende, mest markant for østlængen + tærskeladen, hvis samlede værdi på 30 år steg fra 2190 rdl. til 7260.[36]
Vedr. avlsbygningerne skete der væsentlige ændringer i de første år, Lüders ejede Blangstedgaard. Loftet over vestfløjen blev udvidet til 12 fag. Især i østfløjen skete der store ændringer, idet den i 1825 havde fået en hel anden anvendelse end i 1822. Den blev således indrettet til rullestue, huggehus, lo, brændehus og tørrehus. Endvidere blev den tilstødende tærskelade udvidet, så den kom til at omfatte i alt 27 fag. Denne udvidelse må antages at være sket i forbindelse med opfyldningen af den indre voldgrav mod sydøst.
I øvrigt er der senere sket endnu en udvidelse af denne tærskelade, da den i 1855 er angivet som værende 36 fag lang.[37]
Sammenholder man disse oplysninger med laden, som den fremtræder i dag, når man frem til en forskel i antallet af fag på 3. (Laden består i dag af 33 fag). Denne forskel kan sandsynligvis forklares med, at 3 fag i nordenden er forsvundet, da Blangstedgaards østfløj blev revet ned i slutningen af 1800-tallet, hvorefter laden blev fritliggende. Karakteristisk nok er der heller ingen skråbånd i endefagene mod nord, som man ellers ofte finder det i hjørnefag på bindingsværksbygninger. Derimod finder man skråbånd i de fag, hvorfra der iflg. brandtaksationerne er foretaget trinvise udvidelser af laden. Fra nord regnet finder man således på havesiden et skråbånd i 11. fag (= det oprindelige 14. fag). Samtidig aner man en forskydning i fundamentet, og disse ting harmonerer altså med, at laden oprindeligt kun er forløbet til dette sted. I det 22. fag finder man endvidere skråbånd både på vej- og havesiden, og der er en markant niveauforskydning i fundamentet efter det 23. fag. Med andre ord er der også på dette sted tale om et bygningsmæssigt brud.
Samtidig må man have for øje, at bygningen er sunket en del, netop mellem det 11. og det 23. fag, hvilket må tages som tegn på, at man har bygget på opfyldt grund. Lüders har altså foretaget en givetvis tiltrængt udvidelse af laden, efter at han havde ladet voldgraven, som spærrede mod syd, fylde op.
Lüders lod i slutningen af 1820’erne også opføre en 15 fag lang og 11 alen bred bygning med stråtag vest for stuehuset. De 5 fag bestod af massivt murværk, medens de øvrige fag var af bindingsværk. Huset blev anvendt som forrådshus og tørrehus. Senere anvendtes det dels som mejeri, dels som osterum.[38]
I 1842 var der gennemført yderligere bygningsmæssige udvidelser af Blangstedgaard. Der var således sydvest for stuehuset blevet bygget et 12 fag langt og 13 alen bredt hus, opført af mursten, med stråtag og loft over hele huset. I nordsiden var der over tre fag anbragt en kvist af bindingsværk. De fire fag af huset var indrettet med to værelser med bræddegulv og en stue, senere brugt som forvalterbolig. De otte øvrige fag blev anvendt som tørre- og brændehus.
Desuden var der til vestfløjens nordlige ende føjet en bygning på tre fag i længden og 3¾ alen i bredden med murstensvægge og stråtag. Dette hus blev indrettet som røgterhus og karlekammer.
Endelig figurerer der i brandtaksationen fra 1842 parallelt med tærskeladen en forsikret kornhjælm på 12 fag og en bredde på 11 alen. De fire af fagene bestod af to-etagers bindingsværk med to porte, hvorimod de øvrige otte fag med samme højde var opført af mursten. Bygningen var som de øvrige dele af gården stråtækt.[39]
Omkring år 1900 skete der endnu engang væsentlige ændringer i Blangstedgaards bygningsmæssige forhold. Der blev bygget to murede kostalde med hhv. tegltag og paptag i 1890. Vestfløjen og nordfløjen blev revet ned, sidstnævnte i 1899. Fra dette tidspunkt forblev nordsiden åben ud mod vejen. Derimod stod der to nye sidefløje klar i 1912 til erstatning for den tidligere kostald/smørkærneri, bryggers m.m. (vestfløjen) og østfløjens lo og brændehus (senere materiallade), som i mellemtiden også var blevet revet ned. De to nye bygninger var grundmurede og forsynet med tegltag.[40]
I den nye vestfløj blev der lavet hestestald, hvorimod østfløjen blev indrettet til beboelser: elevværelser fra 1915, da Blangstedgaard blev forsøgsstation. Mejeribygningen, som havde ligget mellem vestfløjen og åen samt forvalterboligen sydvest for stuehuset blev også revet ned, og da Blangstedgaard blev solgt af Carl Steenbaeh i 1915 og herefter ikke længere primært blev drevet som landbrug, var der af den oprindelige bebyggelse kun stuehuset og tærskeladen (agerumsladen) tilbage.
Efter 1915 gennemførtes yderligere bygningsmæssige forandringer. Bl.a. blev der foretaget en betydelig ombygning af den tidligere kostald, som blev indrettet til frugtopbevaring og laboratorium. Et lille gødningshus blev bygget vinkelret på den nye vestfløj, og den gamle vandmølle, der havde stået umiddelbart nord for broen over Lindved Å, blev revet ned.[41] I tilslutning til vandmøllen havde der ligget et lille firefløjet bygningskompleks, hvoraf i dag kun findes den tidligere beboelse for mølleren. Blangsted Mølle udgjorde i øvrigt en matrikel for sig og skal derfor ikke behandles yderligere i denne sammenhæng.
Som noget nyt blev der bygget et lille turbinehus, som skulle forsyne forsøgsstationen med elektricitet, men som i perioder også kunne sælge overskydende el til det nærliggende Killerup Elektricitetsværk.
Endelig skal det nævnes, at der omkring 1915 også blev foretaget en renovering af Blangstedgaards stuehus, som herefter blev bolig for forstander Niels Esbjerg, forsøgsstationens første leder.
Man kan konkluderende fastslå, at Blangstedgaard siden middelalderen har været en markant hovedgård i Odenses nærmeste omegn. Ganske vist har det arealmæssige omfang ikke været påfaldende stort i sammenligning med andre hovedgårde, men gården har dog været af så stor betydning, at den på et tidspunkt, sandsynligvis før reformationen, er blevet befæstet.
Ejermæssigt har Blangstedgaard ført en omskiftelig tilværelse, men som landbrugsbedrift har den været vigtig både i perioder, hvor den var i gejstlig eje, og i perioder, hvor den ejedes af private jordbesiddere. At Blangstedgaard i dette århundrede tillige har været centrum for forskning i frugtavl, illustrerer på samme tid gårdens omskiftelige historie og dens alsidige funktioner.
Det førreformatoriske Blangstedgaard kender man i dag ikke meget til, men en undersøgelse af det omfattende voldgravssystem uden om gårdsbygningerne kunne uden tvivl bidrage til at kaste lys over Blangstedgaards tidligste historie. De nærmeste års opførelse af boliger på Blangstedgaards arealer og den derved påtænkte ændring af miljøet omkring gården og dens have kunne da passende være anledning til arkæologiske undersøgelser på stedet.
