I Fynske Minder 1985 gav jeg i artiklen »Landbygninger og -byggeskik som arbejdsfelt« en oversigt over Den fynske Landsbys arbejde med bygningshistorie og bygningsbevaring siden museets start i 1941/42. Medens ressourcerne i de første 10-15 år i Den fynske Landsbys levetid udelukkende koncentreredes om genopbygning af de mange bygninger, indretning af interiører og etablering af de rette miljøer omkring bygningerne, blev der fra l950’erne flere pauser i byggeprogrammet, som gjorde det muligt også at foretage registreringer af bygninger rundt om på Fyn – bygninger, der ikke skulle flyttes. Baggrunden herfor er, at Den fynske Landsby – som alle øvrige museer – er forpligtet til at indsamle, udforske, bevare og formidle viden om sider af den danske kulturhistorie. For Den fynske Landsbys vedkommende gælder det den fynske bondekultur med udgangspunkt i bygningerne.
Indtil for nylig har museets bygningsregistreringer primært rettet sig mod landbygninger opført i bindingsværk og samtidig i vid udstrækning været bygninger, der stod over for nedrivning. Den fynske Landsbys indsats kan sammenlignes med arkæologernes »nødudgravninger« af levn fra fortiden før ødelæggelse som følge af vejbyggeri, gasledninger og lignende. Registreringsarbejdet har således omfattet enkeltstående bygningsanlæg, hvor form og niveau for dokumentation gennem beskrivelse, fotografering og opmåling er afgjort i det konkrete tilfælde.
Som nævnt i afslutningen af artiklen i Fynske Minder 1985 indledte museet i slutningen af 1984 en større undersøgelse, hvis formål er at kortlægge og beskrive de fynske gårdes bygnings- og arkitekturhistorie fra midten af forrige århundrede til ind i de første årtier af vort århundrede. Med igangsættelsen af denne undersøgelse, som i det følgende nærmere skal præsenteres, har museet ændret sin indsamlings- og dokumentationspolitik således, at i forvejen opstillede mål og problemstillinger søges belyst gennem flerårige undersøgelsesprogrammer. Herved er det på den ene side muligt at indsamle et systematisk tilvejebragt kildemateriale til behandling af udvalgte centrale emner og tidsepoker inden for museets virkefelt, og på den anden side at gennemføre egentlige forskningsopgaver. Sidstnævnte er en fundamental forudsætning for at sammenfatte og forstå de mange indsamlede oplysninger, beretninger, genstande m.m. og omsætte denne viden til formidling i skrift, udstilling eller foredrag.
I disse år satser museet næsten alle undersøgelsesressourcer – suppleret med betydelige tilskud fra Carlsbergfondet, Statens Museumsnævn samt en række fonde og institutioner – på det bygningshistoriske projekt »Fynske gårde 1850-1925« med undertitlen »en arkitektonisk og økonomisk undersøgelse af det fynske gårdbyggeri på overgangen mellem bindingsværk og grundmur«. Idé og målsætning formuleredes allerede i 1983, men grundet bl.a. arbejdet med at overskue og tilvejebringe relevante kildegrupper – herom senere – kunne undersøgelsen først sættes i værk i slutningen af 1984. Efter planen skal materialeindsamlingen i form af kildestudier, beskrivelse af eksisterende bygninger, opmålinger, fotoregistreringer m.m. være afsluttet med udgangen af 1988, medens 1989 skal bruges til endelig bearbejdning og publicering.
Godt og vel halvgået i projektet kan der passende nu gives læserne af Fynske Minder en lidt grundigere introduktion til projektet, dets mål, arbejdsmetoder og hidtige forløb.
Motiverne til netop at tage de fynske gårdes bygnings- og arkitekturhistorie fra midten af 1800-tallet til ind i 1900-tallets begyndelse op har været adskillige. Her skal blot nævnes nogle overordnede overvejelser.
Som allerede nævnt har det fynske bindingsværksbyggeri – det vil i princippet sige bygninger fra 1600-tallet til hen mod midten af 1800-tallet – allerede i en lang årrække været gjort til genstand for større og mindre undersøgelser. Den fynske Landsby har siden midten af 1950’eme – udover sin egen bestand af bindingsværksgårde og huse – registreret og dokumenteret et betydeligt antal landbygninger fra tiden før 1850. Men herudover er fynske gårde og huse ved tidligere lejligheder blevet udforsket. Allerede i 1920’rne og 30’rne gennemførte Kai Uldall og Halvor Zangenberg, begge fra Nationalmuseet, en række besigtigelser primært med henblik på at finde egnede bygninger til Frilandsmuseets fynske afdeling. Men grundet den særlige fynske sulekonstruktion, der fandtes bevaret på Vestfyn, foretoges herudover en række registreringer og beskrivelser heraf. Disse undersøgelser suppleredes yderligere i 1950’erne hvor Nationalmuseets »Bondegårdsundersøgelser«, indledt i 1940’erne, var nået til Fyn. I løbet af få år blev et stort antal velbevarede bindingsværksgårde og huse fra før midten af 1800-årene registreret ved hjælp af beskrivelser og fotografier, i nogle tilfælde med skitsemålinger af grundplan og konstruktionsdetaljer. Det indsamlede materiale fra de sidstnævnte undersøgelser ligger i dag på Nationalmuseets »Bondegårdsundersøgelsernes arkiv«, og på baggrund heraf er gennem årene udgivet en række mindre publikationer og artikler enten om byggeskikken generelt i Danmark før 1850, eller specifikt om visse egne, således også om Fyn. Bondegårdsundersøgelserne rettede sig udelukkende mod landbygninger opført før 1800, dog senere også bygninger opført frem til omkring 1850.[1]
Det landlige byggeri efter denne tid har ikke dengang eller senere interesseret hverken bygningshistorikere eller museer. I bindet om Landbrugets huse i Gyldendals Danmarks Arkitektur, udgivet i 1980, står således »Den til foragt grænsende ligegyldighed for dette fornemme byggeri (her menes 1800-tallets grundmursbyggeri) findes ikke alene hos de ejere, som nu ødelægger det med moderne vinduer, men også hos de bygningshistorikere og museumsfolk, der alene interesserer sig for bindingsværksbygninger med åbent ildsted«[2]. Og denne manglende interesse til trods for, at der netop i løbet af 1800-tallet for størstedelen af landet sker et markant brud i byggeskikken, og at der fra midten af århundredet bygges meget. Det gamle bindingsværksbyggeri erstattes af huse helt i grundmur, og ikke nok med det, der introduceres i hastigt tempo nye byggematerialer, konstruktioner og husindretninger. Det ser ligeledes ud til, at netop perioden midten af 1800-årene til ind i de første årtier af vort århundrede er en periode med utrolig stærk byggeaktivitet, ikke blot målt i nye bygninger, men også i samlet bebygget areal.
Baggrunden for de nye byggemåder og byggeintensiteten skal formentlig søges i den øgede økonomiske vækst, som landbruget oplevede fra ca. 1930 og fremefter kombineret med udviklingen i samfundet som helhed med etablering af industrier, større samhandel, bedre kommunikationsveje m.m. Det er en spændende periode, hvor grunden lægges til mange af de samfundsmæssige strukturer, vi i dag kender.
Men vor viden om denne tids byggeaktivitet, dens introduktion, omfang, art, kronologi og finansiering, er såre begrænset. Det samme gælder de dybereliggende årsager til bygningernes konkrete udformning, brug og størrelse. Bygningerne er rejst som elementer i de enkelte gårdes produktion, hvor hver bygning eller hvert rum i en bygning har spillet en rolle i gårdens økonomiske og sociale liv. Mange af disse ting kan ikke længere ses ved besøg på gamle gårde. Bygningerne er ombygget efter nye krav, f.eks. til svinestalde, som det så ofte skete i 1950’eme og l960’erne. Kun svagt vil det kunne anes, at der måske i den samme bygning tidligere har været hestestald, foderlo, tørvehus og rullestue – blot nævnt som eksempler. Skal disse spor registreres, så er tiden inde nu. Det anslås, at mellem 60 og 70% af de landbygninger, som vi idag kan se rundt i landskabet, er opført i perioden 1850-1925.
Den betydelige omlægning i dansk landbrug gennem de allerseneste år medfører, at et meget stort antal udlænger til gårdene står ubrugte hen – uanvendelige i et moderne landbrug, som enten kun stiller meget små krav til bygninger – (rene agerbrugsgårde) – eller stiller helt andre krav, f.eks. til store svine-, ko- eller kyllingestalde. Det vil med andre ord sige, at mængder af de bygninger, som rejstes i 1850’erne og årtierne efter, er stærkt truet af nedrivning. Skal udsnit af disse bygningers oprindelige form og brug dokumenteres, så er det tiden nu, hvor der stadig er så mange relativt velbevarede bygninger fra perioden. Det haster at få gennemført en fyldig dokumentation af byggeskikken på landet i den periode, hvor bindingsværket afløstes af murstensbyggede huse. »Bondegårdsundersøgelserne« kan således med god grund genoptages nu 40-50 år efter. Dengang gjaldt det bindingsværkshusene, nu de grundmurede bygninger. Og dette til trods for, at den »romantiske indstilling« til bindingsværkshuse, der allerede herskede i 1940’erne ikke modsvares af lignende forhold for de første grundmurede gårde. Ja, bygninger opført umiddelbart før og omkring år 1900 er endog blevet kaldt »grimme« og »uden rødder« i dansk byggetradition. Ganske rigtigt kan mange gårde opført i årtierne omkring 1900 være »stilforvirrede«, men alligevel udtrykker hvert hus og gård en datidig æstetik, og ikke at forglemme lokale håndværksmestres hurtige tillæring af nye materialer, deres faglige kunnen og sans for såvel funktionelle hovedtræk som udsmykningsdetaljer. Det er en periode, hvor egentligt bygningshåndværk vinder ind på landet.
Undersøgelsen »Fynske gårde 1850-1925« følger således tidligere bondegårdsstudier op, men som det vil fremgå af det følgende, i en ændret form. Opgaven at dokumentere og udforske denne periodes bygninger er central. Landbrugets huse har været ramme om en væsentlig del af det økonomiske og sociale liv i Danmark i en periode, hvor landbruget var i stærk vækst, hvor landbruget udgjorde hoveddelen af den samlede indkomst – og hvor netop landbrugets vækst muliggjorde starten på det moderne samfund, vi kender i dag. Som monumenter over denne væsentlige periode i dansk landbrugshistorie – og dermed dansk historie i almindelighed – står disse bygninger rundt i landskabet – endnu. Hvem byggede dem, hvornår, hvorfor, hvordan? – og hvilke tanker lagde man i opførelsen, kun praktiske, eller også æstetiske og prestigemæssige?
1800-tallets sidste halvdel og de første årtier af 1900-tallet er en periode i dansk landbrug med stærk vækst – »kornsalgstiden« (ca. 1830-1870) – og med omfattende produktionsomlægninger til animalsk produktion, specialafgrøder og rodfrugter (»andelstiden«, ca. 1880-1925). Det er en periode, hvor den øgede indtjening i landbruget omsættes i nyinvesteringer, i jordforbedring, nye husdyrracer og bedre, arbejdsbesparende redskaber og maskiner – alt sammen for at øge produktion og udbytte. Det er også en periode, hvor gårdejerne omsætter dele af indtjeningen til direkte materielle goder, og hvor de sociale skel på landet øges. En del af overskuddet i landbruget anvendes til øgede investeringer i bygninger, som jo i lighed med husdyr, marker, redskaber m.v. er en del af det samlede produktionsapparat, – og en del falder også til forbedring/nybygning af stuehuse.
Målet med projektet »Fynske gårde 1850-1925« er at kortlægge og beskrive – samt undersøge forudsætningerne for – gårdbyggeriet på Fyn fra midten af 1800-årene til ind i de første årtier af vort århundrede. Det er tanken ved en serie udvalgte undersøgelsesområder at belyse 1) periodens byggeaktivitet, dens omfang målt i nybyggeri og i samlet bygningsvækst, 2) bygningernes brug og ændringer heri, 3) byggemåden, dvs. introduktion af nye planformer, nye konstruktioner, nye byggematerialer m.v., 4) gårdbygningernes økonomiske værdi (investeringsomfanget) og finansiering samt endelig 5) arkitektoniske hovedtræk (bl.a. lokale egnstræk og bygmestres særlige skik) og herunder det prestigeforhold, som bygningerne kan udtrykke, eksempelvis i denne periode, hvor bonden skifter stand fra fæstebonde med hoveri osv. til gårdejer med mange tyende og med stor social, økonomisk og politisk indflydelse både lokalt og på landsplan. Det er tanken at sammenholde de 5 hovedformål med en nøje vurdering af den samtidige gårdøkonomi, undersøgt i de konkrete, udvalgte undersøgelsesområder, og med den generelle landbrugsøkonomiske udvikling. Endelig skal nye ideer til husbygning fremsat i samtiden sammenholdes med den konkrete udvikling – tradition eller nyskabelse?
Som det fremgår heraf, er det målet at bearbejde gårdbyggeriet ud fra såvel en landbrugsøkonomisk synsvinkel som ud fra en bygningshistorisk/ arkitekturhistorisk vinkel. Herved studeres bygningerne ikke som isolerede fænomener, hvilket var situationen ved de tidligere bondegårdsstudier, men som integrerede led i den generelle udvikling i landbruget. Hovedvægten i undersøgelsen ligger på samspillet mellem byggeri og økonomi, herunder lokale forudsætninger m.m., og de bygningsmæssige og arkitektoniske træk vil primært blive vurderet i lyset af de muligheder, som de generelt forbedrede forhold for landbruget medførte i perioden fra midten af 1800-årene til ca. 1925. Den nedre tidsgrænse ved ca. 1850 er valgt under hensyntagen til tidligere bondegårdsundersøgelser og til den økonomiske ændring, der finder sted i årene deromkring. Den øvre grænse er lagt for at omfatte både »kornsalgstiden« med dens begyndende kraftige vækst i byggeriet og »andelstiden«, hvor grundmursbyggeriet rigtigt slår igennem samtidig med produktionsomlægningerne, der medfører nye bygningsbehov gennem satsningen på husdyrsproduktionen. På længere sigt burde undersøgelserne følges helt op til nutiden, men kun ved besigtigelsearbejdet, herom nærmere senere, beskæftiges der med tiden efter ca. 1925. Praktiske årsager er baggrunden herfor. Når projektet er afsluttet i dets nuværende form, foreligger der et godt udgangspunkt for fortsættelse af studierne op gennem 1900-årene, bl.a. med en status over den nuværende bestand af landbrugsbygninger i 1980’ernes slutning.
Ved ejendomsvurderingen i 1903 kunne der på Fyn, her regnet uden Langeland og Ærø, registreres ca. 9.000 landejendomme med hartkornstal på mellem 1 og 12 tdr. hartkorn. (Hartkorn var tidligere tiders skattemæssige vurderingsgrundlag, hvorved en gårds værdi ansattes under hensyntagen til areal og jordbundsforhold). I den datidige officielle statistik betegnedes landejendomme med mellem 1 og 12 tdr. hartkorn som almindelige »bøndergårde«, mens mindre kaldtes huse med jord og større kaldtes proprietærgårde. I undersøgelsen »Fynske gårde 1850-1925« er denne definition anvendt, vel vidende at der kan ligge lige så spændende aspekter i at studere såvel de mindre husmandssteder, der i tal stiger stærkt i perioden, som de større gårde. Men da det er tanken at følge de tidligere fæstegårdes (bindingsværksgårdes) historie frem gennem 1800-tallet, må de større og mindre brug vente til en anden gang. Undersøgelsen foretages på 3 niveauer, gradueret efter såvel omfang som intensitet.
På grundlag af de ca. 9.000 landejendomme er udvalgt 10%, dvs. ca. 900 gårde som et repræsentativt udsnit af den totale mængde med henblik på nærmere studier. Ved valget af dette procenttal er det på den ene side erkendt, at det rent praktisk ikke ville være muligt – og ej heller rimeligt – at foretage en totalundersøgelse, og på den anden side alligevel ønsket at gøre undersøgelsesandelen så relativ stor, at der kan tales om en dækkende undersøgelse. Ved tidligere lejligheder er foretaget enkelte små-undersøgelser, hvor kun tendenser kunne påpeges.[3] Det har været målet her at skaffe et så rimeligt grundlag, at resultaterne kan tolkes med tilstrækkelig kraft som dækkende for hele regionen.
Udpegningen af de ca. 900 gårde er ikke sket efter en samplingmetode, f.eks. med en spredning af gårde over hele Fyn, men derimod i form af 8 undersøgelsesområder med varierende gårdtal. Ideen bag dette er at muliggøre påvisning af egnstræk, lokale håndværksmestres byggepræg samt »hele områders« forhold til en række faktorer så som købstæder, stationsbyer, kommunikationsveje m.m. Områdeopdelingen gør det også praktisk lettere at foretage såvel arkivstudier som besigtigelser. Hvert område består af 2-3 sogne, se fig. 1.
Udvælgelsen af de 8 områder er sket på grundlag af en række forhold. For det første skulle der være tale om en jævn geografisk spredning og en spredning i forhold til Fyns generelle geografi, dvs. kystzonen, slettezonen (Midt- og Nordfyn) og dødisområdet på Syd- og Vestfyn.[4] For det andet er der taget hensyn til områdernes placering i forhold til købstæder og stationsbyer, dette netop for at se, om og hvordan kommunikationspåvirkningen fandt sted. For det tredje er der foretaget en udvælgelse med baggrund i ejendomsforholdene. Således er både områder med meget sen overgang til selveje medtaget, f.eks. så sent som 1916, og områder, hvor selvejergårde allerede kendtes omkring år 1800. Endelig for det fjerde har hensynet til et brugbart bygningshistorisk kildemateriale spillet en væsentlig rolle i den konkrete udpegning.
Netop det bygningshistoriske kildemateriale var fra projektets start et stort problem. For at kunne følge de ca. 900 gårdes bygningshistorie tæt med hensyn til byggetidspunkter, bygningsart m.v. var kun én kildegruppe anvendelig for hele perioden fra første halvdel af 1800-tallet og fremefter, nemlig brandforsikringssagerne. I 1792 oprettedes det statslige forsikringsselskab »Den almindelige brandforsikring for landbygninger« og i løbet af de første årtier af 1800-tallet indtegnedes stort set alle landbygninger til brandforsikring. Ved såvel indtegning – og normalt ved hver om- eller nybygning – foretages en taksationsforretning med beskrivelse af gårdens bygninger, størrelse, byggemåde, indretning m.m. For perioden 1792-1858 er disse mange taksationsforretninger indført i protokoller, som næsten totalt findes bevaret i landsarkiverne. Fra 1858 sker der en ændring således, at taksering af en lang række af landbygningerne skal foretages alene af lokale vurderingsmænd, ikke som tidligere af en branddirektør og 2 takseringsmænd. Denne ændring betyder også, at den lokale sognevurderingsformand skal indskrive vurderingsforretningen i en sogneprotokol, som han opbevarer. Efter hver indtegning sender formanden en kopi af vurderingsforretningen til branddirektøren – selskabets administrator i det enkelte amt eller region. Ved diverse afleveringer til landsarkiverne fra branddirektørerne i vort århundrede har man desværre ikke tænkt på at redde sognevurderingsprotokollerne. Disse lå jo i original hos formanden, medens kopisættet hos branddirektørerne forlængst var tilintetgjort. Da projektet »Fynske gårde 1850-1925« formuleredes i 1983-84 var situationen den, at der fra det fynske område på Landsarkivet i Odense kun var bevaret totale serier af vurderingsprotokoller fra 1858 til 1955 – da protokoltypen ophørte – fra 5 sogne. Da netop sognevurderingsprotokolleme fra 1955 og fremefter er en uerstattelig kilde for projektet med deres præcise oplysninger om byggetidspunkter, byggemåder, vurderingssummer og fra 1886 grundplaner, var det en forudsætning, at antallet af protokoller kunne suppleres væsentligt. I løbet af 1983 og 1984 iværksattes derfor en efterlysningskampagne gennem aviser, lokalradio og ved henvendelse til lokalhistoriske arkiver. Nogle gange fik opsporingsarbejdet karakter af detektivarbejde, som f.eks. gennem opsporing af efterkommere efter sognevurderingsformænd via gamle optegnelser venligst udlånt fra Alm. Brand af 1792. En enkelt gang reddedes en serie protokoller fra at havne på den kommunale losseplads – fisket op af en container få timer før afhentning, da det endelig lykkedes at opspore vurderingsformandens familie. Arbejdet har givet betydelige resultater, og adskillige sogne er i dag helt eller næsten helt dækkede med protokolserier fra 1858 og fremefter, andre steder – og det er tilfældet oftest – har det kun været muligt at redde materiale fra 1886 og fremefter. På det tidspunkt skiftedes til større protokoltyper med fortrykte skemaer. Begge dele har nok haft betydning for bevaring hos efterkommere.
Ved fastlæggelse af områdeinddelingen i slutningen af 1984 måtte der således tages hensyn til dækningen med vurderingsprotokoller. Fig. 2 viser dækningsgraden for de ialt 20 sogne, der er omfattet af de 8 områder. Siden er flere protokoller fundet, og museet er stadig interesseret i at høre om bevarede forsikringssager fra Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger. For at skaffe et samlet overblik over disse bygningshistorisk uvurderlige kilder har Den fynske Landsby udarbejdet et edb-register over samtlige bygningsbrandforsikringsarkivalier fra tiden efter 1858, med angivelse af opbevaringssted, dette være sig på Landsarkivet, i lokalarkiverne eller privat. Privatejede protokoller er blevet fotokopieret i deres helhed.
Som afslutning på omtalen af arkivalierne fra Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger skal det nævnes, at medens dette selskab var enerådende frem til slutningen af 1800-tallet, så spredtes forsikringen af landbygninger herefter over flere selskaber. Mest betydningsfulde for Fyn er Østifternes Brandforsikringsselskab, Vermund og Husmandsbrandkassen. Det vil med andre ord sige, at også disse selskabers arkivalier eftersøges. Østifternes Brandforsikrings protokoller findes delvist bevaret på Landsarkivet, medens de to andre selskabers ikke har kunnet opspores. Ved efterlysningskampagnerne efter sognevurderingsprotokoller er fundet enkelte fra Østifterne, og det har vist sig – til stort held – at en del af disse protokollers kopisæt afsendt til hovedkontoret i København er bevaret gennem en aflevering til Erhvervsarkivet i Århus.
Som det fremgår heraf, er sammenstykningen af det bygningshistoriske kildemateriale, der stammer fra taksations- og vurderingsprotokoller og andre af bygningsbrandforsikringsselskabemes arkivalier, et stort puslespil.[5]
I den officielle statistik på grundlag af ejendomsvurderingen i 1903 medtages samtlige jordbrug, dvs. at de ca. 9000 fynske landejendomme mellem 1 og 12 tdr. hartkorn omfatter både almindelige gårde og ejendomme med andre alternative indtægtsmuligheder, f.eks. vand- og vindmøllegårde, teglværks-gårde og præstegårde.[6]
I undersøgelsen »Fynske gårde 1850-1925« er det alene målet at undersøge de egentlige gårde, hvis primære produktion består i ager- og husdyrbrug. Det har derfor været nødvendigt at foretage en udskillelse.
Identifikationen af de enkelte gårde og deres størrelse gennem perioden er foretaget ved at benytte amtsstuens skattehovedbøger suppleret med 1844-matriklen og ejendomsvurderingen i 1903. Gennem matriklen og ejendomsvurderingen fås matrikelnummer og størrelse på de pågældende tidspunkter. Men det har vist sig, at nyudstykninger og fri handel med jord gør, at de enkelte gårdes jordtilliggender ændres i løbet af perioden. Af hensyn til såvel gårddefinitionen (1-12 tdr. hartkorn) som ønsket om at sammenstille byggeaktivitet med brugsstørrelse, har det været nødvendigt at supplere 1844-matriklen og 1903-ejendomsvurderingen. Hovedskattebøgerne, der angiver hver enkelt ejendoms aktuelle jordtilliggende, er fundet mest hensigtsmæssige i denne forbindelse. De er lettere at arbejde med end skøde- og panteprotokollerne ved så store gårdtal, og som ekstragevinst er der i hovedskattebøgerne angivet brandforsikringsnummer for den enkelte ejendom. Herved kan kobles umiddelbart til protokollerne fra brandforsikringen. Et problem ved hovedskattebøgerne er, at fæstegårde ikke er opført. Dette er løst ved brug af de pågældende godsers jordebøger. En tidligere fæstegård kommer først ind i skattebogen ved overgang til selveje.
De indsamlede oplysninger om matrikelnr., ejendomsforhold og brugsstørrelse inddateres i et edb-register benævnt »register 1«[7] Samtidig forsynes den nu identificerede gård med et id-nummer, som anvendes i det videre arbejde og som er grundlag for at sammenkøre oplysninger om brugsstørrelser, byggeaktivitet m.v. ved hjælp af edb i bearbejdningsfasen.
Herefter foretages en lokalisering af gården på kort, adresse og ejernavn fremfindes, og nøgleoplysningerne samles på sagsomslag. Heri lægges kortkopier, kopier af beskrivelser fra gårdoversigt-publikationer og anden umiddelbart relevant materiale.[8]
Sagsmappen på hver gård fyldes herefter op med kopier eller udskrifter af samtlige taksationsforretninger og oversigter fra brandforsikringsmaterialet. Det samlede kildestof udgør nu starten på en bygningsregistrering, der udarbejdes på særlige skemaer, se fig. 4. Gårdens bygningsbestand ca. år 1925 – evt. senere om muligt – opregnes omfattende kort beskrivelse af hver bygning, dens byggemåde, størrelse, brug og opførelsestidspunkt. Samlet for hele gården optegnes en grundplan. Eventuelle væsentlige oplysninger så som tidligere brande påføres.
Registreringsskemaet med ejer- og adresseoplysninger samt bygningsstatus ca. år 1925 er grundlaget for en efterfølgende besigtigelse af hver af de ca. 900 gårde. Forinden besøget er ejeren kontaktet pr. brev med orientering om det forestående besøg, formålet hermed, ønsket om at se eventuelle fotografier, byggeregnskaber, byggetegninger o. lign.
Formålet med besigtigelserne på de enkelte gårde er at omsætte de skriftlige kilders oplysninger til konkrete bygninger gennem registrering af disse, og at udarbejde en status over bevarede bygninger, herunder ombygninger samt at indhente yderligere lokalt kildemateriale. Undersøgelsen af f.eks. arkitektoniske hovedtræk kunne ikke gennemføres uden dette arbejde, men også konstruktionsforhold, f.eks. trempel, er ikke altid omtalt i brandforsikringspapirerne.
Hver besigtigelse er sat gennemsnitlig til 2 timer og indeholder følgende hovedpunkter:
Beskrivelsesarbejdet og fotoregistreringen vedrører udelukkende bygningernes eksteriør. Dog er udarbejdet et felt på registreringsskemaet til oplysninger om bevarede interiører fra tiden før 1925. Baggrunden for denne afgrænsning ligger i, at det er undersøgelsens mål at skabe et overblik over byggeaktiviteten og byggemåderne, herunder arkitekturen, i dens ydre. Indre konstruktioner, ruminddeling og -indretning har fået en lavere vægtning som udgangspunkt, men indgår i undersøgelsens fase 2-niveau, herom senere. Et væsentligt argument for ikke at foretage interiør-besigtigelse på niveau 1 har også været problemet med at gå fra stald til stald. Dette må ud fra et veterinær hensyn regnes som meget uheldigt, ikke mindst i tider med svinepest og Aujeszky-sygdom hængende over hovedet.
Efter besigtigelserne foretages den endelige bygningshistoriske bearbejdning af den enkelte gård. Ved hjælp af oplysningerne fra brandforsikringsarkivalierne, de øvrige kildeudskrifter og beskrivelser og fotos sammenfattes gårdens byggeaktivitet i et særligt edb-skema, »register 2«. Ud af dette skema kan læses længenr., årstal for byggeaktivitet, grundlag for oplysning, ny- og eller ombygning, antal fag, længde, bredde, højde, evt. diameter, byggemåde, vægmaterialer, tag, beliggenhed, sammenbygning, mindre udbygninger, konstruktion samt angivelse af funktion opdelt i 3 mulige gradueringer. Samtidig med register 2 udledes data til register 3, som indeholder vurderingssummer, hentet fra brandforsikringen for de enkelte bygninger. I registret optages samtlige vurderinger for ny- og ombygninger, samt for øvrige bygninger en vurderingssum for hvert 10. år. Sidstnævnte register skal anvendes i forbindelse med behandlingen af gårdbygningernes økonomiske værdi og finansiering, hovedformål 4.
Den overordnede bearbejdning af materialet fra de ca. 900 gårde foregår således ved brug af statistiske programmer kørt på de nævnte 3 registre sammenholdt med konkret vurdering af udvalgte udsnit af materialet. Undersøgelsesniveau 1 kan opfattes som det store, generelle grundlag, dér hvor hovedtrækkene udledes med hensyn til de 5 opstillede hovedmål:
sammenholdt med geografisk placering, brugsstørrelse og ejendomsforhold.
Som det fremgår af det foregående har undersøgelsesniveau 1 den oversigtlige karakter. Det er niveauet, hvor de overordnede, generelle linier udtrækkes, men er samtidig det grundlag, hvorpå udvælgelse af et mindre antal gårde til mere nærgående studier foretages. Projektets arbejdsmetode betyder nemlig, at der af de tidligere omtalte ca. 900 gårde endnu engang udvælges ca. 10%, dvs. ca. 90 gårde, til mere indgående studier. Udvælgelsen sker i de enkelte områder, dvs. at i hvert af de 8 områder skal der findes 10% af gårdene. Disse 10% skal være repræsentative for det enkelte område med hensyn til gårdstørrelse, ejendomsforhold og generel byggeaktivitet.
På niveau 2 er det målet at studere en række detailproblemer, som ikke kan magtes på det store antal gårde. På gårdøkonomiområdet kan nævnes forholdet mellem udflyttede og ikke-udflyttede gårde, herunder tidspunktet herfor, nærmere studier i kvægtællingslister og kornudbytteoversigter samt til rådighed stående driftsregnskaber (få).
Med henvisning til de nævnte 5 hovedformål skal niveau 2 bruges til følgende:
Det tredje og sidste undersøgelsesniveau skal dels give en detailviden på områder, som kun af praktiske og tidsmæssige grunde kan indhentes for få gårde, og dels give illustrative muligheder i en præsentation af de samlede resultater.
På grundlag af en samlet vurdering af niveau 1 og 2 udvælges 5-6 gårde til totalopmåling omfattende grundplan, facader, snit samt indretningsplan. Formålet med disse 5-6 gårde er at vise byggeskikken i udvalgte tidsafsnit gennem den studerede periode, eksempelvis gården i 1850’erne, 1860-70’er-gården, osv. Tidsopdelingen bliver set i forhold til hovedtræk i den bygnings- og arkitekturmæssige udvikling. Udvælgelsen sker således, at de 5-6 gårde er »tidstypiske« i videst muligt omfang, og kan således opfattes som eksempler på, hvordan man kunne bygge i de enkelte perioder, men ikke hvordan gårdene i almindelighed udviklede sig. Det er nemlig normen, at en gårds byggeri – hvis der ikke har været brand – er sket over en meget lang periode, tilpasset de forskellige økonomiske muligheder og produktionsmæssige krav. Udover at illustrere byggeskikken gennem perioden 1850-1925 vil opmålingerne kunne bruges til at skaffe et mere detaljeret kendskab til byggemåden f.eks. murforbandt, gesimsudformning m.m.
Ligeledes på grundlag af niveau 1 og 2-undersøgelserne vælges et antal bygninger til at repræsentere hovedtyperne i den arkitektoniske udformning. På forhånd kan disses antal ikke fastlægges, men anslås for en udviklingsserie i stuehusets udformning, med enkelte egnstræk, til 15-20 opmålinger (facade + gavl + grundplan). Og lignende tal gælder formentlig for de vigtigste udlænger, medens et mindre antal opmålinger skal rettes mod specialbygninger, f.eks. hestegangshuse, motorhuse m.m. På samme vis som gårdopmålingerne skal disse bruges til dels at illustrere hovedtræk i den arkitekturhistoriske udvikling og dels til at skaffe en viden om byggeriet, som ikke er mulig på grundlag af besigtigelser og arkivarbejde.
Udover at sammenholde og vurdere undersøgelsens resultater i forhold til tidligere bygningshistoriske studier og til den landbrugshistoriske forskning, skal der foretages flere specialundersøgelser i ældre, samtidig litteratur. Som eksempler kan nævnes tidsskriftserier inden for emnerne landbrug og byggeri med henblik på at eftervise tidspunktet for nye byggemåders og -materialers introduktion – og påvirkningskraften fra sådanne »centrale initiativer« i udbredelsen om nye byggemåder. I den forbindelse kan nævnes Landhusholdningsselskabets arkitektkonkurrencer for at skaffe bedre tegninger til landbygninger. Ligeledes skal anvendes en række af Danmarks Statistiks publicerede tabelværker til brug for undersøgelse af såvel økonomiske som driftsmæssige forhold for gårdbruget ca. 1850-1925.
Som tidligere nævnt forventes materialeindsamlingen, herunder opmålingsarbejdet, afsluttet med udgangen af 1988. Bearbejdningen foretages sideløbende hermed, dog således at det meste af 1989 går hermed. Samtidig er det planen, at den endelige publikation skal udarbejdes, forhåbentlig afsluttet med udgangen af 1989. Inden da vil der dog blive publiceret flere mindre artikler om projektets mål, metoder og foreløbige resultater.[11] På bedding er bl.a. en artikel om hestegangshuse, og i 1988 er det planen at udarbejde en mere populær lille bog bygget op omkring en række billeder af fynske gårde 1850-1925. Af hensyn til såvel Odenses 1000 års jubilæum som til 200-året for stavnsbåndets ophævelse (landbrugsjubilæum) forventes denne bog udgivet i 1988, altså før afslutningen af materialeindsamlingen og den endelige bearbejdning.
Arbejdet indledtes i efteråret 1984 efter en planlægningsfase med start i midten af 1983. Siden da er langt hoveddelen af alle ressourcer blevet anvendt til gennemførelse af niveau 1 undersøgelserne, dvs. registreringen af de ca. 900 gårde både med hensyn til økonomiske og bygningsmæssige forhold, samt bearbejdning af samme. I efteråret 1985 afsluttedes arbejdet i det første af de ialt 8 områder. Området omfattede Balslev, Ejby, Gelsted og Ørslev sogne. (Ejby sogn er siden udskilt af forskellige grunde), ialt 162 gårde.[12] På grundlag af de indvundne erfaringer foretoges i vinteren 1985/86 mindre korrektioner i arbejdsmetode, arbejdsgang og undersøgelsesomfang. Bl.a. afsattes yderligere tid ved besigtigelserne, og i stedet indskrænkedes det totale tal for undersøgelsesgårdene på niveau 1.
I 1986 gennemførtes arkivstudier og feltarbejde i områderne 2 (Guldbjerg, Skovby og Særslev sogne) med ialt 192 gårde, 3 (Dalby og Viby sogne med 71 gårde), og 4 (Birkende, Marslev og Åsum sogne med 105 gårde). I foråret og sommeren 1987 gjaldt det områderne 5 (Brylle og Tommerup sogne med 166 gårde) og 6 (Dreslette og Sønderby sogne med ialt 125 gårde). I skrivende stund – november 1987 – arbejdes der med afslutning af besigtigelserne i område 7 (Ellested og Gislev sogne), medens arkivarbejdet for område 8 (Ulbølle, Vester Åby og Åstrup sogne) færdiggøres. Der resterer således på nuværende tidspunkt knap 200 gårde at besigtige, medens alt arkivarbejde er nærved afslutning.
Bearbejdningen af materialet med henblik på register 2 (bygningsregister) og register 3 (vurderingssummer) halter en del efter, men påregnes intensiveret i de kommende måneder.
Niveau 2-undersøgelserne er i gang så langt, at udvælgelse af gårde i de første områder er foretaget og de første detailundersøgelser igangsat. Denne opgave vil blive den primære i 1988.
Grundet efterslæbet med bearbejdningen af materialet – og inddateringen til register 2 og 3 – har opmålingsarbejdet ikke kunnet påbegyndes. Dette vil dog straks i foråret 1988 blive sat i værk, men kan dog næppe afsluttes før i 1989.
