»I Kina, ved du jo nok, er Kejseren en Kineser, og alle de, han har om sig, ere Kinesere….«.
Hvad tænker man dog i Kina, når man læser disse linier fra eventyret »Nattergalen«? spurgte Niels Oxenvad Yeh Chun Chan, den kendte kinesiske forfatter, som bl.a. har oversat samtlige eventyr til nutidigt kinesisk i en 16 binds udgave.
Mr. Yeh lo og sagde, at ingen kunne modsige Andersens ord om kejseren, men tilføjede, at det billede eventyret giver, næsten falder sammen med kinesernes eget billede af kejsertidens Kina. Kinesiske børn morer sig ligesom danske over kavalleren, der var så fornem, at han kun ville sige »P« – selvom det på kinesisk faktisk har noget at betyde, nemlig et udtryk for den yderste arrogance og foragt – og det passer jo smukt ind i historien.
H.C. Andersens eventyr var selvfølgelig forbudt under Kuturrevolutionen, men de havde længe været kendt og elsket i Kina, og nu var de tilbage igen – ja, hver eneste folkeskole i Kina havde fået et eksemplar af den nye oversættelse, fortalte Yeh.
Da Kina efter »4-bandens« fald begyndte at åbne sig mod vest, var Danmark hurtigt til at aftale officielle besøg, som kunne indlede samhandel og kulturelle forbindelser. Det mest prominente af disse arrangementer var det danske regentpars besøg i Kina i 1979.
Nu har det længe været en smuk skik at lade den slags besøg ledsage af et eller flere kulturelle »visitkort«, og da kineserne skulle vælge blandt emner, man fra dansk side mente kunne have interesse som tema for en udstilling, valgte de uden længere betænkning – H.C. Andersen! Det ville helt sikkert have frydet den gamle digter – det frydede i hvert fald vogteren af hans bo og gode omdømme – Niels Oxenvad.
Andersen havde siden sin barndom drømt om eventyrlandet Kina – men nåede aldrig så langt på sine rejser. Nu var der mulighed for alligevel at lade ham besøge landet, han digtede om – og Niels Oxenvad greb ideen med begejstring og gav tilsagn om medvirken og udlån af genstande, bøger og billeder fra H.C. Andersens Hus’ samlinger. Det østasiatiske Kompagni, Ø.K., havde generøst tilbudt at være sponsor for foretagendet – så nu kunne man gå i gang med arbejdet.
Udenrigsministeriets presse- og kulturafdeling påtog sig organisationen, og Svend Stubbe Østergaard var rorsmand med smidig og klog forståelse af opgavens særlige karakter. Undertegnede blev udpeget som arkitekt for projektet.
Nøglepersonen i de forberedelser, der skulle gøres, blev naturligvis Niels Oxenvad. Gennem en koncentreret arbejdsindsats skabte han den tekst- og billedmæssige basis for udstillingen. Og et stort arbejde var det at udvælge og sammenstille de mange ting og billeder, skrive tekster, finde citater. Mange illustrationer måtte søges på biblioteker og i arkiver, fotograferes eller lånes. Hertil kom så tilrettelægning af oversættelsesarbejdet, først til engelsk og derfra til kinesisk! Korrekturlæsningen overlod vi dog til kineserne.
Alt skulle omhyggeligt finkæmmes for fejl og misforståelser, og den rette balance mellem tekst og billeder, mellem forenkling og videnskabelig redelighed findes, takket være Niels Oxenvads store viden og gode hukommelse og hans medhjælper Erling Gormsbøls praktiske indsats lykkedes det.
Udstillingen skulle have et stort format, i Peking var der stillet et lokale på størrelse med en tennishal – i russisk stil – til rådighed. Der skulle være plads til mange besøgende og det blev besluttet, at det skulle være en vandreudstilling, som kunne vises flere steder i Kina og måske også i andre lande i Østasien.
Udstillingen kom til at bestå af næsten hundrede plancher. Nogle var forsynet med billeder og tekster eller med store dekorative forstørrelser af H.C. Andersens papirklip, andre dannede rumadskillelser og lysbilledteatre. I nogle var der indbygget små montrer, som sammen med tekst og billeder skabte en broget mosaik om H.C. Andersens eventyrlige liv. Endelig var der en række store glasmontrer med bøger og andre Andersen-minder, deriblandt hans rejseudstyr, stok og høje hat.
Nå, udstillingen kom da afsted og blev opstillet, først i Peking, senere mange andre steder i Kina, Japan og det øvrige Østasien – med hat og stok og det hele – ja, sidst har den desuden været en tur rundt i Portugal.
Selvom det ikke var muligt at følge udstillingen overalt, var Niels Oxenvad med i alle forberedelser, og ved de sjældne lejligheder hvor det lykkedes ham at frigøre sig til at rejse med ud, var han en god og hyggelig rejsefælle, veloplagt og villig til at give et godt nap med, hvis den lokale hjælp skulle svigte. (Få har fantasi til at forestille sig hvad der kan gå galt under så fremmede forhold og med så stort et show, men heldet fulgte os pænt på vej).
Kina-udstillingen var nok det hidtil største arrangement omkring H.C. Andersen udenfor Danmark. Senere har Udenrigsministeriet og H.C. Andersens Hus udsendt en serie nye udstillinger i en letvægts-udgave, som nu cirkulerer på flere sprog.
Det er umuligt at måle virkningen af initiativer af denne art i penge eller prestige. Men sikkert er det at disse udstillinger bidrager til at øge Danmarks goodwill i det fremmede.
For lederen af H.C. Andersens Hus er det en vigtig opgave at være kritisk og årvågen overfor de mange forsøg, der stadig gøres på at spænde Andersens berømmelse for profittens vogn, men Niels Oxenvad har fundet en god balance mellem imødekommelse af de kommercielle ønsker på den ene side – og pieteten for den gamle digter på den anden. Han har klart set at dansk kultur ikke kun er til pynt, men en slags samfundets vitaminer, som ikke kan undværes uden at meget andet visner eller vantrives.
Men måden kulturlivet bliver forvaltet på er også en kultur i sig selv, kort sagt – det drejer sig om at gøre sig umage, hvad enten man er en kreativ eller en formidlende arbejder i Vorherres vingård.
Den fordring tilfredsstiller Niels Oxenvad. Han har stadig gjort sit yderste for at præsentere H.C. Andersens person og livsværk i publikationer, oversættelser, udstillinger og mange andre medier med største redelighed og kvalitet.
Den gamle digter ville nok lette på cylinderen og nikke samstemmende, når vi siger, at Niels Oxenvad har været ham en nyttig mand, en trofast ven – og en god rejsekammerat.
