H.C. Andersens digt "Jylland mellem tvende Have" er nok kendt af de fleste danskere. Digtet blev skrevet i sommeren 1859, mens Andersen var på en lang rejse i Jylland, og ".. .her på Vejen mellem Randers og Viborg, medens jeg kjørte, sprang Sangen "Jylland" frem…", som han skriver i "Mit Livs eventyr". Indholdet i digtet vidner om Andersens store iagttagelsesevne, der jo som bekendt er kommet til udtryk mangfoldige andre steder i hans produktion.
Hans forhold til fødeøen er ligeledes almindeligt kendt; men hvordan forholdt det sig med kyst-egnene så at sige på grænsen mellem Fyn og Jylland?
I denne artikel skal der ved hjælp af H.C. Andersens egne optegnelser kastes lidt lys over digterens rejser via færgeoverfarterne ved Lille Bælts smalleste sted samt hans ophold ved kysten på hver side af dette farvand.
Men først et lille tilbageblik, for hvornår besøgte den rejselystne digter egentlig Jylland for første gang? I sin bog »Da H.C. Andersen tog Jylland i besiddelse« nævner Kjeld Galster, at Andersen i 1830 havde besluttet sig til sit første besøg på den vestlige side af Lille Bælt.
Han kom d. 1. juni 1830 med dampskib direkte fra Sjælland til Århus, hvorfra han de følgende 18 dage foretog en rejse rundt i Jyllands østlige- og centrale dele.
Han aflagde bl.a. et besøg i Vejle, og skrev i et brev til Edvard Collin, at han dér havde truffet en »Mængde Krigsmænd fra Fredericia, som ret afmalede mig deres By som et sandt Eldorado, og vilde have mig ad den Vei til Fyen…«. Men den unge digter var ikke så nem at lokke – byen havde ingen »Mærkelighed« for ham, så han foretrak i stedet et besøg i Kolding.
Der gik mange år, inden H.C. Andersen besøgte Jylland igen. Det skete først i juli 1845, hvor han via Middelfart-Snoghøj-overfarten begav sig til Skanderborg for at overvære afsløringen af en mindestøtte for Frederik VI.
(H.C. Andersen havde skrevet festsangen). Men to år tidligere havde han dog været på en kort visit ved Lille Bælt-kysten – nemlig ved Hindsgavl, hvor han blev meget betaget af udsigten. Digteren havde opholdt sig i nogle dage på herregården Langesø vest for Odense, og herfra deltog han i midten af juli i en endagsudflugt. I et brev til Henriette Wulff skrev Andersen om udsigten ved Hindsgavl, bl.a.: »…her er smukt… det Punkt hvorfra man seer op i Koldingfjord minder mig forunderligt om Bredderne ved Målaren!…«. Den samme udsigt kan nydes den dag i dag.
Som for mange andre personer skulle der åbenbart nogle voldsomme krigshandlinger til for at vække H.C. Andersens interesse for et besøg i Fredericia. I månederne efter den danske hærs sejrrige udfald d. 6. juli 1849 har digteren flere gange haft i sinde at besøge byen. I dagene 11.-22. september opholdt han sig på herregården Glorup på Østfyn, og i sin dagbog noterede han d. 19. september: »…opgivet Reisen til Fredericia og Kolding…«. Årsagen var sandsynligvis det stormvejr, der var under opsejling, for tre dage senere kan i dagbogen læses: »Smukt Veir; saa i Dag burde jeg dog have taget til Fredericia…«.
Det første besøg i fæstningsbyen fandt imidlertid først sted det følgende år. Det skete på hjemturen fra en længere rejse, der var indledt i København, d. 17. maj, og som via Kalundborg-Århus endte i Silkeborg. Efter et længere ophold dér forlod han d. 6. juni atter byen, og via Horsens og Vejle nåede han Fredericia, da skumringen faldt på. ».. .Vi kom til Volden og ind i den store Fæstning, det var derinde som vi igjen kjørte ud paa Landet…«.
I breve til både Edvard Collin og Henriette Wulff fortalte Andersen senere samstemmende om sit besøg i byen, hvor han på forhånd ingen bekendte havde. Hans interesse for byen var først og fremmest begrundet i det foregående års krigshandlinger, og det var derfor helt naturligt, at han straks den næste dag begav sig til den store grav for de mange faldne danske soldater på Skt. Trinitatis Kirkegård. Her læste han alle navnene, der var skrevet på små kors og anbragte igen kransene, der var blæst ned. Han fandt opholdet på kirkegården meget gribende, og i sit brev til Henriette Wulff fortalte han, at ».. .en Veemod opfyldte mig, saa Taarerne kom i mine Øine og dog just her, følte jeg for første Gang i mit Liv Lyst til at være med i Krig…«. Denne overraskende holdning kan iøvrigt genfindes i dagbogen, hvor han bl.a. noterer: »…Her i Frederits faar jeg Mod paa Krigen, jeg som følte mig angest langt fra Fredericia for hvad der kunde skee igjen, synes nu det var Lyst at være med, jeg kan forstaae at al Frygt kan være borte…«. Senere så digteren andre historiske steder i byen. »…Gik til Udfalds Porten og heelt udenfor de yderste Befæstninger, det er høiest storartet. – Gik saa op på Volden og saae senere Soldaterne komme ind fra Øvelse…«. På sin færden kom han i alt tre (!) gange til fællesgraven for de faldne danske soldater – deraf én gang som ledsager for andre fremmede i byen.
Under opholdet var det bygevejr og blæsende, men op ad dagen blev det »smukt Veir«. »…Byen er uendelig stor, meest med lige, brede Gader. Her ned mod Vandet er hele Marker, hvor Qvæg græsser og bred Landevei med gamle kappede Piletræer; Strib ligger tæt ud for mine Vinduer…«.
Om de andre indtryk af byen beretter Andersen videre i sin Dagbog: ».. .En stor grøn Eng med Marker danner den halve Deel indenfor Volden, ned mod Beltet… En meget lille Havn. Oppe ved Indkjørselen af Byen, en Deel Huse under Bygning, de have været afbrændt…«.
Knap et døgn efter ankomsten til Fredericia forlod han atter byen. I dagbogen hedder det: »…Fredericia har bragt mig Alvors Tanker og Glæde. Kjørte en smuk Vei til Snoghøi, hvor jeg kom henimod 9…«.
Værtshuset her ejedes af kammerherre og planteskoleejer H.C. Riegels, hvis nevø skaffede Andersen et bedre kammer end det først anviste. Det viste sig at være i en afsides beliggende fløj i huset, hvilket gjorde gæsten betænkelig, da han ved midnatstid vågnede på grund af en uhyggelig drøm om, at han blev overfaldet. Da han så ud ad vinduet, følte han sig usikker ved to personer, der listede omkring i haven tæt ved hans vinduer.
Tidligt søndag morgen d. 9. juni stod Andersen op allerede ved 2,30-tiden, vækkede stuepigen og fik morgenkaffe en time senere.
Turen over Lille Bælt foregik i en lille båd, hvor Andersen var alene med bådens fører. Strømmen var stærk, men med ét segl og én åre nåedes Middelfart i god behold, og herfra fortsatte turen til Odense.
Næste gang H.C. Andersen krydsede Lille Bælt via Middelfart og Snoghøj, var det atter i forbindelse med et besøg i Silkeborg, og denne gang betød Snoghøj ikke uhyggelige oplevelser – tværtimod! »…Da jeg stod paa jydsk Grund var det, som den onde Plageaand foer hen, jeg følte mig rask…«, som Andersen skrev i et brev til Edvard Collin, d. 7. august 1853.
Baggrunden var Andersens angst for den kolera-epidemi, der i sommeren 1853 ikke mindst hærgede København, hvor den krævede adskillige dødsofre. Derfor opholdt han sig helst så langt fra hovedstaden som muligt.
I to perioder var han denne sommer i Silkeborg – kun afbrudt af et – nødtvunget – kort ophold på herregården Glorup. Men angsten plagede ham bestandigt, som det også tydeligt fremgår af det netop nævnte brev til Edvard Collin: ».. .I Mandags den 1 ste tog jeg fra Glorup…i Odense var to Cholera Tilfælde sagde man, jeg sov slet og havde, naturligviis strax Knibe i Maven…«. I et andet brev til Henriette Wulff (15. august 1853) lagde han heller ikke skjul på sin sindstilstand og glæden ved at komme til Jylland: ».. .min Phantasie bearbeidede saaledes min Mave, der havde Skjæren at jeg tilsidst fik Angest for Cholera, der under Reisen til Middelfart tog saaledes til, som om det var en ond Mare der reed mig, men saa snart jeg kom over Lille Belt og havde Foden på jydsk Grund, var det Onde, som blæst bort og jeg rullede freidigt til Weile…«.
Det blev ikke ved denne lejlighed til noget længere ophold hverken på Middelfart- eller Fredericia-siden, og det samme var tilfældet, da turen i begyndelsen af september gik den modsatte vej fra Silkeborg via Fyn til Sorø.
På længere rejser i de følgende år lagde H.C. Andersen flere gange turen over Lille Bælt men uden at gøre længere ophold ved overfartsstederne.
Som indledning til sin lange rejse til Portugal i 1866 prøvede han for første gang d. 1. februar at køre med jernbanen, der var åbnet over Fyn i efteråret 1865, men i stedet for den korteste dampskibsforbindelse over bæltet valgte han – på trods af årstiden – den 1½ time lange tur fra Middelfart til Kolding.
Ved afslutningen på Portugal-rejsen mere end et halvt år senere var det også overfarten Kolding-Middelfart, der blev benyttet efter en overnatning i Kolding. Her blev Andersen iøvrigt tydeligt irriteret over, at han var ved at komme for sent til skibets afgang, fordi en vogn, der skulle hente ham ved hotellet, var forsinket. ».. Jeg var varm, Vinden kold, det gik afsted; endelig naaede vi Middelfarth i mere stille Veir og smukt Solskin…«.
Da Andersen det følgende år besøgte verdensudstillingen i Paris, benyttede han Strib-Fredericia overfarten både frem og tilbage men hver gang uden at gøre et længere ophold. I hans dagbogs-notater fra henholdsvis d. 12. april og 5. juni indskrænker omtalen af lokaliteterne sig til: »…Ved Strib gik jeg ombord paa et lille Fartøi… Det blæste noget over Beltet. Frederits saa noget udstrakt forladt ud…«, »…fløi da til Fredericia Klokken 2½; her var ikke Tid til at aabne min kuffert…jeg kom til Dampskibet…og man tog sig særdeles af mig, jeg fik Tøi og Billet, ideligt hilset »Hr. Etatsraad«…«.
Samme opmærksomhed blev iøvrigt den aldrende digter til del, da han næste forår igen krydsede bæltet. Det skete på vej mod det sydlige udland, og såvel i et brev (Amsterdam, 2. maj 1868) til Henriette Collin som i sin dagbog berettede han om episoden, d. 26. april: »…Da jeg i Fredericia gik fra Dampskibet og gav mit Tøi til en lille Dreng spurgte denne var det Hans Christian Andersen De talte med? Han bad mig om at vise ham denne det er mig sagde jeg og han blev blodrød; jeg spurgte om han havde læst Noget af mig. Han sagde ja; han var Søn af en Fisker…«.
Heller ikke på tilbagerejsen ca. to måneder senere svigtede servicen over for den berømte digter: »…I Fredericia var en af de høiere Told Herrer som hjalp mig at bære mit Tøi, det gjorte i Striib ogsaa Hr. Redsted… Han lod mig tidligere end de andre Reisende sidde ind i en Vogn, som jeg beholdt alene til Odense…«.
H.C. Andersens næste store udenlandsrejse til bl.a. Middelhavsegnene fandt sted i tidsrummet september 1869-marts 1870, og på både ud- og hjemrejsen benyttedes overfarten Strib-Fredericia – ovenikøbet med ophold sidstnævnte sted.
Udrejsen foregik i etaper, som indbefattede ophold på flere herregårde. På Holsteinborg berettede Andersen i et brev d. 22. september til Edvard Collin: ».. Jeg tager nu til Glorup, men bliver der ikke længere end til først kommende Søndag morgen, da er det min agt reise over Fredericia, hvor jeg maaske bliver et Døgn, men det er uvist, og tager lige til Hamborg…«.
Om rejseplanerne holdt eller ej kan ikke afgøres, men vejret har måske spillet en rolle for opholdets længde i Fredericia. I dagbogen for søndag, d. 26. september kan bl.a. læses: ».. .Tidligt oppe.. .reiste fra Glorup Klokken ½ 10, det blæste stærkt;…Ved Strib stormede det saaledes, at Dampskibet laae i Læ nord for Bankerne og vi maatte gaae der hen, det var mig besværligt med mit Tøi… To Hatte blæste ud i Bæltet. Kom temmelig seent afsted fra Fredericia (Hotel Kronprinds Frederik anbefales)…«.
Da Andersen og hans rejseledsager, Jonas Collin junior flere måneder senere skrev hjem til Henriette Collin, indgik Fredericia i deres rejseplaner af flere grunde. I et brev afsendt fra Köln d. 1. marts 1870 siges det bl.a.: »…Lad mig faae Brev i Fredericia (Poste rest.), det er dog altid et Par Dage før min Hjemkomst…«, og i et nyt brev tre dage senere fra Hanover: »…een Dag blive vi i Handelsbyen[1] og flyve da til Fredericia for at hilse paa Landsoldatens Monument og hvor Jonas venter Brev. Jeg glæder mig til det samme. Troer De jeg kan?…«
Billedhugger Bissens sejrsmonument, »Den tapre Landsoldat« var blevet afsløret d. 6. juli 1858, og H.C. Andersen havde ikke tidligere haft lejlighed til at se det.
Besøget ved mindesmærket fandt sted d. 7. marts 1870, hvor der i dagbogen kan læses: ».. .Klokken 2 var vi i Fredericia og toge ind i Kronprinds Frederik, Verten blev glad ved at høre hvem jeg var. Efter Middagsbordet gik Jonas og jeg til »Landsoldatens« Monument, det staar tæt inden for Porten mod Nord. Gik til Bylovs Monument og ind paa de faldnes Kirkegaard; den vaade Taage faldt mig for Brystet/Fødderne, uden Galosker, i det vaade Veir, frøs, ganske forkjølet og hæs kom jeg hjem. Drak stærk Punsch, gik iseng Klokken 8; vaagnede henved 10 ved gjentagen Banken paa Døren; Jonas mente det var ovenpaa, jeg ikke, stod op; det var »den borgerlige Sangforening«, som var her for med Sang at hilse paa mig, jeg var varm, jeg var søvnig, halv fortvivlet klædte jeg mig paa kom ned i den store Sal, fik tre Sange og Hurra. Jeg takkede med »Hjemkomstens første Øieblik«, kom op og sov snart ind i den haarde Seng…«.
Den følgende dag var det »deiligt Solskinsveir«, og før H.C. Andersen forlod Fredericia, aflagde han høflighedsvisit hos Sangforeningens formand.
».. .Det blæste meget koldt paa lille Belt. – Klokken henimod fire kom vi til Odense…«.
Fra 7. april til 13. juni 1872 var den berømte digter atter på en lang udenlandsrejse, som gik til bl.a. Venedig.
Efter en overnatning i Odense kørte han fra banegården dér d. 13. april i et forrygende stormvejr. ».. .Ved Strib fygede Støvet fra Veien ud paa Dampskibet, Søerne væltede, det var svært at holde paa Hatten, Vandet saa grønt og klart, vi kom en halv Time for seent, saa at vi ikke kom til Middagsbord, men fik kun en Talerken Suppe-…«, berettede en skuffet H.C. Andersen i sin dagbog.
Anderledes tilfredshed var at spore i notatet fra samme sted d. 5. juni under tilbagerejsen, der havde foregået via bl.a. Nürnberg og Hamborg. ».. .Kom Klokken to til Fredericia hvor alle Banefolkene hilsede mig saa venligt, mit Tøi blev ikke efterseet, man anbefalede Hotel Kronprinds Frederik, netop der hvor jeg sidst boede her. Vi spiiste en ret god Middag, spadserede derpaa i Plantage-Anlæget og saae over lille Belt…«.
Næste morgen var humøret og velbefindendet knap så godt: ».. .Ondt i Halsen, særdeles varmt; vilde gaae hen til Monumentet Landsoldaten, men Varmen og den forfærdelige Brolægning fik mig til at vende om ved Raadhuset, hvor Bülows Buste staaer; gik ind paa Kirkegaarden og kom halvkogt hjem.. .Særdeles høflige Folk her i Hotellet… Gik halv Tre med Dampfærgen over, det var første Gang, at jeg prøvede den…«.
Selv om Andersen flere gange tidligere havde benyttet overfarten mellem Fredericia og Strib, så var der nu sket den ændring, at driften af færgerne i marts 1872 var overtaget af Statsbanerne, således at der nu også kunne føres jernbanevogne over bæltet.
På flere af sine foregående rejser havde den gamle digter haft en fast ledsager, og det var også tilfældet på næste års rejse til bl.a. Schweiz. Her var det Nicolai Bøgh, der måtte bistå den fortsat rejselystne – men fysisk svækkede digter.
Dagen efter afgangen fra København nåedes Lille Bælt, og i dagbogen kan d. 15. april læses: »…Ved Strib kom vi paa Dampfærgen, jeg søgte strax ind men den stormende Vind slog ideligt Døren op saa at jeg sad i en saa voldsom Træk og blev iiskold. Paa Banegaarden i Fredericia modtog mig Værten fra »Kronprindsen«…Vi fik to smaa Værelser i Hotellet… Bøgh og jeg spiiste Middag, han gik saa hen og saa Bülows Monument og »Landsoldaten«…, med Eet fik jeg stærk Diareh, jeg som…ikke var syg paa Beltet. En forkjølelse havde slaaet sig paa Underlivet; jeg spiiste nu til Aften »Riisgrød« og gik iseng…Klokken 10½…«.
»Solen skinner, vi høre Kattegat rulle i Blæsten«, indledte Andersen sin dagbog den følgende dag. Sygdommen var tilsyneladende overstået, og han kørte videre mod Sønderjylland. Han noterede dog et løfte fra en af byens førende militærpersonligheder, at såfremt han ikke var taget afsted, »…da skulde jeg til Aften have faaet en Seranade af Regiments Musiken…«
På tilbageturen fra den lange rejse var H.C. Andersen plaget af sygdom, mathed og svagelighed. Efter en besværlig rejse fra Slesvig nåede han omsider Fredericia d. 26. juli, hvor han blev modtaget af de to teologiske studenter, E.L. Oksen og Mathias Weber. De boede på etagen oven på H.C. Andersen i Nyhavn 18 og havde været meget opmærksomme og omsorgsfulde over for ham under hans tiltagende sygdom.
De havde nu sørget for et værelse til Andersen på Berntz Hotel i Middelfart, hvor værtens vogn holdt parat på banegården. »…Jeg kom aldeles ødelagt derhen og fik strax for mange Besøg…«, beklagede han sig i Dagbogen og fortsatte: ».. .Mange smukke Blomster bragtes mig; jeg slæbte mig til Table d hote og fik der lidt mere Kræfter… Meget afkræftet slap jeg i Seng og Solen brændte ind til mig næste Morgen, saa at jeg maatte kalde paa Bøgh for at faae Gardinerne ned…«.
Og beklagelserne fortsatte næste dag: ».. Alfor mange Besøg; jeg hørte at igaar ved min ankomst til Fredericia, gjennem Fuglede[2] Skov havde Etatsraad Jetzmarks Damer kastet Blomster til Vaggonen hvori jeg sad men jeg saae det ikke… Efter Middagsbordet hvor Veber og Oksen vare mine Gjæster kjørte jeg efter at have betalt en stor Regning 25 Rdlr. Bøgh, jeg gjerne havde ondt at han her skulde have taget til sine Forældre kunde jeg ikke slippe, jeg trængte til hans Hjælp som aldrig før…«.
Den syge Andersen kom aldrig mere på disse kanter.
Først som moden mand havde han for alvor fået »smag« for Jylland, og denne landsdels storslåede natur, de historiske krigsbegivenheder i Fredericia samt ikke mindst brugen af datidens mest bekvemme trafikforbindelser havde trods alt medført jævnlige bekendtskaber med egnene ved bæltet mellem tvende lande.
