Lykkeligvis har maleren Johan Peder Bless (1825-80) ikke kendt til denne for ham så lidet opmuntrende karakteristik. Den findes i Herman Madsens artikel om Bless i Weilbachs Kunstnerleksikon, I. Sandt at sige var Bless vel ingen »stor« maler, men hvis han havde kæmpet med »et tungt Haandelag«, lykkedes det ham i hvert tilfælde i tidens løb at bekæmpe dette.
Mit eget kendskab til J.P Bless er af nyere dato. Det daterer sig fra sommeren 1985, hvor Jens Hermann fra auktionshuset Arne Bruun Rasmussen i København gjorde mig opmærksom på det billede af Bless, som nu er i Fyns Kunstmuseums eje (fig. 1). Det er et landskabsbillede med motiv fra egnen syd for Haderslev og er formodentlig malet omkring 1875. Billedet var ved erhvervelsen rimeligt snavset, men en rensning viste, at det er et let og lyst landskabsbillede, malet med et udmærket »Haandelag«. Kompositionen er dyb, klassisk og rolig, og farverne forlener det med en dejlig sommerstemning.
Men hvem var egentlig denne Bless? Det er velkendt, at han var en morbroder til Johannes Larsen, at han i perioder har boet i Johannes Larsens forældres hjem, og at han har malet portrætter af familien. Hans øvrige liv og værk har imidlertid unddraget sig videre undersøgelser. Det eneste, der er skrevet om ham, er den oven for omtalte artikel af Herman Madsen samt Johannes Larsens egne erindringer om ham, nedfældet i bogen "Jeg kan huske". Det er dog muligt at få stykket så megen viden sammen om Bless, at hans liv og færden nogenlunde kan beskrives.
Bless blev født i 1825 i Kerteminde og uddannet som håndværksmaler i Odense. Hans fader var hattemager og familien formodentlig indvandret fra Tyskland eller Holland; faderens navn var Hans Christian Bless, og han giftede sig i 1825 med en ung Kerteminde-pige, Anna Margrethe Dorothea Wittken (eller Vitchou). I ægteskabet var der foruden Johan Peder to døtre, den ene – Sophie Maria Magdalene – giftede sig med kunstmaleren Chr. Fr. Eckhardt, den anden – Vilhelmine Christine – med den driftige købmand Jeppe Andreas Larsen. De to sidste blev Johannes Larsens forældre og J.P. Bless altså hans morbroder.
Sin kunstneriske løbebane startede Bless som så mange andre håbefulde talenter; efter endt håndværkeruddannelse (inklusive Teknisk Skole) tog han i 1849 til København for der at søge optagelse på Kunstakademiet. Han forlod Akademiet i 1853 for derefter at drage til Berlin – enten på valsen eller for at ernære sig af sin kunst. Formodentlig er der tale om begge dele. Efter Berlin søgte han til Wien, hvor han opholdt sig i henved tre år, medens han ved siden af sit arbejde som håndværker også søgte at videreuddanne sig som kunstner. Efter hjemkomsten til Danmark udstillede han jævnligt på Charlottenborg, første gang i 1859, hvor han figurerer i kataloget med to portrætter. I årene 1860, 1862 og 1863 udstiller han ligeledes portrætter – så er der et slip i rækken indtil 1868, hvor han udstillede billederne »En skaansk Bondepige« og »En Sømand«. Under hans navn i kataloget står der: »for Tiden i Ystad«.
Hvad der har fået Bless til for en tid at slå sig ned i Ystad, vides ikke, men en kendsgerning er det, at han i årene fra 1863 undertiden har haft annoncer i Ystads Tidning.[1] I august 1863 anbefaler han sig således som »porträttmålare och fotograf. Oljetavlor restaureras«. Han har da til huse i St. Strandgatan. Det har han også i juni 1864, hvor han igen anbefaler sig som portrætmaler og fotograf, men den 19. marts 1866 er han flyttet fra St. Strandgatan til »trädgården m. Eggertz«, hvor han – ifølge en annonce fra 26. oktober samme år – har »uppeldad och varm atelier«. Han fungerer stadig som portrætmaler og fotograf.
Det er ikke til at sige, hvornår og hvor på sin vej Bless begyndte at beskæftige sig med fotografiets ædle – og på det tidspunkt vanskelige – kunst. Måske var det under sit ophold i Wien, og man kan jo glimrende forestille sig, at han er kommet ind på den vej via sit portrætmaleri; det var på den tid ikke usædvanligt, at oliemalede portrætter »eftergjordes« efter fotografi for at opnå et mere varigt resultat end datidens fotografiske metoder tillod.
Hvordan Bless selv så ud på dette tidspunkt får vi et indtryk af i billedet »Selvportræt med stråhat« fra 1868 (fig. 2). Vi præsenteres her for en nydelig mand med kraftige træk og stærke, brune øjne, mørkt hår og et velvoksent overskæg. Han har en antydning af et smil om munden – lidt selvfølende? – men den upretentiøse stråhat giver personkarakteristikken et forsorent anstrøg. Uden at være ligefrem virtuost malet, vidner billedet dog om en god skoling og en fin beherskelse af udtrykket. Et andet – men noget senere – selvportræt (fig. 3), som også er fint i sin karakteristik og malemåde, viser os en temmelig ældet udgave af den kække 43-årige mand med stråhatten. Ansigtets rynker og det mere vildt groende skæg, som nu dækker underansigtet, antyder at livet ikke altid formede sig lige let og lykkeligt for fotografen og portrætmaleren Johan Peder Bless.[2]
Ikke desto mindre fortsatte han disse sine leveveje, og i 1873[3] træffer vi ham i Århus, hvor han i Aarhuus Stiftstidende i november måned dette år har en annonce, hvori han bekendtgør, at »Portraiter males i alle Størrelser, saavelsom Photographier Coloreres af Undert., som har udstillet nogle Arbeider hos Boghdlr. Zeuner«. At han også ad anden vej tjener til livets ophold ses af en annonce fra 30. oktober samme år, hvor han averterer med at han »modtager Elever Torsdag, Fredag og Løverdag fra Kl. 11 til 1«. For undervisningen måtte eleverne betale 30 kroner om måneden.[4]
Det ser dog også ud til at Bless havde fået en vis kundekreds i det århusianske borgerskab. Herom vidner et par portrætter – nu i Den gamle By i Århus – af gørtlermester Nikolaj Hald og dennes hustru (fig. 4 og 5). Billederne er signeret og dateret J. Bless 1875 og er troligen et godt bud på hans modne formåen som portrætmaler. Det er reelle, solide portrætter af pæne borgere i deres pæne klæder, og en vis gennemarbejdning i gengivelsen af ansigtstrækkene tyder på, at Bless ikke var uden evner med hensyn til at studere fysiognomier – en evne, som han jo også har kunnet opdyrke i sit arbejde som fotograf. Alt i alt er billederne gode vidnesbyrd om malerens indsigt og kunnen på dette sene stadium af hans liv.
Som det fremgår af det ovenstående, er der adskillige »huller« i beskrivelsen af J.P. Bless’ levnedsløb. Der er nogle år mellem hans ophold i Ystad og hans ophold i Århus, som kun vanskeligt lader sig efterforske. Noget tyder dog på, at Bless i perioder mellem sin optræden i andre byer og på andre steder har opholdt sig hos sin søster og svoger i Købmandsgaarden i Kerteminde. At han har boet her i 1870 – og at han ikke var ved alt for godt helbred – fremgår af et brev fra maleren Niels Larsen til dennes datter Cecilie. Brevet er dateret i Kerteminde den 6. oktober og indeholder bl.a. denne passus: »Den stakkels Johan Bles (sic!) vedbliver at være syg, jeg kan ingen kjendelig Forbedring see paa ham, desuagtet har han under saadanne Besværligheder malet sin gamle Moder, og udført dette saa smukt, ligt og naturligt, at det efter min Anskuelse langt overgaar alle hans foregaaende Arbeider«.[5]
At J.P. Bless havde fast ophold i Købmandsgaarden fra 1877/78 og til sin død i 1880, fremgår bl.a. af følgende beretning i Johannes Larsens erindringsbog "Jeg kan huske": "Da min Mormor var død, bestilte mine Forældre et Portræt af hende hos Morbroder, der dengang var fotograf i Aarhus. Det skulle være en pendant til Morfars Billede og blev malet efter et forstørret Fotografi fra hendes sidste Aar. Kort efter opgav Morbroder sin Forretning i Aarhus og flyttede hertil, hvor han boede i det lille Hus til sin Død nogle Aar efter."[6] Johannes Larsen husker også sit første oliemaleri fra 1878, da han var 11 år gammel: »Jeg malede Katten i Gæstekammeret. Den var så bange, at den laa ganske stille, til jeg var færdig. Morbror kom, mens jeg malede, og viste mig, hvordan jeg skulle sætte Lys i Øjnene,…«.[7] I de erindringer, som Johannes Larsen har nedskrevet eller fortalt, kan man i det hele taget finde mange brudstykker, som belyser Bless’ virke. Her omtales portrætter, som morbroderen havde malet i Wien, et landskab fra Sachsen, en mægtig stor kopi efter Correggios »Julenat«, dekorationer på hjemmets møbler osv.
Det bedste indtryk af maleren Bless får man imidlertid gennem kunstmuseets landskabsbillede og det antal malerier fra hans hånd, som findes i Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Her er det dog mest som portrætmaler, man kan følge ham, og især er hans udvikling iøjnefaldende, når man sammenholder de to sæt portrætter af Johannes Larsens farforældre og hans morforældre (Bless’ egne forældre) (fig. 6.). Billederne af de to førstnævnte – bødker og husmand Lars Jeppesen og hustru – må i bedste fald betegnes som værende ungdomsarbejder; de er kejtede og stive i formen, og farven er helt uden betydning og værdi i billederne. Helt anderledes forholder det sig med billederne af Bless’ forældre, malet 1861. Her ser man tydeligt, hvorledes det er lykkedes Bless at tilegne sig noget af den internationale portrætstil, som han uvægerligt må være blevet konfronteret med under sine ophold i udlandet. Personerne er nærværende, de står frem som personer og ikke som kolorerede silhouetter, og arbejdet med farven ses at være langt mere bevidst. Men de mest vedkommende blandt de kendte billeder af Bless må dog siges at være de to føromtalte selvportrætter; de taler direkte til én, uanset om man ved noget om ham, hans levnedsløb og hans »Haandelag« eller ej!
