Avisernes magt er stor, derom ingen tvivl. I 1933 blev en lille artikel i Fyns Tidende starten på en redningsaktion for et gammelt bindingsværkshus, der i dag står smukt genrejst i skønne omgivelser i Den fynske Landsby. Artiklen blev også grundlaget for en »magtkamp« om, hvor et fremtidigt fynsk frilandsmuseum skulle ligge. De første spæde tanker herom var groet frem nogle år forinden, nu blev der lejlighed til at slås for den ideelle placering.
Vi skal her følge redningsaktionen fra hin septemberdag til det endelig lykkedes at genrejse huset i 1952.
Lad os starte med begyndelsen, Fyns Tidende lørdag d. 2. september 1933:
»Væbnergaarden i Dalby bliver revet ned i disse Dage.
En af de ældste, maaske den ældste Bondegaard paa hele Fyn forsvinder – uden at der løfter sig en Haand for at bevare det af den, der er værd at bevare men jeg vil gerne i den 11. Time henlede Opmærksomheden paa Gaardens Storstue. Den er nemlig udmærket bevaret og frembyder i al sin Beskedenhed et glimrende Billede af gammel dansk Bondekultur.
Loftbjælkerne er kun lige i jævnvoksen mands Hovedhøjde, men Rummet er i øvrigt ret stort, Væggene er for hver Bjælke inddelt i Felter, der adskilles ved hvide Pilastre, og langs alle fire vægge løber en fortsat Frise af Landskabsmalerier hele Salen rundt. Rummets Trækonstruktion er afstivet med svære, indvendige Tømmer-Knægte i kraftig, enkel Profilering. Vinduerne er smaa og lave, men placeret med et godt Øje for Balancen – kort sagt, her findes en ca. 300 Aar gammel Storstue, der forekommer saa egenartet og smuk, at den absolut bør bevares.
Jeg efterlyser Foreningen til gamle Bygningers Bevarelse, jeg efterlyser Fyns Folkemuseums Ledelse. Har nogen herfra set paa Væbnergaarden? Og har nogen herfra sagt, at Væbnergaarden ikke er for god til at rive ned, uden at der bevares noget til Erindring om den?
Og saa er der maaske endnu i nogle faa Dage Tid til at faa kigget nærmere paa den gamle Gaard, og finder Sagkundskaben saa, at den Storstue er værd at bevare, saa skulle det vel ogsaa kunne lade sig gøre at redde den«.
Opfordringen til handling var klar! Og for at ingen – hverken Bevaringsforeningen eller Fyns Folkemuseum, begge lokaliseret i Odense – skulle overse det, så var artiklen placeret under »Odense-rubrikken«!
Reaktionen udeblev da heller ikke. Allerede samme dag kontakter museumsinspektør Chr. M.K. Petersen ejeren af Væbnergården med henblik på bl.a. en besigtelse mandag. Chr. M.K. Petersen var i 1933 leder af Odense Bys offentlige Samlinger, hvorunder Fyns Folkemuseum var en afdeling[1].
I Foreningen til gamle Bygningers Bevaring, Odense afdelingen, begynder der også at ske noget. I foreningens protokol noterer sekretæren, adjunkt H. Fussing, at museumsassistent Svend Larsen har ringet og gjort opmærksom på, at »Væbnergården« i Dalby var truet. Fussing kontakter straks foreningens formand, arkitekt Knud Lehn Petersen, der kendte gården og som mente, at den burde reddes. Lehn Petersen vidste, at formanden for Historisk Samfund for Odense og Assens amter, proprietær Hjort, sammen med lokale kræfter arbejdede på at redde gården[2].
Næste dag, søndag den 3. september sætter Fyns Tidende trumf på sagen. Der bringes en næsten helsides omtale af nedrivningen og med 2 billeder i den ellers billedtomme avis. Vi ser ødelæggelserne gå for sig og får et blik ind i storstuen med dens billedfrise, pilastre og knægte. Og teksten er ikke til at tage fejl af:
»VÆBNERGAARDEN i Dalby, der nu gaar sin Undergang i Møde, har en Historie, hvis Oprindelse taber sig helt tilbage i sagnagtige Meddelelser. På Hindsholm vil Sagnet vide at fortælle, at Gaarden i sin Tid har tilhørt Marsk Stigs Væbner, Mads Jyde. Herefter skal den have eksisteret allerede i Slutningen af det 13. Aarhundrede. Mere historisk er det, at Væbnergaarden i 1473 ejedes af Væbner Laurids Nielsen, der blev Stamfader til den senere saa bekendte Odense Slægt Kotte……«
Hvem turde efter den svada lade den gård gå sin undergang i møde? Og hvem tager i følge Fyns Tidende første point hjem?
I artiklen fremgår det, at allerede i foråret, da nedrivningen kom på tale, satte sognepræsten i Dalby, pastor Kiærskou sig i bevægelse for at skabe en stemning for at redde gården. Bl.a. blev der rettet henvendelse til Historisk Samfund for Odense og Assens amter og indhentet udtalelser fra Nationalmuseet og kgl. bygningsinspektør Lehn Petersen, Odense. Alle mente, at bygningerne var værd at bevare. Til trods herfor må avisen konkludere, at »noget virkeligt Forsøg paa at redde Væbnergaarden kom der ikke ud af denne Aktion«. Men heldigvis kan avisen samtidig bringe den glædelige oplysning, at der er tegn, som tyder på, at der i allersidste øjeblik vil blive gjort endnu et forsøg:
»Den nuværende Ejer af Væbnergaarden, Gdj. Alfred Andersen, Dalby, oplyste i Gaar, at Fyns Folkemuseum efter Fremkomsten af Artiklen i Fyns Tidende har efterspurgt, om man kunne faa lejlighed til at bese Gaarden, og har anmeldt Besøg paa Mandag«.
Det initiativ kan avisen ikke sidde overhørig, og det får følgende ord med på vejen:
»Det er under alle Omstændiglieder meget fortjenstfuldt, at Folkemuseet straks tager Affære, naar Opmærksomheden henledes paa et Forhold som dette. Det er vel ingen Hemmelighed, at Museet hverken raader over større Pengemidler eller over Plads, hvor Stuen eventuelt straks kunde genopstaa….«
En fjer i hatten til Folkemuseet – og artiklen sluttes med følgende
»Enhver, der har Interesse for at bevare saa mange Minder om gammel fynsk Kultur som muligt, vil sikkert glæde sig over, at Væbnergaarden i al Fald nu ikke faar Lov til at forsvinde, før enhver Mulighed for Bevarelsen af eventuelt værdfulde Dele af den er undersøgt til bunds«.
Samme dag indfører sekretæren i Bevaringsforeningens protokol, at museumsinspektør Chr. M.K. Petersen har talt med gårdens ejer og fået oplyst, at stuehuset ikke umiddelbart er truet, og at museet er interesseret i at sikre sig paneler m.m. fra storstuen. Sekretæren meddeler formanden, Knud Lehn Petersen, dette samme dag.
Protokollerne er herefter tomme indtil onsdag d. 6. september, hvor Fussing – sekretæren – skriver, at formanden forgæves har forsøgt kontakt til proprietær Hjort. I stedet er det lykkedes at drøfte sagen med pastor Kiærskou, Dalby, som oplyser, at bønderne ikke er indstillet på at ofre noget for at redde gården – og at vejvæsenet gerne vil have den væk for at rette et hjørne. Fussing noterer samtidig, at foreningen vil søge at gøre Vestfyns Hjemstavnsgård interesseret, og har indkaldt Olaf Andersen herfra til drøftelse.
Lørdag den 9. september – ugedagen for Fyns Tidendes startskud – er det museets tur til at sætte noget på skrift om Væbnergården. Museumsinspektør Chr. M.K. Petersen skriver til sin kollega Kaj Uldall, Dansk Folkemuseum i København:
»Kære Hr. Museumsinspektør.
Som De vil se af vedlagte Udklip af Fyns Tidende, er der igen Fare for, at en gammel fynsk Gaard skal forsvinde.
Gaardens ejer har pr. Telefon lovet mig, at hvis Gaarden skal nedrives, vil han tilbyde Odense Bys Offentlige Samlinger Storstuens Bjælkeværk for en rimelig Betaling.
Fordi jeg husker vor Samtale ved sidste Museumsmøde, har jeg imidlertid ikke villet nøjes med dette Løfte, men har idag talt med Museumsbestyrelsens Formand, Redaktør J.C. Dreyer, om han ikke kunne tænke sig som Byraadsmedlem at gøre et Forsøg paa, at faa Borgmester og Byraad til at interessere sig for Planen om et Landbygningsmuseum i Udkanten af Odense. Han var ikke uvillig til at gøre Forsøget, hvis han kunde faa Formanden for den lokale Afdeling af Foreningen til gamle Bygningers Bevaring, Kgl. Bygningsinspektør Knud Lehn Petersen, til at støtte sig. Lehn Petersen er ogsaa medlem af Byraadet.
Jeg erfarer midlertid nu, at der inden for den nævnte Forenings Bestyrelse er enkelte Mænd, der absolut holder paa, at et eventuelt Fyensk Landbygningsmuseum ikke bør lægges ved Odense, men i Gummerup, fordi det efter vedkommendes Mening er unaturligt at anbringe Landbygninger i tilslutning til en By. Saavidt jeg kan skønne, deler De og Nationalmuseets Mænd som Helhed ikke denne Opfattelse.
Da der synes at skulle udfægtes en Kamp mellem Odense og Gummerup, vil jeg være meget taknemmelig, hvis De vil sende mig en Udtalelse, som jeg maa forelægge Redaktør Dreyer og Bygningsinspektør Lehn Petersen, og i hvilken De gør Rede for, hvad der taler til Fordel for Odense i dette Spørgsmaal«.
Fussing er tilsyneladende hurtigt og godt informeret, for han noterer i Bevaringsforeningens protokol samme dag, at museumsinspektøren er interesseret i Væbnergården, og at Nationalmuseet søges inddraget. Fussing skriver også, at han har meddelt Chr. M.K. Petersen sin mening om, at Væbnergården naturligt hører hjemme på landet, og at museet i stedet skulle koncentrere sine kræfter på Mønterstræde-projektet. Og det slutter med »Meddelt Fmd. denne samtale. Fmd. enig med Sekr.«
Lad os her lige stoppe op og få nogle ting fra den forudgående tid bragt på plads. Vi har nemlig lige fået at vide, at formanden for bevaringsforeningen, arkitekt Lehn Petersen var enig med sin sekretær om, at Væbnergården skal ligge på landet – underforstået ikke i et Landbygningsmuseum i udkanten af Odense. Hvordan kan Lehn Petersen være enig heri? I slutningen af 1929 fremkom han med et forslag om at genskabe en gammel landsby i eller ved Odense. Disse tanker omsatte han i nogle mere konkrete planer i vinteren 1929-30, bl.a. med placering af det kommende landsby-museum ved Hunderup (Odenses udkant). Det, som museumsinspektøren nu gør til sine planer, havde Lehn Petersen altså nu ca. 4 år efter opgivet. Hvad var årsagen?
Desværre ses det ikke af de foreliggende sager, bortset fra at det i Bevarings foreningens protokol d. 9. nov. 1930 er noteret, at foreningen vil udarbejde et nyt forslag til et landsby-museum efter at Odense kommune har købt Møntergården (Mønterstræde-projektet) med henblik på brug til museum. Måske har foreningen ment, at alle museets fremtidige kræfter skulle satses her og ikke spredes – og måske har Fussing været en stærk agitator for et landsbymuseum ved Gummerup? Det skal i den forbindelse nævnes, at Odense-afdelingen af Foreningen til gamle Bygningers Bevaring havde været en stærk kraft i bevaringen af Landmålergården i Gummerup (Vestfyns Hjemstavnsgård) og bl.a. deltaget i oprettelsen af museumsforeningen og flytningen af smedien fra Taastrup dertil i de første år af 1930’rne. Som afrunding på dette lille indskud kan det fortælles, at Lehn Petersen faktisk nogle år senere var med til at realisere sin oprindelige plan om genskabelse af en gammel landsby i udkanten af Odense, nemlig Den fynske Landsby ved Hunderup Skov/Fruens Bøge.
Men tilbage til historien om Væbnergården. Kai Uldall, Dansk Folkemuseum i København, er hurtig til at svare Chr. M.K. Petersen. Allerede mandag den 11. september skriver han et 2 siders brev med sit syn på spørgsmålet om et fynsk frilandsmuseum for gamle landbygninger. Konklusionen er følgende:
»Jeg har altid været af den Formening at der burde oprettes et fynsk Frilandsmuseum, og at dette burde ligge i Odense ved Fruens Bøge eller Næsbyhoved. Her er det største Befolkningstal samlet, og her kan man altid gøre Regning med Tilrejsende fra Landet. Dertil kommer, at Odense Bys offentlige Samlinger omspænder hele Fyn.
…..Anbringelse af et større fynsk Frilandsmuseum ude paa Landet, f.eks. ved Hjemstavnsgaarden i Gummerup, maa jeg afgjort fraraade, selvom det fornødne, samlede og afspærrede Areal maaske lettere lod sig erholde der. Selvom Automobilet snart er allemandseje, saa vil det være urigtigt at lægge et stort Museum paa en Plet, der ikke af andre Grunde er naturligt Samlingspunkt, og hvor der ikke er en stor By som økonomisk Basis«.
I et følgebrev til Chr. M.K. Petersen nævner Uldall, at han kan sætte sig i forbindelse med formanden for Hovedforeningen til gamle Bygningers Bevaring, Vilh. Lorenzen, i fald Petersen mener, at det kan gavne sagen til trods for den jo er rent fynsk! – Det ser dog ikke ud til, at Chr. M.K. Petersen benytter sig af »det skyts«.
Onsdag den 13. september sender Chr. M.K. Petersen udtalelsen videre til museumsbestyrelsens formand, redaktør J.C. Dreyer, og – samme dag – skriver han igen til Kai Uldall for at få et råd med hensyn til erhvervelsen af gården i Dalby. Uldalls svar skrives allerede om torsdagen og fra brevet kan citeres:
»Hvad Dalbygaarden angaar, saa er Storstuen og vel ogsaa de andre Rum jo interessante nok. Det vil vist ikke blive let at faa et andet fynsk Stuehus med profilerede, indre Knægte. Det er dog saa længe siden, at jeg sidst saa Gaarden, at jeg ikke tør give bestemt Raad med Hensyn til Køb. Kan Stuehuset faas til Nedbrydning for en billig Penge, og kan denne Nedbrydning foretages saaledes, at man ved Lejligheden bliver klar over de oprindelige Rumforhold, saaledes at disse ved Genopførelsen kan rekonstrueres, saa vilde jeg dog nærmest tilraade Køb. 500Kr. vilde jeg vurdere Træværket og det andet, som skal bruges til«.
Uldall nævner i brevet, at han har set gården, og jvf. Nationalmuseets arkiv for Bondegårdsundersøgelser viser det sig, at Kai Uldall i 1925 har taget et par billeder (se fig. 2) og at kollegaen Halvor Zangenberg i 1928 også har været der (se fig. 3)[3].
Medens Chr. M.K. Petersen således i dagene efter Fyns Tidendes artikler om nedrivningen af den gamle gård i Dalby brugte denne lejlighed til at få taget rigtigt hul på realiseringen af ideen om et landbygningsmuseum i Odense, var Bevaringsforeningens formand, Knud Lehn Petersen, i gang med den nye idé, et frilandsmuseum ved Gummerup. I et styrelsesmødereferat fra Vestfyns Hjemstavnsgård den 25. september 1933 fremgår det, at han har kontaktet Olaf Andersen om muligheden for at overtage Væbnergården til Hjemstavnsgården. På styrelsesmødet vedtoges det at svare Lehn Petersen, at Hjemstavnsgården ikke magter at overtage Væbnergården. At man ikke kunne klare at modtage og genrejse Dalby-gården lagde dog ingen hindring i vejen for, at Hjemstavnsgården købte et skab fra gården, (se fig. 4).
Herefter er der tilsyneladende stilstand. De bevarede arkiver fortæller i hvert fald intet, så vi må formode, at nedbrydningen er udskudt næsten indtil årsdagen for Fyns Tidendes artikel. Så sker der igen noget:
I Bevaringsforeningens protokol noterer adjunkt Hans Fussing den 31. august 1934, at arkitekt Arne Ludvigsen den 27. ds. har meddelt, at Væbnergårdens nedrivning ville blive påbegyndt dagen efter, og at tømmeret kunne fås for 600 kr. (Arne Ludvigsen var knyttet til Bevaringsforeningens hovedafdeling i København). Videre står der i protokollen: »Formand og Sekretær besluttede for Lokalforeningens Kassebeholdning – 500 Kr. – at købe Tømret, hvis man paa Stiftsmuseet kunde faa Penge til Nedrivning, ‘Transport etc. 28. ds. lovede Museumsbestyrelsens Formand, Dreyer, efter Konference med Petersen, at yde nødvendige Beløb«. Dette beløb ses andet sted anslået til 400 kr.
Den 30. august køber arkitekt Ludvigsen på Bevaringsforeningens vegne Væbnergården for 500 kr., og han får samtidig pålæg om, at nedrivningen skal være afsluttet inden for en måned. Hermed ser det ud til, at Bevaringsforening og museum nu skal følges i skøn samdrægtighed, men dagen efter – den 31. august – skriver Fussing 2 breve. Det ene stiles til Foreningen til gamle Bygningers Bevaring, Hovedforeningen, det andet til Vilh. Lorenzen, formand for nævnte forening. I det første brev redegør Fussing for redningsplanen for Væbnergården og når herefter til hovedmålet med brevet:
»Lokalforeningen har ikke midler til at bekoste nedtagelsen, transporten og magasineringen, men Fyns Stftsmuseum, hvilket i realiteten vil sige Odense kommune, har erklæret sig villig til at afholde de hermed forbundne udgfter, der løseligt kan anslås til 400 kr. Bygningen vil saaledes i alle tilfælde blive reddet, men derefter rejser sig spørgsmålet om dens genopførelse.
Som det formodentlig er hovedforeningen bekendt, har museumsinspektør Uldall udarbejdet en plan til et museum af fynske landbygninger i eller ved Odense, og museuminspektør Chr. M.K. Petersen ved Fyns Stftsmuseum er en ivrig tilhænger af denne plan, der formodentlig i den allernærmeste fremtid vil blive behandlet af Odense byraad.
Da lokalforeningens bestyrelse eller rettere formanden og sekretæren, idet det ikke har været muligt at indkalde til et bestyrelsesmøde om sagen paa grund af den meget korte tid, der har været til raadighed – købet af gaarden maatte ordnes i løbet af et døgn – er bestemte modstandere af denne plan, vil vi ved denne henvendelse til hovedforeningen søge at undgaa, at stiftsmuseet bliver medejer af Væbnergaarden. Det er vor opfattelse, at det vil være urimeligt at samle landbygninger i eller ved Odense, hvor de ikke varigt kan komme til at ligge i landlige omgivelser, men at det vil være langt mere naturligt at anbringe de bygninger, som ikke kan bevares paa stedet, i Gummerup, hvor der dels i de som museum bevarede bygninger – Landmaalergaarden og smedjen fra Taastrup – dels i de velbevarede og smukke gamle gaarde i landsbyen er en naturlig baggrund for andre landbygninger«.
Brevet slutter med en anmodning om, at hovedforeningen yder 400 kr. til dækning af de udgifter, som ellers Stiftsmuseet havde lovet at afholde. Fra det andet, langt mere personligt formulerede brev til hovedforeningens formand, kan jeg ikke dy mig for at citere følgende:
»Museumspetersen vil meget gerne være medejer, vistnok fordi han mener, at han saa kan gennemtvinge planen om landsby her, saa han bliver formodentlig rasende, naar vi kan undvære museet, men det maa vi finde os i«.
Fussing får sine penge – indtil 300 kr. – fra hovedforeningen, og således – 1 år efter Fyns Tidende bragte sine artikler om Væbnergården – er arbejdet med nedtagning i fuld gang. Og det gøres med henblik på snarlig genrejsning, men hvor og for hvis penge? Hovedforeningen er ikke indstillet på at bidrage yderligere.
Bevaringsforeningen gør herefter et nyt forsøg i Gummerup. Den 5. september 1934 mødes Knud Lehn Petersen og Hans Fussing med Olaf Andersen, Vestfyns Hjemstavnsgård. Men igen med dårligt resultat. Olaf Andersen meddeler, at Væbnergården ikke kan få plads på Hjemstavnsgårdens nuværende grund og han er »utilbøjelig til at søge Væbnergaarden rejst her, men er absolut Modstander af Odenseplanen«.
Foreningen til gamle Bygningers Bevaring, Odense-afdelingen, havde således forregnet sig. Den fornyede henvendelse til Vestfyns Hjemstavnsgård gav igen negativt svar, og nu var gode råd dyre. Som en nødløsning på opbevaringen af tømmeret fra Væbnergården fandt man arkitekt Arne Ludvigsens gård, Østrupgård, nord for Fåborg. Væbnergården går herefter i »glemmebogen« for en rum tid, ingen taler om genrejsning[4].
Redningsaktionen for Væbnergården i Dalby blev således en lejlighed til at få ideen om et fynsk landbygningsmuseum bragt frem påny. Men bl.a. på grund af uenigheden mellem Odense Bys offentlige Samlinger og Bevaringsforeningen blev det ikke starten på en realisering. Museumsbestyrelsens formand, redaktør J.C. Dreyer og kgl. bygningsinspektør Knud Lehn Petersen, begge medlemmer af Odense Byråd, stod ikke sammen som ønsket af Chr. M.K. Petersen. Bevaringsforeningen mente, at »museumspetersen« hellere skulle koncentrere Odense Bys offentlige Samlingers ressourcer på at opbygge og færdiggøre Mønterstræde-museet (Møntergården) som ramme for Fyns Folkemuseum fremfor en satsning på landbygninger.
Væbnergården blev således ikke startskuddet til landbygningsmuseet Den fynske Landsby. Det blev i stedet et 1600-tals hus fra Brahesborg, men det er en helt anden historie.[5]
Efter den endelige vedtagelse om opbygningen af Den fynske Landsby blev der hektisk aktivitet i 1941 og 1942 med at finde egnede bygninger hertil fra hele Fyn. Væbnergården nævnes ikke heriblandt. Først med et brev fra den 5. november 1947 kommer Dalby-stuehuset atter »på banen«. Det er formanden for Foreningen til gamle Bygningers Bevaring (hovedforeningen), Vilh. Lorenzen, der skriver til museumsinspektør Svend Larsen. (Svend Larsen, der var museumsassistent i 1933, havde overtaget lederstillingen efter Chr. M.K. Petersen i 1939). I brevet lyder det bl.a.:
»For en Aarrække siden købte Foreningen en gl. Stuehuslænge, vistnok fra 17. Aarh., i Dalby paa Hindsholm, med det for Øje, at den skulde opstilles i det dengang kun paatænkte Frilandsmuseum i Odense…….Ærlig talt – var det ikke på Tide, at dette, ikke uinteressante Bygningsværk – med knægtbaaret Loft i Storstuen – blev stillet paa Benene igen?«
Nu, 13 år efter nedtagningen har situationen ændret sig. Den lokale afdeling af Foreningen til gamle Bygningers Bevaring er ophørt og Den fynske Landsby ved Odense en realitet. Vilh. Lorenzen vil af med bygningen og glemt er »magtkampen«, som blev udkæmpet lokalt men med økonomisk tilskud fra hovedforeningen.
Svend Larsen svarer tilbage den 8. november 1947 og skriver bl.a., at han vil have Dalby-huset i tankerne. Samtidig påpeger han den store ulempe, at ladebygningerne ikke er bevarede. Og herefter er der igen ro om Væbnergården, som stadig ligger opmagasineret på Østrupgård.
Næste udspil kommer fra museet. I et brev fra Svend Larsen til Kai Uldall, nu Frilandsmuseet i Sorgenfri, dateret den 9. januar 1950, omtales Væbnergården igen. Blandt mange andre ting nævner Svend Larsen, at museet også er begyndt at tænke på Væbnergården fra Dalby. Han redegør for, at det ikke har været muligt at skaffe egnede udlænger til det »ensomme stuehus«, men at museet nu har besluttet at søge at få det opført som tjenestebolig for Den fynske Landsbys leder. Omtalen afsluttes med »Så bliver det dog bevaret og kan samtidig tjene et fornuftigt formål«.
Kai Uldall svarer tilbage i brev af 17. januar, hvori også Væbnergården nævnes:
»Hvad Væbnergården fra Dalby angår, så har arkitekt Ludvigsen netop for nogen tid siden beklaget sig over, at han stadig skulle have det liggende og fylde op på Østrupgård, han bliver vist kun glad for at komme af med det«.
Ak ja, tonen i brevene er unægtelig en ganske anden end da stuehuset blev reddet i 1933-34! Men op kom stuehuset fra "maaske den ældste Bondegaard på Fyn". I slutningen af 1951 gav Odense Byråd en bevilling på 57.000 kr. til genrejsning af Væbnergården fra Dalby som tjenestebolig i Den fynske Landsby.
Allerede før den endelige bevilling var givet gik man i gang med forberedelserne til rejsning af huset. Svend Larsen bad i brev af 23. august 1951 Arne Ludvigsen om tilladelse til at hente bygningstømmeret på Østrupgård. Ludvigsen svarede tilbage i et brev dateret 15. oktober at tømmeret kunne afhentes. Men han huskede den oprindelige historie og i brevet står bl.a.: »Jeg har talt med dr. Vilh. Lorenzen fra Foreningen til gamle Bygningers Bevaring. Denne forening ejer jo rent formelt tømmeret, men det stilles naturligvis med allerstørste glæde til raadighed kvit og frit for Odense«. Således fik Odense altså Væbnergården alligevel – og nu gik det stærkt. Allerede den 17. oktober hentedes tømmeret, og arbejdet påbegyndtes umiddelbart efter.
I løbet af 1952 stod huset genrejst. Hovedtræk i det ydre er bevaret, medens det indre totalt ændredes, så det kunne tilgodese kravene til en moderne bolig. I 1983 foretoges igen en gennemgribende indvendig restaurering med enkelte ydre forandringer. Væbnergårdens stuehus er således reddet og bruges stadig som bolig. Det er et smukt bindingsværkshus, som – når vegetationen ikke lukker – kan ses i udkanten af Den fynske Landsby, både fra museumsområdet og Sejerskovvej.
Og nu til husets historie før 1933. Er det virkelig rigtigt som Fyns Tidende skrev den 2. september 1933, at der er tale om et ca. 300 år gammelt hus? I så fald en utrolig alder for et eksisterende fynsk landhus. Lad os kigge lidt på kilderne til husets bygningshistorie.
I forbindelse med nedbrydningen af Væbnergårdens stuehus i 1934 indsamlede arkitekt Arne Ludvigsen meddelelser fra gamle folk om stuehusets tidligere indretning. På grundlag heraf har han tegnet skitsen fig. 8. Som det fremgår heraf har huset haft en central del med forstue, dagligstue med alkove, sengekammer også med alkove, køkken og mellemstue. Disse rum er bygget op omkring det ene ildsted/skorsten. Mod vest har vi bryggerset med »ovnhuset«, dvs. de 3 fag hus, som er bygget ud over den store ovnkappe. Her er tillige den store, åbne skorsten, der har haft forbindelse til ovn, gruekedel og formodentlig en maltkølle. Mod øst har vi ølkælder, pigekammer og karlekammer. Ølkælderen har næppe været en egentlig dyb kælder, snarere en stensat nedgravning – en halvkælder, hvor øl og madvarer har kunnet opbevares køligt. Mod nord er den tidligere omtalte storstue, her benævnt overstue. Sådanne udbygninger på stuehuse kaldes også korshuse.
Arne Ludvigsens rekonstruktion af stuehusets indretning i tidligere tider kan efterprøves ved hjælp af vurderingsforretninger udarbejdet i forbindelse med indtegning til brandforsikring[6]. Den 4. juni 1909 foretoges en sådan vurdering. I protokollen står der om stuehuset, at det er en ældre bygning, men at den for kort tid siden er undergået en stor reparation og godt forsynet med vinduer og døre. Om specielt storstuen (korshuset) står der »Denne tilbygning er indrettet til et værelse med bræddeloft og bræddegulv, malede vægge og i det hele taget flot udstyret«. Den sidste bemærkning er en sjælden kvalitetsvurdering i vurderingsprotokoller. Af samme vurderingsforretning fremgår det, at huset overalt har bræddeloft, 5 værelser samt forstue med fjellegulv samt 1 værelse med cementgulv, køkken, kælder, spisekammer og bryggers med cementgulve, pigekammer med bræddegulv og karlekammer med lergulv.
Indretningen af stuehuset i 1909 ser ud til at svare til den rumopdeling, som der var ved nedtagningen i 1934. Arne Ludvigsens rekonstruktion rækker således tilbage før den tid og bekræftes af en vurderingsforretning fra den 25. juni 1868. Her er indretningen detaljeret beskrevet: Fra øst indrettet således, 4 fag til karlekammer, pigekammer og ølkammer, 4 fag til stue med lergulv, 1 fag til forstue, 3 fag til dagligstue og sovekammer med fjellegulve samt køkken, 4 fag til bryggers og 3 fag ovnhus. Bortset fra de 3 fag ovnhus er resten med bræddeloft. Om korshuset står der, at det er indrettet til stue med bræddeloft og lergulv, 4 fag vinduer med små ruder. Eneste rum, der ikke er nævnt i vurderingsforretningen er i forhold til Ludvigsens rekonstruktion er mælkestuen, men den har formentlig eksisteret, herom nærmere nedenfor.
Den foregående vurdering ligger 20 år tidligere, den 20. maj 1848. På det tidspunkt opregnes sovekammer med bræddegulv, 2 stuer, dagligstue, forstue, ølkammer, pige- og karlekammer samt køkken, bryggers og ovnhus. Ruminddelingen synes således uforandret. Udeladelsen af bræddegulv ved rummene udover sovekammer må tolkes således, at de øvrige har haft lergulv, bryggers formentlig brosten. (Det er generelt ved brandtaksationer, at det »normale« ikke nævnes, medens det særlige fremhæves).
Første gang gården indtegnes til brandforsikring er den 13. oktober 1826. Indretningen synes at være den samme som beskrevet ovenfor. I taksationen er ikke nævnt pigekammer, karlekammer og kælder mod øst, men supplerer vi med en skifteforretning fra 6. september 1825, så får vi her en omtale af nævnte rum[7]. Samme skifteforretning fortæller om den lille mælkestue, jvf. Ludvigsens rekonstruktion, og om alkover i dagligstue og sovekammer.
Forsøger vi at følge stuehusets indretning længere tilbage end til 1825 giver det problemer. Der findes ingen brandtaksationer, og en skifteforretning fra 1777 indeholder desværre ikke en detaljeret opregning af indbo rum for rum. Ældre skifter er ikke bevaret. Lidt hjælp kan vi dog få gennem arkivmateriale fra Schelenborg gods, hvorunder gården var fæstegård indtil 1917. Godset foranstaltede i løbet af sidste halvdel af 1700-tallet nogle syns- og taksationsforretninger over alt bøndergodset med henblik på en vurdering af status både med hensyn til udsæd, husdyr og bygninger. På grundlag af synsforretninger fra 1801 og tilbage til 1751 synes hele gården at stå stor set uforandret. I hvert fald angives samme fagtal pr. længe[8]. I synsforretning fra 16. juli 1751 kan således bl.a. læses, at stuehuset med korshus er på 20 fag, og at der mangler f.eks. 90 alen fodtømmer, 6 vinduer og 50 traver langhalm. Altså med andre ord en opgørelse over, hvor brøstfældig gården er efter de store kvægsygdomme i midten af 1700-tallet. I samme synsforretning opregnes også, hvor mange dyr gården har mistet under pesten.
Længere tilbage end til 1751 er det ikke muligt at føre Væbnergårdens stuehus i de skriftlige kilder. Men det er da også ganske imponerende! Faktisk er der meget, der tyder på, at Fyns Tidende havde ret, da avisen i 1933 omtalte det som ca. 300 år gammelt. Men inden en konklusion herom, da lad os prøve at ridse den formodede udvikling op.
I 1751 omtales det 20 fag stuehus, 16 fag i en længe og 4 fag korshus[9]. Huset har altså eksisteret på det tidspunkt, og der er næppe tvivl om, at det er det samme, som blev nedtaget i 1934. Men allerede i 1751 må det have været gammelt, idet der opregnes en række behov for udskiftninger af fodtømmer, vinduer og stråtag. Det mest sandsynlige er, at stuehuset skal føres tilbage til 1600-tallet. Allerede inden 1751 er der sket om- og tilbygninger, idet de 3 østre fag ved nedrivningen kunne ses at være tilføjet senere (se fig. 5). Også korshuset må formodes at være tilbygget som en ny »sal« eller storstue i stedet for mellemstuen. Hvornår dette er sket kan vi kun gisne om. Det kan i den forbindelse nævnes, at korsstuer kendes fra flere fynske gårde, således omtales i Dalby i 1751-synsforretningen ialt 4 gårde med denne udbygning. Korsstue findes spredt over hele Fyn, som eksempel kan nævnes gården Lundager, Sydvestfyn, som i dag er genrejst på Frilandsmuseet i Sorgenfri[10].
Mellem 1751 og 1825 sker formentlig ombygningen af den centrale del af stuehuset. Mod nord forsynes huset med er »udskud«, dvs. en udflytning af dele af nordvæggen med ½ fag. Denne udbygning gør det muligt at længdeopdele den midterste del af huset. Tidligere var huset så smalt – ca. 5,6 m – at alle rum gik fra ydrevæg til ydrevæg. Nu kunne den tidligere store dagligstue opdeles i sovekammer og køkken foruden en mindre dagligstue. Samtidig blev der plads til en lille mælkestue. Oprindelig var alle disse funktioner samlet i ét rum med åbent ildsted, langbord ved vinduerne mod gårdspladsen og alkover i væggen mod haven. Opdelingen af de tre funktioner – køkken, dagligstue og sovekammer – er typisk i tiden fra slutningen af 1700-tallet og fremefter. Adskillige fynske bindingsværksstuehuse får »udskud« i denne periode, se f.eks. Fjelstedgården i Den fynske Landsby.
Efter opdelingen af den gamle dagligstue synes der ikke at ske væsentlige indretningsmæssige ændringer før begyndelsen af 1900-tallet. Derimod gøres de enkelte rum bedre og bedre. 1 1848 er sovekammeret forsynet med fjellegulv, og i 1868 har også dagligstuen fået trægulv, medens de øvrige rum stadig har lergulv, incl. korsstuen.
I taksationen fra 1909 gøres opmærksom på, at stuehuset for kort tid siden har gennemgået en større reparation, og hvis vi sammenligner med 1868-situationen ses det, at der nu er enten fjellegulve eller cementgulve i alle rum, karlekammeret undtaget. Korsstuen havde i 1868 lergulv og var forsynet med 4 vinduer med små ruder. I 1909 omtales 6 vinduer og nu fjellegulv, og samtidig nævnes, at stuen har malede vægge og i det hele taget er flot indrettet. Det kan således tyde på, at de pilastre og billedfriser, som Fyns Tidendes journalist i 1933 var blevet så betaget af, er lavet måske kort før år 1909 – i forbindelse med den store reparation af stuehuset. Det er mest sandsynligt, at pilastrene og billedfrisen er lavet samtidig med lægningen af fjellegulv og isætning af nye vinduer. I den store artikel fra 3. september 1933 (fig. 1) kan da også læses: »Vort Billede, der viser Enkeltheder af Storstuens Udseende, viser ogsaa noget af den enkelte Række Malerier, der løber Salen rundt. Det er os ganske klart, at disse Malerier IKKE er gamle…… Lokale beboere har sikkert berettet derom, således at ovennævnte forbehold kunne tages i forhold til artiklen fra den 2. september.
Konklusionen på denne gennemgang er, at Væbnergårdens stuehus er gammelt, endog meget gammelt sammenlignet med de øvrige bevarede fynske bindingsværksgårde. Huset må have eksisteret i 1600-tallet og korsstuen være opført før midten af 1700-tallet. Dermed er huset faktisk sammen med Brahesborghuset og de ældste dele af Fjelstedgården ældst blandt bygningerne i Den fynske Landsby[11]. Tømmerdimensioneme i Væbnergården røber også stor ælde. Stolper og løsholter i egebindingsværket er markant kraftigere end i huse fra 1700- og 1800-tallet. Et træk som også ses i andre meget gamle bygninger, f.eks. Brahesborghuset, der er rejst i en tid, hvor godt egetræ knap var så stor en mangelvare som senere hen[12].
»En af de ældste, måske DEN ÆLDSTE bondegård på hele Fyn« er således reddet og genrejst – og dermed sikret for eftertiden. Men hvad så med navnet – Væbnergården? Peger det mod middelalderen? Besnærende og flot lyder navnet. Lokalt vil sagnet vide, at gården oprindelig har tilhørt Marsk Stigs væbner, Mads Jyde. Kan det være sandt? I 1200-taIlet skal godset Schelenborg have tilhørt marsken Stig Andersen (Hvide). Eller er det rigtigt, at væbner Laurids Nielsen fra Dalby, boede på gården i 1473? Traditionen vil også vide, at Væbnergården indtil 1718 fungerede som tinghus for Schelenborg birk[13]. Alt dette skal måske henvises til myterne opstået omkring den gamle gård. Men det bliver en helt anden opgave at udrede disse tråde. Stadig ligger der meget spændende historie i det hus, hvori disse linier er skrevet i januar 1988.
